Vi har netop passeret årsdagen for Lars Løkke Rasmussens lancering af et nyt politisk netværk og partiet Moderaterne.

Selvom alt tyder på, at Lars Løkke Rasmussen og partiet har mistet pusten længe inden næste folketingsvalg i begyndelsen af 2023, kan en nærmere deklaration af projektet være på sin plads.

Vi kender f.s.v. godt Lars Løkke. Medierne har for længst afdækket Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har – udover ringe og brandmærker fra hans skatteborgerfinansierede drikkevarer og smøger – heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede organisationer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-rekord stod i vejen.

På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Nederst på formularen

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

https://politiken.dk/debat/art8555472/Redningsmanden-L%C3%B8kke-Nej-tak.-Her-er-34-grunde-til-ikke-at-stemme-p%C3%A5-ham-og-Moderaterne

Corona-krisen har afsløret, at vi har en udygtig ledelse i Sundhedsministeriet, og at det danske sundhedsberedskab ikke er godt nok. Det er dokumentere længe inden, vi med minkskandalen nåede til det totale sammenbrud.

Berlingske Tidende kunne i begyndelsen af august 2020 oplyse, at hidtil ukendte e-mails fra sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, afslører, at først efter at regeringen i marts 2020 havde besluttet at lukke landet, blev Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, orienteret i en e-mail. Det udløste en storm af protester fra Brostrøm, der tre gange henviste til en ”proportionalitetsvurdering”, som Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, afviste at bringe videre til regeringen.

Fejlvurdering af epidemiens ankomst til Danmark, for langsomme reaktioner på smitte­spredning fra hjemvendte skiturister, spredt fægtning i teststrategi, manglende overblik over værnemidler, oprettelse af et angiversystem, der (heldigvis) blev trukket tilbage igen, tvetydige vejledninger og vidt forskellige udmeldinger fra forskellige myndigheder om alt fra legegrupper til indsatsernes virkning på smittekurven, har præget håndteringen af den danske corona-krise.

Mange myndigheder

Sundhedsministeriet har det overordnede koordineringsansvar, men beredskabet viser sig at være spredt ud på mange forskellige myndigheder. Vi har Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Beredskabsstyrelsen og de enkelte regioner og kommuner, der hver for sig har beredskabsplaner og forskellige opgaver. Hertil Fødevarestyrelsen i relation til mink og politi og forsvar, som i en situation, hvor landet lukker ned, også har væsentlige roller at spille.

Sundhedsministeriet har under krisen ikke været i stand til at løfte det overordnede koordineringsansvar, og over det hele svæver regeringen med en tvetydig og mystisk dagbogsskrivende Sundhedsminister, og ikke mindst en statsminister og departementschef i Statsministeriet med egne meninger, om hvordan situationen skal håndteres.

At beredskabet er spredt ud på mange forskellige aktører, kunne måske gå under en stram styring. Problemet opstår, når de ikke snakker ordentligt sammen eller ikke er fuldstændig skarpe på, hvem der står for hvad både før og under en hændelse.

Det tyder desværre på, at de forskellige beredskabsoperatører ikke har holdt sig tilstrækkeligt beredt og koordineret planer løbende, inden vi stod med problemet covid-19.

Vi har set en regionsdirektør, der var af den opfattelse, at det var serum­instituttet, der stod for indkøb af udstyr, selv om det faktisk er regionernes egen opgave. Vi har hørt om virksomheder, der bliver kastet rundt mellem myndighederne i forsøg på at finde ud af, hvor de kan aflevere deres tilbud om potentiel hjælp. Vi ser de samme tal blive produceret og lagt op på hjemmesider af hhv. Sundhedsstyrelsen, SSI og politiets folk. Vi har oplevet to markante myndighedsdirektører, hhv. Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og teknikeren Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, tale stik imod hinanden i vurdering af smitte­kurver og rådgivning til borgerne.

Samtidig viser det sig, at krisen har afsløret, at sundhedsministeriets departementschef slet ikke lever op til kravene om adækvat ledelse.

Svigtende ledelse, manglende tilsyn og gamle beredskabsplaner

Seneste epidemiplan fra Sundhedsstyrelsen er fra 2013 og rettet mod en pandemisk influenza, hvormed den ikke er beredt til en virus som covid-19.

Selvom de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet er historisk høje, har sektoren været præget af stigende udgifter til medicin, nye kostbare behandlingsformer og garantier og kravene fra en aldrende befolkning.

Ansvaret kastes frem og tilbage mellem Regionerne og staten og meget tyder på at den svage statslige styring bærer hovedansvaret for problemerne.

Sundhedsstyrelsen har været underkastet idelige omorganiseringer og sparekrav. Hertil kommer et seruminstitut, der oplevede en gedigen hjerneflugt efter et ekstremt kluntet og dyrt frasalg af SSI Diagnostica i marts 2016 til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr. og SSI Vaccineproduktion til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines for 15 mio. kr. i juni 2016.

AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

Når Sundhedsministeriet og sundhedsministeren samtidig har forsømt sin tilsynsforpligtelse og ledelsesopgave, er det måske ikke så underligt, at forberedelse til en fremtidig ukendt epidemi ikke har stået øverst på prioriteringslisten hos nogen af aktørerne.

Departementschef Per Okkels og den skandaløse behandling af Mads Melbye

En brutal og enerådig departementschef, der ikke tænker på sundhedsvæsenet, men blot nyder magtspillet i centraladministrationen.

Sådan blev Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, blandt andet portrætteret i Weekendavisen den 17. april 2020. Artiklen kredser om det mystiske sagsforløb omkring hjemsendelsen af direktøren for Statens Serum Institut, Mads Melbye, der blev anklaget for inhabilitet m.v. i forbindelse med kontraktforhandlinger, der kunne indebære økonomiske fordele for ham selv og forskeren Peter Lawætz Andersen.

Mads Melbye blev hjemsendt i december 2019 og blev først erstattet af Henrik Ullum i december 2020. Realiteten er, at i det år, hvor Danmark historisk set har haft mest brug for et velfungerende SSI, kastede den fungerende ledelse den faglige direktør for infektionsberedskabet, Kåre Mølbak, i frontlinjen som talsperson i en national krise.

Mads Melbye havde angiveligt ved sin ansættelse sikret sig tilladelse til at han kunne fortsætte sin tilknytning til Stanford University, og Peter Lawætz Andersen, der havde været ansat ved SSI i mere end 30 år og er højt anerkendt for sin forskning inden for udvikling af nye vacciner og diagnostiske metoder, som har opnået stor international udbredelse, ifølge aftale med den tidligere direktør for SSI ret til en andel af Seruminstituttets indtægter på hans patentrettigheder.

Sagen endte med at Mads Melbye tog sin afsked fra SSI og den 1. juni 2021 tiltrådte Lawætz Andersen som Senior Project Director for Novo Nordisk Fondens indsats inden for infektionsmedicin.

Okkels karakter

Til Weekendavisen har Seruminstituttets tidligere direktør, Nils Strandberg Pedersen, intet godt at sige om Per Okkels: ”Man skal bestemt ikke komme på tværs af Okkels, og det kan man komme bare ved at sige sin mening,” siger Nils Strandberg Pedersen til Weekendavisen, hvor han tilføjer: ”Jeg oplevede ham som en person, man ikke kunne stole på, og som rev benene væk under én fuldstændig uden varsel. Per Okkels skalter og valter med mennesker, og det gør han også med sine chefer. Det ligger i hans karakter.”

Tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, bakker op om Nils Strandbergs vurdering af Per Okkels: ”Han er uden tvivl velbegavet, men han er et magtmenneske, der ikke tåler modsigelser,” siger Else Smith til Weekendavisen.

Artiklen vakte opsigt, og det fik netmediet Altinget til at gå på barrikaderne. Den 1. maj 2020 bragte Altinget (hvor Per Okkels søn på daværende tidspunkt arbejdede som journalist), et noget mere positivt portræt af Per Okkels.

Direktør i Danske Patienter, Morten Freil, vurderer, at Per Okkels er bredt respekteret blandt de mange forskellige aktører på sundhedsområdet. KL’s direktør, Kristian Wendelboe, kan ikke genkende Weekendavisens portræt af Per Okkels som en ubehagelig personaleleder, der vil bestemme alt selv: ”Men det er et unfair portræt. Per Okkels er grundlæggende en dygtig departementschef. Han kan sit stof og er god til at følge sine ministres kurs. Og han er generelt respekteret på sundhedsområdet,” vurderer Kristian Wendelboe, der selv oplyser at han har været ven med Per Okkels i omkring 20 år.

Okkels er S-SF-RV-regeringens ansvar

Kort efter dannelsen af S-SF-RV-regeringen den 3. oktober 2011 blev Per Okkels den 22. november 2011 udnævnt til ny departementschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Han kom fra en stilling som administrerende direktør i Danske Regioner.

Den nye sundhedsminister Astrid Krag og Per Okkels var indstillede på at vise at deres udnævnelser ikke var fejltagelser, og de kastede sig villigt over opgaven med at levere på den nye regerings drakoniske spareplan i centraladministrationen.

Det var mens Bjarne Corydon og David Hellemann huserede i Finansministeriet, og de havde ingen betænkeligheder ved at pålægge Sundhedsministeriet besparelser på omkring 108 millioner stigende til 125 millioner i 2015. Ministeriet skulle effektiviseres og fokusere på kerneområder. 140 medarbejdere i ministeriet, styrelser og andre institutioner blev afskediget.

I Sundhedsministeriets departement blev antallet af afdelinger reduceret fra 3 til 2, og opgavevaretagelse mellem departement og styrelser blev justeret, idet DRG-området (Diagnose Relaterede Grupper – DRG) blev overført til Statens Serum Institut, SSI. Samtidig blev sundhedsdokumentation og infektionsberedskab fra National Sundheds-IT – NSI, samt opgaver vedrørende dokumentation og overvågning mv. fra Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen samlet i Statens Serum Institut.

Lægemiddelstyrelsen blev nedlagt og opgaverne indlagt i Sundhedsstyrelsen bortset fra opgaverne vedrørende dokumentations- og statistikopgaver, der blev overført til SSI.

Desuden blev der foretaget en række sammenlægninger af administrative opgaver m.v., og de hidtidige sekretariater for henholdsvis Det Etiske Råd og Den Nationale Videnskabsetiske Komité blev lagt sammen til ét fælles sekretariat.

Statens Serum Institut, SSI

Seruminstituttets økonomi var en belastning for Sundhedsministeriets budget, og i 2013 bad Per Okkels konsulentfirmaet PwC om en rapport, der lagde op til at splitte Statens Serum Institut op og sælge den såkaldte Diagnostica-afdeling og vaccineproduktionen.

I slutningen af 2014 blev salgsprocessen indledt, og der blev opnået tilslutning fra alle partier undtagen Enhedslisten og SF. Alternativet forlod senere aftalen.

I marts 2016 blev SSI Diagnostica solgt til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr.

I juni 2016 blev SSI Vaccineproduktion solgt til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines, for 15 mio. kr. AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

VKLA-regeringens sundhedsreform

I marts 2015 fyrede sundhedsminister Nick Hækkerup, der havde afløst Astrid Krag, da SF forlod regeringen, direktøren for Sundhedsstyrelsen, Else Smith. Begrundelsen blev oplyst til at være, at der var brug for at få ryddet op og moderniseret Sundhedsstyrelsen efter at en række sager under skiftende direktører og ministre havde skabt usikkerhed om tilsynet med det danske sundhedsvæsen.

Venstres Sophie Løhde

Efter folketingsvalget den 18. juni 2015 dannede Lars Løkke Rasmussen en Venstre-regering med Sophie Løhde som sundhedsminister. Som sine forgængere blev hun af departementschef Per Okkels rådet til at gøre sig synlig ved at reorganisere ministerområdet. I slutningen af 2015 meddelte Løhde, at med henblik på at styrke fokus på kerneopgaver, sagsbehandling og udviklingen af sundhedsområdet blev der etableret fire nye styrelser i Sundheds- og Ældreministeriet: Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.

Omorganiseringen blev gennemført på basis af anbefalingerne fra en styregruppe, hvor departementschef Per Okkels havde siddet for bordenden.

Søren Brostrøm og Anne-Marie Vangsted blev udnævnt til direktører for henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Lisbeth Nielsen blev direktør for Sundhedsdatastyrelsen.

 Stillingen som direktør for den nye Lægemiddelstyrelse blev pr. 1. april 2016 besat med Thomas Senderovitz.

Sundhedsreform

I de følgende år blev sundhedsvæsenet og specielt sygehusvæsenet jævnligt udsat for offentlig kritik. Samtidig havde regeringen, der i mellemtiden var udvidet med LA og Det Konservative Folkeparti, en bunden opgave i forhold til at nedlægge regionerne.

I slutningen af marts 2019 præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti efter mere end to måneders forhandlinger en aftale om en ny sundhedsreform.

Hvis reformen var blevet realiseret, ville de nuværende fem regioner være erstattet med fem sundhedsforvaltninger ledet af en udpeget bestyrelse. Samtidig skulle der oprettes 21 nye sundhedsfællesskaber, hvor blandt andet et nyt patient- og pårørenderåd vil få indflydelse på udviklingen. Hele det nye sundhedsvæsen skulle kontrolleres af en ny myndighed – Sundhedsvæsen Danmark – placeret i Aarhus.

Oplægget til sundhedsreform, der var udtænkt i en snæver kreds omkring Per Okkels i Sundhedsministeriet med inddragelse af de sædvanlige eksterne konsulenter, men uden involvering af sundhedsfaglig kompetence fra sygehusvæsen eller praktiserende læger, blev kritiseret sønder og sammen. Efter valget i juni 2019 blev der ikke talt mere om den reform.

Kritik fra Rigsrevisionen

I januar 2018 offentliggør Rigsrevisionen en beretning, der på en række punkter udtrykker kraftig kritik af Sundhedsministeriets håndtering af salget af Statens Seruminstituts vaccineproduktion.

Rigsrevisionen anslog i beretningen, at statens samlede udgifter, mens salget stod på, løb op i 1,3 – 1,5 milliarder kroner. Her vejer driftsunderskuddet i vaccineproduktionen tungest. Salget indbragte som nævnt i alt 15 mio. kr.

Rigsrevisionen fandt, at Sundhedsministeriet undervurderede salgets kompleksitet. Det blev således trods det langstrakte forløb ikke sikret, at helt grundlæggende vilkår for et godt salg i tilstrækkelig grad og på rette tidspunkt blev tænkt ind i forløbet.

Rigsrevisionen kritiserede også, at det var det mest positive forventede økonomiske resultat, der lå til grund for salgsscenariet, og dette grundlag blev ikke opdateret med den nyeste negative udvikling i vaccineproduktionens økonomi.

Rigsrevisionen kritiserede også, at der ikke var en plan for it-adskillelsen mellem SSI og vaccineproduktionen og den sideløbende it-adskillelse for Diagnostica. Derved blev it-adskillelsen og derved hele salget forsinket i en periode, hvor underskuddet for vaccineproduktionen voksede.

Rigsrevisionen forholdt sig ikke til, om det var hensigtsmæssigt at afhænde den statslige vaccineproduktion.

Den ærekære Per Okkels var ikke indstillet på at acceptere den hårde kritik fra Rigsrevisionen, og onsdag 24. januar 2018 erklærede Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterede ministeriet nogle beregninger, som man “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Bortset fra Rigsrevisionens kritik af håndteringen af de med salget af Seruminstituttet forbundne it-problemer afviste sundhedsminister Ellen Trane Nørby blankt alle Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritikpunkter. Ellen Trane Nørby, der ikke var ansvarlig sundhedsminister på tidspunktet for det kritiserede salg af Seruminstituttet, blev tydeligvis presset af Per Okkels til at føre krigen på embedsværkets vegne.

Så i stedet for at sige pænt undskyld og love bod og bedring gik Ellen Trane Nørby sammen med finansminister Kristian Jensen til modangreb og beskyldte Rigsrevisionen for at blande sig i den politiske beslutning om at sælge vaccineproduktionen. Det skete både mundtligt i et samråd i Folketinget og i et officielt svar til Statsrevisorerne.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, tillader stillingen som Rigsrevisor ikke Lone Strøm at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd. Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” siger han, selvom han i de senere år har bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mener, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene. Med tydelig adresse til blandt andre Per Okkels, sagde han: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” siger Peder Larsen.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen var ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne. Han sagde: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”

Hvad er det gode råd til Heunicke?

Desværre har vi ikke mulighed for at forvente et råd vedrørende Magnus Heunicke fra Peder Larsen, den erfarne tidligere formand for Statsrevisorerne, men der kommer måske snart en lejlighed, hvor Heunicke kan gøre Per Okkels følgeskab – ud af døren!

Det norske firma, Bakeverket AS, tilbagekalder den 7. januar 2022 begrænsede partier af Sigdal knækbrød Urter & Havsalt.

Årsagen er angiveligt, at der er fundet ​​ethylenoxid i en urteblanding brugt i produktet.

I EU/EØS er det ikke tilladt at anvende ethylenoxid som pesticid, men det bruges industrielt til fremstilling af mange forbrugerprodukter, som f.eks. rengøringsmidler, gelateringsmidler, opløsningsmidler samt plastikstoffer.

Ethylenoxid er også et desinfektionsmiddel, der anvendes på hospitaler og ved fremstilling af medicinsk udstyr i stedet for damp til sterilisering af varmefølsomt værktøj og udstyr, som f.eks. engangsplastiksprøjter.

Må ikke bruges til at sterilisere sutter

EU-direktivet om biocider fra 1998 forbyder brugen af dette produkt til sterilisation af materialer, der kommer i kontakt med fødevarer, og de franske myndigheder har for år tilbage givet ordre til en tilbagetrækning fra markedet af sutteflasker og sutter, der er steriliseret med ethylenoxid, som er en gas, der har vist sig at være kræftfremkaldende.

Det har givet anledning til bekymring, at ethylenoxid anvendes til at sterilisere de vatpinde, der bruges i Covid lyntests.

REUTERS FACT CHECK har i april 2021 undersøgt, om der er risici forbundet med at bruge lyntest, der er desinficeret med ethylenoxid.

Reuters konkluderer, at selvom det er korrekt at ethylenoxid er kræftfremkaldende, og at det også er korrekt at ethylenoxid bruges til at desinficere de vatpinde, der anvendes ved lyntest, er det ikke korrekt at hævde, at lyntest derfor er farlige.

I USA har mediet USA Today ligeledes gennemført en undersøgelse af, om ethylenoxid-steriliserede podepinde er sikre:

“Our rating: False

Based on our research, we rate FALSE the claim COVID-19 testing swabs are unsafe because they’re sterilized with ethylene oxide. Ethylene oxide is a gas widely used to sterilize medical devices and products. It can have a carcinogenic effect if an individual is exposed to high concentrations of ethylene oxide for long periods of time, but experts say there is no danger from the brief use of a nasal swab with a negligible remnant of the substance.”

Illumineret håndskrift Sächsische Weltchronik fra omkring 1270 med beskrivelse af blodgildet i Roskilde. Fra Trap Danmark, 6. udgave, bund 22.

Hans farbror, kong Niels, udnævnte ham omkring 1115 til jarl i Sønderjylland. Til dette embede føjede han i 1127 posten som obotriternes konge, vendernes knes (fyrste) – en titel der traditionelt havde tilhørt danske konger, og kongen følte sig angiveligt udfordret.

I forbindelse med et julegilde i Roskilde i 1130 aflagde han et familiebesøg i Haraldsted, hvor han den 7. januar 1131 blev myrdet af kong Niels’ søn, hans fætter Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til den trone han selv sigtede mod.

Hans tilnavn “Lavard” (tilsvarende det engelske “lord”) som betyder “brøduddeleren”, fik han pga. sin gavmildhed overfor sin hird. 

Erik Emunes oprør

Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til den borgerkrig, der først endte i 1157, da Knuds søn, Valdemar den Store, blev enekonge.

Knud Lavards halvbror, Erik Emune (“den altid huskede”), jarl af Lolland, udfordrede kong Niels og blev valgt til konge i Skåne. Efter flere slag, hvor kong Niels og hans søn Magnus havde vundet, stod det endelige slag ved Fodevig (Fotevik) i Skåne den 4. juni 1134.

Kong Niels og Magnus blev overrasket ved et lynangreb på en helligdag af Erik Emunes hær, der var forstærket med 300 lejede tyske ryttersoldater og ærkebiskoppen af Lund, Assers hird.

Ærkebiskoppen sluttede sig til Erik Emune fordi han var misfornøjet med, at Niels havde givet den tyske kejser overhøjhed over Danmark, således at ærkebiskoppen pludselig blev degraderet til biskop og underlagt ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen.

Kongens søn, Magnus, og fem danske bisper, der havde taget parti for kongen, faldt i slaget. Niels flygtede til Slesvig, hvor borgerne hævnede Knud Lavard ved at myrde ham den 25. juni 1134.

Erik Emune konge 1134-1137

Der var store forventninger til Erik Emune som konge. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad, nedskrivningen af Den sjællandske lov blev påbegyndt, han uddelte gavmildt len og embeder til sine tilhængere og til kirken. Han arbejdede også for, at Knud Lavard blev helgenkåret.

Men han var hård mod sine fjender. Bl.a. lod han sin halvbror Harald og syv af dennes otte sønner dræbe, fordi de i striden om kongemagten havde støttet kong Niels og Magnus.

Efter et korstog mod Venderne og et fejlslagent forsøg på at erobre Norge begyndte det at gå mindre godt for Erik Emune, og han fik flere og flere fjender, også blandt sine tidligere allierede.

På Sjælland gjorde ærkebiskop Eskil og stormanden Peder Bodilsen oprør mod ham, og snart ulmede oprøret overalt. Efter tre år på tronen var det forbi. Den 18. september 1137 blev Erik dræbt under et tingmøde på Urnehoved i Slesvig, efter sigende af en herremand ved navn Sorte Plov.

Mellemspil med Erik Lam

Der var ingen oplagt efterfølger til Erik Emune. Flere af de oplagte kongsemner var stadig mindreårige. Det drejede sig om Erik Emunes søn, Svend Grathe, kong Niels’ barnebarn, Knud (søn af Magnus), og Valdemar (søn af Knud Lavard), der blev opfostret i Fjenneslev af stormanden Asser Rig fra den magtfulde Hvide-slægt sammen med sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare.

Erik Emunes nevø, Erik Lam, var til gengæld rådighed. Erik Lam var medlem af Erik Emunes hird, og var til stede, da denne blev dræbt på Urnehoved ting. Erik Lam stod også ved Erik Emunes side under slaget ved Fodevig, og nogle mener, at det var ham personligt, der slog Magnus ihjel.

Erik blev som myndigt kongsemne valgt, fordi der faktisk ikke var andre kongsemner, der var gamle nok, eller også befandt de sig i udlandet.

Erik Lam regerede frem til 1146, hvor han blev syg og abdicerede. Han døde samme år i Odense. Om hans tilnavn, “Lam”, fortæller historieskriveren Sven Aggesen i 1180’erne, at det skyldtes en “honningmild blidhed i hans væsen”.

Borgerkrigen 1146-1157

Erik Lams abdikation udløste en borgerkrig om kongemagten i Danmark. Borgerkrigen blev udkæmpet 1146-1157 mellem de tre fætre Svend Grathe, Knud den 5. og Valdemar den Store.

Krigen truede på et tidspunkt med at skulle afgøres ved tysk mellemkomst, men danske stormænd ønskede bestemt ikke tysk styre i Danmark, og de tvang de tre kongsemner til forhandlingsbordet.

Ved et møde på Lolland den 7. august 1157 blev man enige om, at Svend fik Skånelandene, Knud fik Sjælland, og Valdemar fik Jylland.

De store begivenheder blev traditionelt fejret i Roskilde, hvor Knud residerede. Han inviterede derfor til et forsoningsgilde i kongsgården i Roskilde.

Blodgildet i Roskilde

Dette førte til blodgildet i Roskilde den 9. august 1157, hvor Svend ifølge Saxo havde lagt skumle planer. Efter at freden på behørig vis var fejret, trak Svend sig tilbage for at gå tidligt til ro. Snart efter fór Svends bevæbnede mænd ind i festsalen og lod den uforberedte Knud dræbe, mens det lykkedes en såret Valdemar at vælte lyset og slippe ud i ly af mørket. Med et par af sine mænd tog Valdemar flugten ned over Sjælland, angivelig efter at have fået heste på brydegården i Ramsømagle, og med hjælp fra sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare i Fjenneslev. Det lykkedes at undslippe Svends forfølgende styrker via Fyn til Jylland.

I Jylland giftede Valdemar sig med Knuds søster Sophie, hvorved han sikrede sig opbakning fra sin myrdede svogers støtter. På tinget i Viborg troede stormændene på Valdemars udlægning af blodgildet i Roskilde, som Svend ellers udlagde som Knud og Valdemars kupforsøg. 

Valdemar den Store 1157-1182

Det endelige slag stod 23. oktober 1157 på Grathe Hede syd for Viborg, hvor Valdemar støttet af sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare og deres fætter, Sune Ebbesen, der var søn af Asser Rigs bror Ebbe Skjalmsen. 

Svend blev dræbt. Efter borgerkrigen sad Valdemar den Store (far til Valdemar Sejr, konge 1202-41 og gift med Dronning Dagmar) alene på tronen i 25 år, indtil sin død i 1182.

Valdemar den Store fik i  1170 sin far, Knud Lavard, helgenkåret.

Den store Bastian er en børnebog skrevet og tegnet af en tysk børnelæge fra Frankfurt am Main, Heinrich Hoffmann, i 1845. Bogen indeholder en samling børnevers og -rim, som skal lære børn, hvor dårligt det går den, der ikke opfører sig ordentligt.

Den første danske udgave udkom først i 1867 med titlen Den store Bastian eller Vær lydig. Lystige historier og morsomme billeder for børn imellem 3-6 år.

Mange vil huske de opbyggelige historier og turen i blækhuset, som konsekvens af uartighed. Ikke alle slap dog så let. Den slemme Frederik, der fortjent blev bidt af en hund, må lidende gå til sengs. ”En doktor kom og skrev latin og gav ham bitter medicin”.

I den aktuelle debat om covid og vaccinationer er det endnu sådan, at sundhedslovens krav om informeret samtykke garderer borgerne mod tvangsvaccinering.

Italien

I Italien bliver alle over 50 fra den 15. februar 2022 tvunget til at lade sig vaccinere.

Frankrig

I Frankrig, hvor 92 pct. af dem over 12 år er vaccinerede, opfordrede præsident Emmanuel Macron ifølge Le Parisien onsdag den 5. januar 2022 i stærke vendinger restgruppen til at lade sig vaccinere.

Vaccinemodstanderne ville ikke umiddelbart blive kastet i fængsel eller tvangsvaccineret, men Macron lagde ikke skjul på sit syn på vaccinemodstanderne: de var røvhuller, der pissede ham af, og de kunne rende ham noget så grusomt (”J’ai envie d’emmerder les non vaccinés”)!

I Danmark passerer den 6. januar – Hellig Tre Kongers Dag – relativt upåagtet. I Italien er det anderledes.  Epifania del Signore eller Tre re magi e Befana (hellige tre konger og Befana) er i Italien især for børn en større begivenhed end juledag. Der er farverige religiøse optog i byer og landsbyer, og de artige børn får gaver fra heksen La Befana. Juleferien slutter lige efter den 6. januar for de italienske børn. I Danmark betragtes det i mange familier som en uskik at tage julepynten ned og mide juletræet ud inden Befana.

Natten mellem den 5. og 6. januar ankommer heksen La Befana på sin kost og kanter sig ligesom julemanden ned gennem skorstenen og er derfor dækket af sod. Hun er en grim, gammel heks kendt for at klæde sig i en lappet kjole og gamle slidte sko, men hun medbringer en sæk med slik og gaver til at fylde i børnenes gavesokker. Det gælder om at være artig op til jul. Hvis det ikke er tilfældet, får børnene kulstykker (som dog i dagens Italien er erstattet af sorte bolscher).

Traditionen fortæller, at en gammel kone havde travlt med at ordne sit hjem, da de hellige, tre konger bankede på hendes dør i deres søgen efter Jesusbarnet. Den gamle kone afslog de vise mænds forslag om at slå følge med dem på grund af travlhed, men fortrød senere og følte, at hun havde begået en stor fejltagelse. Hun gik derfor ud i verden for at finde dem og tilbød på sin vej alle børn, hun mødte, et stykke slik i håbet om, at en af dem ville være Jesusbarnet. Hun leder stadig og har af troens og folklorens mægtige mund fået navnet La Befana.

Man mener, at navnet Befana er en folkelig sproglig forvanskning af den græske term epifania, der betyder åbenbaring. Gavegivningen den 6. januar kan spores tilbage til den romerske fejring af nytåret og en hedensk fest til ære for guderne, blandt andet gudinden Strenia, og i Italien hedder julegave fortsat ”Strenna di Natale”.

40 procent af EU’s energiforbrug sker i bygninger, som også er årsag til 36 procent af unionens drivhusgasudledning.

For at nå EU’s klimamål, skal unionens bygningsmasse ifølge EU-Kommissionen være CO2-neutral i 2050.

Det kræver en forceret fremrykning af renoveringen af bygningsmassen.

Derfor foreslår Kommissionen som led i arbejdsprogrammet “Fit for 55” en revidering af det såkaldte EPDB-direktiv (Energy Performance of Buildings Directive).

Direktiv-forslaget

Det reviderede direktiv, der blev offentliggjort den 15. december 2021, skal godkendes af Europa-Parlamentet og medlemslandene. Hvis forslaget godkendes, vil det være lovpligtigt at opgradere de mindst energieffektive bygninger i hvert medlemsland inden 2033. De kontante krav om energirenovering indebærer, at de mindst energieffektive bygninger i hvert medlemsland skal energirenoveres, så de rykker mindst to energiklasser op inden 2033.

Allerede nu er der i Danmark energikrav, som skal overholdes, når man renoverer. Men ifølge det nye forslag fra EuropaKommissionen skal bygningsejere renovere deres bygninger indenfor de kommende 11 år – uanset om de havde planlagt det eller ej – hvis deres bygning hører til de mindst energieffektive.

Selv om den danske bygningsmasse i et europæisk perspektiv er relativ energieffektiv, så lægger EU-Kommissionen op til, at det er den samme andel af bygninger, der skal renoveres i alle medlemslande.

De mindst energieffektive bygninger skal opgraderes

De foreslåede nye minimumsstandarder for energimærker vil kræve, at de 15 procent mindst energieffektive bygninger i hver medlemsstat skal opgraderes.

Direktivforslaget indebærer, at der indføres et nyt fælleseuropæisk energimærke for bygninger. Skalaen skal stadig være fra A til G – men inddelingen skal ændres, så G svarer til de 15 procent mindst energieffektive bygninger, og A svarer til en nul-emissions-bygninger.

Bygninger, der på den nye skala har energimærke G og F, skal opgraderes, så de som minimum når op på energimærke F i 2027 og energimærke E i 2030. Hvis der er tale om boliger, vil kravene gælde for 2030 og 2033.

Udgifter for ejere og lejere

Direktivforslaget betyder, at mange danske bygningsejere pålægges store udgifter til renovering. Mindst 100.000 bygninger i Danmark er energimærket i de to dårligste klasser F og G. Det er ikke mindst kommuner, regioner og staten, der har den højeste andel af bygninger i de dårlige energiklasser, og ikke mindst vil kommunerne kunne se frem til udgifter til energirenovering.

Udgifterne til den EU-krævede energirenovering vil før eller siden blive overvæltet på lejerne. I Danmark er det påfaldende, at hverken Klimaministeriet eller Boligministeriet har tilkendegivet, hvad regeringen mener om forslaget. Ministerierne har endnu ikke forholdt sig til forslaget og konsekvenserne for danske lejere.

Europa-kommissionens forslag lægger imidlertid op til, at både EU og medlemsstaterne kan støtte renoveringerne for netop at undgå, at de får en social slagside. Ifølge en pressemeddelelse har EU afsat 150 mia. euro til formålet.

Lobbyorganisationer

Lobbyorganisationen Synergi har på vegne af medlemmer som Rockwool, Velux, Danfoss og Grundfos kæmpet indædt for krav til energieffektivesering. Formanden Bendt Bendtsen havde gerne set skrappere krav – at den dårligste del af bygningsmassen med F- og G-mærker opgraderes ikke kun til energimærke E, men til energimærke C.

Frygt for lejeeksplosion

I Tyskland er der en helt anden opmærksomhed på EU-Kommissionens forslag. Ifølge den tyske avis BILD frygter tyske lejere en “huslejeeksplosion” for helt almindelige mennesker som følge af det nye EU-direktiv.

Det er muligt, at renoveringer er godt for klimaet, men det er dårligt for pengepungen advarer lejerorganisationer og byggesagkyndige advarer i BILD. “Vi er truet af en massiv inflationsbølge,” siger topøkonomen Hans-Werner Sinn i BILD.

Eksperter advarer om en forestående lejeeksplosion. “Det er rigtigt at hæve byggestandarderne for fast ejendom for at beskytte klimaet,” sagde Axel Gedaschko, formand for den tyske sammenslutning af tyske bolig- og ejendomsselskaber (GDW), til BILD. Men EU’s forslag er “uklogt og foruroligende”, fortsatte Gedaschko. Årsagen er, at direktivet vil gennemtvinge renovering af millioner af huse i ét hug i de kommende år. Håndværkere har allerede travlt i dag. “Resultatet vil være, at byggepriserne vil eksplodere,” sagde Gedaschko fordi bygherrerne tvinges til at overbyde hinanden.

Lukas Siebenkotten fra den tyske lejerforening advarer også om “betydelige omkostninger” for udlejere. Han henviser til lovbestemmelser, som begrænser stigningen i huslejen. “Disse grænser skal konsekvent observeres og anvendes,” siger Siebenkotten og dermed ender noget af regningen hos udlejeren.

Europa-Kommissionen har indledt konsultationer om et udkast til en såkaldt EU-taksonomi (sustainable finance taxonomy), der skal være vejledende for private og offentlige investeringer i bæredygtige aktiviteter, der kan bidrage til at nå målet om, at CO2-udledningerne skal reduceres med 55 procent i forhold til 1990 inden 2030, og målet om klimaneutralitet i 2050.

Taksonomien skal bidrage til, at medlemsstaterne fra forskellige udgangspunkter bevæger sig hen imod klimaneutralitet.

EU-Kommissionen går ind til de tekniske konsultationer med et kontroversielt forslag om, at investeringer i naturgas og atomkraft kan defineres som ”grønne”, fordi naturgas og a-kraft spiller en rolle i overgangen mod vedvarende energi. Kommissionen forudsætter dog, at disse ”overgangsanlæg” lever op til klare og stramme betingelser. For at sikre gennemsigtighed vil Kommissionen desuden sikre, at der bliver en oplysningspligt, så investorer kan afgøre, om konkrete investeringer omfatter gas- eller nukleare aktiviteter, og i hvilket omfang, så de kan træffe et informeret valg.

Det ventes, at EU-Kommissionen i januar vil præsentere den endelige liste over økonomiske aktiviteter og de miljøkriterier, de skal opfylde for at blive stemplet som grønne investeringer. Ved at begrænse det “grønne” stempel til virkelig klimavenlige projekter, sigter systemet mod at gøre disse investeringer mere attraktive for privat kapital og samtidig blokere for “greenwashing”, hvor virksomheder eller investorer oversælger projekternes miljøvenlighed.

EU-Kommissionen vil også foreslå, at taksonomien indgår i disponeringen af EU-midler, hvilket betyder, at reglerne kan afgøre, hvilke projekter der er berettiget til offentlig støtte.

Atomkraft

Ifølge Kommissionens udkast kan investeringer i atomkraftværker klassificeres som ”grønne”, hvis projektet har en plan for sikker bortskaffelse af radioaktivt affald. For at blive betragtet som grønne skal nye atomkraftværker have byggetilladelse inden 2045. Det vil også være muligt at betragte levetidsforlængelse af ​​eksisterende kraftværker som en ”grøn” investering, hvis projektet inkluderer opgraderinger til de højest opnåelige sikkerhedsstandarder.

Naturgas

Investeringer i naturgaskraftværker vil også blive betragtet som grønne, hvis emissionerne kan holdes under 270 g CO2-ækvivalenter pr. kilowatt-time, erstatter et mere forurenende fossilt brændselsanlæg og modtager en byggetilladelse senest 31. december 2030. Desuden kræves det, at sådanne anlæg skal være teknisk forberedt til at brænde kulstoffattige gasser. EU’s ekspertrådgivere har ellers anbefalet, at naturgaskraftværker ikke blev mærket som grønne investeringer, medmindre de nåede en lavere emissionsgrænse på 100 g CO2/kWh.

EU’s medlemslande har frist til den 12. januar til at kommentere på forslaget.

Når EU-Kommissionen senere offentliggør det endelige forslag, kan et flertal af EU-landene eller Europa-Parlamentet nedlægge veto, men der er ikke mulighed for at stille ændringsforslag.

Lobbyvirksomhed

Taksonomi-forslaget har været debatteret i mere end et år, og EU-landene er uenige om, hvilke brændstoffer der virkelig er ”grønne” og bæredygtige.

Naturgas udleder i forhold til kul kun halvt så meget ​​CO2, men hertil kommer lækager af den potente drivhusgas metan fra gasinfrastrukturen.

Kernekraft producerer meget lave CO2-emissioner, men modstandere peger på den potentielle miljøpåvirkning ved bortskaffelse af radioaktivt affald.

EU har allerede defineret taksonomien og lister over ”grønne” investeringer for sektorer som bygninger og transport, og fra januar 2022 kan investeringer, der ikke er inkluderet i taksonomien, ikke markedsføres som klimavenlige i EU.

Reglerne for energisektoren og herunder reglerne for naturgas- og atomkraftværker skal træde i kraft senere.

EU-lande, herunder Tjekkiet, Finland og Frankrig, som får omkring 70 pct. af elproduktionen fra a-kraftværker, ser det som afgørende at udfase den CO2-forurenende kulkraft.

Andre lande, som Luxembourg, Tyskland og Østrig, er dog stærkt imod atomenergi.

Holdningen i Danmark

Fortalerne for den grønne omstilling og for at øge investeringerne i vedvarende energi som sol og vind erkender, at det er helt urealistisk, at alle EU-landenes energiforbrug inden 2030 kan dækkes af vedvarende energi.

I Danmark er der udsigt til, at kul kan være udfaset fra kraftværkerne inden 2030. På trods af indædt modstand fra miljø- og klimaorganisationer, vil vi fortsat med biomasse være i overensstemmelse med EU-taksonomiens krav til ”grønne” investeringer. Selvom Danmark betragter sig selv som værende i front på den grønne omstilling, er det en kendsgerning, at den besluttede energi-ø i Nordsøen ikke vil være på plads før i 2032-33.

Samtidig udfases kul- og kernekraft i Tyskland, og disse beslutninger afspejles allerede i stærkt forhøjede gas- og elpriser i hele Europa – også i Danmark.

Realiteten er, at hvis naturgas og kernekraft ikke i en overgangsperiode kan dække stigningen i energiforbruget, vil økonomierne gå i stå med katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og velfærd.

Frankrig og Tyskland afgør sagen

Uanset holdningen i Danmark er det også en kendsgerning, at store kræfter i nationalstaterne har lagt deres lod i vægtskålen i forhold til at presse EU-Kommissionen. Når naturgas og a-kraft er med i EU-forslaget, afspejler det den realitet, at Frankrig under ingen omstændigheder vil opgive a-kraften og at Tyskland under ingen omstændigheder kan undvære naturgas.

Eurostat kunne den 17. december 2021 oplyse, at inflationen på årsbasis i eurolandene i november 2021 var på steget fra 4,1 pct. i oktober til 4,9 pct. i november. Dermed blev der registreret den højeste inflation siden euro blev indført.

Det er ikke mindst høje energipriser og prisstigninger på importvarer, der ligger bag inflationstallene, der varierer mellem landene. I Frankrig er inflationen pt. på 3,4 pct. mens den i Tyskland er på 6 pct. Estland har en inflation på 8,4 pct. mens den i Litauen er på 9,3 pct. I UK er inflationen på 4,2 pct. og i USA nåede inflationen med den største stigning siden 1990 i oktober 2020 op på 6,2 pct.

Eurostats næste inflationsopgørelse offentliggøres den 7. januar, men det er klart, at den fulde opdrift i prisniveauerne endnu ikke er afspejlet i de officielle opgørelser.

Den svenske møbelgigant Ikea har således oplyst, at varepriserne i den kommende tid vil stige. Prisen på nogle produkter vil stige med op til 50 procent, men i gennemsnit ventes prisstigninger på godt 9 pct.

Hvordan vil ECB reagere?

Den europæiske centralbank, ECB, der styrer efter et inflationsmål på omkring 2 pct., har hidtil ment, at prisstigningerne var midlertidige og knyttet til genåbningen efter Corona-pandemien. Mere og mere tyder på at banken må revurdere sin opfattelse, og spørgsmålet er hvilke konsekvenser det vil få for pengepolitikken i euro-området.

Hvis inflationen fortsat holder sig på et højt niveau, er det svært at se, hvordan markante renteforhøjelser kan undgås.

Da statsminister Mette Frederiksen i 2020 og i 2021 holdt sine Nytårstaler fra Marienborg, kunne man i baggrunden se et lille maleri af en høstarbejder. Billedet var L.A. Rings ”I høsten” som indgår i Statsministeriets samling af L.A. Ring-malerier.

Malerierne er en testamentarisk arv til Statsministeriet fra forretningsmanden O.P. Christensen, der var en nær ven af statsminister H.C. Hansen. O. P. Christensen forærede midten af 1950’erne sin malerisamling til ministeriet. Han mente, at L.A. Rings virkelighedsnære og socialt engagerede malerier ville kunne inspirere enhver statsminister i dennes gerning.

Laurits Andersen Ring (født Laurits Andersen den 15. august 1854 i Ring, Hammer Sogn, Næstved, død 10. september 1933 i Skt. Jørgensbjerg, Roskilde) var en af dansk kunsts fremmeste malere ved indgangen til det 20. århundrede. I 1881 tog han navn efter sin fødeby, landsbyen Ring syd for Næstved, og kendes siden som L.A. Ring. (Vennen, maleren Hans Andersen tog ligeledes navn efter sin fødeby, landsbyen Brændekilde, og kom til at hedde H.A. Brendekilde).

Danmark befandt sig i perioden 1875 til 1894 under konseilspræsident Estrup og hans provisorielove i en politisk turbulent tid. L. A. Ring var politisk aktiv i en revolutionær gruppe, og det berettes at Ring i en periode gik rundt med en skarpladt pistol i baglommen.

Ring var optaget af de fattiges vanskelige vilkår og social retfærdighed for underklassen, som han har skildret i sin kunst, der især består af landsby- og landskabsmotiver fra Sjælland. L. A. Ring var kendt både som naturalistisk maler af landskaber, mennesker og miljøer og som repræsentant for symbolismen.

Trods ungdommens revolutionære tilbøjeligheder, var Ring i begyndelsen af 1900-tallet blevet et anerkendt medlem af det danske kunstliv og sad i bedømmelsesudvalget ved de årlige censurerede Charlottenborgudstillinger. Han fik i 1913 bygget et hus ved Sankt Jørgensbjerg i Roskilde med udsigt over fjorden – her tilbragte han de sidste år af sit liv, før sin død i 1933.

I Brøndgade på Sankt Jørgensbjerg i Roskilde ligger i dag et lille besøgscenter for L.A. Ring. Besøgscentret er malerens tidligere atelier, som han ejede fra 1915-25.

Maleriet ”Kunstnerens hustru ved familiens sommervogn” en sommerdag ved Greve Strand fra 1911 indgår også i Statsministeriets samling. Kvinden på billedet er altså Rings hustru, Sigrid Kähler, som var kunstmaler og datter af keramikeren Herman Kähler.

Nytårstalen 2022

I lighed med tidligere blev Mette Frederiksens Nytårstale 2022 optaget på Marienborg. Man bemærker, at L.A. Rings billede ”I høsten” er udskiftet med et værk af kunstneren Milena Bonifacini.

Billedet er udlånt af Statens Kunstfond, der erhvervede værket på kunstudstillingen Art Herning i 2017. Milena Bonifacini fortæller i en video om sit kunstneriske virke på en video, der kan ses her.