Ritzau kan oplyse, at Østre Landsret behandler en sag, hvor Arne Herløv Petersen får støtte af Dansk Forfatterforening i en sag, hvor Politiets Efterretningstjeneste og Rigsarkivet er sagsøgt for at nægte at destruere kopier af nogle dagbøger, som blev beslaglagt af PET for mere end 40 år siden. Sagen er henvist fra Københavns Byret, fordi den er principiel.

Hvilke gode grunde, der efter PET’s og Rigsarkivets opfattelse må være til ikke at efterkomme Herløv Petersens ønsker, bliver tirsdag den 6. juni fremlagt af to repræsentanter fra Kammeradvokaten, Sune Fuglholm og Stanley Stener Nielsen.

Herefter optager landsretten sagen til dom. Ved en eventuel anke vil sagen dermed automatisk kommer for Højesteret.

Sigtet efter den milde spionageparagraf i straffeloven

Dagbladet Information bragte i oktober 2019 en artikel, der detaljeret redegør for sagens baggrund. Herløv Petersen blev tilbage i november 1981 i hjemmet i Tryggelev på Langeland anholdt og sigtet efter den milde paragraf om spionage i straffeloven, §108. Han havde hjulpet Sovjetunionen på ulovlig vis, lød påstanden. Han var påvirkningsagent, og KGB kaldte ham “Palle”.

Forfatteren nægtede sig skyldig.

Arne Herløv Petersen var imidlertid ikke den eneste, der under den kolde krig var under mistanke for ulovlig agentvirksomhed.

Da efterretningstjenesten ikke havde tillid til justitsministeren

Socialdemokraten Ole Espersen, der nåede 21 år i Folketinget, var professor på Københavns Universitet og Justitsminister i 1981-82.

Berlingske Tidende har ved flere lejligheder omtalt, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

Imidlertid blev det med departementschefen i Justitsministeriet, Niels Madsen, aftalt at der ikke var grund til at informere Ole Espersen om den russiske dobbeltagent, Oleg Gordievsky, der siden slutningen af 1974 med PET’s viden og bistand havde arbejdet for britiske MI6.

I det historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal af professor Bent Jensen, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger.

Ole Espersen bidrog med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der her er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham. PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

PET-sagen mod Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, og som PET ville have dømt for ulovlig agentvirksomhed.

PET havde, uden Justitsministerens vidende, men sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981.

Tiltalen efter straffelovens §108 blev ved Ole Espersens mellemkomst frafaldet. Der har været spekuleret på, at Ole Espersen måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Under alle omstændigheder endte Herløv Petersen-sagen Ifølge PET-Kommissionen med et tiltalefrafald – en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

Arne Herløv Petersen blev dermed aldrig af en domstol frikendt for PET’s alvorlige sigtelse om hans virke som hemmelig russisk agent.

Dagbladet Information

Dagbladet Informations dækning af Arne Herløv Petersens sag i Landsretten er interessant. Det er efter den kolde krig kommet frem, at Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, også var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET dengang anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information, blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Mogens Lykketoft?

Folk født før Sovjetunionens sammenbrud husker den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik. Udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var kolonnevirksomheden en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en eufemistisk artikel om ”Samba-socialismen”.

Victor Boysen, Leading Press Advisor to the Foreign Minister, bekendtgør glad og stolt, at han netop er begyndt som pressechef for udenrigsministeren.

Boysen tilstår, at Udenrigspolitik generelt har fyldt godt op i mediebilledet. På en baggrund, der ikke altid har været lige sjov. ”Men vi har arbejdet benhårdt på at få ministeren og ministeriets historier ud over rampen, og jeg synes ikke, det er gået helt dumt”.

Lad os se hvordan det gik en tidligere pressechef i udenrigsministeriet:

Jacob Benthien, der døde som 65-årig i 2009, var udenrigstjenestens svar på Preben Møller Hansen og gik som sømandsbossen åndeligt talt i hawaiiskjorte. Aldrig kedelig, altid slagfærdig. Med en manglende respekt for selvhøjtidelighed og regelret tankegang, der førte arbejdet på vildspor.

Han var de kontante løsningers mand, hedder det i et mindeord fra Benthiens tidligere kollega, forhenværende presseråd i Udenrigsministeriet Flemming Axmark. Benthien undgik offentlighedens søgelys, og blev aldrig opmærksom på (eller ignorerede forpligtigelsen), at Udenrigsministeriets presseafdeling også havde forpligtelser overfor Statsministeriet og Poul Schlüter. I forhold til Statsministeriet var Benthien en decideret møghund.

Jacob Benthien kom til Udenrigsministeriet i 1976. Forud var gået en spraglet karriere i syddansk og grønlandsk presse. I Grønland grundlagde han sammen med Peter Kreutzfeldt ugeavisen Sermitsiaq, hvis første ansvarshavende redaktør han blev.

Efter hjemkomst nåede han tre journalistposter rundt om i landet, før han landede på Ritzaus Bureau, hvorfra han blev rekrutteret til Udenrigsministeriet. Dér blev han den første leder af Internationalt Pressecenter på en adresse ude i byen for at signalere den selvejende institutions selvstændighed i forhold til ministeriet.

Derfra drog han til Paris, ligesom han efter nogle hjemmeår fløj videre til New York for efter nye hjemmeår at afslutte udlandskarrieren i London.

Hjemme var han først chef for Pressekontoret og så for hele Presse- og Kulturafdelingen. Som han i sine unge år var grundlægger af Sermitsiaq, blev han det i sine modne år af Udenrigsministeriets personaleblad Kureren, mens han i karrierens slutrunde krydsede sit spor, idet han med sit hjem som base blev redaktør af eksportmagasinet Focus Denmark.

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt brugte Folketingets afslutningsdebat til at markere 40-året for udlændingeloven fra 1983. Han krævede en undskyldning til danskerne for 40 års forfejlet udlændingepolitik: “København: Bølge af knivstikkerier har ramt hovedstadsområdet. Frederikssund: Asylsøgere dømt for at kaste brosten mod Røde Kors-ansatte. Køge: Seks unge fængslet for vold, røveri og hærværk…”.

Sådan lød det onsdag aften den 31. maj 2023 i Folketinget, da Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt I 10 minutter oplæste den ene overskrift fra aviserne efter den anden. Overskrifter, der fortalte om røverier, voldtægter, overfald, hærværk og ballade begået af indvandrere og deres efterkommere, og som dermed beskrev konsekvenserne af den slappe, danske udlændingepolitik.

Anledningen til Messerschmidts indlæg var 40-året for udlændingeloven fra 1983, som gav retskrav til familiesammenføring for personer, der fik asyl, gav ”de facto” flygtninge ret til asyl og gav asylansøgere ret til at opholde sig i Danmark mens deres sag blev behandlet.

Udlændingeområdet er fortsat et omdiskuteret hjørne af dansk politik. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode har Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget været i fokus. Anledningen har været barnebrude og det endte som bekendt i en rigsretssag.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik – men Dansk Folkeparti presser stadigvæk på med krav om stramninger.

Socialdemokratiet er indstillet at opbygge modtagecentre og flygtningelejre i Afrika er et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres er bemærkelsesværdigt.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk enighed om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge selv i 2023 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet.

Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Iraq, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark.

1. januar 2023 er der i alt 910.898 indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til 15,4 pct. af den samlede befolkning. 579.457 personer har oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf har 293.000 personer oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet.

Den 4. juni 1989 fandt der en massakre sted på Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen Square) i Beijing, Kina.

Studerende og andre borgere krævede politiske reformer og større frihed i landet.

Demokrati- og menneskerettighedsprotester på Den Himmelske Freds Plads begyndte i midten af ​​april 1989 og voksede hurtigt i omfang og omfattede studerende, intellektuelle og arbejdere. Protesterne blev udløst af korruption blandt nogle politikere samt krav om ytringsfrihed og politiske reformer. Demonstranterne besatte Tiananmen Square og organiserede fredelige demonstrationer, protester og sultestrejker.

Imidlertid eskalerede situationen dramatisk den 3. juni 1989, da den kinesiske regering erklærede undtagelsestilstand og sendte bevæbnede styrker, herunder hæren og paramilitære enheder, for at fjerne demonstranterne fra pladsen. Soldaterne brugte magt og våben mod civile demonstranter. Det præcise antal døde er stadig ukendt, da myndighederne har forsøgt at skjule omfanget af tabene, men det skønnes, at hundreder og muligvis tusinder af mennesker blev dræbt og såret under nedkæmpningen af ​​protesterne.

Begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads den 4. juni 1989 fik stor international opmærksomhed og blev mødt med fordømmelse fra mange lande og menneskerettighedsorganisationer rundt om i verden.

Den kinesiske regering sletter alle spor

Massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing for 34 år siden er stadig et meget følsomt og censureret emne i Kina. Den kinesiske regering gør stadig sit yderste for at fjerne alle spor af massakren – både i Kina og Hongkong.

Ifølge den amerikanske menneskeretsorganisation Human Rights Watch har det kinesiske styre faktisk øget dets bestræbelser på at udradere al information om det, der skete for 34 år siden.

”Den kinesiske regering fortsætter med at unddrage sig ansvaret for den årtier gamle massakre. Den dag i dag sætter folk i Kina deres sikkerhed og frihed på spil, hvis de vover at råbe op,” skriver organisationens Kina-ekspert Yaqiu Wang og nævner flere eksempler på, at myndighederne stopper ethvert tilløb til omtale af massakren.

Aktivisten Qi Chonghuai fra Shandong-provinsen blev af politiet advaret mod at deltage i politiske aktiviteter og skriver på Twitter: ”Når den 4. juni nærmer sig, skal man bevare roen. Det er, som politiet siger, en følsom dag, og derfor havde de indkaldt mig til en samtale. Hvorfor er denne regering så skrøbelig? Hvad er de bange for?” Og i Hunan-provinsen blev en anden aktivist Chen Siming anholdt, fordi han nægtede at slette de mindeord om massakren, han havde skrevet på Twitter.

Myndighederne har ifølge Human Rights Watch også forsøgt at blokere kommunikation fra organisationen Tiananmen Mothers, der består af mødre og andre pårørende til ofrene fra massakren i 1989. Men alligevel er det lykkedes talskvinden, Zhang Jingli, at få lagt en tale ud på internettet. Tårevædet fortæller hun om hendes dengang 26-årige mand Liu Yongliang, der blev skudt og dræbt på Den Himmelske Freds Plads.

”Vi forlanger at få sandheden at vide, vi vil have udpeget de ansvarlige og vi vil have kompensation for al den smerte, vi har lidt igennem årene,” siger hun.

Men det kinesiske kommunistparti, CCP, har aldrig nogensinde påtaget sig et ansvar eller på nogen måde givet de pårørende en undskyldning. Det kommer næppe heller til at ske, eftersom den kinesiske regering gør alt, hvad der står i dens magt, for at fjerne den del af Kinas blodige historie. De fleste unge kinesere har aldrig hørt om, hvad der skete dengang – og selv i Hongkong bliver det stadig vanskeligere at finde information om emnet.

Hongkong

Den 4. juni har ellers været en helt særlig dag for mange hongkongere. I næsten tre årtier har man kunnet samles i Victoria Park i hjertet af storbyen og med tændte stearinlys i hænderne mindes ofrene for massakren i Beijing i 1989.

Som det eneste sted på kinesisk jord kunne en sådan mindehøjtidelighed finde sted i Hongkong, fordi den tidligere kronkoloni efter overdragelsen fra Storbritannien til Kina i 1997 var sikret særlige rettigheder – herunder friheden til at samles og ytre sig frit.

Men det er slut nu. Den kinesiske regering vedtog i juni 2020 en national sikkerhedslov gældende for Hongkong. Og derfor vil søndag den 4. juni efter alt at dømme forløbe uden en markering af 34-året for den skelsættende begivenhed.

Ifølge Kristeligt Dagblad blev de fleste bøger om den 4. juni 1989 nemlig i sidste måned fjernet fra hylderne på byens 71 biblioteker. En lokal embedsmand siger til avisen South China Morning Post, at ”bøger med indhold, der kan tænkes at bryde den nationale sikkerhedslov, vil blive fjernet og underlagt nærmere inspektion”.

Danmarks Kina-politik

Som reaktion på massakren på Den Himmelske Freds Plads indstillede Danmark bistandssamarbejdet med Kina ligesom den stadige strøm af ministerbesøg i Kina blev indstillet for en stund. Samtidig opretholdt Danmark en ”åben dialog” med Kina angiveligt for at forsøge at presse på for politiske reformer og respekt for menneskerettighederne. Dette omfattede både bilaterale samtaler og deltagelse i internationale fora, hvor Danmark fortsatte med at opfordre til forandringer i Kina. Bistandssamarbejdet blev dog hurtigt genetableret og ministerbesøgene blev genoptaget allerede i 1991.

POV – POINT of VIEW International – der deklarerer sig selv som et uafhængigt, dansk netmedie, der publicerer nyhedsanalyser, anmeldelser, essays og debatindlæg indenfor især politik, kultur-, udlands-, sports- og erhvervsstof bringer den 29. maj 2023 et interview med Thomas Senderovitz: ”Den tatoverede Novo Nordisk-direktør: ”Man skal elske alle nye idéer i fem minutter”.

Med POV’s oplysning om at Senderovitz bor i Hellerup ”tæt på Maos Lyst” mindes vi diskret om Thomas Senderovitz’ ræverøde fortid, mens POV ikke finder anledning til at grave i at Thomas Senderovitz – midt under Covid-krisen – gik direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et vellønnet job som vicedirektør i Novo Nordisk.

At Thomas Senderovitz, der er forskønnet med en tatovering af en hund, valgte pengene i Novo og foretog et jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz sluttede sig til en række af bjergsomme politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.

Historien viser, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv, men det rejser samtidig spørgsmålet om man kan stole på politikere og embedsmænd?

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle diskussion om Mette Frederiksens fokus på internationale muligheder har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Når politikere og embedsmænd pludselig ”fristes” til noget andet

Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en ”drømmestilling”, der viser sig at være en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed som Thomas Senderovitz pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Klausuler

De markante karriereskift, som Thomas Senderovitz, Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

Det videnskabelige tidsskrift ”Nature”, der udkommer ugentlig, kan den 31. maj 2023 berette, at Indien skærer beskrivelser af det periodiske system og udviklingslæren fra i det pensum, som skoleelever under 16 år fremover skal undervises i.

I Indien vil børn under 16, der vender tilbage til et nyt skoleår, ikke længere blive undervist i Darwins evolutionslære, det periodiske system af grundstoffer eller energikilder.

Nyheden om, at udviklingen ville blive skåret ud af læseplanen for studerende i alderen 15-16, blev kendt i sidste måned, da tusindvis af mennesker underskrev en underskriftsindsamling i protest.

Men af officielle læsevejledninger fremgår det alligevel, at kapitler om det periodiske system sammen med andre grundlæggende emner såsom energikilder og miljømæssig bæredygtighed vil blive fjernet fra læseplanerne. Yngre elever vil ikke længere blive undervist i visse forurenings- og klimarelaterede emner, og der skæres i biologi, kemi, geografi, matematik og fysik for ældre skoleelever.

Samlet set påvirker ændringerne omkring 134 millioner 11-18-årige i Indiens skoler. Omfanget af, hvad der har ændret sig, blev tydeligere i sidste måned, da National Council of Educational Research and Training (NCERT) – det offentlige organ, der udvikler det indiske skolepensum og lærebøger – udgav lærebøger for det nye akademiske år, der startede i maj.

Forskere og lærere på naturvidenskabelige uddannelser, er chokerede. “Enhver, der forsøger at undervise i biologi uden at beskæftige sig med evolution, underviser ikke i biologi, som vi i øjeblikket forstår det,” siger Jonathan Osborne, en videnskabelig uddannelsesforsker ved Stanford University i Californien. “Det er så grundlæggende for biologi.” Det periodiske system forklarer, hvordan livets byggesten kombineres for at generere stoffer med vidt forskellige egenskaber, tilføjer han, og “er en af ​​kemikernes store intellektuelle bedrifter”.

Mythili Ramchand, en naturfagslærer, der underviser ved Tata Institute of Social Sciences i Mumbai, Indien, siger, at “alt relateret til vand, luftforurening, ressourcestyring er blevet fjernet. “Jeg kan ikke se, hvordan bevarelse af vand og luft [forurening] ikke i den nuværende situation er relevant for os”, tilføjer hun. Et kapitel om forskellige energikilder – fra fossile brændstoffer til vedvarende energi – er også blevet fjernet. “Det er lidt mærkeligt, helt ærligt, givet relevansen i dagens verden,” siger Jonathan Osborne.

Mere end 4.500 videnskabsmænd, lærere og videnskabsformidlere har skrevet under på en appel organiseret af Breakthrough Science Society, en kampagnegruppe baseret i Kolkata, Indien, for at genindsætte det skrottede indhold om evolution.

Det oplyses, at NCERT ikke har reageret på Natures spørgsmål om sagen.

Det er ikke kun i Indien, der stilles spørgsmål til relevansen af Darwins evolutionslære. En spørgeskemaundersøgelse i ti lande i 2009 viser dog, at de fleste personer accepterer Charles Darwins evolutionsteori.

Russere, amerikanere og egyptere er blandt de mest skeptiske. I Egypten svarede 62 procent, at de aldrig havde hørt om hverken Darwin eller evolutionsteorien. I Sydafrika var tallet 73 procent.

De allerfleste af de adspurgte var enige i, at det går an at tro på en gud og samtidig mene, at livet på jorden, os mennesker inkluderet, har udviklet sig over tid ved naturlig udvælgelse.

Inderne var i den pågældende undersøgelse mest enige (85 procent), mens kun 39 procent var enige i dette udsagn i Kina.

Fra: Søren Vandsø <medlem@konservative.dk>
Sendt: 21. august 2018 11:00
Emne: Pernille Weiss indstilles som partiets spidskandidat til EP-valget 

Denne mail er sendt til alle medlemmer af Det Konservative Folkeparti

Kære medlem, Forretningsudvalget indstiller, til Landsrådet i september, at Pernille Weiss bliver ny spidskandidat for vores parti til Europaparlamentsvalget i maj 2019. Pernille Weiss har været med i vores parti i flere årtier og har også en fortid som både amtsrådsmedlem på Fyn og folketingskandidat samme sted. Pernille bliver præsenteret af Søren Pape og Bendt Bendtsen på et pressemøde, kl. 12:00 i dag, som vi iøvrigt live-streamer på partiets facebook-side. Vi vil sende mere info ud om og fra Pernille Weiss i den kommende tid, men her er der lidt om Pernilles historie og baggrund, skrevet af hende selv. Om Pernille Weiss: Pernille fortæller følgende om sig selv: Jeg er født i marts 1968 i Gamborg på Vestfyn og er storesøster til Christina og Jakob i en tømrermesterfamilie, hvor mange af mændene arbejdede med byggeri og mange af kvinderne havde en sundhedsfaglig uddannelse. Efter gymnasiet ville jeg egentlig have læst politologi i København, men blev heldigvis på Fyn og løftede min mødrenearv og blev sygeplejerske. Det har jeg aldrig fortrudt! Sygeplejen er og bliver mit praktiske udgangspunkt for det meste af det jeg gør som menneske – for mennesker. Jeg har tre voksne børn og et barnebarn. Jeg har været gift i godt 12 år. To gange. Samfundsforhold, historie og politik er emner, hele familien tager alvorligt og tager del i. En er menighedsrådsformand og en anden er byrådsmedlem. En er journaliststuderende og de fleste har skarpe meninger og iagttagelser. Det betyder meget for mig, når jeg nu selv har lyst til at bruge så meget tid på netop politik. Da jeg blev gift 2. gang og min yngste søn i 2001 kom ind i mit liv, var jeg så godt som sikker på at komme i Folketinget. Det kunne jeg ikke få mig selv til at byde mine små børn og jeg valgte derfor at spring fra for at kunne koncentrere mig om dem, mit amtsrådsarbejde og mit studie i sundhedsvidenskab. Det har jeg aldrig fortrudt! I dag er børnene godt i vej og jeg har igen tid til politik. Nu kan jeg kombinere mine uddannelser, mine erfaringer og mine meninger i et aktivt liv. Jeg bor tæt på min børn – og Christiansborg – på Christianshavn og har stadigvæk nøglerne til mit barndomshjem på Fyn, hvor jeg ofte er. En dag finder jeg en adresse til mig selv om øen. Det vil jeg rigtig gerne. Alt i mit liv er ikke politik og arbejde! Jeg holder meget af at læse, løbe, vinterbade og dyrke hot yoga. Så ofte jeg kan, fylder jeg helst en søndag med en del af det, en gudstjeneste i min kirke og mine børn eller venner. Også teater, opera, kunstmuseer, musik og ballet bruger jeg en del opmærksomhed på – gerne forskellige genrer, som gerne må provokere sanser og antagelser, blot det ikke gøres alt for dogmatisk og formanende. Mit CV ser i oversigtsform således ud: Referencer 2008 – Stifter og ejer af ArchiMed ApS 2005-08 Chef for Sundhed i Arkitema A/S 2004-05 Markedsansvarlig for Sundhed i COWI A/S 1999-04 Faglig vejleder på sundhedsvidenskab på SDU 1993-99 Områdeleder og sygeplejerske i Ejby Kommune 1996-04 Amtsrådsmedlem på Fyn 1990-96 Dansk Sygeplejeråd, amtsbestyrelsesmedlem og tillidsrepræsentant 1993 Middelfart Sygehus retspsykiatrisk afdeling   Bestyrelsesposter (aktuelle) Bestyrelsesmedlem i Teatermuseet i Hofteateret på Christiansborg WeShelter – Socialt arbejde siden 1893 VL56 Medlem af Byggesocietetets Sundhedsudvalg Ejerforeningen Wildersgade 26   Bestyrelsesposter (tidligere) Hospitalitet AS, Norge Gloria Mundi Care ApS VL73 Odense Teater Svendborg Handelsskole Døveskolen i Nyborg FOF Middelbart…og flere, som har givet indsigter og overblik om emner og mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt.   Uddannelser 2017 Påbegyndt Master i Teologi fra KU 2017 Certificeret sexolog 2009 Akkrediteret i evidensbaseret design fra Center for Health Design i USA 2008 Master i Ledelse og Innovation fra CBS og DPU 2004 Cand.scient. i sundhedsvidenskab fra SDU 1992 Sygeplejerske fra Odense Sygeplejeskole, Fyns Amt 1987 Samfundsmatematisk student

Med venlig hilsen Søren Vandsø Partisekretær

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag – L 104 – der fra næste år gør det sværere at få partistøtte fra staten.

I dag har et parti blandt andet ret til partistøtte på

• 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  

• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Efter de nye regler ændres bundgrænsen for udbetaling af offentlig partistøtte, så et parti, en kandidat uden for partierne eller en kandidatliste, der har opnået repræsentation ved valg, altid er berettiget til partistøtte.

Partier, der ikke har opnået repræsentation ved et folketingsvalg, er kun berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 320 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat. Det betyder at det fremover vil det kræve cirka 64.000 stemmer for at få partistøtte til opstillede til Folketingsvalg. Med ændringen vil hverken Frie Grønne eller Kristendemokraterne være berettiget til partistøtte fra næste år.

Kandidater uden for partierne, der ikke har opnået repræsentation ved folketingsvalget, og kandidatlister, der ikke har opnået repræsentation ved et kommunal- og regionalvalg, skal være berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 80 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat.

Partistøtte til ”Stram Kurs”

Bedømt på antallet af kandidatlister ved de senest afholdte valg til kommunalbestyrelser og regionsråd er demokratiet i Danmark særdeles levende. Det er forholdsvis nemt at blive opstillet til valgene. Til kommunalvalget kræver det blot 25 stillere – i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere. Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere. 

Konsekvensen af den ubesværede adgang til opstilling er, at vælgerne op til valgdagen overalt udsættes for kakofonisk valgpropaganda og postkasser og mailbakker flyder over med anprisninger. På valgstedet må vælgerne bakse med alenlange og uoverskuelige stemmesedler.

Der er også en økonomisk side

Den hidtidige lov om offentlig partistøtte har sikret at partier som ”Hampepartiet”, der i København opnåede 573 stemmer blev berettiget til partistøtte på godt 4.150 kr. om året. ”Veganerpartiet” og ”Klimapartiet Momentum” og flere andre lister har ligeledes været berettiget til partistøtte.

Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1388 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, har været berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 6.200 kr. frem til næste regionsvalg.

Rasmus Paludans ”Stram Kurs” opnåede 1005 stemmer og er derfor berettiget til en årlig støtte på godt 4.700 kr. (Stram Kurs opstillede også i region Syddanmark, hvor de opnåede 707 stemmer).

Kandidatlisterne ”Odins Vikingehær” (1331 stemmer), ”Regnbuepartiet” (1194 stemmer) og ”Veganerpartiet” (5398 stemmer) var også blandt dem, der er berettiget til partistøtte. 

I Region Hovedstaden fik hele 14 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind. 

Situationen er højspændt på grænsen mellem Serbien og Kosovo på Balkan.

Kosovo – med en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagelig etniske albanere, men dog også over 50.000 serbere – udråbte sig selv som et uafhængigt land den 17. februar 2008 med Pristina som hovedstad.

Kosovo var tidligere en del af Serbien med et befolkningsflertal af kristne, og under den nu afdøde serbiske leder Milosevic blev den overvejende muslimske albanske befolkning undertrykt. Da der var optræk til et regulært folkemord, greb det internationale samfund ind i 1999.

Kosovo er ikke anerkendt af Serbien og Rusland. Rusland har samtidig blokeret for FN’s anerkendelse, men Danmark har siden 2008 sammen med 98 andre lande, herunder de fleste EU-medlemslande, anerkendt Kosovo som et selvstændigt land.

FN har iværksat en internationale overvågningsplan, der blandt andet skal sikre at Kosovos serbiske mindretal og andre etniske grupper beskyttes.

Serbisk mindretals modstand mod nummerplade-krav

Der lever omkring 50.000 serbere i den nordlige del af Kosovo, og de nægter at anerkende regeringen i hovedstaden Pristina eller i det hele taget staten Kosovo.

Spændingerne eskalerede, da der skulle afholdes valg den 18. december i de serbiske flertalskommuner Zvecan, Leopsavic, Zubin Potok og North Mitrovica, efter at repræsentanter trådte tilbage i massevis i protest over et krav om nye bilnummerplader. Pristina krævede, at etniske serbere skulle aflevere de serbisk udstedte nummerplader, som de stadig bruger, og erstatte dem med “Republikken Kosovo” -plader.

For Pristina var det et spørgsmål om at hævde Kosovos suverænitet. For kosovoserbere repræsenterede nummerpladerne deres identitet, og kun en håndfuld foretog ombytningen af nummerplader indenfor fristen.

Kosovomyndighederne i Pristina truede med at udstede bøder for den manglende ombytning, men det udløste omfattende opsigelser fra etniske serbere i alle Kosovos nationale institutioner. Dette omfattede borgmestre og kommunalbestyrelser samt politiet, hvor mere end 600 etniske serbiske betjente afleverede deres badges.

Det planlagte valg den 18. december blev udsat, og en EU-formidlet kompromisaftale om nummerpladerne har ikke formildet serberne, der fortsat har afbrudt alt samarbejde med Kosovos myndigheder.

Valg den 24. april

Kosovos regering, med den kosovoalbanske præsident Albin Kurti i spidsen fik imidlertid alligevel afviklet valget den 24. april i år, og med en stemmedeltagelse på godt og vel 4 procent overgik magten til kosovoalbanere.

De etniske serbere boykottede valget og kalder processen for udemokratisk og valget for illegitimt, så da de nye borgmestre skulle møde på deres respektive rådhuse for første gang i fredag før Pinse, blev de mødt af etniske serbere i hundredvis, der forsøgte at nægte dem adgang til bygningerne.

NATO-ledet international fredsmission angribes

NATO leder en international fredsmission i Kosovo Force (KFOR). KFOR omfattede omkring 50.000 soldater, da missionen var på sit højeste i begyndelsen af år 2000, men i øjeblikket er styrken på 3.700 mand, og blandt andre lettiske tropper er placeret på nøglepunkter, herunder ved grænsen til Serbien.

Men kampklædt politi og bevæbnede KFOR-NATOstyrker var fredag på plads og skubbede demonstranterne tilbage på, hvad kritikere kalder, voldsom vis. Volden mellem de to sider eskalerede hurtigt, og adskillige politimænd og borgere blev såret i sammenstødet.

Mandag den 29. maj nåede kampene nye foruroligende højder. Politi og Kfor, Natos fredsbevarende styrker var i kampe med de etniske serbere, der havde blokeret indgangene til rådhusene i fire kommuner i Nordkosovo i protest mod, at der er indsat kosovoalbanske borgmestre.

Politibiler stod i brand, og luften var tyk af røg fra tåregas og stødgranater, da volden og uroen i det nordlige Kosovo eskalerede. De værste uroligheder mandag fandt sted i byen Zvecan, hvor mindst 25 NATO-soldater blev såret – tre af dem alvorligt – efter de blev ramt af blandt andet sten og flaskebomber. Også i de tre kommuner Mitrovica, Leposavic og Zubin Potok var der sammenstød mellem myndigheder og demonstranter.

Kampberedt serbisk hær

Beograd har øget sin væbnede tilstedeværelse ved grænsen og den serbiske hær siger nu, at den er på sit “højeste niveau af kampberedskab” efter uger med eskalerende spændinger mellem Serbien og Kosovo. Serbiens præsident Aleksandar Vucic, beordrede fredag Serbiens militær helt op til grænsen til Kosovo.

”Serbien vil ikke sidde overhørig i det øjeblik, at serbere i det nordlige Kosovo bliver angrebet”, sagde han.

Rusland er utvetydig i sin støtte til Kosovo-serberne, og både USA og EU, som er fredsmæglere i konflikten mellem Serbien og Kosovo, har kritiseret Kosovos myndigheder for at destabilisere det allerede skrøbelige forhold mellem de to sider, men fordømmer samtidig vold fra demonstranternes side.

Danske fængselsplaner i Kosovo

Den danske regering har indgået en traktat med Kosovo, hvorefter Danmark lejer 300 fængselspladser i fængslet i Gjilan. Det er planen, at kriminelle fra lande uden for EU, som udvises af Danmark, skal afsone i Kosovo i stedet for på dansk jord. Det skal aflaste det danske fængselssystem.

Det var oprindeligt meningen, at pladserne kunne være taget i brug i 2023. Men den tidsplan er skredet.

Årsagen er blandt andet, at traktaten mellem Danmark og Kosovo endnu ikke er endeligt ratificeret, og at ombygningen af fængslet tager længere tid end forventet. Altinget har beskrevet processen, der ledte frem til aftalen med Kosovo.

Justitsminister Peter Hummelgaard mener, at parlamentet i Kosovo ”snart” vil ratificere traktaten, så ombygningen af Gjilan-fængslet kan påbegyndes.

Så skal vi til det igen!

H.K.H. Kronprinsen fortsætter succesen og har inviteret til Royal Run 2. Pinsedag – den 29. maj 2023 – i Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster.

Der er lagt op til fem helt store royale begivenheder, når H.K.H. Kronprinsen løber med i Royal Run 2. pinsedag.

Ruten til Royal Run i København og på Frederiksberg er lukket for trafik, og der vil være løbere på ruten fordelt over hele dagen. Der forventes derfor pres på trafikken, ligesom det vil være meget vanskeligt at finde parkering. 

Uanset om du deltager, bor i – eller skal på besøg i København/Frederiksberg, fraråder vi derfor at du tager bilen denne dag, hvis det er muligt.​

Royal Unibrew A/S (tidligere Bryggerigruppen A/S) er Danmarks næststørste bryggerivirksomhed. Virksomheden ejer de danske bryggerier Albani, Faxe, Maribo Bryghus og Ceres og har desuden en række bryggerier i Letland, Litauen og Polen, samt en betydelig eksport til bl.a. Italien, Tyskland og Caribien. Gruppens hovedkontor ligger i Faxe.

Royal Unibrew markedsfører sig i Danmark med Royal Arena og leverer øl fra sine fire danske bryggerier under individuelle mærker, men har derudover haft succes med at sælge det fælles mærke, Royal, som blev skabt ud fra Ceres-øllen Ceres Royal Export, da gruppens øvrige ølmærker primært solgte regionalt. Det må antages, at Royal Unibrew opnår en betydelig markedsføringsafsmitning fra afviklingen af Royal Run.

Royal Unibrew indgik i 2003 en salgsaftale med det hollandske bryggeri Heineken om at markedsføre Heineken-øl i Danmark, og man licensproducerer desuden nogle af PepsiCos læskedrikke i Danmark.