”Vi behøver ikke lovgive om alt mellem himmel og jord”, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale.

Regeringen vil give syv danske kommuner ”fuldstændig frihed” på et udvalgt velfærdsområde.

Dermed vil de syv kommuner, som indgår i regeringens forslag (Helsingør, Rebild, Viborg, Middelfart, Holbæk, Langeland og Esbjerg) i de næste tre år blive fritaget for så meget statslig regulering og lovgivning som muligt.

Forsøget er et led i den ”nærhedsreform”, som statsministeren også omtalte i sin åbningstale sidste år, og omfatter tre forudbestemte velfærdsområder; folkeskole, dagtilbud og ældre.

Helsingør Kommune får ”fuldstændig frihed” på daginstitutionsområdet de næste tre år.

Viborg, Middelfart og Langeland kommuner har angiveligt fået tilbudt frihed på ældreområdet.

Med de andre kommuner – Rebild, Holbæk og Esbjerg – har regeringen indgået lignende aftaler.

Frisætning af kommuner

Efter årtier med stadig større centralisering, stigende bureaukrati og centralt fastsatte, detaljerede regler for ”alt mellem himmel og jord”, som statsministeren siger, bør det hilses velkommen, at en række kommuner sættes helt fri i forhold til centralt fastsatte regler.

Der har været frikommuneforsøg tidligere, hvor der – når det kom til stykket – alligevel har været en masse begrænsninger. Folkeskolelov, den sociale servicelov og anden lovgivning bliver jo ikke uden videre ophævet af forsøgsordningen.

Denne gang har regeringen skabt en forventning om, at frihedsgraden er større end tidligere, og derfor skal forøget bestemt have en chance.

Hvorfor ikke på forsøgsbasis frisætte kommuner fra Planlovens snærende bestemmelser?

Et andet politikområde, hvor kommuner og lokalsamfund er spundet ind i et fintmasket centralt fastsat regelværk, er planområdet. Her kunne det give rigtig god mening at fjerne en række af de begrænsninger, der er på kommuner og borgeres muligheder for at løfte ansvaret for udviklingen af deres eget lokalområde.

Politisk aftale om den gældende planlov

Med virkning fra 15. juni 2017 blev Planloven “moderniseret”, og der blev gennemført en række substantielle ændringer med det overordnede formål er at give kommuner, virksomheder og borgere bedre rammer for at skabe udvikling og vækst i hele landet.

De seneste (tekniske) planlovsændringer vedrørende et nyt redegørelseskrav for Grønt Danmarkskort, mulighed for at planlægge for boliger på lugtbelastede arealer, overførsel af fleksboligordningen fra boligreguleringsloven til planloven og mulighed for fristforlængelser for forsøgsprojekter, trådte i kraft den 1. april 2020.

Den måske vigtigste ændring, der blev politisk aftalt i 2017, er en ændret formålsbestemmelse. Hensyn til erhverv skal nu indgå på lige fod med hensynet til natur og miljø. Det afgørende er imidlertid, at denne afvejning ikke overlades til kommunerne alene!

Byggerier i landzone

Landzonereglerne blev lempet, og der bliver bedre mulighed for at bygge i landzone.

Den moderniserede planlov muliggør, at også andre bygninger end tiloversblevne landbrugsbygninger kan genanvendes. Bygningsværdier som f.eks. tidligere skoler og mejerier kan anvendes af iværksættere og virksomheder, der kan udnytte bygningerne til at skabe vækst og udvikling.

Virksomheder, der allerede er etableret i landzone, har fået bedre muligheder for at blive og udvikle sig i lokalområdet. Samtidig har landbruget fået bedre og mere tidssvarende rammer ved udvidelser og opførelse af ny bebyggelse.

Statens indsigelsesret er begrænset

Staten skal fremadrettet alene have mulighed for at stoppe den kommunale planlægning med indsigelser, når der er tale om ”væsentlige nationale interesser”, som blandt andet fastholdelse af store produktionsvirksomheder, transportkorridorer, natur og miljø, kulturarv og landskaber. Derudover vil høringsfristerne for lokal- og kommuneplaner afkortes samtidig med at mulighederne for at dispensere fra lokalplaner for at understøtte en kortere og mere effektiv planlægningsproces udvides.

Sommerhuse

Vedrørende sommerhuse kom der mere fleksible rammer for brug og udlejning i vinterhalvåret ved, ligesom pensionister fik ret til at bo i deres sommerhus hele året, uanset hvor længe de har ejet sommerhuset, og om det ligger i et sommerhusområde eller i det åbne land.

Planloven kan fortsat begrænse mulighederne for udlæg af nye sommerhusområder, men reglerne om strandbeskyttelse, så borgere, hvis grund er beliggende indenfor 300 meter fra strandkanten, frit må foretage mindre ændringer på grunden, dog vil det fortsat ikke være tilladt at ændre i selve klitten.

Kystnærhedszonen

Reglerne i planloven vedr. fredninger og beskyttelse af natur og miljø i kystnærhedszonen er opretholdt, men der er indført mere fleksible regler om strandbeskyttelse, så virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv kan skabe tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne.

Trods de borgerlige partiers forsøg på i den reviderede planlov at tillade en forsøgsordning for kyst- og naturturisme, som ville have muliggjort en række nye kystprojekter, blev der ikke opnået politisk enighed.

Jyllands-Posten og andre medier har beskrevet hvordan en nidkær administration af reglerne vedrørende kystnærhedszonen forhindrer en lokalt drevet udvikling af Venø i Limfjorden.

På det meste af Venø må man ikke bygge et nyt hus, og selvom borgerne på øen Venø i Limfjorden er parate til at udvikle deres ø, bliver mange initiativer bremset, da stort set hele øen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

Et forsøg, hvor øer og andre udvalgte områder, fritages fra Planlovens snærende bestemmelser, kan være med til at udvikle små lokalsamfund.

Almennyttige boliger

VLAK-regeringen havde også ønsket at fjerne bestemmelsen (i Planlovens § 15 stk.2, nr. 9) om, at der i en lokalplan kan træffes bestemmelse om, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger. Kommunerne kan dog alene stille krav om almene boliger i områder, der ikke aktuelt anvendes lovligt til boligformål.

Socialdemokratiet gjorde det imidlertid til en betingelse for en aftale om den reviderede planlov, at bestemmelsen om almennyttige boliger fortsætter uændret.

Planlovens centralt fastsatte detailhandelsbestemmelser

Planlovens detailhandelsbestemmelser var kontroversielle i forhandlingerne om en moderniseret planlov. Det korte af det lange var, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Det politiske flertal var ikke til sinds at overlade ansvaret for den lokale butiksstruktur til lovligt valgte og repræsentative kommunalbestyrelser.

Reglerne for butiksstørrelser i byer blev efter mange diskussioner ændret således, at kommunerne allernådigst får lov til at planlægge for større butikker. Der blev således skruet lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne. De må nu være op til 5.000 kvadratmeter store mod 3.500 kvadratmeter tidligere. At der ikke blev givet helt los sker for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart.

For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger blev størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

Det var næsten rørende i september 2019 i Ugebrevet Mandag Morgen at læse den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bachs refleksioner over at miste sit job.

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at ministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Baggrunden for Christian Friis Bachs hykleri i Mandag Morgen var Dansk Flygtningehjælps overraskende fyring i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden har givet dundrende underskud i de sidste 2 regnskabsår. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Dansk Flygtningehjælp har en vaklende økonomi, men organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

GGGI-sagen og afgangen som Udviklingsminister

Før Christian Friis Bachs kortvarige ansættelse i Dansk Flygtningehjælp, havde han faktisk tidligere givet anledning til tvivl om hans driftssikkerhed og håndtering af administrative spørgsmål. Da sagen om Lars Løkke Rasmussens kostbare rejseaktivitet som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste udviklingsminister Christian Friis Bach overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til rejserne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Hvad har han ellers lavet?

Tidligere udviklingsminister og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord er “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Det første samarbejde er med Coffee Collective, hvis butikker skal sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som nogle i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen, derfor er forekommet.

Den italienske regering har den 9. oktober besluttet at etablere Italia Trasporti Aereo Spa, som afløser for Alitalia.

Dekretet om etableringen af det nye selskab blev underskrevet efter 11 år, hvor Alitalia har haft ledelsesmæssige udfordringer, tre mislykkede rekonstruktionsforsøg og formøblet utallige milliarder euro i lovlig og ulovlig statsstøtte.

Historien

Alitalia blev grundlagt i 1946 som Aerolinee Italiane Internazionali som et joint venture mellem den italienske regering (60 pct.) og British European Airways (BEA) (40 pct.). Selskabet fløj under mærket Alitalia, der er en sammentrækning af de italienske ord “ali” (vinge) og Italia (Italien).

Det oprindelige Alitalia kæmpede i 1990’erne og senere med dårlig økonomi. Selskabet gik konkurs i 2008, men et nyt selskab med bl.a. Air France-KLM som hovedaktionær overtog luftfartsselskabet, der herefter blev drevet videre under navnet Alitalia. I 2014 var virksomheden atter tæt på konkurs, men blev reddet, da Etihad Airways – det nationale flyselskab fra Forenede Arabiske Emirater,UAE, købte 49 pct. af aktierne i selskabet. Den 2. maj 2017 gik Alitalia atter konkurs, og har siden været under rekonstruktion.

Undervejs har der været forsøg på at privatisere selskabet med et konsortium bestående af infrastrukturselskabet Atlantia, Delta Air Lines, easy Jet og det italienske jernbaneselskab Ferrovie dello Stato Italiane, mens China Eastern Airlines også på et tidspunkt var inde i billedet.

I november sidste år trak Atlantia sig ud af projektet. Sidenhen var Lufthansa inde over, men i begyndelsen af januar stod det klart, at der ikke kunne findes en umiddelbar løsning.

Italiensk statsstøtte til Alitalia

Siden betalingsstandsningen har den italienske regering i et par omgange holdt det statsejede Alitalia flyvende ved blandt andet i 2017 at have bevilget et lån på 900 millioner euro, eller hvad der svarer til 6,75 milliarder kroner. Dette lån fra 2017 er muligvis tilladt efter EU’s statsstøtteregler.

Den italienske regering hjalp dog til igen med et lån på 400 millioner euro eller tre milliarder kroner til Alitalia i slutningen af 2019.

Denne støtte er EU-Kommissionen og konkurrencekommissær Margrethe Vestager i gang med at undersøge, og hvis det ender med at EU-Kommissionen vurderer, at lånet strider mod statsstøttereglerne, skal Alitalia betale lånet tilbage. Hvis det sker, er det ensbetydende med enden på Alitalia.

EU-Kommissionens krav om tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte har nedlagt andre flyselskaber

Estonian Air gik konkurs i november 2015. I kampen for redning fik det estiske flyselskab støtte fra den estiske regering, men også denne støtte blev genstand for en undersøgelse af EU-Kommissionen. Støtten endte med at blive erklæret ulovlig, og pengene skulle betales tilbage til staten. Det havde Estonian Air ikke mulighed for, og selskabet gik konkurs.

Lidt tidligere i 2015 gik Cyprus Airways konkurs. I dette tilfælde havde EU-Kommissionen meddelt, at det cypriotiske flyselskab skulle betale knap 500 millioner kroner tilbage i ulovlig statsstøtte, som selskabet havde taget imod i 2012 og 2013. Cyprus Airways havde ikke pengene, og den cypriotiske regering måtte lukke selskabet.

Nyt selskab

I henhold til det italienske regeringsdekret, der blev underskrevet om aftenen den 9. oktober af de fire ministre for økonomi, transport, økonomisk udvikling og arbejdskraft, skyder det italienske finansministerium tre milliarder euro eller 22,3 milliarder kroner i det nye selskab – Newco, Italia Trasporto Aereo SpA (ITA), med en aktiekapital på 20 millioner euro, der kontrolleres af den italienske stat.

Nu skal der udarbejdes en detaljeret forretningsplan, der skal præsenteres for det italienske parlament inden 30 dage, og herefter er det planen, at det nye selskab kan gå i luften i begyndelsen af 2021, hvis EU-Kommissionen godkender planerne om at støtte det nye og nationalt betydningsfulde selskab med tre milliarder euro.

Alitalia-navnet forbliver hos det ”gamle” selskab under rekonstruktion, hvorfra alle aktiver overføres til det nye selskab, ITA.

I den kommende tid vil den italienske regering have travlt med at demonstrere over for EU-Kommissionen, at det nye selskab, Newco, ITA, ikke har noget til fælles med det gamle Alitalia. Kodeordet er derfor diskontinuitet.

Transportminister De Micheli kommenterede på Facebook den 9. oktober 2020: ” Inizia una nuova storia. Det nye nationale flyselskab, som nu er etableret, skal spille en ledende rolle på det europæiske og internationale marked”.

EU-Kommissionen får mulighed for at følge den hårde linje i statsstøttesager

Bruxelles bliver snart nødt til at træffe afgørelse om den statsstøtte på 3 milliarder kroner, som den italienske stat i 2017 ydede til Alitalia.

Ét er at lukke mindre flyselskaber i Estland og på Cypern. Det ville politisk have været en ganske anden sag at lukke et ikonisk nationalt flyselskab som Alitalia.

Med den nye italienske selskabskonstruktion fritages Kommissionen for et stort dilemma: Kommissionen har mulighed for at fastholde den hårde linje og erklære støtten for stridende mod statsstøttereglerne, og kræve det fulde beløb tilbagebetalt. Det bliver i givet fald det ”gamle” Alitalia under rekonstruktion, der stilles over for tilbagebetalingskravet – og dermed den definitive konkurs.

Hvis processen går glat, vil det nye flyselskab være i drift tidligt i 2021.

Det operative fokus vil være på Nordamerika og Japan. Det nye selskab ville starte med omkring 90 fly og 6.500 ansatte.

Det gamle Alitalia var medlem af luftfartsalliancen SkyTeam, men det er ikke oplyst hvilke selskaber ITA vil samarbejde med.

I Italien hilses rekonstruktionen velkommen af fagforeningerne, hvis medlemmer i lang tid har levet i usikkerhed og på reduceret løn. Andre er kritiske og finder at regeringen fortsætter med at bortøde de italienske skatteborgeres penge.

Ingen har større betydning for de redaktionelle og økonomiske vilkår på nutidens danske mediemarked end Google, Facebook, Netflix og de øvrige techgiganter og streamingtjenester.

I den tidligere VLAK-regerings medieaftale 2019-2023 den 29. juni 2018 med Dansk Folkeparti blev udbydere af streaming-tjenester pålagt at investere 2 pct. af deres omsætning i Danmark i form af direkte investeringer i nyt dansksproget indhold. Forpligtelsen gælder alle streaming-tjenester på det danske marked, herunder udenlandske tjenester, der retter deres aktiviteter mod Danmark.

De radikale ønsker at gå langt videre – de har et konkret forslag om at pålægge streamingtjenester som HBO og Netflix en afgift på fem procent af abonnementsprisen, der skal gå til dansk-produceret public service-indhold.

Forslaget støttes af SF og Enhedslisten. Ifølge de røde partier skal HBO, Netflix m.fl. være med til at bidrage til et mangfoldigt mediebillede, hvor streamingtjenesterne skal støtte dansk indhold.

Den radikale Jens Rohde har ikke udtænkt forslaget om en forhøjet streamingafgift på egen hånd.

Ideen kommer fra Det Danske Filminstitut, der har opdaget, at når danske børn og unge selv kan vælge, kaster de sig over streaming eller griber headset og tastatur og lukker sig inde i Fortnites virtuelle univers, hvor de sammen med vennerne har en fest i verdens mest populære computerspil.

Udenlandske serier, Fortnite og andre computerspil bør ifølge Filminstituttet ikke stå alene. Derfor har instituttet bearbejdet Det Radikale Venstre og den øvrige venstrefløj med opfordringer til, at der kulturpolitisk rettes langt større opmærksomhed mod at sikre, at danske børn og unge får adgang til ”danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger deres liv” på deres foretrukne platforme.

Instituttet har egenhændigt påtaget sig denne kulturpolitiske opgave og søsat et initiativ, der skal animere den danske film- og spilbranche til at styrke samarbejdet om at skabe kvalitetsindhold til børn under 12 år.

Overskriften er ”UNIVERS – tværmedielle projekter til børn” – og er ifølge Filminstituttet ”fortællinger, karakterer og temaer, der med udgangspunkt i børns livsverden udfolder sig på tværs af medier og platforme”.

Selvom det hele ikke er ganske klart, er det meningen, at de færdige produktioner skal udkomme på både traditionelle platforme og platforme som video- og streamingtjenester, spil og sociale medier.

Streamingtjenester skal betale, men udgiften overvæltes på brugerne

Hvis Det Danske Filminstitut skal redde danske børn ud af kløerne på internationale gamingproducenter og streamingtjenesterne, koster det. Instituttet har derfor overfor de kulturradikale og de røde partier foreslået, at streamingtjenester som Netflix og Viasat m.fl. skal aflevere – ikke 2 pct., men 5 pct. af omsætningen i Danmark. Med den nuværende omsætning på omkring 2 mia. kr. svarer det til 100 millioner kr. om året – og stigende i de kommende år.

Streamingtjenesterne er i forvejen forpligtet til at bruge 2 pct. eller 40 millioner kr. i nyt dansksproget indhold. Stigningen på 3 pct. point, svarende til 60 millioner kr. skal ifølge forslaget gå til – ja, godt gættet: Filminstituttet.

Den nuværende Public Service Pulje skal fastholdes på mindst 70 millioner kr. om året, og 25 pct. af puljen skal øremærkes til indhold rettet mod børn og unge.

Ikke med på Finansloven for 2020

En forhøjet afgift på streamingtjenesterne indgik faktisk i forhandlingerne om finansloven for 2020., men forslaget fra regeringens støttepartier kom ikke med i finansloven for 2020. Det forventes, at emnet vil indgå i de forhandlinger, der imødeses om et nyt medieforlig. Foreløbig er intet sket, men kulturministeren har varslet et medieudspil inden december (2020), hvor optakten til forhandlinger om et nyt medieforlig skydes i gang.

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut, der er sat i verden for at sikre de bedste vilkår for dansk film og billedbårne fortællinger, har i 2020 mulighed for at fordele tilskud til film m.v. på samlet godt 400 millioner kr. – når Public Service Puljen på 47,2 millioner kr. medtages, når vi op på knap 450 millioner kr.

Til at drive filmstøtten har vi en bestyrelse, direktion, 9 kommunikationsmedarbejdere og over 100 ansatte. Nettodriftsudgifterne løber op i 112 millioner kr. Det vil sige, at det i Danmark i runde tal koster 25 kr. at uddele 100 kr. i filmstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Svarer til en skatteforhøjelse til almindelige borgere på 75 millioner kr.

Hvis Filminstituttet får held til at ændre Medieaftalen, og streamingtjenesterne skal betale yderligere 60 millioner kr., der skal forvaltes af Filminstituttet, vil det betyde, at det bliver nødvendigt at øge instituttets driftsbevilling med 15 millioner kr.

En afgift på 5 pct. af streamingtjenesternes omsætning vil uvægerligt blive overvæltet på brugerne og forslaget fra Det Danske Filminstitut vil dermed indebære en merudgift – eller skatteforhøjelse – på 75 millioner kr.

Filmkonsulent Lotte Svendsen

Det er børne- og ungdomsfilmkonsulent Lotte Svendsen, der er en af drivkræfterne bag UNIVERS-projektet og tanken om at vælte udgifterne over på streamingtjenesterne og deres kunder.

Da Det Danske Filminstitut den 3. juli 2018 overraskende oplyste, at Lotte Svendsen den 1. september skulle tiltræde som ny filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm, var der mange, der både var chokerede og havde bange anelser.

Inden ansættelsen på Filminstituttet havde den radikalt venstreorienterede Lotte Svendsen instrueret for DR – blandt andet en meget kontroversiel julekalender.

Lotte Svendsen og DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”.

Hvem der først fik ideen til at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC.

Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Lotte Svendsen

Filmkonsulent og instruktør af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” var Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut politiserer

Det er tydeligt at Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut med streamingafgiften igen er ude i et politisk ærinde og prøver at gøre sig lækker overfor de nye politiske magthavere.

Den tidligere borgerlige regering og Dansk Folkeparti indgik i 2018 en medieaftale, der bl.a. rundbarberede Danmarks Radio og trak stikket fra Radio 24/7, som vi kender det.

Den socialdemokratiske regering har tilkendegivet, at man er indstillet på at styrke dansk public service.

Kulturminister Joy Mogensen vil gøre status på implementeringen af aftalen, som ikke længere støttes af et flertal, og på den baggrund indbyde til politiske drøftelser – men først i december 2020.

Målsætningen ok, men hvorfor skal borgerne betale – igen?

Målsætningen – at styrke dansk public service – er for så vidt sympatisk, og hvis der kan findes en måde, hvor streamingtjenesterne bidrager mere til danskproduceret indhold uden at det sker på bekostning af sagesløse danske skatteborgere, er det også OK. Problemet er, at udgifterne overvæltes på almindelige danske lønmodtagere, der forsøder fritiden med et Netflix-abonnement.

Hvad der også giver anledning til kuldegysninger – også blandt S-vælgere på Vestegnen – er, hvis det er Lotte Svendsen og Dansk Filminstitut, der skal være censor og kommissær for hvilke danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger danske børns og unges liv.

P.S.

Filminstituttets bestyrelse har besluttet at forlænge filmkonsulent Lotte Svendsens ansættelse med tre år.

Lotte Svendsen tiltrådte som filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm den 1. september 2018 og kan nu fortsætte til og med den 31. august 2023.

Mandag den 12. oktober 2020 blev det i Stockholm offentliggjort af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi at Nobelprisen i økonomi for 2020 tildeles Paul R. Milgrom, Stanford University, USA og Robert B. Wilson, Stanford University, USA for deres teorier “til forbedringer af auktionsteorien og opfindelser af nye auktionsformater”, der har bidraget positivt og praktisk til forbedrede auktioner.

Årets pristagere, Paul Milgrom og Robert Wilson, har undersøgt, hvordan auktioner fungerer. De har også anvendt deres forskningsresultater til at designe nye auktionsformater for varer og tjenester, der er vanskelige at sælge på en traditionel måde, såsom radiofrekvenser. Deres opdagelser har gavnet sælgere, købere og skatteydere overalt i verden.

Om auktionsteori

Folk har altid solgt ting til højstbydende eller købt dem fra den, der afgiver det billigste tilbud. I dag skifter objekter til en værdi af astronomiske summer hver dag hænder i auktioner – ikke kun husholdningsgenstande, kunst og antikviteter, men også værdipapirer, mineraler og energi. Offentlige indkøb kan også gennemføres som auktioner.

Ved hjælp af auktionsteori forsøger forskere at forstå betydningen af forskellige regler for auktionsformater og regler for budgivningen for de endelige priser.

Robert Wilson udviklede teorien for auktioner af eksempelvis den fremtidige værdi af radiofrekvenser eller mængden og værdien af ​​mineraler i et bestemt område. Wilson viste, hvorfor rationelle budgivere har tendens til at placere bud under deres eget bedste skøn over den fælles værdi.

Paul Milgrom formulerede en mere generel teori om auktioner, der ikke kun omfatter fælles værdier, men også private værdier, der varierer fra byder til byder. Han analyserede budstrategierne i en række velkendte auktionsformater.

Over tid udbydes stadig mere komplekse samfundsværdier, såsom landingstilladelser og radiofrekvenser. Som svar opfandt Milgrom og Wilson nye formater for auktioner, og i 1994 brugte de amerikanske myndigheder først et af deres auktionsformater til at sælge radiofrekvenser til teleoperatører.

Siden da har mange andre lande implementeret deres forslag.

”Årets pristagere i økonomiske videnskaber startede med grundlæggende teori og brugte senere deres resultater i praktiske anvendelser, der har spredt sig globalt. Deres opdagelser er til stor gavn for samfundet”, udtaler Peter Fredriksson der er formand for prisudvalget.

Om prismodtagerne

Paul R. Milgrom, født 1948 i Detroit, USA.

Ph.D. 1979 fra Stanford University, Stanford.

Robert B. Wilson, født 1937 i Genève, USA.

D.B.A. 1963 fra Harvard University, Cambridge, USA. Adams Distinguished Professor of Management, emeritus, Stanford University, USA.

Præmien på 10 millioner svenske kroner deles ligeligt mellem pristagerne.

Om prisen

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968 for at markere bankens 300-års jubilæum. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel” og blev første gang uddelt i 1969.

Nobelpristagere med dansk tilknytning

Prisen er tidligere givet til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:

Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.

Lars Peter Hansen (født 1952) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Corona-krisen har afsløret, at vi har en udygtig ledelse i Sundhedsministeriet, og at det danske sundhedsberedskab ikke er godt nok.

Berlingske Tidende kunne i begyndelsen af august oplyse, at hidtil ukendte e-mails fra sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, afslører, at først efter at regeringen i marts 2020 havde besluttet at lukke landet, blev Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, orienteret i en e-mail. Det udløste en storm af protester fra Brostrøm, der tre gange henviste til en »proportionalitetsvurdering«, som Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, afviste at bringe videre til regeringen.

Fejlvurdering af epidemiens ankomst til Danmark, for langsomme reaktioner på smitte­spredning fra hjemvendte skiturister, spredt fægtning i teststrategi, manglende overblik over værnemidler, oprettelse af et angiversystem, der (heldigvis) blev trukket tilbage igen, tvetydige vejledninger og vidt forskellige udmeldinger fra forskellige myndigheder om alt fra legegrupper til indsatsernes virkning på smittekurven, har præget håndteringen af den danske corona-krise.

Mange myndigheder

Sundhedsministeriet har det overordnede koordineringsansvar, men beredskabet viser sig at være spredt ud på mange forskellige myndigheder. Vi har Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Beredskabsstyrelsen og de enkelte regioner og kommuner, der hver for sig har beredskabsplaner og forskellige opgaver. Hertil kommer politi og forsvar, som i en situation, hvor landet lukker ned, også har væsentlige roller at spille. Sundhedsministeriet har under krisen ikke været i stand til at løfte det overordnede koordineringsansvar, og over det hele svæver regeringen med en tvetydig Sundhedsminister, og ikke mindst en statsminister med egne meninger, om hvordan situationen skal håndteres.

At beredskabet er spredt ud på mange forskellige aktører, kunne måske gå under en stram styring. Problemet opstår, når de ikke snakker ordentligt sammen eller ikke er fuldstændig skarpe på, hvem der står for hvad både før og under en hændelse.

Det tyder desværre på, at de forskellige beredskabsoperatører ikke har holdt sig tilstrækkeligt beredt og koordineret planer løbende, inden vi stod med problemet covid-19.

Vi har set en regionsdirektør, der var af den opfattelse, at det var serum­instituttet, der stod for indkøb af udstyr, selv om det faktisk er regionernes egen opgave. Vi har hørt om virksomheder, der bliver kastet rundt mellem myndighederne i forsøg på at finde ud af, hvor de kan aflevere deres tilbud om potentiel hjælp. Vi ser de samme tal blive produceret og lagt op på hjemmesider af hhv. Sundhedsstyrelsen, SSI og politiets folk. Vi har oplevet to markante myndighedsdirektører, hhv. Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, tale stik imod hinanden i vurdering af smitte­kurver og rådgivning til borgerne. Samtidig viser det sig, at krisen har afsløret, at sundhedsministeriets departementschef slet ikke lever op til kravene om adækvat ledelse.

Svigtende ledelse, manglende tilsyn og gamle beredskabsplaner

Seneste epidemiplan fra Sundhedsstyrelsen er fra 2013 og rettet mod en pandemisk influenza, hvormed den ikke er beredt til en virus som covid-19.

Sundhedsvæsenet har været præget af stigende udgifter til medicin og en aldrende befolkning. Sundhedsstyrelsen har været underkastet idelige omorganiseringer og sparekrav – p.t. er der ansættelsesstop i bl.a. Sundhedsstyrelsen. Hertil kommer et seruminstitut, der oplevede en gedigen hjerneflugt efter et ekstremt kluntet og dyrt frasalg af SSI Diagnostica i marts 2016 til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr. og SSI Vaccineproduktion til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines for 15 mio. kr. i juni 2016. AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

Når Sundhedsministeriet og sundhedsministeren samtidig har forsømt sin tilsynsforpligtelse og ledelsesopgave, er det måske ikke så underligt, at forberedelse til en fremtidig ukendt epidemi ikke har stået øverst på prioriteringslisten hos nogen af aktørerne.

Krav om kommission

Et bredt politisk flertal i Folketinget har krævet, at en kommission skal undersøge en række emner omkring håndteringen af coronakrisen for at sikre, at Danmark i fremtiden er bedre forberedt på epidemier.

Coronakrisen har ikke kun skabt tvivl om pandemi-beredskabet men om det samlede sundhedsvæsens funktionalitet, og Idéen om en kommission får opbakning fra Enhedslisten, SF, De Radikale, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Departementschef Per Okkels i søgelyset

En brutal og enerådig departementschef, der ikke tænker på sundhedsvæsenet, men blot nyder magtspillet i centraladministrationen.

Sådan blev Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, blandt andet portrætteret i Weekendavisen den 17. april 2020. Artiklen kredser om det mystiske sagsforløb omkring hjemsendelsen af direktøren for Statens Serum Institut, Mads Melby. Til Weekendavisen har Seruminstituttets tidligere direktør, Nils Strandberg Pedersen, intet godt at sige om Per Okkels: ”Man skal bestemt ikke komme på tværs af Okkels, og det kan man komme bare ved at sige sin mening,” siger Nils Strandberg Pedersen til Weekendavisen, hvor han tilføjer: ”Jeg oplevede ham som en person, man ikke kunne stole på, og som rev benene væk under én fuldstændig uden varsel. Per Okkels skalter og valter med mennesker, og det gør han også med sine chefer. Det ligger i hans karakter.”

Tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, bakker op om Nils Strandbergs vurdering af Per Okkels: ”Han er uden tvivl velbegavet, men han er et magtmenneske, der ikke tåler modsigelser,” siger Else Smith til Weekendavisen.

Artiklen vakte opsigt i Sundhedsdanmark, og det fik netmediet Altinget på barrikaderne. Den 1. maj 2020 bragte man her et noget mere positivt portræt af Per Okkels.

Direktør i Danske Patienter, Morten Freil, vurderer, at Per Okkels er bredt respekteret blandt de mange forskellige aktører på sundhedsområdet. KL’s direktør, Kristian Wendelboe, har været ven med Per Okkels i omkring 20 år og han kan heller ikke genkende Weekendavisens portræt af Per Okkels som en ubehagelig personaleleder, der vil bestemme alt selv: ”Men det er et unfair portræt. Per Okkels er grundlæggende en dygtig departementschef. Han kan sit stof og er god til at følge sine ministres kurs. Og han er generelt respekteret på sundhedsområdet,” vurderer Kristian Wendelboe.

S-SF-RV-regeringens ansvar

Kort efter dannelsen af S-SF-RV-regeringen den 3. oktober 2011 blev Per Okkels den 22. november 2011 udnævnt til ny departementschef i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Han kom fra en stilling som administrerende direktør i Danske Regioner.

Den nye sundhedsminister Astrid Krag og Per Okkels var indstillede på at vise at deres udnævnelser ikke var fejltagelser, og de kastede sig villigt over opgaven med at levere på den nye regerings drakoniske spareplan i centraladministrationen.

Det var mens Bjarne Corydon og David Hellemann huserede i Finansministeriet, og de havde ingen betænkeligheder ved at pålægge Sundhedsministeriet besparelser på omkring 108 millioner stigende til 125 millioner i 2015. Ministeriet skulle effektiviseres og fokusere på kerneområder. 140 medarbejdere i ministeriet, styrelser og andre institutioner blev afskediget.

I Sundhedsministeriets departement blev antallet af afdelinger reduceret fra 3 til 2, og opgavevaretagelse mellem departement og styrelser blev justeret, idet DRG-området (Diagnose Relaterede Grupper – DRG) blev overført til Statens Serum Institut, SSI. Samtidig blev sundhedsdokumentation og infektionsberedskab fra National Sundheds-IT – NSI, samt opgaver vedrørende dokumentation og overvågning mv. fra Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen samlet i Statens Serum Institut.

Lægemiddelstyrelsen blev nedlagt og opgaverne indlagt i Sundhedsstyrelsen bortset fra opgaverne vedrørende dokumentations- og statistikopgaver, der blev overført til SSI.

Desuden blev der foretaget en række sammenlægninger af administrative opgaver m.v., og de hidtidige sekretariater for henholdsvis Det Etiske Råd og Den Nationale Videnskabsetiske Komité blev lagt sammen til ét fælles sekretariat.

Statens Serum Institut, SSI

Seruminstituttets økonomi var en belastning for Sundhedsministeriets budget, og i 2013 bad Per Okkels konsulentfirmaet PwC om en rapport, der lagde op til at splitte Statens Serum Institut op og sælge den såkaldte Diagnostica-afdeling og vaccineproduktionen.

I slutningen af 2014 blev salgsprocessen indledt, og der blev opnået tilslutning fra alle partier undtagen Enhedslisten og SF. Alternativet forlod senere aftalen.

I marts 2016 blev SSI Diagnostica solgt til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr.

I juni 2016 blev SSI Vaccineproduktion solgt til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines, for 15 mio. kr. AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

VKLA-regeringens sundhedsreform

I marts 2015 fyrede sundhedsminister Nick Hækkerup, der havde afløst Astrid Krag, da SF forlod regeringen, direktøren for Sundhedsstyrelsen, Else Smith. Begrundelsen blev oplyst til at være, at der var brug for at få ryddet op og moderniseret Sundhedsstyrelsen efter at en række sager under skiftende direktører og ministre havde skabt usikkerhed om tilsynet med det danske sundhedsvæsen.

Venstres Sophie Løhde

Efter folketingsvalget den 18. juni 2015 dannede Lars Løkke Rasmussen en Venstre-regering med Sophie Løhde som sundhedsminister. Som sine forgængere blev hun af departementschef Per Okkels rådet til at gøre sig synlig ved at reorganisere ministerområdet. I slutningen af 2015 meddelte Løhde, at med henblik på at styrke fokus på kerneopgaver, sagsbehandling og udviklingen af sundhedsområdet blev der etableret fire nye styrelser i Sundheds- og Ældreministeriet: Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.

Omorganiseringen blev gennemført på basis af anbefalingerne fra en styregruppe, hvor departementschef Per Okkels havde siddet for bordenden.

Søren Brostrøm og Anne-Marie Vangsted blev udnævnt til direktører for henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Lisbeth Nielsen blev direktør for Sundhedsdatastyrelsen.

 Stillingen som direktør for den nye Lægemiddelstyrelse blev pr. 1. april 2016 besat med Thomas Senderovitz.

Sundhedsreform

I de følgende år blev sundhedsvæsenet og specielt sygehusvæsenet jævnligt udsat for offentlig kritik. Samtidig havde regeringen, der i mellemtiden var udvidet med LA og Det Konservative Folkeparti, en bunden opgave i forhold til at nedlægge regionerne.

I slutningen af marts 2019 præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti efter mere end to måneders forhandlinger en aftale om en ny sundhedsreform.

Hvis reformen var blevet realiseret, ville de nuværende fem regioner være erstattet med fem sundhedsforvaltninger ledet af en udpeget bestyrelse. Samtidig skulle der oprettes 21 nye sundhedsfællesskaber, hvor blandt andet et nyt patient- og pårørenderåd vil få indflydelse på udviklingen. Hele det nye sundhedsvæsen skulle kontrolleres af en ny myndighed – Sundhedsvæsen Danmark – placeret i Aarhus.

Oplægget til sundhedsreform, der var udtænkt i en snæver kreds omkring Per Okkels i Sundhedsministeriet med inddragelse af de sædvanlige eksterne konsulenter, men uden involvering af sundhedsfaglig kompetence fra sygehusvæsen eller praktiserende læger, blev kritiseret sønder og sammen. Efter valget i juni 2019 blev der ikke talt mere om den reform.

Kritik fra Rigsrevisionen

I januar 2018 offentliggør Rigsrevisionen en beretning, der på en række punkter udtrykker kraftig kritik af Sundhedsministeriets håndtering af salget af Statens Seruminstituts vaccineproduktion.

Rigsrevisionen anslog i beretningen, at statens samlede udgifter, mens salget stod på, løb op i 1,3 – 1,5 milliarder kroner. Her vejer driftsunderskuddet i vaccineproduktionen tungest. Salget indbragte som nævnt i alt 15 mio. kr.

Rigsrevisionen fandt, at Sundhedsministeriet undervurderede salgets kompleksitet. Det blev således trods det langstrakte forløb ikke sikret, at helt grundlæggende vilkår for et godt salg i tilstrækkelig grad og på rette tidspunkt blev tænkt ind i forløbet.

Rigsrevisionen kritiserede også, at det var det mest positive forventede økonomiske resultat, der lå til grund for salgsscenariet, og dette grundlag blev ikke opdateret med den nyeste negative udvikling i vaccineproduktionens økonomi.

Rigsrevisionen kritiserede også, at der ikke var en plan for it-adskillelsen mellem SSI og vaccineproduktionen og den sideløbende it-adskillelse for Diagnostica. Derved blev it-adskillelsen og derved hele salget forsinket i en periode, hvor underskuddet for vaccineproduktionen voksede.

Rigsrevisionen forholdt sig ikke til, om det var hensigtsmæssigt at afhænde den statslige vaccineproduktion.

Den ærekære Per Okkels var ikke indstillet på at acceptere den hårde kritik fra Rigsrevisionen, og onsdag 24. januar 2018 erklærede Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterede ministeriet nogle beregninger, som man “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Bortset fra Rigsrevisionens kritik af håndteringen af de med salget af Seruminstituttet forbundne it-problemer afviste sundhedsminister Ellen Trane Nørby blankt alle Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritikpunkter. Ellen Trane Nørby, der ikke var ansvarlig sundhedsminister på tidspunktet for det kritiserede salg af Seruminstituttet, blev tydeligvis presset af Per Okkels til at føre krigen på embedsværkets vegne.

Så i stedet for at sige pænt undskyld og love bod og bedring gik Ellen Trane Nørby sammen med finansminister Kristian Jensen til modangreb og beskyldte Rigsrevisionen for at blande sig i den politiske beslutning om at sælge vaccineproduktionen. Det skete både mundtligt i et samråd i Folketinget og i et officielt svar til Statsrevisorerne.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, tillader stillingen som Rigsrevisor ikke Lone Strøm at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd. Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” siger han, selvom han i de senere år har bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mener, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene. Med tydelig adresse til blandt andre Per Okkels, sagde han: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” siger Peder Larsen.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen var ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne. Han sagde: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”

Det ville have været interessant hvis Weekendavisen eller Altinget havde fundet anledning til interviewe Peder Larsen til portrætartiklerne om departementschef Per Okkels.

Berlingske Tidende vælger den 11. oktober 2020 at stille 2 hele sider til rådighed for den såkaldte krigsfotograf Jan Grarup. Her bliver vi oplyst om, at han fortryder, at han ”ikke har formået at være det menneske, jeg gerne ville være”. Det fremgår også, at Grarup slet ikke kan arbejde med ”racisme og den grimme nationalisme”, og at han har 28 udgaver af Joseph Conrads bog ”Heart of Darkness”, der var forlæg for Francis Ford Coppolas film ”Apocolypse Now”.

Jan Grarup er angiveligt en fremragende fotograf, men alligevel udsættes vi hele tiden for hans ulidelige snak om hans egne følelser. Det fremgår, at Grarup i øjeblikket bruger meget tid på at overveje, om han selv har kommenteret eller været sexistisk.  

Jan Grarup sluttede den 22.juni 2020 som vært på Radio4-programmet ”I Orkanens Øje”, hvor Grarup hver mandag beskæftigede sig med konflikter og krige. Når man tager hans baggrund i betragtning, som han supplerer med livlig og malerisk fantasi og name-dropping, har radioprogrammerne været bemærkelsesværdigt kedelige – ligesom mangen andre Radio4-programmer er.

Grarup truer med fortsat at lave radio, ”men på en anden platform”.

Krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage

Fotografen Jan Grarup har også i 2019 udgivet en bog. Bogen ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling giver angiveligt et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste og pralerier og havde et fantasifuldt forhold til fakta.

Bogen blev suppleret med at filmen ”Krigsfotografen”, der havde biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup (født 1968), der er blevet kendt som krigsfotograf. Han har med sine billeder rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.

Narrative friheder

Jan Grarup erkender selv, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste.

En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?

Opgør med Jan Stage

Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Ham er titlen på Grarups bog et citat fra: ”Hvor jern­korsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.

Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de. Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selv­biografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.

Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chef­redaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.

Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigs­politiske essays store mestre”.

Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester

Dagbladet Information, modstandsbevægelsens og senere i slutningen af 1960’erne ungdomsoprørets fremmeste organ, var fra 1970’erne og længe efter Murens fald i 1989 et markant talerør for den yderste venstrefløj i Danmark og dens internationale forbindelser. Avisen var ikke anfægtet af, at den militante venstrefløj åbenlyst og voldeligt kæmpede forat afskaffe demokratiet, indføre et socialistisk diktatur og henrette folkefjender – som det hed: træffe ”særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten”.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VS’eren Per Bregengaard samt mange andre.

Børnebogsforfatteren og tegneren Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

På dagbladet Information var Lasse Ellegaard i første ombæring fra 1968 til 1978, senere igen fra 1990 til 1997 – heraf de fire år som chefredaktør. Lasse Ellegaard har erkendt, at han var vidende om Jan Stages agentvirksomhed for Cuba. Ellegaard var også chefredaktøren, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden og retsopgøret fra september 1990 til domfældelsen den 2. maj 1991. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag. Den socialdemokratiske avis, Det Fri Aktuelt, var også generet af retsopgøret med den radikale venstrefløj. Det Fri Aktuelts chefredaktør, Lisbeth Knudsen, lod i 1990 journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Lars Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der frem til 1. december 2015 var chef for TV 2 | ØSTJYLLAND, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Lasse Ellegaard er i øvrigt tilbage på Information i en halvtidsstilling, hvor han senest har gjort sig bemærket med en grotesk leder omkring en tyrkisk rapport on danskernes syn på Tyrkiet.

Eva Kjer Hansen er Venstres nye borgmesterkandidat i Kolding. Ifølge JydskeVestkysten løb Eva Kjer Hansen med sejren, da Venstres medlemmer i Kolding torsdag den 8. oktober 2020 stemte om hvem der skal stå i spidsen for partiet til kommunalvalget i november 2021.

På trods af nogle kedelige personlige egenskaber og totale mangel på charme fik hun 245 stemmer, mens modkandidaten, Jakob Ville, fik 235. Jakob Ville er i øjeblikket Venstres gruppeformand i Kolding byråd, og han har i kampen om borgmesterkandidaturet især slået sig op på at være mere lokal end Eva Kjer Hansen.

Kjer Hansen har indtil for nyligt boet i Aabenraa, men nu er hun flyttet til Kolding. Hun begrunder dog sit tilhørsforhold med, at hun siden 1990 har været Venstre i Koldings folketingskandidat og- medlem.

Dermed ser det ud til at slaget om borgmesterposten den 16. november 2021 kommer til at stå mellem Eva Kjer Hansen og SF’s Villy Søvndal.

Mystisk person

Eva Kjer Hansen er en mystisk politiker. Hun har været minister flere gange, men blev væltet som miljø- og fødevareminister i februar 2016, efter at støttepartiet Konservative Folkeparti mistede tilliden til hende i forbindelse med arbejdet med at udarbejde en ny landbrugspakke, hvor Kjer Hansen havde leveret forkerte oplysninger til Folketinget.

Siden blev Eva Kjer Hansen igen udnævnt til minister den 2. maj 2018 hvor hun blev minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Eva Kjer Hansen er også mystisk pga. hendes uddannelse. Hun opnåede angiveligt bachelor-graden på polit.studiet i 1989, men blev først cand.polit. i 2012. Hvordan det kunne, ske skylder hun stadig en god forklaring på!

Tankevirksomheden ophørte da Arzrouni forlod hende

Eva Kjer Hansen kunne tidligere støtte sig til sin særlige rådgiver, Christopher Arzrouni. I 2015 besluttede Arzrouni at satse på den kommende Venstre-leder, Kristian Jensen. Han lod sig derfor ansætte som særlig rådgiver for udenrigsminister Kristian Jensen. Han fortsatte som særlig rådgiver for Kristian Jensen, da denne blev finansminister i november 2016.

Arzrouni satsede åbenlyst forkert, og efter Kristian Jensen detronisering har Christopher Arzrouni siden 2019 været kommunikationschef hos tobaksvirksomheden Philip Morris.

Siden Christopher Arzrounis bistand til Eva Kjer Hansen ophørte, er der ikke registreret én eneste original tanke, endsige politisk forslag fra Eva Kjer Hansen, men det må antages, at det i Kolding er andre kvaliteter, der efterspørges.

Konkurrencen i advokatbranchen hævdes undertiden at være begrænset. Hertil kommer kritik af arrangementet med en statslig kammeradvokat. Ordningen angribes løbende af andre advokater, der gerne vil have del i de mere lukrative statslige advokatopgaver. Hertil kommer kritik af Kammeradvokaten fra et anseeligt antal private borgere, der er onde i sulet, fordi de har tabt f.eks. skattesager, som Kammeradvokaten har ført for staten.

Politisk tilslutning til den nuværende ordning

Forud for den nuværende kammeradvokataftale, gennemførte staten allerede i 2012 en undersøgelse af Kammeradvokat-ordningen.

Arbejdet med undersøgelsen sluttede den 4. december 2012, og konklusionen var en anbefaling om “at løsning af statens advokatopgaver også fremtidigt sker som led i en centralt koordineret aftale med ét privat advokatkontor. Dette er i overensstemmelse med den konklusion, som er draget i forbindelse med tidligere overvejelser om tilrettelæggelsen af opgaveløsningen, herunder ved etableringen af ordningen, ved de undersøgelser, der er gennemført i af Rigsrevisionen i 1980’erne og 2005-2006, og ved indgåelsen af den nuværende kammeradvokataftale i 2004”.

Anbefalingen, som alle partier, på nær Enhedslisten, tilsluttede sig, var at fastholde ordningen pga. af de mange fordele, som denne indebærer for staten, herunder stordriftsfordele, faglige synergier på tværs af ministerierne, mindre administration samt vidensopbygning- og forankring.

I forhold til den tidligere aftale, skulle den nye aftale tilpasses for at sikre større transparens og fleksibilitet for staten.

Som en del af undersøgelsen indgik faktisk en vurdering af modeller i andre lande, men der var dengang ikke politisk tilslutning til at ændre ordningen.

Konkurrencerådets analyse

Konkurrencerådet er på baggrund af kritikken i gang med en generel analyse af konkurrencen i advokatbranchen, og herunder af kammeradvokatordningen. Foreløbig har et fortroligt udkast til rapport og anbefalinger været i ekstern høring med frist den 31. august 2020.

Den eksterne høring var begrænset til relevante parter og er udsendt til en række kommercielle organisationer og aktører i og uden for markedet samt til offentlige myndigheder, der har berøring med advokatbranchen. Formålet med den eksterne høring har bl.a. været at korrigere evt. fejl og give involverede parter mulighed for at fremlægge evt. modargumenter, før den endelige rapport offentliggøres.

Analysen foreligger endnu kun som et udkast, og Konkurrencerådet er stadig ikke fremkommet med anbefalinger vedrørende konkurrencen i advokatbranchen.

Statens brug af Kammeradvokaten

Statens forbrug af Kammeradvokaten var i 2013 på 338 millioner kroner, 480 millioner i 2018, og i 2019 på 530 millioner kroner, hvilket er en stigning på 9 procent. Men fraregner man de store sagskomplekser hos Skatteministeriet, så er forbruget faktisk generelt set faldet i staten med 2 procent i forhold til 2018.

Det viser en rapport fra Økonomistyrelsen.

En af de helt store klienter hos Kammeradvokaten har de seneste år – udover Skatteministeriet – været Forsvarsministeriet, hvor skandalerne florerer i departement og styrelser.

Kammeradvokataftalen

1. januar 2015 trådte en ny kammeradvokataftale i kraft mellem Advokatfirmaet Poul Schmith og Finansministeriet.

Formålet med aftalen er at sikre statslige institutioner en nem og stabil adgang til juridiske tjenesteydelser af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser og på tidssvarende og gennemsigtige vilkår. Aftalen skal give staten mulighed for at udnytte de tværgående faglige synergier, der følger af, at statens advokatopgaver som udgangspunkt løses samme sted. Kammeraftalen skal dermed understøtte, at der sker en tværgående vidensopbygning med det formål, at kvaliteten og effektiviteten i opgaveløsningen er høj. Aftalen skal endvidere bidrage til ensartethed i sagsbehandling til gavn for retssikkerheden.

Aftalen omfatter retssager og andre advokatopgaver, herunder juridisk rådgivning, for samtlige statsinstitutioner. Undtaget er deciderede “advokatundersøgelser” og statens inkassovirksomhed, ligesom enkelte statslige institutioner er holdt uden for aftalen.

Advokatfirmaet Poul Schmith, der er Danmarks største advokatfirma og organiseret som et I/S med 35 ejere, har også andre klienter end staten, men må ikke påtage sig opgaver, som indebærer risiko for interessekonflikt med staten i noget omfang af betydning.

Kammeradvokaten honoreres af staten fra sag til sag med 2/3 af sædvanligt advokatsalær. Herudover modtager Kammeradvokaten et fast årligt honorar for løbende telefonisk og anden kortvarig mundtlig rådgivning. Den type rådgivning er således gratis for de statslige klienter.

Økonomistyrelsen varetager statens relationer til Kammeradvokaten og påser herunder, om honorargrænsen overholdes i forhold til staten som sådan, og om ordningen i øvrigt er økonomisk forsvarlig.

Tibetkommissionens undersøgelse af begivenheder, der fandt sted i 2012, 2013 og 2014 trækker ud, men Tibetkommissionen genoptager dog afhøringerne i Retten på Frederiksberg, retssal 003, Howitzvej 32, 2000 Frederiksberg fra 7. januar 2021.

Helle Thorning-Schmidt, der var socialdemokratisk statsminister fra 2011 til 2015, skal afhøres som vidne i Tibetkommissionen 29. januar 2021. Det fremgår af en vidneplan, som Tibetkommissionen har offentliggjort den 8. oktober 2020.

Friis Arne Petersen

Afhøringen den 28. januar 2021 af Danmarks daværende ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, er dog nok så interessant.

Tibet-kommissionen har foreløbig afdækket nogle af omstændighederne omkring præsident Hu Jintaos statsbesøg i juni 2012, og omkring andre officielle kinesiske besøg i 2013 og i 2014.

Danmarks ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, havde fået statsbesøget i stand, og han deltog i foråret 2012 i flere møder med højtstående kinesiske embedsmænd i Beijing om det kommende besøg.

Ambassadøren, der selvklart havde en både professionel og personlig interesse i et vellykket statsbesøg, fortalte Udenrigsministeriet og Statsministeriet i København, at kineserne var meget optaget af ting som sikkerhed og “ansigt”. Kineserne frygtede også “manifestationer”. Spørgsmålet er hvad Friis Arne Petersen under den intense kommunikation med København forud for besøget helt præcist instruerede, der skulle gøres for at sikre et vellykket besøg.

Jette Nordam

Daværende protokolchef i Udenrigsministeriet Jette Nordam viderebragte Friis Arne Petersens oplysninger om den kinesiske bekymring for at miste værdighed til daværende politidirektør i København Johan Reimann.

Jette Nordam skal afhøres i Tibetkommissionen den 7. januar 2021, og det vil være oplagt at få klarlagt helt præcist hvilke oplysninger fra ambassadør Friis Arne Petersen om de kinesiske krav til et vellykket kinesisk statsbesøg, der blev videregivet til politiet.

Baseret på oplysningerne fra Friis Arne Petersen og Udenrigsministeriet skrev Politiet Efterretningstjeneste (PET) i en trusselsvurdering, at det var afgørende for kineserne under statsbesøget, at de ”ikke taber ansigt ved konfrontation med demonstrationer …”, og på denne baggrund fratog Københavns Politi aktivister deres Tibet-flag og skånede Hu Jintao for synet af dem, selv om det er i strid med reglerne om forsamlings- og ytringsfrihed. Ord som “FREE” og “FRIHED” tegnet med kridt på asfalten foran et hotel blev fjernet, ligesom politiet forsøgte at skjule en demonstration for præsidenten.

https://sorenskafte.com/2020/08/05/kina-tolererer-ikke-kritik/