Xi Jinping i Kina

Søndag den 16. oktober 2022 vælger det kinesiske kommunistparti på sin kongres ny ledelse, og alt peger på, at Xi Jinping kan fortsætte på posten.

Xi Jinping, landets, partiets og militærets øverste leder, ventes at blive genvalgt. Det kommunistiske parti har ingen regler, men Xi Jinping har afskaffet de bestemmelser i Kinas forfatning, der begrænsede statsoverhovedet til højest to embedsperioder – i alt 10 år.

Da Xi Jinping kom til magten for ti år siden, havde Kina netop overhalet Japan som verdens næststørste økonomi.

Siden da er det gået stærkt. Med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 6,7 pct. siden 2012 har Kina oplevet en af de hurtigste vedvarende udvidelser for en større økonomi i historien. I 2021 var BNP næsten 18 billioner dollars, hvilket ifølge Verdensbanken udgør 18,4 pct. af den globale økonomi,

Kinas hurtige teknologiske fremskridt har også gjort det til en strategisk trussel mod USA og dets allierede. Det skubber amerikanske rivaler væk fra førerpositionen i sektorer fra 5G-teknologi til kunstig intelligens.

Indtil for nylig forudsagde nogle økonomer, at Kina ville blive verdens største økonomi i 2030 og fjerne USA. Nu ser situationen meget mindre lovende ud.

Mens Xi står overfor sit andet årti ved magten, er der også økonomiske udfordringer, herunder en ulykkelig middelklasse. Hvis han ikke er i stand til at bringe økonomien tilbage på sporet, står Kina over for aftagende innovation og produktivitet sammen med stigende social utilfredshed.

Økonomisk afmatning og sjælden uenighed

Xi er en af de mest magtfulde ledere, Kina og dets regerende kommunistparti har set, og han har været i stand til at udnytte en iværksætterbevægelse og hurtig udvikling af den private sektors økonomi, som tidligere ledere havde initieret.

Men korrektioner har været nødvendige. Xi har siden 2020 iværksat en omfattende kontrol med WildWest-tilstandene i landets private sektor. Samtidig har en politik med 0-tolerance overfor Covid ramt økonomien og arbejdsmarkedet hårdt.

Indgreb overfor de magtfulde – og for magtfulde efter Xi’s opfattelse – techvirksomheder som Alibaba og Tencent, har reduceret deres markedsværdi, og titusinder af medarbejdere er blevet fyret, hvilket har ført til rekordhøj ungdomsarbejdsløshed.

Ejendomssektoren, der var kommet helt ud af kontrol, og tusindvis af vrede boligkøbere nægtede at betale deres realkreditlån på fastlåste projekter, hvilket gav næring til frygten for systemiske finansielle risici. Situationen tvang myndighederne til at slå ned på sektoren og presse banker og udviklere til at afbøde urolighederne. I juli opløste de kinesiske myndigheder med vold en fredelig protest fra hundredvis af indskydere, der krævede deres livsopsparing tilbage fra banker i landdistrikterne, der havde indefrosset indskud for millioner af dollars. Bankskandalen truede ikke kun levebrødet for hundredtusinder af kunder, men fremhævede også den åbenlyse mangel på økonomiske sundhed i Kinas mindre banker.

Ifølge analytikere er sårbarhederne i det kinesiske finansielle system et resultat af landets uhæmmede gældsdrevne ekspansion i tiden før Xi kom til magten, og han arbejder på ændringer.

Den 69-årige Xi ønsker angiveligt at fokusere på en mere rimelig fordeling, og han har lanceret en målsætning om “common prosperity”. Xi arbejder angiveligt på, at forbrug og servicesektoren skal udvikles til i højere grad at drive væksten frem for investeringer og eksport.

Xi ’s genopretningspolitik er dog ikke uden omkostninger. Den Internationale Valutafond, IMF, forudser en vækst i Kina i 2022 på 3,2 pct., hvor vækstrater på 6-8 pct. tidligere har været normalen.

Hvad vil Xi?

Der er ingen tegn på at Xi’s position er truet. Det ville formentlig kræve en krise på linje med depressionen i 1930’erne og omfattende sociale uroligheder, hvis kommunistpartiets ledelse skulle trues.

Endelig er økonomisk vækst ikke partiets eneste succeskriterium. Under Xi er der omhyggeligt opbygget en forestilling om partiet som garanten for Kinas beståen og for landets nationale værdier. Kampagnerne mod påståede muslimske dissidenter, Tibet- og Hong Kong-aktivister og Taiwan, skal ses i det lys.

Under Xi er national sikkerhed brugt til at begrunde indespærring af over én million muslimske uighurer i Xinjiang – og ved fratagelsen af civile rettigheder for borgerne i Hong Kong. Og i dagligdagen er en del af sikkerhedsapparatet de over 400 mio. kameraer, der overvåger det offentlige rum i Kina.

Alligevel kan man håbe på, at Xi i hans tredje regeringsperiode vil lette på de drakoniske Covid-foranstaltninger og på de snærende bånd, som har været motiveret af en ukontrolleret udvikling i den private sektor, herunder ejendomssektoren og den finansielle sektor.