Israels forbindelser med den arabiske verden og Det palæstinensiske selvstyre

Centralt i forholdet mellem Israel og den arabiske verden er de aftaler, der i 2020 blev indgået.

Abraham-aftalerne

Abraham-aftalerne er en række fælles normaliseringserklæringer, der oprindeligt var mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og som trådte i kraft siden 15. september 2020. Formidlet af USA vedrørte den oprindelige meddelelse af 13. august 2020 kun Israel og De Forenede Arabiske Emirater før meddelelsen om en opfølgningsaftale mellem Israel og Bahrain den 11. september 2020.

Den 15. september 2020 var USA i Det Hvide Hus vært for den officielle underskrivelsesceremoni for Abraham-aftalerne. Som en del af de dobbelte aftaler anerkendte både De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain Israels suverænitet, hvilket muliggjorde etableringen af fulde diplomatiske forbindelser.

Abraham-aftalerne (på engelsk: Abraham Accords Peace Agrement) er en fælles erklæring mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater, UAE, og USA, der blev indgået den 13. august 2020, der efterfølgende den 11. september 2020 blev fulgt op med en aftale med Bahrain.

Abraham-aftalerne blev underskrevet af UAE’s udenrigsminister, Abdullah bin Zayed Al Nahyan, Bahrains udenrigsminister, Abdullatif bin Rashid Al Zayani, den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og den amerikanske præsident Donald Trump den 15. september 2020 foran det Hvide Hus i Washington. Forhandlingerne om aftalerne blev faciliteret af Jared Kushner og Avi Berkowitz.

Abrahams-aftalerne blev den 23. oktober 2020 udvidet, da Israel og Sudan når til enighed om at normalisere forholdet. Aftalen underskrives i januar 2021. Den 10. december 2020 bliver Israel og Marokko enige om at normalisere forholdet mellem sig.

Aftalerne, der benævnes Abraham-aftalerne fordi alle landene er relateret til religioner, der er forbundet med Abraham, der i Bibelen kaldes nationernes fader, var den første offentlige normalisering af forbindelserne mellem 4 arabiske lande og Israel siden og Camp David i 1978 og aftalerne med Egypten i 1979, med Jordan i 1994.

Det palæstinensiske selvstyre

Abrahams-aftalerne siger ikke noget om en kommende to-statsløsning på konflikteni Palæstina, og siden aftalerne kom i stand i 2020, har den palæstinensiske ledelse igen og igen kritiseret udviklingen.

Det er sket i modsætning til Israel, der bruger enhver lejlighed til at prise aftalerne.

Palæstinensernes vrede bunder i, at aftalerne er et brud med arabiske landes mangeårige konsensus om, at normalisering med Israel først kan finde sted, når konflikten mellem Israel og palæstinenserne er løst.

Saudi Arabien bifaldt Abraham Accords og har kritiseret palæstinenserne og præsident Mahmoud Abbas beskyldninger om, at de arabiske lande svigter palæstinenserne.

Aftalerne sender et signal til palæstinenserne om, at en række arabiske lande har fået nok af at sætte palæstinensernes interesser højere end deres egne. Deraf også den israelske glæde over aftalerne. For Israel symboliserer de nemlig ikke kun en fordelagtig strategisk og økonomisk udvikling. De styrker også Israels mangeårige argument om, at det er palæstinenserne – og ikke Israel – der forhindrer en fredsaftale.

Derfor har den palæstinensiske sag siden normaliseringsaftalerne næsten ikke eksisteret i den regionale debat. Alt har handlet om Israels samarbejde med de fire arabiske lande. Om deres økonomiske aftaler og den taktiske inddæmning af den fælles fjende Iran.

Samtidig står Det Palæstinensiske Selvstyre svagere end nogensinde før. Den 87-årige præsident Mahmoud Abbas er upopulær, og væbnede grupper som Hamas og Islamisk Jihad bruger tiden på at forberede sig på dagen efter den nuværende præsidents afgang, mens de selv holder hovedet oven vande med støtte fra Iran.

Men med den gradvise modning af aftalerne fra 2020 skabes der en ny regional balance, der på sigt kan være med til at påvirke konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

USA forlod UNRWA i 2018

USA, der tidligere var den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Organisationen blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948, den efterfølgende krig og problemerne med flygtninge. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

I dag hjælper UNRWA 5,6 millioner mennesker, der med status af palæstinensiske flygtninge befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden, med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA vurderede, at ”UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer. USA anså organisationen for at være “irredeemably flawed”.

UNRWA har efterfølgende været gennem en turbulent tid, hvor organisationen udover budgetproblemer også måtte opleve, at chefen – Pierre Krähenbühl – i november 2019 af FN’s Generalsekretær António Guterres blev fjernet fra sin post. Årsagen var sager vedrørende ledelsens adfærd, der skal undersøges nærmere (“managerial issues that need to be addressed”), som FN udtrykte det i en pressemeddelelse.

Danmark har i forvejen smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

Den tidligere socialdemokratiske regering hævede det årlige danske bidrag til UNWRA til 105 millioner kroner i perioden 2020 til 2023.

Israels nye regering

Israel holder aftalerne med de arabiske lande meget kært og ønsker at udvide dem til også at omfatte Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien er til gengæld selv begyndt at tale om det arabiske fredsinitiativ fra 2002 som en betingelse for at normalisere forholdet til Israel. Hovedessensen i fredsinitiativet er israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder til gengæld for normalisering med alle de arabiske lande.

Før Abraham-aftalerne blev indgået, havde de arabiske lande så godt som ingen vægt i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Den eneste mægler, Israel var villig til at tage alvorlig, var USA. I dag ser det anderledes ud. Dels fordi Israel nu ved, hvor stor betydning normalisering med arabiske lande har. Dels fordi nogle af de arabiske lande i kraft af deres normalisering af forholdet til Israel står til at blive aktive mæglere i en eventuel fredsproces.

Efter Israels femte valg på lidt over tre et halvt år den 1. november, godkendte Israels parlament – Knesset – torsdag den 29. december 2022 Benjamin Netanyahus nye regering, der betegnes som den mest højreorienterede og religiøst konservative regering i Israels 74-årige historie.

Efter godkendelsen i Knesset holdt Netanyahu et kort møde med sit nye kabinet og sagde, at hans prioriteter ville omfatte at standse Irans atomprogram, styrke lov og orden, bekæmpe landets høje leveomkostninger og udbygge Israels forbindelser med den arabiske verden.

Forholdet til palæstinenserne

Selvom Netanyahu prioriterer forholdet til den arabiske verden, og herunder ikke mindst Saudi-Arabien, vil det utvivlsomt blive forholdet til palæstinenserne og den israelske bosættelsespolitik, der vil vise sig nok så kontroversiel.

I regeringsgrundlaget, anføres det som retningsgivende princip, at “det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til alle områder af landet Israel”. Det omfatter den besatte Vestbred og regeringen vil “fremme og udvikle” bosættelser der.

Danmarks holdning

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har så sent som den 18. januar 2023 på et spørgsmål i Folketinget bekræftet, at Danmark anser bosættelserne i de besatte områder for at være ulovlige og hindrende for etablering af en to-statsløsning på konflikten i området.