Stine Bosse

Hvis Danmark her og nu i en ophedet stemning som følge af Ruslands krig mod Ukraine ophæver forsvarsforbeholdet, vil vi købe katten i sækken. Ingen ved i realiteten hvordan det tysk-franske projekt vil udvikle sig. Der er ikke udviklet en fælles EU-forsvarspolitik, og vi kender ikke spillereglerne.

Såkaldte EU-eksperter forsikrer danskerne om, at et eventuelt kommende EU-forsvar vil være baseret på enstemmighed, vetoret og frivillighed.

Sådan er det måske på papiret lige nu, men det er værd at bemærke, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Alligevel er der unionstilhængere, der ivrer for, at vi her og nu skal kaste forsvarsforbeholdet over bord og tilslutte os et uspecificeret og diffust forsvars- og sikkerhedssamarbejde, der uden hensyn til Nato, drives fremad af Frankrig med nølende støtte fra Tyskland.

Ændrede beslutningsprocedurer

Siden Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er kravet om enstemmighed allerede på en lang række områder afløst af flertalsafgørelser, ligesom der på visse områder er indført en fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet.

Af EU-traktatens artikel 42, stk. 2 fremgår det, at EU gradvis vil udforme en ”fælles EU-forsvarspolitik”, og at denne ”vil føre til et fælles forsvar”, når Det Europæiske Råd – det vil sige de enkelte medlemslande – med ”enstemmighed” træffer afgørelse herom.

Selvom der stadig i princippet er et krav om enstemmighed, må Danmark acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Aktivering af udrykningsstyrken og de andre elementer i det strategiske kompas vil i øjeblikket ligesom etableringen af et egentligt fælles forsvar i princippet være baseret på enstemmighed og frivillighed. Danmark skal imidlertid være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”. Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto i EU, og det er helt usandsynligt at Danmark skulle prøve at blokere for en militærindsats af en ”koalition af villige”.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Vi bør ikke afskære os fra at kunne træffe beslutningen på et kvalificeret og oplyst grundlag

Endelig er det jo sådan, at hvis det tysk-franske forsvarsprojekt mod forventning skulle udvikle sig positivt eller forudsætningerne for Nato-samarbejdet skulle ændre sig, kan vi senere revurdere forsvarsforbeholdet, men det vil da kunne ske på et oplyst grundlag, hvor vi vil kende spillereglerne.

Dansk Metal opfordrer i dagbladet BØRSEN danskerne til at stemme “ja” til at afskaffe forsvarsforbeholdet i EU, og samtidig opfordres danske politikere til at lade sikkerhedspolitik og arbejdspladser gå hånd i hånd, når der i de kommende år skal investeres i forsvaret.

Danske pensionskasser investerer i våben til krig

Industriens Pension, der forvalter medlemmernes pensionsforhold, investerer ifølge årsrapporten så der tages hensyn til menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø- og klimaforhold, anti-korruption samt ansvarlig skatteadfærd, og at investeringerne ikke bidrager til aktiviteter, der er forbundet med kulminedrift, udvinding af tjæresand mv. Industriens Pension investerer i våbenproduktion, men sætter dog grænsen ved konventionsstridige våben som f.eks. landminer og klyngebomber.

Selvom Industriens Pension ikke investerer i virksomheder, der producerer konventionsstridige våben, investerer Dansk Metals pensionskasse i f.eks. amerikanske våbenproducenter, herunder til virksomheder som Raytheon, der producerer de såkaldte Stinger-missiler, der har været kerneproduktet i flere krige.

Krigen i Yemen og Terma

Aktuelt må danske virksomheder ikke eksportere materiel til krigen i Yemen. Det betyder, at der ikke fra Danmark lovligt kan eksporteres våben og militært udstyr til Saudi-Arabien eller de Forenede Arabiske Emirater, UAE, så længe de pågældende produkter risikerer at blive anvendt i krigsførelsen i Yemen. Amerikanske virksomheder som Raytheon kan imidlertid fortsat eksportere krigsmateriel til Saudi-Arabien.

Våbenproducenten Terma i Aarhus blev i 2020 politianmeldt for at sælge militærdele til De Forenede Arabiske Emirater, UAE. Af uransagelige grunde fandt politiet i 2021, at det ikke var brud på reglerne, da Lystrup-virksomheden solgte radardele til UAE, og sagen blev dysset ned.

Såkaldte EU-eksperter forsikrer danskerne om, at et eventuelt kommende EU-forsvar vil være baseret på enstemmighed, vetoret og frivillighed.

Sådan er det lige nu, men det er værd at bemærke, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Ændrede beslutningsprocedurer

Siden Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er kravet om enstemmighed på en lang række områder afløst af flertalsafgørelser ligesom der på visse områder er indført en fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet.

Af EU-traktatens artikel 42, stk. 2 fremgår det, at EU gradvis vil udforme en ”fælles EU-forsvarspolitik”, og at denne ”vil føre til et fælles forsvar”, når Det Europæiske Råd – det vil sige de enkelte medlemslande – med ”enstemmighed” træffer afgørelse herom.

Selvom der stadig i princippet er et krav om enstemmighed, må Danmark acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Aktivering af udrykningsstyrken og de andre elementer i det strategiske kompas vil i øjeblikket ligesom etableringen af et egentligt fælles forsvar være baseret på enstemmighed og frivillighed. Danmark skal imidlertid være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

JA-siden hævder, at vi bestemt ikke får en EU-hær ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. En ophævelse vil heller ikke have indflydelse på det transatlantiske forsvarssamarbejde i Nato.

Hvad får vi så?

Danmark får lov til at deltage og tage ansvar i PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og dansk industri får måske andel i de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, og Danmark bliver fuldt medlem af det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency).

Agenturet blev oprettet i 2004, og især Frankrig lægger ikke skjul på, at de ser agenturet som et instrument til at skabe større europæisk autonomi i forhold til USA og den amerikanske våbenindustri, der har en dominerende position i leveringen af militært isenkram i Nato.

Agenturets formål er at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb. Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Flertalsafgørelser og afskaffelse af veto-ret?

Det er værd at bemærke, at de spilleregler, som Danmark skal følge i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) hele tiden ændres.

Danmark må acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Danmark skal også acceptere, at der allerede er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Slagsmål om autonomi i forhold til Nato og USA

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det nuværende franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. Danmark lander midt i en grundlæggende uenighed mellem de franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO og USA på den ene side – overfor andre lande, der insisteret på klare referencer til, at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske betænkeligheder

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Forsvarsindustriens interesser

Store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder er mere optaget af, at forsvarsforbeholdet indebærer vanskeligheder for udbydere af materiel og ydelser.

Når forsvarsagenturet – efter indstilling fra PESCO og finansieret af Den Europæiske Forsvarsfond – laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Det kan naturligvis gå ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Skal vi følge forsvarsindustriens indstilling?

Men hvis vi skal sige JA til at ophæve forsvarsforbeholdet af hensyn til den danske forsvarsindustris økonomi, bør det siges åbent.

Det Konservative Folkepartis valgplakat til folkeafstemningen den 1. juni 2022 viser en soldat iført sort baret og dermed er tjenstgørende i kamptropperne eller artilleriet.

Der er noget galt med baretten. Ifølge reglementet bæres baretten således at baret- eller tjenestestedsmærke er over venstre øje. Pulden trækkes til højre, således at den falder mod højre øre. Måske er billedet spejlvendt?

Soldaten er iført en grøn uniformsskjorte med Dannebrog på skulder og bryst. Det ligner en skjorte fra det for længst udfasede uniformssystem M/84, hvor Dannebrog i øvrigt var placeret på venstre skulder og ikke på brystet.

Af UNIFORMSBESTEMMELSER FOR HÆREN (UBH) af september 2020 fremgår, at det generelle uniformssystem i forsvaret er uniformssystemet MTS M/11. Uniformssystemet består af en MTS M/11, almindelig model og MTS M/11, let model.

Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for camouflageuniformens karakteristiske ”Multi Terræn Sløring”.

Berlingske Tidende har trukket en af Udenrigsministeriets tidligere Über-laksko, fhv. departementschef Ulrik Federspiel, af stalden for en vurdering af hvordan USA opfatter bestræbelserne på at etablere EU’s ”autonome” forsvars- og sikkerhedspolitik.

Ulrik Federspiel, der hævder at han engang har spillet tennis (nej, ikke badminton!) med George Bush senior, er ellers mest kendt for monumental dårlig dømmekraft i den såkaldte Rushdie-skandale.

Salman Rushdie

Historien er, at forfatteren Salman Rushdie i november 1996 modtog EU’s litteraturpris, også kaldet Aristeionprisen.

Det iranske præstestyre med ayatollah Khomeini i spidsen havde i 1989 udstedt en ”fatwa” samt en pris på Rushdies hoved efter udgivelsen af romanen ”De Sataniske Vers”.

Forud for prisoverrækkelsen begik regeringen en kapitalbrøler ved at aflyse forfatteren Salman Rushdies planlagte prismodtagelse i København den 14. november 1996 og ved i en pressemeddelelse herom at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse – en løgn der var om muligt endnu grovere end Morten Bødskovs løgnehistorie i Christianiasagen!

Det var departementschef Ulrik Federspiel, der som praktisk ansvarlig for sagens håndtering fejlede fatalt og ubegribeligt ved ikke straks at indse, at et nej til Rushdie ville udløse et ramaskrig i kultur- og bredere kredse, bl.a. fordi det risikerede at bombe den internationale indsats mod det iranske præstestyres fatwa mange år tilbage.

Ulrik Federspiel blev kort efter lempet ud af statsministeriet og forsat til en ambassadørpost i Irland.

Efter sin pensionering fra udenrigstjenesten har Ulrik Federspiel suppleret sin rigelige tjenestemandspension med et lønnet hverv som rådgiver for Haldor Topsøe.

Federspiels fejltagelse

Ulrik Federspiel erklærer i Berlingske, at USA ser positivt på EU’s forsvarssamarbejde. Federspiels fejlvurdering er i lodret modsætning til virkeligheden, hvor flere af de helt afgørende amerikanske forudsætninger ikke imødekommes.

USA er kritisk overfor de franske ambitioner om ”autonomi”

USA ser i princippet positivt på et styrket EU-forsvarssamarbejde, men forudsætter, at det bidrager til den transatlantiske og den globale sikkerhed og forudsat, at forsvarsaktiviteterne er komplementære til Nato:

“The United States recognizes the importance of a stronger and more capable European defense, that contributes positively to transatlantic and global security and is complementary to NATO”.

USA har også tillid til at Danmark under alle omstændigheder vil bidrage til at styrke det transatlantiske forsvarssamarbejde mellem USA og de europæiske Nato-medlemmer:

” Whichever path Denmark chooses, the U.S. is confident the transatlantic vision Denmark brings to security matters will continue to make it a force for strengthened cooperation with our European allies.”

Hvad vil Frankrig?

De amerikanske forudsætninger kolliderer på afgørende måde med de franske visioner for “strategic autonomy” og frigørelsen af europæisk forsvars afhængighed af USA:

 “On the one hand, it entails the capacity to act autonomously, that is, to have the institutional framework and capability means necessary to respond to any type of crisis, across the full spectrum of operations, from hybrid to high-intensity conflicts. This implies a complete armed forces model as well as a first entry capability. On the other hand, “strategic autonomy” involves an autonomous assessment and decision-making capacity through proper intelligence and command capabilities. Last but not least, it reflects the willingness to reduce extra-European dependencies in all fields, whether it concerns military equipment or critical infrastructures in strategic areas such as transport, energy, space, or digital technologies (i.e., raw materials, critical minerals, artificial intelligence, data storage, quantum computing, and 5G, to name a few).

In short, it aims at ensuring France’s and Europe’s autonomy over assessment, decision, and action, a triptych which has guided France’s approach vis-à-vis European defence in recent years and continues to guide it under the current French Presidency of the EU Council (PFUE 2022).”

Der er således slet ingen tvivl om, at hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet i EU, vil vi placere os midt i en konflikt mellem EU-lande som Frankrig med stormagtsdrømme og vores reelle sikkerhedshensyn og loyalitet til vores vores Nato-partnere i USA, UK og Canada.

Dokumentation: Den amerikanske udtalelse

The United States and the Kingdom of Denmark enjoy a close relationship and alliance, built on mutual commitments to democracy, freedom, trade, rule of law, security, and prosperity.

The United States cooperates closely with Denmark on European and other regional political and security matters, working extensively to promote peace and stability.

Denmark is a valuable NATO Ally and a reliable contributor to multinational stability operations and international assistance efforts.  These ongoing efforts include humanitarian and security assistance to the people of Ukraine to support their resistance to Putin’s premeditated, unprovoked, and unjustified invasion.

The United States understands the interest of the Danish government and parties in reinforcing European security, and we appreciate Denmark’s long-standing commitment as a NATO Ally.  We also appreciate Denmark’s leadership in strengthening the U.S.-EU relationship.

The United States and the EU have strong ongoing security cooperation.

The United States recognizes the importance of a stronger and more capable European defense, that contributes positively to transatlantic and global security and is complementary to NATO.

It is the sovereign choice of every independent state to determine its alliances and security partnerships, and it is up to the people of Denmark to determine via referendum the path forward with respect to joining EU security and defense activities.

Whichever path Denmark chooses, the U.S. is confident the transatlantic vision Denmark brings to security matters will continue to make it a force for strengthened cooperation with our European allies.

Forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Argumentationen lyder, at når forsvarsagenturet, EDA, på basis af indstillinger fra PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Projekterne finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, hvor EU-budgettet bidrager med 20 pct. mens 80 pct. af midlerne skal komme fra medlemsstaterne.

Forsvarslobbyen hævder, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for EU-udbud af forsvarsmateriel, end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er ”inde i hjertet af EU”!

Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal splitte den nationale enighed om forsvarspolitikken, bare fordi danske våbenproducenter skal have mulighed for at hente penge i Den Europæiske Forsvarsfond?

Nej selvfølgelig ikke. Tabet er da heller ikke stort. Realiteten er, at der 30 år efter Maastricht stadig ikke i EU er noget der ligner fælles forsvars- og sikkerhedsinteresser.

https://www.euractiv.com/section/politics/short_news/le-pen-wants-to-stop-military-cooperation-with-germany/

Mette Frederiksen har gentagne gange understreget, at forbeholdene er grundlaget for danske EU-politik. Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslog i Deadline på DR den 6. februar 2022, at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Det er heller ikke længe siden, at tidligere forsvarsminister Trine Bramsen i Altinget ikke så noget behov for en folkeafstemning om at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold.

“Jeg kan ikke se behovet her og nu. Og jeg vil være bekymret for, at vi får et blankt nej, hvis vi bare udskriver en afstemning uden at kunne forklare, hvorfor vi skulle stemme ja,” siger Trine Bramsen og trækker paralleller til afstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet i 2017. Hun var dengang sit partis retsordfører.

Regeringen skylder os en redegørelse for, hvorfor vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, og hvorfor vi pludselig skal have mere og ikke mindre EU?

Danmark sikkerhedspolitiske kort spilles bedst gennem Nato. Vi skal ikke opbygge skyggeorganisationer, der næppe kommer til at virke efter hensigten. Sluk for drømmen om Europas forenede hær og lad os fortsætte i en alliance, hvor aftaler sker mellem lande og ikke over hovedet på landene og bring så vores bidrag til Nato op på de lovede 2 pct.

Mette Frederiksen har gentagne gange understreget, at forbeholdene er grundlaget for danske EU-politik. Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslog i Deadline på DR den 6. februar 2022, at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Regeringen skylder os en redegørelse for, hvorfor vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, og hvorfor vi pludselig skal have mere og ikke mindre EU?

Med den seneste udvikling i forsvarsunionen i EU er regeringens garanti om en folkeafstemning, hvis der kommer et forslag om en traktat med en overstatslig hær, værdiløs.

I EU har deltagerne i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) allerede godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er således allerede besluttet at oprette en militær indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity, et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, fælles øvelsesaktiviteter og styrke den militære mobilitet.

Der er samtidig enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. De franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO er i processen blevet mødt af skepsis fra andre lande. Især østeuropæiske EU- og NATO-medlemmer har insisteret på klare referencer til, at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/other/regeringen-lover-ny-folkeafstemning-hvis-der-kommer-overstatslig-h%C3%A6r/ar-AAW4yRV?ocid=msedgdhp&pc=U531&cvid=2fc679812fb24d37a7b5e3cdb8c62aa7