Den amerikanske landbrugsminister, Sonny Perdue, har ifølge EURACTIV advaret om, at USA eventuelt ville klage til Verdenshandelsorganisationen, WTO, hvis EU fremturer med en ”protektionistisk” landbrugs- og fødevarestrategi.

“The impact on transatlantic trade can be extremely problematic”, fortalte Perdue en række europæiske journalister under en virtuel pressekonference onsdag den 7. oktober. Perdue understregede, at han allerede havde advaret EU-Kommissionen om de amerikanske betænkeligheder.

Baggrunden for de amerikanske trusler (selvom Perdue sagde, at han ikke brød sig om at true) er den Jord til Bord-strategi, som Kommissionen har foreslået.

Jord til Bord-strategien – Farm to Fork på engelsk – blev præsenteret af EU-Kommissionen i marts.

Strategien er en del af den europæiske grønne pagt – The European Green Deal – der har som overordnet mål at gøre Europa klimaneutralt i 2050.

Derfor indeholder jord til bord-strategien en del krav til landmændene blandt andet mål for reduceret brug af pesticider, gødning og antibiotika og positive incitamenter for økologiens udvikling i EU. Ligesom de hidtidige af forsigtighedsprincippet dikterede begrænsninger på brugen af genmodificerede afgrøder og klorskylning af fjerkræ m.v. opretholdes sammen med de europæiske ordninger for oprindelsesbeskyttelse m.v.

Europæisk landbrugs konkurrenceevne

“Hvis europæiske landmænd afholdes fra at bruge moderne værktøjer, som det er blevet anført i Farm to Fork-strategien, kan europæisk landbrugs manglende konkurrenceevne føre til protektionistiske tiltag”, sagde Sonny Perdue.

“Enhver suveræn nation har ret til at bestemme deres egne regler og forskrifter vedrørende deres mad og landbrugsproduktion. Det gør vi, og det gør Europa. Men når der forsøges indført standarder for international handel, der er baseret på subjektive kriterier snarere end evidensbaserede, reelle sundheds- og sikkerhedsforhold, så bliver det ekstremt problematisk,” sagde Sonny Perdue under interviewet.

USA frygter, at den europæiske Jord til Bord-strategi kan lede til at amerikanske produkter, der er produceret efter andre standarder, ikke vil blive tilladt i EU.

“Hvis vi eksporterer tydeligt mærkede fødevarer til EU og forbrugerne ikke vil have dem, så er det markedskræfternes afgørelse. Det vi beder om, er at lade forbrugerne vælge”, sagde Sonny Perdue.

Ifølge Perdue er EU helt galt afmarcheret, når man for eksempel har forbud mod genmodificerede afgrøder. Udnyttelsen af moderne genteknologier og pesticider “have been fabulously successful in the United States – we produce more food with less acres,” understregede Perdue.

Forhandlingerne mellem EU og USA om Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP)

Uenighed om håndteringen af de forhold Sonny Perdue nu advarer mod, samt generelt det, der i handelsforhandlinger benævnes som non-tariff barriers (NTB), var i høj grad årsagen til, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), i slutningen af 2016 brød sammen efter mere end 3 års forhandlinger.

Ambitionen var ellers at nå en aftale, der stort set ville fjerne de tilbageværende toldsatser samt – som det vigtigste – strømliner og harmoniserer europæiske og amerikanske regler og standarder, så handlen mellem de to regioner kan glide lettere og eksporten begge veje dermed vokse.

Selvom de økonomiske fordele for såvel EU som USA ville have været betydelige. EU-Kommissionen beregnede dengang, at en frihandelsaftale med USA kunne have styrket EU’s økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), give en gennemsnitlig EU-familie en årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.) samt skabe hundredtusinder af europæiske job. I en dansk kontekst vurderede Dansk Industri, at aftalen kunne have øget Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere.

Folkelig modstand

I Europa var der betydelig folkelig modstand mod den TTIP-aftale, der tegnede sig.

I lighed med tidligere tiders Russell Tribunaler, der i 60’erne vurderede den amerikanske intervention i Vietnam og senere krænkelser af menneskerettigheder i Latinamerika, blev der arrangeret såkaldte Folkehøringer om EU’s frihandelsaftaler.

Fra disse høringer og fra organisationerne, der påtog sig at artikulere den folkelige bekymring, lød det, at man ikke ville have en handelsaftale, som begrænsede demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer regler for farlige kemikalier og fødevarer – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

I Danmark var især venstrefløjen kritisk, og det blev påstået, at en aftale ville betyde opgivelsen af forsigtighedsprincippet, accept af klordesinficeret salmonellafrit fjerkræ og tilladelse til GMO.

Klordesinficering af fjerkræ har konstant været et konfliktpunkt i handelsforhandlinger mellem EU og USA. I EU blev klorbehandling af kyllinger forbudt i EU i 1997 på grund af bekymringer omkring fødevaresikkerhed.

I USA er det – også af hensyn til fødevaresikkerheden – som led i bekæmpelsen af colibakterier, enterokokker og salmonella og andre sundhedsskadelige stoffer tilladt at vaske kyllinger i bakteriedræbende midler som klor.

Metoden er meget udbredt i USA, og derfor har amerikanerne stort set ingen kyllingeeksport til EU-landene.

EU’s modstand omhandler ikke frygten for at indtage stoffet klor. Klorvask er blandt andet tilladt, når det kommer til salat. EU frygter i stedet, at brugen af klor i slutningen af forarbejdningsprocessen kan blive en måde at opveje dårlige hygiejnestandarder.

USA har stedse efterspurgt evidens og videnskabeligt grundlag for EU’s forbud mod klorskylning af kyllinger og hormonopdrættet oksekød. Hårdt presset har EU henvist til ”forsigtighedsprincippet”, som af USA betragtes som en undskyldning for en klokkeklar teknisk handelshindring.

UK’s handelsaftale med USA efter Brexit

I UK er man begyndt at forberede sig på klorkyllinger og hormonbehandlet oksekød.

Nu må hysteriet omkring klorkyllinger høre op, udtaler formanden for den handels- og landbrugskommission (Trade and Agriculture Commission), den britiske regering netop har nedsat.

Regeringen har nedsat kommissionen for at hjælpe med at sikre, at britiske landmænd ikke underløbes af import af fødevarer, der er fremstillet ved hjælp af metoder, der er ulovlige i Det Forenede Kongerige.

I britiske landbrugskredse har der floreret advarsler om at produkter som klorbehandlede kyllinger og hormonbehandlet oksekød ville oversvømme det britiske marked efter en kommende handelsaftale med USA.

Formanden for handels- og landbrugskommissionen, Tim Smith, skriver i det britiske dagblad The Telegraph, at der var brug for et nøgternt perspektiv (“clear-eyed perspective”) på handelsaftalers konsekvenser for forbrugerne.

Regeringens handelspolitik bør baseres på evidens og ekspertvurderinger, sagde han: “Den alarmisme og det hysteri, der har været omkring spørgsmål som import af klorbehandlede kyllinger og hormon-opdrættet oksekød – som begge i øjeblikket i henhold til EU-regler er forbudt i Storbritannien – er hverken i fødevareindustriens eller offentlighedens interesse”.

Tim Smith udelukkede i den forbindelse ikke muligheden for, at sådanne produkter fremover vil kunne importeres til UK som led i en handelsaftale med USA, men han lovede at bidrage til at sikre, at de britiske landmænd ikke udsættes for illoyal konkurrence, og at de britiske høje dyrevelfærds- og produktionsstandarder ikke undermineres.

Handelsaftale med USA kan betyde skærpede mærkningskrav i UK

Den britiske regering har tidligere afvist, at en britisk handelsaftale med USA vil betyde, at amerikanske klorbehandlede kyllinger ville finde vej til de britiske supermarkeder. Nu er Boris Johnson øjensynlig klar til at lade det ske, har blandt andet The Telegraph og Financial Times berettet.

Det forlyder, at den britiske regering overvejer at ophæve importforbuddet af de pågældende produkter og i stedet indføre krav om tydelig mærkning og en toldafgift, der skal opveje de amerikanske producenters konkurrencefordel.

Der uafhængige netmedie POV – POINT of VIEW International –, anmelder teaterstykket ”Spejlmanden – et mesterværk af ”smoke and mirrors”, der åbner sæsonen på teatret Mungo Park.

Teaterstykket bygger på en sand historie fra det virkelige liv – Der Spiegels Claas Relotius.

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det chokerede medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius havde “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

Om POV

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 1000 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.

Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun oplyser selv, at hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad – bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 18. år som udlandsdansker.

Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.

Annegrethe Rasmussen har samme baggrund som Claus Relotius

Anmeldelsen i POV af ”Spejlmanden” er interessant. Baggrunden for etableringen af POV er nemlig det samme tema som i ”Spejlmanden” – journalistisk fifleri.

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet med USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal.

Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin, The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Annegrethe Rasmussen startede POV International i 2016 efter fyringen fra Information.

I anledning af Hans Engells 72-års fødselsdag den 8. oktober 2020 kan der være anledning til at minde om Engells anstrengte forhold til en anden kommentator – Uffe Ellemann-Jensen.

Uffe Ellemann-Jensen, der ligesom sin søn lider af en svaghed i rygraden, har i sine erindringer – ”Fodfejl” omtalt Hans Engell.

Ellemann skriver, at han under Poul Schlüters 1. Firkløverregering ikke havde den store tillid til forsvarsminister Hans Engell: ”Jeg havde mistanke om, at han i sikkerhedspolitiske spørgsmål ville prøve at smutte uden om problemerne og gå uden om mig og direkte til sin partiformand, statsministeren, for at hente støtte hertil – selv om det var mig, der sad med ansvaret for NATO-politikken”.

Statsminister Mette Frederiksen mødtes mandag den 28. september 2020 med Indiens premierminister Narendra Modi til et virtuelt topmøde.

På mødet indgik Danmark og Indien et grønt strategisk partnerskab.

I regeringens omtale af partnerskabet får den ikke for lidt. Partnerskabet er ” vidtrækkende”, og det vil ”placere Danmark i en særposition i forhold til at levere de grønne løsninger, som Indien efterspørger”.

Det hævdes samtidig, at ”danske løsninger inden for blandt andet vindkraft, vandteknologi og energieffektivitet i høj grad bliver efterspurgt i Indien, og dagens aftale kan derfor bane vejen for øget dansk eksport og investeringer”.

Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane, følger op på statsministerens videomøde, og han spår som ”førstehåndsvidne til den grønne omstilling i verdens største demokrati, Indien”, at der er store muligheder for danske virksomheder i Indien. Danmarks nye strategiske partnerskab vil betyde, at der er et ”kæmpe eksportpotentiale” i det nye grønne partnerskab.

Det er dog uklart, hvordan eksportpotentialet skal realiseres.

Rejsevejledningen

I Udenrigsministeriets rejsevejledning frarådes fortsat alle ikke-nødvendige rejser til Indien på grund af coronavirus/COVID-19. Indien står heller ikke på EU’s liste over lande uden for EU og Schengenområdet, som det kan overvejes at åbne for, så det har lange udsigter med at øge samhandelen. Folk der trodser advarslerne og alligevel rejser til Indien, skal indstille sig på 14 dages isolation ved hjemkomsten til Danmark.

400-års jubilæum for Tranquebar

I 1620 indgik den danske admiral Ove Giedde på vegne af Christian den 4. en aftale med fyrsten af Thanjavur en aftale om leje af land og etablering af en handelsstation i Tranquebar 250 km syd for Chennai (Madras) i det sydligste Indien.

Det danske Ostindisk Kompagni etablerede her et støttepunkt for handel og søfart mellem København og Indien. Et eller to skibe ankom årlig fra København, men i 1639 ophørte sejladsen. Tranquebar forblev dog på danske hænder, og i 1670 genoptog det reorganiserede Ostindisk Kompagni farten, men først med etableringen i 1732 af Asiatisk Kompagni blev den regelmæssig med et skib årlig.

Den dominerende vare var indiske bomuldsstoffer, men efter ca. 1750 flyttede centret for produktionen til Bengalen.

På højden af aktivitetsniveauet i 1700-tallet boede der et par hundrede danske embedsmænd, soldater og handelsfolk i Tranquebar, som aldrig blev et økonomisk aktiv for Danmark.

Under Napoleonskrigene 1801-02 og 1808-15 var byen besat af briterne, og efter nogle årtier med hensygnende handel købte Storbritannien den i 1845.

Kastellet Dansborg og enkelte bygninger er bevaret.

Markering af jubilæet

Foreningen Trankebar havde planlagt en større markering af jubilæet for Gieddes ankomst til Tranquebar den 13. september 2020. Indien er imidlertid sammen med USA og Brasilien hårdt ramt af Coronavirussen med over 1 mio. tilfælde og antallet af døde er på over 25.600. Arrangementet i september er derfor aflyst, men foreningen Trankebar planlægger at arrangere en rejse til Indien og markering den 13. februar 2021.

Den ambitiøse danske klimaindsats i Indien

Danmark har af uforståelige grunde etableret et kulturinstitut i Indien. Kulturinstituttet er reelt en del af ambassaden og sammen med Indian-Danish Chamber of Commerce foregøgler ambassadør Freddy Svane, at der er store eksportmuligheder i Indien.

Selvom der ikke er nogen væsentlig samhandel mellem Indien og Danmark, agiterer ambassadør, kulturinstitut og Dansk-Indisk Handelskammer for, at den indiske regering har sat sig ambitiøse klimamål, der vil give muligheder for danske miljø- og klimateknologi.

Samhandlen mellem Danmark og Indien er begrænset. I øjeblikket udgør den danske eksport mindre end 0,5 pct. af den samlede eksport, og i 2018 havde Danmark et mindre handelsoverskud i forhold til Indien på 200 mio. kr. Det var hverken dansk svinekød eller miljøteknologi, der trak op. Overskuddet stammede især fra overskuddet på tjenestebalancen (søtransport).

Udsigterne for eksport af dansk klimateknologi

Når inderne erfarer, at hver dansker udleder mere end 6 gange så meget CO2 som en inder, må det nødvendigvis give anledning til spørgsmål om Danmark virkelig er i den ”grønne førertrøje” i forhold til Paris-målsætningerne.

Det må også forventes, at inderne tøver med at skrive under på store købsaftaler, når de bliver informeret om, at almindelige danskere betaler over 60 kr. pr. m3-vand, at benzinprisen er på over 12 kr. pr. liter oktan 95, at el koster cirka 2,40 kr. pr. kWh. inklusive skatter og afgifter, at renovationsudgifterne er tårnhøje, og at et typisk parcelhus på 130 m2. koster omkring 14.000 kr. at varme op om året.

Inderne vil også stille spørgsmålet, om ikke Danmark har valgt nogle meget dyre løsninger, når de erfarer at ganske almindelige lønmodtagere er udsat for verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og at prisniveauet for ganske almindelige dagligvarer i Danmark ligger 38 pct. over EU-gennemsnittet?

Et bredt flertal i Folketinget blev den 6. december 2019 enige om en aftale om en ny klimalov, der slår fast, at Danmark skal reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Formentlig den mest ambitiøse klimalov i verden, sagde klimaminister Dan Jørgensen dengang.

Efter klimaloven skal ministeren hvert år i september fremlægge et klimaprogram med initiativer på kort og lang sigt, der viser, hvad regeringen vil gøre for at nå klimalovens mål.

Klimaprogrammet skal give en status på klimaindsatsen og pege frem mod klimamålet i 2030. Med klimaprogrammet skal regeringen også forholde sig til Klimarådets anbefalinger – blandt andet anbefalinger til et klimamål i 2025 og en CO2-skat.

I Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget den 6. oktober 2020 hævdes det, at regeringen har knækket koden: Den socialdemokratiske klimapolitik skaber arbejdspladser i stedet for at lukke dem. Uligheden må ikke stige. Og vi skal fortsat have råd til velfærd.

Mette Frederiksen erklærede sig også parat til at indgå en kontrakt: Grønne ambitioner, social retfærdighed, sund erhvervspolitik og råd til velfærd.

Som forventet er støttepartierne ikke tilfredse med klimaprogrammet og Mette Frederiksens vage løfter i åbningstalen i Folketinget den 6. oktober 2020. De har brugt den kortvarige medieinteresse i deres synspunkter til at sige, at regeringen ikke gør nok. I de kommende forhandlinger vil partierne bruge klimaprogrammet til at lægge ekstra pres på regeringen i klimaforhandlingerne om transport, landbrug og en grøn skattereform.

Det kan ikke udelukkes, at uenigheden om klimapolitikken kan udløse et Folketingsvalg inden jul.

Identitetspolitikken markerer et genuint nybrud i klassisk venstrefløjstænkning. Den yderste identitetspolitiske venstrefløj er nu optaget af sprog og sociale dynamikker mellem både enkelte individer og grupperinger.

Marxisternes lange march gennem institutionerne er i dag genoptaget med fuld styrke. Venstrefløjen er tilbage som postmarxisme, postmodernisme, poststrukturalisme og hvad de ellers kalder det, som forbindes med identitetspolitikken.

På universiteterne, i kulturlivet og i de etablerede, liberale medier har de antiliberale, identitetspolitiske dagsordener fuldstændig taget kontrollen. Kampen drejer sig om at få anerkendt klimapolitik, separatisme, nationalisme, kvinders ligestilling, minoriteters rettigheder og ”social justice” i videste forstand.

Kampen kæmpes med slagord som ”Black Lives Matter” og ”MeToo”. Eksempler på påståede krænkelser florerer og alle autoriteter udfordres – hvis noget ikke føles ”rigtigt” skal alle have ret til at sige fra. Almindelige love, forvaltningsregler og offentlighedslove m.v. er ikke nok. Overalt skal der etableres whistleblower-ordninger, der beskytter aktivister, der får hidtil skjulte forhold frem i lyset.

Anvendelsen af særlige, tabubelagte ord kan være nok til at diskvalificere stemmer i den offentlige debat. I andre tilfælde kan alene det forkerte køn eller den forkerte hudfarve føre til boykot. For identitetsaktivister vejer hensynet til gruppeidentiteter – som sorthed, danskhed, muslimskhed eller transkønnethed – altid tungere end individuelle rettigheder som f.eks. ytringsfrihed.

I dag har identitetspolitikkens ivrigste forkæmpere travlt med at opstille høflighedsregler og regulere grænserne for den offentlige samtale. Når grænseoverskridende udsagn bliver både personlige og politiske krænkelser, bliver mundkurv, boykot eller udskamning til politiske våben.

Enhver diskussion om ligestilling, racisme og alle andre vigtige problemstillinger, er i øjeblikket kuppet af antiliberale identitetspolitiske bevægelser med den hensigt at omstyrte en samfundsorden, der historisk har vist sig alle andre overlegen. Både når det gælder hårde værdier som skabelse af økonomisk-materiel velstand, og når det gælder personlige frihedsrettigheder og bløde værdier som humanistisk og ligestillingsmæssigt fremskridt.

Identitetspolitikken kolliderer dermed fuldstændig med de konservative, borgerlige og liberale grundværdier som partier som Det Konservative Folkeparti er baseret på, og som advokerer for, at enhver borger – det være sig kvinder eller mænd, sorte eller hvide – har ret til at tale, handle og agere frit, så længe det blot foregår inden for Grundlovens ikke-ideologiske rammer.

https://sorenskafte.com/2020/10/02/marxisterne-fortsaetter-den-lange-march/

Da præsident Trump flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i slutningen af 2017, skortede det ikke på kritik.

Glemt var det, at også præsident Obama havde ønsket at flytte ambassaden, og at den amerikanske Kongres allerede i 1995 havde lovgivet om ambassadeflytningen. Skiftende præsidenter havde med forskellige sikkerhedspolitiske begrundelser udskudt beslutningen – lige indtil Trump i 2017 gjorde alvor af løftet.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, bekræftede i november 2018, at den brasilianske ambassade flyttes til Jerusalem. Rumænien, og Guatemala har også meddelt flytning af deres ambassader til Jerusalem.

Honduras, Ungarn, Moldova, og Rumænien har ligeledes meddelt at de vil flytte til Jerusalem. Paraguays ambassade var en kort tid I 2018 placeret I Jerusalem, men blev efter få måneder flyttet tilbage til Tel Aviv.

Andre 12 lande har honorære konsuler akkrediteret til Israel I Jerusalem, ligesom lande som Australien og Ungarn allerede har åbnet handelsmissioner i Jerusalem.

Danmark følger den linje EU har anlagt, hvor man undgår at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad ved at placere ambassaderne i Tel Aviv.

USA forlod UNRWA i 2018

USA, der tidligere var den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Organisationen blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948, den efterfølgende krig og problemerne med flygtninge. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

I dag hjælper UNRWA 5,6 millioner mennesker, der med status af palæstinensiske flygtninge befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden, med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA vurderede, at ”UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer. USA anså organisationen for at være “irredeemably flawed”.

UNRWA har efterfølgende været gennem en turbulent tid, hvor organisationen udover budgetproblemer også måtte opleve, at chefen – Pierre Krähenbühl – i november 2019 af FN’s Generalsekretær António Guterres blev fjernet fra sin post. Årsagen var sager vedrørende ledelsens adfærd, der skal undersøges nærmere (“managerial issues that need to be addressed”), som FN udtrykte det i en pressemeddelelse.

Danmark har i forvejen smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

I Danmark har den socialdemokratiske regering hævet det årlige bidrag til UNWRA til 105 millioner kroner i perioden 2020 til 2023.

Abraham-fredsaftalerne

Hverken ambassade-flytningen eller forholdet til UNWRA fik Mellemøsten til at eksplodere. Faktisk blev området så roligt, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu den 15. september 2020 i Washington D.C. sammen med udenrigsministrene fra Bahrain og Forenede Arabiske Emirater, UAE, kunne underskrive en fredsaftale mellem de tre lande.

Aftalen blev nået gennem et længere forhandlingsforløb, hvor præsident Trump og Jared Kushner faciliterede forhandlinger mellem UAE og Israel som Bahrain herefter tilsluttede sig. Aftalen benævnes Abraham-aftalerne (Abraham Accords), fordi landene er relateret til religioner, der er forbundet med Abraham, der kaldes nationernes fader i Bibelen.

Modstand mod fredsaftalen

Ikke alle er begejstrede for aftalen. I Israel mener det højreorienterede zionistiske parti, at aftalen er værdiløs. Palæstinenserne er rasende, og Tyrkiet og Iran er lodret imod aftalen, der følger op på Camp David aftalen, der for 26 år siden blev indgået mellem Egypten, Jordan og Israel. UAE og Bahrain vil nu etablere normale diplomatiske relationer med Israel med gensidige ambassader m.v.

Palæstinenserne markerede indgåelsen af fredsaftalen med at fyre 4 raketter fra Gaza ind i Israel, som prompte gennemførte flyangreb som svar.

Mellemøsten er sjældent kilden til gode nyheder, men Abraham aftalen er en genuin god nyhed.

De etablerede liberale amerikanske medier, og vores hjemlige Politiken var fulde af forbehold, og man var mest optaget af, hvordan fredsaftalen var en hån mod palæstinenserne.

Palæstinenserne fik ikke mulighed for at blokere for aftalen

Det afgørende er imidlertid det faktum, at det for første gang ikke er lykkedes palæstinenserne og deres despotiske støtter at stå i vejen for fredsaftalen.

Fredsaftalen sendte flere signaler, hvor det vigtigste er, at Israel kan normalisere sit forhold til sine arabiske naboer, selvom der stadig udestår en aftale med palæstinenserne.

Nobels fredspris?

Præsident Trump er på grund af Abraham-aftalerne allerede indstillet til Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet til en region, hvor begge dele er en mangelvare.

Med nobelkomiteens politiske observans, er det selvfølgelig utænkeligt, at Trump nogensinde vil få Nobels fredspris, men desuagtet er etableringen af fulde diplomatiske relationer mellem Israel, Forenede Arabiske Emirater og Bahrain et banebrydende øjeblik for hele Mellemøsten.

Abraham-aftalerne skaber en mulighed for også at sikre varig fred mellem staten Israel og andre arabiske lande.

Palæstinenserne skal tvinges til forhandlingsbordet

Det er tydeligt, at den amerikanske linje i Mellemøsten sigter på at presse palæstinenserne til forhandlingsbordet – noget de hidtil har nægtet.

Amerikanernes anerkendelse af Jerusalem, deres udtræden af UNRWA og nu Abraham-aftalerne tjener det formål. I takt med at andre arabiske lande tilslutter sig vil palæstinenserne i stigende grad blive isoleret.

Desværre er det sådan, at de, der har talt imod aftalerne, også i Danmark, i virkeligheden befinder sig på linje med Iran, Hamas og Hizbollah, som har nedgjort aftalen.

Saudi Arabien bifalder fredsaftalen mellem Israel og UAE og Bahrain – Abraham Accords – og kritiserer palæstinenserne og præsident Mahmoud Abbas beskyldninger om, at de arabiske lande svigter palæstinenserne.

Danmarks håbløse politik

Danmark, som fortsat støtter EU-linjen og palæstinensernes drøm om en to-statsløsning, er et af de lande i verden, der bidrager mest til det palæstinensiske regime.

Udenrigsministeriet har i 2017 bevilget 450 mio. kr. til palæstinensiske organisationer. Pengene, der skal udbetales over fem år, bidrager til at finansiere tunneller og raketter, der rammer civilbefolkningen i Israel.

Hamas kan kun opfatte Danmarks støtte til den palæstinensiske sag som udtryk for støtte også til terrororganisationen og voldelige strategi.

Danmarks kritisable støtte til Iran

Danmark støtter også palæstinensernes allierede, det iranske præstestyre, ved at boykotte USA’s sanktioner mod Iran – et grusomt regime, som undertrykker sin egen befolkning, støtter terror og krigsførelse i sine nabolande og sender regulære dødspatruljer til Europa, herunder Danmark.

Regimet har befundet sig i en tilstand af selverklæret krig imod Vesten, lige siden det kom til magten i 1979. Det benægter regelmæssigt Holocaust og gentager konstant sine intentioner om at fjerne Israel fra verdenskortet. Senest har Danmark tilsluttet sig INSTEX, som er et europæisk handelsinitiativ, der har til formål at omgå amerikanske sanktioner mod Iran.

Københavns Universitet beskyldes nu af Liberal Alliance og De Konservative for at tillade ”pseudoforskning” og forskning i ”nonsens”, efter at det har antaget et treårigt ph.d.-forskningsprojekt om tykfobi, der kort kan beskrives som en form for ”racisme” mod personer, der vejer mere end gennemsnittet.

Tykfobi er ikke en ny foreteelse. Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. For nylig er Nørrebro Teater blevet kritiseret for at anvende fatsuits, og teatergængere, der har affærdiget kritikken, er blevet beskyldt for at være blinde for, ”at det senkapitalistiske samfund er præget af tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt.

Under alle omstændigheder kører i øjeblikket en debat om emnet i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

Det Teologiske Fakultet

Den 21. september 2020 oplyste Dina Amlund på Facebook, at hun den 1. september havde påbegyndt et ph.d.-projekt, som går ud på at undersøge tykfobien som ældgammel struktur i eurocentrisk kultur med quazi-religiøs dyrkelse af tyndhed og allestedsnærværende had til og frygt for tykhed.

Dina Amlunds ph.d.-projekt: ”Tykfobi: En systematisk-teologisk undersøgelse af en struktur i samfundet” har givet anledning til spørgsmål om, ”Hvad i alverden har det med teologi at gøre”, fra flere, efter at Det Teologiske Fakultet har oplyst om det nye ph.d.-projekt om tykfobi, som skal laves af en ikke-teolog.

Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men den 30. september 2020 offentliggjorde fakultetet i en pressemeddelelse, at den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, med ph.d-projektet ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society” skal bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker.

Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.

Dina Amlunds vejleder på ph.d.-projektet er Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der arbejder som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og som ulønnet hjælpepræst i Søborgmagle.

Vejlederen opvokset i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø

I en foromtale af Søborgmagles sensommerhøjskole torsdag den 8. oktober 2020, beskriver Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sin opvækst som “ikke synligt kirkelig eller teologisk” – og fortsætter: “Jeg er barnedøbt, men vokset op med et ben indenfor folkekirken og et udenfor. Benet udenfor kirken gjorde sig gældende på flere måder: En myte om min barndom, som jeg fik fortalt mange gange, var at jeg blev båret til dåb af djævelen eller en lærling af denne, for varmeapparaterne i kirken hvislede, hed det sig, da min gudmor bar mig til dåb. Jeg voksede også op i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø, og valgte som den eneste i min klasse at blive konfirmeret. Jeg vil fortælle om få skelsættende begivenheder og om, hvordan jeg lærte først evangeliet og siden kirken at kende og hvorfor jeg i dag betragter forventningen om Kristi genkomst som helt og aldeles afgørende for alt, hvad der har med menneskelivet at gøre”. 

Til Kristeligt Dagblad siger lektoren i dogmatik:

”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener.”

At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første pressemeddelelse skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.

”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.

Politisk reaktion

Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti er stærkt kritisk over for ph.d.-projektet: ”Det spænder mange menneskers tålmodighed og respekt for universiteterne til det yderste”.

Henrik Dahl, der er forskningsordfører for Liberal Alliance, og som netop har udgivet bogen ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden” om blandt andet identitetspolitikkens indtog på landets universiteter, er ”yderst skeptisk” over for, at Det Teologiske Fakultet med det nye ph.d.-projekt inviterer aktivismen indenfor.

”Hvis hun færdiggør projektet, ender hun med at få en titel, der blåstempler hendes aktivisme og giver den en fernis af videnskabelighed. Man skulle undre sig meget, hvis hun kommer frem til et forskningsresultat, der ikke harmonerer med hendes aktivisme,” siger han.

Derudover er selve forskningsfeltet, det Henrik Dahl kalder ”forurettelsesstudier”, yderst problematisk. Det vil sige forskning i blandt andet køn, hudfarve, lgbt+-rettigheder og i dette tilfælde tykfobi.

”Hele den her postmodernistiske og dekonstruerende tradition er komplet pseudovidenskab. Selvom du er mesterkok, kan du ikke lave god mad af fordærverede råvarer, og råvarerne i denne del af forskningen er simpelthen fordærvede. Det er enormt mærkeligt, at Det Teologiske Fakultet udbyder et ph.d.-projekt i pseudovidenskab,” siger Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst i Borup Kirke Katrine Winkel Holm er ”dybt rystet”. Ifølge hende har ph.d-projektet intet med teologi at gøre, men er i stedet udtryk for en ”gakket identitetspolitisk hest, der skal hyppes”.

”Jeg forstår ikke, at man vælger et sådant projekt frem for noget solid fordybelse i systematisk teologi. Det kan godt være, at det er god tykfobi-aktivisme, men det er i hvert fald ikke god systematisk teologi,” siger hun.

”Det er en fuldkommen degenerering af faget, når et projekt som dette kan slippe igennem.”

EU-Kommissionen præsenterede onsdag den 23. september 2020 sin længe ventede ”asylpagt”, der skal forsøge at rette op på et system, som ”ikke længere virker”, som kommissionsformand Ursula von der Leyen formulerede det ved præsentationen.

Danmarks retsforbehold betyder, at Danmark ikke bliver omfattet af de mest opsigtsvækkende dele i det nye udspil. Alligevel er det et jammerligt forslag til en fælles asylbehandlingspolitik for alle medlemsstater, som EU-Kommissionen har fremlagt.

Det positive er løftet om en styrkelse af EU’s ydre grænser, mere effektiv bekæmpelse af menneskesmuglere og en facilitering af hjemsendelsen af afviste migranter. Desværre er der ingen der tror på, at EU er i stand til at leve op til løfterne.

Det negative i forslaget, er fordelingen mellem medlemsstaterne af ansvaret for asylansøgerne og for afviste ansøgeres hjemsendelse til hjemlandet.

Marrakesh-migrationspagten

Det nye EU-forslag skal ses som en forlængelse af FN’s Migrationspagt – Marrakesh-migrationspagten – som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev uden at spørge befolkningen.

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, dukkede sig og nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Ingen EU-toppost til Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens ucharmerende Charles Michel, derimod, blev belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

Obligatorisk solidaritet kommer med en regning

EU’s nye ”asylpagt” er bygget op om et begreb, der hedder ”obligatorisk solidaritet”, hvor konsekvenserne af fejlslagne EU-politikker væltes over på medlemsstaterne.

I 1997 blev Schengen-samarbejdet med Amsterdam-traktaten indarbejdet i EU’s retlige ramme og bevogtningen af Unionens ydre grænse blev dermed et EU-anliggende.

EU-Kommissionen har imidlertid aldrig været i stand til at sikre bevogtningen af den fælles ydre grænse. Vi har aldrig fået den grænsebevogtning og kystbevogtning støttet af skibe, helikoptere og fly, som effektivt kunne sikre de ydre grænser.

Ansvaret lå i realiteten stadig hos medlemslandene, og da migrantbølgen skyllede ind over Europa i 2015, hvor Scengen havde ophævet de indre grænser, var EU et åbent landskab, hvor enhver migrant kunne melde sig og bede om asyl og en efterfølgende behagelig tilværelse på det offentliges regning.

Danmarks migrant-regning er enorm. Finansministeriet har opgjort den årlige bruttoudgift for ikkevestlige migranter og deres efterkommere til knap 90 milliarder kroner. Heraf sendte migranter i Danmark ifølge Verdensbanken i 2018 over 22 milliarder kroner tilbage til familien i hjemlandene,

Efter EU’s nye ”asylpagt” vælger medlemslandene selv, om de vil modtage flygtninge eller ej, men hvis de nægter, tvinges de til at tage det videre ansvar for de berørte migranter i andre medlemslande. Enten ved efter en vis tid at sende dem hjem eller give dem opholdstilladelse. Hvis Polen afviser at modtage asylanter fra græske lejre, må Polen således sørge for asylanternes hjemsendelse eller give dem en midlertidig opholdstilladelse.

Asylpagten afvises af flere lande

EU’s nye ”asylpagt” er omgående blevet afvist af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Østrig. Selvom Danmark står uden for det retslige samarbejde, burde vi højt og tydeligt også sige nej.

Enkelte medlemslande har bygget hegn langs de ydre grænser, men transporterne over Middelhavet fortsætter – ovenikøbet bistået af NGO-bevægelser, som mener, at de gør en humanitær velgerning.

Der er nok heller ingen, der tør stole på, at EU magter at accelerere hjemsendelsen af afviste asylansøgere. For det første er der næppe medlemslande, der vil betale for afviste asylansøgere i andre lande. For det andet viser erfaringen, at deres hjemlande ikke vil have dem tilbage, og for det tredje, fordi migranterne ikke vil hjem.

Ifølge Berlingske lykkedes det i 2019 kun at hjemsende en tredjedel af de afviste asylanter i Danmark.

Den italienske kommunist, Antonio Gramsci, udviklede teorien om “cultural hegemony”, hvor de fremherskende kulturelle normer og værdier var etableret af den herskende klasse, bourgeoisiet.

Selvom det vist nok var 68-eren, Rudi Dutschke, der argumenterede for, at hvis den dominerende kultur skulle ændres, ville det kræve en ”lang march” gennem alle samfundets institutioner, er udtrykket ”Modkulturens Gramsciske March Gennem Institutionerne” ofte tillagt Antonio Gramsci.

Nedbrydning af systemet indefra

Antonio Gramsci er under alle omstændigheder blevet berømt for at udvikle en strategi for hvordan borgerlige vestlige kapitalistiske systemer kan ødelægges indefra. I stedet for at satse på, at den troløse arbejderklasse skulle gøre oprør, så burde man, ifølge Gramsci, satse på ”den lange march gennem institutionerne”. Marxisterne skulle erobre skoler, universiteter, medier, kirker og i det hele taget alle institutioner som kunne bevare den vestlige, borgerlige og kapitalistiske kultur.

Strategien blev praktiseret fra 1960’erne, over ungdomsoprøret og dominerede på universiteterne i 1970’erne og 80’erne.

Murens fald

Marxisternes lange march gennem institutionerne blev midlertidigt bremset ved Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I 1990’erne stod marxisterne lidt nøgne og delegitimerede tilbage, fordi det, de troede på, var faldet fra hinanden. Mange troede dengang, at det liberale demokrati endegyldigt havde sejret. Venstrefløjen blev en tid nærmest usynlig og aktivisterne var med rette flove over, at de havde holdt på den forkerte hest.

I 1990’erne oplevede vi en kort periode med relativ klarhed: Det vestlige kapitalistiske-liberale demokrati ville være det blivende system og kollektivisme var afløst af de liberale demokratiers traditionelle fokus på individuelle rettigheder.

Nye fjendebilleder

Venstrefløjen lå for en tid underdrejet og tavs, men freden var kort. Selvom den kolde krig var afsluttet og markedsøkonomien havde bevist sin overlegenhed lykkedes det at fremmane nye fjendebilleder. Hvor kampen tidligere havde stået mellem en udbyttet arbejderklasse over for kapitalen, blev klassekampen og målsætningen om et kommunistisk paradis nu erstattet af støtte til den palæstinensiske ”frihedskamp” og solidaritet med udbyttede udviklingslandes retfærdige kamp mod imperialisme og kolonistyre.

Selvom venstrefløjsaktivisterne havde mistet troen på, at revolutionen ville komme fra den velnærede arbejderklasse i de vestlige demokratiske økonomier, var den gamle drøm om ”proletariatets diktatur” ikke opgivet. Revolutionen skulle nu blot starte i den udbyttede 3. verden, men ej heller fra den front var der rigtig udsigt til, at det borgerlige samfund vil blive omstyrtet.

Til gengæld har identitetspolitikken markeret et genuint nybrud i klassisk venstrefløjstænkning. Den yderste identitetspolitiske venstrefløj er nu optaget af sprog og sociale dynamikker mellem både enkelte individer og grupperinger.

Identitetspolitikken

Marxisternes lange march gennem institutionerne er i dag genoptaget med fuld styrke. Venstrefløjen er tilbage som postmarxisme, postmodernisme, poststrukturalisme og hvad de ellers kalder det, som forbindes med identitetspolitikken.

På universiteterne, i kulturlivet og i de etablerede medier har de antiliberale, identitetspolitiske dagsordener fuldstændig taget kontrollen. Kampen drejer sig om at få anerkendt klimapolitik, separatisme, nationalisme, kvinders ligestilling og minoriteters rettigheder.

Kampen kæmpes med slagord som ”Black Lives Matter” og ”MeToo”. Alle autoriteter udfordres, og hvis noget ikke føles ”rigtigt” skal alle have ret til at sige fra. Almindelige forvaltningsregler og offentlighedslove m.v. er ikke nok. Overalt skal der etableres whistleblower-ordninger, der beskytter aktivister, der får hidtil skjulte forhold frem i lyset.

Anvendelsen af særlige, tabubelagte ord kan være nok til at diskvalificere stemmer i den offentlige debat. I andre tilfælde kan alene det forkerte køn eller den forkerte hudfarve føre til boykot. For identitetsaktivister vejer hensynet til gruppeidentiteter – som sorthed, danskhed, muslimskhed eller transkønnethed – altid tungere end individuelle rettigheder som f.eks. ytringsfrihed.

I dag har identitetspolitikkens ivrigste forkæmpere travlt med at opstille høflighedsregler og regulere grænserne for den offentlige samtale. Når grænseoverskridende udsagn bliver både personlige og politiske krænkelser, bliver mundkurv, boykot eller udskamning til politiske våben.

Nye begreber har fået afgørende betydning:

Kulturel appropriation: Må hvide popmusikere style deres hår med dreadlocks? Må en hvid mad anmelde en bog af en mexicaner eller af en kvindeligafroamerikaner? Må kantiner servere vietnamesiske sandwiches tilberedt af ikke-vietnamesere? Må en dansk studerende gå med sombrero til en rusfest?

Nej, nej, nej, det må man ikke, mener de mest kompromisløse og forhærdede identitetspolitiske aktivister. For det er nemlig såkaldt kulturel appropriation. Når medlemmer af majoritetssamfundet tilegner sig kulturelle udtryk, kan det ifølge andre opleves krænkende og stødende. Dermed abonnerer de mest radikale identitetspolitikere på et særdeles ekskluderende og særdeles statisk kulturbegreb, der opdeler folk i fastlåste etniske og kulturelle kategorier. Hvad enten der er tale om nationalistiske krav om, at ”Danmark for Danskerne” eller påstanden om, at hvide ikke må bære dreadlocks, bygger modstanden mod kulturel appropriation på en modvilje mod at se kultur, som noget der tilhører alle og enhver på tværs af etniske, religiøse og nationale grænser.

Intersektionalitet: Identitet er ikke overraskende identitetspolitikkens altafgørende målestok. Men forskellige identiteter har forskellige oplevelser. Derfor mener de såkaldt ”intersektionelle feminister”, at en sort kvinde er udsat for en stærkere grad af undertrykkelse end en sort mand, der igen er udsat for en stærkere grad af undertrykkelse end en hvid kvinde, der i højere grad lider under patriarkalske strukturer end den hvide mand. Den intersektionelle feminisme står fast på at analysere magtforhold og offerstatus ud fra et kompliceret sæt af spilleregler, der kan minde om en slags roadmap for undertrykte. I sidste ende står den heteroseksuelle hvide mand øverst i hierarkiet. Selv om han er en heroinafhængig invalidepensionist med et amputeret ben, kan han næppe opnå samme offerstatus som en lesbisk kvinde af anden etnisk oprindelse end dansk. På grund af kolonitiden. Hvis du påstår det modsatte, er det fordi du er privilegieblind.

Privilegieblindhed: Er det i orden, at universitetsstuderende kræver færre værker skrevet af døde, hvide mænd på pensum? Tænker du, at forfattere og tænkeres hudfarve er mindre relevant end logisk sammenhæng og rationalitet? Så er det sandsynligvis, fordi du slet ikke er klar over de medfødte privilegier, der i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag. Du har ingen forståelse eller mulighed for at sætte dig ind i minoriteters erfaringer.

Derfor opfordrer identitetspolitiske aktivister ofte folk, som de er uenige med, til at tjekke deres privilegier, der angiveligt følger med både køn og hudfarve. Du er nemlig privilegieblind. På begge øjne.  

Tykfobi: Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. Det er der lige nu en debat om i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

CIS-kønnethed: I en tid, hvor friheden til at definere sin egen kønsidentitet og seksuelle orientering er større end på noget andet tidspunkt i historien, er antallet af seksuelle minoriteter og kønsidentiteter efterhånden mangfoldige. Det gælder også begrebet ”CIS-kønnet”, der dækker over kønsidentiteten hos mennesker, der identificerer sig med deres biologiske køn. (Cis – fra latin ”på denne side af” i modsætning til trans: ”på den anden side af”).

Så hvis du er en mand, der er født med en penis og føler dig som sådan, er du med andre ord CIS-kønnet. Hvis du er født med kvindelige kønsorganer og føler dig som en mand, er du til gengæld transkønnet. Og hvis du er CIS-kønnet, er der ifølge intersektionelle feminister endog særdeles stor risiko for, at du er med til at udbrede toksisk maskulinitet.

Toksisk maskulinitet: CIS-kønnede mænd bliver betragtet som både offer for og hovedleverandør af såkaldt “toksisk maskulinitet”. Uanset om mænd ved det eller ej, bærer de nemlig på bedagede forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig en af slagsen, mener tilhængere af begrebet toksisk maskulinitet. Forestillingen om rigtige mænd er med til at fastlåse samfundets kønsroller med negative konsekvenser for både mænd og kvinder såvel som ikkebinære, det vil sige personer, der hverken identificerer sig som kvinder eller mænd. Som paraplybegreb er “toksisk maskulinitet” et fremragende begreb, der kan anvendes til at give en ideologisk kant til et i bund og grund æstetisk ubehag ved andre mennesker.

Begrænsninger på ytringsfriheden?

De identitetspolitiske hardlinerbevægelser arbejder målbevidst på at indskrænke fri tale og demokrati på vores universiteter, i medier og i det offentlige rum. Fra et oprindeligt fokus på sorte, kvinder og homoseksuelle skylder vi nu hensyn til en myriade af minoritetsgrupper af etnisk, kønslig og anden art, som hver især kræver anerkendelse for sin egenart og status som offer for idelige krænkelser.

Københavns Universitet, institut for Kunst- og Kulturvidenskab, kan udsende en mail, hvor instituttets undervisere blandt andet får besked på, at de bør undgå at sige ”han” eller ”hun” til deres studerende.

”Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” skriver institutlederen og studielektoren dertil i mailen.

Instruksen skyldes angiveligt, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, ”hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”.

Identitetspolitikken, kravet om politisk korrekthed og hele krænkelseskulturen er en form for fascisme. Historie, lærdom og sprog forsøges saneret i en bestræbelse på at skjule virkeligheder, man ikke bryder sig om, eller som individer finder degraderende. Sproget må ikke røbe en virkelighed, der er ubekvem i forhold til, hvordan en gnidningsfri verden skal se ud.

Spørgsmålet er, om det er legitimt at kritisere identitetspolitikken og antyde, at vi alle er ofre – og almindelige menneskers ytringsfrihed er alvorligt truet?

Marxisternes nedbrydning af den borgerlige orden

Uanset, om ”fjenden” i dag typisk udstilles som gamle reaktionære, uvaskede, racistiske, sexistiske, homofobiske, ufølsomme, halvfulde, klamme og onkelagtige hvide mænd, skal vi ikke tage fejl: Det vi er udsat for, er ikke den socialliberale kulturradikalisme, der stikker næsen frem. Nej, det er igen marxisternes lange march gennem alle samfundets institutioner, som erobres én efter én.

Baggrund om Antonio Gramsci

Italiens kommunistiske parti – Partito Comunista Italiano – blev grundlagt den 18. januar 1921 i Livorno af Amadeo Bordiga og Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci (født 23. januar 1891 i Ales på Sardinien, Italien, død 27. april 1937 i Rom) var forfatter, journalist, politiker og filosof, en socialistisk teoretiker, kommunist og antifascist.

Fra den 6. april 1924 til sin tilfangetagelse af fascisterne den 8. november 1926 var han medlem af det italienske parlament. Under sit fængselsophold forfattede Gramsci i alt 32 fængselsskrifter også kaldet Gramscis fængselsoptegnelser. Disse skrifter er blevet nogle af de mest indflydelsesrige marxistisk filosofiske værker i eftertiden. Gramsci blev idømt 20 års straffearbejde, men blev løsladt i 1937 pga. sygdom. Han døde kort efter.

Den danske ambassade i Rom er placeret mellem Via dei Monti Parioli og Via Antonio Gramsci.