Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af § 140 og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed.

Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi.

I forbindelse med sagen, fik vi opfrisket tidligere sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen:

I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse.

§ 140 var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), var omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kan yde en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse?

Straffeloven indebærer i øvrigt andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man selv efter en eventuel genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt advarede Straffelovrådet allerede i 2015 om, at hvis blasfemiparagraffen blev ophævet, ville det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster. 

Mandag den 12. december 2022 besluttede EU’s udenrigsministre på et møde i Bruxelles at oprette en militær mission i Niger. Formålet er angiveligt at støtte landet i kampen mod terrorgrupper med forbindelse til Islamisk Stat og al-Qaeda, der er på fremmarch i flere lande i det såkaldte Sahel-bælte syd for Saharaørkenen.

Det europæiske tiltag kommer, efter at militære styrker og specialstyrker fra bl.a. Frankrig og Danmark tidligere i år blev tvunget til at forlade Mali i Sahel-regionen på grund af en strid med landets militærjunta, der kuppede sig til magten i 2020. Det skete efter en ni år lang og mislykket vestlig militæraktion, der skulle bekæmpe terrorgrupperne.

EU vil have den nye militære mission i Niger på plads allerede i februar. På et møde i EU’s ministerråd mandag den 23. januar 2023 blev beslutningen ifølge mødereferatet bekræftet.

EU skal angiveligt hjælpe med at opbygge et træningscenter for Nigers militær, og etablere en ny nigersk bataljon med fokus på kommunikation og kommando.

Mandatet for missionen er ifølge EU aftalt med myndighederne i landet, og der er foreløbigt aftalt en periode på 3 år. Prisen for den periode er lidt over 200 millioner i danske kroner.

Niger er som mange andre lande i Sahel plaget af militante grupper. Niger har dog undgået militærkup, som man har set i Mali og Burkina Faso i de senere år.

Indtil videre har Tyskland lovet at levere tropper til missionen i Niger.

Dansk deltagelse i Mali – FN-operationen MINUSMA

Efter konflikten i Mali brød ud i 2012 blev MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali) etableret i 2013 på baggrund af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 2100.

Regionen og Mali har i en lang årrække været plaget af interne konflikter mellem regeringen og nomadiske oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper.

Missionen har blandt andet til opgave at støtte Malis regering i kampen mod de væbnede grupper samt at sikre beskyttelsen af civile.

Danmark har bidraget til MINUSMA siden 2014 med forskellige militære bidrag og har blandt andet af tre omgange stillet et C-130J-transportfly til rådighed for missionen (2014, 2017 og 2019/2020).

I 2016 var et dansk specialoperationsstyrkebidrag på ca. 30 personer del af en nederlandsk enhed i Gao-regionen i Mali.

I 2019-2020 bidrog Danmark med et personelbidrag på ca. 10 personer til indhentning af oplysninger for MINUSMA. Danmark har derudover ydet substantiel finansiel støtte til MINUSMA.

Ud over Danmark har også andre lande støttet FN-missionen heriblandt Nederlandene, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

P.t. bidrager Danmark med et mindre antal danske stabsofficerer til MINUSMA i Mali.

MINUSMA smuldrer

Tyskland meddelte den 22. november 2022, at den tyske deltagelse i MINUSMA og tilstedeværelsen i Mali ophører i maj 2023.

Tidligere har Storbritannien og Elfenbenskysten trukket sig fra MINUSMA-operationen.

EU har stadig en militær mission i Mali, men den synger muligvis også på sidste vers på grund af uoverensstemmelser med regeringen i landet.

Den fransk ledede indsats i Mali

Den tidligere kolonimagt, Frankrig, har igennem en årrække haft styrker i Mali som led i bekæmpelsen af jihadist-oprørere. Frankrig har ligeledes været den drivende kraft i MINUSMA og aktivt ledet Operation Barkhane og Task Force Takuba,

Operation Barkhane bestod af omkring 5000 franske soldater, og der indgik desuden bidrag fra Storbritannien (helikopterbidrag) og Estland (bevogtningsbidrag). Operation Barkhanes operationsområde dækkede Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad.

Danmark bidrog i 2013 med et transportfly til den franskledede Operation Serval, som gik forud for Operation Barkhane. I 2019-2020 har Danmark bidraget med to transporthelikopter og op til ca. 70 personer til Operation Barkhane.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen fik dermed Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag kunne indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag skulle bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af dansk cyberkapacitet.

Specialoperationsstyrkebidraget skulle bestå af op til ca. 60 personer, der skulle udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kunne midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der skulle opstå behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen.

Kirurgholdet ville bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der kunne derudover udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023.

Som logistisk støtte til de øvrige bidrag skulle et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer udsendes fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

Tanken med de danske militære bidrag var at gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. ville indebære offensiv magtanvendelse.

Herudover havde bidragene mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker.

Operationsområdet forventedes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og kunne også omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Efter Folketingets godkendelse i maj 2021 af udsendelsen nye militære bidrag til den europæiske specialoperationsstyrke i Mali, Task Force Takuba, blev bidraget faktisk deployeret – indsat i Mali.

Imidlertid måtte alt hjemtages igen kort herefter pga. Malis regerings udmeldinger om, at de danske soldater ikke var velkomne.

Ifølge Mali havde Danmark ikke fulgt de nødvendige protokoller. Det blev fra dansk side afvist. Det danske bidrag blev ifølge Forsvaret hjemtaget 29. april 2022.

Præsident Emmanuel Macron trak i august 2022 de sidste franske styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.Da det franske militær forlod Mali, rykkede styrkerne til Niger.

Har Danmark gjort en forskel i Mali?

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly m.v. til Mali som bidrag til MINUSMA, Operation Barkhane og Task Force Takuba.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst.

Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet. Siden august 2020 har Mali oplevet 2 militærkup og udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig som tidligere kolonimagt har historiske såvel som økonomiske interesser.

På trods af den ugunstige udvikling deltager Danmark fortsat i MINUSMA i Mali med et par danske stabsofficerer.

Skal Danmark deltage i Niger?

Danmark har i Bruxelles åbenbart givet fuld støtte til EU’s nye militærmission, som den danske stat efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet skal være med til at finansiere. Men det vides endnu ikke, om den nye SVM-regering ønsker at sende danske soldater afsted.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen ønsker ifølge Jyllands-Posten endnu ikke at kommentere missionen, men Forsvarsministeriet oplyser i en mail til Jyllands-Posten, at Danmark med afskaffelsen af EU-forsvarsforbeholdet har ”fået mulighed for at deltage i EU’s militære missioner og operationer, herunder på det afrikanske kontinent”.

Aller-koncernen producerer og udgiver dag- og ugeblade samt magasiner på print og digitale platforme i Danmark, Sverige, Norge og Finland og har tillige væsentlige aktiviteter inden for Marketing Services samt rejsebureauvirksomhed i Danmark, Sverige og Norge. I Danmark udgiver Aller bl.a. ugebladene Billed-Bladet, Familie Journal, Femina, Se og Hør, Søndag og Ude og Hjemme.

Aller, der har regnskabsår fra oktober – oktober, har netop offentliggjort årsrapporten for 2021-2022.

Aller har med en omsætning på knap 4,3 mia. kroner har med det yderste af de lakerede negle holdt fast i et lille overskud på 25 mio. kr. – et fald på 189 mio.kr. i forhold til et overskud på 214 mio.kr. i 2020/21.

Koncernen oplyser, at COVID-19-pandemien negativet har påvirket driften, og selskaberne har modtaget netto 6 mio.kr. i støtte fra statslige hjælpepakker. Hjælpen er primært modtaget af rejsebureauerne i Danmark i form af tilskud til faste omkostninger og lønkompensation.

I årsrapporten oplyses det til gengæld ikke, at koncernen også har interesseret sig for Kulturministeriets tilskudsordninger til forskellige typer af medier og medieprojekter. Aller har således søgt om redaktionel produktionsstøtte til ugebladet Femina. Kulturministeriets formål med støtteordningen er angiveligt ”at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat”.

Blandt de nye ansøgere til 2023-puljen var udover Femina også landbrugsmagasinet Effektivt Landbrug. De pågældendes bidrag til det danske demokrati og den demokratiske debat anses måske for tvivlsom. I hvert fald er deres ansøgninger ikke imødekommet

Af Allerkoncernens årsrapport fremgår, at afkastet på selskabets finansielle investeringer i 2021/22 var negativt – 156 mio.kr. mod et positivt afkast på 48 mio.kr. i 2020/21.

De samlede finansielle poster inklusive bank- og prioritetsrenter mv. udgør en nettoomkostning på 177 mio.kr. mod en nettoindtægt på 32 mio.kr. i 2020/21.

I beretningen besværer Aller sig over den hårde konkurrence fra dagspressen og deres magasintillæg, der i Danmark ”med hjemmel i den fortsat stærkt konkurrenceforvridende momslovgivning producerer og udgiver både på print og digitalt uden moms”. Dette står i skærende kontrast til, hvad der gælder for Allerkoncernens ugeblade og magasiner, som pålægges fuld moms både på print og digitalt. Allker understreger, at ”Disse forhold er fortsat stærkt medvirkende til at forværre de i forvejen udfordrende tider for den del af mediebranchen, der ikke er omfattet af momsfritagelse”.

Den uafhængige revisor – det statsautoriserede Revisionspartnerselskab, Deloitte – har i sin påtegning af regnskabet anført, at ”det er vores opfattelse, at koncernregnskabet og årsregnskabet giver et retvisende billede af koncernens og selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30.09.2022 samt af resultatet af koncernens og selskabets aktiviteter og koncernens pengestrømme for regnskabsåret 01.10.2021 – 30.09.2022”. Deloitte fortsætter: ”Baseret på det udførte arbejde er det vores opfattelse, at ledelsesberetningen er i overensstemmelse med koncernregnskabet og årsregnskabet og er udarbejdet i overensstemmelse med årsregnskabslovens krav. Vi har ikke fundet væsentlig fejlinformation i ledelsesberetningen.”

Ritzau kan oplyse, at Østre Landsret mandag og tirsdag skal behandle en sag, hvor Arne Herløv Petersen får støtte af Dansk Forfatterforening i en sag, hvor Politiets Efterretningstjeneste og Rigsarkivet er sagsøgt for at nægte at destruere kopier af nogle dagbøger, som blev beslaglagt af PET for mere end 40 år siden.

Dagbladet Information bragte i oktober 2019 en artikel, der detaljeret redegør for sagens baggrund. Arne Herløv Petersen var imidlertid ikke den eneste, der under den kolde krig var under mistanke for ulovlig agentvirksomhed.

Da efterretningstjenesten ikke havde tillid til justitsministeren

Socialdemokraten Ole Espersen, der nåede 21 år i Folketinget, var professor på Københavns Universitet og Justitsminister i 1981-82.

Berlingske Tidende har ved flere lejligheder omtalt, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

Imidlertid blev det med departementschefen i Justitsministeriet, Niels Madsen, aftalt at der ikke var grund til at informere Ole Espersen om den russiske dobbeltagent, Oleg Gordievsky, der siden slutningen af 1974 med PET’s viden og bistand havde arbejdet for britiske MI6.

I det historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal af professor Bent Jensen, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger.

Ole Espersen bidrog med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der her er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham. PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

PET-sagen mod Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, og som PET ville have dømt for ulovlig agentvirksomhed.

PET havde, uden Justitsministerens vidende, men sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981.

Tiltalen efter straffelovens §108 blev ved Ole Espersens mellemkomst frafaldet. Der har været spekuleret på, at Ole Espersen måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Under alle omstændigheder endte Herløv Petersen-sagen Ifølge PET-Kommissionen med et tiltalefrafald – en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

Arne Herløv Petersen blev dermed aldrig af en domstol frikendt for PET’s alvorlige sigtelse om hans virke som hemmelig russisk agent.

Dagbladet Information

Dagbladet Informations dækning af Arne Herløv Petersens sag i Landsretten er interessant. Det er efter den kolde krig kommet frem, at Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, også var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET dengang anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information, blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Var Mogens Lykketoft også agent?

Folk født før Sovjetunionens sammenbrud husker den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik. Udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var kolonnevirksomheden en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en eufemistisk artikel om ”Samba-socialismen”.

PFAS-forureninger er i Danmark blevet et meget debatteret emne, efter det i foråret 2021 kom frem, at PFOS havde spredt sig fra en brandskole i Korsør til en nærliggende mark.

Her gik køer fra Korsør Kogræsserforening i årevis og indtog stoffet gennem græsset. Giften spredte sig til aftagerne af oksekødet.

Der blev taget blodprøver af kogræsserforeningens medlemmer, og de viste stærkt forhøjede værdier af PFOS.

Siden er der også fundet PFOS i oksekød fra fynske kvæg, og en kortlægning fra Danske Regioner viser, at næsten 15.000 steder i Danmark bør undersøges for forurening af de giftige fluorstoffer.

Det er således hævet over enhver tvivl, at grupper af danskere har spist fødevarer og drukket drikkevand forurenet med PFOS.

Det særlige ved PFAS (per- and polyfluorinated substances – PFAS) er, at de er en stor gruppe af forskellige, men uhyre stabile og svært nedbrydelige stoffer – såkaldte ”evige” kemikalier (forever chemicals).

PFAS er også kendt under navnene:

• Fluorstoffer
• Perfluorerede stoffer
• PFC’er
• Fluorcarbon

PFAS kan også gemme sig bag betegnelserne PFOA, PFOS, PTFE, Teflon og Gore-tex.

Stofferne er svært nedbrydelige, og kan derfor findes overalt i miljøet, og PFAS kan måles i lave koncentrationer i blodet på befolkningen overalt i verden – også i Danmark.

PFAS-stoffer udfases

PFAS har været brugt siden begyndelsen af 1950erne. Stofferne dækker over en stor gruppe af kemiske stoffer, der blandt andet har vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber. Fluorstoffernes særlige egenskaber har ført til at brugen er meget udbredt. Stofferne har været bredt anvendt i en lang række hverdagsprodukter som fx tøj, sko, mademballage og kosmetik og brugt i blandt andet brandslukningsskum, overfladebehandling og imprægnering af tekstil.

Fra 2011 blev det forbudt at anvende brandslukningsskum med PFOS, der er ét af stofferne fra PFAS-gruppen. Fra 1. juli 2020 blev det også forbudt at tilsætte stofferne til mademballage af papir og pap i Danmark.

Der har i de sidste år været fokus på personer, der har været særligt udsat for stoffer fra PFAS-gruppen. Konkret har det være borgere, der i forbindelse med miljøforurening har indtaget PFAS-forurenede fødevarer eller drikkevand igennem længere tid. Desuden er der opmærksomhed på borgere, som har været særligt udsatte via deres erhverv, for eksempel brandfolk, der har arbejdet med skum til brandslukning.

PFAS og sundhed

I Danmark har Sundhedsstyrelsen gennemgået PFAS-stofferne: PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS og deres betydning for helbredet.

Man kan optage PFAS gennem fødevarer og drikkevand. Man kan også indånde det via støv fra PFAS-forurenet materiale, men der savnes viden om omfanget i Danmark.

Det er begrænset, hvor meget PFAS, men kan optage gennem huden.

Kroppen udskiller PFAS gennem afføring og urin. Halveringstiden kan være adskillige år. Hvor lang tid det tager at udskille PFAS, så man har samme niveau som befolkningen generelt, afhænger af flere ting. Blandt andet, hvor højt niveau man har i kroppen, og om man stadig udsættes for PFAS.

En svensk undersøgelse har vist, at der er en gennemsnittelig halveringstid i blodet på 2,5 – 5,3 år for PFOS.

Sundhedsstyrelsen har undersøgt helbredseffekter af PFAS og hvilken effekt høj udsættelse for PFAS kan have for helbredet.

Man har fundet, at der er en øget forekomst af følgende tilstande: Forhøjet kolesterol, Let leverpåvirkning (men ikke leversygdom), Nedsat antistofrespons på vaccination – primært hos børn, Nedsat fødselsvægt.

Man kan ikke ud fra hverken blodprøver, undersøgelser eller målinger af eksponering, sige noget om den enkeltes risiko for at få de ovennævnte tilstande. De fundne helbredseffekter forbundet med PFAS er ikke specifikke for PFAS-eksponeringer, men er i høj grad også påvirket af levevilkår og mange andre miljømæssige, sociale eller genetiske faktorer. Forhøjet kolesterol er således almindeligt forekommende også blandt personer, der ikke har været udsat for høj mængde PFAS.

Det vil for den enkelte være umuligt med sikkerhed at konkludere, at det er PFAS, der er årsagen til en af ovennævnte tilstande.

Generelt er der ikke fundet entydig sammenhæng mellem kræft og PFAS.

Nogle studier har fundet en let øget risiko på befolkningsniveau for nyre- og testikelkræft ved udsættelse for stoffet PFOA – men ikke for PFOS.

En beskeden øget risiko for nyre- og testikelkræft skal ses i forhold til, at der er tale om to sjældne kræftformer, og det derfor på befolkningsniveau er meget sjældne sygdomme.

Fiskespisning

Otte søer og åer landet over er så forurenet med sundhedsskadelige PFAS-stoffer, at Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk, der er fanget der.

De otte søer og åer, hvor indtag af fisk frarådes, er: Korsør Nor ved Slagelse, Mølleå i Nordsjælland, Furesøen ved Furesø Kommune, Egåen i Aarhus Kommune, Lille Vejleå i Greve, Herningsholm Å i Herning, Faxe Å i Faxe og Svanesø i Skanderborg.

Det er ikke bare i søer og vandløb, de uønskede stoffer findes. PFAS-stoffer er konstateret over grænseværdien i en eller flere drikkevandsboringer i hver femte af landets kommuner.

PFAS fra fiskefoder i æg

En undersøgelse som DTU Fødevareinstituttet har lavet i samarbejde med Fødevarestyrelsen under Fødevareministeriet viser, at miljøforureningen PFAS er fundet i økologiske æggeblommer. Særligt børn, der spiser mange økologiske æg, er i risikogruppen. Stofferne er højst sandsynligt overført via fiskemel, der indgår i foder til hønsene.

En typisk foderblanding til høns indeholder omkring 3-6 % fiskemel. Fiskemel fungerer i dag som en vigtig kilde til protein og aminosyrer, der er afgørende for høners velfærd, sundhed og evne til at lægge æg.

Fjernes fiskemel fra foderet, skal det erstattes af en anden kilde til protein og aminosyrer.

DTU Fødevareinstituttet oplyser at indholdet af PFAS-stoffet PFOS i æggene er halveret 4-7 dage, efter brugen af fiskemel er ophørt. Derfor vil en udskiftning med en ikke forurenet foderingrediens i løbet af få uger kraftigt kunne mindske indholdet af PFAS i æggene.

USA

En ny undersøgelse tyder på, at amerikanske ferskvandsfisk er stærkt forurenet med PFAS – ”evige” kemikalier.

Én portion ferskvandsfisk kan betyde, at der indtages lige så meget PFAS, som man ville få ved at drikke PFAS-forurenet drikkevand i en måned.

Forureningen kan ifølge undersøgelsen, der blev offentliggjort tirsdag i Environmental Research, være 2.400 gange større end det anbefalede niveau.

Undersøgelsen viser, at lokalt fangede ferskvandsfisk er langt mere forurenet med PFAS end fisk fra kommercielt havfiskeri. Forskerne undersøgte Nederst på formularen

tilstedeværelsen af forskellige typer PFAS i 501 fiskefiletprøver, indsamlet over hele USA fra 2013 til 2015.

Disse prøver blev indsamlet i forbindelse med  programmer iværksat af EPA (U.S. Environmental Protection Agency): National Rivers and Streams Assessment og 2015 Great Lakes Human Health Fish Fillet Tissue Study.

Mens prøverne omfattede mange typer evige kemikalier var den største bidragyder til de samlede PFAS-niveauer PFOS-forbindelsen.

Selvom brugen af PFOS nu stort set er blevet udfaset, var det tidligere hovedingrediensen i imprægneringsmidlet Scotchgard, og det hænger stadig fast i miljøet.

PFOS er så potent, at indtagelse af kun en portion ferskvandsfisk ifølge undersøgelsen som nævnt ville svare til at drikke en måneds vand forurenet med PFOS.

Selvom forskere måske ikke ved præcis, hvordan folk bliver udsat for PFAS, viser undersøgelsen, at for mennesker, der spiser ferskvandsfisk, er det sandsynligvis en betydelig kilde til deres eksponering for PFAS.

Forureningen i søer og damme er mere udtalt end PFAS-forureningen i floder og vandløb, hvor vandudskiftningen er større.

Medianniveauerne for total påvist PFAS i ferskvandsfisk var 278 gange højere end i fisk testet fra 2019 til 2022 fra kommercielt havfiskeri, der ofte foregår langt fra land, hvor PFAS-forureningen er fortyndet.

Ifølge undersøgelsen betyder den industrielle udfasning af PFOS-anvendelsen på, at forureningsniveauet i floder og vandløb vil være faldende.

Michigan Department of Health and Human Services har opdateret retningslinjerne for fiskespisning (Eat Safe Fish) for at begrænse mængden af regnbue smelt, der skal indtages – baseret på forhøjede niveauer af PFOS. Det anbefales, at man højest spiser fisk fra Lake Huron 6 gange om året, og fra Lake Michigan højest 1 gang om måneden.

Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod har ifølge Finans stiftet 3 nye selskaber: Investeringsselskabet ”Jeseko Holding”, enkeltmandsvirksomheden ”KofodGlobal” og anpartsselskabet ”KofodGlobal ApS”, der skal gøre sig inden for kommunikation og rådgivning.

Jeppe Kofod oplyser selv, at ”Det er rettidig omhu i forhold til, hvis jeg skal være rådgiver. Selskaberne er oprettet, så der er styr på strukturen”.

Selskabskonstruktionen kan dog også anvendes til at undgå modregning i det rundelige eftervederlag, som Jeppe Kofod er berettiget til efter perioden som minister fra 2019-2022.

Afgåede ministre har ret til et eftervederlag af samme størrelse som ministerlønnen i mindst 18 måneder og op til 3 år afhængig af hvor længe man har været minister.

I princippet modregnes eftervederlaget for løn, vederlag og anden erhvervsmæssig indkomst samt pension m.v. fra såvel offentlig ansættelse og offentlige hverv som privat ansættelse og erhvervsvirksomhed.

Det er Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under Finansministeriet, der holder styr på eftervederlag og modregning m.v. og eksministre bliver modregnet af de penge, som de betaler arbejdsmarkedsbidrag af, har styrelsen oplyst.

Eks-ministre, der fortsat er medlem af Folketinget undgår ikke at Folketingsvederlaget modregnes i ministervederlaget, men hvis andre indtægter formelt oppebæres af et selskab, kan modregning undgås, hvis der ikke trækkes penge ud af virksomheden.

Hvis man venter med at trække pengene ud til efter perioden med eftervederlaget som minister, skal der ikke modregnes.

Penge tjent samtidig med det gyldne eftervederlag, der svarer til en ministerløn, bliver så i virksomheden, indtil minister-dagpengene fra det offentlige udløber. Herefter kan man overføre løn til sig selv uden modregning.

Udover Jeppe Kofod omfatter listen over eks-ministre med eget firma Lars Løkke Rasmussen (Enkeltmandsvirksomheden: ”Lars Løkke Rasmussen” og anpartsselskaberne ”Sollar Holding ApS” og ”Sollar ApS”), Kristian Jensen (Enkeltmandsvirksomhed: ”Kr. Jensen foredrag mv”), Troels Lund Poulsen (Enkeltmandsvirksomhed: ”Birkehøjgaard v/Troels Lund Poulsen”), Eva Kjer Hansen (Enkeltmandsvirksomhed ”Evaction), Rasmus Jarlov (Enkeltmandsvirksomhed: ”Hamlet Tours”), Søren Pind (Anpartsselskaber: ”Selskabet af 4. juli 1776 ApS” og ”Selskabet af 20. januar 1981 ApS”). Det bemærkes, at nogle selskaber er stiftet inden den pågældende politiker blev minister.

Efter Israels femte valg på lidt over tre et halvt år den 1. november, godkendte Israels parlament – Knesset – torsdag den 29. december 2022 Benjamin Netanyahus nye regering, der betegnes som den mest højreorienterede og religiøst konservative regering i Israels 74-årige historie.

Efter godkendelsen i Knesset holdt Netanyahu et kort møde med sit nye kabinet og sagde, at hans prioriteter ville omfatte at standse Irans atomprogram, styrke lov og orden, bekæmpe landets høje leveomkostninger og udbygge Israels forbindelser med den arabiske verden.

Selvom Netanyahu prioriterer forholdet til den arabiske verden, og herunder ikke mindst Saudi-Arabien, vil det utvivlsomt blive forholdet til palæstinenserne og den israelske bosættelsespolitik, der vil vise sig nok så kontroversiel.

I regeringsgrundlaget, anføres det som retningsgivende princip, at “det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til alle områder af landet Israel”. Det omfatter den besatte Vestbred og regeringen vil “fremme og udvikle” bosættelser der.

I den højstemte situation omkring Israels regering er den seneste udvikling, at premierminister, Benjamin Netanyahu, søndag den 22. januar 2023 fyrede en vigtig allieret i regeringen. Netanyahu fulgte dermed en højesteretsdom, der havde pålagt ham at gøre det.

Udviklingen har betydet, at debatten i Israel om domstolenes magt fortsat raser med fuld styrke.

Netanyahus regeringskoalition består af en række højrefløjspartier: Likud (32), Shas (11), United Torah Judaism (7), Religous Zionism (7), Otzma Yehudit (Jewish Power) (6) og NOAM (1).

Lederen af koalitionens næststørste parti, Shas, Aryeh Deri, indtog posten som indenrigs- og sundhedsminister.

Netanyahus fyring af Aryeh skete efter at Israels højesteret i sidste uge med ti dommerstemmer mod én på grundlag af en samlet bedømmelse af Aryeh Deris generalieblad besluttede, at Deri ikke med en dom sidste år for skatteforbrydelser kunne fungere som minister.

I et træk, der blev set som afgørende for at bringe regeringskoalitionen sammen, havde israelske lovgivere ellers i sidste måned ændret en lov, der ellers havde afskåret en fængselsdømt at være kabinetsminister. Med lovændringen skulle det være muligt at blive kabinetsminister med en betinget fængselsdom. Det banede vejen for, at Deri kunne slutte sig til regeringen, men fik altså den israelske Højesteret til at gå i aktion og underkende lovændringen.

Aryeh Deris betingede skattedom er nemlig ikke det eneste på synderisteret. Deri har tidligere haft alvorlige juridiske problemer. Tilbage i 2000 blev han idømt tre års ubetinget fængsel for bestikkelse, bedrageri og tillidsbrud under en periode som indenrigsminister i 1990’erne. Han afsonede faktisk 22 måneders fængsel, men gjorde politisk comeback og generobrede tøjlerne i Shas-partiet i 2013.

I det ultraortodokse Shas-parti, der tilbage i 1980’erne opstod som protestparti med særlig appel til sefardiske vælgere, altså jøder med baggrund i Nordafrika og Mellemøsten, har Aryeh Deri fået en slags martyrrolle. Da højesteretsdommen var faldet, samledes tusinder af tilhængere uden for Deris hjem i Jerusalem, og da føg det med skældsord mod de ashkenaziske (europæiske) dommere, som det hed.

Centralt i forholdet mellem Israel og den arabiske verden er de aftaler, der i 2020 blev indgået.

Abraham-aftalerne

Abraham-aftalerne er en række fælles normaliseringserklæringer, der oprindeligt var mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og som trådte i kraft siden 15. september 2020. Formidlet af USA vedrørte den oprindelige meddelelse af 13. august 2020 kun Israel og De Forenede Arabiske Emirater før meddelelsen om en opfølgningsaftale mellem Israel og Bahrain den 11. september 2020.

Den 15. september 2020 var USA i Det Hvide Hus vært for den officielle underskrivelsesceremoni for Abraham-aftalerne. Som en del af de dobbelte aftaler anerkendte både De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain Israels suverænitet, hvilket muliggjorde etableringen af fulde diplomatiske forbindelser.

Abraham-aftalerne (på engelsk: Abraham Accords Peace Agrement) er en fælles erklæring mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater, UAE, og USA, der blev indgået den 13. august 2020, der efterfølgende den 11. september 2020 blev fulgt op med en aftale med Bahrain.

Abraham-aftalerne blev underskrevet af UAE’s udenrigsminister, Abdullah bin Zayed Al Nahyan, Bahrains udenrigsminister, Abdullatif bin Rashid Al Zayani, den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og den amerikanske præsident Donald Trump den 15. september 2020 foran det Hvide Hus i Washington. Forhandlingerne om aftalerne blev faciliteret af Jared Kushner og Avi Berkowitz.

Abrahams-aftalerne blev den 23. oktober 2020 udvidet, da Israel og Sudan når til enighed om at normalisere forholdet. Aftalen underskrives i januar 2021. Den 10. december 2020 bliver Israel og Marokko enige om at normalisere forholdet mellem sig.

Aftalerne, der benævnes Abraham-aftalerne fordi alle landene er relateret til religioner, der er forbundet med Abraham, der i Bibelen kaldes nationernes fader, var den første offentlige normalisering af forbindelserne mellem 4 arabiske lande og Israel siden og Camp David i 1978 og aftalerne med Egypten i 1979, med Jordan i 1994.

Det palæstinensiske selvstyre

Abrahams-aftalerne siger ikke noget om en kommende to-statsløsning på konflikteni Palæstina, og siden aftalerne kom i stand i 2020, har den palæstinensiske ledelse igen og igen kritiseret udviklingen.

Det er sket i modsætning til Israel, der bruger enhver lejlighed til at prise aftalerne.

Palæstinensernes vrede bunder i, at aftalerne er et brud med arabiske landes mangeårige konsensus om, at normalisering med Israel først kan finde sted, når konflikten mellem Israel og palæstinenserne er løst.

Saudi Arabien bifaldt Abraham Accords og har kritiseret palæstinenserne og præsident Mahmoud Abbas beskyldninger om, at de arabiske lande svigter palæstinenserne.

Aftalerne sender et signal til palæstinenserne om, at en række arabiske lande har fået nok af at sætte palæstinensernes interesser højere end deres egne. Deraf også den israelske glæde over aftalerne. For Israel symboliserer de nemlig ikke kun en fordelagtig strategisk og økonomisk udvikling. De styrker også Israels mangeårige argument om, at det er palæstinenserne – og ikke Israel – der forhindrer en fredsaftale.

Derfor har den palæstinensiske sag siden normaliseringsaftalerne næsten ikke eksisteret i den regionale debat. Alt har handlet om Israels samarbejde med de fire arabiske lande. Om deres økonomiske aftaler og den taktiske inddæmning af den fælles fjende Iran.

Samtidig står Det Palæstinensiske Selvstyre svagere end nogensinde før. Den 87-årige præsident Mahmoud Abbas er upopulær, og væbnede grupper som Hamas og Islamisk Jihad bruger tiden på at forberede sig på dagen efter den nuværende præsidents afgang, mens de selv holder hovedet oven vande med støtte fra Iran.

Men med den gradvise modning af aftalerne fra 2020 skabes der en ny regional balance, der på sigt kan være med til at påvirke konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

USA forlod UNRWA i 2018

USA, der tidligere var den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Organisationen blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948, den efterfølgende krig og problemerne med flygtninge. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

I dag hjælper UNRWA 5,6 millioner mennesker, der med status af palæstinensiske flygtninge befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden, med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA vurderede, at ”UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer. USA anså organisationen for at være “irredeemably flawed”.

UNRWA har efterfølgende været gennem en turbulent tid, hvor organisationen udover budgetproblemer også måtte opleve, at chefen – Pierre Krähenbühl – i november 2019 af FN’s Generalsekretær António Guterres blev fjernet fra sin post. Årsagen var sager vedrørende ledelsens adfærd, der skal undersøges nærmere (“managerial issues that need to be addressed”), som FN udtrykte det i en pressemeddelelse.

Danmark har i forvejen smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

Den tidligere socialdemokratiske regering hævede det årlige danske bidrag til UNWRA til 105 millioner kroner i perioden 2020 til 2023.

Israels nye regering

Israel holder aftalerne med de arabiske lande meget kært og ønsker at udvide dem til også at omfatte Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien er til gengæld selv begyndt at tale om det arabiske fredsinitiativ fra 2002 som en betingelse for at normalisere forholdet til Israel. Hovedessensen i fredsinitiativet er israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for normalisering med alle de arabiske lande.

Før Abraham-aftalerne blev indgået, havde de arabiske lande så godt som ingen vægt i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Den eneste mægler, Israel var villig til at tage alvorlig, var USA. I dag ser det anderledes ud. Dels fordi Israel nu ved, hvor stor betydning normalisering med arabiske lande har. Dels fordi nogle af de arabiske lande i kraft af deres normalisering af forholdet til Israel står til at blive aktive mæglere i en eventuel fredsproces.

Efter Israels femte valg på lidt over tre et halvt år den 1. november, godkendte Israels parlament – Knesset – torsdag den 29. december 2022 Benjamin Netanyahus nye regering, der betegnes som den mest højreorienterede og religiøst konservative regering i Israels 74-årige historie.

Efter godkendelsen i Knesset holdt Netanyahu et kort møde med sit nye kabinet og sagde, at hans prioriteter ville omfatte at standse Irans atomprogram, styrke lov og orden, bekæmpe landets høje leveomkostninger og udbygge Israels forbindelser med den arabiske verden.

Forholdet til palæstinenserne

Selvom Netanyahu prioriterer forholdet til den arabiske verden, og herunder ikke mindst Saudi-Arabien, vil det utvivlsomt blive forholdet til palæstinenserne og den israelske bosættelsespolitik, der vil vise sig nok så kontroversiel.

I regeringsgrundlaget, anføres det som retningsgivende princip, at “det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til alle områder af landet Israel”. Det omfatter den besatte Vestbred og regeringen vil “fremme og udvikle” bosættelser der.

Danmarks holdning

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har så sent som den 18. januar 2023 på et spørgsmål i Folketinget bekræftet, at Danmark anser bosættelserne i de besatte områder for at være ulovlige og hindrende for etablering af en to-statsløsning på konflikten i området.

Kulturministeriet har en række tilskudsordninger til forskellige typer af medier og medieprojekter.

Formålet med at støtte medier er angiveligt ”at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat”.

Redaktionel produktionsstøtte består af to ordninger, en hovedordning og en supplementsordning.

Blandt de nye ansøgere til 2023-puljen har været Femina og Effektivt Landbrug. De pågældendes bidrag til det danske demokrati og den demokratiske debat anses måske for tvivlsom. I hvert fald er deres ansøgninger ikke imødekommet

Kristeligt Dagblads og Informations bidrag til den demokratiske debat betvivles ikke, og de modtager igen i år de største mediestøttebeløb med henholdsvis 28.984.778,35 kroner og 25.526.165,32 kroner. Blandt de øvrige store modtagere af støtte er BT, Ekstrabladet, Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten og Børsen, der modtager svimlende 17.500.000 kr.

Weekendavisen får 10.242.652,03 kroner, mens en række provinsaviser spises af med lavere støttebeløb.

Én efter sigende meget lukrativ forretning som Altinget får minsandten 7.207.777,89 kroner i redaktionel produktionsstøtte i 2023.

Efterhånden som flere og flere må slippe hjemmearbejdet og indfinde sig under arbejdsgivernes opsyn på arbejdspladsen og købekraften udhules af den generelle inflation, stigende energiomkostninger og skyhøje fødevarepriser falder prisen på hunde (og katte). Det er i hvert fald ifølge Bloomberg tilfældet i Storbritannien.

Gennemsnitsprisen på hunde i Storbritannien faldt med 28 pct. mellem januar og november 2022 sammenlignet med året før. De 20 mest populære katteracer koster 32 pct. mindre. Tilbage i april og maj 2020 var der mere end 400 købere pr. annonceret kæledyr. I november 2022 var det kun 80, der reagerede på salgstilbud.

I Danmark koster en Coton de Tulear (Bomuldshund) eller en blandingshund som cockerpoo nemt 15.000 kroner, men i Storbritannien er prisen det sidste år faldet med 40 pct.

Mens efterspørgslen efter lodne venner er faldende, betyder inflationen også, at mange familier har sværere ved at få råd til holde hunden med foder og pleje.

Næsten 1 ud af ti ejere overvejer at opgive deres kæledyr, ifølge Bloomberg, og dyreinternater er fulde af uønskede dyr.