Da Poul Schlüter og Firkløverregeringen den 10. september 1982 overtog regeringsmagten i Danmark, var det fordi den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering var kørt fast. Økonomerne i Finansministeriet var klar over, at det gjaldt om at få knækket forventningerne til en fortsat høj inflation, der var ødelæggende for danske arbejdspladsers konkurrenceevne og udgjorde baggrunden for renter på boliglån på omkring 20 pct. og behovet for stadige nedjusteringer af kursen på den danske krone.

Anker Jørgensen, der ikke turde gå imod forventningerne hos almindelige socialdemokratiske lønmodtagere og i fagbevægelsen, om at den automatiske dyrtidsregulering i al evighed ville holde dem skadesløse, gik af.

Tankegangen var at lade en borgerlig regering gennemføre de nødvendige økonomiske justeringer, men at en sådan regering hurtigt ville falde som følge af interne uenigheder.

Sådan gik det som bekendt ikke. Firkløverregeringen gjorde det nødvendige – afskaffede den automatiske dyrtidsregulering og tilkendegav at kronekursen lå fast.

Disse tiltag og nødvendige justeringer i de offentlige udgifter gav anledning til voldsomme demonstrationer på Christiansborg Slotsplads og protester mod regeringens ”sociale massegrav”. Alligevel lykkedes det Poul Schlüter at holde fast i regeringsmagten i mere end 10 år.

Indgrebene i den automatiske dyrtidsregulering i 1982, Kartoffelkuren og en række andre korrigerende indgreb fra skiftende regeringer i den danske økonomi, har sikret, at vi i næsten 40 år har haft styr på økonomien i Danmark.

Nu er Mette Frederiksen-regeringen i færd med at genindføre dyrtidsreguleringen. Ganske vist ikke til alle, men denne gang til lige præcis de vælgergrupper, hvis stemmer man gerne vil sikre.

Mette Frederiksen klar til at uddele 5.000 kr. til de 290.000 pensionister, der i forvejen modtager en såkaldt ældrecheck. Der er også en skattefri check til førtidspensionister og et øget kørselsfradrag.

Tidligere er der besluttet at kompensere lavindkomstfamilier, der rammes af de stigende naturgaspriser.

Finansieringen flagrer i den tynde luft, men ifølge Mette Frederiksen er der ikke problemer med at krænke budgetloven, fordi ”det er ansvarligt at have en underskudsfinansiering af nogle ekstraordinære indsatser«!

Nationalbanken har vurderet, at den nuværende høje inflation på 6,0 pct. vil falde igen senere på året. Pengeudpumpningen og den ekspansive finanspolitik vil imidlertid øge det efterspørgselspres, der ligger bag prisstigningerne og dermed yderligere bidrage til inflationen.

JA-siden har travlt med at påpege, at EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde er mellemstatsligt. Det betyder – siger JA-siden – at hvis Danmark ophæver forbeholdet og tilslutter sig forsvars- og sikkerhedssamarbejdet overdrager Danmark ikke suverænitet, og Danmark har vetoret.

Alle beslutninger træffes i enstemmighed, hævdes det, og alle EU-lande skal være enige.

JA-siden påstår, at skulle forsvarssamarbejdet i EU henad vejen udvikle sig i retning af, at beslutninger kan træffes med et kvalificeret flertal, vil det være et såkaldt overstatsligt samarbejde, der vil det kræve en ændring af selve EU-traktaten. Enhver traktatændring kræver enstemmighed blandt EU-landene, og bagefter skal traktatændringen også godkendes i alle lande, og det vil i Danmark kræve en ny folkeafstemning.

Vælgerne vildledes på det groveste.

For det første er det tvivlsomt, at Danmark overhovedet har en veto-ret.

Med Luxembourgforliget i januar 1966 blev de daværende seks medlemslande enige om, at forslag, hvis indhold sætter et lands vitale interesser på spil, skal afgøres ved enstemmighed. Det giver på papiret ethvert land vetoret, men realiteten er, at vetoretten aldrig anvendes, da man som regel indgår forlig i Ministerrådet.

Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto – hverken i EF eller i EU. Det sker, at enkelte lande forsøger at stikke en kæp i hjulet på beslutningsprocessen i EU. F.eks. brugte EU’s udenrigsministre sidste år ganske lang tid på at blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland efter præsidentvalget, hvor styret slog hårdt ned på opposition og presse.

Cypern forsinkede beslutningen, ved at kæde støtten til sanktioner sammen med Cyperns skænderi med Tyrkiet om retten til at bore efter naturgas. Cypern ville sikre sig støtte fra de andre EU-lande, før landet ville sige ja til sanktioner. Det endte dog med enighed, og der blev indført sanktioner mod Hviderusland.

Der foregår imidlertid en løbende diskussion i EU, om ministerrådet skal kunne træffe afgørelse med kvalificeret flertal på en række afgrænsede områder.

Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har Europa-Kommissionen bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

• Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
• Afgørelser om indførelse af sanktioner
• Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet.

Vi får ingen traktatændring og folkeafstemning, derfor NEJ

Den gældende EU-traktat har ikke været til hinder for, at der allerede blandt deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil vi blive involveret i en allerede igangværende glidende proces, der uden at kræve traktatændringer og folkeafstemninger vil komme som en tyv om natten og hvor Danmarks deltagelse løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

Regeringens løfte om, at hvis EU’s militære samarbejde ændres så markant efter en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, at det vil kræve en traktat-ændring, så vil danskerne få en ny folkeafstemning, er derfor meningsløst og uden reelt indhold.

Gyldendal ser ind i et 2022, der er kommet sværere fra start, end forlagshuset havde regnet med. Derfor er forventningerne til årets driftsresultatet nedjusteret.

Spørgsmålet er om det gamle hæderkronede forlag overhovedet står til at redde. Den nuværende ledelse syntes i hvert fald ikke opgaven voksen.

Fra ”M” til Gyldendal

Lise Rønne, der siden 2002 har været en del af tv-branchen, startede den 1. februar 2022 som redaktør på det kulturradikale forlag Gyldendal.

Lise Rønne begyndte som vært på musikprogrammet “Boogie” på DR1. Siden har hun haft en række værtsjobs på TV 2 såvel som DR, hvor hun desuden var tilrettelægger og lejlighedsvist vært på “Aftenshowet”. I 2019 indstillede hun dog tv-arbejdet for at læse litteraturvidenskab.

Hun returnerede til skærmen i 2021 som værtsvikar på TV 2’s “X-Factor”. Et hverv, hun også havde i programmets første sæsoner på DR.

DR-profilers skæbne hos Gyldendal

Man må så håbe, at det ikke går Lise Rønne på Gyldendal som det gik DR-profilen Rasmus Bjerre.

I efteråret 2020 kommer det frem, at DR-chefen Rasmus Bjerre, der på daværende tidspunkt var en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemte over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts, blev fyret fra DR.

Rasmus Bjerre havde til en fest  sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

Maria Fantino besluttede sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viste sig, at der havde været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Efter fyringen fra DR får Rasmus Bjerre i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav:

Nyt job på Gyldendal

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuld chefjob. Denne gang på Gyldendal, der ledes af Danmarks Radios tidligere kulturchef, Morten Hesseldahl.

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. Tv-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende også bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse foretog sig intet.

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyste, at der ikke var sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget havde fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Spørgsmålet er, om der ikke er andre i forlagets ledelse, der nu kan imødese en fyreseddel?  Jeg tror det!

‎Det er bemærkelsesværdigt, at Emmanuel Macron har opnået genvalg i spidsen for sin egen regering.‎ Men Macrons 2. præsidentperiode, kan meget vel blive vanskeligere end den første.

I juni er der valg til Frankrigs nationalforsamling, og en stor del af vælgerne bryder sig ikke om ham eller hans parti, La République En Marche!

Der er derfor risiko for, at Macron mister sit politiske flertal og tvinges til at dele magten med en oppositionsregering, kendt i Frankrig som “co-habitation”.‎

Marine Le Pen og den yderste venstrefløjsleder Jean-Luc Mélenchon har selv planer om at blive premierminister. Meget kan ske, men det er åbenbart, at et stort antal vælgere på den yderste venstrefløj kun stemte på Macron for at holde den yderste højrefløj ude af magten.

‎Frankrigs genvalgte præsident har derfor travlt. Vigtige reformer skal hastes igennem for at overtale en forvirret vælgerskare til at stemme på sit parti. ‎

Inden for få dage skal han danne en ny regering, der erstatter premierminister Jean Castex, der førte Frankrig gennem Covid-pandemien. ‎

Arbejdsminister Elisabeth Borne ses som et populært valg, fordi hun har en stærk historik på sociale spørgsmål, og det er sociale reformer, der er hans prioritet lige nu. ‎

Det spørgsmål, der dominerede begge runder af præsidentvalget, var prisstigninger og i det hele taget leveomkostningerne for franske husholdninger med lave eller almindelige indkomster.

‎Få timer efter valgresultatet lovede finansminister Bruno Le Maire da også at fastholde et prisloft på gas- og elprisstigninger indtil udgangen af 2022. ‎

Reformer på miljø-, uddannelses- og sundhedsområdet presser sig på, og ikke mindst har den grønne dagsorden prioritet for de yngre vælgere, der i stort omfang ikke gad at stemme ved søndagens præsidentvalg.‎

Det mest kontroversielle spørgsmål kan blive pensionsalderen. Macron har tilkendegivet, at den skal sættes op fra 63 til 65 år, men det vil næppe ske uden sværdslag.

Det må samtidig forventes, at Macron vil gøre alt for at opretholde Frankrigs position på den turbulente internationale scene og i forhold til EU.

Alt i alt ligger der en travl tid foran Emmanuel Macron.

Jakob Bødskov mener ikke, Danmark skal stå alene ude i syreregnen, når vores naboer i EU-fællesskabet rykker tættere sammen om det integrerede sikkerheds- og forsvarssamarbejde.

Nu er det jo langt fra sådan, at Danmark står alene. Vi har FN og vi har Nato.

I Nato-regi deltager vi i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Vi deltager også i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Ikke mindst deltager vi i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Hvorfor skulle vi sætte disse værdifulde samarbejder over styr for at kaste os ind i en diffus EU-overbygning på forsvarsområdet, hvor vi ikke kender formålet og hvilke spilleregler, der kommer til at gælde?

Morten Bødskov har tidligere løjet for Folketinget

Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II måtte den 12. december 2013 gå af i kølvandet på en sag, hvor han ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Selvom fhv. højesteretsdommer Per Sørensen i Berlingske Tidende den 28. februar 2022 prøver at retfærdiggøre ”nødløgnen” (og sig selv!) stod det i december 2013 klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov. I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Hvorfor justitsminister Morten Bødskov ville lyve og misinformere Folketinget i anledning af et banalt besøg i fristaden Christiania har undret. Hvad der motiverede Bødskov – udover at han ikke undte Pia Kjærsgaard den massive presseomtale, som et besøg i Christiania under politibeskyttelse – er aldrig klarlagt.

Tilbage stod, at justitsminister Morten Bødskov måtte gå af som minister, da det kom frem, at han havde fyldt Folketingets Retsudvalg med løgn og latin.

Morten Bødskov – notorisk løgnhals?

Morten Bødskov har ved adskillige lejligheder afvist, at Danmark havde mulighed for at imødekomme anmodninger fra Ukraine om våbenhjælp. De 400 Stinger-missiler, som ikke længere benyttes af det danske forsvar, sendes ikke til Ukraine. Heller ikke 1000 natbriller og 700 kikkerter eller andre våben, som forsvaret har på lager, blev vurderet til at kunne bruges på en moderne og operativ slagmark.

Bødskov har tilkendegivet, at selvom regeringen ikke principielt havde noget imod at sende våben til Ukraine var det der var på hylderne enten forældet eller noget vi selv skulle bruge.

”Det er for gammelt. Der er en årsag til, at det ligger på lager. Det kan vi ikke sende afsted”, siger Bødskov ifølge flere medier.

Sat på plads af statsministeren og Folketingets flertal

Søndag den 27. februar 2022 lød der så pludselig andre toner. Ikke fra Bødskov, men fra statsminister Mette Frederiksen. Efter konsultationer med folketingets partier, vil Danmark nu donere op til 2700 panserværnsvåben til Ukraine.

Der er tale om skulderbårne panserværnsraketter, der kan bruges på kortere afstande mod blandt andet pansrede køretøjer, uddybede forsvarsminister Morten Bødskov.

Samtidig bliver dele af 300 Stinger-missiler, der er lagt til bortskaffelse, givet til USA, som kan gøre dem operative – det vil sige klar til brug.

Senest ved statsministerens besøg i Ukraine blev der afgivet løfter om yderligere våbenbistand.

Spørgsmålet er hvor længe Morten Bødskov holder?

Morten Bødskov har et ubehageligt hængeparti fra sin tidligere ministerpost.

Som skatteminister har Bødskov gentagne gange fastholdt, at pluginhybridbiler er grønne biler, selvom han i flere måneder har været bekendt med resultaterne i en dansk undersøgelse, som viser, at pluginhybridbiler ikke er grønne.

Bødskov blev således i november orienteret om en undersøgelse fra Vejdirektoratet, der ud fra danske biler viste, at pluginhybridbiler i realiteten ikke lever op til lovgivningens krav om at udlede under 50 gram CO2 per kørt kilometer.

Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt og et svar fra Skatteministeriet.

I strid med de faktiske forhold, har ministeren flere gange fastholdt, at bilerne er “grønne biler”, og at de derfor er berettigede til en skatterabat på 108.700 kroner per bil. Morten Bødskov har ikke oplyst offentligheden om undersøgelsen, på trods af at han og ministeriet kendte til den. I stedet har han henvist til, at der manglede danske tal for “opladningsmønstre”.

Bødskovs fortielser er ikke nogen lille sag. I realiteten har staten i 2021 givet knap 4,2 milliarder kroner i skatterabat til pluginhybridbilerne, der ikke lever op til lovens krav om at for at en bil kan kategoriseres som ”grøn” skal den udlede under 50 gram CO2 per kilometer.

Professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing kalder det “et problem”, at ministeren ikke har delt tallene.

– Der er en ret streng standard for, hvad ministrene skal svare folketingsmedlemmer, når det handler om at svare korrekt. Der skal selvfølgelig svares sandfærdigt, men der skal også svares, så det ikke er vildledende, siger han til Detektor.

Koldkrigeren Bertel Haarder og den såkaldte forsker, Christine Nissen, fra DIIS, fylder os med løgn om forsvarsforbeholdet.

JA-siden henviser ideligt med beklagelse til, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark var i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

https://www.berlingske.dk/samfund/danmark-deltager-ikke-i-eus-militaere-operationer-det-goer-lande-som-norge?fbclid=IwAR1wNTKXq-AgJuBoR8PiZWrYaPb6s4PGqBRwaYzhr2fG6MRVVnDaimz1LBo

Skal et Folketingsflertal kunne bestemme om vi i forbindelse med et eventuelt stadig mere integreret sikkerheds- og forsvarssamarbejde i EU kan afgive dansk suverænitet, eller om det fortsat skal gå via bestemmelserne i Grundlovens § 20 – dvs. enten 5/6 flertal i Folketinget eller folkeafstemning.

Siger vi Ja til at ophæve forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022 vil det fremover kun kræve et simpelt flertal i Folketinget, før magten kan overlades til EU. Faktisk er det reelt sådan, at mange beslutninger vil blive afgjort af et flertal i Europaudvalget med blot 15 mennesker!

Suverænitet kan ikke tages tilbage, når det først er afgivet. Hvis vi på én gang giver afkald på hele forsvarsforbeholdet, gælder det ”indtil solen brænder ud” eller Danmark følger UK ud af EU.

Det er derfor tænkeligt, at mange EU-kritiske vælgere den 1. juni ikke tør overlade det til et flertal i folketinget at træffe disse afgørelser alene.

De historiske spor skræmmer – hvor mange gange har Folketingets flertal ønsket at forelægge EU-spørgsmål for danskerne, bortset fra de tilfælde, hvor Grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse foreskriver 5/6 flertal i Folketinget eller en folkeafstemning? Ikke engang den vigtige Lissabon-traktat turde man sende til folkeafstemning – end ikke en vejledende.

For at imødekomme den risiko, har regeringen den 19. april 2022 meddelt, at regeringen nu skriver ind i bemærkningerne til lovforslaget om folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet 1. juni, at der kommer en ny folkeafstemning i Danmark, hvis forsvarssamarbejdet i EU mod forventning skulle blive overstatsligt.

“Det vil stå fuldstændig klart og tydeligt, at skulle der opstå den meget hypotetiske diskussion eller en årsag til at lave en overstatslig EU-hær eller afskaffe landenes vetoret på forsvarsområdet, så det vil kræve en traktatændring, at så ville vi i Danmark skulle have en folkeafstemning,” udtaler Jeppe Kofod.

EU-hæren er allerede en realitet uden traktatændring

I hvert fald er det et faktum, at EU allerede har haft udsendt en række militære missioner, herunder til tidligere belgiske og franske kolonier i Afrika. Missioner hvor til tider hære på tusindvis af soldater har været sendt ud under EU-flaget.

Hertil kommer, at EU allerede har etableret en række forskellige kampgrupper. Faktisk er der etableret hele 18 kampgrupper af bataljonsstyrke – hvilket vil sige cirka 1500 soldater per gruppe eller rundt regnet 27.000 soldater i alt. Styrken har været operationel siden 2007, men har endnu ikke været indsat.

Det strategiske kompas

Hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet, må Danmark også acceptere, at de andre lande allerede har godkendt det såkaldte strategiske kompas med en ambitiøs handlingsplan for styrkelse af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis forbeholdet ophæves, får Danmark medansvar for den militære indsatsstyrke på 5000 mand – The EU Rapid Deployment Capacity – der allerede er besluttet. Vi skal også bidrage til et korps af rådgivere, der hurtigt kan udsendes til problemområder, ligesom vi skal deltage i fælles øvelsesaktiviteter og vi forpligtes på at styrke den militære mobilitet.

Glidende proces

Danmark skal også være klar over og acceptere, at der allerede i EU er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil vi blive involveret i en glidende proces, der vil komme som en tyv om natten og som løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

  Når først “konstruktiv afståelse” er indarbejdet som alternativ til vetomuligheden, vil beslutninger i EU’s militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”.

Vetoretten?

Den vetoret, udenrigsministeren omtaler, er reelt ikke eksisterende. Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto i EU, og det er helt usandsynligt at Danmark skulle prøve at blokere for en militærindsats af en ”koalition af villige” med tunge lande som Frankrig og Tyskland.

Den her beskrevne udvikling vil ikke kræve en traktatændring, og derfor er udenrigsministerens løfte om en folkeafstemning menings- og værdiløs.

I det uafhængige netmedie POV – POINT of VIEW International  anmelder Niels Rohleder den 21. april 2022 bogen ”Tusind linjer løgn” fra 2019, der netop er udkommet på forlaget Brilleuglen i dansk oversættelse ved Lars Onslev. Bogen er skrevet af Juan Moreno, der afslørede den tyske journalistiske platugle, Der Spiegels Claas Relotius.

Det er ikke første gang POV beskæftiger sig med Claas Relotius.

POV – POINT of VIEW International anmeldte i 2020 teaterstykket ”Spejlmanden – et mesterværk af ”smoke and mirrors”, der det år åbnede sæsonen på teatret Mungo Park.

Teaterstykket bygger på en sand historie fra det virkelige liv – Der Spiegels Claas Relotius, der beskrives i ”Tusind linjer løgn”.

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det chokerede medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius havde “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

Om POV

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 1000 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend på https://pov.international/, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer.

Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016).

Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg.

I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun oplyser selv, at hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad – bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 18. år som udlandsdansker.

Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.

Annegrethe Rasmussen har samme baggrund som Claus Relotius

Anmeldelsen i POV af bogen ”Tusind linjer løgn” og teaterstykket ”Spejlmanden” er interessant. Baggrunden for etableringen af POV er nemlig det samme tema som i ”Spejlmanden” – journalistisk fifleri.

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet med USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal.

Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin, The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Annegrethe Rasmussen startede POV International i 2016 efter fyringen fra Information.

Danmark har to kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogsordenen. Begge fik deres endelige statutter den 1. december 1693. Den til enhver tid regerende monark er Ordensherre for begge ordener.

Oprindelig blev der ifølge ordensstatutterne afholdt årlige ceremonielle ridderfester for de to ordener og traditionen blev kortvarigt genoplivet i 1809, men som følge af Napoleonskrigenes sørgelige følger for Danmark – statsbankerotten – blev der efter festen i 1803 sat en varig stopper for udfoldelse af en sådan festivitas.

Ordensherren, Dronning Margrethe, afholdt imidlertid i 1993 i anledning af 400-års jubilæet et taffel på Fredensborg Slot. Udover Kongehuset og hoffets damer og herrer var indbudt departementschefer og andre, der var bemyndiget til at indstille borgere til en ”allerhøjeste kongelig påskønnelse”.

Det er typisk ministeriernes departementschefer, der overvejer indstillingerne og sender dem videre i form af en forestilling på hvide folioark til kabinetssekretæren. Når departementschefen og kabinetssekretæren er enige om at foreslå dekorering af en person, forelægges den af departementschefen underskrevne forestilling for ordensherren (dronningen).

Dannebrogordenen favoriserer tilknytning til staten, regioner og kommuner og uddeles primært til loyale officerer, embedsmænd, diplomater og politikere for tro tjeneste. De pågældende har tidligere kunnet at få ordenen, når de når et vist hierarkisk niveau i embedsværket eller Forsvarets værn, har siddet 10 år i Folketinget eller tilhører en bestemt rangklasse eller lønramme (typisk lønramme 37 i staten).

Tidligere modtog en del erhvervsfolk et ridderkors, mens det i dag er relativt få danskere inden for erhvervslivet, som tildeles ordenen. Det sker ofte i forbindelse med organisationsarbejde, jubilæer og runde fødselsdage.

Ved Jubilæumsfesten i 1993 var påklædningskravet kjole & hvidt eller uniform, Livgarden musicerede og efter kaffen var der mulighed for at indtage kolde forfriskninger.

Hvorfor ser vi ikke Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape Poulsen og de andre, der vil have forsvarsforbeholdet ophævet – her og nu! Hvorfor holder politikere med militærkendskab lav profil, og overlader det til sikkert velmenende typer som Ammitzbøll at føre kampagne?

Hvorfor er vi endnu ikke blevet præsenteret for konkrete eksempler på, hvordan Danmarks sikkerhed svækkes ved at stå udenfor?

Hvorfor kan vi ikke få at vide, hvad formålet er og hvilke spilleregler, der kommer til at gælde, hvis vi tilslutter os sikkerheds- og forsvarssamarbejdet?

Hvorfor påstås det, at Danmark er helt udenfor døren; Vi deltager mig bekendt i alle de møder, vi kan overkomme. Vi er med i Forsvarsfonden og vi deltager i en række andre aktiviteter. Endelig er vi jo helt og fuldt med i EU’s sanktioner mod Rusland ligesom vi tidligere har deltaget i embargoer og forbud mod at EU-virksomheder bidrager til krigsførelsen i Yemen og Syrien?

I det hele taget er JA-kampagnen så svag og med indviklede argumenter, at selv EU-skeptiske borgerlige forsvarsvenner skræmmes til at stemme nej.

Endelig virker timingen af afstemningen åbenlyst opportunistisk. Er det virkelig velovervejet, at man vil splitte den nationale enighed om Nato, forsvar og sikkerhed og udnytte en mulig krigsfrygt i befolkningen som følge af Ruslands krig i Ukraine?

Nogle er parate til at se bort fra disse indvendinger, fordi andre EU-lande efter Brexit er indstillet på (eller er blevet presset) til at konkretisere sikkerheds- og forsvarssamarbejdet. Hvilke motiver har f.eks. Irland, der ikke har noget forsvar og står uden for Nato?

Nu har vi klaret os fint udenfor i 30 år, og jeg tror, det vil være klogt at vente og eventuelt hoppe på toget, når vi har en idé om hvortil det kører (hvis det nogensinde kommer til at køre).

Det bliver NEJ herfra.