Borgerlig samling om de offentlige udgifter

yellow and red stop button
Photo by Immortal shots on Pexels.com

En af årsagerne til at det går ad helvede til med Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne. Bruttonationalproduktet er en by i Rusland og betalingsbalancen burde sammen med Landbrugsstyrelsen flyttes til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als!

I disse dage har vi været vidne til forhandlingerne mellem regeringen og kommuner og regioner om økonomien for 2020.

Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.
Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Kommunerne skal ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.

Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.
Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.

Kritik
Forhandlingsresultaterne har allerede udløst kritik og påstande om at løfterne fra valgkampen om forbedret velfærd er brudte.
Selv den konservative borgmester fra Høje Taastrup er skamløs nok til at erklære, at han ikke kan støtte aftalen om kommunernes økonomi.

Skuespil for folket
Realiteten er, at de aftalte justeringer er peanuts i forhold til kommunernes enorme samlede udgifter, der i 2018 var på omkring 369 mia. kr.
Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter, der i 2018 udgjorde ca. 117 mia. kr.

En ansvarlig regerings tilgang til forhandlingerne med regioner og kommuner burde have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.

Meget snart vil den sagesløse befolkning blive vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven for 2020. Der vil være nattelange forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.
Man skulle måske tro, at finanslovsforhandlinger omfattede hele den offentlige økonomi, men sådan er det ikke.

De samlede udgifter på finansloven for 2018 var på 698,1 mia. kr. og indtægter på knap 739,5 mia. kr. – svarende til omkring 60 pct. af de samlede offentlige udgifter og indtægter.

Men samlede offentlige udgifter på 1.184 mia. kr.
Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Problemet er, at det er de langtfra: De samlede offentlige udgifter i 2018 var på omkring 1.184 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk betegnes som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!
I realiteten vil finanslovsforhandlingerne – ligesom forhandlingerne med kommuner og regioner – kun flytte rundt på nogle få milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!

Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på at det borgerlige Danmark ved valget den 5. juni blev sat uden for indflydelse og Lars Løkke Rasmussens efterfølgende fald er, at de borgerlige partier aldrig under hans ledelse fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier. Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug.

Under Anders Fogh Rasmussens ledelse var der fra 2001 en fornuftig arbejdsdeling mellem regeringspartierne Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti. DF fik mulighed for at lægge navn til en i øvrigt nødvendig kursændring i dansk udlændingepolitik, og til gengæld for det og lidt symbolik på ældreområdet, lagde de loyalt stemmer til den overvejende del af regeringens øvrige politik.

Anders Fogh Rasmussen havde opgivet ethvert opgør mod fordelingspolitikken i velfærdsstaten og efter et halvhjertet forsøg på et opgør med ”smagsdommere” og på at demontere Svend Aukens miljøpolitik, satsede han på værdipolitikken – eller mere konkret på udlændingepolitikken, hvor Dansk Folkeparti kunne støtte.

Forløberen til Liberal Alliance – det borgerlige midterparti Ny Alliance, der blev dannet i 2007 af udbrydere fra De Radikale og en enkelt konservativ bl.a. i protest mod udlændingepolitikken – formåede ikke at slå arbejdsdelingen i den borgerlige blok i stykker.

Fra Lars Løkke Rasmussens overtagelse af statsministerposten i 2009 gik det galt. Regeringsmagten blev tabt i 2011, og da Venstre genvandt Statsministeriet efter Folketingsvalget den 18. juni 2015 var Dansk Folkeparti i mellemtiden vokset til at være en regulær gøgeunge i dansk borgerlighed, og den borgerlige fællesmængde med De Konservative og Liberal Alliance var begrænset.

Lars Løkke Rasmussen udvidede regeringen med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 28. november 2016. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.

De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv. Det skete med masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber.

Under valgkampens afsluttende dødedans antog det hele ret absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Lars Løkke Rasmussen og Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.

De borgerlige partier havde i sidste regeringsperiode problemer med at forene den liberale og den nationalkonservative dagsorden. Stærkest kom det frem i konflikten mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der i to år gjorde det borgerlige samarbejde dysfunktionelt. Man kunne ikke finde ud af at afbalancere nationalkonservative ønsker om en stram udlændinge- og retspolitik med liberale ønsker om at øge den personlige frihed, sænke skatterne og mindske statens magt.

På miljøområdet ramlede De Konservatives ønske om at fremstå som klimaets og naturens beskytter sammen med liberale landbrugsinteresser.
I klimadebatten gik Venstre – da valget nærmede sig – pludselig fra at hylde den liberale ”grønne realisme” til et knapt så liberalt mål om at gøre Danmark til en grøn vindernation, og partibogstavet blev farvet grønt.

Udlændingepolitik, miljø- og klimapolitik og skattepolitik giver sig selv                     Nu skal der lægges en ny kurs. Meget tyder på, at der ikke er plads til at svække den nationalkonservative kurs og udlændingepolitikken, hvis partierne skal bindes sammen.

Hvis de borgerlige partier i øvrigt kunne enes om en aktivistisk, men saglig og markedsdrevet miljø- og klimapolitik, hvor skatter, afgifter og påbud kun blev anvendt til at modvirke eksternaliteter og fejl i markedskræfterne – f.eks. når priserne ikke afspejler de reelle miljø- og klimamæssige omkostninger – ville det også appellere til de borgerlige vælgere, der mener at den væsentligste klimaindsats skal foregå i et forpligtende internationalt samarbejde.

På foranledning af Det Radikale Venstre blev der – efter en reformpause i slutningen af Schlüter-epoken -under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 – 2001 taget hul på arbejdsmarkeds- og skattereformer. Senere kom Velfærdsaftalen i 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. De to aftaler havde blandt andet til formål at hæve pensionsalderen og at afkorte efterlønsperioden.
Det er ikke nemt at gennemføre nye reformer med samme potentiale, og der kan derfor være gode grunde til at koncentrere kræfterne om at holde fast på det allerede aftalte.
Socialdemokratiet har foreslået at slække lidt på reformerne, og udstyre visse nedslidte danskere med en rettighed til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Risikoen er, at partiet derved åbner for Pandoras æske og ikke vil være i stand til at modstå krav fra venstrefløjen om yderligere tilbagerulning af såvel Velfærdsaftalen, Tilbagetrækningsreformen og de faste udlændingepolitiske rammer.

Forslagene til nye fremadrettede reformer har i øvrigt også været sparsomme. De borgerlige partier burde nok kunne tilslutte sig Socialdemokratiets forslag om et øget fradrag for investeringer i forskning, og forslaget om at sænke beløbsgrænsen for at gøre det lettere at få flere kvalificerede udlændinge til Danmark for at arbejde.

De borgerlige partier bør samlet af al magt bekæmpe skattestigninger, arveafgifter, millionærskatter og lignende forslag fra Rød blok og frem for alt bør de borgerlige partier afstå fra at deltage i velfærds-kapløbet.

Den offentlige sektor
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed brugte partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Det var positivt, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige afstod fra at deltage i det vilde kapløb om, hvem der kunne tilbyde at tilføre flest ekstra ressourcer til en af verdens største offentlige sektorer. Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i den kommende oppositionsperiode udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.
Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.

Fokusere på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.184 mia. kr. og dermed halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren.
Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende, men realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi terræn i forhold til sammenlignelige lande. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Produktivitetskommissionen                                                                                                     Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.
Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Efter kommissionens kommissorium skulle den kulegrave den danske produktivitetsudvikling – både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor – og komme med konkrete anbefalinger.

Midlertidig optimisme
Mens kommissionen arbejdede, var der faktisk en livlig offentlig debat for og imod størrelsen af den offentlige sektor. Hvor regeringspartierne og måske især Socialdemokratiet især var optaget af holdningen blandt deres mange offentligt ansatte vælgere, var de borgerlige partiers indgang anderledes: For de fleste var det af afgørende betydning, at offentligt ansatte havde rimelige arbejdsvilkår, og at skatteborgerne – der allerede var underkastet verdens højeste skattetryk, højeste energipriser og højeste forbruger og fødevarepriser – fik valuta for pengene.
Indimellem var der endog grund til optimisme.

Produktivitetskommissionen offentliggjorde op til Folkemødet på Bornholm i juni 2013 et såkaldt arbejdsnotat, hvor vurderingen var, at der kan spares mindst 10 pct. i kommunerne uden at skære serviceniveauet ned, hvis alle kommuner var ligeså gode til at minimere omkostningerne som de bedste. Produktivitetskommissionens formand holdt sig ikke tilbage i debatten og tilkendegav, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.

I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.

Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt
Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå
På venstrefløjen havde en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre travlt med at lægge pres på Produktivitetskommissionen for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.

Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier forholdt sig passive, og kapløbet om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinligt.

Stil krav om et redeligt grundlag for politiske beslutninger
Hvis ikke andre kan eller vil, må de borgerlige partier være fornuftens stemme, der ideligt insisterer på et sagligt, evidensbaseret grundlag for politiske beslutninger.
Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis. Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.

Udligningsreform
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat.
Behovet for en udligningsreform er åbenbar, men hvorfor er der ikke for længe siden ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?

For halvandet år siden brød forhandlingerne på Christiansborg om en udligningsreform sammen. Når reger ingen snart fremlægger et nyt udspil vil der her ligge en værdig opgave for det borgerlige Danmark.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s