Genindfør blasfemiparagraffen i straffeloven

Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af § 140 og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed.

Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi.

I forbindelse med sagen, fik vi opfrisket tidligere sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen:

I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse.

§ 140 var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), var omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kan yde en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse?

Straffeloven indebærer i øvrigt andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man selv efter en eventuel genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt advarede Straffelovrådet allerede i 2015 om, at hvis blasfemiparagraffen blev ophævet, ville det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster.