Fra ung-kommunist til samfundsstøtte og formand for Psykiatriråd

Sundhedsministeriet

Fra ung-kommunist til samfundsstøtte og formand for Psykiatriråd

Midt i de udbredte beklagelser, der har ledsaget meddelelsen om at Søren Brostrøm stopper som direktør for Sundhedsstyrelsen, bemærkes det, at selvom sundhedsminister Sophie Løhde ”gerne havde set, at Brostrøm ville fortsætte som direktør”, har ministeren også forståelse for, ”at han efter 12 år i styrelsen gerne vil prøve kræfter med noget nyt, når hans nuværende åremålsansættelse udløber i oktober”.

Søren Brostrøm var i sin ungdom international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, men opdagede i tide, at den kommunistiske vej var en blindgyde i forhold til magt og indflydelse. Det kan også have spillet ind, at opfattelsen af homoseksuelle i Rusland frem til 1990 generelt var præget af social stigmatisering og kriminalisering. Homoseksualitet blev betragtet som en forbrydelse og blev straffet med fængselsstraf. Den offentlige holdning var ofte negativ, og LGBT+-personer blev mødt med diskrimination og forfølgelse. Homoseksualitet blev betragtet som en afvigelse fra samfundets normer og blev ofte anset som en psykisk sygdom. Det var ikke muligt at være åbent homoseksuel i samfundet, og der var få eller ingen rettigheder eller beskyttelse for LGBT+-personer.

Hvis Søren Brostrøm ikke havde nedtonet sine kommunistiske sympatier i tide, ville han næppe være udnævnt til direktør for Sundhedsstyrelsen, og han ville ej heller være blevet udpeget til formand for et nyt ”Nationalt råd for psykiske lidelser og mental sundhed”.

Som led i politisk aftale om en 10-års plan for psykiatrien er det netop oplyst, at der bliver nedsat et råd, der skal holde planen på skinnerne. En stor samling på knap 40 mennesker med erfaring og kompetence inden for psykiatri og mental sundhed skal udgøre det nye psykiatriråd, som får til opgave at holde styr på, om de mange mål i 10-års planen for psykiatrien bliver opfyldt.

Sundhedsstyrelsens direktør står i spidsen for rådet, der også tæller borgere, der har personlig erfaring med psykisk lidelse.

Som international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, har Brostrøm utvivlsomt haft kendskab til, at behandlingen i Rusland af psykiatriske patienter frem til 1990 var præget af en blanding af medicinsk praksis og politisk indblanding.

I Sovjetunionen blev psykiatrien brugt som et middel til at kontrollere og undertrykke politiske dissidenter og anderledestænkende. Mange mennesker blev fejlagtigt diagnosticeret med psykiske lidelser af politiske årsager og indlagt på psykiatriske hospitaler mod deres vilje.

I denne periode blev der anvendt tvangsbehandling og tvangsindlæggelse som metoder til at kontrollere patienterne. Elektrochok og andre fysiske metoder blev hyppigt brugt, og der var rapporter om overgreb og mishandling af patienter.

Desuden blev politiske psykiatriske diagnoser stadig anvendt, såsom “sløvhed over for arbejde” eller “antisocial adfærd”, til at undertrykke og fængsle politiske modstandere.

Det var først efter Sovjetunionens sammenbrud og i løbet af 1990’erne, at der blev foretaget væsentlige ændringer i behandlingen af psykiatriske patienter i Rusland. Der blev indført reformer, der sigtede mod at forbedre behandlingsstandarderne, reducere tvangsbehandling og respektere patienternes rettigheder.

Selvom der stadig er udfordringer og behov for yderligere forbedringer, har der været en generel bevægelse mod at fjerne politisk indblanding og fokusere på mere moderne og evidensbaserede tilgange til psykiatrisk behandling i Rusland siden 1990’erne.

Når lystfiskeres overdrivelser straffes hårdt

Mistænkelig fisk

Inden sommerens fisketure, kan det for de mest ivrige måske være nyttigt at erfare, hvordan det kan gå helt galt.

Fiskeri er en konkurrencepræget sport, og erfaringen fortæller os, at i fiskekonkurrencer viger lystfiskere ikke tilbage for noget i kappestriden om at fange de fleste og de største fisk. Konkurrencen er benhård selvom det for de fleste deltagere ikke er præmiesummen der er drivkraften. Det er æren og muligheden for at prale med sin fangst, men først og fremmest drejer det sig om retten til at håne konkurrenterne.

De fleste lystfiskere nøjes med groft at overdrive længde og tyngde på deres fangster – og især på de fisk, der hoppede af krogen. Enkelte brådne kar gå r imidlertid ikke af vejen for regulær svindel.

Lake Erie Walleye Trail Tournament

I den amerikanske delstat Ohio fandt chefen for fiskekonkurrencen Lake Erie Walleye Trail Tournament ifølge nyhedsbureauet AP for nylig at der var noget mistænkeligt ved de fisk, der var indleveret af Jacob Runyan, 43, fra Ashtabula, Ohio, og Chase Cominsky, 36, fra Hermitage, Pennsylvania. Fiskene var betydelig tungere end de walleye-aborrer, der typisk blev fanget i området.

Der er nu faldet dom i sagen og de to lystfiskere har fået fængselsstraffe for at fuske i det, der burde være en gentlemansport uden fup, svindel og humbug.

De to mænd indleverede fisk, der vejede næsten 15 kilo. Men det var snyd. Aborrerne blev skåret op og viste sig at være proppet med blyvægte og aborrefileter.

Misdæderne har begge fået 40 dages fængsel, hvoraf de 10 dage skal afsones, fulgt af halvandet års prøvetid. Oveni kommer bøder på 17.000 kroner, hvoraf halvdelen kan bestå i et ”frivilligt” bidrag til organisationer, som fremmer den ædle lystfiskersport for børn og unge.

Samtidig er deres lystfiskertilladelser inddraget i tre år, og en båd til en værdi af næsten 700.000 kroner er blevet beslaglagt.

Det var formentlig udsigten til store præmier, der lokkede Jacob Runyan og Chase Cominsky i uføre. Var nummeret ikke opdaget, kunne de have vundet over 190.000 kroner for næsen af de 7.000-10.000 lovlydige lystfiskere i konkurrencen.

De to mænd har ifølge nyhedsbureauet AP også været mistænkt for snyd ved en lystfiskerkonkurrence i 2022, men der blev ikke fundet tilstrækkelige beviser mod dem. Og i 2021, hvor de gennemgik en løgnedetektortest og hyrede en advokat for at imødegå mistanken om urent trav. De har tilsyneladende indtaget førstepladsen i en række lystfiskerkonkurrencer de sidste år.

Lake Powell-sagen

Det er ikke første gang, der afsiges hårde domme i forsøg på at rydde op i lystfiskerkonkurrencer.

I efteråret 2020 afsagde retten ifølge New York Times dom i en sag om uregelmæssigheder under en fiskekonkurrence i oktober 2018.

Under en fiskekonkurrence i Lake Powell i det sydlige Utah, USA, fangede nogle mistænkelige fisk kontrollanternes opmærksomhed.

Langvarige laboratorieundersøgelser førte til, at der blev rejst sigtelse mod 2 konkurrencedeltagere for at have forsøgt at snyde.

Fiskerne, Robert Dennett og Kamron Wootton, var blandt de 25 lystfisker-teams, der deltog i fiskekonkurrencen med en præmiesum på 2.500 dollars til vinderen. Konkurrencen gik ud på, at det team, der fangede de 5 Largemouth Bass (Micropterus salmoides – også kendt som Sort Aborre, Grøn Trout, Bigmouth Aborre eller Lineside borre) med den største samlede vægt. Der var ligeledes præmie for den største fisk.

Allerede på konkurrencens første dag kunne Dennett og Wootton præsentere fangster, der bragte dem på 2. pladsen i konkurrence og helt sikkert ville indbringe dem prisen for den største fisk. Problemet var bare, at den kæmpe aborre, som de præsenterede for dommerne, ikke lignede de Largemouth aborrer, der ellers blev fanget i Lake Powell.

Dokumentation for snyd

Laboratorieundersøgelser på University of Utah viste, at fisken ikke kunne være kommet fra Lake Powell. Forskerne var i stand til at bestemme, hvor fiskene havde oprindelse ved at sammenligne mængden af strontium-isotoper, da strontium findes naturligt i søer som Lake Powell

Samtidig blev det afdækket, at Dennett og Wootton lige inden konkurrencen havde fisket i Quail Creek Reservoir, omkring 180 miles vest for Lake Powell.

Hårde straffe

De 2 misdædere erklærede skyldige og de blev idømt en bøde, 48 timers samfundstjeneste, 24 måneders betinget fængsel i hvilken periode de ikke må fiske eller jage. Endelig blev de pålagt at betale 2.500 dollars til fonden for hjælp til at stoppe krybskytteri.

Halløj i Folkekirken!

Lisbjerg Kirke Aarhus Stift

Aarhus Stift oplever i disse dage megen turbulens. I skrivende stund er Henrik Wigh-Poulsen stadig biskop i Aarhus Stift. Til gengæld er domprovst Gerda Jessen stoppet efter 2,5 år på posten, og provst i Aarhus Nordre Provsti, Esben Thusgård, er tiltrådt som fungerende domprovst den 1. maj 2023. 

Der mangler imidlertid også en ny provst i Norddjurs Provsti. Den nuværende biskop, Henrik Wigh-Poulsen, meddelte den 4. maj, at han havde anmodet den nu tidligere provst Lars Seeberg om at varetage ”en række diakonale opgaver i Aarhus Stift” og derfor fratrådte Seeberg den 8. maj sin stilling som præst og provst i Norddjurs Provsti. Birgith Nørlund Jensen er i øjeblikket fungerende provst i Norddjurs Provsti.

Det er det samme provsti, hvor 7 af provstiets 15 præster er sygemeldte i øjeblikket. Fire langtids- og tre deltidssygemeldinger.

To af sygemeldingerne kommer, efter at et flertal af præsterne i Norddjurs Provsti samt næsten alle menighedsråd i Norddjurs Vestre Pastorat den 4. maj har indsendt en klage over biskop Henrik Wigh-Poulsen til Kirkeministeriet. I klagen kritiseres biskoppens forvaltning af sit bispeembede – særligt i forbindelse med oprettelsen af tre storpastorater i 2018 samt en personsag mellem en præst og provst.

Det fremgår af klagen, at der forud for personsagen har været problemer med arbejdsmiljøet i provstiet.

Der er ingen forventninger om en snarlig og resolut handling fra Kirkeministeriets side. Den uholdbare situation i Aarhus Stift er da også indiskutabelt biskop Henrik Wigh-Poulsens ansvar. I en mail til Kristelig Dagblad har han faktisk reageret på kritikken:

 “Både præster, provst og menighedsråd skal være sikre på, at biskoppen gør sit ypperste for at sikre det gode kirke-liv. Sådan en sag er langvarig, og der er gjort meget, som har taget tid. Det har det blandt andet, fordi den slags skal køres efter bogen. Men jeg medgiver, at både menighedsråd og præster på nogle punkter kunne være informeret på tidligere stadier,” skrev biskoppen til Kristelig Dagblad.

Der kan næppe forventes en hurtig reaktion fra Kirkeministeriet, og derfor gør det næppe forskel, at ingen i Danmark aner, hvem der er ansvarlig kirkeminister.

Minister om kilometerafgiften: Send regningen videre til kunderne!

Skatteminister

DTL (Dansk Transport og Logistik) – brancheorganisationen for det danske vejtransporterhverv – havde i begyndelsen af marts indbudt nordvestjyske erhvervsfolk til et møde på Hotel Thinggaard i Hurup om den kommende kilometerafgift.

Som bekendt har SMV-regeringen, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet indgået en aftale om en ny kilometerbaseret vejafgift for lastbiltransport, der vil gøre det dyrere at køre lastbil i Danmark. Prisen bliver ca. 1,30 kr. pr. kilometer fra 2025.

Der er i forvejen både energiafgifter og CO2-afgifter på diesel, og det skønnes at kilometerafgiften svarer til en stigning i dieselprisen på 3-4 kr. pr. liter.

På mødet i Hurup måtte transportminister Thomas Danielsen fra Venstre stå på mål for kilometerafgiften, men hvis de jyske vognmænd havde troet, at et møde med transportministeren ville ændre noget som helst, blev ifølge DTL svært skuffede.

Generel CO2-afgift afvises

Til forslaget om en generel CO2-afgift på diesel bemærkede ministeren: “Jamen, den vil jo ramme alle”.

Thomas Danielsen sagde ikke direkte hvem, der ikke skulle rammes, men han undskyldte partiet Venstres manglende hjælp til transport og industri med hensynet til landbruget. Thomas Danielsen lagde på mødet ikke skjul på, at selvom forslaget om kilometerafgiften ikke er groet i Venstres have blev afgiften accepteret, fordi Venstre til gengæld fik forhindret, at landbruget bliver mødt med skrappe krav til CO2-reduktioner.

Man kan diskutere ministerens klogskab, når han i forsamlingen af jyske industrifolk og vognmænd, ifølge referatet fra mødet sagde: ”Læs selv side 29 i regeringsgrundlaget. Her får vi hegnet landbruget grundigt ind, så det ikke bliver hårdt ramt af CO2-krav. Det afsnit kunne være skrevet af Landbrug & Fødevarer selv”, sagde han til forsamlingen.

Af regeringsgrundlaget fremgår det da også, at CO2-afgiften på landbruget skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set.

”Derfor skal der investeres i den grønne omstilling, fødevareproduktionen og dets konkurrenceforhold. Dansk fødevareproduktion skal være et eksempel til efterlevelse for andre landes omstilling af landbruget, og derfor skal det sikres, at produktionen ikke bare flyttes ud af landet. Derfor skal provenuet fra afgiften direkte føres tilbage til landbruget, så erhvervets omstilling understøttes. Og regeringen ønsker derudover at bruge en del af Grøn Fond på yderligere investeringer i teknologi i landbrugets grønne omstilling”.

Vil regeringen lytte?

Det er forståeligt, hvis det danske vognmandserhverv kunne ønske at blive mødt af en tilsvarende velvilje fra partierne på Christiansborg.

Kritikken af kilometerafgiften har måske alligevel gjort indtryk på Christiansborg. I hvert fald skal skatteminister Jeppe Bruus og transportminister Thomas Danielsen tirsdag den 16. maj 2023 mødes med en række transportlobbyer for at diskutere den heftigt kritiserede afgift for den tunge transport.

Når Dan Jørgensen bruger udviklingsmidler på køb af formandspost, på Ukraine og på flygtninge, mens Afrika bliver Sorteper

Udviklingsminister Dan Jørgensen

Den 6. december 2022 udsendte OECD en pressemeddelelse hvoraf det fremgik, at Udenrigsministeriets mand i Paris, Carsten Staur, der siden 2018 har været ambassadør for den danske OECD-delegation og tidligere har været både FN-ambassadør og udenrigsråd, fremover skal stå i spidsen for OECD’s bistandsorganisation DAC (Development Assistance Committee).

Udenrigsministeriet sørgede for, at valget af Carsten Staur i begejstrede vendinger blev omtalt i Altinget og mange andre danske medier som en enestående begivenhed og et skulderklap til Udenrigsministeriet og dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Ulandsfinansiering af formandspost

Nu viser det sig, at Carsten Staurs formandspost finansieres af verdens fattigste lande, idet omkostningerne på omkring 32 millioner kroner ved Staurs formandspost tages fra udviklingsmidlerne.

De nærmere detaljer fremgår af et aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har tiltrådt den 30. marts 2023.

Af aktstykket fremgår, at da Carsten Staur den 1. marts 2023 tiltrådte som formand for OECD’s Udviklingskomité (DAC) for en 4-årig periode, skulle han selv have penge med.

Af uransagelige grunde er OECD-praksis, at udgifter relateret til formanden (herunder løn, bolig mv.) samt et tilhørende sekretariat (to akademiske medarbejdere samt rejseudgifter mv.) afholdes af formandens eget land. Udenrigsministeriet har skønnet, at den samlede udgift til finansiering af det danske formandskab vil udgøre 8 millioner kroner om året i 4 år.

Heraf forventes ca. 5 millioner kroner udmøntet gennem et årligt ”frivilligt bidrag” til OECD DAC til at afholde udgifter til formandskabssekretariatet, som vil kunne dække rejse- og repræsentationsudgifter samt øvrige udgifter forbundet med formandskabet. De resterende udgifter på op til ca. 3 millioner kroner om året er relateret direkte til formanden under formandskabsperioden, herunder løn, bolig mv.

Udenrigsministeriet har med afsæt i OECD DAC’s regulativer vurderet, at udgifterne på omkring 32 millioner kroner, der er forbundet med formandskabet, kan opgøres som udviklingsbistand.

Udviklingsbistanden går til – Danmark!

Globalnyt har gennemgået udviklingsminister Dan Jørgensens ændringer i udviklingsbistanden i 2023. Udover anvendelsen af udviklingsbistand til finansiering af formandsposten for OECD’s udviklingskomité, DAC, til den danske topdiplomat Carsten Staur, vil Dan Jørgensen og SVM-regeringen reducere Danmarks samlede udviklingsbistand i 2023 i forhold til den tidligere S-regering. Samtidig vil den bruge mere af bistanden i Ukraine og på at modtage flygtninge i Danmark. Det betyder, at Danmark – endnu engang – er den suverænt største modtager af dansk udviklingsbistand. Posten udgør en sjettedel – 16,6 procent – af den samlede danske 2023-bistand.

Bundrekord i bilateral Afrika-bistand

I betragtning af at der i efterhånden har været bred politisk enighed om, at dansk bistand skal fokusere på Afrika, er det overraskende, at Dan Jørgensen foreslår, at Danmarks bilaterale bistand til står til det formentlig laveste beløb i adskillige årtier. Regeringen fastslår ellers i forslaget, at den ”ønsker at styrke indsatsen i nærområder og Afrika,” men den afsætter kun 500 millioner kroner i bilaterale tilsagn til Afrika i 2023.

Når Fanden går i kloster….

ok-lykketoft

Jørgen Johannes Dalitz Dragsdahl kan torsdag den 11. maj 2023 fejre sin 74-års fødselsdag. Tillykke med det.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på dagbladet Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk. Dragsdahl modtog til retssagerne, der kendte beskyldningerne om at han havde været russisk agent ubeføjede, økonomisk støtte fra bl.a. Mogens Lykketoft og tidligere justitsminister Ole Espersen.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey var tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og hun har selv sagt, at hun i den periode øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution. Hendes revolutionære fortid har ikke hindret at hun i dag er næstformand for professionshøjskolen Absalon og for Europabevægelsen, og at hun tidligere har været næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og formand for hovedorganisationen FTF, der repræsenterede 450.000 offentligt og privat ansatte.

Venstrefløjsfolk, der tidligere støttede totalitære regimer og revolutionære voldsbevægelser, er tilsyneladende ikke noget problem i den igangværende moralske oprustning, hvor FH-formand Lizette Risgaard har trukket sig på baggrund af mediernes beretninger om oplevelser af, at Lizette Risgaard har opført sig upassende.

Ingen journalister gider at skrive om, at en række af nutidens opinionsdannere, for år tilbage støttede voldsregimer og revolutionær vold, men ingen sætter fokus på det, og ingen gamle venstreekstreme og voldsparate journalister fra DR eller TV 2 har grund til at frygte den slags fortid.

Fra ung-kommunist til samfundsstøtte

Midt i de udbredte beklagelser, der har ledsaget meddelelsen om at Søren Brostrøm stopper som direktør for Sundhedsstyrelsen, bemærkes det, at selvom sundhedsminister Sophie Løhde ”gerne havde set, at Brostrøm ville fortsætte som direktør”, har ministeren også forståelse for, ”at han efter 12 år i styrelsen gerne vil prøve kræfter med noget nyt, når hans nuværende åremålsansættelse udløber i oktober”.

Søren Brostrøm var i sin ungdom international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, men opdagede i tide, at den kommunistiske vej var en blindgyde i forhold til magt og indflydelse.

Det var i øvrigt ikke ualmindeligt, at den økonomiske og kulturelle elite dengang i 1970’erne og 1980’erne engagerede sig på den yderste venstrefløj. Det har ikke forhindret, at de pågældende senere har kunnet indtage nøglepositioner i det danske samfund.

Ekstra Bladet, der ofte fremstiller sig selv som borgernes vagthund overfor myndighederne, har en kommentator – Mads Kastrup, der ved flere lejligheder har været kritisk overfor Søren Brostrøm og myndighedernes håndtering af pandemien.

Mads Kastrup var i sin ungdom kommunist og slæbte stole til Land og Folk-festivalen i Fælledparken. Så blev han journalist og skiftede politisk ham til en slags venstresocialistisk revanchisme med hang til reaktionære holdninger.

Allerede i marts 2020 skrev Kastrup i Ekstra Bladet, at ”Jeg venter på, at Trump får den. Ikke fordi jeg ønsker, at den amerikanske præsident dør af coronavirus. Men hvad ville være mere symbolsk for det gigantiske paradigmeskift, verden i øjeblikket gennemgår på grund af corona, end at Donald Trump får den”.

En række kendisser i medieverdenen, i de politiske partier, i erhvervslivet og i den offentlige forvaltning har ligesom Brostrøm tidligere været kommunister eller bevæget sig i andre dele af den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med voldelige grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Helle Thorning-Schmidt meldte sig først som 27-årig ind i Socialdemokratiet. Inden var hun organiseret ungkommunist i DKU med partiemblemet i livremmen og abonnement på Land og Folk. En samfundsstøtte som Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark, mangeårig formand for dagbladet Information, i bofællesskab med Berlingske-journalist Birgitte Erhardtsen, var som ung økonom glødende kommunist.

Enhedslistens Pelle Dragsted, der har modtaget N.F.S. Grundtvigs Pris for sin bog Nordisk Socialisme, var før han blev chefideolog hos Enhedslisten tidligere kommunist og dømt hærværksmand.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at han ”dengang” øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart, men det forhindrer ikke at han stadig fejres som en sand helt.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter var tidligere aktive støtter for revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Socialdemokraten Mogens Lykketoft behandles nu som ældre statsmand med respekt, og Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er tilsyneladende glemt.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer I 1980’erne ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme! At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner.  Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.

Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.

I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.

Er det slut med dansk landbrug?

Aagaard

Klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M) forventer en ensartet klimaafgift på landbruget i 2024.

Dermed står dansk landbrug står over for store udfordringer. Politikerne er indstillet på at indføre en række tiltag, herunder ikke mindst en CO2-afgift, der vil få store konsekvenser for landmændene.

Klimarådets vurdering af konsekvenserne for landbruget af en CO2-afgift

Den 20. februar 2023 offentliggjorde Klimarådet en ny analyse af ”Landbrugets omstilling ved en drivhusgasafgift”. Klimarådet anbefaler en afgift på 750 kr. pr. ton CO2, selvom Rådet er vidende om, at en afgift af den størrelse vil medføre et underskud for mange landbrug.

Klimarådet mener selv, at deres analyse viser, hvordan en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton ”kan forventes at fremme en mere klimavenlig landbrugsproduktion”, og hvilke konsekvenser en afgift vil få for forskellige dele af landbruget.

Konsekvenser for landbruget

Ifølge Klimarådet vil en CO2-afgift på 750 kr. pr. ton medføre et gennemsnitligt underskud på 631.000 kroner for danske kvægbedrifter. Til sammenligning kan man i dag regne med et gennemsnitligt overskud på 1.045.000 kroner før ejerløn. Klimarådet anbefaler dog stadig et afgiftsniveau på 750 kr. pr. ton CO2, da man mener, at det vil ”gennemtvinge en nødvendig strukturel omstilling”.

Grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde

Klimarådet fraråder at give tilskud til omstillingen, da det vil trække den i langdrag. Klimarådet har ikke regnet på, hvad de økonomiske konsekvenser bliver for ejendomspriserne, men anerkender, at grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde.

Er den politiske debat om CO2-afgift på landbruget allerede overstået?

Socialdemokratiet har for længe siden erklæret sig parat til en CO2e-afgift på dansk landbrug, og med Lars Aagaards udmelding er det klart, at et flertal ikke er indstillet på at afvente ekspertudvalgets anbefalinger.

Derudover er der også andre belastende indgreb på vej i retning mod landbruget, herunder fordobling af det økologiske areal og omlægning af lavbundsjord til græs eller økologi. Erhvervet må samtidig leve med en offentlig administration, der betyder uregelmæssigheder i udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte og idelige tilbagebetalingskrav samtidig med at erstatningerne til minkavlerne trækker ud.

Anders Agger og Fauna Energi ved Martin Storm Rasmussen

Anders Agger

Tre dommere i Østre Landsret har fredag den 31. marts 2023 stadfæstet en byretskendelse om varetægtsfængsling ”forretningsmanden” Martin Storm Rasmussen, der sigtes for bedrageri for mere end 300 millioner kroner. På fri fod kan det tænkes, at han vil vanskeliggøre politiets efterforskning.

Samtidig dukker der stadig flere mistænkelige transaktioner op i Martin Storm Rasmussens konkursbo. Kurator hæver skønnet for manglende millioner til mindst 42 i et enkelt selskab.

Den vidtløftige Martin Storm Rasmussen, har kunnet følges i DR-programmet “Indefra” med journalisten Anders Agger. I programmet har ”Martin” (Storm Rasmussen) og andre fået taletid på landsdækkende TV til at beklage sig over deres hårde skæbne som varetægtsfængslede i landets største arresthus.

Politiets sigtelse drejer sig om groft bedrageri. Over 40 investorer er blevet snydt for i alt 307 millioner kroner i en kæmpe koncern, hvor der er flyttet penge rundt.

Martin Storm Rasmussen, der tidligere var direktør i elselskabet Fauna Energi, nægter sig skyldig.

I Landsretten sagde anklageren fredag, at der udover Storm Rasmussen er andre involveret, men han vil ikke sige hvem. Desuden kan politiet ikke finde aktiver for i alt 16 millioner kroner. Dels skal der være gemt otte millioner kroner af vejen i kryptovaluta. Og dels skal den 42-årige have skjult guld for stort set samme værdi.

Københavns Politi mener, at den 42-årige Martin Storm Rasmussen kan påvirke, fjerne eller rykke rundt på disse aktiver og i det hele taget påvirke efterforskningen, hvis han sættes på fri fod. Og derfor skal frihedsberøvelsen fortsætte, mener anklager Magnus Petersen, som altså fik medhold af dommerne i Østre Landsret.

Det er fortsat en gåde, hvorfor Danmarks Radio vælger at give taletid til kriminelle, der er sigtet for så alvorlige forbrydelser, at politi og domstole ikke kan tillade, at de er på fri fod inden domfældelsen.

Kommer vi til at mangle strøm i 2030?

Elforbrug 2050

Energistyrelsen udarbejder derfor årligt et sæt analyseforudsætninger, som anvendes af Energinet, der er ansvarlig for at trække elkabler, rejse master og bygge gasrør.

Analyseforudsætningerne udgør grundlaget for Energinets langsigtede udviklingsplaner og investeringer, der kan sikre at el- og gastransmissionsnettet er rustet til den grønne omstilling og til – og det er ikke uvæsentligt! – at forsyningssikkerheden til rimelige priser opretholdes.

I de analyseforudsætninger Energistyrelsen offentliggjorde den 9. januar 2023 skønner Energistyrelsen, at elektrificeringen af det danske samfund med bl.a. udbredelsen af produktion af brint og bæredygtige brændstoffer – Power-to-X – til brug både inden og uden for Danmarks grænser, vil mere end femdoble det totale nettoelforbrug i Danmark frem mod 2050.

Elforbruget i Danmark var stort set konstant fra 2000 til 2018 med et niveau på omkring 32 TWh, men frem mod 2050 ventes nettoelforbruget at vokse til 209 TWh.

Energistyrelsen tager i udarbejdelsen af Analyseforudsætningerne højde for den generelle teknologiudvikling og forudsætter opnåelse af politiske målsætninger, også hvis der ikke er vedtaget konkrete virkemidler til opnåelse heraf.

Analyseforudsætningerne til Energinet 2022 er et ganske omfattende materiale med et sammenfatningsnotat, 12 baggrundsnotater og et datasæt.

Energistyrelsen forudser en dramatisk stigning i elforbruget

Den dramatiske stigning i elforbruget skyldes en forventning om generel elektrificering af samfundet til opnåelse af målsætningerne om 70 pct. drivhusgasreduktion i 2030 samt klimaneutraliteten senest i 2050.

Det betyder bl.a. et stigende elforbrug til individuelle og kollektive varmepumper som følge af udfasning af naturgas i husholdninger og erhverv samt omstilling af fjernvarmeproduktionen væk fra brugen af fossile brændsler.

Det betyder også et stigende elforbrug til vejtransporten og et stigende elforbrug til PtX, som primært forventes at kunne anvendes inden for tung transport og industri, herunder landbrug. Analyseforudsætninger medtager desuden et stort elforbrug til PtX, der bidrager til omstillingen af udenrigstransport i sø- og luftfart. Derudover antages Danmark at blive nettoeksportør af PtX-produkter på lang sigt, da det forventes, at det store havvindspotentiale i den danske del af Nordsøen bidrager til at Danmark bliver et attraktivt marked for produktion af PtX-produkter.

Herudover skyldes stigningen udbygningen med datacentre. Forbruget af el til PtX forventes at stige fra 0,6 TWh til 129,4 TWh i 2050.

Datacentres strømforbrug ventes at stige fra 1,9 TWh til 14,5 TWh i 2050.

Til sammenligning udgør det ”klassiske” elforbrug til husholdninger og erhverv godt 29 TWh i 2023. Det er Energistyrelsens forventning, at dette elforbrug vil stige til 33,6 TWh i 2050.

I 2022 brugte ladefirmaet Clever alene én procent af Danmarks samlede strømforbrug og forbruget stiger ekspotentielt.

Hvor skal strømmen komme fra?

I øjeblikket dækkes omkring 50 pct. af elforbruget af grøn strøm fra vind og sol. En stigning i elforbruget til 209 TWh i 2050 forudsætter derfor mængder af vedvarende energi og en særdeles kraftig vindkrafts-udbygning.

Spørgsmålet er, om forsyningssikkerheden, den grønne omstilling og elektrificeringen overhovedet kan imødekommes?

Lad os forudsætte, at det med etablering af energiøer i Nordsøen og i Østersøen, vindmølleparker på land og solceller faktisk bliver muligt at imødekomme 5-doblingen af behovet for bæredygtig grøn strøm, men spørgsmålet er hvordan alle de nye VE-anlæg kommer på nettet?

Opgraderingen af el-nettet

I øjeblikket har højspændingsforbindelserne fra Lolland, Falster og Sydsjælland til resten af Sjælland, hvor en stor del af forbruget er, ikke kapacitet til at rumme den el, firmaerne står i kø for at producere. Fem planlagte solcelleprojekter er derfor helt eller delvist på standby.

For to år siden kom konsulentvirksomheden Rambøll med en analyse, der viste at det vil koste 80 milliarder kroner over de næste 20 år at opgradere elnettet til fremtidens produktion og forbrug.

Men allerede nu ser Rambøll sig nødsaget til at opjustere det tal drastisk. At gøre elnettet klar til opgaven vil koste ”et godt stykke over 100 milliarder kroner”, fra nu og til 2040, lyder det nyeste bud fra Rambøll ifølge Ingeniøren.

Overgangsproblemer i elforsyningen

I forbindelse med udviklingen af mere vedvarende energi har kraftværkerne en vigtig funktion i at sikre elforsyningen. I tilfælde af “dunkelflaute” – altså når solen ikke skinner og vinden ikke blæser – har regulerbare elproducerende kraftværker en afgørende rolle med at levere strøm og værdifuld stabilisering af elnettet.

Af den grund har Dansk Fjernvarme lavet en undersøgelse blandt sine medlemmer, der har regulerbar elproduktion, for at få en status på elforsyningen i forbindelse med omstillingen. Undersøgelsen konkluderer, at elkapaciteten frem mod 2030 falder hurtigere, end tidligere analyser viser.

I takt med at der kommer mere vedvarende elproduktion fra vindmøller og solceller, afvikles de regulerbare elproducerende kraftværker simpelthen af økonomiske grunde.

Præsidentvalget i Paraguay

Paraguays og Taiwans flag

Ved præsident- og parlamentsvalget søndag den 30. april 2023 i sydamerikanske Paraguaya bevarede det konservative parti Colorado magten, og partiets 44-årige Santiago Peña, økonom og tidligere finansminister, vil efterfølge Mario Abdo Benitez som Paraguays nye præsident.

Paraguaya har i alt omkring 7,5 millioner indbyggere og 4,8 millioner havde stemmeret (og stemmepligt!) ved søndagens valg.

Da 96 procent af stemmerne sent søndag aften var talt op, havde Peña fået 42,87 procent af stemmerne, mens hans udfordrer, Efrain Alegre, havde fået 27,53 procent.

De vigtigste emner i valgkampen har været økonomien, anklager om korruption og kandidaternes syn på Taiwan.

Santiago Peña fra Colorado, der med få afbrydelser haft magten i Paraguay siden 1947, står nu foran en udfordrende opgave med at sætte gang i Paraguays landbrugsdrevne økonomi, Samtidig vil Peña være under et stigende pres fra soja- og oksekødsproducenter, der vil have, at Paraguay dropper relationen til Taiwan til fordel for Kina og det store marked, der findes der.

Paraguay er et af blot 13 lande, der har formelle diplomatiske relationer til Taiwan.

Den kolde krig bragte Paraguay og Taiwan sammen i 1957, da begge lande blev styret af antikommunistiske diktaturer.

Det skønnes, at Taiwan investerede i gennemsnit 4 millioner dollars i udviklingsprojekter i Paraguay og 14,8 millioner dollars i bistand hvert år mellem 2005 og 2014. Paraguayas hovedstad, Asunción, er hjemsted for et ingeniøruniversitet etableret af Taiwan, og paraguayanske studerende modtager generøse stipendier til at studere i Taiwan.

Alligevel blegner disse fordele i forhold til, hvad Paraguays naboer har modtaget i støtte fra Kina. De fleste paraguayanske naboer, bortset fra Brasilien, deltager således i Beijings “Road- and Belt”-initiativ, og det vurderes, at Kina mellem 2005 og 2020 har investeret omkring 130 milliarder dollars i Latinamerika.

Under valgkampen lovede den nyvalgte præsident Santiago Peña at bevare båndene til Taiwan.

Den ledende oppositionskandidat, Efraín Alegre, signalerede, at han ville slå ind på en ny vej i forhold til Kina, der ville være mere økonomisk fordelagtig end et fortsat samarbejde med Taiwan.

Hvis Paraguaya opgav Taiwan ville det indebære et symbolsk tab for USA, som er på vagt over for voksende kinesisk indflydelse i Latinamerika.