På dansk TV kan man i øjeblikket følge en tysk dramaserie fra 2021. Dobbeltgængerne (Der Palast), der giver et indtryk af livet i arbejder- og bondestaten DDR eller Østtyskland fra 1961.

Vi følger tvillingerne Christine og Marlene, der blev skilt ad som spædbørn og voksede op i henholdsvis Øst- og Vesttyskland og uden anelse om hinandens eksistens.

I 1988 mødes de pludseligt hinanden – og bytter identitet. Vi følger pigerne mens vi nærmer os Berlinmurens fald den 9. november 1989 og den endelige opløsning af DDR i 1990 efter længere tids uro i de østeuropæiske befolkninger samt Michail Gorbatjovs undsigelse af Brezjnev-doktrinen og afstod fra militær intervention.

Danmarks forhold til DDR

Den altid årvågne danske udenrigstjeneste arbejder i dag på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde. Tjenesten har angiveligt en fast tro på, at Danmarks interesser og Danmarks tryghed, velfærd og sammenhængskraft bedst værnes med vores værdier som pejlemærke.

I 1988 var alting anderledes, og tjenesten havde ingen anelse om, at Berlinmuren ville falde den 9. november 1989 og Østtyskland kollapse.

I hvert fald anbefalede Udenrigsministeriet, at daværende Statsminister Poul Schlüter den 13.-14. september 1988 aflagde et officielt besøg i bonde- og arbejderstaten DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”.

Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men på den danske venstrefløj, i socialdemokratiet og i Det Radikale Venstre så man mere positivt på DDR. Under alle omstændigheder insisterede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Udenrigsministeriet og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – blev i Statsministeriet ikke set som tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere – den såkaldte Wolfgang Mayer-gruppe – den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.

Ambassadebesættelsen bekræfter det billede af forbitrelse og magtesløshed, som nutidige seere af TV-serien ”Dobbeltgængerne” får indblik i, men som kan være svært at forstå for folk, der ikke er vokset op i en fangelejr.

Parlamentarisk undersøgelse

Via vesttysk presse nåede skandalen omkring ambassadebesættelsen aviserne, og der opstod betydelig furore.

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

Måtte Danmark betale for ambassadebesætternes udrejse?

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

I de sidste år af DDR-regimet var landets økonomi i realiteten kollapset, og DDR ”solgte” i tusindvis af østtyskere til Vesttyskland for 3,4 mia. DM.

Det er aldrig blevet oplyst i hvilket omfang det officielle Danmark fik udvirket, at Wolfgang Mayer-gruppen fik udrejsetilladelse, og i hvilket omgang den danske statskasse måtte betale herfor.

Erich Honeckers planlagte genbesøg i Danmark

I efteråret 1989 var der faktisk planlagt et genbesøg af DDR-chefen Erich Honecker i Danmark. Besøget blev imidlertid aflyst en månedstid før DDR-sammenbruddet den 9. november 1989.

Det Radikale Venstre og DDR

Den 3. juni 1988 valgte den konservative Poul Schlüter at indlemme Det Radikale Venstre i VK-regeringen.

De radikale var besværlige i regeringen – ikke mindst i miljø- og energipolitikken, men gevinsten var at man nu vidste hvor man havde RV – separeret fra klakører fra socialdemokratiet og venstrefløjen, der fulgte Sovjetunionens fjernstyring af Vestens såkaldte fredsbevægelser!

Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 havde stemt mod Danmarks deltagelse i NATO, havde op til regeringsdeltagelsen et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne.

I hele perioden plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland.

Med regeringsdeltagelsen blev RV også tilhænger af det indre marked – tidligere var de imod. I 1986 kæmpede netop De Radikale mod den grundlæggende traktat bag Det Indre Marked, og i de samme år underløb de sammen med de andre illoyale elementer på Venstrefløjen konsekvent den udenrigs-, sikkerheds- og europapolitik, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at føre.

Ekstraordinære indsatser og præstationer inden for kunst og kultur samt socialt arbejde blev lørdag aften den 25. september 2021 hyldet i Vejle Musikteater, hvor årets uddeling af Kronprinsparrets Priser blev afholdt. Her gik Kronprinsparrets Sociale Pris til den sociale organisation Mødrehjælpen, mens kunstnergruppen Superflex modtog Kronprinsparrets Kulturpris. Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gik til den sociale indsats RedenUng samt producer, sangskriver og sanger Erika de Casier.

Da H.K.H. Kronprinsen overrakte prisen til Superflex fremhævede Kronprinsen deres evne til at stille kritiske spørgsmål og komme med nye inspirerende løsninger til nogle af samfundets store udfordringer.

Skulle Katrine Dirckink-Holmfeld have haft Kronprinsparrets Pris i 2021?

Op til prisuddelingen var der spekuleret på, om den tidligere institutleder på Kunstakademiet i København, Katrine Dirckinck-Holmfeld, i år skulle have Kronprinsparrets Kulturpris.

Katrine Dirckinck-Holmfeld kaldte det selv en “kunstnerisk happening”, men hun blev alligevel tiltalt for groft hærværk, for som institutleder og underviser at have foranlediget flere studerende til at udøve hærværk af betydeligt omfang, da hun sammen med dem fjernede en gipsafstøbning af Frederik 5., som efterfølgende blev smidt i Københavns Havn.

Kronprinsparrets priser

Katrine Dirckinck-Holmfelds kandidatur kommer ikke ud af den blå luft. Der har ikke altid hersket fuld enighed om kronprinsparrets valg af prismodtagere. Hvis du blot én gang har udtrykt sympati for noget højreradikalt, er du dømt ude og du kan godt glemme alt om at blive betænkt af kronprinsparret. Har du til gengæld hyldet undertrykkende venstreradikale regimer og bevægelser, er dine chancer straks bedre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strid fik i 2012 Kronprinsparrets kulturpris. I dag er Strids børnebøger nogle af landets mest solgte, men tegneren var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i våbenbrug eller talte om henrettelser under en revolution.

Lørdag den 28. november 2020 modtog Anisette og The Savage Rose æresprisen til Danish Music Awards. Journalist Marie Holm fra TV2 priste hende, fordi Anisette ”kæmpede for bedre verden”. Og TV 2 online tilføjede: ”The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”.

Anisette og medlemmerne i Savage Rose kæmpede ikke for at gøre verden til et bedre sted. De var stalinisterog var medlemmer af det stalinistiske parti Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og støttede regimet i Albanien.

”Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien”, sagde Savage Rose-musikeren Thomas Koppel, der sammen med sin kone Annisette besøgte det stalinistiske regime i Albanien i 1982 og 1987.

Kritik

Ingen beskylder kronprinsparret for at have stalinistiske sympatier, men i Berlingske Tidendes anmeldelse af udstillingen på Frederiksborg Slot om de danske kronprinsesser henledes opmærksomheden på, at filosoffen Eva Selsing og præsten Sørine Gotfredsen har fremsat kritik af kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks udvælgelseskriterier, når de har uddelt priser, der blandt andet er gået til venstreradikale kunstnere. Og Eva Selsing har påpeget, at Mary har været protektor for Pride-arrangementet Copenhagen Pride, hvor der i miljøet er fortalere for at give børn hormonbehandlinger.

Organisationen LGBT+ Danmark, der trods en stadig mere outreret position i takt med radikaliseringen af dele af LGBT-miljøet, gør krav på at repræsentere homoseksuelle og en række andre seksuelle minoriteter. Organisationen går ind for, at børn uanset alder skal kunne skifte køn, de ønsker 4-forældres-familier, de mener, at mænd kan føde børn, de går ind for rugemødre, og de ønsker en tilbundsgående revision af undervisningsmaterialet i uddannelsesinstitutioner for at sikre seksuelle minoriteters ”repræsentation”. 

Ifølge regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er det en højt prioriteret målsætning for Danmark i de nærmest kommende år ”at komme ind i hjertet af EU”.

Når Danmark trods de danske forbehold nu pludselig skal være et kernemedlem i EU, handler det for Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU op i en højere ”global vægtklasse”, så EU bliver bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

”EU er en økonomisk sværvægter, men en udenrigspolitisk dværg. Det er vi nødt til at lave om,” har Jeppe Kofod fastslået: ”For mig at se, så skal vi have styrket EU’s evne til at føre en værdikamp i verden. Det kræver at den økonomiske vægt, som EU har, bliver omsat til at fremme demokrati og menneskerettigheder, den internationalt regelbaserede orden, klimakampen og arbejdstagerrettigheder. Det er vigtigt at bruge EU til”.

Regeringen præsenterer de grænseløse ambitioner uden så meget som at blinke. Uanset de danske forbehold overfor væsentlige dele af EU-samarbejdet, uanset at den danske befolkning kun udgør 1,1 pct. af den samlede befolkning i EU, og uanset at den danske økonomi kun udgør omkring 2 pct. af EU’s samlede økonomi, skal vi fremover være et kernemedlem i EU.

Det er ikke ganske klart, hvordan Danmark med forbeholdene og som medlem af ”sparebanden” skal kunne placere os i hjertet af EU, men når vi er kommet så langt, handler det ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU til at blive bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

Spørgsmålet er, om vi kan stole på Jeppe Kofods sirenesang? Under forhandlingerne om det nuværende EU-budget afviste statsminister Mette Frederiksen den 16. oktober 2019 overfor Jyllands-Posten, at der er behov for et større budget: ”Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu”, sagde hun og henviste til, at EU-Kommissionen forventede øgede administrationsudgifter for cirka 35 mia. kr. i indeværende syvårige budgetperiode.

”Det er jo fuldstændig gak”, sagde statsministeren og fortsatte: ”De penge, som vi har mulighed for at prioritere anderledes, skal gå til vores velfærdssamfund og ikke til et endnu større EU-budget”.

Mette Frederiksen gentog den 17. oktober 2019 overfor TV 2: ”Jeg har ikke den grundlæggende tanke, at vi er nødt til at have et større EU. Tværtimod er jeg faktisk for et mindre EU-budget”.

Regeringen har imidlertid ikke fremlagt planer for at øge det danske økonomiske bidrag til EU og der er tilsyneladende ej heller planer om at ophæve de danske forbehold.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast -senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Regeringen vil ikke røre ved forsvarsforbeholdet, men samtidig tilkendegives det, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Efter regeringens opfattelse er en slagkraftig dansk våbenindustri nu nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Holdningen har muligvis opbakning i Dansk Metal, men kan resten af Socialdemokratiet og støttepartierne skriver under på den målsætning?

Er den nye justitsminister allerede på vej til at blive væltet? Han har fortiet afslørende tal og han har under alle omstændigheder et stort forklaringsproblem.

Den 3. februar 2022 måtte Benny Engelbrecht trække sig tilbage som transportminister. Det skete, da støttepartiet Enhedslisten erklærede mistillid til Engelbrecht som minister.

Mistilliden kom i kølvandet på tilbageholdelse af vigtige CO2 tal som led i en milliardstor aftale om infrastrukturprojekter.

Engelbrechts afgang udløste flere ændringer i ministerlisten: Politisk ordfører Jeppe Bruus blev transportminister, skatteminister Morten Bødskov blev forsvarsminister og forsvarsminister Trine Bramsen blev transportminister (og ligestillingsminister).

Spørgsmålet er hvor længe Morten Bødskov holder?

Ministeren har gentagne gange fastholdt, at pluginhybridbiler er grønne biler, selvom han i flere måneder har været bekendt med resultaterne i en dansk undersøgelse, som viser, at pluginhybridbiler ikke er grønne.

Bødskov blev således i november orienteret om en undersøgelse fra Vejdirektoratet, der ud fra danske biler viste, at pluginhybridbiler i realiteten ikke lever op til lovgivningens krav om at udlede under 50 gram CO2 per kørt kilometer.

Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt og et svar fra Skatteministeriet.

I strid med de faktiske forhold, har ministeren flere gange fastholdt, at bilerne er “grønne biler”, og at de derfor er berettigede til en skatterabat på 108.700 kroner per bil. Morten Bødskov har ikke oplyst offentligheden om undersøgelsen, på trods af at han og ministeriet kendte til den. I stedet har han henvist til, at der manglede danske tal for “opladningsmønstre”.

Bødskovs fortielser er ikke nogen lille sag. I realiteten har staten i 2021 givet knap 4,2 milliarder kroner i skatterabat til pluginhybridbilerne, der ikke lever op til lovens krav om at for at en bil kan kategoriseres som ”grøn” skal den udlede under 50 gram CO2 per kilometer.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er en af dem, der har efterspurgt tallene. Han er “stærkt utilfreds” med, at ministeren ikke har delt oplysningerne.

– Det er dybt utilfredsstillende. Det tegner jo et billede af en regering, der ikke rutter med fakta og oplysninger over for Folketinget, når vi spørger. Og det er stærkt kritisabelt, siger Kristian Pihl Lorentzen (V) til Detektor.

Også professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing kalder det “et problem”, at ministeren ikke har delt tallene.

– Der er en ret streng standard for, hvad ministrene skal svare folketingsmedlemmer, når det handler om at svare korrekt. Der skal selvfølgelig svares sandfærdigt, men der skal også svares, så det ikke er vildledende, siger han til Detektor.

Morten Bødskov har tidligere løjet for Folketinget

Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II måtte den 12. december 2013 gå af i kølvandet på en sag, hvor han ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Det stod klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov. I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Den 3. december 2013 havde chefen for PET, Jakob Scharf, meddelt at han efter knap syv år forlod sin post som øverste chef for efterretningstjenesten.

Samarbejdsvanskelighederne i Politiets Efterretningstjeneste havde indflydelse på Jakob Scharfs afgang fra sin chefpost, men det var især hans rolle i den såkaldte Christiania-sag, der var de væsentligste årsager til, at han trak sig fra posten. Jakob Scharf bad i februar 2012 sine folk, der gjorde tjeneste som livvagter, om at kigge i Pia Kjærsgaards kalender for at finde ud af, hvornår hun var forhindret i at deltage i et besøg i Christiania sammen med resten af Folketingets Retsudvalg.

Hvorfor både justitsminister og PET-chef ville lyve og misinformere Folketinget i anledning af et banalt besøg i fristaden Christiania har undret. PET-chefen var muligvis bekymret for ressourceforbruget i forbindelse med et besøg af Pia Kjærsgaard. Hvad der motiverede Bødskov – udover at han ikke undte Pia Kjærsgaard den massive presseomtale, som et besøg i Christiania under politibeskyttelse – er aldrig klarlagt.

Tilbage stod, at justitsminister Morten Bødskov måtte gå af som minister, da det kom frem, at han havde fyldt Folketingets Retsudvalg med løgn og latin.

Ministeransvar

Ministres ansvar er ingenlunde ubeskrevet. Rigsretssagerne mod Erik Ninn-Hansen og Inger Støjberg har bidraget til at definere ansvaret, men Folketinget har også gjort sig overvejelser om ministres ansvar.

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte på rentemødet torsdag den 3. februar 2022 at holde pengepolitikken uændret. De pengepolitiske rentesatser – renten ved bankens markedsoperationer, renten på udlån og renten på indlån – fastholdes på henholdsvis 0,00 pct., 0,25 pct. og -0,50 pct.

Bank of England

Samtidig har den britiske centralbank, Bank of England, annonceret, at den sætter den pengepolitiske rente op fra 0,25 procent til 0,50 procent.

Den amerikanske centralbank ventes fra marts successivt at sætte den pengepolitiske rente op fra de nuværende 0 – 0,25 pct. til måske 1,25 pct. ved begyndelsen af 2023.

Udsigt til renteforhøjelser i USA sætter Den Europæiske Centralbank under pres

Den amerikanske centralbanks FOMC (Federal Open Market Committee) holdt deres rentemøde for godt en uge siden. Resultatet blev offentliggjort med en pressemeddelelse og uddybet under en efterfølgende pressekonference med centralbankchef Jerome Powell.

Hvor De Europæiske Centralbank tager voldsomt hensyn til den økonomisk-politiske situation i Frankrig, Italien og andre sydeuropæiske lande i euro-zonen, er den amerikanske centralbank under Jerome Powell mere kølig. De forhåbninger, der var i visse børskredse om at centralbanken ville tage hensyn til at den seneste tids betragtelige fald i aktiekurserne, blev i hvert fald gjort fuldstændig til skamme.

Den amerikanske centralbank har alene fokus på den amerikanske økonomis velbefindende og de langsigtede målsætninger om fuld beskæftigelse og en inflation omkring 2 pct.

Renteforhøjelse i USA i marts 2022

I den øjeblikkelige situation fastholdes den pengepolitiske rente uændret på 0 – 0,25 pct., men det blev bebudet, at renteforhøjelser meget vel kunne komme på tale allerede fra marts.

På den efterfølgende pressekonference ville Powell ikke udelukke, at renten ville blive forhøjet, så den allerede ved udgangen af 2022 kunne være på 1 – 1,25 pct.

ECB under pres

Rentemødet i ECB forløb mere eller mindre som finansmarkederne havde forventet, men de amerikanske og britiske renteforhøjelser øger presset på ECB.

Rentestigninger i Europa kan hæmme økonomien og komme til at gøre ondt på boligejere med flekslån, påpeger flere økonomer.

Særligt mærkbart bliver det for alle dem, der netop står til at få ny rente på deres lån.

Det er især den vedvarende inflation, der med godt 5 pct. ligger noget over Den Europæiske Centralbanks målsætning om en rente på omkring 2 pct. der har betydning, men samtidig følger ECB opmærksomt signalerne fra den nye tyske regering og fra den franske præsidentvalgkamp.  

Både naturgas og atomenergi er nødvendige. Ellers kan Europa ikke gennemføre den grønne omstilling i de kommende år, mener EU-Kommissionen, som den 2. februar 2021 i Bruxelles har præsenteret en såkaldt Taxonomy Complementary Climate Delegated Act on climate change mitigation and adaptation covering certain gas and nuclear activities.

I forslaget klassificerer de to energiformer som del af den grønne omstilling.

 Udspillet kommer på et tidspunkt, hvor energipolitikken har fået markant større betydning i Europa. Ikke bare for den grønne omstilling, men også for mange landes forsyningssikkerhed.

Tyskland har besluttet at udfase atomkraft og kulfyring. I en overgangsperiode før energiforsyningen kan sikres med vedvarende energi, er Tyskland afhængig af naturgas, der udleder mindre CO2 end kul. Blandt andet har de tyske energiselskaber investeret i den omstridte gasledning Nord Stream 2, der skal levere russisk gas.

Frankrig får fortsat over 50 pct. af det samlede energiforbrug dækket fra atomkraftværker og har ingen planer om at opgive a-kraft.

Eurostat oplyser, at i 2020 tegnede elproduktionen fra a-kraft sig for omkring 25 pct. af den samlede strømproduktion i EU.

De 13 a-kraftlande havde ved begyndelsen af 2020 109 reaktorer i drift. I løbet af året blev 2 reaktorer i Frankrig og 1 reaktor i Sverige lukket.

I Frankrig står a-kraft for 67 pct. af al strømproduktion. I Slovakiet er andelen 54 pct. I Ungarn 46 pct. I Bulgarien 41 pct. I Belgien 39 pct. I Slovenien 38 pct. I Tjekkiet 37 pct. I Finland 34 pct. I Sverige 30 pct. I Spanien 22 pct. I Rumænien 11 pct., I Tyskland 11 pct. og i Holland 3 pct.

14 EU-medlemslande havde ikke a-kraftværker i 2020, men som følge af udveksling på det europæiske el-marked kan det ikke udelukkes, at der også i danske stikkontakter fra tid til anden er strøm produceret på et a-kraftværk.

EU-Kommissionen har været under pres for at lade de to energiformer spille en rolle i den grønne omstilling. Og det får de ifølge udspillet lov til. Men under bestemte vilkår, der skal hjælpe den grønne omstilling. Og målet er fortsat, at fremtidens energiformer skal være fossilfri.

Danmark har sammen med Sverige, Holland og Østrig været kritisk over for at lade fossil gas indgå. I et fælles brev lægger de fire lande vægt på at fossil gas ikke lever op til samme standard som andre grønne energiformer, når det gælder udledning af CO2.

I en kortfattet pressemeddelelse mandag den 31. januar 2022, meddelte UNICEF Danmark at generalsekretær gennem de sidste tre år, Karen Hækkerup, stopper til sommer.

Hun udtaler i den forbindelse:

“Den professionalisering, jeg blev hentet til UNICEF for at stå i spidsen for, er nu efter knap tre år tilendebragt. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået; tredoblingen af vores økonomiske resultat til gavn for de mest udsatte børn i verden, men også af de mere interne strukturelle organisationsændringer jeg har været med til at gennemføre – både i UNICEF Danmark og internationalt. Tiden er nu kommet til, at jeg skal tage hul på et nyt kapitel. Jeg lukker døren bag mig med et smil på læben, for jeg ved, at UNICEF Danmark er i god form og har utroligt dygtige og dedikerede medarbejdere, der fortsat vil kæmpe for alle verdens børn. Jeg vil stå til rådighed indtil sommer, når en ny generalsekretær er fundet og på plads.”

“Vi er kede af at måtte tage afsked med Karen, der sammen med holdet i UNICEF Danmark har leveret fornemme resultater til gavn for verdens børn,” siger formand for UNICEF Danmarks bestyrelse, Jesper Lok, og tilføjer:

”Jeg ved, at jeg på vegne af alle i UNICEF kan sige, at vi kommer til at savne Karen og ikke mindst hendes store energi og entusiasme for den vigtige opgave, vi alle i UNICEF brænder for.”

UNICEF Danmark er gået i gang med at finde en ny generalsekretær.

Den 47-årige Karen Hækkerup var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 2005 til 2014.

Hun har både været social- og integrationsminister, fødevareminister og justitsminister – alle under Helle Thorning-Schmidts regeringer. Det bemærkes, at hun den 12. december 2013 overtog hvervet som justitsminister efter Morten Bødskov, der måtte gå af efter at have fyldt Folketinget med løgn i Christiania-sagen.

I 2014 forlod Karen Hækkerup posten som justitsminister for at blive direktør i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer som afløser for Søren Gade. Her sad hun i direktørstolen frem til 2018.

Statsminister Mette Frederiksen overtog dengang posten som justitsminister fra Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup er gift med Ole Hækkerup, der tidligere har været medlem af Folketinget, men nu er direktør hos Dansk Ejendomsmæglerforening, og Karen Hækkerup er dermed svigerinde til den stærkt kritiserede justitsminister, Nick Hækkerup.

Karen Hækkerup sygemeldt

Den 19. november 2021 skrev Karen Hækkerup på hendes Facebook-profil: ”I en tid med coronavirus, hvor verdens børn har haft brug for mere hjælp end nogensinde før, har jeg arbejdet solen sort, og ikke fået passet nok på mig selv”.

Karen Hækkerup fortæller, at hun har kørt sin krop så træt, at hun er endt med at få stress, og derfor er hun nu sygemeldt på ubestemt tid.

Hvad nu?

Karen Hækkerup har ikke oplyst hvad det er for et ”nyt kapitel” hun nu skal tage hul på. På Christiansborg spekuleres der nu på, om Karen Hækkerup skulle være på vej tilbage i dansk politik, selvom Karen Hækkerup i et interview i Berlingske Tidende den 1. november 2014 var ganske kritisk:

”Meget af det politiske handler om, at man hele tiden skal dukke sig, fordi der kommer lussinger og knive og ting og sager alle mulige andre steder fra, som ikke kun handler om at skabe, men som også handler om, at der er nogen, der vil ødelægge. Det er et miljø, hvor man nogle gange tænker, hvorfor er folk egentlig i det? Er de der, fordi de vil noget godt eller … Man kan godt få følelsen af, at det for nogle bare handler om at ødelægge og være destruktive og ikke om at skabe noget. Og så spilder man lidt hinandens og sin egen tid”.

I et interview i ugebladet FEMINA i marts 2015 slog Karen Hækkerup fast, at døren til politik var helt lukket: ”Jeg vil ikke længere ses som politiker. Hvis jeg sagde: ”Nå, men nu får vi se, og det kan man aldrig vide”, så bliver jeg aldrig andet end politiker. Det andet hensyn er, at jeg tror på, at jeg er færdig med det. Jeg er MÆT. Og jeg er sikker på, der kan være noget godt i tilværelsen til mig et sted, hvor jeg kan skabe og stadig gøre en forskel og bruge de kompetencer, jeg har. Jeg ønsker ikke længere at være en del af det politiske miljø med det, der ligger i det på godt og ondt”.

Det kinesiske Nytår fejres af kinesiske samfund over hele verden. Nøgleordene for kinesernes nytårsfest er familie, festligheder og fyrværkeri.

Det kinesiske nytår er højtid for 20 pct. af jordens befolkning, og det er den vigtigste højtid i Kina. Østasiatiske som Vietnam, Sydkorea, Nordkorea og Mongoliet lande fejrer også denne dag med pomp og iver. Befolkningen i mange asiatiske lande har mellem en og fire dages ferie. Skoler i Kina har lukket i en måned.

Månekalender

Nytåret fastsættes ud fra den kinesiske månekalender, og derfor ligger det kinesiske nytår ikke samtidig med vores årsskifte.

Fejringen begynder med fremkomsten af den anden nymåne efter vintersolhverv og slutter først ved den efterfølgende fuldmåne. De vigtigste dage vil i år være Nytårsaften den 31. januar og Nytår den 1. februar.

Når den kinesiske tidsregning afviger fra vores, er det fordi kinesernes tidsalder beregnes ud fra kejser Huangdis kinesiske kalender. En legende siger, at Huangdi står fadder til måne-solkalenderen, og kinesernes tidsregning starter med udgangspunkt i Huangdis første regeringsår, som var i år 2698 før Jesu fødsel. Selvom kineserne også lever i år 2022, ligesom vi gør, så lever de også i år 4720.

Altid mellem 21. januar og 20. februar

Månenytår falder ikke på samme dato hvert år, men følger Månekalenderen og nytåret falder normalt mellem den 21. januar og den 20. februar.

Hvert år er forbundet med et af de 12 dyre-stjernetegn: rotte, okse, tiger, kanin, drage, slange, hest, ged, abe, hane, hund og gris.

Tigerens år

2022 er tigerens år, mens 2021 var oksens år. I 2023 falder det kinesisk nytår den 22. januar (harens år). Kineserne tror på, at dyretegnene bestemmer, hvilken person du bliver. Når det er dragens år – næste gang i 2024 – ventes fødselsraten at stige med omkring 5 pct. i f.eks. Kina, Hong Kong og Taiwan.

Nytårsfestlighederne vil vare i to uger alt efter de lokale traditioner, der er lidt varierende. I år afsluttes festlighederne den 15. februar med lanternefestivalen, hvor kineserne hænger lanterner ud foran deres hjem.

Rødt overalt

Inden Nytåret har de fleste omhyggeligt gjort rent, og man håber at blive velsignet af held og velstand i det nye år, mens alle sorger og uheld fra det forløbne år forsvinder. Farven rød har stor betydning for kineserne, og på denne dag hænger der på alle huse dekorationer med det kinesiske tegn, der betyder lykke.

Folkevandring når familierne samles

Nytåret er familiens fest, og kineserne rejser mange kilometer for at samles med deres familier. Antallet af rejsende på kryds og tværs af landet overgår alle årets øvrige dage. Faktisk bliver kinesernes rejseaktivitet omkring Nytåret kaldt for verdens største folkevandring.

Ved selve nytårsfesten der efter traditionen afholdes enten den 31. januar om aftenen eller den 1. februar samles familien til en overdådig middag. I Nordkina spiser de traditionelt dumplings, mens kineserne i syd spiser klistrede riskager. Hele 8 retter serveres denne aften, fordi 8-tallet betyder held.

Overalt er røde bannere, og børn får af deres forældre og bedsteforældre penge i røde kuverter. Ansatte får samme kulørte konvolutgaver af deres arbejdsgivere.

Folk udveksler gaver, er vært for store fester og sammenkomster og markerer deres nytårsfester med fyrværkeri, dansende drager og løver.

Fyrværkeri

Det kinesiske nytår siges at kunne dateres helt tilbage til det 14. århundrede f.Kr. Legender siger, at der i oldtiden var et monster kaldet Nian, der angreb folk og spredte meget terror. Han var dog rædselsslagen for farven rød, lyden af fyrværkeri og synet af fyrværkeri. Folk brugte disse ting til at skræmme ham og jage ham væk.

Fyrværkeri er derfor en særdeles vigtig ingrediens til nytårsfejringerne. Efter spisegildet fyrer næsten alle kinesere krudt af nytårsaften. Omkring 90 pct. af verdens fyrværkeri produceres i Kina. I timen op til midnat til det kinesiske nytår affyres mere fyrværkeri end på noget andet tidspunkt eller noget andet sted i verden.

Transportminister Benny Engelbrecht er over weekenden blevet kaldt i hastesamråd om tilbageholdte klimaberegninger under sidste års forhandlinger om en ny infrastrukturplan.

Både Ingeniøren og MobilityWatch har beskrevet, hvordan ministeren under forhandlingerne afviste at fremlægge beregninger af klimaeffekten af en række infrastrukturprojekter, selv om de rent faktisk eksisterede.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, siger ifølge dagbladet B.T. at, “Det er enormt alvorligt, det her. Det ligner, at transportministeren har holdt nogle klimatal tilbage, så deres egen vejaftale så grønnere ud, end den var. Det er jo greenwashing og hamrende alvorligt”.

Hvis transportministeren har troet, at man kunne ”skrive sig udenom” et prekært juridisk eller politisk problem, har han taget grueligt fejl.

Det er for længe siden fastslået, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i – ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås, og en henvisning til at der ikke udtrykkeligt blev spurgt, gælder simpelthen ikke som undskyldning.

I den aktuelle sag med Engelbrecht blev der ovenikøbet meget direkte efterspurgt beregninger over klimaeffekten af konkrete projekter.

Kvinderne og børnene i Syrien

Det var med det yderste af neglene, at regeringen klarede frisag i sagen om kvinderne og børnene, der under kurdisk kontrol opholdt sig i lejrene al-Roj og al-Hol i det nordøstlige Syrien.

Regeringen afviste længe at hjemtage kvinder og børn, men samtidig holdt justitsministeren Folketinget i uvidenhed om bl.a. Politiets Efterretningstjenestes vurdering af risikoen for radikalisering af de danske børn i fangelejrene. Regeringen kendte i mindst et halvt år til en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien uden at dele den med Folketinget trods samråd og intens debat.

PET vurderede, at børnene ikke ville udgøre en terrortrussel, og ”risikoen for indoktrinering og påvirkning forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.”

Da PET-vurderingen via anonyme kilder kom frem i offentligheden, truede støttepartierne med, at sagen kunne få konsekvenser for én eller flere ministre. Det førte til, at en særlig Task Force skulle vurdere situationen, og i maj 2021 meddelte regeringen, at tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn ville blive taget hjem.

Regeringen henviste til en ”ny” samlet risikovurdering fra PET. Ifølge efterretningstjenesten er sikkerhedssituationen forværret. Derudover er det ifølge PET usikkert, om lejrene vil bestå i fremtiden, ligesom det er usikkert, om kvinderne og børnene vil blive løsladt, hvorefter de kan vende ukontrolleret tilbage til Danmark.

Fortilfælde

Det er ikke første gang en dansk justitsminister kritiseres for ikke at leve op til sin oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Sagen rejste spørgsmålet om ministeransvaret er blevet et tag selv-bord for politikerne. Den manglende sletning af personoplysninger rejser spørgsmålet, om ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål var, at Søren Pape Poulsen afviste at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgav, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus flyttes fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet.

Tendensen til at søge ansvaret flyttet fra ministre til embedsværket har været tydeligt i en række sager, herunder i Støjberg-sagen og mink-skandalen.

Ministres ansvar er ingenlunde ubeskrevet. Rigsretssagerne mod Erik Ninn-Hansen og Inger Støjberg har bidraget til at definere ansvaret, men Folketinget har også gjort sig overvejelser om ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at krænke dem med berøringer, spontane kys eller forsøgt at forføre dem (både kvinder, der søger sjælesorg, og ansatte) og indlede forhold, mens de havde søgt sjælesorg i Christians Kirke.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Regionsrådet i Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Kristelig Dagblad kan den 17. september 2021 oplyse, at en advokatundersøgelse af anklagerne mod Flemming Pless er i fuld gang, og Pless afleverer nu sammen med en advokat fra Præsteforeningen sit svar på klagerne.

Klagerne over Flemming Pless har ifølge Flemming Pless selv og Socialdemokratiet ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed. Han har siddet i Regionsrådet til udgangen af 2021, og han var opstillet som kandidat for Socialdemokratiet ved kommunal- og regionsrådsvalget i november, hvor han dog ikke blev valgt.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Hvad sker der?

Det er påfaldende, at Kirkeministeriet har været fuldstændig tavs i klagesagen mod Flemming Pless, der netop den 29. januar er fyldt 65.