I Instrukskommissionen har Udlændinge- og Integrationsministeriets notat om adskillelse af asylpar, som Inger Støjberg godkendte den 9. februar 2016, fået en særlig betydning.
Instrukskommissionen
Det er det notat, som til de flestes overraskelse dukkede op i Instrukskommissionen, og som Inger Støjberg i væsentlig omfang bygger sin forklaring omkring.
Notatet indeholdt en indstilling fra embedsværket om, at der skulle gøres undtagelser til hovedreglen om at adskille asylpar på forskellige asylcentre, hvis den ene part var under 18 år. Og med sin godkendelse af denne indstilling havde hun godkendt en lovlig ordning med mulighed for undtagelser, lyder Inger Støjbergs argumentation.
Efter udarbejdelsen og godkendelsen af notatet blev der rejst tvivl om notatets juridiske holdbarhed. Blandt andet lagde notatet tilsyneladende op til en ordning, der var for stram, sådan at for få par kunne få lov at blive sammen. Og det lagde op til, at de par, hvor der skulle gøres undtagelser til reglen om adskillelse, kunne indkvarteres på samme asylcenter, men på hver sit værelse.
Denne mulighed er senere underkendt af Justitsministeriet, fordi også adskillelse på forskellige værelser på samme center kunne udgøre et ulovligt indgreb i parrenes konventionssikrede ret til et familieliv.
Fik embedsmændene kolde fødder?
Det var daværende kontorchef i Udlændinge- og integrationsministeriet Jesper Gori, der var ansvarlig for den juridiske del af notatet, som han den 5. februar 2016 godkendte i ministeriets elektroniske sagsbehandlingssystem, F2. Samme dag godkendte Jesper Goris foresatte – ministeriets øverste juridisk ansvarlige, afdelingschef Lykke Sørensen, notatet. Herefter gik sagen gik videre til departementschefens godkendelse for til sidst at ende hos ministeren, der godkendte notatet den 9. februar 2016. Det skete klokken 13.44 via hendes ministersekretær.
Det er påfaldende, at Folketingets Ombudsmand, der i foråret 2016 var gået ind i sagerne om familiesammenføringer og i den forbindelse udbad sig dokumenter og forklaringer om ministeriets retlige overvejelser, ikke blev orienteret om notatet.
Meget tyder på, at Jesper Gori og Lykke Sørensen hurtigt fik juridisk kolde fødder i forhold til det af dem godkendte notat. En udlevering til Ombudsmanden kunne have afdækket kritisable juridiske svagheder, og derfor kunne Jesper Gori og Lykke Sørensen have en interesse i at begrave deres eget notat, som ministeren i tillid til ministeriets juridiske vurdering havde godkendt.
Tamilsagen
Udlændinge- og Integrationsministeriets notat om adskillelse af asylpar fra februar 2016 kan dermed ende med at få samme betydning som Justitsministeriets notat af 2. december 1987 om modeller for begrænsning af familiesammenføring.
Af Rigsrettens dom af 22. juni 1995 i Rigsretssagen mod fhv. Justitsminister Erik Ninn-Hansen fremgår, at Justitsministeriet ved skrivelse af 3. december 1987 til Folketingets Retsudvalg sendte et notat af 2. december 1987 om internationale forpligtelser og anbefalinger om familiesammenføring og et notat af samme dato om modeller for begrænsning af familiesammenføring.
Notat af 2. december 1987
Af sidstnævnte notat af 2. december 1987 fremgik som en af flere modeller, at det kunne overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge, således at der faktisk behandledes et bestemt antal sager om familiesammenføring af flygtninge om året. En sådan styring ville ifølge notatet kunne virke som en faktisk kvote for, hvor mange tilladelser der blev givet om året, og ville kunne gennemføres administrativt ved, at direktoratet alene behandlede et bestemt antal sager om året.
Notatet nævner, at efter udlændingelovens § 9 er der tale om et retskrav på opholdstilladelse, men alligevel siges det i notatet, at det kunne overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge, således at der behandles et bestemt antal familiesammenføringssager om året. Dette, siger man i notatet, vil medføre modtagelse under ordnede forhold, idet man hermed sikrer et stabilt antal indrejsende.
I Justitsministeriet og i Udlændingedirektoratet var man imidlertid udmærket klar over, at notatet af 2. december 1987 var juridisk uholdbart. Den skitserede kvotering af tilladelser til familiesammenføring ville klart være i strid med udlændingelovens § 9.
Alligevel blev familiesammenføringssagerne i Udlændingedirektoratet nedprioriteret. Hverken Justitsministeriet eller direktoratet for Udlændinge henviste efterfølgende hverken overfor Folketingets Retsudvalg eller overfor Folketingets Ombudsmand til notatet af 2. december 1987 i de begrundelser, der blev givet for sagsbehandlingen. Der blev stedse henvist til ressourcehensyn.
Lovlig nedprioritering?
Ombudsmanden underkendte ikke, at en prioritering principielt vil kunne foretages, men han underkender berettigelsen af den konkrete prioritering, som Direktoratet og Justitsministeriet foranstaltede – ganske særligt under hensyn til dens tidsmæssige udstrækning og det forhold at mange sager i realiteten var færdigbehandlede og blot afventede afsendelse.
Rigsrettens dom af 22. juni 1995 i Rigsretssagen mod fhv. Justitsminister Erik Ninn-Hansen fremgår, at Ninn-Hansen nok blev advaret af sine embedsmænd om, at administrationen ville medføre alvorlig kritik, men at embedsmændene i deres advarsler ikke betegnede administrationen som “ulovlig” eller “retsstridig”.
Alligevel udtaler Rigsretten at Justitsministeren fra juni 1988 må ”have været ganske klar over, at berostillelsen savnede sagligt grundlag, og at den manglende færdiggørelse af sagerne alene skyldtes hans beslutning herom”.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 