Østrig går til valg den 29. september 2019. Valget var nødvendigt efter sammenbruddet i den hidtidige regeringskoalition mellem det østrigske Folkeparti, ÖVP, og Frihedspartiet, FPÖ. FPÖ trak sig fra regeringen efter at partiets leder, indenrigsminister Herbert Kickl, blev afskediget som følge af den såkaldte Ibiza skandale, hvor vicekansler Heinz-Christian Strache fra FPÖ blev tvunget til at træde tilbage efter en video afslørede at han i et møde med en påstået niece med en russisk oligark var villig til at sikre statskontrakter mv som modydelse for finansielle donationer til FPÖ.
Kurz-regeringens fald betød at der blev udskrevet valg.
Forbundsrepublikken Østrig med en befolkning på knap 9 mio. minder på nogle områder meget om Danmark.
Valgets temaer er en række af de grænseoverskridende udfordringer, der også fylder i den danske politiske debat: klima, globalisering og handelsaftaler, EU-integration, migration, økonomisk vækst og beskæftigelse.
EU-politikken indgår i den østrigske valgkamp, og blandt EU-tilhængerne er det en udbredt opfattelse, at der desperat er brug for nye impulser, hvis den europæiske integration skal fremmes. Tilhængerne hæfter sig ved, at EU-interessen i Østrig faktisk er stigende, og valgdeltagelsen ved valget til EU-parlamentet i maj steg således med 14 pct. Det viser ifølge EU-tilhængerne, at de østrigske vælgere ser en stadig tættere sammenhæng mellem nationale og internationale politikker.
I borgerlige og højreorienterede partier og grupperinger er der imidlertid betydelig EU-skepsis.
Migration
Flygtningekrisen var en afgørende faktor ved det sidste valg i Østrig i 2017. Med et klart flertal for en højrenational regering sendte østrigerne dengang et tydeligt budskab til EU: Begræns den illegale indvandring, og respekter medlemslandenes suverænitet.
I 1999 blev Østrig genstand for international kritik, da den daværende FPÖ-formand, den kontroversielle Jörg Haider, overraskende dannede regering med det konservative ÖVP. Dengang var FPÖ et nyt fænomen på Europas politiske landkort. Vælgergruppen bag FPÖ blev set som en trussel mod demokratiet. EU-landene forsøgte derfor på socialdemokratisk initiativ ganske kontroversielt at gennemføre en regulær boykot mod Østrig.
I forhold til 1999 er meget ændret i Europa. I alle medlemslande og ikke mindst i Østeuropa er der i varierende omgang indvandringsskepsis.
Det vi er vidne til i Østrig og andre lande, er at skillelinjen i politik tilsyneladende ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for åbenhed, Willkommenkultur i forhold til asylstrømmene og udviskning af nationalstatens grænser, og patrioterne, der tror på, at nationen yder den bedste beskyttelse, og som er kritiske overfor en udvikling, der truer nationalstatens sammenhængskraft.
Østrig sagde nej til FN-aftale om migration
Østrig deltog ikke i december 2018 i underskrivelse af FN-Migrationsaftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – i Marakesh i Marokko, ligesom Østrig afstod fra at stemme, da FN’s Generalforsamling efterfølgende i 2019 formelt vedtog aftalen.
Allerede den 31. oktober 2018 meddelte den østrigske kansler Sebastian Kurz og hidtidig leder af regeringskoalitionen med Frihedspartiet, FPÖ, at: “Vi har besluttet, at vi ikke vil deltage i pagten.”
Baggrunden for at Østrig ikke ville bakke op om aftalen, er bekymringer for at det vil sløre forskellen mellem lovlig ulovlig indvandring, og sløre forskellene mellem flygtninge og økonomiske migranter.
Danmarks holdning?
Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev trods modstand fra en række partier, organisationer og folkelige bevægelser migrations-aftalen i Marakesh.
Malta-aftalen
På Malta blev indenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig, Italien og Malta den 23. september 2019 enige om en foreløbig mekanisme, der skal fordele de migranter, der kommer over Middelhavet til Europa. Aftalen er kommet i stand med den nye koalitionsregering i Italien, der blev etableret efter at det lykkedes Socialdemokraterne i SD og aktivisterne i 5Stjernebevægelsen at marginalisere Matteo Malvinis indvandringskritiske parti, Lega.
Malta-aftalen, der først og fremmest skal lette presset på Italien og Spanien, forpligter Tyskland og Frankrig til at modtage en fjerdedel af de migranter, der bliver samlet op på Middelhavet af flygtningevenlige organisationer og sejlet til Italien. Andre lande såsom Kroatien, Finland, Irland og Portugal har også indvilliget i at modtage nogle af Middelhavsmigranterne.
Skarp reaktion fra Østrigs Sebastian Kurz
Aftalen har udløst en skarp reaktion fra en af de mest markante asylstrammere på europæisk plan – Østrigs fungerende forbundskansler Sebastian Kurz, der mener, at man nu sender de helt forkerte signaler til Afrika og til menneskesmuglerne. Nu bliver der lagt op til ”mere åbne grænser” og ”åbne havne”. Dermed vil man forstærke den stigning i migrantstrømmen til EU, som allerede er i gang.
Østrig blokerer nu for Mercosur-aftalen
I valgets slutfase har et stort flertal i det østrigske parlament vedtaget at blokere Mercosur-aftalen mellem EU og Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay.
Østrig vil derfor kunne blokere den aftale, der efter 20 års forhandlinger blev indgået den 28. juni 2019.
Aftalen blev i øvrigt 2 måneder senere fulgt op af en tilsvarende aftale mellem Mercosur og EFTA-landene Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein.
Som det ser ud nu, vil den østrigske beslutning også efter valget forpligte Østrigs repræsentanter i EU’s ministerråd til at stemme imod Mercosur-aftalen.
Det tricky er, at det vil først kunne ske efter valget i Østrig, og dermed vides det ikke om parlamentets beslutning holder og hvem, der i givet fald skal nedlægge veto’et.
Det skal dog noteres, at det var omtrent alle de østrigske partier, der i parlamentet gik mod Mercosur-aftalen. Baggrunden for modstanden er især frygten for at blive oversvømmet af billige sydamerikanske landbrugsvarer, og Brasiliens holdning i miljøspørgsmål, som er blevet eksponeret af de omfattende skovbrande i Amazonas.
Andre EU-lande er også tøvende
Frankrig og Irland har også truet med at blokere for Mercosur-aftalen pga. Brasiliens politik i Amazonas. Som det siges, er det svært at indgå en aftale, hvis det står klart fra begyndelsen, at parterne ikke vil følge vigtige elementer, og der ikke er nogen måde, hvorpå man effektivt kan håndhæve aftalens indhold.
Problemerne er dels miljøproblemerne omkring den store regnskov i Brasilien, hvor myndighederne måske ikke har gjort nok for at forhindre brandene. Desuden frygter mange, at den øgede import af brasiliansk oksekød, der ligger i Mercosur-aftalen, vil øge CO2-udledningen.
Landbrugets interesser vejer tungt
Ligesom i Østrig er det ikke mindst hensynet til landenes nationale landbrugsinteresser, der ligger bag modstanden mod Mercosur-aftalen. Generelt vil europæisk landbrug græde tørre tårer, hvis aftalen falder på gulvet.
Dansk Industri, mener ligesom andre landes industri-interesser, at en aflysning af aftalen ikke er den rigtige vej at gå: “Dette er den forkerte tilgang. At droppe EU-Mercosur-handelsaftalen vil ikke få præsident Bolsonaro til at ændre sine handlinger. Det, der vil hjælpe, er at have en handelsaftale med stærke bindinger til Paris-aftalen, beskyttelse af truede dyr og bekæmpelse af ulovlig skovfældning”.
Klima
Meget er imidlertid ændret siden Sebastian Kurz’ konservative parti, ÖVP, efter valget i 2017 dannede regering med FPÖ.
Klima er kommet højt op på dagsordenen, og selvom Sebastian Kurz og hans parti står pænt i meningsmålingerne, kan udfaldet af valget meget vel blive en ny koalitionsregering med den venstreorienterede og grønne side i parlamentet.
Ligesom man gik og troede, at jagt på sjældent og udryddelsestruet storvildt var gået af mode, falder man over omtalen af Richard Rudolf Sanders 60års fødselsdag.
Det fremgår af avisernes servile fødselsdagsomtale, at partneren i advokatfirmaet Bech-Bruun og formand for familiedynastierne Aller og Hempel, gik i sin fars fodspor og gennem de sidste 35 år har været en af Europas mest aktive og erfarne riffeljægere. Richard Rudolf Sand deltager jævnligt i Kongehusets jagter og utallige er de eksotiske dyr, der er faldet for Sands riffelkugler.
I de servile fødselsdagsomtaler fremgår det ikke, men det må antages, at sønnen ikke er fulgt i sin fars fodspor som ulovlig samler af æg af fredede fugle.
Landsretssagfører Rudolf Sand blev cand.jur. i 1947 og var i studietiden en kendt manuduktør. I 1950 blev han landsretssagfører, og i en lang årrække havde han møderet for Højesteret, ligesom han i 1950’erne var lektor i ejendomsret ved Københavns Universitet. Rudolf Sand har haft tæt forbindelse med erhvervslivet og har været formand for mange bestyrelser, blandt andre Carl Allers Etablissement A/S og Aller Press A/S, og han har været medlem af bestyrelsen for Julius Larsen & Søn A/S Hillerød. Hertil kommer formandsposter og bestyrelsesposter i fonde med tilknytning til det store landbrug såsom Rosenfeldt Familiefonden, Godsejer Tove og Børge Friis Thorsens Familiefond, Vennerslund Familiefond og Eiler Lensbaron Holcks Familiefond samt Borrebyfonden.
Storvildtjægeren
Rudolf Sands hobby frem for alt andet var jagt på storvildt. Han drev jagt i over 30 lande over hele verden og blev belønnet med priser for det bedste afrikanske trofæ samt for at have nedlagt flere forskellige arter end nogen anden i verden.
Væggene var prydet af talrige trofæer, og han skrev artikler og bøger om storvildtjagt, således blandt andet bogen ”Afrika stadig vildt”. Han var også medlem af flere internationale jagtforeninger.
Ved siden af sin jagt-interesse samlede Rudolf Sand i mange år på æg fra sjældne fugle. Problemet var, at det i mange lande var forbudt at indsamle æg, og i 1972 blev det også i Danmark ved en ændring af jagtloven ulovligt at indsamle æg fra vilde fugle.
Dom for ulovlig æggesamling
I begyndelsen af 1980’erne blev der rejst tiltale om grovere jagtlovsovertrædelser for ulovlig æggeindsamling mod Rudolf Sand og tidligere premierløjtnant, direktør Henrik Lemvigh. Deres ”lagerlister” var barsk læsning for en ornitolog, og de blev begge dømt i retten for at samle æg. Det blev til en bøde på 30.000 kr. og konfiskation af de efter 1972 indsamlede æg, som i dag ligger på Statens Naturhistoriske Museum i København.
Det var en upræcis formulering i jagtloven fra 1972, der var årsag til at Rudolf Sand og Henrik Lemvigh fik uventet milde straffe for den ulovlige indsamling af æg fra fredede fugle.
Henrik Lemvigh donerede i øvrigt senere sin 100 år gamle samling på flere end 22.000 æg til Naturama i Svendborg. Det vides ikke, hvad der er blevet af Rudolf Sands æggesamling.
Fotografen Jan Grarups bog ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling giver ifølge anmelderne et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste og pralerier og havde et fantasifuldt forhold til fakta.
Den netop udkomne bog suppleres filmen ”Krigsfotografen”, der har fået biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup (født 1968), der er blevet kendt som krigsfotograf. Han har med sine billeder rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.
Narrative friheder
Jan Grarup erkender selv, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste.
En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.
Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:
”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”
Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?
Opgør med Jan Stage
Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Titlen på Grarups bog ”Hvor jernkorsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.
Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de.
Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selvbiografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.
Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chefredaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.
Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigspolitiske essays store mestre”.
Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester
Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.
Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.
I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.
Cuba
Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).
Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop, er ikke belyst.
Den Flerårige Finansielle Ramme for indeværende budgetperiode 2014-2020 er på i alt 1.087.1 mia. euro, men i det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som den gamle Kommission præsenterede allerede den 2. maj 2018, forhøjes budgettet til 1.279 mia. euro.
Selvom Storbritannien forlader EU, lagde EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent af de 27 tilbageværende landes BNI – EU27-BNI.
Tyskland siger 1 pct. af BNI
Reuter kan nu berette, at Tyskland ønsker at sætte et loft på næste EU-budget på 1 pct. af EU27-BNI. Samtidig skal der i budgettet afsættes flere midler til klima og migration
Tyskland vil præsentere forslaget, der vil indebære at Tysklands eget årsbidrag øges med 10 mia. euro, på et ministermøde i EU mandag den 23. september 2019.
Brexit indebærer at når UK, som hidtil har været en af de største bidragsydere til EU-budgettet er væk, vil de resterende 27 landes bidrag – selv med en grænse på 1 pct. af BNI – skulle stige.
Betingelser for EU-støtte
Tyskland – EU’s største økonomi og største bidragyder til budgettet – kræver endvidere, at landets mere tilbagestående regioner i Øst ikke skulle lide under reduktion af såkaldte samhørighedsfonde.
Tyskland kræver også, at der etableres stærke eller forøgede økonomiske incitamenter til migrations- og klimaprojekter. Tyskland insisterer også på, at EU-udgifter skulle være underlagt betingelser, således at støtten til EU-medlemmer som Polen og Ungarn, der måtte krænke reglerne for retsstater eller demokratiske spilleregler, skal kunne miste EU-støtte.
Reuter vil også vide, at Tyskland og Frankrig har aftalt, at medlemslandes eventuelle indtægter fra finansielle transaktionsafgifter kan medregnes i finansieringen af elementer i eurozone-budgettet.
Danmark er nettobidragsyder til EU
Danmarks årlige bidrag til EU vil i 2020 udgøre godt 22 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugsstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger på omkring 10 mia. kroner.
Den tidligere danske regering har tilkendegivet, at ”budgettet er for stort, og det skal nedskaleres”.
Danmarks krav om et mindre EU-budget støttes imidlertid kun af Sverige, Østrig og Holland, mens de øvrige medlemslande med Tyskland og rankrig i spidsen er indstillet på at øge budgettet for at sikre EU-samarbejdets vitalitet trods Brexit.
Hvis budgetforslagene fra EU-Kommissionen eller Tyskland vedtages, vil det betyde, at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med 1 – 2 mia. kroner.
I disse septemberdage for 31 år siden oplevede den danske statsminister på nærmeste hold et Østtyskland, hvor krænkelser af basale menneskerettigheder var hyppigt forekommende, men hvor der ikke var anledning til forudanelser om sammenbruddet i DDR og Berlinmurens fald den 9. november 1989.
Daværende Statsminister Poul Schlüter – aflagde på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i DDR hos Erich Honecker. Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”. Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.
I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.
Ambassadebesættelsen
Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.
Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.
Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.
Parlamentarisk undersøgelse
Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).
Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet.
Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.
Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.
De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.
Tibetsagen
De oplysninger, der i Tibetkommissionen er fremkommet om Udenrigsministeriets ageren, bringer mindelser om ambassade-sagen i Østtyskland i 1988.
Kinas daværende præsident, Hu Jintao, besøgte Danmark fra 14.-16. juni 2012. Det var det første officielle besøg i Danmark af et kinesisk statsoverhoved nogensinde. Et historisk besøg, sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Den 15. juni blev gaden holdt fri for tibetanske demonstranter.
Godt et år senere, 4.-7. juni 2013, besøgte Kinas fjerdeøverste leder, Yu Zhengsheng, Danmark. Også ved dette besøg blev der rejst kritik af, at Tibet-aktivister blev forhindret i at vise tibetanske flag.
Tibetkommissionen
Efterfølgende gav de åbenlyse krænkelser af Grundlov, Politilov og Menneskerettigheder anledning til, at Tibetkommissionen blev nedsat den 2. oktober 2016.
Kommissionen skulle undersøge, hvem der gav ordren til, at dansk politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne under besøgene ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter. Særligt vigtigt var spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt var det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden. Ydermere skulle kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt var det at få afdækket, om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget.
Har mellemledere i politiet det fulde ansvar?
Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen den 18. december 2017 frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.
Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.
Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.
Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.
Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.
Tibetkommissionen var afskåret fra væsentlige informationer
Kommissionen fik ikke adgang til en række centrale e-mails i sagen, og mente ikke det kunne dokumenteres, at ministre eller medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Statsministeriet eller den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til at gribe ind på en måde, som var ulovlig.
Har Udenrigsministeriet og Rigspolitiet holdt væsentlige oplysninger tilbage?
DR kunne onsdag den 23. maj 2018 oplyse, at Tibet-Kommissionen ikke har undersøgt de back-up kopier af relevante mails, der faktisk fandtes i Udenrigsministeriet. Onsdag den 6. juni 2018 oplyser Rigspolitichefen, at en række mails, som man hidtil har hævdet var slettet, faktisk eksisterer.
Spørgsmålet er om der andet relevant materiale Tibet-Kommissionen ikke har undersøgt?
I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.
Hvad er årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københavns Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?
Tilfredshed med besøgets afvikling
Mens vi stadig afventer ansvarsplaceringen, kan vi konstatere, at besøget i 2012 efter regeringens opfattelse forløb godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Den daværende justitsminister har sandsynligvis ligefrem rost Københavns Politi for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige naturligvis enige om ved besøget i 2013 at følge ”same procedure as last year”.
Kommissionen har åbenbart betragtet besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.
De 2 besøg må naturligvis vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.
Udenrigsministeriets centrale rolle
Tibetkommissionen har klart dokumenteret, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte. Tibet-kommissionen når dog frem til, at Udenrigsministeriet forud for besøget af Hu Jintao var med til at skabe en stemning, som via PET forplantede sig til Rigspolitiets ledelse og til Københavns Politi.
Kommissionen har manglet oplysninger, og ikke været i stand til at dokumentere, at Udenrigsministeren eller medarbejdere i Udenrigsministeriet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.
Af uforklarlige grunde forholder Kommissionen sig ikke til, at ingen i ministerier og Københavns Politi ved besøget i 2013 kunne være uvidende eller i god tro om de retningslinjer, som politiet fulgte.
Udenrigsministeriet har selv erkendt, at ministeriet ikke var uden ansvar for krænkelserne af Grundlov, Politilov og Menneskerettigheder. Ministeriet vil fremover forsøge at undgå ”misforståelser”, når man sammen med politiet og andre myndigheder planlægger statsbesøg.
Det meddelte ministeriet tirsdag den 9. januar 2018 i en e-mail til Ritzau oven på Tibetsagen. Spørgsmålet er om Udenrigsministeriet kan nøjes med denne indrømmelse, eller sagen også skal koste hoveder på Asiatisk Plads?
Tibet-Kommissionen genoptager undersøgelsen
De mange uafklarede spørgsmål betød, at Tibetkommissionen blev gennedsat den 4. juli 2018.
Det skal blive interessant at følge om Tibet-Kommissionen i 2. forsøg kan sandsynliggøre, at ministre, medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet og den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til at gribe ind på en måde, som var ulovlig.
Bliver Tibet-Kommissionen nogensinde færdig?
Det fremgår af kommissoriet for kommissionens arbejde, at kommissionen så vidt muligt skal afslutte sit arbejde inden to år.
Kommissionen har selv den 4. juli 2019 oplyst, at det på baggrund af forløbet hidtil anses for meget lidt sandsynligt, at dette mål kan nås.
Men fortvivl ikke – Kommissionen vil i god tid inden udløbet af to-års perioden sende en redegørelse herom til Folketinget og et begrundet tidsestimat for afslutningen af kommissionens arbejde!
En af årsagerne til at det går ad helvede til med Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne. Bruttonationalproduktet er en by i Rusland og betalingsbalancen burde sammen med Landbrugsstyrelsen flyttes til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als!
I disse dage har vi været vidne til forhandlingerne mellem regeringen og kommuner og regioner om økonomien for 2020.
Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.
Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.
Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Kommunerne skal ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.
Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.
Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.
Kritik
Forhandlingsresultaterne har allerede udløst kritik og påstande om at løfterne fra valgkampen om forbedret velfærd er brudte.
Selv den konservative borgmester fra Høje Taastrup er skamløs nok til at erklære, at han ikke kan støtte aftalen om kommunernes økonomi.
Skuespil for folket
Realiteten er, at de aftalte justeringer er peanuts i forhold til kommunernes enorme samlede udgifter, der i 2018 var på omkring 369 mia. kr.
Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter, der i 2018 udgjorde ca. 117 mia. kr.
En ansvarlig regerings tilgang til forhandlingerne med regioner og kommuner burde have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.
Meget snart vil den sagesløse befolkning blive vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven for 2020. Der vil være nattelange forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.
Man skulle måske tro, at finanslovsforhandlinger omfattede hele den offentlige økonomi, men sådan er det ikke.
De samlede udgifter på finansloven for 2018 var på 698,1 mia. kr. og indtægter på knap 739,5 mia. kr. – svarende til omkring 60 pct. af de samlede offentlige udgifter og indtægter.
Men samlede offentlige udgifter på 1.184 mia. kr.
Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.
Problemet er, at det er de langtfra: De samlede offentlige udgifter i 2018 var på omkring 1.184 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk betegnes som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!
I realiteten vil finanslovsforhandlingerne – ligesom forhandlingerne med kommuner og regioner – kun flytte rundt på nogle få milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!
Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på at det borgerlige Danmark ved valget den 5. juni blev sat uden for indflydelse og Lars Løkke Rasmussens efterfølgende fald er, at de borgerlige partier aldrig under hans ledelse fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier. Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug.
Under Anders Fogh Rasmussens ledelse var der fra 2001 en fornuftig arbejdsdeling mellem regeringspartierne Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti. DF fik mulighed for at lægge navn til en i øvrigt nødvendig kursændring i dansk udlændingepolitik, og til gengæld for det og lidt symbolik på ældreområdet, lagde de loyalt stemmer til den overvejende del af regeringens øvrige politik.
Anders Fogh Rasmussen havde opgivet ethvert opgør mod fordelingspolitikken i velfærdsstaten og efter et halvhjertet forsøg på et opgør med ”smagsdommere” og på at demontere Svend Aukens miljøpolitik, satsede han på værdipolitikken – eller mere konkret på udlændingepolitikken, hvor Dansk Folkeparti kunne støtte.
Forløberen til Liberal Alliance – det borgerlige midterparti Ny Alliance, der blev dannet i 2007 af udbrydere fra De Radikale og en enkelt konservativ bl.a. i protest mod udlændingepolitikken – formåede ikke at slå arbejdsdelingen i den borgerlige blok i stykker.
Fra Lars Løkke Rasmussens overtagelse af statsministerposten i 2009 gik det galt. Regeringsmagten blev tabt i 2011, og da Venstre genvandt Statsministeriet efter Folketingsvalget den 18. juni 2015 var Dansk Folkeparti i mellemtiden vokset til at være en regulær gøgeunge i dansk borgerlighed, og den borgerlige fællesmængde med De Konservative og Liberal Alliance var begrænset.
Lars Løkke Rasmussen udvidede regeringen med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 28. november 2016. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.
De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv. Det skete med masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber.
Under valgkampens afsluttende dødedans antog det hele ret absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Lars Løkke Rasmussen og Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.
De borgerlige partier havde i sidste regeringsperiode problemer med at forene den liberale og den nationalkonservative dagsorden. Stærkest kom det frem i konflikten mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der i to år gjorde det borgerlige samarbejde dysfunktionelt. Man kunne ikke finde ud af at afbalancere nationalkonservative ønsker om en stram udlændinge- og retspolitik med liberale ønsker om at øge den personlige frihed, sænke skatterne og mindske statens magt.
På miljøområdet ramlede De Konservatives ønske om at fremstå som klimaets og naturens beskytter sammen med liberale landbrugsinteresser.
I klimadebatten gik Venstre – da valget nærmede sig – pludselig fra at hylde den liberale ”grønne realisme” til et knapt så liberalt mål om at gøre Danmark til en grøn vindernation, og partibogstavet blev farvet grønt.
Udlændingepolitik, miljø- og klimapolitik og skattepolitik giver sig selv Nu skal der lægges en ny kurs. Meget tyder på, at der ikke er plads til at svække den nationalkonservative kurs og udlændingepolitikken, hvis partierne skal bindes sammen.
Hvis de borgerlige partier i øvrigt kunne enes om en aktivistisk, men saglig og markedsdrevet miljø- og klimapolitik, hvor skatter, afgifter og påbud kun blev anvendt til at modvirke eksternaliteter og fejl i markedskræfterne – f.eks. når priserne ikke afspejler de reelle miljø- og klimamæssige omkostninger – ville det også appellere til de borgerlige vælgere, der mener at den væsentligste klimaindsats skal foregå i et forpligtende internationalt samarbejde.
På foranledning af Det Radikale Venstre blev der – efter en reformpause i slutningen af Schlüter-epoken -under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 – 2001 taget hul på arbejdsmarkeds- og skattereformer. Senere kom Velfærdsaftalen i 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. De to aftaler havde blandt andet til formål at hæve pensionsalderen og at afkorte efterlønsperioden.
Det er ikke nemt at gennemføre nye reformer med samme potentiale, og der kan derfor være gode grunde til at koncentrere kræfterne om at holde fast på det allerede aftalte.
Socialdemokratiet har foreslået at slække lidt på reformerne, og udstyre visse nedslidte danskere med en rettighed til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Risikoen er, at partiet derved åbner for Pandoras æske og ikke vil være i stand til at modstå krav fra venstrefløjen om yderligere tilbagerulning af såvel Velfærdsaftalen, Tilbagetrækningsreformen og de faste udlændingepolitiske rammer.
Forslagene til nye fremadrettede reformer har i øvrigt også været sparsomme. De borgerlige partier burde nok kunne tilslutte sig Socialdemokratiets forslag om et øget fradrag for investeringer i forskning, og forslaget om at sænke beløbsgrænsen for at gøre det lettere at få flere kvalificerede udlændinge til Danmark for at arbejde.
De borgerlige partier bør samlet af al magt bekæmpe skattestigninger, arveafgifter, millionærskatter og lignende forslag fra Rød blok og frem for alt bør de borgerlige partier afstå fra at deltage i velfærds-kapløbet.
Den offentlige sektor
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed brugte partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.
Det var positivt, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige afstod fra at deltage i det vilde kapløb om, hvem der kunne tilbyde at tilføre flest ekstra ressourcer til en af verdens største offentlige sektorer. Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i den kommende oppositionsperiode udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.
Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.
Fokusere på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.184 mia. kr. og dermed halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren.
Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende, men realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi terræn i forhold til sammenlignelige lande. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.
Produktivitetskommissionen Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.
Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Efter kommissionens kommissorium skulle den kulegrave den danske produktivitetsudvikling – både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor – og komme med konkrete anbefalinger.
Midlertidig optimisme
Mens kommissionen arbejdede, var der faktisk en livlig offentlig debat for og imod størrelsen af den offentlige sektor. Hvor regeringspartierne og måske især Socialdemokratiet især var optaget af holdningen blandt deres mange offentligt ansatte vælgere, var de borgerlige partiers indgang anderledes: For de fleste var det af afgørende betydning, at offentligt ansatte havde rimelige arbejdsvilkår, og at skatteborgerne – der allerede var underkastet verdens højeste skattetryk, højeste energipriser og højeste forbruger og fødevarepriser – fik valuta for pengene.
Indimellem var der endog grund til optimisme.
Produktivitetskommissionen offentliggjorde op til Folkemødet på Bornholm i juni 2013 et såkaldt arbejdsnotat, hvor vurderingen var, at der kan spares mindst 10 pct. i kommunerne uden at skære serviceniveauet ned, hvis alle kommuner var ligeså gode til at minimere omkostningerne som de bedste. Produktivitetskommissionens formand holdt sig ikke tilbage i debatten og tilkendegav, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.
I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.
Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.
Kommissionsarbejdet var uden effekt
Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.
Siden er debatten gået i stå
På venstrefløjen havde en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre travlt med at lægge pres på Produktivitetskommissionen for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.
Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier forholdt sig passive, og kapløbet om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinligt.
Stil krav om et redeligt grundlag for politiske beslutninger
Hvis ikke andre kan eller vil, må de borgerlige partier være fornuftens stemme, der ideligt insisterer på et sagligt, evidensbaseret grundlag for politiske beslutninger.
Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis. Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.
Udligningsreform
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat.
Behovet for en udligningsreform er åbenbar, men hvorfor er der ikke for længe siden ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?
For halvandet år siden brød forhandlingerne på Christiansborg om en udligningsreform sammen. Når reger ingen snart fremlægger et nyt udspil vil der her ligge en værdig opgave for det borgerlige Danmark.
Den nye italienske regeringskoalition mellem 5-Stjernebevægelsen (M5S) og Partito Democratico (PD) har nomineret Paolo Gentiloni Silveri som ny italiensk EU-Kommissær. Gentiloni er blandt grundlæggerne af PD, og han var italiens udenrigsminister mellem 2014 og 2016, og premierminister fra 2016 til 2018, hvor regeringskoalitionen mellem M5S og Liga tog over.
Premierminister i den nye italienske regering bliver igen Paolo Conte, mens lederen af M5S, Luigi Di Maio formentlig bliver udenrigsminister.
Luigi Di Maio og M5S har ikke altid haft et positivt syn på Gentiloni. Berlingske korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner, beskrev i Berlingske Tidende den 13. december 2016 regeringssituationen i Italien og udnævnelsen af den hidtidige udenrigsminister Paolo Gentiloni som chef for en overgangsregering efter Matteo Renzi.
Tønner indleder sin klumme med at citere en fornærmende udtalelse af Luigi Di Maio fra protestbevægelsen M5S: ”En tom ministerbil ankom til Il Quirinale og ud af den steg Paolo Gentiloni”.
Luigi Di Maio er med sin nedsættende bemærkning om Gentiloni ikke særlig original, men stærkt inspirerer af Winston Churchill, som er tillagt følgende udtalelse om Clement Atlee, der slog Churchill ved parlamentsvalget i 1945:
“An empty taxi drove up to 10 Downing Street, and out of it stepped Clement Attlee”.
——
Luigi Di Maios nedsættende bemærkninger om Gentiloni er ikke et helt enestående tilfælde af politiske fornærmelser.
Rodrigo Duterte
Philippinernes præsident Rodrigo Duterte har kaldt tidligere præsident i USA, Barack Obama, for ”søn af en luder”.
Winston Churchill
Ifølge historien var den legendariske britiske premierminister, Winston Churchill, særdeles leveringsdygtig i fornærmelser. Blandt de mere kendte, skulle Winston Churchill således, da et kvindeligt parlamentsmedlem fra Labour bebrejdede ham, at han var beruset, have repliceret: – Og du er grim, og mens jeg i morgen vil være ædru, vil du stadig være grim!
Boris Johnson
Den nye britiske premierminister Boris Johnson har ikke holdt sig tilbage. I 2007 karakteriserede han med en synlig gysen, at Hilary Clinton med sit affarvede hår, læber og stålblå øjne lignede en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital.
Hugo Chavez
Daværende præsident for Venezuela, Hugo Chavez, betegnede i 2006 i FN den amerikanske præsident, George W. Bush, som ”djævelen” og at lugten af svovl stadig hang i luften omkring den talerstol i FN, Bush havde benyttet.
Nigel Farage
Den britiske Brexit-tilhænger, Nigel Farage, betegnede i sin jomfrutale som nyvalgt medlem af Europaparlamentet formanden for det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, som en ”underordnet bankfunktionær” fra Belgien, der ikke var noget ”rigtigt land”. Rompuy havde i øvrigt karisma som en ”våd klud”.
Silvio Berlusconi
Italiens Silvio Berlusconi har været storleverandør af fornærmelser. Betegnelsen i 2003 af formanden for Europaparlamentet, Martin Schulz, som velegnet til en rolle som vagt i en nazistisk koncentrationslejr, skabte en regulær krise mellem Italien og Tyskland.
Den meget finske kvindelige finske præsident, blev ifølge Berlusconi i 2005 overtalt til at acceptere Parma som værtsby for det europæiske fødevareagentur. Berlusconi lod forstå, at når præsidentens udseende og vægt blev taget i betragtning, havde overtalelsen krævet alle hans professionelle talenter som gigolo.
Donald Trump
Donald Trump er ligeledes kendt for sine fornærmelser mod alt og alle. Statsminister Mette Frederiksen var “nasty” og tidligere præsident Barack Obama er blevet beskyldt for alt fra Brexit til ISIS. Trump antydede i en lang periode, at Obama selv var muslim og i virkeligheden slet ikke født i USA.
Barack Obama
Barack Obama har heller ikke holdt sig tilbage. Da den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, udtalte, at den eneste forskel på en pitbullterrier og en hockeymom var læbestift, fandt Obama hurtig anledning til at påpege, at ”man godt kan smøre læbestift på en gris – men det er stadig en gris!”
Der er også danske eksempler:
Poul Schlüter
Under valgkampen i december 1990, hvor socialdemokratiets leder, Svend Auken, førte sig bemærkelsesværdigt afdæmpet frem, sagde statsminister Poul Schlüter, at det ”virkede som om Svend Auken var på stesolid”. På et kritisk spørgsmål svarede Schlüter, at han ikke havde udtalt sig om Aukens forbrug af nervemedicin, men blot påpegede, at det virkede som om han var på stesolid.
Selvom Auken på sin vis vandt valget, og gik frem med 14 mandater, lykkedes det som bekendt ikke at vriste regeringsmagten fra Schlüter.
Da den fremtrædende Københavnske konservative kommunalpolitiker Hans O. Thustrup Hansen ved en lejlighed i særlig grad havde påkaldte sig partiformandens opmærksomhed, svarede Schlüter på et spørgsmål, at Thustrup Hansen ”havde kvalificeret sig til at blive Tambourmajor i Idioternes Vagtparade”.
Poul Schlüter om et af dronningens malerier: ”Det er en nydelig ramme”. Bemærkningen faldt, da daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, i 2017 i en TV-udsendelse viste sin konservative forgænger rundt i Statsministeriet.
Svend Auken
Svend Auken er selv noteret for en række elskværdigheder om andre politikere.
Venstres daværende leder Uffe Ellemann-Jensen fik på et valgmøde på Århus Universitet at vide, at “Først pisser du på mig, og så siger du, at jeg lugter.”
Om Det Radikale Venstre hed det: “Radikal politik er som at sømme budding op på en væg.”
Forholdet mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti blev betegnet ”som et had-kærlighedsforhold. Bare uden kærlighed.”
Kristian Jensen
Den tidligere næstformand i Venstre er ikke kendt som en fræk hund, men han udtalte som dansk udenrigsminister på Facebook mindre diplomatisk, at ”han var glad for, at han ikke boede i Sverige”.
Pia Kjærsgaard
Kaldte – før hun blev formand for Folketinget – EU for en rotterede.
Søren Krarup
Tidehvervspræsten og nationalisten Søren Krarup omtalte som folketingsmedlem Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, som en ”pæn lille bøssedreng”.
I Krarups indædte fejde med Jean Monnet-professor, Uffe Østergaard, blev historikeren betegnet som ”lejesvend i en fremmed, international magts tjeneste, købt og betalt af EU”. Om Østergaard som faghistoriker hed det, at han var ”som en vejrhane og en tom tønde – saglig set”. Østergaard var en ”Meningskommissær – Gemenheder til én tid og ynkelighed til en anden. Giftig i pressen. Slesk og taktisk i konfrontationen”.
Uffe Østergaard
Uffe Østergaard blev senere direktør for Dansk Center for Holocaust og Folkedrab, og Søren Krarup tog det fortrydeligt op, da Uffe Østergaard i 2001 med henvisning til Dansk Folkepartis Søren Krarup og Jesper Langballe sagde, at ”det er spørgsmålet, om det er på tide at begrænse ytringsfriheden for visse grupper i det danske samfund”.
Michael Christiansen er en mand, der i sjælden grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, gik i den retning, hans opdragsgivere havde ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister, ligesom han blev dekoreret med alle de kors og bånd og stjerner, som han kunne ønske sig.
Napoleon kompleks?
Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor var Napoleon så ilde lidt? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men der udover ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.
Mod slutningen af karrieren begyndte han at ryste på hænderne, og i hans sidste opdrag gik tingene ikke i Michael Christiansens retning.
Da Michael Christiansen var formand for Det Danske Kulturinstitut stod han bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien: På et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland var belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og annekteringen af Krim, og forholdet til Indien er belastet på grund af Holck-sagen i en grad der obstruerer danske interesser i Indien, insisterede Det Danske Kulturinstitut på tæt samarbejde finansieret af de danske skatteydere.
Som formand for Vederlagskommissionen måtte han lide den tort, at væsentlige dele af hans møjsommeligt konstruerede forslag blev forkastet af et politisk flertal.
DR
Der hvor han virkelig fik lagt sig ud med alt og alle var på posten som bestyrelsesformand i Danmarks Radio siden 2008. I en tæt alliance med generaldirektøren, betød hans dispositioner omkring cheflønninger, MelodiGrandPrix, ”1864”, X-Faktor og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret, at DR mere og mere fremstod som noget taget ud af George Orwells ”1984”.
Som en stat i staten er DR suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse, reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og frem til 2019 finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året.
Som bestyrelsesformand reagerede han i skarpe vendinger på, at de borgerlige partier ført an af Dansk Folkeparti stillede spørgsmål til DRs levering af ”public service” og tillod sig at overveje store besparelser i DR – op til 25 pct. over en femårig periode, hvis det dengang stod til DF.
I et debatindlæg i Berlingske Tidende tordnede Michael Christiansen mod de politiske partier: ”Det er det største samlede angreb på dansk kulturformidling og public service-nyhedsformidling, vi har set til dato” og konstaterede, at omkring en tredjedel af den nuværende produktion skulle skæres væk, hvis DF’s planer blev gjort til virkelighed.
Michael Christiansen lagde ikke lagt fingrene imellem i debatten om DR. De mulige besparelser handlede ifølge Christiansen ikke alene om antallet af TV- og radiokanaler til danskerne. Det handlede om, at politikerne piller ved intet mindre end ”den samlede demokratiske mekanisme i Danmark”!
Selv så han det som sin nærmest guddommelige pligt at gå i brechen for DR og demokratiet – og dermed danskerne: ”Det er fuldkommen berettiget, at der er politisk debat om DR. Men man må aldrig glemme, at jeg sidder på vegne af hele Folketinget, og jeg skal først og fremmest administrere den lovgivning, der sikrer danskerne et uafhængigt DR. Det kan lejlighedsvist være meget ubehageligt for politikere, men det er min opgave”, sagde Michael Christiansen dengang.
Udtalelsen dokumenterede, at mange års uantastet magtudøvelse var steget Michael Christiansen til hovedet. Han opfattede sig tydeligvis som en anden Caligula hævet over regering og Folketing som den egentlige ansvarlige for lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Michael Christiansen så dermed helt bort fra at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne fastlægges i politiske medieaftaler.
Det endte da også efter lang tids debat og forhandlinger med, at regeringen og støttepartiet DF skar 20 procent på det store publicservice medie over fem år.
Det nye medieforlig for perioden 2019-2022, trådte i kraft 1. januar 2019. Samtidig blev licensen afskaffet og flyttet over på skatten via et lavere personfradrag.
DR’s budget alene er på ca. 3,7 milliarder kroner, så besparelsen endte på cirka 700 millioner kroner.
Hvad skete?
Michael Christiansens svigtende jugement gjorde hans position uholdbar. Det gik ham, som det gik Jens Christensen i 1983.
Jens Christensen havde også en fortid som departementschef (i Udenrigsministeriet), da den socialdemokratiske energiminister Poul Nielson (der kom fra Udenrigsministeriet) i 1980 udnævnte Jens Christensen som formand for Dansk Olie og Naturgas (DONG). Jens Christensen følte sig ligeledes hævet over regering og Folketing og politiserede åbenlyst i hvad han opfattede som DONGs interesse. Efter regeringsskiftet i 1982 blev han afsat af energiminister Knud Enggaard fra Venstre og vendte tilbage til udenrigstjenesten.
Michael Christiansen blev pr. 1. januar 2019 afskediget som bestyrelsesformand for DR efter ti år på posten.
Sygefravær koster årligt den danske statskasse 30 milliarder kroner og er et stort samfundsøkonomisk og politisk problem.
Reglerne på området blev strammet i 2014 af et flertal i Folketinget. På dette tidspunkt var den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister. Hvor man tidligere havde man ret til sygedagpenge i 52 uger, inden det skulle vurderes, om man opfyldte et af kriterierne for at få forlænget ydelsen, blev den periode nu sat ned på 22 uger.
Lønmodtagere jaget vildt
Lønmodtagere, der er sygemeldt over en længere periode, bliver dermed automatisk en del af sygedagpengesystemet, hvor kommunen løbende har en pligt til at vurdere, om man stadig er uarbejdsdygtig. En vurdering, der typisk foretages ved, at jobcenteret tager en samtale med den sygemeldte, løbende indhenter lægedokumentation og eventuelt har en dialog med arbejdsgiveren. Mange sygemeldte lønmodtagere føler sig som jaget vildt, og kontakten med jobcenteret, gør, at mange føler sig mistænkeliggjort.
Politikeres misbrug
Folketingsmedlemmer, Regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere skal på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.
Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.
Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Sagerne viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag anerkendte sygdomme, og omgangen med sygemeldinger ret lemfældig.
Jakob Engel-Schmidt
Venstremanden Jakob Engel-Schmidt var fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.
Ninna Hedeager Olsen
Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten har været sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der muligvis er begået et seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde.
Rune Lund
Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.
Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.
Kurt Jakobsen
Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.
Jeppe Kofod
Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.
Politikeres lemfældige omgang med sygeorlov gør næppe kommunernes indsats for at nedbringe sygefraværet i Danmark nemmere.
