Identitetspolitikken markerer et genuint nybrud i klassisk venstrefløjstænkning. Den yderste identitetspolitiske venstrefløj er nu optaget af sprog og sociale dynamikker mellem både enkelte individer og grupperinger.
Marxisternes lange march gennem institutionerne er i dag genoptaget med fuld styrke. Venstrefløjen er tilbage som postmarxisme, postmodernisme, poststrukturalisme og hvad de ellers kalder det, som forbindes med identitetspolitikken.
På universiteterne, i kulturlivet og i de etablerede, liberale medier har de antiliberale, identitetspolitiske dagsordener fuldstændig taget kontrollen. Kampen drejer sig om at få anerkendt klimapolitik, separatisme, nationalisme, kvinders ligestilling, minoriteters rettigheder og ”social justice” i videste forstand.
Kampen kæmpes med slagord som ”Black Lives Matter” og ”MeToo”. Eksempler på påståede krænkelser florerer og alle autoriteter udfordres – hvis noget ikke føles ”rigtigt” skal alle have ret til at sige fra. Almindelige love, forvaltningsregler og offentlighedslove m.v. er ikke nok. Overalt skal der etableres whistleblower-ordninger, der beskytter aktivister, der får hidtil skjulte forhold frem i lyset.
Anvendelsen af særlige, tabubelagte ord kan være nok til at diskvalificere stemmer i den offentlige debat. I andre tilfælde kan alene det forkerte køn eller den forkerte hudfarve føre til boykot. For identitetsaktivister vejer hensynet til gruppeidentiteter – som sorthed, danskhed, muslimskhed eller transkønnethed – altid tungere end individuelle rettigheder som f.eks. ytringsfrihed.
I dag har identitetspolitikkens ivrigste forkæmpere travlt med at opstille høflighedsregler og regulere grænserne for den offentlige samtale. Når grænseoverskridende udsagn bliver både personlige og politiske krænkelser, bliver mundkurv, boykot eller udskamning til politiske våben.
Enhver diskussion om ligestilling, racisme og alle andre vigtige problemstillinger, er i øjeblikket kuppet af antiliberale identitetspolitiske bevægelser med den hensigt at omstyrte en samfundsorden, der historisk har vist sig alle andre overlegen. Både når det gælder hårde værdier som skabelse af økonomisk-materiel velstand, og når det gælder personlige frihedsrettigheder og bløde værdier som humanistisk og ligestillingsmæssigt fremskridt.
Identitetspolitikken kolliderer dermed fuldstændig med de konservative, borgerlige og liberale grundværdier som partier som Det Konservative Folkeparti er baseret på, og som advokerer for, at enhver borger – det være sig kvinder eller mænd, sorte eller hvide – har ret til at tale, handle og agere frit, så længe det blot foregår inden for Grundlovens ikke-ideologiske rammer.
https://sorenskafte.com/2020/10/02/marxisterne-fortsaetter-den-lange-march/
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 