Tyrkiet og udfordringen for det sekulære Frankrig

De fleste er i realiteten helt blanke på forholdene i Tyrkiet og Frankrig. Da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, i slutningen af 2020 mente, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, behøvede psykiatrisk behandling, og da den franske ambassadør prompte blev hjemkaldt til ”konsultationer” i Paris, var de fleste helt uforstående.

Selv ikke da der var vilde protester på gaderne i Libyen, Syrien og i Gaza, og franske varer blev boykottet i en række arabiske lande, gik det op for udenforstående, at vi var vidne til begyndelsen på en ny veritabel Muhammed-krise.

Muslimsk radikalisering i Tyrkiet

Når den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, reagerer som han gør, er det ikke først og fremmest fordi hans egne personlige sunni-muslimske værdier er krænket. Ingen tvivl om at Erdoğan er muslim, men han er også realpolitiker.

I den del af det tyrkiske folkedyb, der støtter hans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), er situationen en anden. Her har flertallet af sunni-muslimerne bevæget sig i en stadig mere fundamentalistisk retning. Præcis som vi har set det i andre muslimske samfund i Mellemøsten.

Hvis Erdoğan vil opfattes som den muslimske verdens leder og forblive ved magten i Tyrkiet, er han tvunget til at følge bevægelsen i AKP, der ved det seneste valg i juni 2018 52,6 pct. af stemmerne.

Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, fik kun 30,6 pct.

Erdogan og hans parti, AKP, sidder foreløbig sikkert på magten

Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet- 316 pladser af parlamentets 550 medlemmer.

Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.

Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved valget bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.

Emmanuel Macron og islam

Det tyrkiske krav om mentalundersøgelse af den franske præsident, var udløst af Emmanuel Macrons bemærkninger i 2020 efter den grusomme halshugning af en fransk lærer, der i sin undervisning havde tilladt sig at vise tegninger af profeten Muhammed.

Præsidenten sagde, at læreren, Samuel Paty, “was killed because Islamists want our future”, but France would “not give up our cartoons”.

Allerede inden drabet på Samuel Paty, havde præsident Emmanuel Macron annonceret lovgivning, der skulle adressere hvad han kaldte “islamist separatism” i Frankrig. Macron sagde, at et lille mindretal af Frankrigs omkring 6 millioner muslimer var i færd med at danne et “undergrundssamfund”, og Macron betegnede Islam som en religion i krise.

Det bestialske drab på læreren Samuel Pay udløste demonstrationer i Paris, Toulouse, Lyon og andre franske byer.

Man mindedes Charlie Hebdo, hvor 12 personer i 2015 blev dræbt under et angreb på det satiriske magasin, der havde offentliggjort Muhammed-tegninger.

Statslig sekularisme i Frankrig

Mens afbildninger af Muhammed generelt betragtes som tabu i Islam, og af mange muslimer betragtes som en fornærmelse, er statslig sekularisme – eller laïcité – en central del af fransk identitet. Enhver begrænsning af ytringsfriheden for ikke at støde særlige samfundsgrupper underminerer statens sammenhæng og enhed.

Laïcité ([la.i.si.te] eller sekularitet er i Frankrig sikret I forfatningen. Artikel 1 i den franske forfatning opfattes almindeligvis som en sikring mod religiøs indflydelse på politik. Artiklen forbyder samtidig regeringen at blande sig I religiøse anliggender. Sekulariteten er samtidig ingen hindring for den fulde religionsfrihed.

Fransk sekularisme går langt tilbage. Adskillelsen mellem stat og kirke er baseret på en lov fra 1905 og termen laîcité har været benyttet siden slutningen af 1800-tallet til at betegne afskærmningen af politiske institutioner mod indflydelse fra den katolske kirke. I dag dækker udtrykket over afskærmning mod indflydelse også fra andre religiøse bevægelser.

Frankrig formand for EU i 2022

Tidligt i EU-formandskabet i 2022, har Frankrig præsenteret et forslag om “Countering Radicalisation” med den motivation, at “Jihadist terrorism remains the most widespread and deadly phenomenon within the member states of the European Union”. Forslaget blev den 1. februar 2022 sendt til alle EU-landene

Frankrig afviser, at forslaget skulle være rettet især mod Islam. Ifølge EUobserver har en talsmand forklaret, at “Our approach targets all extremist ideologies which call for violence, and we wish to raise awareness in the [EU] Council on the issues posed by certain individuals and entities who contribute to radicalization and invite member states to take measures to hinder their activities, including financial activities”.

Det franske præsidentvalg

Det franske initiativ skal ses på baggrund af det franske præsidentvalg, hvor 1. runde afholdes den 10. april 2022, og hvor Macron prøver at afværge angreb fra højre-fløjs udfordrere.

Marine Le Pen fra Rassemblement National (tidligere Front National) sagde i sidste uge i en tale i Reims, at immigranter “must submit to this country’s [France’s] values”.

“We don’t see many skirts anymore, but we see many niqabs”, har en anden udfordrer fra højrefløjen, Eric Zemmour, sagt ved et folkemøde i Lille.

Fænomenet Eric Zemmour præsidentkandidat

Den 63-årige Éric Zemmour meddelte den 30. november 2021 på sin YouTube-kanal sit kandidatur til præsidentvalget.

Meddelelsen om Éric Zemmours kandidatur kom ikke overraskende på baggrund af den enorme politiske opmærksomhed han har tiltrukket.

Fra den seneste meningsmåling i Politico fra den 7. februar 2022 er Macron i spidsen med 24 pct. fulgt af Le Pen med 17 pct., Pecresse med 16 pct. og Zemmour med 14 pct. Ingen vil dog blive overrasket, hvis Zemmour overhaler Marine Le Pen inden 1. runde den 10. april 2022.

Hvem er han?

Den højre nationale polemiker Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979, og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro.

Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News.

Han er forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige: stærkt fordrejede! – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper i øjeblikket bestsellerlisterne.

Eric Zemmour har ikke et egentligt parti ryggen, men hans møder har tiltrukket tusindvis af ekstatiske deltagere, der taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Fra scenen serveres herefter fanfarer af pompøs musik og veritable brandtaler med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

Hvad vil han?

Zemmour har lovet at gøre en ende på traditionel politik og at bringe autenticitet til en politisk verden, der – ifølge Zemmour – er fyldt med hykleri og selvtilfredshed.

Slagnummeret er (den muslimske) indvandring. Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”.

Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Den muslimske indvandring

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af en aggressiv og kritisk presse og reaktionære domstole.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nyligt møde i sydfranske Béziers.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Kvinders ligestilling

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Tager vælgere fra Le Pen

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne. Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Éric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale, og forsøger at rehabilitere 2. Verdenskrigs Vichy-regering under Philippe Pétain. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Éric Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Med forsøgene på at rehabilitere Pétain fjerner han den barriere, som der ellers har været mellem forskellige fløje på højrefløjen.

Afsmitning på den politiske debat

Med det stærke fokus på indvandring, har Zemmour i høj grad bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag er formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring.

Marine Le Pens far og fransk højrefløjs gudfar, Jean-Marie Le Pen, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra Jean-Marie Le Pen, der således åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Ridser i lakken?

På det seneste er det kommet frem i den franske boulevardpresse, at Éric Zemmours 28-årige kampagnekoordinator er gravid, og at Zemmour skulle være faderen. Kritikere har ikke været sene med kritik af 63-årige, gifte Zemmour, der har fremstået som stovt forsvarer af traditionelle familie-værdier.