I mange sager, hvor der har været et politisk krav om ansvarsplacering, er små fisk blevet identificeret, mens de store er gået fri.

I sagen om svindelen med udbytteskat, der kostede Danmark 12,3 milliarder kroner, er det foreløbig alene Sven Jørgen Nielsen, der er dømt som ansvarlig.

Advokat Lars Lindencrone Petersen fra advokatfirmaet Bech-Bruun har undersøgt, hvad der gik galt, da Skat blev drænet for 12,3 mia. kr. i refusioner af udbytteskat. 14 nuværende og tidligere medarbejdere i Skat og Skatteministeriet er blevet undersøgt og vurderet, men der er ingen skyldige i skandalen om påstået svindel med udbytteskat for 12,3 mia. kr.

Ansvaret i skatteministeriet for at administrationen af milliardudbetalingen af udbytteskatten uden særlig kontrol endte i hænderne på nogle ganske få medarbejdere, herunder Sven Jørgen Nielsen – alias Skatte-Sven – en pensionsmoden HK ‘er med kontor i Høje Taastrup, er aldrig placeret.

I sagen om Britta Nielsen, der i Socialstyrelsen svindlede for 117 millioner kroner, som skulle være gået til socialt udsatte, var det ikke muligt at drage hendes administrative eller politiske foresatte i Socialstyrelsen eller Socialministeriet til ansvar.

Mange tilsvarende sager tegner et billede af det danske retssamfund, der bedst kan beskrives som variationer over Johan Herman Wessels satire Smeden og Bageren.

I Wessels parodi på retfærdighed dræber en smed en mand i et værtshusslagsmål. Smeden bliver dømt til døden. Det lille samfund har dog kun én smed, men mange bagere. Derfor beslutter retten at benåde den nødvendige smed og henrette en overflødig bager i stedet for.

”Den bager græd gudsjammerligt, da man ham førte væk”, skrev Wessel.

Nye tider?

Med de seneste undersøgelseskommissioner anes konturerne af en linje, hvor de egentlig ansvarlige drages til ansvar, og skylden ikke overvæltes på underordnede.

Støjberg-sagen

Instrukskommissionen og den efterfølgende Rigsret placerede ansvaret hos ministeren, mens ledende embedsmænds medansvar samtidig blev blotlagt.

Inger Støjberg havde ikke lagt skjul på, at hun uanset konventioner og almindelige forvaltningsretlige principper ønske en undtagelsesfri adskillelse af mindreårige asylpar.

Da det så faktisk skete, havde Støjberg ingen mulighed for at unddrage sig ansvaret i henhold til minsteransvarsloven.

Tibetsagen

Tibetkommission II placerede ansvaret for talrige krænkelser af Grundlov og forsamlings- og ytringsfrihed hos de daværende ledende embedsmænd i Udenrigsministeriet. Friis Arne Petersen, Claus Grube m.fl. havde ikke lagt skjul på, at det for enhver pris skulle undgås at de kinesiske gæster ”tabte ansigt” ved at blive udsat for Falun Gong-demonstrationer og tibetanske flag.

Da demonstrationer og flag i strid med Grundlov og forsamlings- og ytringsfrihed blev skærmet/fjernet – ikke ved én, men ved flere lejligheder -kunne Udenrigsministeriet naturligvis ikke unddrage sig et medansvar for de begåede lovbrud.

Minkgate

Minkkommissionen har endnu ikke afsluttet arbejdet, men det ligger klart, at beslutningen om aflivning af alle mink og nedlæggelse af mink erhvervet blev truffet af regeringens Koordinationsudvalg, og de hidtil fremkomne oplysninger i Minkkommissionen underbygger, at statsministeriet, Barbara Bertelsen og statsministeren havde involveret sig så meget i beslutningen om aflivning af minkene, at medansvaret for at sikre sig hjemmel følger med.

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd må stå udenfor i syreregnen eller sendes hjem på tidlig weekend, når de andre EU-lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i forsvarsunionen, der er EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy).

En række politikere venter utålmodigt på at blive lukket ind til FSFP-forhandlingsbordet, men problemet er, at de skylder os en forklaring på hvad det begrænsede danske forsvar kan opnå ved at deltage i opbygningen af en ny militæralliance i konkurrence med Nato?

Hvad er det for militære operationer under EU-flag og ledet af franske generaler, som danske soldater kan blive tvunget til at deltage i, hvis vi opgiver forsvarsforbeholdet?

Hvis vi endelig skal i krig, vil det så ikke være mere forsvarligt, at det sker under FN-flag og i Nato-regi sammen med vores amerikanske, britiske og canadiske allierede?

Hvad kan vi opnå ved at deltage i Forsvarsunionen?

Efter årtiers mislykkede forsøg har EU-medlemmerne indgået en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO, der formelt blev vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Som følge af forbeholdet er Danmark også kun observatør i det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Sigtet er over tid at bygge fonden op, så de årlige udlodninger kan blive på adskillige mia. euro.

Danmark er dog indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme.

Militære operationer under EU-flag

Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i de militære operationer, der siden 2003 har været gennemført under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

Seneste udvikling i forsvarsunionen i EU

I EU har deltagerne i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP/CSDP for Common Security and Defence Policy) netop godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er således besluttet at oprette en militær indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity, et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, fælles øvelsesaktiviteter og styrke den militære mobilitet.

Der er samtidig enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget af en koalition af villige.

Det Strategiske Kompas har været en prioritet under det franske EU-formandskab, hvor Emmanuel Macron længe har ivret for EU’s ”strategiske autonomi”. De franske ambitioner om større forsvarspolitisk uafhængighed fra NATO er i processen blevet modereret. Især østeuropæiske EU- og NATO-medlemmer har insisteret på klare referencer til at NATO ”remains the foundation of the collective defence of its members”.

EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os. Når det ydermere allerede er besluttet, “at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” er det kun et spørgsmål om tid før der indføres flertalsafgørelser i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Danske militære operationer i NATO-regi og under FN-flag

Forsvarsforbeholdet i EU har ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden henviser idelig til mulighederne for, at Danmark kan engagere sig i fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan, og det påpeges med beklagelse, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien – angiveligt for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Nato-samarbejdet

NATO har siden 1949 udgjort hjørnestenen i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.

I Danmarks nærområde deltager danske kapabiliteter i NATO’s fremskudte tilstedeværelse (enhanced Forward Presence (eFP) i Estland.

Danmark bidrager regelmæssigt med F-16 kampfly til NATO’s luftrumspatruljering over de baltiske lande (Baltic Air Policing (BAP)) og over Island (Iceland Peacetime Preparedness Needs (IPPN)).

Danmark har også tilmeldt et substantielt bidrag på 800 mand bestående af styrker fra alle værn til NATO’s reaktionsstyrker – NATO Response Force (NRF) – og til NATO’s pulje af styrker på højt beredskab – NATO Readiness Initiative (NRI).

I Arktis og i Nordatlanten udvikler den sikkerheds- og forsvarspolitiske situation sig i disse år, og Danmark deltager derfor bl.a. regelmæssigt i NATO’s stående flådestyrker, der opererer i hele Alliancens ansvarsområde.

Det er ikke kun i Danmarks nærområde, at der er brug for en indsats. Danmark deltager også aktivt i internationale operationer i bl.a. NATO-regi som led i særligt terrorbekæmpelse, og kapacitetsopbygning. Danmark har længe bidraget til NATO’s indsats i Afghanistan og det ventes, at Danmark overtager ledelsen af NATO Mission Iraq (NMI) som led i NATO’s fokus på de sydlige udfordringer.

Andre forsvarssamarbejder

Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Danmark har siden 2014 været med i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Efter Brexit kunne enhver se, at et europæisk militært samarbejde uden Storbritannien (og Danmark ved Østersøen) var tæt på at være meningsløst. På initiativ af præsident Emmanuel Macron, der med djævelens vold og magt insisterede på etableringen af en uafhængig europæisk søjle i Nato-samarbejdet, blev en europæisk interventionsstyrke – European Intervention Initiative, EII eller E2I, etableret. EII omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Danmarks tilslutning var oplagt. EII ligger uden for EU-samarbejdet og er et godt supplement til det indarbejdede Nato-samarbejde og det tætte, bilaterale samarbejde med UK og USA.

JA-siden skylder os en forklaring

Tilhængerne af en afskaffelse af forsvarsforbeholdet skylder at forklare hvad vi kan opnå ved at opbygge en militæralliance i EU. EU-skeptiske danskere er af let forståelige grunde betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os.

Er det rimeligt, at det alene skal være dansk forsvarsindustris økonomiske interesser, der skal diktere, at vi skal opgive den fulde suverænitet over dansk forsvars- og sikkerhedspolitik?

Det er åbenlyst, at formuleringen af spørgsmålet ved folkeafstemningen (Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?) er et nedrigt forsøg på manipulation.

Mon ikke langt de fleste alligevel godt ved, hvad det er, de skal stemme ja eller nej til, når de går ind i stemmeboksen. Problemet med formuleringen af spørgsmålet er, at det dokumenterer at Ja-siden simpelthen ikke har reelle hensigter. Men det var de fleste nok også klar over i forvejen – og derfor bliver det et NEJ!

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er indkaldt til genafhøring i Minkkommissionen den 1. april 2022.

Barbara Bertelsen holdt sig uden for Statsministeriets Spejlsal, når offentligheden under pandemien skulle orienteres om de ofte drakoniske beslutninger, som hun uden undtagelse var med til at træffe.

Barbara Bertelsen er landets højest placerede embedsmand, og ”forhåbentlig er hun den næstmest magtfulde efter statsministeren”, som Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver i Statsministeriet, har formuleret det.

”Det skal hun selvfølgelig være, fordi hun dækker hele centraladministrationen af”, forklarer han og erklærer, at ”jeg tror generelt ikke, folk forstår, hvor magtfuld en departementschef i Statsministeriet er”.

Samtidig har Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen i Minkkommissionen forklaret, at Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, Statsministeriet og Regeringens Koordinationsudvalg ikke havde noget at skulle have sagt. Vi må forstå, at det var den onde fødevareminister Mogens Jensen og minkhaderne i Fødevareministeriet, der drev på med hastværk og ulovlige beslutninger!

Forklaringerne hænger ikke sammen

Offentligheden har via Minkkommissionen fået indblik i kommunikationen mellem en af Slotsholmens mest markante og mytiske skikkelser i form af Barbara Bertelsen og resten af embedsværket. Selvom statsministeren og Bertelsen havde slettet deres egne telefoner, har vi fra andre kilder fået kendskab til veritable byger af SMS’er fra Barbara Bertelsen, hvor embedsmænd i Fødevareministeriet fik besked på, at de skulle lægge sig helt ned og rulle rundt, de skulle udvise ”max ydmyghed”, og de skulle bare hive plasteret af, de skulle ikke tørre fejl af på regeringen, og Mogens Jensen skulle påtage sig skylden for at alle mink som følge af en ”fejl” var blevet aflivet.

Hvis Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens sms’er kommer for en dag, vil de vise, hvordan de under møder og pressekonferencer detailinstruerede embedsmænd og ministre om, hvad de skulle sige. Det vil dokumentere, at beslutningen om at aflive alle mink var Mette Frederiksens ansvar.

Det må forventes, at Minkkommissionen under genafhøringen af Barbara Bertelsen igen vil fokusere på, hvem der har det egentlige ansvar for beslutningen om at aflive alle mink og nedlægge mink erhvervet uden lovgrundlag.

Beslutningen blev truffet af regeringens Koordinationsudvalg, og de hidtil fremkomne oplysninger i Minkkommissionen indikerer, at statsministeriet, Barbara Bertelsen og statsministeren havde involveret sig så meget i beslutningen om aflivning af minkene, at ansvaret for hjemmel følger med. Som bekendt måtte Mogens Jensen gå af som fødevareminister som følge af sagen, men Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen har hele tiden holdt fast i, at ansvaret var ressortministrenes.

Ministeransvarsloven

Statsministeriet kan imidlertid ikke uden videre fralægge sig ansvar. Af Ministeransvarslovens § 4 fremgår: ”Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse”.

På baggrund af Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens dokumenterede kraftige involvering i beslutningen om aflivning af alle mink, er det grænsende til det absurde at hævde, at statsministeriet ikke har et ansvar.

Normalt ville ansvaret ligge hos departementschefen i det pågældende ressortministerium, men sagen blev håndteret i Statsministeriet, og derfor er det en åbenbar fejl, at Barbara Bertelsen ikke sikrede sig at der var hjemmel til at nedlægge mink erhvervet i forbindelse med aflivningen af landets minkbestand.

I Tibetkommissionen blev Udenrigsministeriets og PET tillagt et hovedansvar for at Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed blev krænket i bestræbelserne på at undgå kinesiske ”ansigtstab”.

Kommissionen fandt det ikke troværdigt, at Københavns Politi skulle have haft deres egne interesser i at krænke Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed.

Tilsvarende er det ikke troværdigt, at fødevareminister Mogens Jensen, fødevareministeriet og veterinærdirektøren, der i oplægget til Koordinationsudvalget havde præsenteret andre modeller, skulle have haft deres egne interesse i en nedslagtning, der ikke var hjemmel til.

Det er svært for en række danske virksomheder at skaffe arbejdskraft.

Derfor har erhvervsorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv foreslået, at man slækker på kravene for at give udlændinge uden for EU, arbejdstilladelse i Danmark.

Det viser sig, at Det Økonomiske Råds formandskab – de såkaldte vismænd – er enige i, at det en hensigtsmæssig måde at forsøge at løse problemet på.

I Vismændenes årlige produktivitetsrapport, der er offentliggjort tirsdag, har de kigget på forslaget om i en 2-årig periode at sænke den krævede årlige minimumsløn for beløbsordningen fra de nuværende 448.000 til 375.000 kr.

Vismændene bakker op om idéen, dog med det forbehold, at man sænker grænsen permanent og ikke kun i to år for at få størst mulig virkning. Vismændene er ikke bekymret for, at flere udlændinge vil føre til højere løntryk for danske ansatte.

Det skyldes, at de udlændinge, der i givet fald vil komme hertil, vil have kvalifikationer, som mangler på det danske arbejdsmarked. En reduktion af beløbsgrænsen kan hjælpe virksomhederne med at finde arbejdskraft i den nuværende situation, men den primære gevinst er i virkeligheden en styrkelse af produktiviteten, siger Vismændene.

Fagbevægelsens Hovedorganisation er til gengæld ikke enig:

”Det giver ingen mening, at vismændene foreslår at sænke beløbsgrænsen permanent for borgere uden for EU, når vi åbner for langt over 10.000 ukrainske flygtninge”, siger Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

”Det er simpelthen et udtryk for manglende situationsfornemmelse, når vismændene foreslår permanent at sænke beløbsgrænsen, så arbejdsgiverne kan hente flere udenlandske lønmodtagere fra lande uden for EU. Desuden er 100.000 ukrainske flygtninge er på vej til Danmark på flugt fra Putins krig. Lad os nu bruge kræfterne på at få dem, og de ledige vi faktisk stadig har i Danmark, i job på ordnede vilkår.”

I disse tider kan vi i diverse medier stifte bekendtskab med Thomas Ahrenkiel, der præsenteres som ”Europæisk direktør” for det internationale konsulent- og rådgivningsfirma Macro Advisory Partners ApS, der allerede havde haft Bo Lidegaard, fhv. chefredaktør på Politiken, departementsråd og ambassadør, samt Thomas Lund-Sørensen, tidligere chef for Center for Cybersikkerhed hos FE, tilknyttet.

Macro Advisory Partners, der er ejet af Nader Alexander Mousavizadeh, tilbyder rådgivning om emner, der rækker fra geopolitik, forholdene til Kina og Rusland, trends i internationale markedsforhold, globalisering, ledelse, strategiformulering og hvad den teknologiske udvikling kan betyde for virksomheder og investorer.

Præcis hvad det er for en ekspertise, som Thomas Ahrenkiel tilfører rådgivningsvirksomheden, er ikke oplyst. Berlingske Tidende bringer søndag den 20. marts 2022 et bemærkelsesværdigt interview med Thomas Ahrenkiel om hans syn på Vladimir Putin og krigen i Ukraine. Berlingske-interviewet prøver at præsentere Ahrenkiel som en indsigtsfuld Rusland-kender baseret på årelang erfaring fra Udenrigsministeriet, Statsministeriet, FE og Forsvarsministeriet.

Han afslører imidlertid sig selv og hans sniksnak som ligegyldigheder, da han helgarderer, og siger, at ”vi i de kommende år kommer til at kæmpe for de ting vi tror på, og det vi står for”. Samtidig siger han, at med autokrater kan det se stabilt ud, indtil det ikke er det længere. ”Så det kan gå hurtigt”.

Thomas Ahrenkiel er ingenlunde ukendt i offentligheden. Han har gjort sig bemærket ved at være i centrum af de administrative skandaler i Forsvarsministeriet og den opsigtsvækkende kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne fremkom med i august 2020.

Forsvarets Ejendomsstyrelse

Vedrørende regnskabsrodet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der kostede stillingerne for direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, og Forsvarsministeriets koncernstyringsdirektør, Per Pugholm Olsen, betød en forklaring om en ulæst mail, at Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, ikke blev stillet til ansvar for den meget sene orientering af forsvarsministeren om budgetrodet.

FE-sagen

I FE-sagen meddelte Forsvarsministeriet den 24. august 2020, at Thomas Ahrenkiel, tidligere departementschef i Forsvarsministeriet og chef for FE indtil 2016, var fritaget for tjeneste som konsekvens af sagen.

Baggrunden er mildest talt besynderlig.

Tilsynet med Efterretningstjenesterne kom allerede i november 2019 ved én eller flere whistleblowere i besiddelse af en betydelig mængde materiale vedrørende FE, som tilsynet ikke hidtil havde haft kendskab til eller mulighed for at tilvejebringe. Materialet havde en sådan karakter, at tilsynet besluttede at fokusere sin kontrol af FE med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af de foreliggende omstændigheder.

Tilsynet har igennem hele processen for den særlige undersøgelse af FE holdt forsvarsministeren orienteret. Forsvarsministeren har løbende udtrykt støtte til tilsynets tilbundsgående undersøgelse af materialet.

Var Thomas Ahrenkiel holdt i uvidenhed?

Er det alene forsvarsministeren, der blev orienteret? Det er påfaldende, hvis Forsvarsministeriets departementschef Thomas Ahrenkiel, der var tidligere chef for FE, ikke skulle have fortalt ministeren om et arrangement, der havde været praktiseret siden 1997. Men det forudsætter selvfølgelig, at forsvarsministeren delte informationen fra Tilsynet med ham. Hvis det var sket, kunne undersøgelsen være blevet standset eller modereret længe inden august 2020.

På baggrund af tilsynets undersøgelse af det indleverede materiale, som forsvarsministeren løbende havde udtrykt støtte til, fremsendte tilsynet den 21. august 2020 udkast til pressemeddelelse med resultater af undersøgelsen og en analyse i fire bind til forsvarsministeren indeholdende tilsynets konklusioner og anbefalinger.

Forsvarsministeren havde ingen bemærkninger til udkastet til pressemeddelelse med de uklassificerede resultater af undersøgelsen, og Tilsynet med Efterretningstjenesterne offentliggjorde den 24. august 2021 pressemeddelelsen.

Samme dag, som udkastet til pressemeddelelsen sammen med fire ringbind med baggrundsmateriale, den 21. august 2020 blev overdraget til forsvarsminister Trine Bramsen traf hun efter et møde med sin konstituerede departementschef, Pernille Reuter Eriksen, statsminister Mette Frederiksen og dennes departementschef, Barbara Bertelsen, beslutning om, at Lars Findsen og andre medarbejdere i FE skulle hjemsendes.

Hjemsendelserne skete på baggrund af oplysningerne fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne. Heraf fremgik det, at tilsynet på baggrund af oplysninger fra en såkaldt whistleblower havde mistanke om, at FE i strid med lovgivningen muligvis havde overvåget danske statsborgere, havde givet tilsynet urigtige oplysninger og havde spioneret mod en ansat i tilsynet.

Først blev chefen for FE, Lars Findsen, og to ledende medarbejdere fritaget for tjeneste 21. august.

Derefter meddelte Forsvarsministeriet den 24. august, at også Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet frem til udgangen af juli 2022, var fritaget for tjeneste som konsekvens af sagen.

Thomas Ahrenkiel var i øvrigt chef for FE indtil 2015. Den 30. juni 2020 var Ahrenkiel udpeget til ambassadør i Tyskland pr. 1. september 2020. Fra 1. august var Pernille Reuter Eriksen, vicedirektør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, konstitueret som departementschef i Forsvarsministeriet.

I september blev en femte medarbejder fra FE fritaget for tjeneste, fremgår det af et svar fra Forsvarsministeren til Folketinget.

Thomas Ahrenkiel fortsatte efter tjenestefritagelsen en ny og anonym rolle i først Forsvarsministeriet og siden Udenrigsministeriet, inden han i november 2021 forlod centraladministrationen og Slotsholmen til fordel for et job som lobbyist i Macro Advisory Partners.

Tibet-sagen

I Tibet-Kommissionen er det kommet frem, at Thomas Ahrenkiel allerede i 2012 kunne have bremset de krænkelser af grundloven, forsamlings- og ytringsfriheden, der systematisk skete i forbindelse medhøjtstående kineseres besøg i Danmark. Under afhøringerne i Kommissionen er det kommet frem, at Thomas Ahrenkiel, som FE-chef i chefgruppen rundsendte en skrivelse fra Københavns Politi vedrørende Hu Jintaos besøg i juni 2012. Selvom Thomas Ahrenkiel og andre mente, at der fra Københavns Politis side blev lagt op til krænkelser af Grundloven, foretog han sig intet.

Forsvarets organisationer har i en kronik i Berlingske Tidende den 29. marts 2022 beskrevet hvordan det danske forsvar skal se ud i fremtiden. Organisationsrepræsentanterne fokuserer på, hvorledes man bedst og hurtigst muligt får indrettet et forsvarligt forsvar på baggrund af de nye sikkerhedspolitiske realiteter, som følge af Ruslands invasion af Ukraine og trusler mod Nato-lande.

Det forsvar, der skal opbygges, skal i modsætning til det vi har i dag, være indrettet til også at kunne forsvare kongeriget Danmark og det danske nærområde.

Reserveenheder

Udover en række konkrete anbefalinger til indretningen af de stående militære enheder forholder organisationerne sig også til at styrke Totalforsvaret. De militære enheders robusthed skal styrkes blandt andet ved opbygning af kompetente, indsatsklar, udrustede og fuldt bemandede reserveenheder bemandet med værnepligtige og officerer og befalingsmænd af reserven.

Enheder og enkeltpersoner skal løbende have relevant efteruddannelse og øvelsesaktivitet, ligesom opstillede enheder skal uddannes til egentlige kampfunktioner, som supplement og reserve for de stående enheder.

Baggrunden for forslagene er den alvorlige tvivl, der er opstået om dueligheden af det eksisterende danske forsvar.

Da det nuværende forsvarsforlig blev indgået i januar 2018, var man i forsvarsvenlige kredse ellers ganske fortrøstningsfulde.

Forligspartierne, der omfattede Konservative, Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, aftalte dengang et substantielt løft i forsvarsbudgettet, der indebar at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist blev tilført så mange mia. kr., at Danmark i 2023 ville bidrage med 1,5 pct. af BNP. Ikke helt nok til at nå det aftalte mål på 2 pct., men dog en klækkelig stigning.

Imidlertid har Forsvaret ikke været i stand til at bruge pengene fra det nuværende forsvarsforlig på en måde, der faktisk styrkede forsvaret. Det er efterhånden velbeskrevet, at helt centrale dele af det nuværende forlig ikke vil være opfyldt, når det udløber i 2023. Forsvaret er løbet tør for ammunition og kampklare tanks er på et minimum, og når det drejer sig om etablering af en kampklar brigade på 4.000 soldater, har det lange udsigter. Blandt andet mangler brigaden det luftforsvar, som er afgørende for at kunne kæmpe selvstændigt. Yderligere mangler Søværnet både sonar til bekæmpelse af ubåde og missiler, der skal gøre fregatterne i stand til at forsvare det danske luftrum. Både brigaden, sonar og missiler blev der afsat penge til i forliget. Men f.eks. missilerne har forsvarets indkøbere ikke kunnet skaffe.

Hvad med Hjemmeværnet

Det er bemærkelsesværdigt, at Forsvarets organisationer ikke nævner Hjemmeværnet i deres oplæg til hvordan det danske totalforsvar skal indrettes.

Det danske hjemmeværn var i forsvarsforliget fra 2018 tiltænkt en central rolle. Efter Hjemmeværnet i 1983 nåede sit højeste medlemstal med 77.000 medlemmer, er der nu kun 40.000 tilbage. Langt hovedparten er i reserven, og hovedparten af de stadig færre aktive har for længst nået skelsår og alder.

På trods af Hjemmeværnsledelsens skønmaleri, rejser den stadig nedgang i antallet af duelige aktive tvivl om Hjemmeværnet reelt har mulighed for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers var forudsat i forsvarsforliget for 2018-2023.

Hjemmeværnet fik i forliget flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi Terræn Sløring”. Stadigvæk er enhver Hjemmeværnsmønstring af de stadig færre aktive et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning samt fantasifuldt privat anskaffet udstyr.

Et eksempel. Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forlades, og opgaverne samles på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, betydet, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Associated Press, AP, kan onsdag oplyse, at den hollandske forlægger – Ambo Anthos – har trukket bogen tilbage.

Anne Frank, en jødisk pige, og hendes familie måtte under den tyske besættelse af Holland gå i skjul i Amsterdam for nazisterne, og her skrev hun på det, der skulle blive verdens mest berømte dagbog, indtil familien blev stukket og sendt i kz-lejr. Anne Frank skrev dagbogen fra sit skjul i et baghus i Amsterdam i to år, indtil hun blev arresteret og sendt i koncentrationslejr. Både hun og søsteren døde i Bergen-Belsen-lejren i Tyskland, mens hendes mor døde i Auschwitz i Polen.

Bogen, der nu er trukket tilbage hedder ”The Betrayal of Anne Frank: A Cold Case Investigation”, skrevet af den canadiske forfatter Rosemary Sullivan.

På baggrund af seks års research med assistance af en pensioneret efterforsker ved FBI konkluderes det i bogen, at man har identificeret personen, der angav Anne Frank og hendes familie under Anden Verdenskrig. Nemlig en jødisk mand, Arnold van den Bergh, der arbejdede som notar, og som angiveligt gjorde det for at redde sin egen familie.

Den konklusion er ikke ligefrem faldet i god jord hos mandens efterkommere og heller ikke hos hverken jødiske organisationer eller historikere.

En undersøgelse på 69 sider foretaget af 6 historikere og eksperter inden for Anden Verdenskrig viser, at konklusionerne i bogen ”The Betrayal of Anne Frank: A Cold Case Investigation” er “a shaky house of cards” baseret på ”amatøragtig” research.

Mirjam de Gorter, barnebarn af Arnold van den Bergh, som ifølge den kontroversielle bog angav Anne Frank og hendes familie, anmoder forlaget HarperCollins om også at trække den engelsksprogede udgave tilbage. Foreløbig er bogen dog kun trukket tilbage i Holland.

Pandemien har været en krise uden fortilfælde i nyere tid, og krisen har i sjælden grad bragt embedsmænd frem i mediernes spotlys og danskernes bevidsthed: Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, rigspolitichefen Thorkild Fogde og Udenrigsministeriets borgerservice- og organisationsdirektør, Erik Brøgger Rasmussen, Kåre Mølbak og Henrik Ullum fra Statens Serum Institut har alle optrådt på pressemøde efter pressemøde og blevet kendte i offentligheden.

Den højest placerede embedsmand af dem alle har derimod længe i forhold til den brede offentlighed undgået at stå på mål for de drakoniske kriseforanstaltninger.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har holdt sig uden for Statsministeriets Spejlsal, når offentligheden skulle orienteres om de vigtigste beslutninger, som hun uden undtagelse har været med til at træffe.

Barbara Bertelsen er landets højest placerede embedsmand, og ”forhåbentlig er hun den næstmest magtfulde efter statsministeren”, som Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver i Statsministeriet, har formuleret det.

”Det skal hun selvfølgelig være, fordi hun dækker hele centraladministrationen af”, forklarer han og erklærer, at ”jeg tror generelt ikke, folk forstår, hvor magtfuld en departementschef i Statsministeriet er”.

På det seneste har Barbara Bertelsen stået tydeligere i billedet.

Offentligheden har via Minkkommissionen fået indblik i kommunikationen mellem en af Slotsholmens mest markante og mytiske skikkelser i form af Barbara Bertelsen og resten af embedsværket. I veritable byger af SMS’er fik de besked på, at de skulle lægge sig helt ned og rulle rundt, de skulle udvise ”max ydmyghed”, og de skulle bare hive plasteret af, de skulle ikke tørre fejl af på regeringen, og Mogens Jensen skulle påtage sig skylden for at alle mink som følge af en ”fejl” var blevet aflivet.

Samtidig har Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen i Minkkommissionen forklaret, at Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, Statsministeriet og Regeringens Koordinationsudvalg ikke havde noget at skulle have sagt. Det var den onde fødevareminister Mogens Jensen og minkhaderne i Fødevareministeriet, der drev på med hastværk og ulovlige beslutninger!

Hvis Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens sms’er kommer for en dag, vil de vise, hvordan de under møder og pressekonferencer detailinstruerede embedsmænd og ministre om, hvad de skulle sige. Det vil dokumentere, at alt er Mette Frederiksens ansvar.

Måske blev der endda sendt SMS-beskeder under afhøringer i Minkkommissionen? Vi ved det ikke!

Barbara Bertelsen er indkaldt til genafhøring i Minkkommissionen den 1. april 2022.

Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på det makkerskab, som fylder alle i centraladministrationen med utryghed.

Et enigt Folketing har onsdag bakket op om, at statsminister Mette Frederiksen på to topmøder i Nato og EU de kommende dage arbejder for flere sanktioner mod Rusland og yderligere hjælp til Ukraine.

Adspurgt om, hvad Danmark mere kan gøre, vil statsministeren ikke tale om specifikke ting som f.eks. udvise russiske diplomater som andre lande har gjort.

Hvad med at starte med at sløjfe staten huslejetilskud til Den Russiske Ambassade?

Det fremgår af finansloven (§ 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af lejemålene. I 2022 udgør tilskuddet 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

Det er mærkelige tider, vi lever i. Venstre og Konservative vil krigen, men det nye er, at Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti også vil være med i en EU-hær. Venstrefløjens foretrukne dagblad, Information, vil have forsvarsforbeholdet ophævet, ”fordi vi vil være mere uafhængige af de andre derude, som har de store kanoner. Det er en frihedskamp for Europa mellem amerikansk tech-kapitalisme, kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, som det er i Danmarks og Europas interesse, at vi deltager i.”

Ét er, at vi skal føre en frihedskamp for at gøre os uafhængige af kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, men det er decideret oprørende, at der også insisteres på, at vi skal føre ”frihedskamp” mod vores allierede, USA, der er helt afgørende for det nord-atlantiske forsvarssamarbejde, der har været, er og altid vil være den eneste sikre garant for Danmarks sikkerhed.

Hvilke nye krige vil de partier, der vil have forbeholdet ophævet, kaste Danmark ud i?

Forsvarsforbeholdet i EU har desværre ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden henviser idelig til mulighederne for, at Danmark kan engagere sig i fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan, og det påpeges med beklagelse, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Søren Gade og Balkan

Det er helt vildt, at JA-siden argumenterer med Balkan. Især er det stødende, at en notorisk løgnagtig forsvarsminister som Søren Gade, nu finder det opportunt igen at bidrage til misinformationen. Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien – angiveligt for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Sønderbombningen af Libyen

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Konklusion

Stem NEJ den 1. juni 2022!