Oliehandelsvirksomheden OW Bunker, der havde base i Nørresundby, handlede med brændstof til skibsfarten verden over, blev købt af kapitalfonden Altor i 2007. Efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et resultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den store og stigende indtjening. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

Aktiekøberne stod tilbage med en lang næse.

OW Bunker, Den Danske Bank og Hafnia Holding

Sagen om OW Bunkers overraskende konkurs bringer mindelser om Hafnia Holding.

Forsikringskrigen, der fandt sted i begyndelsen af 1990erne mellem Hafnia og Baltica, havde eroderet det økonomiske grundlag for Hafnia-koncernen.

I 1992 iværksatte Den Danske Bank derfor en ”redningsplan”, hvor man fik tidligere departementschef, DONG-formand Holger Lavesen og tidligere adm. direktør for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, Olav Grue, til at lægge navn til en aktieemission i Hafnia.

Holger Lavesen og Olav Grue var tillidsvækkende typer, og Grue havde ligefrem et ry som dansk erhvervslivs “redningsmand”. Bag denne tilsyneladende bundsolide facade, lykkedes det faktisk Den Danske Bank i juli 1992 at kradse 2 mia. kr. ind fra håbefulde investorer, herunder en lang række almindelige småsparere, pensionister og gamle Hafnia-medarbejdere.

Allerede den 19. august 1992 gik Hafnia Holding i betalingsstandsning og endelig konkurs i maj 1993.

Hafnia Holding åbenbarede en hidtil ukendt kynisme og skrupelløshed i den danske finansverden, som trak et spor af tragedier gennem det danske samfund. En af dem, der blev ramt, var den dengang gode socialdemokratiske direktør i Københavns amt, Bo Smith. Han troede han gjorde amtet en tjeneste ved at placere kommunens midler til en tilsyneladende gunstig forrentning i Hafnia Holding.

Bo Smith opnåede som følge af manglende rettidig omhu den ret sjældne ”ære” personligt at påføre skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kr. i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Det forhindrede imidlertid ikke at Bo Smith blev forfremmet til departementschef. Siden havde han ansvaret for den stort set nytteløse aktiveringsindsats, som arbejds- og beskæftigelsesministerierne har tilrettelagt for de arbejdsløse. Minsandten om ikke hans trofaste fagforening, DJØF, satte ham i spidsen for et udvalg, der skulle vurdere embedsmandsrollen. Det kom der heller ikke noget godt ud af.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/krimi/h%C3%B8jesteret-afviser-ow-bunkers-krav-om-en-milliard/ar-AAVmqai?ocid=msedgdhp&pc=U531

Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. I november 2019 blev det oplyst, at Københavns Politi havde besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Oplysningen om, at Københavns Politi havde sagt stop, kom fra den ledende anklager – advokaturchef Dorit Borgaard, der udtalte at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Daværende rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg, har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Sagerne rejste imidlertid alvorlig tvivl om Rigspolitiet. Når Bettina Jensen ikke kunne drages til ansvar, betød det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af Rigspolitiets ledelse?

Anklagemyndigheden havde i byretten nedlagt påstand om to års fængsel til Bettina Jensen og ti måneder til Mariann Færø, mens begge forsvarere argumenterede for frifindelse af de to kvinder. Om tidligere rigspolitichef, Jens Henrik Højberg, der i dag feder den i New York, er omfattet af anken vides ikke.

https://www.information.dk/telegram/2022/03/politichefs-frifindelse-bestikkelse-anket

Når Henrik Gade Jensens argumentation stilles over for Søren Gades helt utroværdige holdningsskifte får vi en ganske overbevisende dokumentation for, at den pludselige beslutning om at ophæve forsvarsforbeholdet er begrundet i rævekager og indenrigspolitiske, taktiske hensyn. Søren Gades kovending vil ikke overbevise EU-skeptiske danskere, der af let forståelige grunde er betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af Nato-skeptiske medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os.

https://www.berlingske.dk/kommentarer/en-afskaffelse-af-eu-forbeholdet-vil-i-praksis-ophaeve-danmark-som

New York Times bragte søndag den 20. marts 2022 en alarmerende artikel om risikoen for en verdensomspændende fødevarekrise: “Ukraine War Threatens to Cause a Global Food Crisis”.

‎Ifølge New York Times risikerer Ruslands invasion af Ukraine at forårsage global fødevaremangel og øge verdens sult. Krigen har afskåret en meget stor del af verdens produktion af hvede, majs og byg i Rusland og Ukraine fra resten af verden. Siden russiske styrker angreb Ukraine for næsten en måned siden er hvede- og bygpriserne derfor presset op med henholdsvis 21 procent og 33 procent.

Priserne for visse gødningstyper er vokset med 40 procent, rapporterede ‎‎Times‎‎. Priserne på andre råvarer, herunder metaller og olie, er også steget.

David Beasley, administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram, WFP, i Rom, vurderer, at der ikke siden Anden Verdenskrig har været situationer, der kommer bare i nærheden af den katastrofe, vi nu står overfor.

Det forlyder nu, at danske soldater skyder med løst krudt, fordi der ikke er patroner nok. Det skal man ikke kimse af. I tiden uden kostbare svømmehaller overalt blev der i ikke så få landsbyskoler undervist i ”tørsvømning”, og det kan ikke udelukkes, at nogle faktisk fik lært at svømme på den måde.

Belgiske erfaringer

I fristaten Congo – en koloni i Centralafrika, der frem til 1908 tilhørte kong Leopold 2. personligt – bestod kolonialhæren – “Force publique” – af congolesere, som var blevet hvervet med tvang eller frivilligt. De ledtes af en mindre gruppe af hvide fra hele Europa, blandt andre Sverige og Danmark, men især fra Belgien.

“Force publique” tvang de indfødte ud i skovene for at indsamle gummi fra lange ranker på gummitræerne. De blev tvunget til at opfylde en vis kvote, og de, som ikke gjorde det, blev straffet brutalt med pisk eller på anden vis.

Et af de mere makabre indslag i Leopolds jagt på gummi var, at man – ligesom i det danske forsvar – blev beordret til at spare på ammunition, og derfor var “Force publique” instrueret om, at for hver kugle, som blev afskudt enten mod vilde indfødte, som forsøgte at undgå at blive tvunget ud i skoven eller mod rebeller, måtte de forevise en højrehånd, dvs. at hvis en soldat kom til basen om aftenen og havde anvendt tre patroner, skulle han også have tre afhuggede højrehænder med sig. Dette for at kuglerne ikke skulle bortsløses på dyr. Når man ramte forbi, var man tvunget til at hugge hånden af et levende menneske, ikke sjældent et barn.

https://www.berlingske.dk/danmark/der-kan-gaa-et-aar-foer-forsvaret-har-ammunition-nok-til-at-kunne-gaa-i

Er der nogen, der kontrollerer om Dan Bunkering eller andre virksomheder omgår sanktionerne mod Rusland via Belarus/Hviderusland? Eller via Kina, Nordkorea, Iran eller Armenien?

Belarus forsynes med olie og gas fra Rusland. Det giver arbejde til de belarussiske olieraffinaderier. De russiske subsidier til Belarus – i form af billig olie og naturgas – er udregnet til at udgøre mellem 15 og 20 procent af landets BNP. Til gengæld går al belarussisk eksport af mælkevarer og kød til det russiske marked.

Det siges, at det samme gælder sanktionsramte vestlige varer, der sælges med Belarus som mellemstation. Pludselig kan man finde produkter som ”belarussisk parma-skinke” eller ”belarussiske østers” i russiske supermarkeder. Kan man finde ”belarussisk krigsmateriel” med postnummer 8520, Lystrup, ”lurmærket belarussisk smør” eller ”Prince of Minsk”?

Det vil i givet fald ikke blive bremset i Belarus, der har et forhold til Rusland som en junkie til sin pusher. Hvideruslands økonomi er fuldstændig afhængig af Rusland. Al energien kommer fra Rusland. Infrastrukturen er afhængig af Rusland. Alle belarussiske militærfolk får deres træning i Rusland. Sproget, som flertallet af hviderusserne taler, er russisk, og det næste angreb på Ukraine kommer sikkert fra Belarus.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/dan-bunkering-dom-sender-klart-signal-til-virksomheder-om-sikre-sig-mod?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter

CLAUS JENSEN, forbundsformand, Dansk Metal og LARS SANDAHL SØRENSEN, adm. direktør, Dansk Industri, argumenterer søndag den 20. marts 2022 i et debatindlæg i Jyllands-Posten for, at Danmark skal ophæve forsvarsforbeholdet.

Forsvarssamarbejdet i EU

Med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og etableringen i 2017 og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv.

Indtil nu har EU-landenes anskaffelse af militære kapabiliteter foregået på nationalt niveau, men fordelene ved fremover at gøre dette i fællesskab er mange, ikke mindst i en tid hvor mange EU-medlemslande står over for at skulle indkøbe nye generationer af våbensystemer, som de færreste har råd til at udvikle alene.

Der er intet der forhindrer medlemslandene i at samarbejde, men det europæiske forsvarsagentur, EDA, blev alligevel oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb, men først på det seneste er der udviklet konkrete projekter om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole (?) og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb. Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har til formål at motivere EU-landene til at indgå i fælles forsvarsindustriprojekter, der bliver støttet af fonden.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har dog observatørstatus i agenturet.

Hvorfor ophæve forbeholdet?

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når forsvarsagenturet, EDA, på basis af indstillinger fra PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Projekterne finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, hvor Kommissionen fra EU-budgettet bidrager med 20 pct. mens 80 pct. af midlerne skal komme fra medlemsstaterne.

Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for EDA/PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal splitte den nationale enighed om forsvarspolitikken, bare fordi danske våbenproducenter skal have mulighed for at hente penge i Den Europæiske Forsvarsfond?

Hvilke virksomheder taler vi om?

Terma i Lystrup ved Århus med en milliardstor omsætning sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien.

Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1500 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på omkring 2 milliarder kroner. Terma vandt i begyndelsen af 2020 en ordre til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16.

Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre såkaldte flares, som afleder de angribende missiler.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Hydrema har koncernhovedkvarter i Støvring. Produktsortimentet omfatter læssere, grave-læssemaskiner, dumpere, gravemaskiner og mineryddere m.v.

Udover de helt store virksomheder er der danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag har datterselskaber i Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Rumænien, Sverige, UAE, UK, og USA, beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor den fynske maskinfabrik Multicut leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics A/S leverer kabler og styrebokse.

DC-Supply A/S Nørresundby har siden 1981 produceret og leveret containerløsninger – standard såvel som specialløsninger til både civile og militære formål over hele verden.

Scanfiber Composites A/S i Sindal er en virksomhed med mange års erfaring i ballistisk beskyttelse. Scanfiber udvikler og producerer letvægts pansring baseret på sofistikeret fiberkompositter.

idoc A/S blev grundlagt i 2010 for at assistere det Danske Forsvar og virksomheden er nu en multinational virksomhed bestående af 60+ medarbejdere med kontorer i Aalborg, Ballerup, Vejle og i Poznan, Polen, der stræber efter at være forsvarsindustriens og produktionsvirksomhedernes foretrukne samarbejdspartner til konsulentydelser og outsourcing.

Sky-Watch A/S er et dansk firma som udvikler og producerer taktiske mini UAV’er (unmanned aerial vehicle) også kaldet droner til militært brug indenfor radio relay, mapping, image intelligence, reconnaissance, perimeter security og surveillance. Virksomheden blev grundlagt i 2009 og har hovedsæde i Støvring.

Precision Technic Defence Emerging, der er beliggende i Svenstrup i Nordjylland, tilbyder på basis af EO/IR (Electro-Optical/Infra-Red) en bred vifte af taktiske overvågningssystemer og produkter til militært og politimæssigt brug, herunder mellem- og langtrækkende sensorsystemer, der kan observere, lokalisere og udpege fjendtlige enheder.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes interesser i udvikling af forsvarsteknologi, ligesom en række konsulent- og advokatfirmaer har interesser i dansk forsvarsindustri.

En række af virksomhederne i forsvarsindustrien er organiseret i DI Forsvar og sikkerhed (tidligere FAD – Danish Defence And Security Industries Association), der er en del af Dansk Industri, DI.

Reform Club, Pall Mall, London – med forbillede i Palazzo Farnese i Rom

På DR kan vi i denne tid se en såkaldt ”international” eventyrserie fra 2021 (Around the World in 80 Days). Vi befinder os i London i 1872. “Kujon” står der på et anonymt postkort adresseret til Phileas Fogg. Måske er det sandt? Han har trods alt tilbragt hver dag de sidste 20 år i en blød lænestol i den samme klub – The Reform Club. Vennen Bellamy udfordrer ham. De indgår et vanvittigt væddemål. Kan Phileas rejse jorden rundt på 80 dage? Han får følgeskab af journalisten Abigail Fix og den snarrådige Jean Passepartout.

Serien tager sig ligesom tidligere filmatiseringer mange friheder i forhold til den originale Jules Verne-historie. F.eks. forestillingen om, at Phileas Fogg og Passepartout benyttede sig af en luftballon som transportmidler. Det sker kun i filmatiseringerne og forekommer ikke i bogen. Der er også foretaget ændringer, der formentlig er forsøg på at gøre fremstillingen af andre folkeslag mere politisk korrekt. Den originale histories stereotype portrætteringen af kinesere, japanere og indianere er helt fraværende i serien ligesom den pudsige Jean Passepartout stadig er utrolig alsidig og ressourcefuld, men han er nu sort – en omstændighed, der behændigt udnyttes i et møde på den amerikanske prærie med en Ku Klux Klan-leder.

Jules Vernes roman handler om, hvordan Phileas Fogg, der er overordentligt velhavende og medlem af Reformklubben, og hans nye butler, Jean Passepartout, forsøger at rejse rundt om jorden på 80 dage. De gør det for at vinde et væddemål om 20.000 britiske pund, som Phileas Fogg har indgået med medlemmer af Reformklubben. Baggrunden er, at en af hans kortspillende kammerater, bankdirektør Ralph, beretter om røveriet af Bank of England, og fordi Fogg erklærer, at med moderne samfærdselsmidler kan røveren allerede være nået langt, ender han i et væddemål på 20.000 pund, hvor han selv skal nå verden rundt på 80 dage.

Undervejs udsættes Fogg for mange hindringer af detektiven Fix, som tror, at Phileas Fogg er på flugt efter at have røvet Bank of England for 55.000 pund.

Mens TV-serien er renset for stødende fremstillinger, beretter Jules Verne i den originale fremstilling levende om det barbariske hindu-ritual enkebrænding. Når en hindu-kvinde mister sin mand, bliver hun ifølge hinduistisk tradition uren. Mange enker ender derfor som udstødt på gaden eller i byens enkehus. Langt større respekt får enken derimod, hvis hun frivilligt brændes levende på mandens ligbål.

Selv om enkebrændinger eller Sati-selvmord betragtes som det ultimative kærlighedsoffer, blev de officielt forbudt i 1829 og er efterhånden en sjældenhed, selvom de stadig finder sted primært i det nordlige Indien.

Det er i bogen helt centralt, at Phileas Fogg i Indien forelsker sig i en ung indisk enke, Aouda, som han reddede fra at blive brændt sammen med sin døde maharaja-mand. Vi diverteres også med beretninger om den indisk sekt – thuggerne, hvis medlemmer myrdede tusindvis af mennesker til ære for dødsgudinden Kali.

I TV-serien er kærlighedshistorien med Aouda erstattet med en noget søgt beretning om hvordan Phileas Fogg 20 år forinden havde mistet sin store kærlighed. Til gengæld sørger journalisten Abigail Fix og Jean Passepartout for at levere den romantik, der skal være i enhver god historie.

Da Fogg næsten er i mål, lykkes det Fix at anholde dem i Liverpool, så de bliver forsinket og Fogg tror, at han har tabt væddemålet. Efter at være løsladt, finder de ud af, at de vandt et døgn ved at krydse datolinien i Stillehavet, og at de er kommet en dag tidligere frem end ventet. Phileas Fogg vinder væddemålet og de 20.000 pund, og han gifter sig med Aouda.

The Reform Club

Det kan som et kuriosum nævnes, at statsminister Poul Schlüter den 20. september 1988 talte i The Reform Club, London. Emnet var udviklingen i Europa og dynamikken i den europæiske integrationsproces.

På det tidspunkt var den ret betydelige EU-skepsis i Storbritannien gået fra oprindeligt at være et venstrefløjsfænomen til i højere grad at være et højrefløjsfænomen.

UK havde uden begejstring tilsluttet sig Den europæiske fælles akt (som Danmark tiltrådte efter en folkeafstemning), der var trådt i kraft den 1. juli 1987, hvorved det indre marked blev etableret, der var indført nye beføjelser inden for en række områder, herunder monetær politik og udenrigspolitik, Rådets beslutningskapacitet blev forbedret med indførelsen af beslutningstagning med kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed samt styrkelse af Europa-Parlamentets rolle ved ændret samarbejds- og forligsprocedure mellem Rådet og Parlamentet.

Forud for Birgithe Kosovics 50-års fødselsdag den 22. marts 2022 bringer Berlingske Tidende en længere positiv omtale af hendes meget roste forfatterskab. Af særlig interesse for politisk-historisk interesserede er måske især hendes dobbeltroman ”Den inderste fare” om den kontroversielle politiker, Erik Scavenius.

Erik Scavenius levede fuldt og helt op til alle fordomme om medlemmerne af Det Radikale Venstre, da han ved sin tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940 sagde:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.

Ligesom det i 1940 var letsindigt at stole på Hitler, er det i dag risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os.

EU-Kommissionen, den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef (og designeret chef for EU-hæren), Josep Borrell, og den nu afgåede tyske kansler Angela Merkel har tidligere givet udtryk for et ønske om en fælles EU-hær, og Europa-Parlamentet har visioner om, at EU skal intervenere militært i en række afrikanske lande. Forsvarsforbeholdet er en klokkeklar sikring mod Danmarks involvering i dette.

Vi skal sikkert alle vænne os til, at en kulturradikal løjser som Martin Lidegaard nu med patos og begejstring betræder hermed samme sti, som hans partifælle, Erk Scavenius gjorde i 1940, og nu hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland”.

https://jyllands-posten.dk/debat/international/ECE13828089/der-er-ingen-konkurrence-mellem-eu-og-nato-saa-derfor-skal-forsvarsforbeholdet-stemmes-vaek/

Berlingske Tidende bringer søndag den 20. marts 2022 et bemærkelsesværdigt interview med Thomas Ahrenkiel om hans syn på Vladimir Putin og krigen i Ukraine.

Thomas Ahrenkiel har gjort sig bemærket ved at være i centrum af de administrative skandaler i Forsvarsministeriet og den opsigtsvækkende kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne fremkom med i august 2020.

Inhabilitet, Forsvarets Ejendomsstyrelse og FE-sagen

Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.

Da en anden habilitetssag (sagen om forsvarschef Bisserups habilitet) spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Vedrørende regnskabsrodet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der kostede stillingerne for direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, og Forsvarsministeriets koncernstyringsdirektør, Per Pugholm Olsen, betød en forklaring om en ulæst mail, at Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, ikke blev stillet til ansvar for den meget sene orientering af forsvarsministeren om budgetrodet.

I FE-sagen derimod meddelte Forsvarsministeriet den 24. august 2020, at Thomas Ahrenkiel, tidligere departementschef i Forsvarsministeriet og chef for FE indtil 2016, var fritaget for tjeneste som konsekvens af sagen.

Den 30. juni 2020 var han i øvrigt udpeget til ambassadør i Tyskland pr. 1. september 2020.

Macro Advisory Partners

Thomas Ahrenkiel fortsatte i stedet i en ny og anonym rolle i først Forsvarsministeriet og siden Udenrigsministeriet, inden han i november 2021 forlod centraladministrationen og Slotsholmen til fordel for et job som såkaldt europæisk direktør for det internationale konsulent- og rådgivningsfirma Macro Advisory Partners ApS, der allerede havde haft Bo Lidegaard, fhv. chefredaktør på Politiken, departementsråd og ambassadør, samt Thomas Lund-Sørensen, tidligere chef for Center for Cybersikkerhed hos FE, tilknyttet.

Macro Advisory Partners, der er ejet af Nader Alexander Mousavizadeh, tilbyder rådgivning om emner, der rækker fra geopolitik, forholdene til Kina og Rusland, trends i internationale markedsforhold, globalisering, ledelse, strategiformulering og hvad den teknologiske udvikling kan betyde for virksomheder og investorer.

Præcis hvad det er for en ekspertise, som Thomas Ahrenkiel tilfører rådgivningsvirksomheden, er ikke oplyst. Berlingske-interviewet prøver imidlertid at præsentere Ahrenkiel som en indsigtsfuld Rusland-kender.

Han afslører imidlertid sig selv og hans sniksnak som ligegyldigheder, da han helgarderer, og siger, at ”vi i de kommende år kommer til at kæmpe for de ting vi tror på, og det vi står for”. Samtidig siger han, at med autokrater kan det se stabilt ud, indtil det ikke er det længere. ”Så det kan gå hurtigt”.