Når JA-sigerne lurepasser

Hvorfor ser vi ikke Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape Poulsen og de andre, der vil have forsvarsforbeholdet ophævet – her og nu! Hvorfor holder politikere med militærkendskab lav profil, og overlader det til sikkert velmenende typer som Ammitzbøll at føre kampagne?

Hvorfor er vi endnu ikke blevet præsenteret for konkrete eksempler på, hvordan Danmarks sikkerhed svækkes ved at stå udenfor?

Hvorfor kan vi ikke få at vide, hvad formålet er og hvilke spilleregler, der kommer til at gælde, hvis vi tilslutter os sikkerheds- og forsvarssamarbejdet?

Hvorfor påstås det, at Danmark er helt udenfor døren; Vi deltager mig bekendt i alle de møder, vi kan overkomme. Vi er med i Forsvarsfonden og vi deltager i en række andre aktiviteter. Endelig er vi jo helt og fuldt med i EU’s sanktioner mod Rusland ligesom vi tidligere har deltaget i embargoer og forbud mod at EU-virksomheder bidrager til krigsførelsen i Yemen og Syrien?

I det hele taget er JA-kampagnen så svag og med indviklede argumenter, at selv EU-skeptiske borgerlige forsvarsvenner skræmmes til at stemme nej.

Endelig virker timingen af afstemningen åbenlyst opportunistisk. Er det virkelig velovervejet, at man vil splitte den nationale enighed om Nato, forsvar og sikkerhed og udnytte en mulig krigsfrygt i befolkningen som følge af Ruslands krig i Ukraine?

Nogle er parate til at se bort fra disse indvendinger, fordi andre EU-lande efter Brexit er indstillet på (eller er blevet presset) til at konkretisere sikkerheds- og forsvarssamarbejdet. Hvilke motiver har f.eks. Irland, der ikke har noget forsvar og står uden for Nato?

Nu har vi klaret os fint udenfor i 30 år, og jeg tror, det vil være klogt at vente og eventuelt hoppe på toget, når vi har en idé om hvortil det kører (hvis det nogensinde kommer til at køre).

Det bliver NEJ herfra.