Oven i al postyret omkring TV2-stjernen Anders Langballes påståede sexkrænkelser oplyses det af netmediet Mediawatchnu, at Lise Rønne stopper hos Gyldendal.

Lise Rønne, der under mediernes bevågenhed tiltrådte som redaktør hos Gyldendal for et år siden, har haft sidste dag hos forlaget, der bliver presset på flere områder. Økonomisk har 2022 været et rædselsfuldt år for det blandt yngre forfattere foragtede forlagshus.  Allerede tilbage i april 2022 blev forventningerne til årets driftsresultatet nedjusteret.

Spørgsmålet er om det kulturradikale forlag overhovedet står til at redde. Den tidligere ledelse syntes i hvert fald ikke opgaven voksen, og er siden blevet udskiftet!

Ledelsens dispositioner

Mens en række forfattere har forladt forlaget, traf den tidligere direktør – Danmarks Radios tidligere kulturchef, Morten Hesseldahl – ejendommelige beslutninger.

Fra ”M” til Gyldendal

Det gav anledning til rynkede bryn, da Lise Rønne, der siden 2002 har været en del af tv-branchen, den 1. februar 2022 startede som redaktør på Gyldendal.

Lise Rønne begyndte som vært på musikprogrammet “Boogie” på DR1. Siden har hun haft en række værtsjobs på TV 2 såvel som DR, hvor hun desuden var tilrettelægger og lejlighedsvist vært på “Aftenshowet”. I 2019 indstillede hun dog tv-arbejdet for at læse litteraturvidenskab.

Hun returnerede til skærmen i 2021 som værtsvikar på TV 2’s “X-Factor”. Et hverv, hun også havde i programmets første sæsoner på DR.

DR-profilers skæbne hos Gyldendal

Man må så håbe, at det ikke går Lise Rønne på Gyldendal som det gik DR-profilen Rasmus Bjerre.

I efteråret 2020 kommer det frem, at DR-chefen Rasmus Bjerre, der på daværende tidspunkt var en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemte over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts, blev fyret fra DR.

Rasmus Bjerre havde til en fest  sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

Maria Fantino besluttede sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viste sig, at der havde været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Efter fyringen fra DR får Rasmus Bjerre i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav.

Nyt job på Gyldendal

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt chefjob. Denne gang på Gyldendal, hos Morten Hesseldahl, der fra sin tid som Danmarks Radios kulturchef udmærket kendte Rasmus Bjerre.

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. Tv-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende også bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse, der er mere optaget af at Gyldendal får indhentet det såkaldte ”digitale efterslæb”, og her havde Rasmus Bjerre sin styrke.

Gyldendals ledelse foretog sig derfor intet

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyste, at der ikke var sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget havde fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Allerede dengang var spørgsmålet, om der ikke var andre i forlagets ledelse, der burde imødese en fyreseddel? 

Svaret kom i august 2022

Ved udgangen af august 2022 fratrådte Morten Hesseldahl sin stilling som administrerende direktør hos Gyldendal.

Gyldendals bestyrelse besluttede, at der var “behov for et nyt blik på virksomheden.”

Gyldendals bestyrelse har herefter udnævnt Hanne Salomonsen som ny administrerende direktør for Gyldendal. Hun blev konstitueret direktør i forlaget allerede den 1. september, hvor Morten Hesseldahl blev opsagt. Hanne Salomonsen var tidligere direktør hos Gyldendal Uddannelse.

Pensionist Peder Hanghøj undrer sig. Hvordan kan det være, at han, som bor i Sjørring i Thy, skal betale cirka 40 øre mere per kilowatttime end dem der bor i Viborg. Tarifforskellen betyder omkring 2.000 kroner mere om året i forhold til, hvis han boede i Viborg.

https://klimamonitor.dk/nyheder/art9192968/Elkunder-i-omr%C3%A5der-med-mange-vindm%C3%B8ller-skal-betale-h%C3%B8jere-tariffer

Krigen i Ukraine har sendt olie- og energipriserne i vejret.

Exxon Mobil har således kunnet levere et rekordresultat for 2022 og en indtjening på 55,7 mia. dollar, eller over 382 mia. kr. Resultatet slår den tidligere rekord på 45,2 mia. dollar fra 2008 med længder.

Shell, Europas største energiselskab, rapporterede torsdagden2. februar 2023 et overskud for 2022 på 42.3 milliarder dollars, mere end det dobbelte af dets samlede overskud i 2021.

Shell har tjent på sin verdensledende position inden for flydende naturgas. Det meste af Shells overskud i fjerde kvartal kom fra LNG-forretningen.

Det danske energiselskab Ørsted kom også ud af 2022 med en rekordhøj indtjening på markante 32,1 mia. kr.

Det bemærkelsesværdige er, at Ørsteds flagskibsdivision – havmølleforretningen Offshore – i årets løb ikke har tjent, men tværtimod været ramt af de volatile energipriser.

Hvordan det er lykkedes for Ørsteds topchef, Mads Nipper, at undgå at tjene penge på vindmøllestrøm i et år som 2022, går over al forstand.

EU har ifølge The Times accepteret en plan, der fjerner behovet for rutinemæssig kontrol af produkter, der indføres i Nordirland, og accepterede, at EU-Domstolen kun kunne træffe afgørelse om nordirske spørgsmål, hvis en sag blev henvist fra lokale, nordirske domstole.

Indtil nu har EU insisteret på, at EU-Kommissionen skulle kunne indbringe sager for EU-Domstolen.

En aftale vil gøre en ende på det langvarige dødvande i striden om Nordirland-protokollen, der har været et af de største spørgsmål om Storbritanniens forhold til EU, efter at det forlod unionen ved udgangen af 2020. Striden har betydet, at Unionistpartiet – DUP, Democratic Unionist Party – siden starten af februar 2021 har boykotte den struktur om deling af magten i det nordirske parlament i Stormont, som blev fastlagt i Belfast-aftalen eller Langfredagsaftalen om genindførelse af lokalt selvstyre i Nordirland, der blev indgået 10.4.1998 mellem Storbritannien, Irland og de vigtigste partier i Nordirland.

Nordirland-protokollen var designet til at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU. I stedet blev der indført en grænse i Det Irske Hav, hvor nogle varer, der bevægede sig mellem Storbritannien og Nordirland, skulle kontrolleres.

For de unionistiske og loyalistiske partier i Nordirland (som forsvarer tilhørsforholdet til UK og loyaliteten til det engelske monarki), har protokollen været en fornærmelse, fordi den etablerer en mellemting, eller hybridstatus, for den nordlige del af øen, uden for UK’s territorium.

I henhold til den nye toldaftale vil varer, der er bestemt til Nordirland, passere grænsen uden rutinemæssig kontrol, mens varer til republikken Irland, vil blive underkastet toldkontrol i nordirske havne.

UK vil dele data om køretøjers bevægelser med EU, og UK har erklæret sig parat til at undersøge enhver mistænkelig aktivitet.

I mellemtiden vil EU og Storbritannien i henhold til aftalen forhandle en separat aftale vedrørende eksport af kød, levende dyr og andre produkter til Nordirland, hvor UK accepterer at opretholde EU’s veterinærstandarder.

Annonceringen af aftalen er forsinket fordi der har været tvivl om premierminister Rishi Sunak kunne overbevise Unionistpartiet og til Brexittilhængerne i det konservative parti.

Britiske kilder siger, at Bruxelles har gjort store indrømmelser, især i forhold til EU-Domstolens jurisdiktion og det er nu op til Sunak at beslutte, om han vil underskrive den eller ej.

Downing Street har endnu ikke bekræftet, at der er indgået en aftale.

Lige før jul – den 13. december 2022 – blev medlemmerne af EU enige om at indføre en told på CO2 – en såkaldt ”Carbon Border Adjustment Mechanism”, CBAM. På dansk: CO2-grænsetilpasningsmekanisme.

Grænsetolden er en del af den såkaldte “Fit for 55 in 2030 package”, der er EU-planen for hvordan EU kan reducere CO2-udledningerne i 2030 med mindst 55 pct. sammenlignet med 1990.

Det betyder, at virksomheder, der importerer udvalgte varer til EU, herunder cement, stål og aluminium, pålægges en ekstra omkostning: De skal købe certifikater svarende til den CO2-udledning, der ville være forbundet med at producere de pågældende produkter i EU. Virksomheder i lande, der har et CO2-prisregime ligesom i EU, vil kunne eksportere til EU uden CBAM-certifikater.

Formålet med CO2-tolden er at forhindre, at EU’s klimapolitik fører til tab af konkurrenceevne for EU’s virksomheder, hvilket kan føre til såkaldte ”lækager”, dvs. at produktionen af varer flyttes til lande, hvor det er omkostningsfrit at udlede CO2. CO2-tolden – prisen på CBAM-certifikater – er således tænkt som et signal fra EU til andre lande om at det ikke bør være omkostningsfrit at udlede CO2.

Et centralt element i klimapolitikken i EU er et system med omsættelige tilladelser til CO2-udledning – EU Emissions Trading System – ETS.

De virksomheder, der er eksponeret for konkurrence fra producenter i 3.lande, har i et vist omfang i ETS-systemet modtaget gratis kvoter. EU-Kommissionen har i lighed med mange fagøkonomer i årevis påpeget, at gratiskvoter har uheldige skyggesider, og at tildelingen på sigt bør udfases. At stimulere produktionen af emissionstunge varer via indirekte subsidier kan kun accepteres i en overgangsperiode. Man har derfor gradvist rettet fokus på en CO2-told som et alternativ til gratiskvoter. De hidtidige gratiskvoter til visse virksomheder vil blive udfaset fra 2026 til 2034, selvom en række erhvervsorganisationer har påpeget at det vil skade en række sektorer og under alle omstændigheder skabe problemer for eksporten til 3. lande.

EU-Kommissionen er fuldt ud klar over, at CO2-told eller CBAM på ingen måde er løsningen på alle problemer, er det forhåbningen, at den vil føre til, at andre lande også indfører en pris på CO2 – for eksempel i form af et emissionshandelssystem – for at undgå EU’s CO2-told.

En række lande er imidlertid kritiske og hævder at CBAM eller grænsetilpasningsmekanismen er et forsøg på at favorisere EU-produkter i strid med WTO-reglerne.

I USA er man som bekendt gået en anden vej. I stedet for at lægge skat på CO2 gives der med “Inflation Reduction Act” 369 mia. dollars i tilskud og skattelettelser til udviklingen af grønne teknologier.

Forskellene mellem EU og USA i tilgangen til klimaudfordringen har givet anledning til alvorlig frygt i EU for en meget omfattende ”lækage”, hvor energitunge og grønne virksomheder i stort antal flytter fra Europa til USA.

I første omgang vil grænsetilpasningsmekanismen gælde cement, jern og stål (herunder visse produkter som bolte og møtrikker), aluminium, gødningsstoffer og elektricitet. Brint er også omfattet fordi det i stort omfang produceres med kul i 3.lande.

Der påbegyndes en testperiode i oktober 2023, og det er planen, at der skal ske en gradvis implementering, hvor plastik og kemikalier omfattes fra 2026 og alle sektorer inklusive biler omfattet af ETS-systemet i 2030.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens konsulentvirksomheds dækorganisation, The Alliance of Democracies Foundation, står bag Copenhagen Democracy Summit, der afholder næste møde i København mandag og tirsdag 15. – 16. maj 2023.

På talerlisten ved tidligere summits har været demokratiaktivisten fra Hongkong Nathan Law og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København er ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede i 2020 blev Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs ligesom han har været næstformand i den lettiske bank PNB Banka. Banken var under anklage for hvidvask mv. inden den gik konkurs i 2019. Bankens kurator har sagsøgt bankens tidligere ledelse, inklusive Anders Fogh Rasmussen, for tabet af 240 millioner kroner. Især samler interessen sig om et møde som Anders Fogh Rasmussen deltog i den 25. juni 2019, hvor banken mistede de mange millioner.

For kort tid siden opfordrede Anders Fogh Rasmussen til, at vestlige virksomheder, der er aktive i Kina, kapper forbindelsen til landet.

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien. Det kan være Indien, Taiwan eller Indonesien.” Således udtalte han i Berlingskes podcast ”Østergaards salon”.

Anders Fogh Rasmussen har også for nylig besøgt Taiwan, hvor han gav udtryk for, at Ruslands angreb på Ukraine risikerer at få en parallel i Østasien, idet han frygter et kinesisk angreb på Taiwan.

Anders Fogh Rasmussens henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som forbindelsen til Taiwan-missionen er ikke tilfældig.

Betydningen af erklæret international støtte til Taiwan kan næppe overvurderes. Som bekendt besøgte formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, allerede sidste år Taiwan. Siden Nancy Pelosis omstridte besøg har flere amerikanske politikere og politiske ledere fra andre lande været på besøg i den lille østat.

I relation til krigen i Ukraine et det tænkeligt, at synlig international opbakning til Ukraine på et tidligere tidspunkt kunne have gjort indtryk i Moskva og måske fået Putin til at besinde sig.

Under alle omstændigheder ved vi, at international støtte til Taiwan bliver bemærket i Beijing.

Budskabet fra Anders Fogh Rasmussen er, at vi aktivt skal afskrække Kina fra at invadere Taiwan. Vi skal således true med at afkoble Kina helt fra den globale økonomi, og garantere opbakning til taiwanerne på samme måde som vi i øjeblikket demonstrerer i forhold til Ruslands overfald på Ukraine.

Selvom ingen i dag tvivler på Fogh Rasmussens synspunkter, følte han alligevel i 2021 behov for at sende sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang var det Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede over hans holdningsskifte. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position.

Danmarks fedteri for Kina

Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina. Det skete allerede den 9. januar 1950, kun godt to måneder efter, at folkerepublikken var blevet udråbt den 31. oktober 1949, mens nationalisterne som tabere i borgerkrigen mod kommunisterne havde slået sig ned på Taiwan. Øen Taiwan havde frem til 1945 været en japansk koloni siden 1895, men før da var den en del af det kinesiske kejserrige. Efter alt at dømme var den tidlige danske anerkendelse af folkerepublikken et forsøg på at beskytte Østasiatisk Kompagnis store handel og mange ejendomme i Kina, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 30 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende strategiske samarbejde med Kina lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Danmark har flagret, men andre ser mere klart

Anders Fogh Rasmussen er ikke den eneste, der er kritisk overfor Kina. Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Den officielle danske holdning til Kina er stadig præget af pragmatisme. På den ene side anerkender vi, at Taiwan er en del af et samlet Kina, mens vi på den anden side konstaterer at Taiwan – endnu – har selvstyre. Vi vil også helst tro på, at Kina overhovedet ikke kunne finde på militært at forsøge at ændre denne status quo, så længe Taiwan forholder sig i ro og ikke insisterer på at blive anerkendt af det internationale samfund som en selvstændig stat.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker denne praktiske holdning, når han pointerer, at ”Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan, samtidig med at vores et-Kina-politik ligger fast.”

Det burde være overflødigt at gøre opmærksom på, at vi for ikke længe siden havde en tilsvarende pragmatisk tilgang til regimet i Moskva.

Kim Blæsbjergs nye historiske roman, ”De bedste familier”, har igen skabt opmærksomhed om Cheminova på Rønland ved Harboøre.

Cheminova er i dag en global virksomhed, der producerer primært landbrugskemikalier – plantebeskyttelsesmidler til bekæmpelse af ukrudt, insekter og svampesygdomme i landbrugsafgrøder.

Virksomheden, der blev børsnoteret i 1986, ejes i dag af amerikanske FMC Corporation, som i 2014 opkøbte virksomheden for ca. 8,5 mia. kroner fra Auriga Industries A/S, der har Aarhus Universitets Forskningsfond som hovedaktionær.

Cheminova har salgsdatterselskaber og repræsentationskontorer i mere end 30 lande rundt om i verden. Virksomheden omsætter for over 5 mia. kroner årligt. Eksportandelen udgør 99%. Cheminova beskæftiger ca. 850 medarbejdere i Danmark og ca. 1200 i udlandet.

Skandalen omkring Cheminova

Salget af Cheminova til den internationale kemikoncern FMC for netto 8,5 mia. kr. udløste et slagsmål i moderselskabet, Aurigas bestyrelse. Hovedaktionæren, Aarhus Universitets Forskningsfond, var indstillet på at anvende 125 mio. kr. af salgssummen som et bidrag til oprydning af den miljøforurening virksomheden har bidraget til. Andre aktionærer, herunder ATP, var indstillet på at overlade regningen til skatteborgerne.

Cheminova blev stiftet af Gunnar Andreasen i Måløv ved København i 1938 og i 1953 flyttet til halvøen Rønland ved Harboøre Tange. Fra 1944, da virksomheden blev omdannet til et aktieselskab, har hovedaktionæren været Aarhus Universitets Forskningsfond.

Virksomheden A/S Cheminova, blev i 1990 et holdingselskab med Cheminova som det største datterselskab. I 1999 blev moderselskabet omdøbt til Auriga Industries A/S. Heri indgår bl.a. et produktionsanlæg i Indien.

Myndighedernes velvillighed

Siden Cheminovas stifter Gunnar Andreasen forærede Cheminova til Aarhus Universitets Forskningsfond, har virksomheden trods fremstillingen af ekstremt giftige sprøjtemidler mødt en enestående velvillighed fra danske offentlige myndigheder.

Virksomheden, der udviklede sig til en global spiller, blev kendt i den danske offentlighed som miljøsynder og nærmest synonym med det, Miljøministeriet var sat i verden for at bekæmpe. I Måløv var Cheminovas udledning af giftstoffer 1944-54 årsag til, at man mange år senere måtte lukke drikkevandsboringer samt oppumpe og rense grundvandet gennem en længere årrække. En højesteretsdom i 1992 frikendte Cheminova for erstatningsansvar, dels fordi sagen i juridisk forstand var forældet, dels fordi omgangen med giftige stoffer dengang ofte var gængs praksis.

På Harboøre Tange blev der i 1957 med myndighedernes tilladelse lavet et kemisk affaldsdepot ved Høfde 42 vest for fabriksområdet. Det blev brugt indtil 1962, ikke kun af Cheminova, men også af staten til giftigt affald. Deponeringen omfattede omkring 100 forskellige miljøfarlige stoffer, deriblandt mange tons ethyl-parathion (”bladan”).

I 1981 opdagede man, at der sivede giftige kviksølvforbindelser ud i Vesterhavet. Det vakte stor opsigt, og staten besluttede at rydde op. Affaldet blev gravet op og transporteret bort i 26.000 tønder, som blev deponeret i en saltmine i Tyskland. Der sivede dog stadig giftigt vand ud. Derfor blev området i 2006 isoleret med en tæt, 14 m dyb spunsvæg og en topmembran. Formålet med indkapslingen var at vinde tid til udvikling af en effektiv metode til at oprense forureningen.

Vestre Landsret afgjorde i 1987, at Cheminovas ejere ikke juridisk bærer et erstatningsansvar, fordi nedgravningen af kemikalietønderne i 1950’erne og 1960’erne ved høfde 42 skete med tilladelse fra offentlige myndigheder. Væsentligt for afgørelsen var, at depotet var lovligt, og at staten selv havde brugt depotet. Derfor er det skatteyderne, der hænger på regningen.

Betydningen af Aarhus Universitets ejerskab

Miljømyndighederne har på intet tidspunkt kunnet være i tvivl om de langsigtede konsekvenser af at nedgrave så farlige giftstoffer. Det er en nærliggende tanke, at alene det forhold at Cheminova var ejet af Aarhus Universitet, var årsagen til at virksomheden fik tilladelse til deponeringen.

Cheminova er berygtet ikke kun i Danmark, men over hele verden for et alenlangt synderegister inden for forurening af miljøet og produktion af sundhedsskadelige kemikalier. Senest er Cheminova blevet beskyldt for, at deres asiatiske bestseller – insektgiften Monocrotophos, der er forbudt i EU, men produceres på Cheminovas anlæg i Indien, er skyld i tusindvis af dødsfald og sygdomstilfælde. Tidligere var der en lignende skandale med salg af sundhedsskadelige miljøgifte i Brasilien. Cheminova har opnået den tvivlsomme ære at blive voldsomt kritiseret af FN’s landbrugs- og fødevareorganisation, FAO. Cheminova overtrådte bl.a. The International Code of Conduct on Pesticide Management, som virksomhedens egen internationale organisation, CropLife International, havde tiltrådt.

Cheminova har således i mange år været en belastning ikke alene for Aarhus Universitet, men for hele nationen. Det er påfaldende, at selv under socialdemokraten Svend Aukens nok så markante regime i miljøministeriet, var der påfaldende tavshed omkring Cheminova. Men Svend Auken var jo også valgt i Aarhus.

Endelig beslutning om oprensning

De langvarige diskussioner om ansvaret for forureningen ved høfde 42 og for oprensningen sluttede foreløbig i 2020.

I december 2020 besluttede partierne bag Finansloven 2021, at der skulle afsættes 630 mio. kroner over fem år til den første fase af en oprensning af generationsforureninger i Danmark. I denne fase skal der bl.a. renses op på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Desuden giver Auriga Industries A/S (tidl. ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, et engangsbeløb på 125 mio. kroner til oprensning ved Høfde 42. I 2019 var der allerede øremærket 50 mio. kroner på finansloven til forureningerne ved Harboøre Tange.

Det er region Midtjylland, der står for oprensningen og regionen har 375 mio. kroner til opgaven – et beløb der består af 250 mio. kroner fra puljen til første fase af oprensning af de første danske generationsforureninger og 125 mio. kroner fra Auriga Industries A/S.

Region Midtjylland sendte oprensnings-opgaven i udbud i december 2021, men opgaven er endnu ikke løst.

I slutningen af 2022 valgte Region Midtjylland at udsætte oprydningen Cheminova-giftdepotet ved Høfde 42, da prisen for oprydningen er steget fra 375 mio. kr. til mindst 600 mio. kr. Og ifølge regionen bliver oprydningen på den gamle fabriksgrund ved Cheminova formentlig tilsvarende dyrere.

Forfatterens bemærkninger

Forfatteren Kim Blæsbjerg siger i et interview i anledning af udgivelsen af ”De bedste familier”:”Som udgangspunkt ville der ikke være noget problem, hvis man var i stand til at drive en fabrik uden uheld med et rensningsanlæg, der kunne rense spildevandet. Hvis man kunne forestille sig den situation fra fabrikkens første dag, ville der ikke være noget problem. Sagen er bare, at der i fabrikkens første tid var utroligt mange uheld, og at der kom masser af tilfælde af forurening.”

På den anden side har Cheminova opretholdt et lokalsamfund i 70 år. Skabt arbejdspladser, støttet foreningsliv og været et trækplaster for tilflyttere, og Blæsbjerg siger:

”Jeg har tit forestillet mig, hvad der ville være sket, hvis Cheminova var blevet fjernet i 1960’erne på grund af utilfredshed med dens forurening. Det er jo et enormt antal arbejdspladser for et lille samfund. Det er tydeligt for mig, hvor stor en katastrofe Cheminova har været for miljøet og for de mennesker, der har været udsat for fabrikkens forurening, men for de fleste lokale ville det føles som en endnu større katastrofe, hvis Cheminova lige pludselig var væk.”

Det var en blæsende, kold og regnfuld januar-eftermiddag filmklubbens medlemmer indtog de polstrede biografsæder i Moviehouse i Hellerup.

Det var klubbens ”spanske” medlem (havde været gift med en spanier), der suverænt havde valgt den spanske film ”El Buen Patrón” (på dansk: Den perfekte chef) instrueret af mesterinstruktøren Fernando León de Aranoa.

Anmelderne havde været glade for filmen – og ikke mindst for Javier Bardem, der spiller den afgørende hovedrolle. Vi har før set ham som en lam mand, der gerne vil dø, som James Bond skurk, som en sølle stakkel i Barcelonas beton-forstæder, som diabolsk top gangster i Coen-brødrenes ”No Country for Old Men”, som kvindebedårende kunstmaler, og nu som selvhøjtidelig direktør og ejer af familiefirmaet Básculas Blanco, der i generationer har produceret vægte til ethvert formål.

Filmen er ikke kun masterclass i underspillet, komisk timing fra Javier Bardems side, men også en på én gang ætsende og underfundig satire over livet på en helt almindelig arbejdsplads.

Javier Bardem håber på at Básculas Blanco kan modtage (endnu) en særlig udmærkelse for sin indsats, men så skal alt også stå snorlige. Og det kniber det med. En fyret medarbejder har foranstaltet en demonstration ved indkørslen til fabrikken, den tekniske produktionschef er ude i en eksistentiel krise med en utro hustru og begår fejl, og så er der den meget unge, kvindelige praktikant, som forstyrrer chefens dispositioner. Det knager så meget i furerne, at det truer med at forhindre, at firmaet kan få sin ufortjente udmærkelse.

Javier Bardem som er uforlignelig i chefrollen som det perfekte røvhul, manipulator og privilegieblinde i arbejdspladssatiren, der viser hvordan livet flasker sig for de rige og magtfulde mens de bilder sig selv ind at være guds gave til fabriksarbejderne.

Filmens underspillede komik fremkaldte ikke den januareftermiddag ligefrem tøjlesløse latterbrøl i Moviehouse, selvom biografklubbens medlemmer alle anerkendte Bardems uforlignelige indsats.

Filmen må anses for særdeles velegnet til Dansk Arbejdsgiverforenings lederkurser, hvor den kan være oplæg til diskussion i den første svære time efter den overdådige frokost på Arresøhøj.

Det bør nævnes, at filmen slog alle rekorder ved den spanske Goya-uddeling, hvor filmen var nomineret til ikke mindre end 20 priser – og vandt 6! – naturligvis inklusive Bedste Film.

Isfahan-angrebet lørdag aften den 28. januar 2023 repræsenterede endnu en begivenhed i den farlige eskalering, som regionen er vidne til. De Forenede Arabiske Emirater blev selv ramt af i et missil- og droneangreb sidste år, som Yemens Iran-støttede Houthi-oprørere tog ansvaret for.

Irans islamiske præsteregime står over for udfordringer både hjemme og i udlandet. Iran har siden sammenbruddet i forhandlingerne om atomaftalen arbejdet videre på atomprogrammet og fortsætter med at berige uran stadig tættere på kravene til atomvåben.

Landsdækkende protester har rystet landet siden den kurdiske Mahsa Aminis død i september i varetægt af landets moralpoliti.

Iran har økonomiske problemer, og landets rial-valuta er styrtdykket til nye lavpunkter over for den amerikanske dollar. I mellemtiden fortsætter Iran med at bevæbne Rusland med bombeførende droner, som Moskva bruger i angreb i Ukraine på kraftværker og civile mål.

Hvem der står bag det aktuelle droneangreb i Isfahan, vides ikke. Israel er under mistanke for at have lanceret en række tidligere angreb på Iran, herunder et angreb i april 2021 på dets underjordiske atomanlæg i Natanz, der beskadigede dets centrifuger. I 2020 beskyldte Iran Israel for et sofistikeret angreb, der dræbte landets øverste militære atomforsker.

Israelske embedsmænd hverken be- eller afkræfter forlydender om operationer udført af landets hemmelige militærenheder eller dets Mossad-efterretningstjeneste. Imidlertid har den israelske premierminister Benjamin Netanyahu aldrig lagt skjul på at han anser Iran for at være den største trussel mod Israel.

USA og Israel har også netop afholdt deres største militærøvelse nogensinde midt i spændingerne med Iran. Men en amerikansk militær embedsmand, der talte på betingelse af anonymitet og henviste til den sensitive situation, fortalte AP søndag aften, at “ingen amerikanske militære enheder har gennemført angreb eller operationer inde i Iran.”

Iran har imidlertid også et anspændt forhold til andre i regionen. Spændingerne er således også fortsat høje mellem Aserbajdsjan og Iran. Mens Aserbajdsjan og Armenien i årtier har kæmpet om Nagorno-Karabakh-regionen, ønsker Iran at bevare sin 44-kilometer grænse til Armenien – noget, der kan være truet, hvis Aserbajdsjan erobrer nyt territorium i krigen mod Armenien.

Iran indledte i oktober en militærøvelse nær grænsen til Aserbajdsjan, der har ganske tætte bånd til Israel, og tillige har købt israelske droner til sit militær.

Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af § 140 og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed.

Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi.

I forbindelse med sagen, fik vi opfrisket tidligere sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen:

I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse.

§ 140 var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), var omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kan yde en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse?

Straffeloven indebærer i øvrigt andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man selv efter en eventuel genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt advarede Straffelovrådet allerede i 2015 om, at hvis blasfemiparagraffen blev ophævet, ville det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster.