Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.

En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk u-landsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.

Resultatet er, at i 2019 giver Danmark minimum 385 millioner kroner til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere.
Pludselig mener Dansk Folkeparti at det er ”rystende” og kræver øjeblikkelig handling fra regeringen.

Det er partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viser resolut handlekraft.
Espersen bekræfter dermed og er et synligt udtryk for Dansk Folkepartis deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet. Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos Terma. Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret. Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

David Trads er en dansk journalist, forfatter og politiker. Fra 2002 til 2004 var han chefredaktør på Information og fra 2006 til 2008 chefredaktør på Nyhedsavisen. Trads voksede op i Suldrup i Himmerland og gik på Suldrup Skole. Trads var udvekslingsstudent i USA i Michigan i 1984-1985. Siden har han ført sig frem som USA-ekspert.
David Trads har selv fortalt, at når man mener noget, synes i bedste fald ti procent om det. Resten synes, man er en idiot. Han har efter amerikansk forbillede forvandlet sig fra almindelig journalist til en meningsdanner, der konstant er på jagt efter noget at mene.

David Trads er på den måde blevet Danmarks mest desperate debattør. Han er så bange for at blive glemt, at han hver eneste dag mener noget om mindst ti forskellige ting. Det er naturligvis umuligt at gøre begavet, allermest når man er Trads. Men han er ligeglad. Trads gentager bare sine synspunkter i en uendelighed: Løkke er en idiot, socialdemokraterne er geniale og Trump bør afsættes.

I 2004 forsøgte David Trads sig som socialdemokratisk folketingskandidat i Skanderborgkredsen, men måtte se sig slået af Kirsten Brosbøl.
Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 fik David Trads i Nordsjællands Storkreds 2.779 personlige stemmer og kom ikke ind i Folketinget.

David Trads var opstillet i Egedal kredsens – der dækker Egedal og Furesø kommuner. En række socialdemokrater, herunder de to eksministre Poul Nielson og Helle Degn, har offentligt givet udtryk for utilfredshed med David Trads som folketingskandidat.

https://www.information.dk/telegram/2019/08/david-trads-traekker-folketingskandidat

Reformationen forbindes i Danmark med Hans Tausen og Christian den 3. og tidsfæstes til 1536. I Tyskland var det imidlertid allerede den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare et teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var ikke kun en kulturrevolution indledt, men opgøret med den katolske kirke indebar også en reel økonomisk revolution i Nordeuropa.

Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og i Skandinavien hos kongerne. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder, ejendom og medfødte privilegier. Christian den 3. satte sig tungt på kirkens meget betydelige værdier, magten over kirkelovgivningen og kontrollen med embedsudnævnelser.
Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have fedtet for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten med tilhørende værdier.

Forholdet til øvrigheden
Martin Luthers forhold til den verdslige øvrighed var allerede i datiden kontroversiel og forholdet mellem den evangelisk-lutherske folkekirke og demokratisk etablerede myndigheder giver stadig anledning til debat. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.
Martin Luthers kompromisløse respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!

Vi skal tilbage til 1525. Det europæiske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Bøndernes eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne.

Bønderne agtede sig imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne. Luther reagerede voldsomt. I sit skrift ”Imod bøndernes røver- og morderbander” opfordrede han alle, der kunne, til at ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”. Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.

Intolerance overfor andre trosopfattelser
Afvigende religiøse opfattelser blev ikke tolereret. I forholdet til jøderne var Luther i et nutidigt perspektiv ganske kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.
Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig, opstod der en såkaldt døberbevægelse.

Døberbevægelsen
Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister.
Anabaptisterne udviklede sig til en radikal, kristen bevægelse i spredte og isolerede områder af Schweiz, Frankrig, Tyskland og Holland, der ønskede at vende tilbage til den tidlige kristendom og gik ind for voksendåb og pacifisme.

Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne fra både katolsk og protestantisk side, og de blev normalt straffet med døden.

Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, er det veldokumenteret, at Luther billiger henrettelserne.

Det religiøse Amish-folk i Nordamerika stammer oprindeligt fra anabaptister i Europa
I 1693 bryder Amish-sekten med anabaptisterne efter en religiøs strid om bl.a. ekskommunikation. I jagten på religionsfrihed drog den første bølge af Amish i 1730 til Amerika og slog sig ned i Pennsylvania og de omkringliggende stater. I perioden 1810-60 ankommer den anden store bølge af Amish til det nordøstlige USA.
Amishfolk taler for det meste en sydtysk dialekt kaldet Pennsylvania Dutch, men taler desuden engelsk. Pennsylvania Dutch kan stadigt forstås af andre tysktalende personer, om end med noget besvær. Nogle Amish undergrupper taler også schweizertysk eller en alsacisk dialekt.

I dag er de oprindelige få hundrede Amish-folk vokset til over 300.000 og spredt over store dele af Nordamerika. Gruppen er kendt for en bogstavtro læsning af Biblen og en stor modvilje over for de fleste former for teknologi.

I dag findes Amish-samfund ikke længere i Europa.

På Kunsthistorie ved Københavns Universitet er der til det kommende studieår optaget 66 studerende. Mange håbefulde ansøgere er ikke optaget, men de kan til gengæld i WeekendAvisen læse om hvad de går glip af – herunder kunsthistorikeren Mikkel Bolt. Man forbavses, når man erfarer at den overbeviste marxist forleden tiltrådte som professor i politisk æstetik ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Årsagen er måske, at hr. Bolt, der egentlig hedder Rasmussen, er flittig og har publiceret en del. På Forlaget Nemo har han f.eks. i juni 2017 udgivet ”Trumps kontrarevolution”, og han arbejder på en bog om den vestlige marxismes selvkritik i perioden efter maj ’68. Den har arbejdstitlen ”På råbeafstand af marxismen”.
Mikkel Bolt tror stadig på revolutionen som ”ophævelsen af kapitalens produktionsmåde og dominansformer”, og han er i løbet af de senere år vendt tilbage til Kapitalen og Marx’ øvrige skrifter.
Det er også på universitetet, på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, at man skal arbejde for politisk forandring, mener Mikkel Bolt. Han er med til ”at forberede revolutionen ved at analysere dens betingelser og tænke i sammenhængende, kritiske analyser af de ting, der skaber ulighed i samfundet”, forklarer han.
Mikkel Bolt har også gjort sig bemærket ved offentligt at opfordre folk til at lade være med at stemme til folketingsvalget i protest mod en styreform, der ifølge den marxistiske kunsthistoriker i løbet af de seneste 30 år er blevet tømt for politisk indhold og vilje. ”Problemet er, at demokratiet er blevet en tom teaterkulisse”, lød det.

https://www.weekendavisen.dk/2019-30/kultur/paa-raabeafstand

Mens Demokraterne i USA varmer op til præsidentvalget i 2020 og forbereder sig til primærvalgene og de politiske partimøder – caucusene, der i løbet af foråret 2020 vil udpege den endelige demokratiske modkandidat til Donald Trump, er der i USA kommet fokus på landbrug og soya.

Soya som handelspolitisk våben
De amerikanske sojabønder er fanget i handelstvisten mellem USA og Kina, der netop er skærpet med USA’s pålæggelse af ekstratold på 10 pct. på kinesiske varer for ca. 300 mia. dollar fra 1. september.
De kinesiske myndigheder har svaret igen ved at suspendere indkøb af amerikanske landbrugsprodukter. Desuden vil Kina ikke udelukke at lægge told på amerikanske landbrugsprodukter, der er indkøbt efter 3. august.
Når kineserne fokuserer på landbrugsvarer, herunder soya, rammer de et ømt punkt hos Trump, der eksplicit har krævet kinesiske køb af amerikanske landbrugsvarer som forudsætning for at genoptage forhandlingerne. Hvis Trump ikke kan indfri løfterne til farmerne i Iowa og andre stater i Midtvesten, ser det sort ud for udsigterne til en aftale. Donald Trump kunne i 2016 notere betydelig støtte fra amerikansk landbrug, og han regner givet med at det vil gentage sig i 2020.

USA største soya-producent
USA er verdens største soya-producent mens Kina er verdens største sojaimportør. Hvis handelskonflikten ikke løses, er begge parter nødsaget til at finde andre markeder.
Kina har allerede vendt sig mod verdens største soyaeksportør, Brasilien, og til Argentina. Begge lande forventer nu at kunne øge eksporten af soya til Kina.
Spørgsmålet er om Kina i længden kan undgå også at købe soya i USA. I øjeblikket er virkningen af kinesisk told på amerikansk soya, at Brasilien har en prismæssig fordel.
De seneste dramatiske fald i importen af amerikansk soya til Kina, har betydet at de amerikanske producenter har søgt andre afsætningsmarkeder. Eksporten til Europa og Mexico har udvist betydelig stigning.

Kina har verdens største svineproduktion
Kina har verdens største svineproduktion, men er hård ramt af Afrikansk svinepest, og det betyder at Kina i øjeblikket har brug for mindre soja. Der er betydelig usikkerhed om svinepestens udbredelse, men Kinas landbrugsministerium har oplyst, at der i alt er rapporteret om 143 udbrud af Afrikansk svinepest i Kina siden august 2018. Det skønnes at de kinesiske svinebesætninger ved udgangen af 2019 vil være reduceret med 50 pct. og det mindsker naturligvis også behovet for svinefoder.

Kompensation fra USDA

De amerikanske soyaproducenter og andre farmere, der er ramt af told og handelshindringer, vil i løbet af 2019 modtage 16 mia. dollars i kompensation fra det amerikanske landbrugsministerium, USDA. Donald Trump fastholder samtidig, at når handelskrigen med Kina er tilendebragt, vil det være til enorm fordel for amerikansk landbrug og amerikanske fødevareproducenter.
Den amerikanske soyaindustri arbejder samtidig selv hårdt for at finde nye anvendelser til afgrøden, herunder afsætning til biofuel-industrien, der kan mindske afhængigheden af Kina.

Primærvalgene forud for 2020
Iowa, der sammen med New Hampshire, Nevada og South Carolina, afholder primærvalg/caucuses allerede i februar 2019, slår den 8. august 2019 dørene op til statens berømte 10-dages dyrskue/fair – Iowa State Fair.
Der er ingen tvivl om at en række af de demokratiske kandidater vil benytte lejligheden til at demonstrere deres støtte til amerikansk landbrug.

Bacon wrapped pork wing med chili sauce – nyhed præsenteret på Iowa State Fair 2019

Stigende svinenoteringer i Danmark
I Danmark har handelskonflikten mellem USA og Kina kun begrænset effekt. Børsnoteringen på soyaskrå har svinget en del over de sidste 12 måneder, men ligger i august 2019 vel omkring 10 pct. lavere end sidste år. Det kan betyde let reducerede foderomkostninger for svineproducenterne. Til gengæld er salgspriserne på slagtesvin steget til det højeste niveau siden 2013.
Priserne på danske slagtesvin er steget, samtidig med at Kina er blevet ramt af den afrikanske svinepest. Det har betydet en kraftig stigning i kinesernes svineimport. Dansk svineeksport til Kina er således mere end fordoblet siden årsskiftet – og altså til stigende priser.

Hvorfor lurepasser vi i forhold til Kina? Alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Den 1. august 2019 annoncerede USA en straftold på ti pct. på kinesiske varer for ca. 300 mia. dollar fra 1. september. De kinesiske myndigheder har svaret igen ved at suspenderet indkøb af amerikanske landbrugsprodukter. Desuden vil Kina ikke udelukke at lægge told på amerikanske landbrugsprodukter, der er indkøbt efter 3. august.
I øjeblikket synes de 2 parter at stå langt fra hinanden, men dem, der påstår, at præsident Donald Trump startede handelskrigen med Kina, har fået noget galt i halsen. Selvom Kina blev medlem af WTO i 2001 har det ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Den kinesiske valuta, yuan, er faldet knap tre procent over for dollaren (4 pct. over for euroen) siden den 1. august. Dermed er værdien af yuan (eller renminbi) for første gang i de sidste år mindre end  7 renminbi for en US dollar.

Dermed får kinesiske virksomheder en konkurrencefordel, og Donald Trump har da også offentligt anklaget Kina for at manipulere med valutakursen. Det forventes at USAs finansminister, Steven Mnuchin, vil klage til Den Internationale Valutafond (IMF) for at ”eliminere den uretfærdige konkurrencefordel skabt af Kinas handlinger”, som USA kalder det i en officiel meddelelse.

Svækkelsen af kursen på yuan afspejler, at den kinesiske centralbank ikke har grebet ind over for en kraftig udstrømning af privat kapital. Svækkelsen kommer, efter at yuanen allerede er faldet med ti pct. siden april sidste år. Det modvirker isoleret set den højere straftold i forholdet til USA, men det rammer også alle andre valutaer, og vi har set fald på den koreanske won, indiske rupee, brasilianske real og mexicanske peso. En fortsat svækkelse kan give næring til inflation og dermed behov for en renteforhøjelse. Det er ikke fordrende for den globale vækst, og det går også ud over Danmark.

Hvad kan der ske i den kommende tid? Kina kan meget vel komme til at opleve en kapitalflugt som i 2015, hvor frygten for yderligere fald i kursen på yuan tilskynder til placeringer i dollar eller euro. Vi kan også komme til at se yderligere stramninger af toldsatser og importbegrænsninger m.v. Endelig kan vi komme til at se en bevidst svækkelse af dollarkursen, som Trump faktisk har truet med. Det ville umiddelbart styrke amerikanske virksomheders internationale konkurrenceevne i forhold til konkurrenterne i Kina og Europa. Men det ville også betyde enden på den sidste rest af orden i de internationale økonomiske systemer.

Hvorfor tøver Danmark? Hvad kan vi opnå ved at holde os ”neutrale” i den krig, der foregår og som også påvirker dansk økonomi?

USA’s præsident, Donald Trump, kommer til Danmark i begyndelsen af september, og det vil være en god lejlighed til at tage tyren ved hornene. Statsminister Mette Frederiksen bør overveje, at tilkendegive Danmarks støtte til USA i de igangværende handelsforhandlinger.

Det Danske Filminstitut har opdaget, at når danske børn og unge selv kan vælge, griber de headset og tastatur og lukker sig inde i Fortnites virtuelle univers, hvor de sammen med vennerne har en fest i verdens mest populære computerspil.
Fortnite og andre computerspil bør ifølge Filminstituttet ikke stå alene. Derfor opfordres til, at der kulturpolitisk rettes langt større opmærksomhed mod at sikre, at danske børn og unge får adgang til ”danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger deres liv” på deres foretrukne platforme.
Instituttet har egenhændigt påtaget sig denne kulturpolitiske opgave og søsat et initiativ, der skal animere den danske film- og spilbranche til at styrke samarbejdet om at skabe kvalitetsindhold til børn under 12 år.
Overskriften er ”UNIVERS – tværmedielle projekter til børn” – og er ifølge Filminstituttet ”fortællinger, karakterer og temaer, der med udgangspunkt i børns livsverden udfolder sig på tværs af medier og platforme”. Ikke ganske klart, men det er meningen, at de færdige produktioner skal udkomme på både traditionelle platforme og platforme som video- og streamingtjenester, spil og sociale medier.

Streamingtjenester skal betale
Hvis Det Danske Filminstitut skal redde danske børn ud af kløerne på internationale gamingproducenter koster det. Instituttet har derfor foreslået, at streamingtjenester som Netflix og Viasat m.fl. skal aflevere 5 pct. af omsætningen i Danmark. Med den nuværende omsætning på omkring 2 mia. kr. svarer det til 100 millioner kr. om året. Streamingtjenesterne er i forvejen forpligtet til at bruge 2 pct. eller 40 millioner kr. i nyt dansksproget indhold. Stigningen på 3 pct. point, svarende til 60 millioner kr. skal gå til – ja, godt gættet: Filminstituttet.
Den nuværende Public Service Pulje skal fastholdes på mindst 70 millioner kr. om året, og 25 pct. af puljen skal øremærkes til indhold rettet mod børn og unge.

Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut, der er sat i verden for at sikre de bedste vilkår for dansk film og billedbårne fortællinger, har i 2019 mulighed for at fordele tilskud til film m.v. på samlet 463,1 millioner kr. – når Public Service Puljen på 68,1 millioner kr. medtages, når vi op på 531,9 millioner kr.
Til at drive filmstøtten har vi en bestyrelse, direktion, 9 kommunikationsmedarbejdere og over 100 ansatte. Nettodriftsudgifterne løber op i 117 millioner kr. Det vil sige, at det i Danmark i runde tal koster 25 kr. at uddele 100 kr. i filmstøtte.
Svarer til en skatteforhøjelse på 75 millioner kr.
Hvis Filminstituttet får held til at ændre Medieaftalen, og streamingtjenesterne skal betale yderligere 60 millioner kr., vil det betyde, at det bliver nødvendigt at øge Filminstituttets driftsbevilling med 15 millioner kr.
En afgift på 5 pct. af streamingtjenesternes omsætning vil uvægerligt blive overvæltet på brugerne og forslaget fra Det Danske Filminstitut vil dermed indebære en merudgift – eller skatteforhøjelse – på 75 millioner kr.

Filmkonsulent Lotte Svendsen
Det er børne- og ungdomsfilmkonsulent Lotte Svendsen, der er en af drivkræfterne bag UNIVERS-projektet og tanken om at vælte udgifterne over på streamingtjenesterne og deres kunder.
Da Det Danske Filminstitut den 3. juli 2018 overraskende oplyste, at Lotte Svendsen den 1. september skulle tiltræde som ny filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm, var der mange, der både var chokerede og havde bange anelser.
Inden ansættelsen på Filminstituttet havde den radikalt venstreorienterede Lotte Svendsen instrueret for DR – blandt andet en meget kontroversiel julekalender.

Lotte Svendsen og DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”
Hvem der først kom på, at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.
”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC.
Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.
Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:
“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”
“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”
“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”
“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”
“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”
“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”
“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?
”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Lotte Svendsen
Filmkonsulent og instruktør af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” var Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.
Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede.

På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.
”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.
Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut politiserer
Det er tydeligt at Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut igen er ude i et politisk ærinde og prøver at gøre sig lækker overfor de nye politiske magthavere.
Den tidligere regering og Dansk Folkeparti indgik inden valget en medieaftale, der bl.a. rundbarberede Danmarks Radio og trak stikket fra Radio 24/7, som vi kender det.
Den socialdemokratiske mindretalsregering har tilkendegivet, at man er indstillet på at styrke dansk public service. Kulturminister Joy Mogensen vil gøre status på implementeringen af aftalen, som ikke længere støttes af et flertal, og på den baggrund indbyde til politiske drøftelser. Målsætningen – at styrke dansk public service – er for så vidt sympatisk, og hvis der kan findes en måde, hvor streamingtjenesterne bidrager mere til danskproduceret indhold uden at det sker på bekostning af sagesløse danske skatteborgere, er det også ok.

Hvad der giver anledning til kuldegysninger, er hvis det er Lotte Svendsen og Dansk Filminstitut, der skal være censor og kommissær for hvilke danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger danske børns og unges liv.

https://www.berlingske.dk/kronikker/fremtidens-boern-og-unge-vil-ikke-kun-moede-deres-bamse-og-kylling-paa

Turister i Midtitalien – Toscana, Umbrien og Marche – med store forventninger til det ”gode” italienske brød, er undertiden blevet dybt skuffet, når de får serveret usaltet brød.
For rejsende fra en oversaltet (og oversødet) madkultur er brød helt uden salt et fadt antiklimaks i munden – smagen er skuffende, uforløsende og det pirrer ingen smagsløg.
Mens brødet er saltet i Napoli, Rom og Milano er årsagen til det usaltede brød i Midtitalien ikke ganske klar. Der henvises til bystaters handelskrige, til oprør mod Paven eller til salte skinker og charcuteri-varer.
Den mest udbredte forklaring er den om Paven.

Da italienerne i Umbrien for knapt 500 år siden holdt op med at salte deres brød hang det sammen med den ekstra skat, som pavestaten i midten af 1500-tallet indførte på saltet i Umbriens glansfulde hovedstad Perugia. Skatteforhøjelsen, der var motiveret af udgifterne til bekæmpelse af vantro tyrkere og germanere, betød, at prisen på salt blev fordoblet, hvilket var katastrofalt for befolkningen; Salt var jo ikke bare et krydderi, men også uundværligt i konserveringen af andre madvarer!
Beboerne i Perugia reagerede i første omgang på skatteforhøjelsen ved at spare på saltet så godt, de kunne. Og det var i den forbindelse, at de begyndte at bage deres brød uden salt.
Men i 1540 kulminerede pavestatens udbytning af peruginerne i en direkte kamp, som fik navnet Saltkrigen. Pavens tropper vandt og Perugia blev underlagt kirkens herredømme. Det usaltede brød blev til et symbol for utilfredsheden med pavestaten og har som tradition bredt sig til andre dele af de dele af Italien, der frem til 1860 var kontrolleret af Paven.

Skribenten Vittoria Traverso har gravet sig ned i forhistorien, men har ikke været i stand til at verificere, at baggrunden for det usaltede brød skulle være pavelig beskatning eller nogen af de andre forklaringer. Det godtgøres, at usaltet brød var udbredt i Midtitalien længe før kontroversen om beskatningen i 1500-tallet.

Uanset de historiske årsager, anser mange italienere det usaltede brød som det perfekte mættende tilbehør til maden, netop fordi brødet ikke smager af noget i sig selv og dermed ikke forstyrrer smagen i den enkelte ret.

19 skribenter offentliggjorde i Jyllands-Posten den 8. maj 2019 12 teser som deres bidrag til en mere nuanceret udenrigspolitisk debat. Ifølge den blandede gruppe af udenrigsaktivister svækkes danske værdiers autoritet, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. Skribenterne hentyder muligvis til USA, men de nye globale magtforhold gør det ifølge skribenterne under alle omstændigheder endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner.

Vi skal lytte mere til Rusland og Kina

Anbefalingen er, at vi ikke kun skal lytte efter USA og vesteuropæiske lande, men intensivere vores samkvem med nye allierede som Rusland og Kina. Som overhængende trusler ligestilles den amerikanske præsident med despoter som Putin og Xi Jinping, og de påståede fordele ved den vestlige, liberale samfundsmodel er ifølge tesemagerne et ”skønmaleri”.
Annekteringen af Krim og aggressionerne overfor Ukraine er ifølge skribenterne ”forventelige” modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland. Endelig skal vi give plads til mangfoldigheden og som Mao lade de 1000 blomster blomstre.

Er indlægget konciperet i Moskva?

Hele indlægget i Jyllands-Posten der tydeligvis var tænkt som et indspark i debatten op til Folketingsvalget den 5. juni, kunne meget vel være konciperet i Moskva. Skribenterne, der lægger navn til misinformationen, overser ganske, at Danmark for længst er gået ud på den galej, hvor traditionelle værdier og pejlemærker forkastes. Bekymrede patrioter, der mener, at det danske samfunds sammenhængskraft ødelægges af det multikulturelle samfunds værdipluralisme, bagatelliseres og latterliggøres. Det mere end antydes, at disse ”deplorables”, disse chauvinistiske nationalister er de ringest uddannede, de er knap nok stuerene, og de har – som de fascister i svøb de er – intet krav på respekt.
Hvis de etablerede medier havde været deres opgave voksen, kunne de passende have brugt spaltepladsen på at henlede danskernes opmærksomhed på, at vi længe i al stilfærdighed og ubemærkethed har skiftet heste, hvad angår vores udenrigspolitik.

Hvorfor støtter vi ikke USA mod Iran?

Mens vi de sidste 2 år har haft en krypto-radikal udenrigsminister, er vi er sammen med EU-lande som Tyskland og Frankrig ved at bevæge os væk fra USA. Det er sket med alle vores forbehold og kritik i forhold til USA og NATO, og det er sket, da vi i maj 2018 afviste at støtte USA’s opsigelse af atomaftalen med den shiamuslimske slyngelstat, Iran.
En aftale, der siden 2015 har tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

INSTEX

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, men vi har gjort ondt værre. EU etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.
Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Tesernes indflydelse

Det bemærkelsesværdige er, at de 12 teser og anbefalingerne vedrørende dansk udenrigspolitik ikke syntes at have givet anledning til reaktioner fra Socialdemokratiet eller andre partier.

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11366080/12-teser-for-en-mere-nuanceret-udenrigspolitisk-debat/?fbclid=IwAR3NpHDNgNDvn1B-W0jcCGE0pRxCLPwG2GcNPnreE92wERNMJB3dE04TDVw

I 2017 fik 413.160 danskere mindst én recept på antidepressiv medicin, 646.595 fik kolesterolsænkende medicin, 296.400 fik de dybt afhængighedsskabende sove- og nervepiller benzodiazepiner, og 427.765 fik de stærkeste smertestillende morfinstoffer – såkaldte opioider – fra egen læge.

I USA skønnes det, at receptpligtige og illegale opioider som heroin og fentanyl har været årsagen til mere end 430.000 dødsfald i USA siden 2000. Et stort antal dødsfald kan henføres til overdoser af receptpligtige opioider.
I Danmark bruges det smertestillende middel oxycodon.

Misbrugspotentiale kendt
Oxycodon er et præparat, som hører til blandt opioiderne, der er en samlet betegnelse for morfin og morfinlignende stoffer med morfinlignende virkning, som traditionelt opdeles i svage og stærke opioider.
Opioider opdeles i tre hovedkategorier: opiater (som udvindes af opiumvalmuer), halvsyntetiske og syntetiske opioider. Stofferne bruges ofte i sundhedsvæsenet til smertelindring, men kan også give en stærk eufori og er stærkt vanedannende, hvorfor misbrug af disse stoffer er almindeligt. Eksempler på opioider er heroin, morfin, codein, tramadol, fentanyl og oxycodon.
Oxycodon, eller OxyContin, som det hedder i depotversionen, er blandt de stærke opioider, og det kan være afhængighedsskabende. Depotmedicinen er langsomt virkende og virker op til 12 timer.
I USA mistænkes præparatet for at stå bag en række dødsfald i de senere år. Staten Massachusetts rejste tidligere i år på vegne af familiemedlemmerne til 59 mennesker, der har mistet livet efter misbrug af præparatet, en sag mod producenten, medicinalfirmaet Purdue Pharma. Og det er blot ét blandt i alt 2000 søgsmål, som er blevet rejst mod den amerikanske medicinalindustri.

Danmark: Ét dødsfald i 2017
I Danmark har Sundhedsstyrelsen taget det roligt. Af en rapport, som Sundhedsstyrelsen udgav i november sidste år, om narkosituationen i Danmark fremgår det, at der i 2017 kun blev registreret ét dødsfald som følge af en overdosis af oxycodon.
Andre har imidlertid advaret mod den udstrakte brug af det smertestillende præparat oxycodon. Allerede i 2016 advarede læge Erik Østerballe fra Fredericia mod unges misbrug af opioider som fentanyl og oxycodon. Fredericia har været og er ramt af problemer med misbrug af medicin blandt unge. Erik Østerballe var dengang centerlæge på Fredericia Misbrugscenter, men han er i dag pensioneret.
På Sundhedsstyrelsens Stormøde den 28. februar 2019 med temaet: ”Er medicin på vej ud – eller ind?” blev situationen omkring stærke smertestillende præparater, opioider, drøftet. Det blev herunder debatteret, hvordan det sikres, at de patienter der har brug for dem, også kun er dem, der får dem?
Sundhedsstyrelsen har efterfølgende den 24. juni 2019 opdateret vejledningen til læger om ordination af afhængighedsskabende medicin. Det er sket for at imødekomme tvivlsspørgsmål fra patienter og læger.

Opioid-krise i USA
Mens forbruget af smertestillende medicin vækker bekymring i Danmark – har det i USA skabt en regulær krise.
Det er især lægemidlet OxyContin, der er i fokus. OxyContin er siden 1995 blevet ordineret i store mængder til smertelindring – et stof, der i princippet kan beskrives som heroin i tabletform, men som markedsføres som en harmløs og effektiv behandling af smerte og ømhed.
Stærke smertestillende midler bliver normalt brugt til kortere behandlinger af akut smerte, eller i livets slutfase, for eksempel til kræftpatienter. Men efter en intensiv lobbykampagne rettet mod læger lykkedes det Purdue Pharma i 2000’erne at gøre det acceptabelt at bruge OxyContin til også mildere ømhed og langtidsbehandlinger af smerte samt til patienter diagnosticeret med ”ondt i livet”.
I dag dør mere end 50.000 mennesker af opioidoverdoser hvert år og allerede i 2015 døde flere mennesker i USA af overdoser end af skydevåben, hvor opioider dominerede som dødsårsag – dødstallet har været stigende. Som det eneste vestlige land har USA oplevet et fald i den gennemsnitlige levealder over de seneste tre år – et fald der forbindes direkte med opioid-epidemien.

National nødsituation
Præsident Trump har siden erklæret opioidepidemien for en national nødsituation, som kræver omfattende handling.
Men i USA går historien tilbage til 1990’erne og handler om aggressiv markedsføring, om myndighedernes svigt, om grådige læger og om små samfund over hele USA, som bukkede under for fristelsen.
Medicinalvirksomhed Purdue Pharma havde i 1995 udviklet OxyContin – en smertestillende pille baseret på Oxycodon.
Purdue markedsførte OxyContin som det bedste middel mod smerte på markedet. Markedsføringen inkluderede blandt andet en salgsvideo, som ikke var godkendt af sundhedsmyndighederne, der blev sendt til mere end 15.000 læger.
Det bemærkes, at Purdue Pharma efterfølgende er idømt en bøde på 635 millioner dollars for uberettiget at markedsføre OxyContin som mindre vanedannende end andre opioider.
Virksomheden arrangerede konferencer om smertelindring og sendte et netværk af sælgere ud i landet.
Særligt udvalgte læger blev betalt store summer for at tale risikoen for afhængighed ned.

FDA tillader OxyContin som receptpligtig smertestillende medicin
Purdue lykkedes med at overbevise FDA – den amerikanske lægemiddelstyrelse – om, at pillerne skulle kunne udskrives som almindelig receptpligtig smertestillende medicin.
Tidligere havde den slags præparater blot være givet som smertelindring til kræftsyge, som ikke havde langt igen.
Amerikanske læger begyndte herefter at udskrive recepter på store mængder af OxyContin.
Rygproblemer?
OxyContin kan give dig livet tilbage, som datidens reklamer lovede. Det samme med smerter efter en mindre operation eller en hvilken som helst anden dårligdom, som krævede smertelindring.
Nogle læger så ligefrem en god forretning og udskrev nærmest på samlebånd recepter på OxyContin til almindelige borgere, der kom ind fra gaden og erklærede sig ramt af for eksempel rygsmerter.
OxyContin var en milliardforretning. Ikke alene for medicinalvirksomheden Purdue, men også for læger, apoteker og mellemmænd, der handlede i OxyContin på gadeplan. Et sort marked blomstrede op. OxyContin var blevet allemandseje.

Hillbilly heroin
Især i mindre byer i fattigere dele af USA som i Ohio, det østlige Kentucky og i West Virginia tog epidemien fat. En hurtig lindring fra hverdagens skavanker. Fabriksarbejdere og minearbejdere tog rutinemæssigt OxyContin for at komme igennem arbejdsdagene. Pillerne fik hurtigt kælenavnet ”Hillbilly heroin.”
Først mange år senere blev advarslerne hørt, og medicinen reguleret. Der var det allerede for sent. Den stærkeste og mest vanedannende medicin, der nogensinde er blevet udskrevet som vanligt smertestillende medicin, havde taget hold i amerikanerne.

Situationen i dag
I dag, 20 år senere, indtager USA 80 procent af verdens receptpligtige smertestillende medicin. Til trods for, at landet blot udgør fem procent af verdens befolkning.
Og for mange har afhængigheden af Oxydon-baserede smertestillende ført til langt værre narkotikamisbrug. Når læger lukkede i for recepterne eller jagten på et større sus blev for fristende, var skridtet til stærkere opioider som heroin eller fentanyl ikke langt.
Purdue Pharma, der først lancerede OxyContin i 1995, er udlagt som den store skurk i den amerikanske opioid-krise. Det er almindelig kendt, at det er mærkevaren, der skaber efterspørgslen, som så efterfølgende imødekommes af generiske kopiprodukter.
Alligevel er der noget, der tyder på at Purdue Pharma ikke var alene.
Tal fra The Federal Drug Enforcement Administration, DEA, viser at amerikanske apoteker I perioden 2006 til 2012 modtog 76 milliarder oxycodone og hydrocodone piller- hvoraf langt hovedparten var generiske produkter.
Purdue Pharma har hævdet at de kun producerede en lille del – omkring 3 pct. af opioiderne mellem 2006 og 2012.
Over 90 pct. af pillerne var billigere generiske produkter, herunder versioner af OxyContin, blev solgt af SpecGX, Par Pharmaceutical og Activis Pharma.
Disse virksomheder hævder til gengæld, at de ikke aktivt markedsførte produkterne, men blot efterkom efterspørgslen fra lægernes receptor, og at de ikke producerede større mængder end DEA tillod.
Distributionsselskaberne melder også hus forbi. Virksomhederne McKesson Corp., Walgreens, Cardinal Health og AmerisourceBergen star for en væsentlig del af distributionen, men de hævder at de ikke prøvede at øge salget.

Vanskelige retssager forude
Det kan derfor blive vanskeligt for domstolene at finde de ansvarlige i de mere end 2000 sager, der er rejst mod medicinalindustrien.
I mellemtiden undgår Purdue Pharma og den stenrige Sackler-familie, der ejer medicinalvirksomheden, ikke reaktioner fra offentligheden. Sackler har finansieret en omfattende velgørenhed og doneret store summer til kunst. Louvre i Paris har nydt godt af familiens donationer til museets afdeling med orientalske antikviteter. Efter Sackler og Purdue Pharma er blevet anklaget for at være skyldige i den amerikanske opioid-krise, har Louvre fjernet de skilte med Sackler-navnet, der ellers prydede museet.
Institutioner, der har nydt godt af Sacklers godgørenhed, er blevet hængt ud af aktivister anført af kunstneren Nan Goldin. New Yorks Metropolitan Museum of Art og Tate Galleries I London har tilkendegivet, at de ikke længere vil modtage donationer fra Sackler.