Genafhøringen af Barbara Bertelsen

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er indkaldt til genafhøring i Minkkommissionen den 1. april 2022.

Barbara Bertelsen holdt sig uden for Statsministeriets Spejlsal, når offentligheden under pandemien skulle orienteres om de ofte drakoniske beslutninger, som hun uden undtagelse var med til at træffe.

Barbara Bertelsen er landets højest placerede embedsmand, og ”forhåbentlig er hun den næstmest magtfulde efter statsministeren”, som Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver i Statsministeriet, har formuleret det.

”Det skal hun selvfølgelig være, fordi hun dækker hele centraladministrationen af”, forklarer han og erklærer, at ”jeg tror generelt ikke, folk forstår, hvor magtfuld en departementschef i Statsministeriet er”.

Samtidig har Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen i Minkkommissionen forklaret, at Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, Statsministeriet og Regeringens Koordinationsudvalg ikke havde noget at skulle have sagt. Vi må forstå, at det var den onde fødevareminister Mogens Jensen og minkhaderne i Fødevareministeriet, der drev på med hastværk og ulovlige beslutninger!

Forklaringerne hænger ikke sammen

Offentligheden har via Minkkommissionen fået indblik i kommunikationen mellem en af Slotsholmens mest markante og mytiske skikkelser i form af Barbara Bertelsen og resten af embedsværket. Selvom statsministeren og Bertelsen havde slettet deres egne telefoner, har vi fra andre kilder fået kendskab til veritable byger af SMS’er fra Barbara Bertelsen, hvor embedsmænd i Fødevareministeriet fik besked på, at de skulle lægge sig helt ned og rulle rundt, de skulle udvise ”max ydmyghed”, og de skulle bare hive plasteret af, de skulle ikke tørre fejl af på regeringen, og Mogens Jensen skulle påtage sig skylden for at alle mink som følge af en ”fejl” var blevet aflivet.

Hvis Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens sms’er kommer for en dag, vil de vise, hvordan de under møder og pressekonferencer detailinstruerede embedsmænd og ministre om, hvad de skulle sige. Det vil dokumentere, at beslutningen om at aflive alle mink var Mette Frederiksens ansvar.

Det må forventes, at Minkkommissionen under genafhøringen af Barbara Bertelsen igen vil fokusere på, hvem der har det egentlige ansvar for beslutningen om at aflive alle mink og nedlægge mink erhvervet uden lovgrundlag.

Beslutningen blev truffet af regeringens Koordinationsudvalg, og de hidtil fremkomne oplysninger i Minkkommissionen indikerer, at statsministeriet, Barbara Bertelsen og statsministeren havde involveret sig så meget i beslutningen om aflivning af minkene, at ansvaret for hjemmel følger med. Som bekendt måtte Mogens Jensen gå af som fødevareminister som følge af sagen, men Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen har hele tiden holdt fast i, at ansvaret var ressortministrenes.

Ministeransvarsloven

Statsministeriet kan imidlertid ikke uden videre fralægge sig ansvar. Af Ministeransvarslovens § 4 fremgår: ”Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse”.

På baggrund af Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens dokumenterede kraftige involvering i beslutningen om aflivning af alle mink, er det grænsende til det absurde at hævde, at statsministeriet ikke har et ansvar.

Normalt ville ansvaret ligge hos departementschefen i det pågældende ressortministerium, men sagen blev håndteret i Statsministeriet, og derfor er det en åbenbar fejl, at Barbara Bertelsen ikke sikrede sig at der var hjemmel til at nedlægge mink erhvervet i forbindelse med aflivningen af landets minkbestand.

I Tibetkommissionen blev Udenrigsministeriets og PET tillagt et hovedansvar for at Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed blev krænket i bestræbelserne på at undgå kinesiske ”ansigtstab”.

Kommissionen fandt det ikke troværdigt, at Københavns Politi skulle have haft deres egne interesser i at krænke Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed.

Tilsvarende er det ikke troværdigt, at fødevareminister Mogens Jensen, fødevareministeriet og veterinærdirektøren, der i oplægget til Koordinationsudvalget havde præsenteret andre modeller, skulle have haft deres egne interesse i en nedslagtning, der ikke var hjemmel til.