Synet på arbejder- og bondestaten DDR

DDR2

På dansk TV kan man i øjeblikket følge en tysk dramaserie fra 2021. Dobbeltgængerne (Der Palast), der giver et indtryk af livet i arbejder- og bondestaten DDR eller Østtyskland fra 1961.

Vi følger tvillingerne Christine og Marlene, der blev skilt ad som spædbørn og voksede op i henholdsvis Øst- og Vesttyskland og uden anelse om hinandens eksistens.

I 1988 mødes de pludseligt hinanden – og bytter identitet. Vi følger pigerne mens vi nærmer os Berlinmurens fald den 9. november 1989 og den endelige opløsning af DDR i 1990 efter længere tids uro i de østeuropæiske befolkninger samt Michail Gorbatjovs undsigelse af Brezjnev-doktrinen og afstod fra militær intervention.

Danmarks forhold til DDR

Den altid årvågne danske udenrigstjeneste arbejder i dag på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde. Tjenesten har angiveligt en fast tro på, at Danmarks interesser og Danmarks tryghed, velfærd og sammenhængskraft bedst værnes med vores værdier som pejlemærke.

I 1988 var alting anderledes, og tjenesten havde ingen anelse om, at Berlinmuren ville falde den 9. november 1989 og Østtyskland kollapse.

I hvert fald anbefalede Udenrigsministeriet, at daværende Statsminister Poul Schlüter den 13.-14. september 1988 aflagde et officielt besøg i bonde- og arbejderstaten DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”.

Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men på den danske venstrefløj, i socialdemokratiet og i Det Radikale Venstre så man mere positivt på DDR. Under alle omstændigheder insisterede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Udenrigsministeriet og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – blev i Statsministeriet ikke set som tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere – den såkaldte Wolfgang Mayer-gruppe – den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.

Ambassadebesættelsen bekræfter det billede af forbitrelse og magtesløshed, som nutidige seere af TV-serien ”Dobbeltgængerne” får indblik i, men som kan være svært at forstå for folk, der ikke er vokset op i en fangelejr.

Parlamentarisk undersøgelse

Via vesttysk presse nåede skandalen omkring ambassadebesættelsen aviserne, og der opstod betydelig furore.

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

Måtte Danmark betale for ambassadebesætternes udrejse?

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

I de sidste år af DDR-regimet var landets økonomi i realiteten kollapset, og DDR ”solgte” i tusindvis af østtyskere til Vesttyskland for 3,4 mia. DM.

Det er aldrig blevet oplyst i hvilket omfang det officielle Danmark fik udvirket, at Wolfgang Mayer-gruppen fik udrejsetilladelse, og i hvilket omgang den danske statskasse måtte betale herfor.

Erich Honeckers planlagte genbesøg i Danmark

I efteråret 1989 var der faktisk planlagt et genbesøg af DDR-chefen Erich Honecker i Danmark. Besøget blev imidlertid aflyst en månedstid før DDR-sammenbruddet den 9. november 1989.

Det Radikale Venstre og DDR

Den 3. juni 1988 valgte den konservative Poul Schlüter at indlemme Det Radikale Venstre i VK-regeringen.

De radikale var besværlige i regeringen – ikke mindst i miljø- og energipolitikken, men gevinsten var at man nu vidste hvor man havde RV – separeret fra klakører fra socialdemokratiet og venstrefløjen, der fulgte Sovjetunionens fjernstyring af Vestens såkaldte fredsbevægelser!

Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 havde stemt mod Danmarks deltagelse i NATO, havde op til regeringsdeltagelsen et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne.

I hele perioden plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland.

Med regeringsdeltagelsen blev RV også tilhænger af det indre marked – tidligere var de imod. I 1986 kæmpede netop De Radikale mod den grundlæggende traktat bag Det Indre Marked, og i de samme år underløb de sammen med de andre illoyale elementer på Venstrefløjen konsekvent den udenrigs-, sikkerheds- og europapolitik, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at føre.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s