Den statsfinansierede radio LOUD – hele Danmarks tale- og kulturradio for unge – har næsten ingen lyttere. Stationen har et statsfinansieret budget over fire år på cirka 250 millioner kroner, og de fraværende lyttere har givet anledning til spørgsmål i Folketinget til Kulturministeren.

Det har også givet anledning til løftede øjenbryn, at ejere bag Radio LOUD dagligt plagierer danske aviser. Indblik.net og journalista.dk har afdækker hvordan det foregår i segmentet ”Den Røde Løber”, der udsendes dagligt som en del af programmet ”Dig, Mig & Diablo”. Her læses længere uddrag fra avisernes artikler op, uden at lytterne bliver gjort opmærksomme på, at der er tale om avisartikler.

Selvom Radio LOUD er meget opfarende, når satirikere gør brug af LOUD-varemærket, har stationens svendborgensiske medejere på Radio Diablo et andet forhold til andres ophavsret. Den ses der stort på, når der læses op fra formiddagsaviserne i et fast radiosegment. Det er rent plagiat og i strid med Kulturministeriets vejledende retningslinjer for god citatskik og plagiat i tekster.

Den danske journaliststand og dagbladene er optaget af ophavsret, og er altid på vagt overfor uberettiget anvendelse af deres dyrebare stof.

Franz Beckerlee

Påstandene om plagiering er ofte velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Kulturministeriets retningslinjer

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DR’s nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid værdsatte andre skribenters gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”.

Frank Esmann

Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog.

Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR.

DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han havde skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser var Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

 

 

 

 

Udenrigsminister Jeppe Kofod, forsømmer ikke nogen lejlighed til at gøre opmærksom på hans manglende kvalifikationer til posten.

Forholdet til Italien ødelagt

Han har netop ødelagt Danmarks forhold til Italien ved at overlade dem noget ubrugeligt militærmedicinsk isenkram som hjælp til bekæmpelsen af Covid-19. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Kofod samtidig har sendt en check på 1 mio. euro til Røde Kors.

Danmark i åben konfrontation med USA

Endnu værre er håndteringen af det despotiske præstestyre i Iran. Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Jubilæumsforberedelser

Det må antages, at Jeppe Kofods begrænsede evner er fokuseret på forberedelserne til Udenrigsministeriets 250-års jubilæum i december 2020.

Det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, der udgives af Djøf Forlag, beskæftiger sig i et særnummer med Udenrigsministeriets 250 års jubilæum.

Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender. Det var formelt blevet organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Napoleonskrigene

I 1807 havde udenrigspolitikken behændigt fået Danmark-Norge anbragt som en lus mellem to negle i stormagternes krig. Med Napoleon i spidsen havde Frankrig underlagt sig næsten hele Europa, og hvis Napoleon fik fingrene i den store danske flåde, kunne han udfordre briternes søherredømme. Det ville briterne forhindre, og efter et ødelæggende bombardement af København i september 2007 måtte hele den danske flåde afleveres til briterne. Da Napoleon til sidst tabte krigen, stod Danmark på tabernes side og måtte indgå en hård fredsaftale. Tabet af flåden og ødelæggelserne i København var en katastrofe. Desuden var udenrigshandlen ødelagt, kolonierne var besat, og i 1813 gik staten bankerot. Som om det ikke var galt nok, mistede man Norge i 1814.

De Slesvigske krige

Danmarks tid som regional stormagt var definitivt slut, men Udenrigsministeriet spillede fortsat afgørende roller under de slesvigske krige, neutralitetspolitikken under 1. Verdenskrig og i Mellemkrigstiden, salget af De Vestindiske Øer og den forsmædelige samarbejdspolitik under besættelsen.

Seksdageskrigen

Vi skal helt frem til Hans Tabor i 1967 for at finde lidt positiv omtale af Udenrigsministeriet. Tabor var som Danmarks FN-ambassadør formand for FN’s Sikkerhedsråd i 1967, da Seksdageskrigen mellem Israel og en række arabiske lande i Mellemøsten brød ud. Han opnåede en kortvarig verdensberømmelse, da det lykkedes ham at forhandle en våbenhvile på plads mellem de krigsførende parter.

Siden er det gået slag i slag med pinlige episoder, herunder eksempler på ambassadørers dårlige dømmekraft, alkoholisme og mangel på heroisme i New Delhi, Kuwait og Østberlin.

EU-politikken

Udenrigsministeriets håndtering af Danmarks forhold til EU har påkaldt sig særlig opmærksomhed. Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten blev afholdt 2. juni 1992. Afgørelsen var tæt; 50,7 pct. stemte nej, mens 49,3 pct. stemte ja. Maastricht-traktaten kunne kun gennemføres, hvis samtlige medlemslande godkendte den. Derfor måtte der findes en løsning på det danske nej til traktaten, så de andre lande kunne fortsætte deres samarbejde med Maastricht-traktaten. Løsningen blev Edinburgh-aftalen, der gav Danmark fire forbehold,

Ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen den 18. maj 1993 var der 56,7 pct. for og 43,3 pct. imod. Efter valgresultatets offentliggørelse opstod der massive uroligheder på Nørrebro, som endte med at politiet for første gang siden 2. verdenskrig skød mod demonstranterne.

I 2000 skulle danskerne stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

Folkeafstemning om euro-samarbejdet

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, og Tom Risdahl Jensen blandt Udenrigsministeriets strateger op til euro-folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin, hvor han gjorde sig bemærket ved ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

FN’s Generalforsamling

Vi skal faktisk helt frem til 2015, før lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads igen kunne ranke ryggen. Det lykkedes nemlig udenrigsministeriet at få valgt Mogens Lykketoft til posten som formand for FN’s generalforsamling. Det lettede opgaven betydeligt, at der ikke var andre kandidater til posten, men det slog ikke skår i udenrigstjenestens selvfølelse.

Udenrigsministeriets svage position

I særnummeret af det samfundsvidenskabeligt tidsskrift ”Økonomi & Politik”, har Louise Riis Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en artikel (”På tværs – om Udenrigsministeriets position på Slotsholmen”), hvor hun skriver:

”I de seneste år har det været en udbredt opfattelse, at Udenrigsministeriet står svagt – måske svagere end nogensinde. Ministeriet har for længst mistet sit monopol på det internationale og dermed også en stor del af den særlige aura eller gatekeeper-funktion, der traditionelt har været kilden til både dets autonomi og indflydelse. I en globaliseret verden, hvor ikke bare stats- og regeringschefer, men også alle mulige fagministre – og deres respektive embedsværk – mødes jævnligt og samarbejder rutinemæssigt om håndteringen af grænseoverskridende problemer, hvad er det så, Udenrigsministeriets ansatte kan, som andre statslige embedsmænd ikke kan? Hvad er diplomatiets ’added value’, ude og hjemme?”

 

Atom-aftalen har siden 2015 tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Iran har efterfølgende selv undsagt atom-aftalen og overtræder åbenlyst aftalens bestemmelser om begrænsninger i produktionen af beriget uran.

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, der i 2018 meldte sig ud af aftalen, men vi har gjort ondt værre. EU, Frankrig, Tyskland og Storbritannien etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

INSTEX

Udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere meddelt, at regeringen har besluttet, at Danmark skal være aktionær i INSTEX, ”fordi vi mener, at Danmark og Europa har en klar sikkerhedsinteresse i at bevare atomaftalen. Aftalen er vores bedste vej til at sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben og til at forhindre yderligere eskaleringer i regionen”, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) udtalt i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Jeppe Kofod har nu i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg bedt om bemyndigelse til at  foretage  aktiekøb  og  eventuelle  tilskud  i  INSTEX  (Instrument  in  Support  of  Trade  Exchanges)  inden  for  en  ramme  på  2,5  mio.  kr.  i 2020 og 2,2 mio.  kr. i 2021.

Provokation mod USA

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

https://www.altinget.dk/artikel/regeringen-vil-hjaelpe-virksomheder-til-at-handle-med-iran-uden-om-amerikanske-sanktioner

Den verdensomspændende nedlukning af økonomisk aktivitet som følge af Corona-epidemien har betydet faldende efterspørgsel efter benzin, diesel og jetbrændstof.

Saudi-Arabien, Rusland og USA blev Påskesøndag enige om gå i spidsen for at begrænse olieproduktionen med op til 12 millioner tønder olie fra 1. maj 2020.

Aftalen betød, at olieprisen (Brent) steg med 5,0 procent til 33,08 dollar pr. tønde, da handelen sidste mandag morgen efter Påsken startede på de asiatiske markeder. Siden er Brent-prisen faldet til omkring 25 dollars pr. tønde.

Investorerne var imidlertid fortsat bekymrede over, at nedskæringerne måske ikke var nok til varigt at støtte højere priser.

Olielagrene i USA er fyldte

USA’s Energiministerium kunne i sidste uge oplyse, at de kommercielle lagre af råolie og olieprodukter på bare en uge var steget med 19 mio. tdr., og yderligere stigninger ventes denne og de kommende uger.

Værst er situationen i Texas, der med 5,7 mio. tdr. i døgnet står for næsten halvdelen af den amerikanske olieproduktion.

Negativ oliepris

Mandag var situationen på oliebørsen i New York, at olielagerkapaciteten på leveringstidspunktet i maj for den handlede olie var tæt på at være opbrugt. Frygten for, at USA inden for få uger løber tør for olielagerkapacitet, sendte mandag aften prisen på amerikansk råolie til levering i maj ned i minus 37,63 dollars pr. tønde.

Så sent som fredag var prisen på amerikansk råolie godt 18 dollars pr. tønde.

Mindre prisfald på Nordsøolien – endnu!

Situationen for råolie fra Nordsøen er anderledes. Råolie fra Nordsøen kan afhentes pr. skib, og der er derfor ikke samme problemstilling i forhold til lagerkapaciteten, som i USA.

Det vil imidlertid ændre sig, når verdensmarkedet hver dag tilføres omkring 10-15 millioner tønder råolie mere, men der efterspørges. Derfor må der også forudses store fald i Brent-prisen på olie.

Præsident Donald Trump vil fylde 75 millioner tønder olie i reservelagrene

Efter det historiske fald i olieprisen mandag oplyste Trump på pressemøde i USA natten til tirsdag dansk tid, at han var indstillet på at fylde USA’s strategiske reservelagre af råolie.

I øjeblikket indeholder USA’s strategiske reservelagre 635 millioner tønder olie. I alt er lagrene godkendt til at opbevare 713,5 millioner tønder. Der er derfor mulighed for at fjerne 75 millioner tønder olie fra markedet i USA.

Den strategiske reserve af råolie er blandt andet tiltænkt nødstilfælde som Irak-krigen i 1991 og orkanen Katrina i 2005.Reservelagrene ligger i et kompleks af fire underjordiske lagre ud til Den Mexicanske Golf i staterne Louisiana og Texas.

Det danske beredskab vedrørende forsyningssikkerhed for olie

Det danske lagerberedskab svarer til omkring 81 dages forbrug og er baseret på, at selskaber, som importerer eller producerer olieprodukter i Danmark, har en lagringspligt, som af selskaberne dækkes af selskabernes egne arbejdslagre, men for hovedpartens vedkommende af Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) på selskabernes vegne.

 

Forud for EU-topmødet den 23. april 2020 opfordrer Italiens premierminister til EU-solidaritet. Den italienske premierminister Giuseppe Conte har gentagne gange opfordret til, at Den Europæiske Union udsteder fælles euroobligationer for at demonstrere EU-landenes solidaritet i bekæmpelsen af ​​Coronavirus-krisen.

Conte siger i et interview mandag den 20. april 2020 i den tyske avis, Sueddeutsche Zeitung, at udstedelse af sådanne såkaldte Corona-obligationer ikke handler om at EU-landene nu skulle være fælles om Italiens nuværende og fremtidige gæld. Conte opfordrer Tyskland og Holland til at ophæve deres forbehold og signalere, at Europa taler med én stemme, og han understreger at de fælles obligationer skulle bruges til helt specifikke formål inden for en begrænset tidsramme.

Tyskland og Holland, har sagt, at de ikke betragter fælles eurozone-obligationer som den rigtige måde at støtte sundhedsudgifter og økonomiske redningspakker indenfor de 19 eurolandes valutasamarbejde.

Berlin peger på den allerede eksisterende europæiske stabilitetsmekanisme, ESM, men det er også en mulighed, at Den Europæiske Investeringsbank, EIB, kan styrke indsatsen for at give nødlidende europæiske virksomheder lånegarantier.

Conte oplyser, at det var uklart, om ESM-bistand – hvor Italien eventuelt kunne få adgang til mellem 35 og 37 milliarder euro – ville ære ledsaget af hårde betingelser.

Topmøde torsdag den 23. april 2020

EU’s stats- og regeringschefer skal torsdag den 23. april afholde et videotopmøde om, hvordan man takler de økonomiske konsekvenser af krisen på torsdag. Det ventes, at et centralt tema på mødet vil være de sydeuropæiske landes krav om solidariske Corona-obligationer.

På det sidste EU Topmøde, hvor stats- og regeringscheferne var sammen fysisk, skændtes de om EU-budgettet. 75 mia. euro skilte landene, og de er fortsat ikke enige om EU’s langsigtede budget – om den finansielle ramme for 2021-2027.

Den 26. marts afholdtes et nyt topmøde – denne gang virtuelt. Corona-pandemien betød, at stats- og regeringscheferne mødtes til en videokonference. Det centrale tema var finansieringen af Corona-epidemien.

Før tiden med Coronavirus var de kendt som euro-obligationer, og det var noget, mange EU-ledere har argumenteret for siden oprettelsen af euroen i 1999: et fælles gældsinstrument til finansiering af låntagning, hvor pengene kan dirigeres til de lande, der har brug for finansiering her og nu.

Finansieringen af Corona-pandemien

I øjeblikket stifter de nationale regeringer i eget navn gæld for kunne finansiere projekter og nationale budgetter, men de gør det til vildt varierende omkostninger!

Tyskland kan faktisk opnå negative renter på grund af en uovertruffen kreditvurdering og stram kontrol med det offentlige forbrug, mens Italien – med sin mindre prangende kreditvurdering – skal betale en højere rente.

På EU-ledernes videokonference kunne de ikke blive enige om at dele den gæld, der nu stiftes for at finansiere bekæmpelsen af Covid-19.

Angela Merkel og Nord mod Syd

Den tyske kansler Angela Merkel, der deltog i det virtuelle topmøde fra sin lejlighed i Berlin, hvor hun er i selvisolation, efter at hendes læge testede positivt for virussen, indrømmede åbent, at der ikke var enighed om anvendelsen af finansielle instrumenter. Det eneste man kunne blive enige om, var at EU-finansministrene skulle undersøge emnet nærmere og rapportere til stats- og regeringscheferne i løbet af 2 uger.

Borgernes tillid udfordres

For almindelige EU-borgere, der bange for deres helbred, sikkerheden for deres kære, bekymrede for hvor pengene til husleje og mad skal komme fra, efter at virksomheder er lukket ned, er tanken om, at Europas ledere brugte 6 timer på at skændes om ordlyden topmødekonklusioner, der udsatte afgørelsen af hvad EU vil gøre ved corona-virussen, er helt uforståelig.

Lande som Italien og Spanien, der er hærgede af virkningen af ​​virussen på deres befolkning og deres skrøbelige offentlige finanser – var dybt skuffede.

Italien havde allerede inden Covid-19 ramte, vendt sig fra svoren EU-tilhænger til et af EU’s med skeptiske medlemslande.

Grundlæggende mangel på solidaritet

Problemet er, at coronavirussen simpelthen fremhæver allerede eksisterende, velkendte vanskeligheder i EU.

Når Nordeuropa med afvisningen af Corona-obligationer fortsat nægter at hæfte for de sydeuropæiske lande, udstilles den manglende solidaritet i samarbejdet.

Dødsstødet til EU?

“Nordeuropa lader Sydeuropa I stikken” har den tidligere socialdemokratiske leder i Tyskland, Sigmar Gabriel, udtalt: ”Det er bedre at have Corona-obligationer end et EU, der falder fra hinanden”.

Corona-pandemien kan meget vel blive EU’s endeligt, advarer eksperter og sydeuropæiske regeringschefer.

Omvendt er politikerne i velhavende euro-lande som Tyskland og Holland nervøse for deres vælgeres reaktion, når talen kommer på “gældsdeling” eller “solidaritet” og risikoen for, at regningen for de fattige lande i syd tørres af på skatteborgerne i de rigere EU-lande i Nordeuropa.

EU’s finansministre enige om billionstor Covid 19-hjælpepakke

EU’s finansministre nåede sent den 9. april til enighed om en skitse for en stor europæisk genopretningspakke.

Resultatet – en hjælpepakke på over 4000 milliarder kroner – to gange Danmarks bruttonationalprodukt – til imødegåelse af den økonomiske recession i kølvandet på pandemien – blev nået sent onsdag den 9. april efter 3 dages hårde videomøde-forhandlinger.

Skal godkendes på et Topmøde i Det Europæiske Råd

Inden de mange milliarder kommer i omløb, skal oplægget fra finansministrene vedtages på Topmødet i Det Europæiske Råd den 23. april 2020.

Finansministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at stats- og regeringscheferne skal afklare finansieringen af en ny genopretningsfond samt de juridiske og praktiske aspekter ved fonden, herunder relationen til EU-budgettet samt finansieringskilder.

Enighed om fælles støtte med begrænset risiko

Fra finansministrenes forhandlinger er det oplyst, at der ikke kunne opnås enighed om Corona-obligationer, hvor Tyskland, Holland, Danmark og andre nordeuropæiske lande skal hæfte for fælles statsobligationer og dermed fælles finanspolitik.

Til gengæld bliver der nu indført låne- og støtteordninger, hvor de enkelte lande hæfter med garantier svarende til deres EU-vægt.

Støtten til de europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser vil blive ydet over det ordinære EU-budget (der endnu ikke er vedtaget), fra den Europæiske Investeringsbank, fra en ny genopretningsfond, fra den eksisterende lånefond, Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme – ESM samt lån fra EU til lande, der har finansieringsproblemer.

Elementerne i pakken

Hovedelementerne i Covid-19-pakken er ifølge Finansministeriet:

• En garantifond i regi af Den Europæiske Investeringsbank, som skal understøtte finansiering til især små- og mellemstore virksomheder for ca. 1500 mia. kr. (200 mia. euro)
• Et EU-instrument til støtte af nationale lønkompensationsordninger og visse sundhedsrelaterede tiltag på samlet op til ca. 750 milliarder kr. (100 mia. euro). Ordningen forkortes SURE for ”Support to mitigate Unemployment Risks in an Emergency”.
• En genopretningsfond, som skal støtte genopretningen af europæisk økonomi via støtte til EU-budgetprogrammer.
• Adgang til lån fra eurolandenes fælles lånefond (ESM) for i alt 2 pct. af eurolandenes BNP (ca. 1800 mia. kr./240 mia. euro) på visse betingelser.
• Den næste flerårige finansielle ramme (MFF 2021-2027) vil skulle afspejle krisens konsekvenser.

Finansministrene gør også opmærksom på, at EU-landene allerede har gennemført omfattende nationale finanspolitiske tiltag for at få økonomierne så skånsomt gennem krisen som muligt.

Den Europæiske Centralbank har lanceret et stort program for opkøb af obligationer, og det er blevet muligt for medlemslandene at bruge de resterende strukturfondsmidler i EU’s budget (ca. 275 mia. kr.) på COVID-19 tiltag.

Endelig er der allerede afsat godt 20 mia. kr. på EU’s budget i 2020 til bl.a. transport og opkøb af medicinsk udstyr, felthospitaler og ekstra sundhedspersonale.

 

 

The images of China and the World Health Organization, WHO, has been tainted by the cover-up of the coronavirus crisis. The question is if other UN-agencies also might have lost the world’s trust following the Wuhan-Coronavirus?

Dr. Vincent Martin, Representative of FAO China, fails to mention Chinas history of domestic food scandals, which has caused consumers around the world to be wary. Food scandals in China include poisonous meats, counterfeit drugs and alcoholic drinks, soy sauce made from human hair, Sudan I red dye, contaminated exported wheat protein, school food poisoning, sewage used in tofu and contaminated baby formula amo.

Local consumers worry about safety from domestic brands and as Chinese food and ingredients are used globally this is an international concern.

The Wuhan-Coronavirus is the latest health scandal in China and domestic brands and production need to increase overall transparency to rebuild and maintain trust in its consumers both at home and worldwide.

The FAO-representative refer to the Covid-19 outbreak as a stark reminder of the significant risk of wild animal trading and mixing of animal species in local wet markets and the urgent need to tighten market access rules, impose stricter sanitation requirements, enable digitalized supervision and explore new channels of distribution.

It is the responsibility of FAO – as the only international organization overseeing all aspects of the food chain and thereby the only organization able to provide a unique 360-degree vision on food safety – to urge the Chinese authorities to strengthen the national food control regulatory frameworks, capacities and transparency, to support science-based food safety governance, enhance food safety management along the food chains, and develop food safety intelligence and foresight.

Unfortunately, it is doubtful that the Food and Agriculture Organization of the United Nations, FAO, will put any pressure on China as long as the former vice-agricultural minister, Dongyu Qu, is the Director-General of the organization.

 

Når jeg læser Amalie Lyhne i Berlingske Tidende, fremkaldes mindelser om den 80-konservatisme, Lyhnes venstreorienterede forældre tog afstand fra. I Lyhnes generationsopgør indgår neoliberale længsler efter ”rygrad” hos den borgerlige opposition og beklagelser over det manglende mod til rationelle prioriteringer, når det gælder de svære sundhedsspørgsmål, som covid-19 giver anledning til. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Margaret Thatcher, og jeg er sikker på at Lyhne har en komplet samling af Thatchers og Reagans taler.

Snusfornuften hos Amalie Lyhne minder også om en politiker som Mette Abildgaard, der også hænger fast i fortiden – her er det blot vulgærliberale venstrefløjsmeninger fra begyndelsen af 1990’erne.

Mette Selsing har i Berlingske Tidende beskrevet fænomenet således:

”Partiet de Konservative er, som resten af borgerligheden, delt i to: et værdivenstreorienteret segment og et borgerligt segment. I den lille folketingsgruppe sidder nu et par reelt konservative typer som Rasmus Jarlov og Marcus Knuth. Men så er der også én som Mette Abildgaard, hvis placering i et konservativt parti er en gåde for hver en tænkende, læsende borgerlig. Mette elskede SAS-reklamen og dens nedgørelse af det skandinaviske.

Mette Abildgaard. Denne kakofoni af venstreliberale floskler, solgt som en slags borgerlighed af et væsen, der ingen anelse har om den borgerlige orden. En mur af håndbold og uvidenhed og papegøjeeftersnak af tidsånden. Det er bløde flæskesvær, det er enfoldig pekingeserhund, når man har brug for en schæfer, det er slud i august. Man tænker: hvad skal vi egentlig med det her?

Hvad skal et konservativt parti dog med Mette Abildgaard, hvis vulgære omfavnelse af kulturelt selvhad blot reproducerer de allermest elendige venstrefløjstanker fra 1990erne (selv de røde har forladt dem!): Det ved Mette blot ikke. Mette er bare glad, glad, glad. Vuf. For at sidde i Folketinget, for at bløppe i medierne, for at lege politik. Det bliver lidt tungt i længden, ikke?”

https://www.berlingske.dk/ledere/frygt-goer-genaabningen-af-danmark-mere-forsigtig-og-forvirrende-end

 

 

Så blev spændingen udløst. Den 1. maj tiltræder DR-journalist Oliver Routhe Skov som ny pressechef i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads.

Udenrigsministeriet har længe søgt en pressechef til Jeppe Kofod, og selvom det ikke var krævet, at pressechefen havde kendskab til dansk udenrigspolitik, har det været svært at få stillingen besat. I hvert fald måtte ministeriet ud i et genopslag før Oliver Routhe Skov bed på krogen.

Det vil nu vise sig, om Pernille Skippers mand har forståelse for det særlige socialdemokratiske sindelag, og om han evner at bistå sin minister i penible situationer. Pressechef Skov har siden 2015 været gift med den politiske leder i Enhedslisten og det er muligt, at ægteskabet har rustet ham til en arbejdsplads, der – som det hedder i jobopslaget – er præget af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde.

Store opgaver venter

Store opgaver venter den nye pressechef. I december 2020 kan Udenrigsministeriet fejre 250-års jubilæum. Udenrigsministeriet afløste i 1848 Departementet for de Udenlandske Anliggender, der formelt var organiseret som et selvstændigt regeringsorgan ved kongelig kabinetsordre af 24.12.1770, der betragtes som datoen for Udenrigsministeriets grundlæggelse.

Spørgsmålet er om Oliver Routhe Skov kan finde takten med hærskaren af diplomater på Asiatisk Plads og udeposterne – af kollegaerne på Slotsholmen omtalt som lakskoene og blåfrakkerne. Det bliver også en udfordring at arbejde for den socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofod, der i 2008 måtte trække sig som sit partis udenrigsordfører. Det skete efter, at han havde haft et “moralsk upassende forhold” til en 15-årig pige ved et DSU-kursus på Esbjerg Højskole.

Det var også i 2008, at den amerikanske finansmand, Jeffrey Edward Epstein, erklærede sig skyldig i at stå bag prostituering af en pige på under 18 år. Epstein blev igen i 2019 anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger, men begik selvmord mens han sad i Manhattan Correctional Center.

Ligesom Jeppe Kofod i 2008 blev Storbritanniens prins Andrew tvunget til at trække sig fra sine pligter. Beslutningen blev truffet efter et fatalt interview, hvor prinsen forsøgte at forklare sit forhold til Jeffrey Epstein.

Besindighed og dialog

At Jeppe Kofod har hårdt brug for professionel pressebistand bekræftede Frank Hvam på Tænketanken Europas EU-konference, hvor Frank Hvam undrede sig over at Jeppe Kofod i forbindelse med alle internationale begivenheder opfordrede til ”besindighed og dialog”.

Hjælp til Italien

Kofod har senest udsat sig for kritik efter at have besvaret Italiens bøn om hjælp i Corona-pandemien med et tilbud om noget forældet medicinsk udstyr fra et militært overskudslager. Det forlyder, at Kofod skal være indstillet på supplere gaven med et parti feltrationer, der har overskredet udløbsdatoen.

Jeppe Kofod henholder sig til, at han har hørt, at man normalt ikke bliver syg af at spise mad, som har passeret udløbsdatoen, hvis der står ”bedst før” på emballagen. I øvrigt skal initiativet ses som Kofods og Udenrigsministeriets bidrag til at mindske madspild.

 

Tirsdag den 14. april 2020 offentliggjorde Den Internationale Valutafond (IMF) sin forårsrapport – World Economic Outlook, April 2020.

Det skete I forbindelse med årsmødet i IMF, der normalt tiltrækker mere end 10.000 deltagere, men på grund af Corona-pandemien var begrænset til et minimum, der blev afviklet som videokonference.

Gita Gopinath, IMF Economic Counsellor, lagde ifølge Reuters ikke skjul på, at verdensøkonomien går mod sit værste fald siden den store depression i 1930’erne på grund af COVID-19 – corona-pandemien.

IMF’s dystre prognose forudser, at verdensøkonomien vil skrumpe med omkring 3 pct. i 2020 for derefter delvis at genvinde pusten i 2021 med en vækst på 5,8 pct.

“Denne bedring i 2021 er kun delvis, da niveauet for den samlede økonomisk aktivitet stadig forventes være lavere i 2012 end vi havde forventet før virussen ramte”, sagde Gita Gopinath ved pressemødet. Tilbageslaget er større end efter finanskrisen i 2008-9, men trods alt mindre end under depressionen i 1930’erne, hvor BNP faldt med omkring 10 pct.

Samlede tab på mere end Japans og Tysklands bruttonationalprodukt – tilsammen!

Det økonomiske tilbageslag som følge af Corona-virussen i IMF’s best-case scenarie vil kunne føre til at verdensøkonomien lider et samlet uigenkaldeligt akkumuleret tab på 9 trillioner eller 9.000 billioner dollars i økonomisk produktion over to år. Det er et tab, der er større end det tyske og japanske bruttonationalprodukt tilsammen, sagde Gita Gopinath.

IMF-prognosen antager, at virusudbruddet i de fleste lande vil toppe i løbet af 2. kvartal og klinge ud i slutningen af året, mens nedlukninger og andre foranstaltninger gradvist ophæves.

IMF har også regnet på scenarier, hvor Corona-krisen er endnu længere og tabene endnu større.

 

”Det tog tilsyneladende også tid, inden den øverste ledelse i Kina blev gjort opmærksom på virussen”, og ”Det kinesiske styre har for tiden udfordringer i Hong Kong, Det sydkinesiske Hav, Taiwan samt med forholdet til Nordkorea og handelsforhandlinger med USA”.

I Federspiels såkaldte analyse fortsættes fedteriet og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked. Det gælder i forhold til Tibetsagen, håndteringen af Dalai Lama og et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. Sidste år udpegede Europa-Kommissionen for første gang Kina som en ”systemisk rival”, og EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Selvom Ulrik Federspiel er kendt for at være glat som en ål og svær at blive klog på, er det alligevel mærkeligt, at den tidligere Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe stadig lurepasser i forhold til Kina?

Alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan ellers bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger:

Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

https://www.berlingske.dk/kronikker/ulrik-federspiel-her-er-de-tre-geopolitiske-scenarier-i-verden-efter