Når man er afsløret, er der kun ét at gøre: Tilstå, sig undskyld og erkend, at du har behov for professionel hjælp.

Hvis du erkender, at du udøver psykopatisk, brutal og tyrannisk ledelse, er bigamist og lever et dobbeltliv, lider af alkoholisme, stofmisbrug, sexafhængighed, udøver sexchikane og grænseoverskridende, krænkende adfærd kan det undskyldes og tilgives, og der står professionelle hjælpere klar til at samle dig op.

Benny Engelbrecht

Hvis du ikke er parat til at erkende og undskylde egen skyld, moralske svagheder, decideret løgn og lovbrud, kan du ligesom transportminister Benny Engelbrechts sige, at du har ”stået på mål for embedsværket”: ”Nogle gange er det sådan, at man som minister står på mål for sit embedsværk, og sådan er det”, sagde han.

Her antyder Engelbrecht, at han ikke er den egentlige ansvarlige for at holde CO₂-beregningerne tilbage. Når sagen endte med hans afgang, er det fordi han så at sige tog skraldet for en beslutning truffet af embedsværket.

Minksagen er et andet eklatant eksempel på undtagelse fra reglen om at erkende, sige undskyld og søge professionel hjælp.

Henrik Studsgaard og Mogens Jensen

Selvom beslutningen om aflivningen af mink blev truffet af regeringens koordinationsudvalg med statsministeren for bordenden og Barbara Bertelsen ved hendes side, var det Fødevareminister Mogens Jensen og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, der fik besked på at ”lægge sig ned og rulle rundt”,

Henrik Studsgaard påtog sig da også efterfølgende så meget skyld, at han offentligt undskyldte sit svigt over for daværende minister Mogens Jensen, da denne måtte gå af.

PET-skandalen

Skandalerne omkring Forsvarets Efterretningstjeneste er endnu et eksempel på, at ministre forsøger at lægge ansvaret andetsteds.

Med få undtagelser er hovedreglen, at offentlige undskyldninger og erkendelse af behov for professionel hjælp er løsningen, når politikere og kendisser skal have lukket en møgsag. Der er endda et fagudtryk for politikeres offentlige bodsgang, når de ikke ser andre veje til at genetablere respekten: De lægger sig fladt ned og ruller rundt. Selvom hele operationen ofte er gennemskuelig som en ren og skær strategisk manøvre, virker det!

Morten Scheelsbeck

Den konservative lokalpolitiker, Morten Scheelsbeck, oplyste i 2020 overraskende på sin Facebookprofil, at han havde erkendt, at han var alkoholiker, og at han nu havde søgt professionel hjælp.

Morten Scheelsbeck har også deltaget i en podcast, hvor han introduceres således: ”I dag har vi besøg af Morten. Han har altid vidst, at der var noget galt med ham, men han vidste ikke hvad. Indtil den dag, at han fandt ud af han var alkoholiker, det lyder måske paradoksalt, men han blev faktisk glad for diagnosen. Morten har altid opsøgt festlige lejligheder og hvis de ikke var der, så lavede han dem selv. Lyt til Mortens rejse fra festglad teenager til alkoholisk familiefar midt i 30’erne”.

Dansk Psykolog Forening kan berette, at udgifterne til voksnes psykologbehandling i de seneste 10 år er mangedoblet, og det er i dag såre almindeligt at søge hjælp udefra.

Per Christensen

For eksempel lød det den 21. januar 2022 på Facebook fra 3F-formand Per Christensen, der for nylig måtte trække sig efter at have levet et dobbeltliv med to familier: ”Jeg er nu i gang med en proces, hvor jeg får professionel hjælp, for jeg ønsker at blive en bedre udgave af mig selv.”

Cecilia Lonning-Skovgaard

I København er venstre-borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard blevet kritiseret for sin ledelsesstil som borgmester for beskæftigelse og integration i Københavns Kommune. Men tag ikke fejl – hun vil også forbedre sig: Den 3. februar 2022 udtalte Cecilia Lonning-Skovgaard til Politiken: ”Det er noget, jeg skal arbejde med nu og formentlig også skal have noget professionel bistand til, hvordan man forbedrer sig på det punkt”.

Det er siden kommet frem, at Lonning-Skovgaard fyrede chefen for jobcenter-området, selvom hun udmærket vidste besked om slendrian i byens jobcentre. Utroværdig og misbrug af magt er nogle af de ord, som kommunalforsker hæfter på beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i København, men måske siger det også noget om Venstre-folks generelle problemer med ordentlighed?

Karen Melchior

Dagen efter, den 4. februar, fulgte det radikale medlem af Europaparlamentet, Karen Melchior, trop på Facebook, hvor hun afsluttede et længere indlæg med ordene: ”Derfor bremser jeg op nu. Derfor bliver jeg nu sygemeldt for og får hjælp til at komme på fode igen”.

Det opslag kom, efter det i efteråret 2021 kom frem, at flere af Karen Melchiors medarbejdere var enten stoppet eller blevet sygemeldt som følge af politikerens hårdhændede ledelse.

Annette Heick

Entertainer Annette Heick udkommer snart med en erindringsbog, ”Datteren”, på forlaget Gyldendal.

Der er efterhånden gået syv år siden Annette Heicks mand, kokken Jesper Vollmer, brækkede nakken. I den lange tid, hvor sygdommen fyldte, blev Annette Heick ifølge erindringsbogen tiltrukket af en anden mand

Parret har opsøgt professionel hjælp. Hun fortæller i bogen om sessionerne hos psykolog Gert Martin Hald som både afgørende og givende: ”Jeg tror, at det bedste råd, vi fik i parterapien, var at tage vores parforholds problemer alvorligt. Jeg har fortalt ærligt, hvor jeg havde bevæget mig hen, og der er blevet kastet med skyld. Men vi har også sluttet fred. Vi er ovre på den anden side og har tilgivet hinanden”.

I modsætning til eksempelvis Anonyme Alkoholikere og Anonyme Stofmisbrugere skal de sexafhængige medlemmer af SAA ikke nødvendigvis afstå fra at have sex. Deres ”ædruelighed” består i at få ”et sundt forhold” til sex, som de selv definerer.

Mads Aagaard Danielsen

I oktober 2020 kunne Berlingske Tidende på baggrund af vidneudsagn og SMS-beskeder beskrive hvordan flere personer – fortrinsvis kvinder – har oplevet at blive chikaneret, få hadbeskeder og modtage trusler fra tidligere P1-vært Mads Aagaard Danielsen.

Han var vært på P1-programmet “Shitstorm”. Et program, der ugentligt taler med personer, som er kommet i modvind på sociale medier. Til Berlingske fortæller en af kvinderne, hvordan hun til en arbejdsjulefrokost i 2015 bliver skubbet ind på et toilet, hvorefter værten låser døren og stikker sine fingre op i hende.

En anden fortæller, at Mads Aagaard Danielsen tog hendes bh af og befamlede hendes bryster, kort tid efter at de havde mødt hinanden på en natklub i København.

Andre har modtaget “direkte trusler” og er blevet chikaneret af Mads Aagaard Danielsen i forbindelse med deres arbejde på Radio24syv, hvilket i 2019 fik direktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, til at sende en klage over værten til DR.

Klagen til den pågældende redaktionschef fik ikke tydelige konsekvenser, og Mads Aagaard Danielsen fortsatte en tid som vært på P1 før han endelig blev fyret fra DR.

Mads Aagaard Danielsen skriver i en sms til Berlingske, at han er “dybt ulykkelig” og “forfærdet” over, hvordan han har behandlet andre mennesker: ”Selv om der er flere elementer i vidnesbyrdene, som jeg ikke kan genkende, så er der alt for mange, som jeg godt kan. Jeg skylder alle, som jeg har opført mig grænseoverskridende over for, min største undskyldning. Jeg må skamfuldt erkende, at mit forvoksede ego og mit infantile temperament har betydet, at jeg ikke har været i stand til at indse karakteren af mine handlinger, før de blev fremlagt for mig på én gang. Den næste tid vil jeg søge hjælp hos professionelle og mine nærmeste. Jeg har derfor ikke yderligere kommentarer, ud over igen at sige undskyld”, skriver han.

Tiger Woods

Hvis vi går til det store udland, står det efterhånden klart, at det, der først lignede et par sidespring, var et decideret dobbeltliv for den amerikanske golfspiller Tiger Woods.

Tiger Woods er sexafhængig. Det var i hvert fald den melding, der umisforståeligt lå mellem linjerne, da han tre måneder senere på et pressemøde for særligt indbudte sportsjournalister undskyldte at have såret sine nærmeste og svigtet sig selv. Det var en forfærdelig tid med flere end 120 forhold, bedyrede den angrende golfstjerne, der havde afbrudt et 45 dage langt sex-afvænningsophold for at give sin version.

”Jeg er klar over den smerte, jeg har forvoldt. Jeg har skuffet jer alle sammen,” sagde Woods, der med sexafhængighedskortet på bordet med ét forvandlede sig fra gerningsmand til offer. For den halve verden, der så med, stod det klart, at golfspilleren havde været angrebet af magter stærkere end ham selv. Kræfter, der havde tvunget ham til at gøre ting, han nok havde lyst til, men ikke ønskede.

”Mine fejltagelser har fået mig til at se på mig selv på en måde, jeg aldrig har gjort før. Jeg blev opdraget som buddhist, men er de senere år gledet væk fra det. Jeg vil vende tilbage til buddhismens budskab,” erklærede Tiger Woods og tilføjede, at han var på vej tilbage til klinikken for at få mere terapi.

Charlie Sheen, Michael Douglas, David Duchovny

Tiger Woods er ikke den eneste. I amerikanske celebritets-cirkler har mænd nærmest stået i kø for at bekende deres sexafhængighed: Charlie Sheen, Michael Douglas, David Duchovny. Alle har de gået offentlig bodsgang efter at være blevet afsløret i udenomsægteskabelige favntag.

De har også sagt, at de vil søge professionel hjælp!

Jakob Sloma

Fra den hjemlige arena opsagde Jakob Sloma sin stilling som chef i DR, efter han havde indrømmet i beruselse at have optrådt grænseoverskridende over for en medarbejder. I kølvandet derpå oplyste han i december 2021, at han ville gå i behandling for sine alkoholproblemer.

Kristian Hegaard

Kristian Hegaard, forhenværende medlem af Folketinget for De Radikale. Udtalte i august 2021 efter at have indrømmet og undskyldt for at have udvist krænkende adfærd i beruset tilstand, at han ville ”søge assistance, så det ikke kommer til at ske fremadrettet”.

Morten Østergaard

Morten Østergaard, tidligere politisk leder for De Radikale. Gik af som leder og blev sygemeldt, efter det kom frem, at han ved flere lejligheder havde krænket partifæller. Han skrev i oktober 2020 i et Facebook-opslag: ”Det er ikke nemt at erkende egne svigt og dårlige dømmekraft, når man altid har søgt at tage ansvar. Det slider jeg med. Og det har jeg søgt hjælp til”.

Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen udarbejdet af Cowi konkluderes det, at de eneste, der i stort omfang opgiver at søge professionel hjælp, er pædofile.

Overgreb og krænkelser af børn kunne forebygges, hvis pædofile havde nemmere adgang til behandling, men krav om henvisning fra egen læge og åbne journaler skræmmer. Mange er skræmte ved tanken om, at de skal op til deres læge, fordi de er bange for, at det skal rygtes.

Enkelte andre afviser også at tilkendegivet offentligt, at de har behov for professionel hjælp.

Frank Jensen

Da Frank Jensen forlod overborgmesterkontoret i København mandag den 19. oktober 2020 sluttede 11 år som overborgmester i København og 8 år som næstformand for Socialdemokratiet.

Frank Jensen, der har været i politik i 33 år, sagde til pressen, at det ikke er synd for ham. På et pressemøde erkendte Frank Jensen, at han har været en krænker, og han undskyldte overfor de kvinder, han har stødt gennem 30 år i politik.

Men i modsætning til mange andre undskyldte han sig ikke med at være drevet af større magter end han selv, og at han derfor ville søge professionel hjælp. Frank Jensen gik den anden vaj – han oprettede selv en rådgivningsvirksomhed!

Det fortoner sig, hvem der først fik ideen til at stjæle et engelsk forlæg, fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident og fyre det af som Danmarks Radios julekalender i 2017.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC.

Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson, der dengang huserede på Radio 24/7, har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når (kronprins) Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når (Prins) Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Lotte Svendsen

Filmkonsulent og instruktør af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” var Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde Dansk Folkeparti og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen i DR om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Tiden, der fulgte

Tine Smedegaard Andersen har siden forladt DR, og hun er fra den 1. april 2019 direktør for forlaget People’s Press.

Lotte Svendsen tiltrådte som filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm den 1. september 2018, men Filminstituttets bestyrelse besluttede at forlænge filmkonsulent Lotte Svendsens ansættelse med tre år til og med den 31. august 2023.

Udover tidligere departementschef Michael Lunns kritiske betragtninger, som jeg fuldstændig deler, er der ét forhold, der har undret mig:

Det er oplyst, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne allerede i november 2019 ved én eller flere whistleblowere kom i besiddelse af en betydelig mængde materiale vedrørende FE, som tilsynet ikke hidtil havde haft kendskab til eller mulighed for at tilvejebringe.

Materialet havde en sådan karakter, at tilsynet besluttede at fokusere sin kontrol af FE med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder. Tilsynet har oplyst, at igennem hele processen for den særlige undersøgelse af FE, blev forsvarsministeren orienteret. Tilsynet har endvidere oplyst, at forsvarsministeren løbende har udtrykt støtte til tilsynets tilbundsgående undersøgelse af materialet.

Var Thomas Arenkiel holdt i uvidenhed?

Er det alene forsvarsministeren, der blev orienteret? Blev departementschef Thomas Arenkiel holdt i uvidenhed, fordi visse af de forhold, som tilsynet betragtede som dubiøse, gik tilbage til hans tid som chef for FE?

Det er påfaldende, hvis Forsvarsministeriets departementschef Thomas Arenkiel, der var tidligere chef for FE, ikke skulle have fortalt ministeren om et arrangement, der havde været praktiseret siden 1997. Men det forudsætter selvfølgelig, at forsvarsministeren delte informationen fra Tilsynet med ham.

Hvis det var sket, kunne undersøgelsen være blevet standset eller modereret længe inden august 2020.

På baggrund af tilsynets undersøgelse af det indleverede materiale, som forsvarsministeren løbende havde udtrykt støtte til, fremsendte tilsynet den 21. august 2020 udkast til pressemeddelelse med resultater af undersøgelsen og en analyse i fire bind til forsvarsministeren indeholdende tilsynets konklusioner og anbefalinger.

Forsvarsministeren havde ingen bemærkninger til Tilsynets pressemeddelelse

Forsvarsministeren havde ingen bemærkninger til udkastet til pressemeddelelse med de uklassificerede resultater af undersøgelsen, og Tilsynet med Efterretningstjenesterne offentliggjorde den 24. august 2021 pressemeddelelsen.

En dommerundersøgelse har siden fuldstændig frikendt de i august 2020 hjemsendte ledende FE-medarbejdere, herunder chefen for FE.

Ender FE-sagen med et tiltalefrafald godkendt af justitsministeren?

Forfatteren Arne Herløv Petersen (med dæknavnet ”Palle”) var i 1970’erne i PET’s søgelys som mistænkt for at være kurer for Sovjetunionen og Nordkorea og såkaldt påvirkningsagent.

Herløv Petersens bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. PET ville have Herløv Petersen dømt for ulovlig agentvirksomhed, og ”Palle” blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Tiltalen efter straffelovens §108 blev ved justitsminister Ole Espersens mellemkomst frafaldet. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald.

Under alle omstændigheder endte Herløv Petersen-sagen ifølge PET-Kommissionen med en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

https://politiken.dk/indland/art8615639/%C2%BBJeg-er-blevet-stadig-mere-utilpas-ved-denne-sag-s%C3%A5-jeg-blander-mig-selv-om-mange-sikkert-vil-blive-meget-vrede%C2%AB

En aftale med USA om, at landet må stationere både soldater og materiel på dansk jord – en såkaldt DCA – Defense Cooperation Agreement – er et fundamentalt socialdemokratisk kursskifte fra en strategi, der blev grundlagt efter Danmarks medlemskab af NATO i 1949.

I 1953 afviste Danmark en amerikansk forespørgsel om man må stationere jagerfly og jagerbombere på dansk jord på baser i Jylland. Danmark siger nej til tropper i 1953 og til atomvåben i 1957. Det er siden kommet frem, at man stiltiende og i fortrolighed accepterede atomvåben i Grønland.

I 1953 var republikaneren Dwight D. Eisenhower lige blevet præsident i USA, og det er på dette tidspunkt, at den socialdemokratiske linje – ”NATO-allieret med forbehold” – bliver grundlagt. På den ene side, skal Danmark sikre sig, at man er loyalt nok medlem af NATO til, at amerikanerne vil komme og redde os, og på den anden side ville man sikre, at man som lille frontlinjestat ikke eskalerer konflikten, eller provokerer Sovjetunionen for meget. For en krig på dansk jord var ingen interesseret i!

Selvom DCA-aftalen angiveligt ikke omfatter stationering af atomvåben på dansk jord, vil Rusland med al sandsynlighed opfatte den kommende aftale, der giver USA lov til at sende tropper, fly, flåder og materiel til Danmark som en provokation. Men Rusland er ikke Sovjetunionen, og meget har ændret sig siden den kolde krig.

Socialdemokratiet og fodnotepolitikken

Fra slutningen af 1970’erne og især i begyndelsen af 1980’erne skiftede socialdemokratiet holdning.

I bogen ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende” giver Rosanna Farbøl en faghistorikers bud på en videnskabelig beskrivelse af Den Kolde Krigs eftermæle, og politikeres og andres brug af den til at begrunde og understøtte deres handlinger, beslutninger og meninger.

Ritt Bjerregaards erindringer, der har titlen ”Valgt”, har også kastet lys over den sikkerhedspolitiske debat i 1970erne og 80erne. Bogen er anmeldt hele 2 gange i Berlingske Tidende.

Bøgerne kan være en god anledning til at minde om det landsforræderi, der blev begået under den kolde krig i forbindelse med den kujonagtige fodnotepolitik.

Fodnotepolitikken

Yngre generationer har allerede glemt hvordan socialdemokraterne Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft, Lasse Budtz og Poul Nilsson spillede centrale roller i Socialdemokratiet i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre efter regeringsskiftet i 1982 førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation, var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen.

Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Ritt Bjerregaard og Svend Auken gik sammen med partiets udenrigspolitiske meningsdannere som Mogens Lykketoft, Lasse Budtz og Poul Nilsson ind for en atomvåbenfri zone i Norden, som var et Sovjetisk ønske. Ritt Bjerregaard beskriver i ”Valgt”, hvordan hun aktivt gik ind i arbejdet for fredsbevægelserne.

I hendes version oprustede præsident Ronald Reagan og gjorde den kolde krig varmere, mens Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov var fredens mand.

De fleste født før ungdomsoprøret kender historien. De vil vide, at opgøret i socialdemokratiet gik dybt og var smertefuldt. Flere gamle partisoldater – som f.eks. Robert Pedersen – havde været frihedskæmpere og var efter krigen antikommunister. Det smertede dem at se en ung generation, der tilsyneladende ikke havde forstået meget af de totalitære bevægelsers hærgen, og Ritt gjorde ondt værre ved at være nedladende og blandt andet kalde Robert Pedersen og hans NATO-venlige venner for ”kustoder”.

Fagbevægelsen var skeptisk

I fagbevægelsen var man også skeptisk. I et interview i Avisen.dk karakteriserer Ritt Bjerregaard selv sit forhold til fagbevægelsen som anstrengt. ”I tidens løb har blandt andet Dansk Metal kaldt mig ”giftsnog” og andre hjertelige udtryk”, fortæller Ritt Bjerregaard og lader forstå, at det ikke har naget hende.

Der er ikke noget, der tyder på, at Ritt senere nuancerede sine holdninger siden 1970erne og 80erne, og i sin selvbiografi undlader hun at berette, hvordan hendes politik bragte Danmark i vanskeligheder i NATO.

Socialdemokratiet

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft var naturlige midtpunkter, var USA ”Den Store Satan”, og de kommunistiske diktaturer forekom ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme!

Det Radikale Venstre

Der rejses ofte tvivl om Det Radikale Venstre under den kolde krig gjorde sig skyldig i et tilsvarende landsforræderi. De Radikale havde faktisk en selvstændig mening: Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til – og i virkeligheden ansvaret for -socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne. Når Det Radikale Venstre kan gøres direkte ansvarlig, skyldes det, at med partiets mandater kunne der etableres et flertal uden om regeringen, der i realiteten kunne diktere dansk sikkerhedspolitik i en årrække.

NATO-valget 10. maj 1988

Blandt Poul Schlüters mange fortjenester hører, at han med atom-valget i 1988 og fritstillingen af Det Radikale Venstre fik sprængt det alternative sikkerhedspolitiske flertal, der siden 1982 havde drevet regeringen og det borgerlige Danmark rundt i manegen.

Den direkte anledning til valget udskrivelse var at regeringen nogle dage forinden var kommet i mindretal i et udenrigspolitisk spørgsmål. Folketinget vedtog mod regeringens stemmer en dagsorden, der krævede at fremmede magters krigsskibe og ubåde, der anløb danske havne skulle gøres bekendt med den danske atomvåbenpolitik, der indebar, at atomvåben ikke måtte findes på dansk område.

Forud var gået et kompliceret parlamentarisk forløb, der mundede ud i at statsminister Poul Schlüter fra Folketingets talerstol beskyldte Socialdemokratiets formand Svend Auken for at have brudt en aftale om at sikre at dagsordenen ikke blev vedtaget, mens Svend Auken på sin side beskyldte Schlüter for at lyve.

Valget kom til at forme sig som et opgør om den danske sikkerhedspolitik – især oppositionens såkaldte fodnotepolitik, der gang på gang havde bragt regeringen i mindretal i sikkerhedspolitiske og NATO-relaterede spørgsmål.

Efter valget dannedes KVR-regeringen, hvor Schlüter – bl.a. for at bryde det sikkerhedspolitiske flertal uden om regeringen – droppede Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti som regeringspartnere til fordel for Det Radikale Venstre.

Socialdemokratisk ko-vending?

Ifølge regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er det en højt prioriteret målsætning for Danmark at arbejde for et ”NATO rustet til fremtiden, båret af endnu stærkere transatlantiske bånd og med Danmark i kernen”.

I strategien understreges det, at Danmark og USA har et tæt forhold, som vi skal værne om og udbygge. ”Fordi en tæt relation til USA, både bilateralt og i de forpligtende fællesskaber, er afgørende for at fremme vores værdier og interesser i verden – for vores tryghed og vores velfærd”.

Strategien siger ikke direkte noget om en snarlig aftale med USA om, at landet må stationere både soldater og materiel på dansk jord, men det fremgår, at: ”Vi vil styrke vores tætte forsvarssamarbejde med USA – både i Danmark og i vores nærområde”.

Spørgsmålet er om socialdemokratiet også har ændret holdning til atomvåben? Hvordan vil regeringen i praksis håndtere den danske atomvåbenpolitik? Vil det blive krævet, at amerikanske fly, krigsskibe og ubåde, inden ankomst til dansk territorium skal gøres bekendt med den danske atomvåbenpolitik, der indebærer, at atomvåben ikke måtte findes på dansk område?

Hvis man kun overfladisk følger med i nyhedsstrømmen, kunne man få det indtryk, at Tyrkiet er på randen af det totale sammenbrud.

Den tyrkiske valuta, lira, faldt dramatisk med omkring 30 pct., da den tyrkiske centralbank sidste år lempede pengepolitikken og fastholdt renten på 14 pct. Derfor stiger priserne kraftigt – ikke kun på importvarer, men på stort set alle varer og tjenester. Ifølge Reuters hævede regeringen 1. januar priserne på alt fra elektricitet til broafgifter.

Høj inflation

Inflationen er i øjeblikket på omkring 36 pct. på årsbasis, og dermed på det højeste siden 2002, hvor Tyrkiet var på vej ud af en dyb økonomisk krise, der dengang var en udløsende faktor for den valgsejr, der bragte Recep Tayyip Erdoğans til magten, hvor han stadig sidder.

Faldet i liraen og den høje inflation er et direkte resultat af den pengepolitik, Erdoğan har påtvunget Tyrkiet efter at have indsat en ledelse i den tyrkiske centralbank, der nu bare nikker til præsidentens politik.

Negativ realrente

Hvorfor er renten i øjeblikket fastsat til 14 procent, der betyder at realrenten er negativ?

Recep Tayyip Erdoğan, Tyrkiets præsident og stærke mand, håber og forventer, at en negativ realrente vil få virksomhederne til at låne penge og dermed opretholde den ganske høje økonomiske aktivitet og beskæftigelse.

Den høje inflation og især prisstigningerne på importvarer, mærkes tydeligt af den tyrkiske befolkning, der tvinges til at ændre efterspørgslen i retning mod indenlandsk producerede varer og dermed vil underskuddet på betalingsbalancen falde.

De internationale rating-bureauer forventer at den økonomiske vækst i 2022 vil gå ned på omkring 4 pct. sammenlignet med væksten i 2021 på 11 pct. og en lårrække siden 2002 med imponerende vækstrater.

Faldet i liraens værdi øger umiddelbart Tyrkiets gæld til udlandet, men gælden forventes alligevel i 2022 at ligge lige under 40 pct. af BNP – bestemt ikke frygtindgydende i en international sammenligning.

Nogen virkning har politikken haft, idet rentenedsættelserne siden september har medført et hop i udlånet i løbet af efteråret. Så er det bare spørgsmålet, om turisme, eksportvirksomheder og de gældstunge virksomheder tilsammen kan kompensere for det kæmpe fald i købekraften, som inflationen indebærer for husholdningerne.

Fortsat international tillid til Tyrkiet

De internationale rating-bureauer har stadig tillid til Tyrkiet. Moodys rating på B2 er baseret på at et forventet lavere underskud på betalingsbalancen vil tillade en gradvis genopbygning af landets valutareserver.

Den store og diversificerede private sektor i Tyrkiet er ganske godt rustet mod valutakursændringer. Virksomheder med lån i udlandet har kurssikret sig mod depreciering af valutaen, herunder ved at opretholde betydelige valutaindskud i udenlandske banker.

Tyrkiets offentlige finanser er relativt robuste, med en offentlige gæld på omkring 40 pct. af BNP i 2022. Samtidig føres en ganske stram finanspolitik.

På den negative side anfører Moodys den forhøjede politiske uforudsigelighed og især usikkerheden om centralbankens pengepolitiske holdning, der er årsag til presset på valutakursen og volatile internationale kapitalstrømme.

Præsidentvalget i 2023

Kan Muharrem Ince udfordre Recep Tayyip Erdoğan ved de kommende parlaments- og præsidentvalg i 2023?

Ved seneste valg i 2018 opnåede Muharrem Ince i spidsen for CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, kun 30,6 pct. mens Erdoğan blev genvalgt med støtte fra 52,6 procent af vælgerne.

Den 56-årige politiker er siden kommet på kant med den øvrige ledelse i CHP, og han tabte sidste år kampen om at blive leder i centrum-venstre partiet. CHP ledes i dag af Kemal Kiliçdaroglu.

Muharrem Ince anklager Erdogans regering for at plyndre staten, og han har ikke lagt skjul på, at han ønsker at udfordre Erdogan på ny, og han forsøger nu at ændre det politiske landskab med dannelsen af et parti, som han har givet navnet Hjemlandspartiet (Memleket Partisi), der er et borgerligt, nationalt og sekulært parti baseret på kemalisme og liberale økonomiske principper.

Tyrkiet og udfordringen for det sekulære Frankrig

De fleste er i realiteten helt blanke på forholdene i Tyrkiet og Frankrig. Da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, i slutningen af 2020 mente, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, behøvede psykiatrisk behandling, og da den franske ambassadør prompte blev hjemkaldt til ”konsultationer” i Paris, var de fleste helt uforstående.

Selv ikke da der var vilde protester på gaderne i Libyen, Syrien og i Gaza, og franske varer blev boykottet i en række arabiske lande, gik det op for udenforstående, at vi var vidne til begyndelsen på en ny veritabel Muhammed-krise.

Muslimsk radikalisering i Tyrkiet

Når den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, reagerer som han gør, er det ikke først og fremmest fordi hans egne personlige sunni-muslimske værdier er krænket. Ingen tvivl om at Erdoğan er muslim, men han er også realpolitiker.

I den del af det tyrkiske folkedyb, der støtter hans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), er situationen en anden. Her har flertallet af sunni-muslimerne bevæget sig i en stadig mere fundamentalistisk retning. Præcis som vi har set det i andre muslimske samfund i Mellemøsten.

Hvis Erdoğan vil opfattes som den muslimske verdens leder og forblive ved magten i Tyrkiet, er han tvunget til at følge bevægelsen i AKP, der ved det seneste valg i juni 2018 52,6 pct. af stemmerne.

Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, fik kun 30,6 pct.

Erdogan og hans parti, AKP, sidder foreløbig sikkert på magten

Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet- 316 pladser af parlamentets 550 medlemmer.

Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.

Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved valget bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.

Emmanuel Macron og islam

Det tyrkiske krav om mentalundersøgelse af den franske præsident, var udløst af Emmanuel Macrons bemærkninger i 2020 efter den grusomme halshugning af en fransk lærer, der i sin undervisning havde tilladt sig at vise tegninger af profeten Muhammed.

Præsidenten sagde, at læreren, Samuel Paty, “was killed because Islamists want our future”, but France would “not give up our cartoons”.

Allerede inden drabet på Samuel Paty, havde præsident Emmanuel Macron annonceret lovgivning, der skulle adressere hvad han kaldte “islamist separatism” i Frankrig. Macron sagde, at et lille mindretal af Frankrigs omkring 6 millioner muslimer var i færd med at danne et “undergrundssamfund”, og Macron betegnede Islam som en religion i krise.

Det bestialske drab på læreren Samuel Pay udløste demonstrationer i Paris, Toulouse, Lyon og andre franske byer.

Man mindedes Charlie Hebdo, hvor 12 personer i 2015 blev dræbt under et angreb på det satiriske magasin, der havde offentliggjort Muhammed-tegninger.

Statslig sekularisme i Frankrig

Mens afbildninger af Muhammed generelt betragtes som tabu i Islam, og af mange muslimer betragtes som en fornærmelse, er statslig sekularisme – eller laïcité – en central del af fransk identitet. Enhver begrænsning af ytringsfriheden for ikke at støde særlige samfundsgrupper underminerer statens sammenhæng og enhed.

Laïcité ([la.i.si.te] eller sekularitet er i Frankrig sikret I forfatningen. Artikel 1 i den franske forfatning opfattes almindeligvis som en sikring mod religiøs indflydelse på politik. Artiklen forbyder samtidig regeringen at blande sig I religiøse anliggender. Sekulariteten er samtidig ingen hindring for den fulde religionsfrihed.

Fransk sekularisme går langt tilbage. Adskillelsen mellem stat og kirke er baseret på en lov fra 1905 og termen laîcité har været benyttet siden slutningen af 1800-tallet til at betegne afskærmningen af politiske institutioner mod indflydelse fra den katolske kirke. I dag dækker udtrykket over afskærmning mod indflydelse også fra andre religiøse bevægelser.

Frankrig formand for EU i 2022

Tidligt i EU-formandskabet i 2022, har Frankrig præsenteret et forslag om “Countering Radicalisation” med den motivation, at “Jihadist terrorism remains the most widespread and deadly phenomenon within the member states of the European Union”. Forslaget blev den 1. februar 2022 sendt til alle EU-landene

Frankrig afviser, at forslaget skulle være rettet især mod Islam. Ifølge EUobserver har en talsmand forklaret, at “Our approach targets all extremist ideologies which call for violence, and we wish to raise awareness in the [EU] Council on the issues posed by certain individuals and entities who contribute to radicalization and invite member states to take measures to hinder their activities, including financial activities”.

Det franske præsidentvalg

Det franske initiativ skal ses på baggrund af det franske præsidentvalg, hvor 1. runde afholdes den 10. april 2022, og hvor Macron prøver at afværge angreb fra højre-fløjs udfordrere.

Marine Le Pen fra Rassemblement National (tidligere Front National) sagde i sidste uge i en tale i Reims, at immigranter “must submit to this country’s [France’s] values”.

“We don’t see many skirts anymore, but we see many niqabs”, har en anden udfordrer fra højrefløjen, Eric Zemmour, sagt ved et folkemøde i Lille.

Fænomenet Eric Zemmour præsidentkandidat

Den 63-årige Éric Zemmour meddelte den 30. november 2021 på sin YouTube-kanal sit kandidatur til præsidentvalget.

Meddelelsen om Éric Zemmours kandidatur kom ikke overraskende på baggrund af den enorme politiske opmærksomhed han har tiltrukket.

Fra den seneste meningsmåling i Politico fra den 7. februar 2022 er Macron i spidsen med 24 pct. fulgt af Le Pen med 17 pct., Pecresse med 16 pct. og Zemmour med 14 pct. Ingen vil dog blive overrasket, hvis Zemmour overhaler Marine Le Pen inden 1. runde den 10. april 2022.

Hvem er han?

Den højre nationale polemiker Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979, og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro.

Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News.

Han er forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige: stærkt fordrejede! – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper i øjeblikket bestsellerlisterne.

Eric Zemmour har ikke et egentligt parti ryggen, men hans møder har tiltrukket tusindvis af ekstatiske deltagere, der taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Fra scenen serveres herefter fanfarer af pompøs musik og veritable brandtaler med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

Hvad vil han?

Zemmour har lovet at gøre en ende på traditionel politik og at bringe autenticitet til en politisk verden, der – ifølge Zemmour – er fyldt med hykleri og selvtilfredshed.

Slagnummeret er (den muslimske) indvandring. Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”.

Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Den muslimske indvandring

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af en aggressiv og kritisk presse og reaktionære domstole.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nyligt møde i sydfranske Béziers.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Kvinders ligestilling

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Tager vælgere fra Le Pen

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne. Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Éric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale, og forsøger at rehabilitere 2. Verdenskrigs Vichy-regering under Philippe Pétain. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Éric Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Med forsøgene på at rehabilitere Pétain fjerner han den barriere, som der ellers har været mellem forskellige fløje på højrefløjen.

Afsmitning på den politiske debat

Med det stærke fokus på indvandring, har Zemmour i høj grad bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag er formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring.

Marine Le Pens far og fransk højrefløjs gudfar, Jean-Marie Le Pen, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra Jean-Marie Le Pen, der således åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Ridser i lakken?

På det seneste er det kommet frem i den franske boulevardpresse, at Éric Zemmours 28-årige kampagnekoordinator er gravid, og at Zemmour skulle være faderen. Kritikere har ikke været sene med kritik af 63-årige, gifte Zemmour, der har fremstået som stovt forsvarer af traditionelle familie-værdier.

De tilbageværende kulkraftværker i Danmark – Fynsværket, Studstrupværket, Esbjergværkets og Nordjyllandsværket – har i 2021 fyret kraftigt op under kulkedlerne. Årsagen er ingen vind, mangel på vandkraft i Norge og en høj gaspris.

De danske elforbrugere og den knap halve million husstande, der har gasfyr, har mærket højere priser, men blandt andet være de termiske kraftværker, har der aldrig været problemer med forsyningssikkerheden.

Hidtil har det været forventningen, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle indstilles allerede i 2022. I 2023 ville Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

Energiforsyningssikkerheden truet

Lukningen af termiske kraftværker indebærer ifølge Energistyrelsen, at sandsynligheden for perioder med effektmangel i Danmark bliver større. Dertil kommer, at vi ikke uden videre kan regne med til alle tider at dække det danske behov gennem el-import fra udlandet.

I Tyskland vil der bortfald en betydelig elproduktionskapacitet i takt med at der lukkes a-kraftværker, og kulfyringen idealt set indstilles i 2030. I resten af Europa må der derfor også ventes en mere fluktuerende elproduktion i fremtiden. 

Nordjyllandsværket og udfasningen af kul

Aalborg Forsyning, der ejer Nordjyllandsværket, er indstillet på at fremrykke udfasningen af kul til 2025 i stedet for 2028. Aalborg Forsyning har ansøgt om statsstøtte til at finansiere fremrykningen, der vil koste 400 millioner kroner.

Hidtil har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen ikke været til sinds at imødekomme ansøgningen.

Fredag den 4. februar 2022 behandlede Folketingets partier et beslutningsforslag fra Venstre om, at Folketinget medfinansierer en fremrykning af udfasningen af kul på Nordjyllandsværket til 2025 i stedet for 2028, som det hidtil har været planen.

Foreløbigt er der dog ingen statslige kulstop-millioner på vej til Aalborg. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen afviste igen at medfinansiere et fremrykket kulstop på Nordjyllandsværket ved Aalborg fra 2028 til 2025:

 ”De kulfyrede værker i Odense og Esbjerg har ikke fået statslig hjælp til at lave den omstilling. På Fyn vil det være forbrugerne, der får øgede varmeregninger som følge af den investeringsbeslutning, man har truffet der. Og det vil ikke være rimeligt, hvis staten brugte trekvart milliard kroner på Aalborg Forsyning, når man ikke har set sig i stand til at gøre det i Odense og Esbjerg” sagde Dan Jørgensen.

Støttepartier kan bringe Socialdemokratiet i mindretal

Beslutningsforslaget fra Venstre skal nu behandles i Klima-, Energi-og Forsyningsudvalget, inden folketingsmedlemmerne stemmer endeligt om det i Folketingssalen.

For Venstres forslag er blandt andre SF, Konservative og potentielt Dansk Folkeparti mens Enhedslisten ser flere gode ting i forslaget, som man ønsker belyst yderligere. Det kan således ende med, at det er regeringens støttepartier, der sikrer et flertal for fremrykket kulstop i Aalborg.

Nordjyllandsværket

Det er skæbnens ironi, at det kulfyrede Nordjyllandsværk faktisk er en socialdemokratisk opfindelse. På Christiansborg har den grønne fløj i Socialdemokratiet ikke glemt den pinefulde interne splid efter opgøret, da den daværende energipolitiske ordfører Poul Nielson i 1992 med nød og næppe fik gennemtrumfet et ja til endnu et dansk kulfyret kraftværk i Aalborg. Tilladelsen blev givet på tværs af de energipolitiske partnere i Det Radikale Venstre og SF, der sammen med Socialdemokratiet udgjorde et energi politisk flertal. Disse partiers nølende tilslutning kostede indførelsen af en CO2-afgift og massiv støtte til decentrale kraftvarmeværker og vindmøller.

Nordjyllandsværkets (blok 3) blev idriftsat i 1998, med en forventet levetid på 30 år, og var dengang blandt verdens mest avancerede kulkraftværker med en virkningsgrad på 46 pct. Samtidig kunne værket omstilles til at fyre med gas – et forhold, der blev betragtet som et plus i forhold til forsyningssikkerheden.

Avedøre

Nordjyllandsværket er ikke det eneste kulkraftværk, der er bygget med socialdemokratisk billigelse. I 1997 gav den socialdemokratiske energi- og miljøminister, Svend Auken, tilladelse til en ny kraftværksblok, Avedøre 2. Der var oprindelig søgt om tilladelse til et primært kulfyret kombikraftværk. Ejerne (Sjællandske Kraftværker – 60 pct. og svenske Vattenfall – 40 pct.) endte dog med at acceptere et såkaldt multifuel anlæg, der kan benytte mange former for brændsler deriblandt biomasse, men også fossile brændsler som kul, naturgas og olie.

Avedøre 2 blev idriftsat i 2001.

Så skal vi til det igen!

Der er lagt op til fem helt store royale begivenheder, når Royal Run finder sted 2. pinsedag, den 6. juni 2022. H.K.H. Kronprinsen løber med i Aalborg, Aarhus og i København/Frederiksberg, mens H.K.H. Kronprinsessen løber med i de to debutant-værtsbyer Kolding og Næstved.

Royal Unibrew A/S (tidligere Bryggerigruppen A/S) er Danmarks næststørste bryggerivirksomhed. Virksomheden ejer de danske bryggerier Albani, Faxe, Maribo Bryghus og Ceres og har desuden en række bryggerier i Letland, Litauen og Polen, samt en betydelig eksport til bl.a. Italien, Tyskland og Caribien. Gruppens hovedkontor ligger i Faxe.

Royal Unibrew markedsfører sig i Danmark med Royal Arena og leverer øl fra sine fire danske bryggerier under individuelle mærker, men har derudover haft succes med at sælge det fælles mærke, Royal, som blev skabt ud fra Ceres-øllen Ceres Royal Export, da gruppens øvrige ølmærker primært solgte regionalt. Det må antages, at Royal Unibrew opnår en betydelig markedsføringsafsmitning fra afviklingen af Royal Run.

Royal Unibrew indgik i 2003 en salgsaftale med det hollandske bryggeri Heineken om at markedsføre Heineken-øl i Danmark, og man licensproducerer desuden nogle af PepsiCos læskedrikke i Danmark.

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kronprinsparret-offentliggor-hvor-det-lober-royal-run?publisherId=1874227&releaseId=13643157

Den 8. februar 2022 præsenterede en ekspertgruppe, der er nedsat af regeringen og Folketinget, den 1. delrapport til en grøn skattereform.

Rapporten omfatter ikke direkte landbrug, og fordele og ulemper ved henholdsvis en reguleringsløsning, en tilskudsløsning inden for EU’s landbrugsstøtte og en CO2-afgift for denne sektor eller en kombination af disse, samt mulige tiltag for omkostningseffektiv regulering af landbruget, som adresserer CO2-udledninger og øvrige eksternaliteter, herunder miljø og sundhed, vil blive adresseret i næste rapport.

I den foreliggende rapport beskrives tre modeller for, hvordan der kan indføres en CO2-afgift for danske virksomheder. Det er tanken, at en højere afgift på drivhusgasser som CO2, metan og lattergas skal være et incitament for, at danske virksomheder i endnu højere grad end i dag nedbringer deres udledning af CO2. Klimarådet har således foreslået en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton CO2.

I dag udleder industrien i Danmark cirka 6,8 millioner tons CO2 om året og eksperterne mener, at udledningen i 2030 kan reduceres med 3,5 millioner tons CO2.

Virksomhederne er opdelt i to kategorier, når det kommer til CO2-udledning: Virksomheder, der er i kvotesektoren, og virksomheder, der ikke er.

Virksomheder i kvotesektoren er dem, der udleder mest CO2. De betaler i dag markedsprisen for CO2-kvoter, som ekspertgruppen forventer vil ligge på cirka 750 kroner i 2030.

De fem største udledere i Danmark står for 44 procent af den samlede udledning fra industrien, men de virksomheder, der er konkurrenceudsatte og omfattet af EU’s kvoteregler, også kaldet kvotesektoren, får i dag i gennemsnit cirka 60 procent af deres CO2-udslip dækket af gratis kvoter.

Langt de fleste virksomheder i Danmark er ikke i kvotesektoren. De betaler derfor kun en dansk CO2-afgift på 180 kr. per udledt ton CO2.

Den første model:

Alle virksomheder pålægges en CO2-afgift på 750 kroner per ton udledt CO2. Dog skal virksomheder i kvotesektoren kun betale 350 kroner ekstra, da de også betaler en CO2-kvotepris i EU, som man regner med koster omkring 750 kroner i 2030. Herfra skal dog fraregnes værdien af de gratis kvoter.

Efter eksperternes opfattelse har modellen lave samfundsmæssige omkostninger, men omvendt er den også en belastning for konkurrenceudsatte virksomheder i kvotesektoren.

Eksperterne peger på, at virksomhederne eventuelt kunne kompenseres gennem lempelser i erhvervsbeskatningen.

Ekspertudvalget foreslår endvider, at der indføres fradrag for indsamling af CO2 gennem Carbon Capture and Storage-teknologi (CSS).

Den anden model:

Den anden model er ligesom den første model, bortset fra at mineralogiske processer – cement, tegl, glas, stål eller stenuld – pålægges en afgift på 100 kroner, i stedet for 375 kroner, som det er tilfældet for de øvrige virksomheder i kvotesektoren. Det er virksomheder som Aalborg Portland, Dansteel og Rockwool.

Den tredje model:

CO2-afgiften er på 600 kroner per ton – i kvotesektoren, 225 kroner og 100 kroner for mineralogiske virksomheder.

Samtidig hæves bundskatten med 0,05 procentpoint.

Kritik

Hvis der politisk bliver enighed om den 1. model vil cementfabrikken Aalborg Portlands CO2-udgifter samlet set blive mere end syvdoblet, og det vil betyde enden på dansk cementproduktion, siger virksomhedens direktør, Michael Lundgaard Thomsen, til TV2.

Aalborg Portland betaler allerede 230 millioner kroner årligt til det europæiske CO2-kvotesystem, og med den 1. model ender Aalborg Portland med en afgift på knap 1,7 milliarder kroner. Men selv den af de tre modeller, der er billigst for selskaber som Aalborg Portland, vil betyde en årlig ekstraregning på minimum 200 millioner kroner.

Forbrugere og skatteborgere

Mens regeringens støttepartier giver udtryk for, at CO2-afgiften burde være væsentlig højere end de foreslåede 750 kroner per ton CO2, er andre bekymret for de økonomiske konsekvenser.

Det vurderes, at eksperternes forslag til en ny CO₂-afgift, årligt vil koste erhvervslivet op mod 2,8 mia. kr.

DI og Danske Erhverv har noteret sig muligheden for kompenserende besparelser på erhvervsbeskatningen.

Dansk Energi mener, at der også bør være mulighed for fradrag for investeringer i Power-to-X.

Producenterne af biogas er bekymrede for afgiftshåndteringen af den del af gassen, der fødes ind i naturgasnettet.

Fagbevægelsen

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, har hele tiden været skeptisk overfor en CO2-afgift, og hun mener, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, siger hun til Finans.

En afgift på drivhusgasser vil ikke kun påvirke priserne på de mest belastende fødevarer, men også på andre forbrugsgoder som vaskemaskinen, computeren, sofaen og det tøj og sko, vi går i. Ligesom færge- og flybilletter m.v. bliver dyrere.

Politiske forhandlinger om fase II i en Grøn Skattereform

Senere i år skal Folketingets partier forhandle om fase II i en Grøn Skattereform, og her vil ekspertgruppens 1. og efterfølgende rapporter om CO2-afgifter indgå i forhandlingerne om i hvilket omfang en generel CO2-afgift kan erstatte det hidtidige system med specifikke CO2-afgifter, energiafgifter og kvotepriser m.v.

De tilbageværende kulkraftværker i Danmark – Fynsværket, Studstrupværket, Esbjergværkets og Nordjyllandsværket – har i 2021 fyret kraftigt op under kulkedlerne. Årsagen er ingen vind, mangel på vandkraft i Norge og en høj gaspris.

Tal fra Energistyrelsen og Energinet viser, at kulforbruget i de centrale værker i 2021 steg med knap 50 pct. I de første uger af 2022 kom næsten halvdelen af strøm produceret i Jylland og på Fyn fortsat fra kul.

Stigningen skyldes koldere vejr og en lavere produktion af strøm fra vindmøller, som betød større produktion på de centrale kraftværker. Vindkraftproduktionen faldt i 2021, da middelvindhastigheden var betydeligt lavere end tidligere.

På Nordjyllandsværket i Aalborg har man i sidste halvdel af 2021 næsten kørt med fuld kraft. Også hos Ørsted er kulforbruget steget. Her har man fyret med mere kul end vanligt på Esbjergværket og Studstrupværkets blok 4.

På Fyn fyres der med halm og træflis, men der har været gang i kulkedlerne, fordi der har været koldt og manglet vind- og vandkraft

Spørgsmålet er, om den planlagte udfasning af kulfyrede kraftværker holder, hvis gaspriserne fortsat er høje og der er mangel på sol-, vind- og vandkraft.

Hidtil har det været forventningen, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle indstilles allerede i 2022. I 2023 ville Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

Kan vi fortsat regne med at der altid er strøm, når vi tænder på kontakten?

Lukningen af termiske kraftværker indebærer ifølge Energistyrelsen, at sandsynligheden for perioder med effektmangel i Danmark bliver større. Dertil kommer, at vi ikke uden videre kan regne med til alle tider at dække det danske behov gennem el-import fra udlandet.

I Tyskland vil der bortfald en betydelig elproduktionskapacitet i takt med at der lukkes a-kraftværker, og kulfyringen idealt set indstilles i 2030. I resten af Europa må der derfor også ventes en mere fluktuerende elproduktion i fremtiden. 

2,2 pct. af strømmen kommer fra a-kraft

Ifølge Energinet blev 11,5 pct. af elforbruget i Danmark i 2021 dækket af kul, 17,7 pct. af biomasse, 2,2 pct. af uran (atomkraft) og 41,7 pct. af vind