Søndag den 16. oktober 2022 vælger det kinesiske kommunistparti på sin kongres ny ledelse, og alt peger på, at Xi Jinping kan fortsætte på posten.

Xi Jinping, landets, partiets og militærets øverste leder, ventes at blive genvalgt. Det kommunistiske parti har ingen regler, men Xi Jinping har afskaffet de bestemmelser i Kinas forfatning, der begrænsede statsoverhovedet til højest to embedsperioder – i alt 10 år.

Da Xi Jinping kom til magten for ti år siden, havde Kina netop overhalet Japan som verdens næststørste økonomi.

Siden da er det gået stærkt. Med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 6,7 pct. siden 2012 har Kina oplevet en af de hurtigste vedvarende udvidelser for en større økonomi i historien. I 2021 var BNP næsten 18 billioner dollars, hvilket ifølge Verdensbanken udgør 18,4 pct. af den globale økonomi,

Kinas hurtige teknologiske fremskridt har også gjort det til en strategisk trussel mod USA og dets allierede. Det skubber amerikanske rivaler væk fra førerpositionen i sektorer fra 5G-teknologi til kunstig intelligens.

Indtil for nylig forudsagde nogle økonomer, at Kina ville blive verdens største økonomi i 2030 og fjerne USA. Nu ser situationen meget mindre lovende ud.

Mens Xi står overfor sit andet årti ved magten, er der også økonomiske udfordringer, herunder en ulykkelig middelklasse. Hvis han ikke er i stand til at bringe økonomien tilbage på sporet, står Kina over for aftagende innovation og produktivitet sammen med stigende social utilfredshed.

Økonomisk afmatning og sjælden uenighed

Xi er en af de mest magtfulde ledere, Kina og dets regerende kommunistparti har set, og han har været i stand til at udnytte en iværksætterbevægelse og hurtig udvikling af den private sektors økonomi, som tidligere ledere havde initieret.

Men korrektioner har været nødvendige. Xi har siden 2020 iværksat en omfattende kontrol med WildWest-tilstandene i landets private sektor. Samtidig har en politik med 0-tolerance overfor Covid ramt økonomien og arbejdsmarkedet hårdt.

Indgreb overfor de magtfulde – og for magtfulde efter Xi’s opfattelse – techvirksomheder som Alibaba og Tencent, har reduceret deres markedsværdi, og titusinder af medarbejdere er blevet fyret, hvilket har ført til rekordhøj ungdomsarbejdsløshed.

Ejendomssektoren, der var kommet helt ud af kontrol, og tusindvis af vrede boligkøbere nægtede at betale deres realkreditlån på fastlåste projekter, hvilket gav næring til frygten for systemiske finansielle risici. Situationen tvang myndighederne til at slå ned på sektoren og presse banker og udviklere til at afbøde urolighederne. I juli opløste de kinesiske myndigheder med vold en fredelig protest fra hundredvis af indskydere, der krævede deres livsopsparing tilbage fra banker i landdistrikterne, der havde indefrosset indskud for millioner af dollars. Bankskandalen truede ikke kun levebrødet for hundredtusinder af kunder, men fremhævede også den åbenlyse mangel på økonomiske sundhed i Kinas mindre banker.

Ifølge analytikere er sårbarhederne i det kinesiske finansielle system et resultat af landets uhæmmede gældsdrevne ekspansion i tiden før Xi kom til magten, og han arbejder på ændringer.

Den 69-årige Xi ønsker angiveligt at fokusere på en mere rimelig fordeling, og han har lanceret en målsætning om “common prosperity”. Xi arbejder angiveligt på, at forbrug og servicesektoren skal udvikles til i højere grad at drive væksten frem for investeringer og eksport.

Xi ’s genopretningspolitik er dog ikke uden omkostninger. Den Internationale Valutafond, IMF, forudser en vækst i Kina i 2022 på 3,2 pct., hvor vækstrater på 6-8 pct. tidligere har været normalen.

Hvad vil Xi?

Der er ingen tegn på at Xi’s position er truet. Det ville formentlig kræve en krise på linje med depressionen i 1930’erne og omfattende sociale uroligheder, hvis kommunistpartiets ledelse skulle trues.

Endelig er økonomisk vækst ikke partiets eneste succeskriterium. Under Xi er der omhyggeligt opbygget en forestilling om partiet som garanten for Kinas beståen og for landets nationale værdier. Kampagnerne mod påståede muslimske dissidenter, Tibet- og Hong Kong-aktivister og Taiwan, skal ses i det lys.

Under Xi er national sikkerhed brugt til at begrunde indespærring af over én million muslimske uighurer i Xinjiang – og ved fratagelsen af civile rettigheder for borgerne i Hong Kong. Og i dagligdagen er en del af sikkerhedsapparatet de over 400 mio. kameraer, der overvåger det offentlige rum i Kina.

Alligevel kan man håbe på, at Xi i hans tredje regeringsperiode vil lette på de drakoniske Covid-foranstaltninger og på de snærende bånd, som har været motiveret af en ukontrolleret udvikling i den private sektor, herunder ejendomssektoren og den finansielle sektor.

Vort Mismods Vinter – fra ondt til værre!

I EU breder panikken sig, og mødeaktiviteten bliver mere og mere hektisk, mens man prøver at forberede sig på at komme igennem en vinter med skyhøje energipriser, inflation, rentestigninger og tegn på at landene står over for en recessionsperiode. I UK prøver regeringen at rydde op efter et katastrofalt skatteudspil, der sendte rystelser gennem de internationale finansmarkeder og førte til fyringen af finansminister Kwasi Kwarteng fredag den 14. oktober 2022.

Inflationstruslen i USA har ført til, at den amerikanske centralbank er i færd med at stramme pengepolitikken og forhøje den pengepolitiske styringsrente.

Over hele verden kæmper lande med den stigende dollarkurs, der er resultatet af udviklingen i USA og den generelle globale økonomiske usikkerhed.

Serviceringen af landenes dollargæld bliver mere byrdefuld og importregningen stiger. Dermed bidrager den høje dollarkurs til den globale inflation.

Det amerikanske renteniveau, krigen i Ukraine og den globale økonomiske usikkerhed har også bevirket en decideret kapitalflugt fra risikable markeder til en mere sikker dollarhavn i USA.

Det amerikanske Labor Department har netop meddelt, at forbrugerpriserne i september steg med 8,2 pct. i forhold til sidste år. Det betyder at den amerikanske centralbank – the Fed – i november og december vil forhøje renten yderligere. Det vil formentlig ske selvom det vil fremkalde yderligere fald på aktie- og obligationsmarkederne – og uanset om beskæftigelsen vil falde.

Globalt vil det understøtte en fortsat høj dollarkurs.

2022-mødet mellem The International Monetary Fund (IMF) og The World Bank Group (WBG) afholdes i Washington DC i ugen fra mandag den 10. oktober til søndag den 16. oktober.

Mødets dagsorden har været præget af de mange udfordringer, den globale økonomi står overfor: en krig i Ukraine, en energikrise, en fødevarekrise, en sundhedskrise og en dollarkrise.

Den amerikanske dollar er alene i indeværende år i forhold til alle andre valutaer steget med omkring 15 pct. og dermed på vej mod den største stigning siden begyndelsen af 1980’erne.

I forhold til danske kroner og Euro er stigningen på omkring 20 pct. – fra omkring 6,40 kr. pr. dollar til 7,65 kr. den 14. oktober 2022. Selvom vi stadig er et stykke fra rekordprisen på dollar på omkring 12 kr. i 1985, har konsekvenserne af den høje dollarkurs været et dominerende samtaleemne under årsmødet mellem IMF og Verdensbanken i Washington.

Virkningen af udviklingen på valutamarkederne begynder at vise sig. Svækkelsen af den japanske YEN i forhold til dollar og den voldsomt stigende pris på især energiimporten har tvunget den japanske regering til at gribe ind i markedet.

I euroområdet kæmpes der som bekendt også med den faldende internationale købekraft. Frankrigs centralbankchef, Francois Villeroy De Galhau, har under møderne i Washington mindet om dengang G7-landene under valutakrisen i 1985 iværksatte koordinerede aktioner.

Udviklingslande med store dollargældsbyrder står over for stigende tilbagebetalingsproblemer. Kenyas centralbankchef Patrick Njoroge har advaret om, at en række landes adgang til de internationale kapitalmarkeder reelt, vil blive afskåret.

Verdensbanken har advaret om, at samtidige rentestigninger i mange lande skubber verden mod en recession og mange udviklingslande mod alvorlige finansielle kriser.

Den store bekymring er, at den amerikanske centralbanks kampagne for at tæmme den galopperende inflation langt fra er færdig. Federal reserves – the Feds – rentehævninger er en vigtig drivkraft bag den stigende dollarkurs. Det betyder, at valutapresset kan blive endnu værre, da en høj dollarkurs bidrager til at begrænse inflationen i USA, men samtidig bevirker at forbrugerpriserne i alle andre lande stiger!

Det var ikke kun Frankrig, der rejste spørgsmålet. Finansministrene bragte det direkte op med IMF, det amerikanske finansministerium og the Fed – ikke fordi det forventes, at Fed vil gøre noget anderledes, men for at kunne oplyse amerikanerne face-to-face om konsekvenserne for andre økonomier.

Der er samtidig en generel forståelse for, at med en amerikansk inflation, der er på sit højeste i 40 år, er det ikke realistisk at forvente, at the Fed vil lette pengepolitikken.

Mange har stillet spørgsmål til motiverne bag Lars Løkke Rasmussens dannelse af partiet Moderaterne. De fleste har ligesom dagbladet Information peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Selv siger Løkke, at han arbejder for en ”Danmarksregering” hen over midten med både røde og blå partier. I de seneste opinionsmålinger står Moderaterne til et pænt valgresultat med udsigt til mere end 10 mandater i Folketinget efter valget den 1. november 2022.

Skulle det blive resultatet, kan den tidligere statsminister få en central rolle i den kommende regeringsdannelse.

De fleste på Christiansborg hælder til, at Lars Løkke Rasmussen vil improvisere: Han aner ikke, hvor det ender, og holder alt åbent. Det er en strategi, han har benyttet før. Nogle mener, at Lars Løkke Rasmussen vil være ”til salg” for den højestbydende. Hvem kan gøre ham til statsminister, udenrigsminister, EU-kommissær eller tilbyde en anden betydningsfuld post?

Vi kender efterhånden Lars Løkke godt – og ikke altid for det gode!

Medierne har for længst afdækket Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har – udover ringe og brandmærker fra hans skatteborgerfinansierede drikkevarer og smøger – afsat smertelige aftryk.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne redde et dysfunktionelt sundhedsvæsen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke stå fast på støtten til Ukraine og opbakningen til NATO? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede organisationer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-rekord stod i vejen.

På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU.

Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

På et tidspunkt, hvor meningsmålingerne peger på, at vi skal indstille os på et fortsat socialdemokratisk regeringsregime, kommer jeg til at tænke på FN.

FN’s generalsekretær, António Guterres, holdt tirsdag den 20. september 2022 ved FN’s Generalforsamling i New York en åbningstale, der betegnes som den mest konsekvente og signifikante generalsekretærtale overhovedet i FN’s historie.

“A winter of global discontent is on the horizon” sagde Guterres med henvisning til Shakespeares “Richard III”, hvor Gloucester i en tale beskriver “Vort Mismods Vinter” (Now is the winter of our discontent).

I Vesteuropa og i Danmark har magthaverne kastet energiforsyningssikkerheden over bord i forbindelse med den tankeløse og forhastede ”grønne omstilling”, og vi står nu umiddelbart overfor Vores Mismods Kolde Vinter. Overskriften er “Her lades alt håb ude” ligesom indskriften over Helvedes porte i La Divina Commedia (Den Guddommelige Komedie) af den florentinske (fra Firenze) digter Dante Alighieri – Lasciate ogne speranza, voi ch’intrate!

https://www.berlingske.dk/kronikker/energikrisen-skyldes-den-groenne-omstilling-ikke-vladimir-putin

Hvor mange af Mette Frederiksens partikammerater syntes det er fedt, at en Kommissionsrapport udpeger 10 højtlønnede DJØF-chefer, der ikke havde levet op til deres ansvar i forbindelse med minkskandalen, uden at det får andre konsekvenser end ligegyldige advarsler, mens underordnet personale sanktioneres for den mindste fejl?

Hvor mange almindelige lønmodtagere er begejstrede for at skulle kæmpe med skyhøje energipriser og forringede forbrugsmuligheder, mens staten skovler penge ind i afgifter og moms. Samtidig lukker klimaforblændede politikere ned for olie- og gasproduktionen i Nordsøen og nægter at forholde sig til kernekraft?

Hvor mange socialdemokratiske vælgere syntes det er fedt, at Danmark i udlandet er repræsenteret af en mand, der har krænket en purung DSU-pige? At politikere er mere optaget af LBGT-minoriteters rettigheder end konsekvenserne for almindelige danskere af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder, mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for?

Hvorfor lytter statsministeren til medierådgivere, mens de mennesker, der er allermest presset må tale for døve øren? Hvorfor bliver de ikke hørt og taget alvorligt i stedet for bare at blive efterladt i mørket?

Syntes socialdemokratiets vælgere det er fedt, at deres skepsis overfor unionstankerne i EU ignoreres? At bekymringen for de daglige trusler fra muslimsk terror og indvandrerbanders vold ignoreres – samtidig med at enhver kan følge de folkevalgtes forargelige tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge lømler tilsyneladende belønnes med ”terapeutiske” ferieforløb, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe i behagelige omgivelser, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Mon ikke mange socialdemokrater frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT og Dan Jørgensen, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri og ”installationer”, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati eller ødes bort til livsvarig understøttelse af kunstnere, der kun pønser på at omstyrte samfundet?

Mon ikke mange, der normalt ville overveje at stemme socialdemokratisk har fået afsmag for strukturpolitik, når de betænker, at allerede gennemførte ”reformer” har fjernet en lang række af de vigtige symboler på sammenhængskraften i samfundet: Forringelserne i den kollektive trafik, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og butikker udraderet af butikscentre.

Og hvad er kommet i stedet?

Nye store kommuner med en hærskare af bureaukrater på dyre rådhuse, og hvor dialogen med myndighederne er erstattet af et digitalt helvede, mens velfungerende plejehjem og ældreforsorg er en by i Rusland.

Dagbladet BT kan dokumentere, at miljøminister Lea Wermelin har folkeregisteradresse på Bornholm, men er der langt mindre, end CPR-loven siger, man skal. I de sidste tre år har været i huset i gennemsnit 100 dage om året, mens man ifølge loven skal være der i mindst 180 dage.

Wermelins brud på CPR-loven betyder, at hun fejlagtigt har betalt skat på Bornholm i stedet for i København, der er hendes reelle bopælskommune og hvor hendes børn går i skole.

Ved kommunalvalget sidste år har hun højest sandsynligt også stemt det forkerte sted, ligesom der kan være skattemæssige problemer med kørselsfradrag og fradrag for dobbelt husførelse m.v.

Hvis det kun er CPR-loven, der er blevet overtrådt, så kan Lea Wermelin straffes med bøde.

Alex Vanopslagh

Dagbladet Information kunne for nylig berette, at Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har gjort sig skyldig i boligfusk med den lejlighed i København, han har fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Officielt har partilederen siden juni 2020 haft adresse i en lejlighed i Struer, og det er på grund af hans cpr-registrering i denne jyske lejlighed, at han har haft ret til folketingslejligheden i København og et skattefrit tilskud på over 30.000 kroner årligt for dobbelt husførelse. I realiteten har han i strid med reglerne opholdt sig langt mere end 180 dage i folketingsboligen.

Afsløringen har bevirket, at Alex Vanopslagh nu har opsagt de to lejligheder og han er samtidig blevet bedt om at tilbagebetale det uberettigede tilskud på 30.000 kr. til dobbelt husførelse.

Vanopslagh ikke den eneste – Simon Kollerup

En række medier kunne den 8. januar 2021 oplyse, at erhvervsminister Simon Kollerup gik på sygeorlov på grund af mavesår.

Måske var det stresspåvirkningen fra Kollerups diskutable dispositioner som erhvervsminister, hvor den likviderede mink-sektor stadig ikke har modtaget erstatning, men det er mere sandsynligt, at det var senvirkningerne og samvittighedsnaget efter den pinlige sag, som Simon Kollerup personligt kæmpede med for 5 år siden.

Simon Kollerup, der dengang var socialdemokratiets kommunalordfører, blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

I oktober 2021 var den gal igen – Tanja Larsson

Folketingsmedlem Tanja Larsson trak sig efter boligsag som boligordfører for Socialdemokratiet.

Tanja Larsson har siddet i Folketinget siden 2019, hvor hun erstattede Henrik Sass Larsen. Ekstra Bladet har beskrevet hvordan Tanja Larsson har boet i en af Folketingets lejligheder i hjertet af København, som hun ligesom Simon Kollerup havde fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Samtidig fremlejede hun sin egen andelslejlighed i København. I perioden er lejlighedens værdi steget med mere end 150.000 kr.

Tanja Larssons fiksfakserier er selvfølgelig imod reglerne, og Tanja Larsson har tidligere lovet at få orden i boligsituationen, men det er ikke sket.

“Jeg trækker mig som boligordfører med øjeblikkelig virkning. Jeg må konstatere, at jeg ikke har fået ryddet op i min boligsituation på trods af, at jeg i sommer satte min andelsbolig til salg via andelsboligforeningen med henblik på at sælge snarest muligt,” oplyste hun i oktober 2021 til Ekstra Bladet.

Tanja Larsson er efter endt barselsorlov i 2022 vendt tilbage til Folketinget, hvor hun nu markedsfører sig selv som ”Landdistrikternes ildsjæl og ordfører”.

Er politikere sig selv nærmest?

Sagerne bekræfter for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at nogle politikere føler sig hævet over landets love, og betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det på ingen måde er til hinder for at lede et helt parti, for ordførerskaber eller en ministerpost i en socialdemokratisk regering.

Mandag den 10. oktober 2022 blev det i Stockholm bekendtgjort hvem der tildeles Nobelprisen i økonomi for 2022.

Bekendtgørelsen i Stockholm om Nobelprisen i økonomi for 2022 (Sveriges Riksbank Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2022) lyder:

10 October 2022

The Royal Swedish Academy of Sciences has decided to award the Sveriges Riksbank Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel 2022 to

• Ben S. Bernanke, The Brookings Institution, Washington DC, USA
• Douglas W. Diamond, University of Chicago, IL, USA
• Philip H. Dybvig, Washington University in St. Louis, MO, USA

Motivation

De tre får prisen “for research on banks and financial crises”: ”De har forbedret vores forståelse for bankernes rolle i økonomien væsentligt og specielt under finanskriser. Et vigtigt fund i deres forskning er, hvorfor det er vigtigt at undgå bankkollaps”, lyder det fra akademiet i motiveringen.

Ben S. Bernanke var centralbankchef i USA fra 2006 til 2014 under præsidenterne George W. Bush og Barack Obama. Han hyldes for sin analyse af Depressionen – den omfattende økonomisk krise i 1930’erne.

Douglas W. Diamond og Philip H. Dybvig, som begge er professorer ved henholdsvis Chicago-universitetet og Washington Universitet i Missouri, bliver hædret for at vise, hvordan banker “tilbyder en optimal løsning” ved at fungere som mellemmand mellem opsparing og investering.

Om prisen

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968 for at markere bankens 300-års jubilæum. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel” og blev første gang uddelt i 1969.

Prisen er i 2022 på 10 millioner svenske kroner, der deles mellem prismodtagerne.

Nobelpristagere med dansk tilknytning

Prisen er tidligere givet til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:

Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.

Lars Peter Hansen (født 1952) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Biogas er en grøn og klimaneutral gas, der kommer fra husdyrgødning, såkaldte energiafgrøder og organisk affald. Biogassen kan efter opgradering pumpes ind i det eksisterende naturgasnet, hvis etablering har krævet endog meget store samfundsøkonomiske investeringer.

Regeringen, myndighederne og biogasindustrien betegner biogas som “en vigtig grøn energikilde, som kan bidrage til den grønne omstilling af Danmarks energiforsyning”.

I Danmark produceres biogas primært af biomasse bestående af restprodukter fra landbrug, industri og husholdninger. I dag består ca. 25 pct. af gasforbruget i Danmark af klimaneutral grøn gas.

For hurtigst muligt at gøre Danmark uafhængig af russisk gas og øge farten i den grønne omstilling, arbejder Energistyrelsen på udbudsbekendtgørelse og rammerne for den statslige støtte til biogas og andre grønne gasser, der kan tilføres til gasnettet og dermed erstatte/fortrænge fossil naturgas. I december sidste år blev et politisk flertal enige om at afsætte yderligere fire milliarder kroner til udvikling af biogas og fordoble biogasproduktionen frem mod 2030, så biogas kan udgøre 70 procent af Danmarks gasforbrug.

Beslutningsforslag fra De Radikale og Enhedslisten

De Radikale og Enhedslisten er ikke glade for grøn biogas. I hvert fald har partierne præsenteret et beslutningsforslag, hvorefter “Folketinget pålægger regeringen at sætte etableringen af gasledningen til Lolland-Falster i bero indtil 2025 og indkalde til nye politiske drøftelser”.

Beslutningsforslaget er ganske vist bortfaldet med det samme pga. statsministerens udskrivelse af folketingsvalg, men man må formode, at forslagsstillerne vil benytte den kommende valgkamp til at slå til lyd for deres ide.

På Lolland og Falster opfattes beslutningsforslaget som et frontalangreb på både produktions- og udkantsdanmark og den grønne omstilling samt tilmed omgåelse af fakta.

Forslagsstillerne begrunder deres forslag med at det skal undersøges (igen), hvorvidt sukkerfabrikken kan benytte elektricitet i stedet for gas. Men gasledningen handler om meget mere end en sukkerfabrik, og den handler ikke om naturgas, men om biogas.

Siden den politiske beslutning for snart to år siden om at etablere en gasledning til Lolland-Falster, er grønne investeringsprojekter til en værdi af over 6 mia. kr. og en beskæftigelseseffekt på nye 420 job kommet til landsdelen. Erhvervsarealer på over 230.000 m2 er indtil videre overtaget, og inden for de næste to-tre år ser vi nye store virksomheder i drift på Lolland-Falster.

Der er tale om grønne virksomheder, der bidrager til klimakampen: Danmarks første hvederaffinaderi, et PtX-anlæg og i alt fire biogasanlæg, der tilsammen vil producere så meget biogas, at Lolland-Falster bliver en leverandør af grøn gas til resten af Danmark.

Påstanden om at ledningen skal føre russisk gas til Lolland-Falster er grebet ud af luften. Det er ikke en gasledning til Lolland-Falster, det er gasledning med biogas fra Lolland-Falster til Danmark, lyder modargumentet fra Lolland-Falster.

Radikale og Enhedslisten glemmer at fortælle, at deres forslag ikke kun vil ramme den grønne omstilling på Lolland-Falster. Forslaget vil også ramme Danmarks grønne omstilling.

Ifølge biogasindustriens organisation, Biogas Danmark, findes der over 100 biogasanlæg i Danmark i dag. Herudover er der planer om at bygge 30 nye anlæg og udvide 40 eksisterende anlæg.

Lokal modstand – Not In My Back Yard

Ligesom med vindmøller og større industrianlæg er der ofte lokal modstand mod etablering af biogasanlæg. Indvendingerne går mindre på klimaeffekten og snarere på generne fra lugt fra anlæggene, støj fra de lastbiler og traktorer der kører til og fra, og konsekvenserne for landskabet. Desuden er der bekymringer for virkningen på ejendomspriserne i området.

Ligesom det forsøges ved etableringen af vindmølleparker og solcelleanlæg, bør biogasinvestorerne overveje forretningsmodeller, der tillader størst mulig lokal involvering.

Hvad er indvendingerne mod biogas?

• Biogasanlæggene er utætte og udleder drivhusgassen metan
• I produktionen indgår energiafgrøder og spiselige afgrøder
• Biogasanlæggene bidrager til fastholdelsen af en alt for stor animalsk landbrugsproduktion i Danmark
• Biogas betyder, at industri og husholdninger fortsat kan bruge gas til varme
• Biogasudbygningen betyder, at samfundet fortsætter med at investere i infrastruktur, der er afhængig af gas og dermed undergraves den grønne omstilling, hvor vi skal elektrificere og bruge energi fra solceller og vindmøller.

Det kan således konstatere, at modstanden mod grøn biogas især kommer fra de kredse, der vil begrænse landbrugsproduktionen og for enhver pris vil gennemtvinge den grønne omstilling.

Hvis den aktuelle diskussion om det danske kongehus skulle sættes i perspektiv, kan der være anledning til at kaste et blik på det spanske monarki.

Mens den danske dronning kommer fra huset Oldenborg, der med Christian den 1. har siddet på den danske trone siden 1448, kommer den spanske konge, Felipe VI, fra det spanske kongedynasti Bourbon.

Juan Carlos I

Den tidligere spanske konge, Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias), fra huset Bourbon, der nedstammede fra den yngste søn af Ludvig den IX, der var konge i Frankrig 1226 – 1270, blev i 1938 født som barnebarn af Alfonso XIII, der var den sidste konge i Spanien før republikkens indførelse i 1931.

Juan Carlos blev allerede i 1969 designeret som Francisco Franco’s efterfølger, og han var konge i Spanien fra Francos død i 1975 til hans abdikation i 2014, hvor hans søn Felipe VI efterfulgte ham som ”Rey de todos los españoles” (konge for alle spaniere).

Spaniens skandaleramte ekskonge tilbringer eksilet i Abu Dhabi, og han har i de seneste år stort set kun vist sig offentligt i forbindelse med royale dødsfald. Mandag den 19. september 2022 var han også med ved bisættelsen af Elizabeth 2.

Juan Carlos blev allerede i 1962 gift med Sophia (prinsesse af Grækenland og Danmark), men det afholdt ikke kongen fra et endog særdeles vidtløftigt og forargeligt seksualliv. Også økonomisk følte Juan Carlos sig udstyret med carte blanche og anklager om returkommissioner og korruption klæbede til ham.

Som tak for, at hans gode kontakter i de arabiske Golf-monarkier under oliekrisen i 1973 havde sikret Spanien olieleverancer, gav Franco ham lov til at tage kommission af hver importeret tønde.

En ordning, der angivelig fortsatte helt frem til 1990’erne, og som grundlagde kongens formue, som i hans regeringstid voksede i takt med procenter og mystiske gaver, der mere end ligner returkommissioner, i forbindelse med blandt andet våbenhandel og togbyggeri.

Anklagerne førte dog ikke til noget, da kongen frem til sin abdikation var beskyttet af total immunitet.

Kongens og monarkiets omdømme begyndte at blive dårligere efter kontroverser om hans familie begyndte at komme frem, og det blev yderligere forværret i forbindelse med en elefantjagt i Botswana i 2012.

Den kontroversielle jagtrejse blev kendt i offentligheden, da kongen faldt ned ad en trappe og brækkede hoften og af det spanske flyvevåben blev fløjet til hospitalsbehandling i Spanien.

Sagen gav anledning til en storm af protester, der dels gik på, at kongen forinden havde udtrykt dyb bekymring for Spaniens økonomiske krise. Kritikkerne af kongens jagtrejse havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med at nationens økonomi var spændt til bristepunktet.

Derudover vakte det harme, at kongen som præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden, der har som formål at værne om verdens naturressourcer til gavn for dyr og mennesker på planeten, kunne finde på skyde afrikanske elefanter.

Karl IV

Mens huset Bourbon i dag kun har monarker på tronen i Spanien og Luxembourg, var det anderledes i det 18. århundrede, hvor der sad monarker fra det spanske bourbon-dynasti på troner i Spanien, Napoli, Sicilien og Parma.

En forfader til Juan Carlos var Karl den 4., der sad på den spanske trone fra 1788 til 1808.

Herman Lindqvist har i sin bog om Napoleon givet en malende beskrivelse af den spanske konge, der ligesom Juan Carlos I var jagtinteresseret.

Ifølge Lindqvist blev Karl, der var gift med Maria Luisa af Parma, anset for at være svagt begavet og undertiden forvirret. Han var sikkert den eneste herremand i Spanien, der aldrig stod op senere end klokken 5 hver morgen, og som aldrig rørte nogen anden kvinden end sin hustru, men som også holdt op med det, da han fik at vide (af hende selv) at det var farligt for hans helbred. Han begyndte hver morgen med to morgenmesser i træk. Derefter satte han sig i sit værksted og byggede skabe, indtil han blev sulten og indtog et kolossalt måltid, hvorpå han red ud på jagt. Han stillede sig i et skydetårn og mejede alle de dyr ned, som hans meget store personale førte frem om morgenen. Der skulle 500 heste og langt over 700 soldater til hver dags ”jagt”. Oplivet af dagens nedslagtning satte han sig i 30 minutter og ”regerede”. Mere var ikke nødvendigt, eftersom landets affærer blev passet af hans dronnings forhenværende elsker, premierminister Manuel de Godoy.

På et tidspunkt fik Godoy overbevist Karl om, at han søn, Ferdinand, planlagde at afsætte ham ved et kup. Napoleon udnyttede situationen og invaderede Spanien i marts 1808. Det førte til et oprør, der tvang Karl den 4. til at abdicere. Napoleon tvang herefter den nye konge, Ferdinand den VII, til at returnere kronen til Karl, der herefter blev ”overtalt” til at overgive den spanske trone til Napoleon, der videregav tronen til sin bror, Joseph, der ellers var konge af Napoli. Tronen i Napoli overgik herefter til Joachim Murat, der var gift med Napoleons søster.

Napoleons dispositioner omkring den spanske trone var ikke populære i Spanien og fremkaldte et oprør, der bidrog til Napoleons fald.