Holger Hagelberg, Hellerup, har rejst spørgsmålet om antallet af stillere til kommunalvalget. I dag skal der 25 stillere til, for at man kan blive stillet op til kommunalvalget.

Til kommunalbestyrelsesvalg i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere.

Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere.

I vurderingen af de nuværende krav til antallet af stillere, bør man måske også betænke de økonomiske konsekvenser.

Siden loven om offentlig partistøtte trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på

• 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.
• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til
• til stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København.

Efter valgene i november 2017 til kommunalbestyrelser og regionsråd var der en kort tid opmærksomhed omkring den offentlige støtte til politisk arbejde.

Det blev eksempelvis oplyst, at Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg ved valget i 2017 opnåede 21.995 stemmer, og partiet har dermed været berettiget til en årlig partistøtte på knap 160.000 kr. i de sidste 4 år.

Lister, der deltog i valget, men ikke opnåede repræsentation, er også berettiget til offentlig partistøtte. Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1137 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, har været berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 5.100 kr. i de sidste 4 år. Kandidatlisterne “Dovne Robert” (868 stemmer), “En død Hest” (646 stemmer) og “Schiller Instituttets Venner” (637 stemmer) var også blandt dem, der har været berettiget til partistøtte.

I Region Hovedstaden fik hele 16 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind.

Hvorfor ivrer Danmark, EU-Kommissionen og lande som Holland for at EU skal indtage en ledende rolle i den grønne omstilling? Hvor den grønne omstilling for ikke så længe siden var forbundet med risici, omkostninger og usikkerheder er situationen i dag, at stadig flere politiske beslutningstagere og erhvervsfolk har fået øjnene op for de muligheder, der økonomisk, socialt og geopolitisk kan ligge i et rettidigt engagement i den grønne omstilling.

Med sin annoncering af the European Green Deal i 2019 og den efterfølgende pakke af politiske værktøjer – “Fit for 55” – i 2021 blev EU first-mover og den første globale aktør til at udarbejde konkrete planer om at reducere sine netto drivhusgasemissioner med mindst 55 procent i 2030 forhold til 1990.

Det er ingen hemmelighed, at internationale handelspartnere (og konkurrenter) er skeptiske og betvivler EU’s reelle hensigter. De mistænker, at EU har økonomiske motiver for at gå efter first-mover fordele og at EU bruger klimapolitikken som facade for selviske interesser.

EU’s bebudede grænsetold på CO2 – carbon border adjustment mechanism, CBAM – bliver derfor betragtet med den største mistænksomhed af verdenshandelens store spillere som USA og Kina, men også af udviklingslande i Afrika.

https://ecfr.eu/publication/climate-of-cooperation-how-the-eu-can-help-deliver-a-green-grand-bargain/

EU-Kommissærerne Valdis Dombrovskis og Mairead McGuinness præsenterede den 27. oktober 2021 i Bruxelles den såkaldte ”Banking Package 2021” med forslag til hvor meget kapital de europæiske banker skal polstre sig med – de såkaldte Basel IV-krav.

Kapitalkravene i Banking Package 2021 vil have over en årrække have betydelige konsekvenser for danske pengeinstitutter. Kravene vil fra 2025 gradvist blive introduceret over 5 til 8 år, men baseret på tidligere beregninger fra Copenhagen Economics er det Finans Danmarks umiddelbare skøn, at den danske finanssektor vil blive mødt med et krav om at sætte ca. 60 – 70 mia. kr. ekstra til side til kapitalpolstring.

Outputgulv

Med de tidligere implementerede Basel III krav skal alle banker leve op til et minimumskapitalkravet på 8 pct. Kravet indebærer, at den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv ifølge forslagene i ”Banking Package 2021” implementeres gradvist i EU fra 2025.

Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

Krav om større åbenhed omkring visse risici

I ”Banking Package 2021” er der krav om at pengeinstitutterne skal oplyse om miljømæssige, sociale og governance relaterede risici – de såkaldte ESG risici.

Miljøorganisationer m.fl. har presset på for øgede kapitalkrav for bankers engagementer i fossile brændselssektorer. Argumentet har været at sådanne aktiver ville miste deres værdi med den grønne omstilling, men EU-Kommissionen har ikke fundet tiden moden til sådanne krav.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark

Det Systemiske Risikoråd, der med Nationalbanken i spidsen overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark, støtter EU-Kommissionens krav om bedre polstring af pengeinstitutterne. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd har derfor henstillet til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 2,0 pct. i december 2021 og til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Alle bankerne lever op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Til gengæld var det ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. SIFI-kravet på mellem 0 og 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale bonusser og udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet om at kernekapitalen overstiger 3 pct. af eksponeringerne, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Finans Danmark modstander

Pengeinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, er inderligt imod forslaget om at genopbygge den kontracykliske buffer og andre forslag om øgede kapitalkrav til de danske banker.

Organisationen argumenterer – ikke med bankernes egne interesser, men med hensynet til danske virksomheder. Hvis Risikorådets anbefaling følges, vil Danmark gå foran andre lande, og det kan i sidste ende komme til at koste konkurrenceevne for danske virksomheder og hæmme væksten og den grønne omstilling. En forceret opbygning af bufferen vil alt andet lige hæmme bankernes mulighed for at hjælpe virksomheder, der skal på ret køl igen efter Coronakrisen, udtaler direktøren for Finans Danmark, Ulrik Nødgaard.

Bag Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

I anledning af COP26 i Glasgow kan der være anledning til at mindes COP15 i 2009 i København. Den danske regering med Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard i spidsen havde sat næsen op efter at skabe den helt store afløser til Kyoto-protokollen. Det gik mildest talt ikke godt: Danmark havde undervurderet opgaven, især magtkampen mellem USA og Kina, og en dårligt forberedt dansk statsminister endte som en hund i et spil kegler.

I Connie Hedegaards klimaministerium ville man opretholde presset på USA og opbygge et tillidsforhold til u-landene, mens man i Lars Løkke Rasmussens statsministerium var bekymrede for ikke at få nogen aftale hjem og derfor foretrak at søge den mindste fælles nævner for USA og Kina.

Magtkampe mellem chefen for statsministeriets klimasekretariat Bo Lidegaard og klimaministeriets chefforhandler Thomas Becker, afskedigelse af Becker og sammenstød prægede et forløb, som førte til, at Danmarks regering med statsministeren for bordenden spillede højt spil ved at satse på et fortroligt dansk forhandlingspapir.

Strategien slog totalt fejl, da papiret blev lækket. De fattige lande blev rasende, da det lækkede udkast blev udlagt som et forsøg på at gå USA’s ærinde og kuppe topmødet, og fra da af mistede Danmark grebet om forhandlingerne. En håndfuld u-lande med Venezuelas præsident Hugo Chavez i spidsen etablerede et regulært oprør mod det danske formandskab og det, de karakteriserede som en udemokratisk, USA-styret topmødeproces.

På den logistiske side, var der for lidt plads i Bella Center, så folk stod i kø i timevis udenfor i decembers kulde og syreregn. De sidste få dage var præget af kaotiske møder i alt for små rum.

De fem største udledere, Kina, USA, Indien, Sydafrika og Brasilien, indgik i en sen nattetime en aftale, Copenhagen Accord, uden om FN-systemet – og uden om EU.

Fra COP15 kom således kun en vag aftale om at begrænse den globale opvarmning og et løfte om 100 milliarder dollars i klimabistand til ulandene fra 2020, men ellers var fiaskoen næsten total. Løftet om de 100 milliarder dollars er stadig ikke blevet indfriet.

Den kritisable håndtering af COP15 påførte også Lars Løkke Rasmussen skrammer, der siden har forfulgt ”den lille svindler” fra Græsted.

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen for en ærefuld exit fra dansk politik.

På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Korsika, der ikke kun indtager førstepladsen som den region med de fleste drab, er også den fattigste region i Frankrig og helt afhængig af overførsler fra Frankrig og af turisme. Korsika er ikke – og har aldrig været som resten af Frankrig!

Efter 700 år under først Pisa og siden Genova har Korsika udviklet sin egen kultur og sit eget sprog, som Frankrigs overherredømme – efter en kort periode som selvstændig republik efter oprøret i Corte i 1755 – siden 1769 ikke har formået at udviske. Korsika minder i den henseende en del om de italienske øer Sardinien og Sicilien.

Selv Napoleon Bonaparte, der stammede fra Ajaccio, kunne ikke sikre Korsikas fulde integration i Frankrig.

Overalt på Korsika ser man stadig skilte og tags med FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika (på korsikansk: Fronte di Liberazione Naziunale Corsu), der siden 1970’erne har stået bag et væbnet og ganske blodigt oprør. Mange steder ser man stadig vejskilte, hvor den franske del er overmalet og gennemhullet af skud med våben i alle kalibre.

FNLC går fortsat ind for uafhængighed for øen, men bortset fra skiltelikvideringer er man – i hvert fald officielt – ophørt med de bombninger, bankrøverier og andre voldelige metoder, som de tidligere brugte til at nå deres mål. FNLC er blevet forbundet med mindst 40 mord, og ikke mindst blev udlændinge, der ejede ejendom på Korsika, ofte angrebet. Bevægelsen nedlagde officielt våbnene i 2014, og en nationalistisk regionalregering blev fredeligt valgt i 2015.

Organiseret kriminalitet

Nogle af de tidligere frihedskæmpere fra FNLC har tydeligvis kastet sig over andre aktiviteter, og den organiserede kriminalitet, der ikke kun rækker ind i Marseille – den ”største Korsikanske by” med over 150.000 korsikanere – men overalt i Frankrig og i andre lande, er meget omfattende.

New York Times har i oktober 2019 i en større artikel, der tager udgangspunkt i mordet på restauratøren Massimu Susini fra Cargèse på Korsika, beskrevet den omfattende mafia-aktivitet på øen. Borgmestre og andre øvrighedspersoner myrdes sammen med genstridige forretningspartnere. Borgere der protesterer mod byggerier i strandkanten og andre ulovligheder bliver truet på livet, og anklagemyndighedernes fra Frankrig udsendte anklagere har kun sjældent held til at opklare forbrydelserne.

En rapport fra en magistratsenhed i Marseille, der efterforsker organiseret kriminalitet, JIRS (Juridiction InterRégionale Spécialisée en matière de crime organisé de Marseille) udarbejdet allerede i begyndelsen af 2020, og sendt til det franske justitsministerium,  er nu via avisen Le Monde kommet til offentlighedens kundskab. Rapporten beskriver perioden 2009 til 2019, og bekræfter beskrivelsen i New York Times om en kriminalitet på Korsika, der er langt værre end myndighederne hidtil har erkendt.

I mange år blev der på Korsika årligt dræbt omkring 30 mennesker, og med sine knap 340.000 indbyggere har øen længe indtaget en suveræn førsteplads på listen over Frankrigs farligste steder.

I en periode fra begyndelsen af 1980’erne var der en vis orden på kriminaliteten. Ikke fordi myndighederne havde kontrol over situationen, men fordi der herskede en slags ”pax mafiosa”, hvor de traditionelle gangstere stadig havde indflydelse.

“Freden” varede frem til Jean-Jérôme Colonna, kendt som “Jean-Jé”, omkom (ved en bilulykke!) i 2006. Colonna var en betydningsfuld “Godfather” i mafiamiljøet på Korsika og Marseille. Colonna havde således fuld kontrol over det sydlige Korsika – Corse-du-Sud”. Hans død rokkede ved stabiliteten og udløste en blodig krig med den magtfulde mafiaklan ”La Brise de Mer” (Sea Breeze) som herskede på den nordlige del af Korsika.

Siden omkring 2006 er kriminaliteten eskaleret. I de første ti måneder af 2021 er der meldt om op mod 18 mord på øen. Til sammenligning er der gennemsnitligt 5 årlige drab på Sicilien med fem millioner mennesker.

Af den 100-siders JIRS-rapport fremgår det, hvordan helt legale forretninger og dybt kriminelle foretagender er flettet tæt sammen. Den korsikanske mafia har for længst spredt sig fra øen og slået rødder over hele kontinentet. Men især er mafiaen aktiv i det sydlige Frankrig. Her driver den natklubber, restauranter, kasinoer, spillehaller og barer. Salg af narkotika og pengevask lokalt og internationalt indgår også i forretningsmodellen.

Og ligesom mafiaen i Napoli har korsikanerne fået foden indenfor i affaldsbranchen. Faktisk skal flere drab have haft med skrald at gøre. Også boligmarkedet er fedtet ind i mafiaens metoder. Huspriserne på Korsika er et kapitel for sig.

Tavshedens lov

Rapporten nævner, at især en ny, voldelig generation af kriminelle volder problemer. Nutidens mafiamedlemmer er usædvanligt dygtige til at holde sig uden for politiets søgelys. Mens de for eksempel bruger avancerede krypteringsprogrammer til digital kommunikation, kan de også finde på at undgå aflytning ved at skrive informationer på papirlapper.

Men især er det omertàen, tavshedens lov, som ingen tør bryde, der vanskeliggør politiets arbejde. På en ø kan man ikke løbe ret langt. Alle kender alle. Det er umuligt at få folk til at vidne:

”Det gælder uanset, om der er tale om folkevalgte, funktionærer eller selv dem der arbejder hos politiet. Selvom alle er klar til at fordømme mafiaen, er der ingen, der er klar til at stå frem og tale”, står der i rapporten.

Desuden mangler der trænede politifolk og jurister med en vis erfaring til at håndtere undersøgelserne, som ofte er tekniske og komplekse.

Forslagene ignoreres

I JIRS-rapporten præsenteres en række forslag, så ordensmagten står bedre rustet til livtaget med den dybt kriminelle organisation. Blandt foreslås etableringen af en specialiseret politienhed med særlige beføjelser, som skal gå benhårdt efter mafiaen.

Desuden bør man ligesom i Italien og USA justere lovgivningen, så det er gearet til denne helt specielle form for kriminalitet. I dag er det sådan, at en person kan slippe med en lavere straf, hvis han samarbejder med politiet. I fransk lov gælder den mulighed ikke for personer, der kan sættes i forbindelse med et drab. Derfor er det ikke mange i det korsikanske mafiamiljø, der kan overtales til samarbejde med myndighederne.

Det franske justitsministerium

Først da Le Monde i 2021 begyndte at stille spørgsmål om JIRS-rapporten reagerede det franske justitsministerium: Man mente, at systemet på Korsika var nogenlunde velfungerende – Après avoir examiné les demandes, le ministère estime, pour sa part, que l’organisation actuelle ”fonctionne plutôt bien”!

Det hører med, at Frankrigs justitsminister, Eric Dupond-Moretti, var advokat, før han blev minister. Og nogle af hans korsikanske klienter var mildt sagt kontroversielle figurer.

Mordet på Claude Érignac

Den 6. februar 1998 skulle Claude Érignac, præfekt og den franske stats øverste embedsmand på den franske middelhavsø, Korsika, til koncert i Ajaccio samme med sin hustru Dominique.

Claude Érignac satte sin hustru af og ville slutte sig til hende, når han havde parkeret sin bil. Præfekten havde ingen livvagt, fordi han, som han sagde, ville vise, at på Korsika gælder de samme regler som alle andre steder i den franske republik.

Men Korsika var i 1998 – og er stadig ikke – som resten af Frankrig, og Madame Érignac kom til at vente forgæves på sin mand.

En flok korsikanske nationalister passede Claude Érignac op og likviderede ham med 3 skud i hovedet fra en revolver af mærket Beretta.

Det første år efter mordet forløb, uden at efterforskningen gav resultater. Omertà eller ”tavshedens lov” betød, at ingen ville bidrage med oplysninger.

Politiet var længe på bar bund, men i maj 1999 kom man på sporet af den gruppe af korsikanske nationalister, der stod bag mordet. Flere mænd blev anholdt, men den hovedmistænkte, Yvan Colonna (ikke i nær familie med Jean-Jerome Colonna), gik under jorden. I de næste fire år var Yvan Colonna Frankrigs mest eftersøgte mand, inden han blev anholdt den 4. juli 2003.

En domstol i Paris idømte i juli 2003 otte korsikanere lange fængselsstraffe for deres medvirken i drabet på Frankrigs øverste embedsmand på Korsika i 1998. De otte fik fra 15 til livsvarigt fængsel for medvirken til mordet på Claude Érignac. Supergansteren Jean Castela var anklaget for at være bagmand til drabet, men den senere justitsminister, Eric Dupond-Moretti, fik ham frikendt.

Yves Colonna blev efterfølgende i 2007 idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Nationalisterne på Korsika

Nationalisterne på Korsika kræver ikke løsrivelse fra Frankrig, men beder om, at øen får status som selvstyrende region, og at korsikansk bliver anerkendt som et officielt sprog.

Det seneste lokalvalg på Korsika blev afholdt i juni 2021. Nationalisterne, Pè a Corsica (For Korsika!), Femu a Corsica og Corsica Libera gik frem.

Nationalrådsformand (Président du Conseil exécutif de Corse) Gilles Simeoni fra Pè a Corsica fik 41 pct. af stemmerne. Dermed blev kandidaten for præsident Emmanuel Macrons La République en Marche (LReM), der kun fik 12,7 pct. af stemmerne, klart slået.

De korsikanske nationalister har ikke hidtil mødt megen forståelse i den franske regering. Kravene om øget selvstyre, amnesti for de fængslede ”terrorister” fra FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika, eller kravet om ligestilling af fransk og korsikansk, og en præferencestilling for ”korsikanske fastboende”, der sigter på at forhindre at korsikansk ejendom opkøbes af udenøs investorer, er kun imødekommet i begrænset omfang.

Fransk politik på Korsika

Franske politikere er ikke populære på Korsika, og især Marine Le Pens far har pådraget sig nationalisternes vrede, bl.a. fordi Jean-Marie Le Pen i perioden, hvor det gik hårdt til med drab og røverier, krævede, at der skulle slås hårdt ned på FNLC og idømmes dødsstraffe.

Politisk er korsikanerne først og fremmest nationalister, men på den sydlige del af Korsika er befolkningen gennemgående mere konservative og liberale, og tilsvarende er socialisterne i flertal på den nordlige del af Korsika.

I dag er Trikoloren og EU-flaget bestemt synlige på Korsika, men ikke i helt samme grad som andre steder i Frankrig. Til gengæld ses den korsikanske selvstændighedsfane med den halshuggede sorte maurer med hvidt bind for øjnene overalt.

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er, siden Mette Frederiksen i juni 2015 overtog formandsposten i Socialdemokratiet efter Helle Thorning-Schmidt, igen kommet ind i varmen.

Under Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon havde Mogens Lykketoft ikke noget at skulle have sagt, og Lykketoft holdt sig ikke tilbage med kritik af SR-regeringen, der med Helle Thorning-Schmidt i spidsen, var ”talent- og profilløs”.

Mogens Lykketofts erindringer

I 2019 udgav Morgens Lykketoft endnu en bog med ham selv i centrum. I ”Erindringer” fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen, hvor han kritiserer Helle Thorning-Schmidt og blandt andet kalder hende for ”fejlcastet”.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, og at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter.

Henrik Sass Larsens opfattelse

Erindringsbogen fik en blandet modtagelse. Daværende gruppeformand i Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen har i et interview med Weekendavisen sagt:

”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned. Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?  Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Henrik Sass Larsen forsvarer I interviewet i Weekendavisen Thorning-Schmidt og siger, at hun lå holdningsmæssigt korrekt. I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.

”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, sagde Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Mogens Lykketoft tages til nåde

Selvom Mogens Lykketoft havde brændt alle broer til den tidligere ledelse i Socialdemokratiet, har Henrik Sass Larsens exit fra dansk politik betydet at Mogens Lykketoft igen er kommet ind i varmen. Til gengæld for ubetinget og loyal opbakning til Mette Frederiksens traditionelle socialdemokratiske linje har Lykketoft igen fået lov til upåtalt at ytre sig om alt og alle.

Mogens Lykketoft får gnaveben til 400.000 kroner

Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, måtte den 1. september 2020 vige pladsen som formand for bestyrelsen i statens energiforsynings-selskab, Energinet, for at skaffe plads til den tidligere partiformand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft.

Det oplyste Dan Jørgensen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Energinet.dk

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat. Energinet.dk blev dannet i 2005 og ejer og driver det overordnede net på el- og gasområdet og har samtidig ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Ligesom Lars Barfoed er Mogens Lykketoft uden åbenbare kvalifikationer, der kan honorere kravene til at have ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Det er således et oplagt spørgsmål, om Lykketoft er ansvarlig for de nuværende kraftigt stigende priser på el og gas?

Torsdag den 28. oktober 2021 viste Helleruplund kunstforening filmen ”Krigsfotografen” i Helleruplund Sognegård.

Berlingske Tidende valgte for 1 år siden – den 11. oktober 2020 – at stille 2 hele sider til rådighed for den såkaldte krigsfotograf Jan Grarup. Her bliver vi oplyst om, at han fortryder, at han ”ikke har formået at være det menneske, jeg gerne ville være”. Det fremgår også, at Grarup slet ikke kan arbejde med ”racisme og den grimme nationalisme”, og at han har 28 udgaver af Joseph Conrads bog ”Heart of Darkness”, der var forlæg for Francis Ford Coppolas film ”Apocolypse Now”.

Jan Grarup er angiveligt en fremragende fotograf, men alligevel udsættes vi hele tiden for hans ulidelige snak om hans egne følelser. Det fremgår, at Grarup i øjeblikket bruger meget tid på at overveje, om han selv har kommenteret eller været sexistisk. 

Jan Grarup sluttede den 22. juni 2020 som vært på Radio4-programmet ”I Orkanens Øje”, hvor Grarup hver mandag beskæftigede sig med konflikter og krige. Når man tager hans baggrund i betragtning, som han supplerer med livlig og malerisk fantasi og name-dropping, har radioprogrammerne været bemærkelsesværdigt kedelige – ligesom mange andre Radio4-programmer er.

Grarup truer med fortsat at lave radio, ”men på en anden platform”.

Krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage

Fotografen Jan Grarup har også i 2019 udgivet en bog. Bogen ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling giver angiveligt et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste og pralerier og havde et fantasifuldt forhold til fakta.

Bogen blev suppleret med at filmen ”Krigsfotografen”, der havde biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup (født 1968), der er blevet kendt som krigsfotograf. Han har med sine billeder rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.

Narrative friheder

Jan Grarup erkender selv, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste.

En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?

Opgør med Jan Stage

Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Ham er titlen på Grarups bog et citat fra: ”Hvor jern­korsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.

Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de. Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selv­biografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.

Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chef­redaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.

Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigs­politiske essays store mestre”.

Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester

Dagbladet Information, modstandsbevægelsens og senere i slutningen af 1960’erne ungdomsoprørets fremmeste organ, var fra 1970’erne og længe efter Murens fald i 1989 et markant talerør for den yderste venstrefløj i Danmark og dens internationale forbindelser. Avisen var ikke anfægtet af, at den militante venstrefløj åbenlyst og voldeligt kæmpede forat afskaffe demokratiet, indføre et socialistisk diktatur og henrette folkefjender – som det hed: træffe ”særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten”.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VS’eren Per Bregengaard samt mange andre.

Børnebogsforfatteren og tegneren Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

På dagbladet Information var Lasse Ellegaard i første ombæring fra 1968 til 1978, senere igen fra 1990 til 1997 – heraf de fire år som chefredaktør. Lasse Ellegaard har erkendt, at han var vidende om Jan Stages agentvirksomhed for Cuba. Ellegaard var også chefredaktøren, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden og retsopgøret fra september 1990 til domfældelsen den 2. maj 1991. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag. Den socialdemokratiske avis, Det Fri Aktuelt, var også generet af retsopgøret med den radikale venstrefløj. Det Fri Aktuelts chefredaktør, Lisbeth Knudsen, lod i 1990 journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Lars Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der frem til 1. december 2015 var chef for TV 2 | ØSTJYLLAND, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Lasse Ellegaard er i øvrigt tilbage på Information i en halvtidsstilling, hvor han senest har gjort sig bemærket med en grotesk leder omkring en tyrkisk rapport on danskernes syn på Tyrkiet.

Historien om dengang Gentoftes borgere mistede 1,5 mia. kr.

Forud for kommunalvalget i november 2021 forsikrer borgmester Michael Fenger i ”Gentofte – lige nu”, at kampen mod urimelig kommunal udligning fortsætter.

Ja. Naturligvis. Kommunalbestyrelsen i Gentofte prioriterer dog anderledes. For nylig har man igen gjort sig bemærket ved at vedtage detaljerede regler for hvordan kommunens grundejere må hegne deres grundstykke ud mod offentlig vej. Øjensynlig foretrækkes ligusterhække, mens plankeværk og mure frabedes – i hvert fald skal de i givet fald opføres langt inde på egen matrikel.

Kommunalbestyrelsen har endvidere vedtaget pejlemærker for hvordan Gentofte-borgerne skal bevæge dig mindst en time om dagen. Pejlemærkerne skal bruges til at prioritere kommunens indsatser fremover, hedder det.

Det kommunale selvstyre har til gengæld ikke kunnet forhindre den åbenbare urimelighed, der tvinger hver eneste af Gentoftes borgere over den kommunale udligning til hvert år at støtte det øvrige land med 21.147 kr.

Borgmester og kommunalbestyrelse har ej heller kunnet sikre, at kommunen modtog sin retmæssige andel på 1,5 mia. kr. af beskatningen af Gentofteborgeren Mærsk McKinney Møllers dødsbo.

Historien om dengang Gentofte Kommune som følge af manglende rettidig omhu mistede 1,5 mia. kr.

Gentofte Kommune forventede oprindelig at få andel i de skatter og afgifter, som blev betalt efter Mærsk Mc-Kinney Møllers død i 2012. Samlet blev der betalt skatter og afgifter for op mod 4,5 mia. kroner, hvoraf Gentofte Kommune skulle have haft en tredjedel – 1,5 mia. kr.

Men en særlig paragraf, der blev indført i forbindelse med kommunalreformen, medfører, at hvis der går mere end to år med at afslutte boopgørelsen, tilfalder alle pengene staten.

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april 2012, og boet skulle have været afsluttet inden 1. maj 2014. Men det skete ikke, og alle skatter og afgifter fra dødsboet tilfaldt derfor staten.

Selv for en relativt velhavende kommune er 1,5 mia. kr. en betydelig sum, og kommunens passivitet er helt uforståeligt.

Man kunne dog med rimelighed forvente, at daværende borgmester Hans Toft og den kommunale forvaltning ved udsigten til at skulle modtage en andel af beskatningen af det meget betydelige dødsbo efter Mærsk Mc-Kinney Møller, havde interesseret sig for boopgørelsen, og herunder hvornår pengene kunne forventes at tilgå kommunekassen. Hvorfor kommunen ikke forhørte sig i SKAT, og hvorfor man ikke satte himmel og jord i bevægelse for at få boopgørelsen afsluttet inden 1. maj 2014, er stadig en gåde for borgerne i Gentofte Kommune.

Ikke fri konkurrence i Gentofte

De 75.000 borgere i Gentofte har en gennemsnitsalder på 42,5 år og med en forventet middellevetid på 83,3 år, og hver eneste borger betaler hvert år 5.337 kr. for kommunens administration.

7.696 borgere var i 2019 fuldt ud på offentlig forsørgelse betalt ud af kommunens driftsbudget på 4,7 mia. kr. og anlægsbudget på 0,4 mia. kr. Kommunen kradser til gengæld i 2021 5,7 mia. kr. ind i kommunale indkomstskatter.

På landsplan indtager Gentofte Kommune en lidet prangende plads som nr. 31 på listen over hvor stor en andel af de kommunale opgaver, der udbydes i fri konkurrence.

Gentofte kommune byder samtidig på helt urimelige lange sagsbehandlingstider i selv banale byggesager og forvaltningen på socialområdet er så kritisabel, at man har bedt om assistance fra Socialstyrelsens rejsehold.

Når det kan ske i en angiveligt veldrevet og borgerlig ledet kommune, er spørgsmålet hvad der er at kæmpe for ved kommunalvalget?

Burde kommunens ledelse ikke fokusere på borgerne i stedet for ligusterhække? Burde de valgte repræsentanter ikke koncentrere sig om at sikre en sømmelig forvaltning af borgernes enorme bidrag til fællesskabet?

Hvis vi gerne vil have den bedste velfærd for pengene, burde pengene så ikke følge borgeren? Det giver ikke mening, at blot fordi kommunen gerne vil sikre sine borgere velfærdsydelser, skal kommunen som hovedregel levere samtlige ydelser i et monopol? Desuden med ringe muligheder for at blive stillet til ansvar, da borgerne er afskåret fra at vælge en anden udbyder af velfærdsydelser.

Burde vi ikke som borgere og vælgere fokusere på, om vi også får den ønskede effekt ud af det, vi som samfund bruger vores fælles penge på?

I øjeblikket er elpriserne skyhøje. Vinden skuffer, vandkraften skuffer, antallet af solskinstimer kunne klart være højere og samtidig er der kommet godt gang i hjulene efter Coronapandemien.

Det er ikke kun efterspørgslen efter vedvarende energi, der overstiger udbuddet og dermed giver anledning til inflation. Efterspørgslen efter fossile brændsler er også stigende. Benzin- og gaspriserne er historisk høje og olieprisen er på vaj mod 100 dollar for en tønde.

Almindelige forbrugere vånder sig under presset fra energipriserne. I Frankrig har de besluttet at sende de hårdt ramte borgere en check på 100 euro og i andre lande er der stigende bekymring over de sociale konsekvenser af de stigende energiregninger, der rammer samtidig med andre inflationære tendenser.

På det globale plan vil energiforbruget fortsat stige, mens den fossile energiproduktion vil kulminere og toppe allerede om 10-15 år. Hvis produktionskapaciteten for VE energi ikke udbygges vil det betyde, at der også efter 2030 vil være en betydelig efterspørgsel efter olie, kul og gas og fortsat høje og måske stigende priser.

Klimarådet

Klimarådet har netop kommenteret på regeringens klimaprogram, og det er ikke opløftende læsning. Vi vil med stor sikkerhed omkring 2030 komme til at mangle strøm.

Den grønne omstilling afhænger i høj grad af elektrificering af slutforbrug, som eksempelvis elbiler, varmepumper og industrielle processer. Derudover ser regeringen store tekniske reduktionspotentialer i nye teknologier som PtX, CCS og DAC (direct air capture), der behøver store mængder elektricitet baseret på vedvarende energikilder for reelt at være klimavenlige løsninger.

Regeringen estimerer selv, at dens scenarier kan resultere i et elforbrug på op til 64 TWh i 2030.

Strømmangel i 2030

Det er 10 TWh mere end forventningen i Energistyrelsens Klimafremskrivning 2021. Dermed ligger det allerede nu klart, at grøn strøm fra vand, vind og sol ikke kan dække elbehovet i 2030.

Elforbruget (ekskl. nettab), der var godt 31,3 TWh i 2017, steg i 2019 til omkring 35 TWh og har af Energistyrelsen hidtil været skønnet til omkring 52 TWh i 2030.

Energistyrelsen har hidtil meget optimistisk forventet, at udbygningstakten med vedvarende energi i elforsyningen ville overstige stigningstakten i elforbruget. Danmarks produktion af elektricitet fra VE har derfor været forventet fra 2028 at overstige Danmarks elforbrug.

Energistyrelsen har forudsat, at havvindmølleparkerne indeholdt i Energiaftale 2018 idriftsættes inden 2030. Dertil kommer opdaterede forventninger til udbygning med kommercielle solcelleanlæg (markanlæg) samt forventninger til udskiftningen af ældre landvindmøller med færre, mere effektive møller.

Herover for står, at Klimarådet vurderer, at der på nuværende tidspunkt er risiko for, at der ikke er sikret tilstrækkelig udbygning af vedvarende energi frem mod 2030 til at dække det kommende merforbrug. Eksempelvis er havvindmølleparken Hesselø på 1 GW blevet forsinket. Den skulle ellers stå klar i 2027.

Fornyet el-produktion med konventionelle brændsler?

En mangelsituation på el fra VE betyder, at enten skal visse elkunder afkobles, eller også skal den manglende elkapacitet tilvejebringes ved hjælp af konventionelle brændsler, herunder atomkraft, og/eller elimport.

Regeringen har annonceret, at den vil offentliggøre et udspil om en Grøn energi- og forsyningssektor i 2022.

Stigende udledninger af drivhusgasser fra energisektoren

Under fravær af nye tiltag bevirker et stigende elforbrug og vigende VE-udbygning, at forbruget af fossile brændsler stiger efter 2021, hvorved de energirelaterede udledninger stiger. De samlede udledninger stiger fra 43 mio. ton i 2021 til 51-52 mio. ton i 2030.

Øget el-import

Et fortsat stigende elforbrug og vigende indenlandsk kapacitetsudbygning i øvrigt giver anledning til stigende netto-elimport fra 2025, hvilket der korrigeres for ved beregning af bruttoenergiforbruget. Det giver anledning til et korrigeret forbrug af fossile brændsler og fast biomasse. Den resulterende stigning i kulforbruget er på 12,5 pct. årligt fra 2021 til 2030 under fravær af nye tiltag.

Christoffer Buster Reinhardt tilkendegiver, at han kan kontaktes, hvis der ønskes inspiration om nærhospitaler/sundhedshuse.

Det skal man dog ikke forvente sig for meget af.

Da Buster Reinhardt i februar 2020 blev kontaktet af en medarbejder, der orienterede den konservative formand for regionens sundhedsudvalg om de skandaløse forhold i akutberedskabet, skete der intet.

https://www.berlingske.dk/samfund/medarbejder-advarede-spidskandidat-om-mistede-opkald-responsen-fik