Mette Frederiksen har gentagne gange understreget, at forbeholdene er grundlaget for danske EU-politik. Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslog i Deadline på DR den 6. februar 2022, at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Det er heller ikke længe siden, at tidligere forsvarsminister Trine Bramsen i Altinget ikke så noget behov for en folkeafstemning om at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold.

“Jeg kan ikke se behovet her og nu. Og jeg vil være bekymret for, at vi får et blankt nej, hvis vi bare udskriver en afstemning uden at kunne forklare, hvorfor vi skulle stemme ja,” siger Trine Bramsen og trækker paralleller til afstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet i 2017. Hun var dengang sit partis retsordfører.

Regeringen skylder os en redegørelse for, hvorfor vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, og hvorfor vi pludselig skal have mere og ikke mindre EU?

Danmark sikkerhedspolitiske kort spilles bedst gennem Nato. Vi skal ikke opbygge skyggeorganisationer, der næppe kommer til at virke efter hensigten. Sluk for drømmen om Europas forenede hær og lad os fortsætte i en alliance, hvor aftaler sker mellem lande og ikke over hovedet på landene og bring så vores bidrag til Nato op på de lovede 2 pct.

Mette Frederiksen har gentagne gange understreget, at forbeholdene er grundlaget for danske EU-politik. Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslog i Deadline på DR den 6. februar 2022, at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Regeringen skylder os en redegørelse for, hvorfor vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, og hvorfor vi pludselig skal have mere og ikke mindre EU?

Med den seneste udvikling i forsvarsunionen i EU er regeringens garanti om en folkeafstemning, hvis der kommer et forslag om en traktat med en overstatslig hær, værdiløs.

I EU har deltagerne i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) allerede godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er således allerede besluttet at oprette en militær indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity, et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, fælles øvelsesaktiviteter og styrke den militære mobilitet.

Der er samtidig enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. De franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO er i processen blevet mødt af skepsis fra andre lande. Især østeuropæiske EU- og NATO-medlemmer har insisteret på klare referencer til, at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/other/regeringen-lover-ny-folkeafstemning-hvis-der-kommer-overstatslig-h%C3%A6r/ar-AAW4yRV?ocid=msedgdhp&pc=U531&cvid=2fc679812fb24d37a7b5e3cdb8c62aa7

Den enerådende socialdemokratiske regering udrydder uden hjemmel alle mink, annoncerer med alvor og patos ikke eksisterende forsvarsaftaler med USA, sender ubrugelige respiratorer til Italien og nægter Ukraine det krigsmateriel de mangler, fordi vi enten selv skal bruge det, eller også er det kassabelt. Nu skal vi så pludselig uden skygge af redelig argumentation ophæve et forsvarsforbehold i EU, der med bred folkelig opbakning har gjort god gavn i 30 år. Samtidig forekommer der at være en behandlingskrævende tilstand i landets øverste administrative ledelse.

Hvordan mon Mette Frederiksen egentlig selv synes, det går?

Når Stine Bosse, radikale, folkesocialister, Lykketoft, Dansk Metal og repræsentanter for våbenindustrien med skinnende øjne, patos og stakåndet opstemthed pludselig hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland”, og når politikerne skifter holdning nærmest fra det ene minut til det andet er det en såre naturlig reaktion at holde fast i det man har.

Når JA-partierne samtidig gentager deres strategi fra foregående afstemninger vedr. EU, hvor man fuldstændigt forplumrer budskabet, nærer det den skepsis, der bunder i en normal og sund portion mistro hos danskerne.

Bare det, at man ikke ville nævne ordet “forbehold” eller “EU” i teksten på stemmesedlen, er jo kun med til at bestyrke skeptikerne i opfattelsen af urent trav. Nærmest barokt bliver det, når JA-siden skal argumentere for, hvorfor teksten var udformet som den var. Ikke en gang det formåede de sammensvorne at forklare, med enslydende udlægninger.

Den 1. juni 2022 vil det igen vise sig, at et flertal af danskere af let forståelige grunde er betænkelige ved risikoen for at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i et EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os.

https://nordschleswiger.dk/de/meinung-leserbriefe/hvad-skal-vi-stemme-om-1-juni

Det er næppe kritikken fra Dansk Folkeparti, der har tvunget Socialdemokratiet til at ændre spørgsmålet på stemmesedlen til folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet.

I store dele af Socialdemokratiet er der indgroet skepsis overfor et snævert EU-samarbejde om sikkerhedspolitik og de centraleuropæiske drømme om etableringen af en ”EU-hær”, og Socialdemokratiet har da også været faste i kødet, når spørgsmålet om forsvarsforbeholdet er luftet. Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Dansk Metal, der organiserer mange ansatte i forsvarsindustrien, har ikke lagt skjul på, at de gerne så forsvarsforbeholdet ophævet, men mange gode socialdemokrater har uanset holdning til forbeholdet undret sig over, at hverken EU eller forsvarsforbeholdet var nævnt i den oprindelige formulering.

Foreløbig har vi heller ikke set mange fremtrædende socialdemokrat ytre sig i debatten forud for folkeafstemningen. Mogens Lykketoft ivrer for et ja, men ham er der jo ingen der regner med.

Måske vil vi opleve, at den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU, inden den 1. juni 2022 indtager den samme som KU og anbefaler NEJ til folkeafstemningen.

https://www.altinget.dk/artikel/efter-kritik-stemmeseddel-om-forsvarsforbeholdet-aendres

Det er især medlemmerne af Det Radikale Venstre, der har været målet for kritik af tysk fascination under Besættelsen.

Erik Scavenius levede således fuldt og helt op til alle fordomme om medlemmerne af Det Radikale Venstre, da han ved sin tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940 sagde:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.

I det danske Socialdemokrati var der imidlertid også toneangivende kredse en vis fascination af Tyskland.

Statsminister Thorvald Stauning holdt den 8. marts 1941 en tale i Studenterforeningen i København, hvor han talte om, hvordan han så Danmarks rolle i en storeuropæisk planøkonomi med Tyskland som centrum. Staunings synspunkt skyldtes, at Tyskland i løbet af de første halvandet år af 2. verdenskrig gik fra den ene sejr til den anden, hvilket fik tyske økonomer til at arbejde mere intensivt med planøkonomiske tiltag.

Stauning sagde bl.a.: ”Man gør vel i at regne med de faktiske Forhold, og disse viser os Tyskland som den Magt, der nu hersker over væsentlige Dele af Europa”. Han understregede også, at ”For den danske Befolkning vil det fremdeles være af afgørende Vigtighed, at Ro og Orden bevares”.

Ny bog om Krag

Arne Hardis har i bogen: ”Pibende hængsler. Social-demokraterne og den tyske fascination under Besættelsen”, der udkommer den 7. april 2022 på Gyldendal, beskæftiget sig med socialdemokratiets forhold til Tyskland under besættelsen. Bogen er anmeldt i WeekendAvisen den 8. april 2022, og i Berlingske Tidende den 14. april 2022.

Bogen tilføjer ny bemærkelsesværdig viden om den unge Jens Otto Krag, der sammen med en gruppe andre begavede socialdemokrater deltog i en studiekreds om det nye Europa, holdt foredrag, udgav bladet Globus, deltog i studierejser til Hitlers nye Tyskland., hvor en socialt orienteret begejstring for planøkonomi i stigende grad tippede over til intellektuel kollaboration med den nazisme, der også benyttede sig af planøkonomi.

Nogle af deltagerne fik dog snart kolde fødder, bl.a. J.O. Krag og Henry Grünbaum. Andre som økonomen Niels Lindberg gik dog linen ud.

Den autoriserede fortælling er, at unge Krag resolut forlod studiekredsen, da ubesindige partifæller begyndte at tale åbent om deres ønske om tysk sejr.

Det er en smuk historie om besindelse i sidste øjeblik, skriver Hardis: ”Og det bedste ved historien er, at den også er sand. I hvert fald næsten sand.”

For Hardis sandsynliggør, at Krag faktisk ikke brød så stålsat med den efterhånden anløbne gruppering af yngre partifæller, som det fremstilles i historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”.

Jens Otto Krag var langt fra den eneste socialdemokratiske økonom, der var fascineret af planøkonomiens muligheder.

Viggo Kampmann

Ejvind Damsgård Hansen har i bogen: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag, beskrevet hvordan Viggo Kampmann stadig var optaget af planøkonomi selvom det tyske 1000-årsrige fortonede sig.

Den 33-årige Kampmann holdt i marts 1944 et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.

For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.

Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der derfor var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv. Om det også indgik i Kampmanns overvejelser, at eliminering af disse kulak-grupperinger og ville berøve borgerlige partiers vælgergrundlag, vides ikke.

Hans Hedtoft og H.C. Hansen

Samarbejdsregeringen trådte tilbage i august 1943, og det var næppe efter krav fra Socialdemokratiet.

Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Loyaliteten bestod i at Christian Madsen siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede til Socialdemokratiet fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Christian Madsens henvendelse til statsminister Jens Otto Krag i 1970 drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen.

Duckwitz havde henvendt sig til Christian Madsen efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943.

Lidegaard noterer, at man i Socialdemokratiet siden har prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

Folketingsflertallets 2030-målsætning om at reducere emissionerne af CO2-ækvivalenter (CO2e) med 70 pct. i forhold til 1990 betyder, at vi endnu mangler at reducere med mindst 10 millioner tons CO2e. Med de vedtagne virkemidler når vi kun en reduktion på 57 pct. i 2030.

Det russiske angreb på Ukraine vil sandsynligvis medføre, at de fossile energikilder vender tilbage eller i hvert fald ikke udfases i det hidtil planlagte omfang – hverken i Danmark eller i andre lande. Udsigten til at nå 2030-målsætningen og målet om klimaneutralitet i 2050 fortoner sig dermed i de fossile tåger.

Nadia Nadim flygtede med sin familie fra Afghanistan og Taleban. Hun blev dansk statsborger, kom på landsholdet, blev i 2017 kåret som årets dansker og bliver nu kritiseret.

Anledningen er Qatars kommende værtskab for VM-slutrunden i fodbold.

Qatar er voldsomt kritiseret på grund af landets undertrykkelse af menneskerettighederne og behandlingen af de mange migrantarbejdere. Taleban har en ambassade i Qatar og modtager støtte fra ørkenstaten, og ifølge kritikerne vil Nadims udnævnelse som officiel ambassadør for VM i Qatar bidrage til at fjerne opmærksomheden fra krænkede menneskerettigheder og andre kritisable forhold i Qatar.

Emiratet Qatar

Den 3. september 1971 opnåede Qatar selvstændighed. Landet havde inden været et britisk protektorat. Qatar med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha er verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Beslutningen i det Internationale fodboldforbund, Fifa (Fédération Internationale de Football Association) om afholdelsen af VM 2022 i Qatar, blev offentliggjort allerede i december 2010.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab og Taliban i Afghanistan blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var en endog meget god ven af Qatar.

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel, har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister og indtil for nylig gesandt for Danmarks medlemskab af FN’s sikkerhedsråd, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017.

Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, og premierminister, Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani, og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard fra de ellers forsvarskritiske radikale, har nu kastet sig ind i agitationen forud for folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet.

Sofie Carsten Nielsen mener ikke, det giver mening, at Danmark som det eneste EU-land står udenfor unionens forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Med patos udtaler Sofie Carsten, at ”Virkelighedens kriser kalder på sammenhold. Og samarbejde.”

Javel, men vi skal også vænne os til, at en kulturradikal løjser som Martin Lidegaard nu med kvalmende begejstring hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland”.

Martin Lidegaard betræder hermed samme sti, som hans partifælle, Erk Scavenius, angav ved hans tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.

Ligesom det i 1940 var letsindigt at stole på Hitler (og Scavenius), er det i dag risikabelt at følge anbefalingen fra Det Radikale Venstre og indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os.

EU-Kommissionen, den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef (og designeret chef for EU-hæren), Josep Borrell, og den nu afgåede tyske kansler Angela Merkel har givet udtryk for et ønske om en fælles EU-hær, og Europa-Parlamentet har visioner om, at EU skal intervenere militært i en række afrikanske lande. Forsvarsforbeholdet er en klokkeklar sikring mod Danmarks involvering i dette.