Danmark står midt i at skulle håndtere en krise uden fortilfælde i nyere tid, og krisen har i sjælden grad bragt embedsmænd frem i mediernes spotlys og danskernes bevidsthed: Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, rigspolitichefen Thorkild Fogde og Udenrigsministeriets borgerservice- og organisationsdirektør, Erik Brøgger Rasmussen, Kåre Mølbak og Henrik Ullum fra Statens Serum Institut har alle optrådt på pressemøde efter pressemøde og blevet kendte i offentligheden.

Den højest placerede embedsmand af dem alle har derimod længe i forhold til den brede offentlighed undgået at stå på mål for de drakoniske kriseforanstaltninger.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har holdt sig uden for Statsministeriets Spejlsal, når offentligheden skulle orienteres om de vigtigste beslutninger, som hun uden undtagelse har været med til at træffe.

Barbara Bertelsen er landets højest placerede embedsmand, og ”forhåbentlig er hun den næstmest magtfulde efter statsministeren”, som Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver i Statsministeriet, har formuleret det.

”Det skal hun selvfølgelig være, fordi hun dækker hele centraladministrationen af”, forklarer han og erklærer, at ”jeg tror generelt ikke, folk forstår, hvor magtfuld en departementschef i Statsministeriet er”.

På det seneste er billedet ændret. Offentligheden har via Minkkommissionen fået indblik i kommunikationen mellem en af Slotsholmens mest markante og mytiske skikkelser i form af Barbara Bertelsen og resten af embedsværket. I veritable byger af SMS’er fik de besked på, at de skulle lægge sig helt ned og rulle rundt, de skulle udvise ”max ydmyghed”, og de skulle bare hive plasteret af, de skulle ikke tørre fejl af på regeringen og Mogens Jensen skulle påtage sig skylden for at alle mink som følge af en ”fejl” var blevet aflivet.

Folk tager sig til hovedet og spørger sig selv: WTF?

Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på deres makkerskab som nu fortsætter i Statsministeriet.

Barbara Bertelsen

Det kom ikke bag på nogen, at Mette Frederiksen i januar 2020 fyrede statsministeriets hidtidige departementschef, Christian Kettel Thomsen, der må påtage sig en væsentlig del af ansvaret for centraladministrationens deroute siden 2011 og den generelle disrespekt for ledende embedsmænd.

Ansættelsen af Barbara Bertelsen i Statsministeriet, betød samtidig at det var tredje gang, Mette Frederiksen udskiftede en departementschef. Første gang var i 2013, da hun som beskæftigelsesminister sagde farvel til den mangeårige departementschef Bo Smith efter et par år, hvor de to havde haft et konfliktfyldt forhold.

Socialdemokratiets ”dødsliste”

Det forlyder, at Socialdemokratiet siden partiet i 1982 mistede sit monopol på regeringsmagten har haft en ”dødsliste” over embedsmænd, de ville af med. Svend Aukens håndgangne mand og leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling 1986-1992, Jacob Buksti, omtalte i snævre kredse listen, som dem, der efter en kommende magtovertagelse ”skulle føres om bag laden og der modtage nakkeskuddet”.

Kredsen af skrupelløse socialdemokrater omkring Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har i årevis med flid opdateret listen, som Bo Smith angiveligt stod på, og som den nu erstattede Christian Kettel Thomsen givet også har stået på.

”Skrigeskinken”

Efter udskiftningen af Bo Smith i 2013 forlod tre andre topembedsmænd også Beskæftigelsesministeriet efter at være raget uklar med Mette Frederiksen. Noget tilsvarende skete siden i Justitsministeriet, hvor flere ledende embedsmænd forlod ministeriet under hende og Barbara Bertelsen.

Det er ikke uden grund, at Mette Frederiksen af socialdemokrater kærligt kaldes ”skrigeskinken”. Hun var som beskæftigelsesminister kendt for at gå hårdt til sine embedsmænd. I en sådan grad, at de ledende af dem til sidst besluttede at skåne almindelige fuldmægtige ved ikke at tage dem med til møder med ministeren.

Som statsminister etablerede Mette Frederiksen et nyt politisk sekretariat med hendes mangeårige væbner Martin Rossen i spidsen frem til sommeren 2021 – herefter Martin Justesen. Sekretariatet bliver set som et forsøg på at skabe en endnu stærkere politisk kontrol med embedsværket. Med Barbara Bertelsen som departementschef og villighed til at legitimere og blåstemple kontrollen overalt på Slotsholmen realiseres en gammel socialdemokratisk drøm om at ”eje” de offentligt ansatte.

Mette Frederiksens tillid til Barbara Bertelsen som villigt instrument

Tilbage i 2015 vakte udnævnelsen af en juridisk kandidat fra Aarhus opmærksomhed. Hvorfor udnævnte Mette Frederiksen som helt ny justitsminister en i offentligheden helt ukendt til den prestigefyldte post som departementschef i Justitsministeriet?

Barbara Bertelsens baggrund var en net, men ikke prangende karriere i Justitsministeriet. Herfra fik hun supplerende erfaring fra det politiske maskinrum i Statsministeriet. Det var imidlertid først under SSFR-regeringen at hun gjorde sig bemærket i den famøse og nu nedlagte Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet. 

Her havde Barbara Bertelsen ansvaret for:

• Forberedelse, forhandling og implementering af statslige overenskomster
• Personale- og pensionsjuridisk rådgivning og vejledning til statslige institutioner
• Analyser af blandt andet tjenestemandsområdet, lønudvikling mv.
• Koncernfælles HR for Finansministeriets koncern

 Blandt hendes ”bedrifter” i Moderniseringsstyrelsen nævnes aftalen med gymnasielærerne og orkestreringen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Aftalen, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler, blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne. Lærerkonflikten har fået sin helt egen plads i historien.

Lærerkonflikten og Mette Frederiksen

Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og indtog dermed en nøglerolle i planlægningen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og i eksekveringen af regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Med et Beskæftigelsesministerium som passiv tilskuer virkede Barbara Bertelsen og Moderniseringsstyrelsen i kulissen aktivt som rådgiver for beskæftigelsesministeren – Mette Frederiksen – i det uhørte overgreb mod det danske aftalesystem.

Barbara Bertelsen demonstrerede en skrupelløs villighed – og evne til – at sørge for at gennemføre de forandringer, politikerne ønskede, på et tilsyneladende uangribeligt fagligt grundlag.

Tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsen har i bogen ”Søren og Mette i benlås” oplyst, at det var regeringen, der stod bag lærerlockouten efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og kommunerne. Det var også regeringen, der i april 2013 besluttede at gribe ind og afslutte lærerlockouten.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti oplyser i bogen, at han allerede fra et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 vidste, at ”det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om”.

Har defineret ”god arbejdsgiveradfærd i staten”

Udover Barbara Bertelsens bistand til Mette Frederiksens indsats med at kue gymnasie- og folkeskolelærere, har hun i Moderniseringsstyrelsen haft ansvaret for at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.

Barbara Bertelsen har dermed sin del af ansvaret for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang, må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Justitsministeriet

Departementschefen i Justitsministeriet 1991-2011, Michael Lunn, var kendt som en af Slotsholmens erfarne topembedsmænd og er betegnet som en af de stærkeste departementschefer i nyere tid. Selvom det var en stående joke, at de mange justitsministre, som Michael Lunn arbejdede for, var ”under departementschefen”, blev han kendt for at være en loyal departementschef, som var i stand til at holde balancen mellem klassiske retsprincipper og de politiske krav om stramninger.

Efter Lunns pensionering i 2011 og under skiftende justitsministres (Morten Bødskov, Mette Frederiksen, Søren Pind og Søren Pape Poulsen) svage ledelse er der foregået en veritabel nedsmeltning i Justitsministeriet, politi og anklagemyndighed.

Kritikken er haglet ned fra pressen, fra organisationer, fra retsordførere og endda fra egne rækker.

Udtryk som “et farligt kulturproblem”, “en bristet tillid”, “smøl”, ”inkompetence”, ”ulovlig administration” og “sløseri” har fyldt mediefladerne i de sidste år, og i mange tilfælde var ordene rettet mod Justitsministeriet.

De pauvre resultater, de seneste borgerlige justitsministre, Søren Pind og Søren Pape Poulsen, kan fremvise, er tydeligvis opnået efter hårde kampe med rådgiverne i Justitsministeriet. Barbara Bertelsens imødekommende opposition, juridiske spidsfindigheder og lirum larum har været ganske effektive til at kontrollere justitsministrenes spagfærdige forsøg på at gøre en forskel.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.

Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

I den omfattende teledataskandale er Barbara Bertelsen blevet kritiseret for i flere måneder at have kendt til problemerne med teledata uden at orientere sin minister, som på det tidspunkt var Søren Pape Poulsen

Forklaringen om den manglende ministerorientering er åbenlyst usandsynlig, men Bertelsens ”nødløgn” kan ses som et udtryk for dårlig dømmekraft. Men det kan også være, den skyldes, at hun loyalt ville beskytte ministeren.

Selv har Søren Pape Poulsen i hvert fald kvitteret for Bertelsens hjælpsomhed med ordene: ”Jeg mener, hun har handlet korrekt.”

Under alle omstændigheder har tele-skandalen sammen med alle de andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået mens Barbara Bertelsen har været departementschef i Justitsministeriet.

Justitsministeriets håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Rigspolitiets ulovlige administration, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

I Instrukskommissionen har Udlændinge- og Integrationsministeriets notat om adskillelse af asylpar, som Inger Støjberg godkendte den 9. februar 2016, fået en særlig betydning.

Instrukskommissionen

Det er det notat, som til de flestes overraskelse dukkede op i Instrukskommissionen, og som Inger Støjberg i væsentlig omfang bygger sin forklaring omkring.

Notatet indeholdt en indstilling fra embedsværket om, at der skulle gøres undtagelser til hovedreglen om at adskille asylpar på forskellige asylcentre, hvis den ene part var under 18 år. Og med sin godkendelse af denne indstilling havde hun godkendt en lovlig ordning med mulighed for undtagelser, lyder Inger Støjbergs argumentation.

Efter udarbejdelsen og godkendelsen af notatet blev der rejst tvivl om notatets juridiske holdbarhed. Blandt andet lagde notatet tilsyneladende op til en ordning, der var for stram, sådan at for få par kunne få lov at blive sammen. Og det lagde op til, at de par, hvor der skulle gøres undtagelser til reglen om adskillelse, kunne indkvarteres på samme asylcenter, men på hver sit værelse.

Denne mulighed er senere underkendt af Justitsministeriet, fordi også adskillelse på forskellige værelser på samme center kunne udgøre et ulovligt indgreb i parrenes konventionssikrede ret til et familieliv.

Fik embedsmændene kolde fødder?

Det var daværende kontorchef i Udlændinge- og integrationsministeriet Jesper Gori, der var ansvarlig for den juridiske del af notatet, som han den 5. februar 2016 godkendte i ministeriets elektroniske sagsbehandlingssystem, F2. Samme dag godkendte Jesper Goris foresatte – ministeriets øverste juridisk ansvarlige, afdelingschef Lykke Sørensen, notatet. Herefter gik sagen gik videre til departementschefens godkendelse for til sidst at ende hos ministeren, der godkendte notatet den 9. februar 2016. Det skete klokken 13.44 via hendes ministersekretær.

Det er påfaldende, at Folketingets Ombudsmand, der i foråret 2016 var gået ind i sagerne om familiesammenføringer og i den forbindelse udbad sig dokumenter og forklaringer om ministeriets retlige overvejelser, ikke blev orienteret om notatet.

Meget tyder på, at Jesper Gori og Lykke Sørensen hurtigt fik juridisk kolde fødder i forhold til det af dem godkendte notat. En udlevering til Ombudsmanden kunne have afdækket kritisable juridiske svagheder, og derfor kunne Jesper Gori og Lykke Sørensen have en interesse i at begrave deres eget notat, som ministeren i tillid til ministeriets juridiske vurdering havde godkendt.

Tamilsagen

Udlændinge- og Integrationsministeriets notat om adskillelse af asylpar fra februar 2016 kan dermed ende med at få samme betydning som Justitsministeriets notat af 2. december 1987 om modeller for begrænsning af familiesammenføring.

Af Rigsrettens dom af 22. juni 1995 i Rigsretssagen mod fhv. Justitsminister Erik Ninn-Hansen fremgår, at Justitsministeriet ved skrivelse af 3. december 1987 til Folketingets Retsudvalg sendte et notat af 2. december 1987 om internationale forpligtelser og anbefalinger om familiesammenføring og et notat af samme dato om modeller for begrænsning af familiesammenføring.

Notat af 2. december 1987

Af sidstnævnte notat af 2. december 1987 fremgik som en af flere modeller, at det kunne overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge, således at der faktisk behandledes et bestemt antal sager om familiesammenføring af flygtninge om året. En sådan styring ville ifølge notatet kunne virke som en faktisk kvote for, hvor mange tilladelser der blev givet om året, og ville kunne gennemføres administrativt ved, at direktoratet alene behandlede et bestemt antal sager om året.

Notatet nævner, at efter udlændingelovens § 9 er der tale om et retskrav på opholdstilladelse, men alligevel siges det i notatet, at det kunne overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge, således at der behandles et bestemt antal familiesammenføringssager om året. Dette, siger man i notatet, vil medføre modtagelse under ordnede forhold, idet man hermed sikrer et stabilt antal indrejsende.

I Justitsministeriet og i Udlændingedirektoratet var man imidlertid udmærket klar over, at notatet af 2. december 1987 var juridisk uholdbart. Den skitserede kvotering af tilladelser til familiesammenføring ville klart være i strid med udlændingelovens § 9.

Alligevel blev familiesammenføringssagerne i Udlændingedirektoratet nedprioriteret. Hverken Justitsministeriet eller direktoratet for Udlændinge henviste efterfølgende hverken overfor Folketingets Retsudvalg eller overfor Folketingets Ombudsmand til notatet af 2. december 1987 i de begrundelser, der blev givet for sagsbehandlingen. Der blev stedse henvist til ressourcehensyn.

Lovlig nedprioritering?

Ombudsmanden underkendte ikke, at en prioritering principielt vil kunne foretages, men han underkender berettigelsen af den konkrete prioritering, som Direktoratet og Justitsministeriet foranstaltede – ganske særligt under hensyn til dens tidsmæssige udstrækning og det forhold at mange sager i realiteten var færdigbehandlede og blot afventede afsendelse.

Rigsrettens dom af 22. juni 1995 i Rigsretssagen mod fhv. Justitsminister Erik Ninn-Hansen fremgår, at Ninn-Hansen nok blev advaret af sine embedsmænd om, at administrationen ville medføre alvorlig kritik, men at embedsmændene i deres advarsler ikke betegnede administrationen som “ulovlig” eller “retsstridig”.

Alligevel udtaler Rigsretten at Justitsministeren fra juni 1988 må ”have været ganske klar over, at berostillelsen savnede sagligt grundlag, og at den manglende færdiggørelse af sagerne alene skyldtes hans beslutning herom”.

Erhvervsminister Simon Kollerup har fredag den 12. november 2021 tæt på kommunalvalget den 16. november præsenteret en ny model, der stiller en statsgaranti på den yderste del af et boliglån i boliger, som har en kvadratmeterpris på under 8000 kroner, og som ligger i landdistrikterne med et postnummer, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris er under 8000 kroner. Garantien skal falde på den del af lånet, der ligger mellem 60 og 90 procent af ejerboligens værdi.

Partiet Venstre har som modsvar foreslået, at der årligt afsætter 50 millioner kroner til at give førstegangskøbere i landdistrikterne en økonomisk håndsrækning i form af en skatterabat for udgifter til eksempelvis advokat, byggesagkyndig og måske en køberrådgiver.

Der er dog en betingelse for skatterabatten at boligen højst må koste en million kroner.

Til valget til regionsrådet i Hovedstaden den 16. november 2021 har Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og de andre kendte partiet opstillet kandidatlister.

Valgreglerne tillader imidlertid alle, der kan samle 50 stilleres underskrifter at stille op til valget. Derfor kan der til valget den 16. november 2021 også stemmes på ”Valgfest med mexicansk tema”, ”Veganerpartiet”, ”Lokalliste i Region Hovedstaden”, ”Hampepartiet”, ”Lavere skatter og afgifter”, ”Danmark for Alle”, ”Fjordlandslisten”, ”Stram Kurs”, ”Feministisk Initiativ”, ”Kommunisterne”, ”Det Syge Hus”, ”Copenhagen”, ”Odins Vikingehær”, ”Kærlighedspartiet Regnbuefolket Befri Christiania”, ”De LokalNationale”, ”Frihedslisten”, ”Bydelenes Stemmer”, ”Christiania-Listen”, ”Kommunistisk Parti” og ”Psykiatrisk fokus”.

Efter regler honoreres hver stemme ved valgene til regionalrådene med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og dermed kan de nævnte kandidatælister i de næste 4 år hæve offentlig partistøtte, hvis de får mindst 500 stemmer ved valget den 16. november. 

Lister, der deltog i det sidste regionalrådsvalg i 2017, men ikke opnåede repræsentation, var også berettiget til offentlig partistøtte. Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1137 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, har været berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 5.100 kr. i de sidste 4 år. Kandidatlisterne “Dovne Robert” (868 stemmer), “En død Hest” (646 stemmer) og “Schiller Instituttets Venner” (637 stemmer) var også blandt dem, der har været berettiget til partistøtte.

Hvis nogle af de nævnte partilister opstiller til kommunalvalget i f.eks. Ballerup, skal de bare opnå mindst 100 stemmer for i hvert af de næste 4 år at kunne hæve partistøtte på 7,25 kr. pr. stemme.

Rigsrevisor Lone Strøm nærmer sig udløbsdatoen efter ti år som rigsrevisor, og hun har i et interview med Altinget berettet om rollen som Folketingets vagthund overfor centraladministrationen.

I øjeblikket er det minkskandalen og regeringens redegørelser om forløbet op til og lige efter beslutningen om at aflive alle mink i Danmark trods manglende lovhjemmel, der fylder i mediebilledet. Der har imidlertid været mange andre møgsager med forbindelse til centraladministrationens embedsværk, der har givet anledning til spørgsmål om forholdene i en række ministerier.

Mere generelt stilles der spørgsmål ved om der er uhensigtsmæssigheder og uklarheder i den måde, ministerierne ledes på, og med hensyn til de regler, der gælder om hvem der har det overordnede ansvar for fejl i et ministerium. Det er således foreslået, at det bør overvejes om systemet kan forbedres ved at adskille den faglige og politiske rådgivning af ministrene.

Nye kommissioner og organisatoriske ændringer vil næppe løse noget som helst. Det er ikke afgørende, om ministrene udstyres med særlige rådgivere, politiske kabinetter eller sågar statssekretærer eller viceministre, som vi kender fra andre lande. Centraladministrationen og DJØF ville stå sig bedre ved at fokusere på at genskabe en forvaltningskultur hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt, overholdelse af bevillingsregler og partipolitisk neutralitet igen kom i højsædet?

Det forfald i ministerierne, som møgsagerne er udtryk for, er foregået over en årrække, men blev særligt tydeligt efter regeringsskiftet i 2011.

Solcellesagen

Det første kritisable forhold, der kom til offentlighedens kendskab, var den støtteordning for solceller, den daværende vidtløftige radikale energiminister Martin Lidegaard iværksatte i 2012. Ordningen løb løbsk, og det endte med, at regningen til skatteborgerne for Lidegaards lovsjusk landede på over fem mia. kr.

En væsentlig del af milliardregningen blev dengang ”betalt” ved at udskyde en række andre grønne initiativer, der ellers var aftalt ved energiforliget i marts 2012.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard slap i første omgang uhørt billigt med en næse for at have overset adskillige huller i solcelleloven og fejlinformeret Folketinget.

Siden pudsede Statsrevisorerne imidlertid Rigsrevisionen på sagen for at finde ud af, hvordan loven var forberedt og hvordan hullerne i støttelovgivningen kunne opstå.

Forholdet til Rigsrevisionen

Lone Strøm var tiltrådt som ny Rigsrevisor den 1. maj 2012, og med hende som chef lagde Rigsrevisionen ikke fingrene imellem i vurderingen af kritisable sagsforløb i centraladministrationen.

De ledende kadrer i ministerierne på Slotsholmen kunne have respekteret magtens tredeling og fokuseret på, at forvaltningen levede op til kravene om lovlighed, faglighed, sandhedspligt, bevillingsregler og partipolitisk neutralitet. Men nej – de blev rasende over Rigsrevisionens indtrængen på deres enemærker, og i 2013 blev der i forbindelse med solcellesagen gjort forsøg på at sætte Rigsrevisionen på plads.

Departementscheferne i Statsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Klima- og Energiministeriet forberedte et brev, der med afsæt i den igangværende undersøgelse af solcellesagen skulle forhindre Rigsrevisionen i at gå ind i undersøgelser af ministeriernes lovforberedende arbejde.

Modet svigter

Modet svigtede imidlertid den daværende departementschef i Statsministeriet, Kettel Thomsen, og konsorter, og det endte med, at departementschefernes brev blev konverteret til et brev fra den daværende regeringstop med finansminister Corydon i spidsen til formanden for Folketinget.

Formålet var stadig at forsøge at spænde ben for Rigsrevisionens undersøgelse, men den blev gennemført alligevel, og endte i øvrigt med at koste jobbet for Energistyrelsens direktør.

Nyt oprør i januar 2018

Onsdag 24. januar 2018 blev der under en ny regering gjort et nyt forsøg på oprør mod Rigsrevisionen. I en pressemeddelelse erklærede Sundheds- og Ældreministeriet sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterer ministeriet nogle beregninger, som departementschef Per Okkels “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, tillader stillingen som Rigsrevisor ikke Lone Strøm at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd. Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” sagde han, selvom han i de senere år havde bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på de større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mente, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” sagde Peder Larsen.

Peder Larsen er desværre siden trådt tilbage som formand for Statsrevisorerne.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen var ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”

Nyt angreb på Rigsrevisionen i februar 2018

Det var den udøvende magts ledende embedsmænd på Slotsholmen, der i februar 2018 stod bag planerne om at flytte nogle af Folketingets egne institutioner væk fra København. Ifølge Ekstrabladet var det Statsministeriets og Finansministeriets departementschefer, der var de reelle dirigenter bag det det fælles brev, som regeringspartiernes tre naive gruppeformænd sendte til Folketingets formand med forslag om at flytte institutioner som Rigsrevisionen og Folketingets Ombudsmand uden for København. Konkret drejede det sig om de tre uafhængige institutioner Ombudsmanden, Rigsrevisionen og Statsrevisorernes sekretariat, der alle hører under den lovgivende magt, Folketinget. De tre har samlet cirka 383 ansatte.

Modsat udflytningerne af de statslige arbejdspladser, der var en ren regeringsbeslutning og ikke krævede et flertal in Folketinget på forhånd, er en udflytning af job i Folketingets institutioner ikke noget, som regeringen kan beslutte.

Gruppeformændene lokkes til at gøre arbejdet

Ifølge DR tilkendegav gruppeformændene for Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i brevet til Folketingets formand, at ”Vi finder det naturligt, at Folketinget i lighed med de statslige myndigheder overvejer at placere dele af Folketingets institutioner uden for de større byområder”.

Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, afviste i et interview med Altinget den 27. februar 2018, at det skulle være ham selv og Finansministeriets magtfulde departementschef, Martin Præstegaard, der med støtte fra statsminister Lars Løkke, stod bag brevet til Folketingets formand. Det var der imidlertid ingen der troede på, og Christian Kettel Thomsen og Martin Præstegaard har i dag ikke noget at skulle have sagt på Slotsholmen.

Ingen vej udenom

I mellemtiden er der sket noget. Departementscheferne i Stats- og Finansministeriet er ekspederet ud af vagten, mens departementschefen i Indenrigs- og Boligministeriet, fhv. departementschef i Social- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, holder en lav profil.

Departementschef Per Okkels fratrådte som departementschef i Sundhedsministeriet i januar 2021, men kan opleves i Granskningskommissionen (Minkkommissionen).

I Statsministeriet er Christian Kettel Thomsen erstattet af Barbara Bertelsen, som tilsyneladende også er leveringsdygtig i tvivlsomme dispositioner.

Centraladministrationen må ubetinget fokusere på at genopfinde en forvaltningskultur, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet igen kommer i højsædet. Hvis det ikke sker, vil efterfølgeren til Lone Strøm på posten som rigsrevisor, få nok at se til.

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der ejer og udvikler el- og gasnettet i Danmark. Det er Energinets opgave at opretholde forsyningssikkerhed og sikre lige markedsadgang til nettene. Energinet erklærer selv, at de arbejder for en grøn omstilling af energisystemerne, så borgere og virksomheder kan bruge vedvarende energi til alt, med en høj forsyningssikkerhed og til en pris, der kan betales.

Socialdemokraten Mogens Lykketoft er formand for Energinets bestyrelse.

Ny systemtarif

Energinet har den 4. november udsendt et høringsbrev vedrørende en ny metode for opkrævning af systemtariffen i høring. Der foreslås at indføre et såkaldt systemabonnement, og indførelsen af en ny kundekategori for store forbrugere.

Energinet finder, at ændringer af opkrævningsmodellen er nødvendige for at sikre en mere omkostningsægte tarifering, samt derved sikre at opkrævningsmodellen ikke står i vejen for den grønne omstilling.

Højere grundtarif

Indførelsen af en abonnementspris på 180 kr. (excl. moms) for alle og den foreslåede forbrugstarif på 4,3 /kWh betyder, at der sendes en millionregning til elforbrugere i lejligheder og almindelige parcelhuse, mens storforbrugere i industrien, datacentre og producenter af grønne brændstoffer slipper billigere.

Hidtil har alle betalt i forhold til forbruget af el. Den betaling skal omlægges, så alle forbrugere, store og små, skal betale en grundtarif – et abonnement, mens den variable betaling sænkes. Det betyder en rabat til storforbrugere af el, som betales af de private elkunder. Ydermere indføres en ny kundekategori for kunder, der forbruger mere end 100 GWh. Disse kunder skal fremover kun betale 10 pct. af den normale tarif.

Den grønne omstilling

Formålet med omlægningen er angiveligt at understøtte den grønne omstilling. Producenterne af grønne brændstoffer – PtX – skal bruge enorme mængder energi, når elektricitet omsættes til grønne brændsler.

Omkostningerne til at drive elnettet er stigende på grund af den større andel af strøm, der kommer fra ustabile energikilder – fra solpaneler og vindmøller. Det kræver store investeringer i backup-kapacitet og i udbygning af elnettet for at kunne klare udsvingene fra de ustabile energikilder herunder i elkabler, der giver større muligheder for at udveksle strøm med udlandet.

Producenterne af strøm pålægges gebyrer, når de tilsluttes elnettet, men en væsentlig andel af omkostningerne fordeles på forbrugerne. Det er omkostninger, der er skabt af de ustabile energikilder. De omkostninger burde bæres af producenterne af den ustabile energi, så man fik et mere retvisende billede af omkostningerne ved de ustabile energikilder og en mere fair konkurrence mellem stabile og ustabile energikilder.

Blandt producenter af strøm baseret på vedvarende energi går bestræbelserne imidlertid den anden vej – de ønsker billigere tilslutning til det offentlige net og mulighed for såkaldte ”direct lines” mellem f.eks. en havmøllepark og et PtX-produktionsanlæg.

Danmarks høje elpriser

Der er bred enighed om, at elektrificering af samfundet er en vigtig del af den grønne omstilling. Derfor skal den generelle pris på el holdes så lav som muligt og renses for afgifter, der ikke er begrundet i klimahensyn, og elprisen skal ikke bruges til at skaffe finansiering af subsidier til datacentre og producenter af grønne brændstoffer.

Det skal man slet ikke i Danmark, hvor borgerne sammen med Tyskland betaler de højeste elpriser i EU. I andet halvår af 2019 blev de højeste elpriser for husholdninger (inklusive skatter, afgifter og moms) i EU ifølge eurostat registreret i Tyskland (0,2924 EUR pr. kWh), Danmark (0,2873 EUR pr. kWh) og Belgien (0,2860 EUR pr. kWh).

Gennemsnitsprisen i EU-27 i andet halvår af 2019 var 0,2160 EUR pr. kWh. De laveste elpriser var i Bulgarien (0,0958 EUR pr. kWh), Ungarn (0,1097 EUR pr. kWh) og Litauen (0,1254 EUR pr. kWh). Elprisen for husholdninger i Danmark var mere end tre gange så høj som i Bulgarien.

Gul vest?

De stigende energipriser betyder at mange familier må se frem til at den samlede elregning i 2021 stiger kraftigt i forhold til 2020. Mange familier må påregne en stigning på mere end 30 pct. og dermed en ekstraregning på 1.000 kr. eller mere.

Med Energinets nye tarifstruktur har borgere i lejligheder og almindelige parcelhuse udsigt til yderligere stigninger i elregningen.

Regeringen foreslår i ”Danmark kan mere I” at den almindelige elafgift måske på sigt kan lempes, men det er en ringe trøst for forbrugerne, der allerede nu præsenteres for øgede eludgifter.

Det må antages, at mange tidligere socialdemokratiske vælgere allerede er ved at finde den gule vest frem.

Det har hidtil været kutyme, at centrale embedsmænd afventede pensioneringen, før de delagtiggjorde en bredere offentlighed i deres betragtninger over det til tider bizarre liv i centraladministrationen. I den forbindelse kan Erik Ib Schmidts erindringer: ”Fra psykopatklubben” anbefales.

Offentligheden har derfor begrænset kendskab til de ledende embedsmænds synspunkter. I enkelte tilfælde kommer der løsrevne oplysninger frem via typisk underordnedes ”whistlebloweri”.

I øjeblikket giver Granskningskommissionen (Minkkommissionen) dog offentligheden indblik i den kaotiske beslutningsproces omkring den ulovlige aflivning af minkerhvervet i Danmark.

Manglende lovhjemmel i minksagen

Selvom regeringen på baggrund af risikovurderingen fra Statens Serum Institut, SSI, frygtede farlige mutationer, der kunne føre til global spredning fra et ”nordjysk Wuhan”, er det ikke undskyldning for, at Fødevareministeriet ikke med støtte fra de øvrige ministerier, herunder Justitsministeriet, klart insisterede på nødvendigheden af, at der blev tilvejebragt lovhjemmel til et ekspropriativt indgreb.

Dårlig rådgivning

Det fremgår af redegørelsen at embedsmændene var indstillet på, at regeringen beslutter, at minkene skal aflives og at hjemmelsspørgsmålet kan afklares efterfølgende (om der er hjemmel til aflivning af mink “i § 30 i Lov om hold af dyr, men at Miljø- og Fødevareministeriet afklarer dette endeligt”).

Embedsmændene kritiseres voldsomt for ikke at have levet op til deres primære opgave at sikre lovlighed i forvaltningen og vogte mod ulovligheder og magtmisbrug.

Det fremgår af redegørelsen om mink-forløbet, som Fødevareministeriet fremlagde den 18. november 2020, at embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet med åbne øjne lod regeringen træffe en måske ulovlig beslutning.

I Minkkommissionen er det oplyst, at det af et notat fra et embedsmandsmøde den 3. november 2020 fremgår, at Mette Frederiksens højre hånd, statsråd Pelle Pape (ham med ”lukke lortet”-SMS) siger: “Behøver vi afklaring på behov for minkavl? Skal vi ikke bare slå det ned nu, og så tage stilling bagefter?”.

En sætning blev fjernet fra hovednotatet til det møde,i koordinationsudvalget den 3. november 2020, hvor beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev taget.

Sætningen lød: “En total nedslagtning inkl. af alle avlsdyr, vurderes at være fatal for branchen”. Den var skrevet af Miljø- og Fødevareministeriet, men statsministeriet besluttede, at Statsministeriet og Justitsministeriet skulle forestå forberedelsen af mødet i koordinationsudvalget. Advarslen blev efter dialog mellem departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen og departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth slettet af Justitsministeriet.

Det er kommet frem under afhøringen af Johan Kristian Legarth i Minkkommissionen. 

Senere samme dag træffer regeringens koordinationsudvalg beslutning om at aflive alle mink.

Den 4. november om aftenen “tilkendegiver Miljø- og Fødevareministeriet over for Justitsministeriet, at det er Fødevarestyrelsens vurdering, at der ikke er hjemmel til aflivning af alle mink i § 30 i lov om hold af dyr, hvilket Miljø- og Fødevareministeriet kan tilslutte sig.”

Torsdag den 5. november tilslutter Justitsministeriet sig vurderingen fra Miljø- og Fødevareministeriet. Alligevel fortsætter den ulovlige aflivning af mink.

Hvordan et flertal i Folketinget ville have reageret, hvis regeringen i anledning af SSI’s risikovurdering, og foranlediget af den rådgivning embedsmændene burde have ydet, havde bedt om en hastebehandling, er svært at sige, men det blev ikke afprøvet.

I tilgift har kommissionen givet et sjældent indblik i kommunikationen på Slotsholmen og i spørgsmålet om regeringen vidste eller ikke vidste, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink.

I Granskningskommissionen er der fremlagt en sms-korrespondance mellem en embedsmand i Justitsministeriet og Pelle Pape, der er departementsråd i Statsministeriet, dvs. lige under departementschef Barbara Bertelsen om forberedelsen af regeringsmødet den 3. november 2021: “Der skal være en sag med klar fælles indstilling fra myndighederne (SSI; fødevare, politi og evt øvrige,” skrev Pape – og fortsatte: “Tiltag ift til at aflive mink (herunder indstilling om at sætte det i dvale/lukke lortet)”.

Statsministeriet var tydeligvis ikke optaget af spørgsmålet om hjemmel.

Mogens Jensen første offer

Fødevareminister Mogens Jensen sagde i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet allerede 8. november 2020 om regeringens beslutning om at aflive alle mink: ”Regeringen har besluttet, at det hastede situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud”.

Blev statsminister Mette Frederiksen og regeringen vildledt af Fødevareministeriet til at træffe en ulovlig beslutning om aflivning af alle mink eller er embedsmændene i Miljø- og Fødevareministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet lige gode om ansvaret?

SMS’er til departementschef Henrik Studsgaard i Miljø- og Fødevareministeriet fra statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, dokumenterer, at statsministeriets departementschef insisterede på at den nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen skulle lægge sig og rulle sig, han skulle trække plastret af og tage ansvar i minksagen.

Den 18. november 2020 trak Mogens Jensen sig som fødevareminister.

Generel kritik af embedsmænd

Den kritik, embedsmændene i centraladministrationen udsættes i øjeblikket, har tydeligvis en klangbund i den bredere befolkning. Undersøgelser viser at to ud af tre danskere angiver, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd.

I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Det er desværre ikke så overraskende, at embedsmændene står svagt. Når centrale embedsmænd hårdt presset af regeringens krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Sager

Inden minksagen har en række sager, hvor embedsmænd ikke lever op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, været rullet op i pressen. Alle topembedsmænd står lige nu i en sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden har tydeligvis fået nok.

Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at sagerne får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden, Kommissionsdomstole og offentligheden med løgn og latin.

Pia Gjellerup

Den tidligere DJØF-medarbejder Pia Gjellerup har været sendt i byen for at ”strø sand” på kritikken. Socialdemokraten Gjellerup, der er leder for noget så eksotisk som det statsfinansierede Center for Offentlig Innovation, belærte på et tidspunkt de valgte politikere om, at de nu må samle sig om en grundlæggende forandring af udviklingen af arbejdet i offentligheden og i Folketinget, så der kommer mere fokus på det politiske indhold og den holdningsmæssige debat – og mindre på enkeltsager, politisk sagsbehandling og personjagt.

Hendes andet innovative forslag var, at vi ”i mangel af velbelyste og grundigt gennemtænkte forslag, som vi bare kan tage ned fra hylden – giver os tid til at skabe og belyse sådanne forslag. Lad os finde fuldblodshestene i flokken af det, der nu blot fremtræder som kæpheste”. Der skulle med andre ord nedsættes endnu en Kommission, der skal ”bruge mange og saglige kræfter og den fornødne tid på at undersøge forslag med hver deres sæt af fortrin og ulemper”.

Syv centrale pligter

Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

At det er gået helt galt, har en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De har erkendt, at der er brug for en opstramning, og de har ønsket at vise omverdenen, at de tager de senere års pinagtige sager alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.

Resultatet af deres overvejelser er blevet det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter” fra 2015, som er publiceret af Finansministeriet, distribueres til embedsmænd i centraladministrationen og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.

Sandhedspligten fik ny aktualitet efter den famøse sag om den daværende justitsminister – den nuværende skatteminister, Morten Bødskov, der blev taget i en ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl –  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Kunsten at rette bager for smed

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.

Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager.

Spørgsmålet er, om Statsministeriets nuværende departementschef og andre ledende departementschefer overhovedet har læst ”Kodex VII – Syv centrale pligter”?

Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”

Embedsmændenes fagforening, DJØF, nedsatte for nogle år siden selv et udvalg. Formanden var den tidligere departementschef Bo Smith, der påførte skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015. Over rapportens 378 sider prøvede udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det blev gjort så elegant og besnærende, at det næsten lykkedes.

”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, sagde Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v., der anvendes i de fleste andre lande.

Realiteten er, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrog rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet med et helt andet embedsmandssystem – måske politisk udpegede statssekretærer, som i de fleste andre lande.

Gode anbefalinger, der ikke er nye

Ligesom i departementschefernes analyse nåede Bo Smith-udvalget også frem til, at der er brug for mere åbenhed i forvaltningen for at modgå befolkningens mistillid. Det er næppe ærligt ment – hovedparten af departementscheferne og medlemmerne af Bo Smith-udvalget var stærke tilhængere af den famøse offentlighedslov, der netop afskærer offentligheden fra indsigt i centraladministrationens ”maskinrum”.

Udvalgets foreslår konkret, at der udarbejdes et nyt kodeks over regler og normer, som embedsmænd skal overholde, at dette kodeks forankres bredt politisk, at alle ministerier årligt evaluerer overholdelse af kodekset og at kodekset anvendes aktivt i stat, regioner og kommuner.

Disse anbefalinger tilførte intet nyt i forhold til Finansministeriets ”Syv centrale pligter”.

Nye anbefalinger, der ikke er gode

Bo Smith-udvalget foreslog desuden, at der skal etableres nye tværgående enheder i ministerierne til at hjælpe ministeren med dag til dag-politiske udspil og at den politiske beslutningsproces styrkes i toppen af ministeriet. Det er ikke overraskende, at centraladministrationens fremmeste fagforening, Djøf, foreslår en tilbygning til centraladministrationen med nye attraktive arbejdspladser som politiske ”rådgivere” til håbefulde politiserende scient.pol’er.  Men ville det ikke have været mere nærliggende at anbefale politisk udpegede statssekretærer til den rolle?

Til benefice især for jurist-sektionen i Djøf blev det foreslået at oprette stillinger som retschefer (velsagtens i lr. 39), der kan bistå med det juridiske arbejde i ministeriernes ledelse.

Bo Smith, der selv har smertelige erfaringer fra sagen om de fejlslagne investeringer af skatteborgernes penge i Hafnia, foreslog også, at et udvalg skal se på nye hurtigere og mere skånsomme undersøgelsesformer af embedsmænd. Et andet udvalg skal samtidig undersøge hvordan embedsmænd bedre beskyttes. Beskyttes mod hvem? Borgerne?

Ministerierne skulle pålægges at udarbejde en årlig faglig status og samtidig skal de udvise mere åbenhed, og bl.a. foranstalte offentlige høringer ved større reformer. Ministerierne skulle også indføre pressebriefings og udarbejde retningslinjer for god pressehåndtering, ligesom pressehåndtering skulle indgå i oplæringen af embedsmænd.

De finansielle markeder har opmærksomheden stift rettet på inflationstakten og hvordan centralbankerne kan ventes at reagere på højere priser. Hvis ECB og de andre centralbanker hæver renten, vil det få betydning for prissætningen af obligationer og aktier, hvor der på et eller andet tidspunkt venter kursfald. Foreløbig syntes centralbankerne at betragte prisstigningerne som forbigående. I hvert fald har der endnu kun været talt om at begrænse støtteopkøbene af værdipapirer i markederne.

I Danmark steg forbrugerpriserne ifølge Danmarks Statistik med 2,4 pct. fra september 2020 til september 2021. Fødevarepriserne bidrog med omkring 1,5 pct. men generelt er inflationen i Danmark lidt lavere end EU-gennemsnittet på omkring 3,5 pct. Foreløbig er det især de stigende energipriser, der påvirker inflationsniveauet.

På verdensplan er fødevarepriserne stærkt stigende FN’s Landbrugs- og Fødevareorganisation, FAO, i Rom har den 4. oktober 2021 offentliggjort det seneste FAO Food Price Index (FFPI).

Prisindekset er nu med 133.2 point på det højeste siden juli 2011, og siden oktober 2020 er indekset steget med 31,3 pct. I den sidste måned er det især vegetabilske olier og cerealier, der har bidraget til stigningen.

‎‎Vurderingen fra FAO er, at de stigende fødevarepriser vil ramme verdens fattige samfund uforholdsmæssigt hårdt.

I de kommende måneder vil de stigende verdensmarkedspriser givet slå igennem på de hjemlige fødevarepriser.

I USA er der voksende opmærksomhed omkring priserne på fødevarer.

‎Prisen på mælk er angiveligt steget med 26 pct. siden 2018, og allerede før Corona-pandemien var der blandt andet på grund af færre malkekøer tendenser til stigende priser på mejeriprodukter.

‎Men Covid har gjort tingene værre.‎‎ Kødpriserne er f.eks. steget med 28 pct. i det seneste år, da kødindustrien har svært ved at skaffe arbejdskraft til det lavtlønnede, fysisk krævende og ofte ‎‎farlige‎‎ arbejde.

Hvis man går længere tilbage i fødekæden er der rapporter om gødningsproducenter, der må lukke som følge af de nuværende høje energipriser. Decideret mangel på generelt dyrere gødning vil uundgåeligt på et tidspunkt ramme landmændene og føre til lavere fødevareproduktion, som igen vil hæve priserne.‎

Det generelle billede i USA er, at der er højere fødevarepriser overalt og overalt i snack-industrien kan der ventes prisstigninger på 10 pct. og/eller mindre pakninger.

Gentofte Kommune kradser i år 5,7 mia. kr. ind i kommunale indkomstskatter fra kommunens 75.000 borgere, og hver eneste borger betaler hvert år 5.337 kr. for kommunens administration.

I Gentofte går sagsbehandlingen af byggesager temmelig trægt. Det viser EjendomDanmarks årlige undersøgelse, som netop er offentliggjort. Gentofte er faldet ned til plads nr. 86 fra plads nr. 72 i 2020.

Lange sagsbehandlingstider, bureaukrati og vilkårlighed i byggesager koster erhvervslivet dyrt og modarbejder ønsket om flere betalelige boliger.

Kommunen burde ikke mangle økonomiske ressourcer. Alligevel kritiseres Plan og Byg i Gentofte Kommune for de urimeligt lange sagsbehandlings- og ventetider på byggeansøgninger i Gentofte Kommune. Ved de nabohøringer, der kun modvilligt gennemføres, ignoreres berettigede indvendinger.

EjendomDanmarks opgørelse står ikke alene. Dansk Industri har i 2021 gennemgået behandlingstiden for byggesager i landets kommuner og her ligger Gentofte på en forsmædelig 49. plads.

På landsplan indtager Gentofte Kommune en lidet prangende plads som nr. 31 på listen over hvor stor en andel af de kommunale opgaver, der udbydes i fri konkurrence.

Når det kan ske i en angiveligt veldrevet og borgerlig ledet kommune, er spørgsmålet hvad der er at kæmpe for ved kommunalvalget?

Burde kommunens ledelse ikke fokusere på borgerne i stedet for ligusterhække? Burde de valgte repræsentanter ikke koncentrere sig om at sikre en sømmelig forvaltning af borgernes enorme bidrag til fællesskabet?

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sagsbehandlingstider-og-bureaukrati-er-en-stopklods-for-byggeriet?publisherId=13559839&releaseId=13635497

Til KV21 er der nok at vælge imellem. Et utal af kandidatlister fører sig frem med smukkeserede kontrafejer af de håbefulde kandidater i lygtepæle og andre steder i det offentlige rum. Mange steder er ophængningen i strid med gældende regler og man er tydeligvis ophørt med at afkorte de grimme plasticstrips, der hænger og flagrer overalt.

Man kan håbe, at vælgerne i stemmeboksen undgår de værste svinere, men måske er der for mange kandidater?

Holger Hagelberg, Hellerup, har i Berlingske Tidende rejst spørgsmålet om antallet af stillere til kommunalvalget. I dag skal der 25 stillere til, for at man kan blive stillet op til kommunalvalget. 

Til kommunalbestyrelsesvalg i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere. 

Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere. 

I vurderingen af de nuværende krav til antallet af stillere, bør man måske også betænke de økonomiske konsekvenser. 

Siden loven om offentlig partistøtte trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på  

• 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  
• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• til stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Efter valgene i november 2017 til kommunalbestyrelser og regionsråd var der en kort tid opmærksomhed omkring den offentlige støtte til politisk arbejde. 

Det blev eksempelvis oplyst, at Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg ved valget i 2017 opnåede 21.995 stemmer, og partiet har dermed været berettiget til en årlig partistøtte på knap 160.000 kr. i de sidste 4 år. 

Lister, der deltog i valget, men ikke opnåede repræsentation, er også berettiget til offentlig partistøtte. Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1137 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, har været berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 5.100 kr. i de sidste 4 år. Kandidatlisterne “Dovne Robert” (868 stemmer), “En død Hest” (646 stemmer) og “Schiller Instituttets Venner” (637 stemmer) var også blandt dem, der har været berettiget til partistøtte. 

I Region Hovedstaden fik hele 16 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind.