Mange har stillet spørgsmål til motiverne bag Lars Løkke Rasmussens dannelse af partiet Moderaterne. De fleste har ligesom dagbladet Information peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:
”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.
Selv siger Løkke, at han arbejder for en ”Danmarksregering” hen over midten med både røde og blå partier. I de seneste opinionsmålinger står Moderaterne til et pænt valgresultat med udsigt til mere end 10 mandater i Folketinget efter valget den 1. november 2022.
Skulle det blive resultatet, kan den tidligere statsminister få en central rolle i den kommende regeringsdannelse.
De fleste på Christiansborg hælder til, at Lars Løkke Rasmussen vil improvisere: Han aner ikke, hvor det ender, og holder alt åbent. Det er en strategi, han har benyttet før. Nogle mener, at Lars Løkke Rasmussen vil være ”til salg” for den højestbydende. Hvem kan gøre ham til statsminister, udenrigsminister, EU-kommissær eller tilbyde en anden betydningsfuld post?
Vi kender efterhånden Lars Løkke godt – og ikke altid for det gode!
Medierne har for længst afdækket Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.
Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har – udover ringe og brandmærker fra hans skatteborgerfinansierede drikkevarer og smøger – afsat smertelige aftryk.
Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter
Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne redde et dysfunktionelt sundhedsvæsen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke stå fast på støtten til Ukraine og opbakningen til NATO? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede organisationer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?
På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-rekord stod i vejen.
På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU.
Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.
Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.
Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:
”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.
Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 