Ny migrantplan fra EU

EU-Kommissionen præsenterede onsdag den 23. september 2020 sin længe ventede ”asylpagt”, der skal forsøge at rette op på et system, som ”ikke længere virker”, som kommissionsformand Ursula von der Leyen formulerede det ved præsentationen.

Danmarks retsforbehold betyder, at Danmark ikke bliver omfattet af de mest opsigtsvækkende dele i det nye udspil. Alligevel er det et jammerligt forslag til en fælles asylbehandlingspolitik for alle medlemsstater, som EU-Kommissionen har fremlagt.

Det positive er løftet om en styrkelse af EU’s ydre grænser, mere effektiv bekæmpelse af menneskesmuglere og en facilitering af hjemsendelsen af afviste migranter. Desværre er der ingen der tror på, at EU er i stand til at leve op til løfterne.

Det negative i forslaget, er fordelingen mellem medlemsstaterne af ansvaret for asylansøgerne og for afviste ansøgeres hjemsendelse til hjemlandet.

Marrakesh-migrationspagten

Det nye EU-forslag skal ses som en forlængelse af FN’s Migrationspagt – Marrakesh-migrationspagten – som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev uden at spørge befolkningen.

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, dukkede sig og nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Ingen EU-toppost til Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens ucharmerende Charles Michel, derimod, blev belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

Obligatorisk solidaritet kommer med en regning

EU’s nye ”asylpagt” er bygget op om et begreb, der hedder ”obligatorisk solidaritet”, hvor konsekvenserne af fejlslagne EU-politikker væltes over på medlemsstaterne.

I 1997 blev Schengen-samarbejdet med Amsterdam-traktaten indarbejdet i EU’s retlige ramme og bevogtningen af Unionens ydre grænse blev dermed et EU-anliggende.

EU-Kommissionen har imidlertid aldrig været i stand til at sikre bevogtningen af den fælles ydre grænse. Vi har aldrig fået den grænsebevogtning og kystbevogtning støttet af skibe, helikoptere og fly, som effektivt kunne sikre de ydre grænser.

Ansvaret lå i realiteten stadig hos medlemslandene, og da migrantbølgen skyllede ind over Europa i 2015, hvor Scengen havde ophævet de indre grænser, var EU et åbent landskab, hvor enhver migrant kunne melde sig og bede om asyl og en efterfølgende behagelig tilværelse på det offentliges regning.

Danmarks migrant-regning er enorm. Finansministeriet har opgjort den årlige bruttoudgift for ikkevestlige migranter og deres efterkommere til knap 90 milliarder kroner. Heraf sendte migranter i Danmark ifølge Verdensbanken i 2018 over 22 milliarder kroner tilbage til familien i hjemlandene,

Efter EU’s nye ”asylpagt” vælger medlemslandene selv, om de vil modtage flygtninge eller ej, men hvis de nægter, tvinges de til at tage det videre ansvar for de berørte migranter i andre medlemslande. Enten ved efter en vis tid at sende dem hjem eller give dem opholdstilladelse. Hvis Polen afviser at modtage asylanter fra græske lejre, må Polen således sørge for asylanternes hjemsendelse eller give dem en midlertidig opholdstilladelse.

Asylpagten afvises af flere lande

EU’s nye ”asylpagt” er omgående blevet afvist af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Østrig. Selvom Danmark står uden for det retslige samarbejde, burde vi højt og tydeligt også sige nej.

Enkelte medlemslande har bygget hegn langs de ydre grænser, men transporterne over Middelhavet fortsætter – ovenikøbet bistået af NGO-bevægelser, som mener, at de gør en humanitær velgerning.

Der er nok heller ingen, der tør stole på, at EU magter at accelerere hjemsendelsen af afviste asylansøgere. For det første er der næppe medlemslande, der vil betale for afviste asylansøgere i andre lande. For det andet viser erfaringen, at deres hjemlande ikke vil have dem tilbage, og for det tredje, fordi migranterne ikke vil hjem.

Ifølge Berlingske lykkedes det i 2019 kun at hjemsende en tredjedel af de afviste asylanter i Danmark.