Efterhånden som krigen i Ukraine udvikler sig til en konflikt, der kan vare i årevis, tester den de vestlige landes sammenhold og beslutsomhed. Vil de stigende økonomiske omkostninger over tid tære på solidariteten?

Selvom der er forskelle i f.eks. Frankrigs og Biden-administrationens syn på hvordan krigen skal håndteres, er der også tegn på voksende solidaritet.

Finland og Sverige er nu tættere på at blive medlemmer af Nato, og Storbritannien tilbyder sikkerhedsgarantier for at sikre sig mod den russiske trussel.

Krigsøkonomi

Alligevel kan vi 76 dage inde i kampene mærke effekten på vare- og energiforsyningslinjer på benzin-, gas- og oliepriser og på de galopperende prisstigninger på forbrugsvarer. Vi er på vej mod en økonomisk krigstilstand, hvor vi nok spares for de ødelæggelser, død og lemlæstelser, som ukrainerne udsættes for, men ikke for tab af levestandard.

Kan vi holde til det?

Nogle analytikere mener, at Vladimir Putin kalkulerer med, at de vestlige lande vil være de første, der bliver trætte i en langvarig kamp om Ukraines omstridte Donbas-region.

Biden-administrationens direktør for den nationale efterretningstjeneste, Avril Haines, har udtalt, at Putin gik efter en langvarig belejringstilstand, og sandsynligvis kalkulerer med, at USA og EU-landenes bistand til Ukraine vil svækkes efterhånden som fødevaremangel, inflation og energimangel bliver værre.

I Danmark har regeringen i den netop offentliggjorte Økonomiske Redegørelse vurderet, at Ruslands invasion af Ukraine allerede har påvirker økonomien i Danmark, blandt andet i form af stigende energipriser og en kraftig forhøjet inflation. Alligevel forventer finansministeriets økonomer en BNP-vækst på knap 3½ pct. i 2022.

Den Europæiske Centralbank signalerer samtidig, at banken vil hæve renterne i eurozonen når det nuværende opkøbsprogram indstilles.

Analytikere forventer derfor at ECB allerede i juli foretage den første af en serie renteforhøjelser. Det vil formentlig ske den 21. juli 2022, hvor ECB-bestyrelsen holder møde.

ECB har endnu afholdt sig fra rentestigninger, selvom både den amerikanske centralbank og Bank of England har gennemført renteforhøjelser.

Kan inflationen holdes i ave?

Italien og andre sydeuropæiske lande er ikke begejstrede ved udsigten til renteforhøjelser. De har ikke glemt, at da ECB sidst hævede renten i 2011, forårsagede det en europæisk gældskrise. De stærkt forgældede medlemslande – især Italien og Grækenland – blev pludselig tvunget til at betale tocifrede renter på statslån, og Euroen kom under pres.

Lande som Finland, Østrig og Belgien mener omvendt at det er høje tid at ECB forhøjer renten, hvis inflationen skal holdes i ave. Problemet er, at væksten i euroområdet næsten er gået i stå på grund af rekordhøje energipriser og udfaldet af den russiske invasion af Ukraine, og det begrænser ECB’s handlemuligheder.

Opbremsningen i ECB’s opkøbsprogrammer har allerede drevet låneomkostningerne for medlemslandene op fra nul til 1,5 procent for 10-årige obligationer i gennemsnit, hvor Italien og Grækenland betaler tre og 3,5 pct.

Risiko for ny finanskrise?

Med mere økonomisk usikkerhed i horisonten kan forskellen i lånerenter mellem EU-medlemmer eskalere yderligere, hvilket truer unionens stabilitet.

Finansmarkederne udvikler sig i øjeblikket på en måde, som er både opsigtsvækkende og bemærkelsesværdig.

Mens inflationen raser, styrtbløder aktieindeksene i USA og andre steder, og det globale obligationsmarked havde i april sin værste måned nogensinde. Samtidig er valutaer som den japanske yen og kinesiske yuan faldet markant, og den Internationale Valutafond, IMF, har nedjusteret skønnet for den kommende økonomiske vækst.

Økonomer advarer om, at det kan ende som i 2008, hvor krakket i Lehman Brothers satte finanskrisen i gang.

Den internationale finanskrise i 2008

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked, der i en periode havde været overophedet. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

Roskilde Bank

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart opfattet som et signal om en generel og altomfattende finanskrise.

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

Finanskrisen

Det viste sig imidlertid, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Bankerne havde stor gæld, lille kapital og begrænset risikokontrol

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt at opkøbe store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, ECB, fulgte trop.

Bankpakkerne

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 4500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

I Kristeligt Dagblad beskriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen forholdet mellem Kristendemokraterne og deres enlige repræsentant i Folketinget, Jens Rohde. Blandt de belastende forhold nævnes, at Jens Rohde ved kommunalvalget fortalte offentligt, at han lokalt i Viborg havde stemt på sin kone, Katrine Fusager Rohde fra Venstre. Det er vel ikke værre end så mange andre steder. F.eks. er det almindeligt kendt, at Uffe Ellemann-Jensen ved kommunalvalg i Gentofte altid stemte på den daværende konservative spidskandidat, borgmester Hans Toft.

Rigsadvokaten indstiller, at der rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen for overtrædelse af straffelovens § 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

Men af Straffelovens særlige del fremgår det i 12. kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” af § 110 f:

”De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud”.

Det ville derfor have været mere redeligt, hvis Justitsministeren havde invitere Folketingets partier for at rådføre sig med dem, om der skal rejses tiltale og i givet fald om processen for Folketingets stillingtagen til eventuel ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet.

https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/rigsadvokaten-indstiller-tiltalerejsning-i-sagen-mod-claus-hjort-frederiksen/

Argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt efter tilkendegivelserne på Europadagen den 9. maj 2022 og slutrapporten fra ”Konferencen om Europas Fremtid”.

Talskvinde for EU-Kommissionen Dana Spinant har på forespørgsel af Politiken præciseret hvad det var EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen faktisk sagde: ”Kommissionsformanden sagde klart, at hun mener, at Europa skal spille en større rolle på forsvarsområdet og andre områder oven på de seneste to års oplevelser. Kommissionsformanden har aldrig talt om at ændre systemet for, hvordan man træffer beslutninger på forsvarsområdet”.

Der er næppe diskussion om, at en formel ændring af forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger fra enstemmighed til flertalsbeslutninger vil kræve en traktatændring.

Spørgsmålet er, om ”en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” nødvendigvis kræver en traktatændring?

Spørgsmålet er relevant, fordi den gældende EU-traktat ikke har været til hinder for, at der allerede mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat, at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Kjeld Hillingsø, generalløjtnant og tidligere chef for NATO-styrkerne i Østersøregionen, og Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister, hævder den 12. maj 2022 i Berlingske Tidende, at Danmark har sat sig selv udenfor – ikke kun det nordiske forsvarssamarbejde, men også fra den del af samarbejdet, der foregår i resten af Europa.

Selvom skribenternes høje alder påkalder sig respekt, er det jo langtfra givet at deres påstande er rigtige. Tværtimod er deres skriverier i Berlingske Tidende fyldt med misinformation. Det er således langt fra rigtigt, at Danmark står alene – vi har FN og vi har Nato!

I Nato-regi deltager vi i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Vi deltager også aktivt i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika. Det nordiske forsvarssamarbejde vil få øget betydning, når Sverige og Finland tilslutter sig Nato.

Ikke mindst deltager vi i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island.

Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Vores ressourcer og militære kapabiliteter kan kun bruges ét sted, og hvorfor skulle vi dog sætte disse værdifulde samarbejder over styr for at kaste os ind i en diffus EU-overbygning på forsvarsområdet, hvor vi ikke kender formålet og hvilke spilleregler, der kommer til at gælde?

Hillingsø og Ellemann-Jensen gentager påstanden om at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet har svigtet på Balkan.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark var i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Hans Højhed Prins Nikolai (Nikolai William Alexander Frederik, prins til Danmark, greve af Monpezat – født 28. august 1999) er ældste søn af Prins Joachim og Grevinde Alexandra. Han er nr. 7 i arvefølgen til den danske trone og nr. 326 i arvefølgen til den britiske trone.

Som femårig begyndte prinsen i børnehaveklassen på Krebs’ Skole i København og han blev færdig med 9. klasse i juni 2014.

Fra skoleåret 2014/15 gik prinsen i 10. klasse på Herlufsholm Kostskole, hvorfra han den 26. juni 2018 blev student.

I maj 2022 kom det frem, at prins Nikolai under sin skoletid på Herlufsholm fik en advarsel for ikke at overholde skolens alkoholregler.

I februar 2018 tog prinsen hul på en karriere som fotomodel. Prinsens første engagement som model var da han gik catwalk under modeugen i London for mærket Burberry.

Prinsen blev i 2018 optaget på Hærens Sergentskole i Varde, hvor han ville tage en to-årig uddannelse som reserveofficer.

I oktober 2018 valgte han dog at forlade uddannelsen efter to måneder og ville koncentrere sig om sit modelarbejde frem til, at han i 2019 begyndte at studere Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

Prins Nikolais lillebror, Prins Felix, stoppedei 2021 på løjtnant uddannelsen under Hærens Officersskole i Slagelse, og fulgte dermed Prins Nikolai, der efter blot to måneder droppede ud af sin uddannelse i forsvaret.

Deres far, Prins Joachim, var som oberst af reserven i Hæren særlig sagkyndig i Forsvaret med henblik på at styrke anvendelsen af frivillige i Hjemmeværnet og personel af reserven, da han – nu pludselig med rang af brigadegeneral – pr. 1. september 2020 – under komfortable økonomiske vilkår – blev sendt til Paris som forsvarsattache. Stillingen besættes for 3 år med mulighed for forlængelse.

Prins Joachim har valgt at bruge stillingen i Paris til at promovere den danske forsvarsindustri og ophævelse af det danske forsvarsforbehold i EU.

Kongefamiliens medlemmer var tidligere gjort af en ganske anderledes støbning. Prins Aage (født Prins til Danmark 10. juni 1887 i København, død 29. februar 1940 i Taza, Marokko) var søn af Prins Valdemar og barnebarn af kong Christian 9., var officer og gjorde karriere i den franske Fremmedlegion.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.

Ruslands invasion i Ukraine har demonstreret, at Nato er medlemslandene eneste troværdige sikkerhedsgarant. Derfor ville Ukraine gerne have været medlem af Nato, og derfor overvejer Finland og Sverige nu et medlemskab af forsvarsalliancen.

Mens alt således taler for, at vi støtter helt og fuldt op om Nato – og lever op til vores forpligtelser, ikke om 10 år, men så hurtigt som muligt! – vælger lobbyister som Amalie Lyhne og Peter Goll i henholdsvis Berlingske Tidende og Jyllands-Posten at skabe tvivl om USA og Natos evne og vilje til at garantere vores sikkerhed i en krisesituation.

Det hævdes, at USA har reduceret sit europæiske engagement og skiftet fokus til Asien. Desuden spekuleres der i, hvad der eventuelt vil ske i de kommende år? Vil Donald Trump (eller en der er værre!)  genvinde præsidentposten i USA? Under alle omstændigheder hævder Lyhne og Goll  – med henvisning til en underlødig forskertype som Christine Nissen fra DIIS – at Europa ikke længere kan regne med USA og Nato. Det er for usikkert.

At Sverige og Finland og mange andre lande har en anden opfattelse af USA og Nato nævnes ikke. USA og Nato-landenes store indsats og stærke samarbejde med de europæiske lande om sanktioner mod Rusland og med militær og økonomisk bistand til Ukraine modbeviser også Golls og Lyhnes udokumenterede påstande.

Vi kender Peter Goll som betalt lakaj for Falck og som leverandør af uhæderlig og svinsk kommunikation i sagen om udbuddet af ambulancekørsel i Region Syd til hollandske Bios. Hvem der fjernstyrer Amalie Lyhne vides ikke, men hendes optræden i Berlingske Tidende har længe undret.

Ingen af dem oplyser, hvem der har betalt avisindlæggene, men hvem i Beijing og Moskva har i disse tider interesse i et svækket Nato?

Det er foreslået, at 290.000 pensionister skal have et engangsbeløb på 5.000 kroner som en ekstraordinær ældrecheck lige før sommerferien. Også førtidspensionisterne skal have en skattefri check.

Derudover vil man hæve kørselsfradraget for borgere, der kører eller rejser langt på arbejde.

I alt bliver der formentlig tale om en samlet regning på omkring tre milliarder kroner.

Regeringen var oprindeligt indstillet på at finansiere udgiften ved at lade staten køre med et større underskud – på samme måde som da man tilbage i marts lavede en aftale om at bruge flere penge til forsvaret.

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har lyttet til Vismændenes advarsler om uansvarlig økonomisk politik og forladt forhandlingerne.

Nu forlyder det, at regeringen i stedet vil finansiere hjælpepakkerne ved at skære i grønne offentlige investeringer, men det falder heller ikke i god jord hos Folketingets partier.

Egentlig er det mærkeligt, at Rasmus Jarlov fra de konservative er så nøjeregnende med finansieringen af en ny ældrecheck m.v.

Danmark er nettobidragyder til EU med et årligt bidrag på omkring 25 mia. kr. hvoraf kun en brøkdel kommer tilbage i form af landbrugsstøtte m.v.

De konservative har accepteret, at de aftalte forhøjelser af forsvarsbudgettet, finansieres med offentlige budgetunderskud. Det var ikke sket i Schlüters tid!

De konservative har også – uden at så meget som blinke – accepteret at Danmarks bidrag til EU stiger med flere milliarder kroner, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet og placerer os i ”hjertet af EU”.

Ændringer i EU-traktaten kræver, at alle 27 EU-lande er enige. Det vil aldrig ske – især ikke fordi en ny traktat i flere lande vil kræve folkeafstemning.

Nu er katten ude af sækken – krigen i Ukraine er blot endnu et bevis på, at der er behov hurtigere beslutninger i EU. Ungarn stritter imod EU-sanktioner, der berører Ungarns store afhængighed af energi fra Rusland. Denne blokering kan undgås, hvis beslutninger i Ministerrådet om aktioner af en kreds af villige lande kan træffes med kvalificeret flertal.

Argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt efter tilkendegivelserne på Europadagen den 9. maj 2022 og slutrapporten fra ”Konferencen om Europas Fremtid”.

Hvis det ender med, at forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger træffes ved flertalsbeslutninger, så vil der kunne træffes beslutninger hen over hovedet på Danmark.

Spørgsmålet er, om det nødvendigvis kræver en traktatændring?

Den gældende EU-traktat har ikke været til hinder for, at der allerede blandt deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige” uden at det kræver en traktatændring.

Der kan meget vel være sager, hvor det også vil være i dansk interesse at gå over til flertalsafgørelser. På lige netop forsvarsområdet har regeringen og JA-partierne imidlertid garanteret en ny folkeafstemning, hvis der indføres flertalsafgørelser, der kræver traktatændring.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, vil vi blive involveret i en allerede igangværende glidende proces, der uden at kræve traktatændringer og folkeafstemninger vil komme som en tyv om natten og hvor Danmarks deltagelse løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

Regeringens løfte om, at hvis EU’s militære samarbejde ændres så markant efter en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, at det vil kræve en traktatændring, så vil danskerne få en ny folkeafstemning, er derfor meningsløst og uden reelt indhold.

Det mest rationelle er derfor at vente med eventuelt at ophæve forsvarsforbeholdet til vi har et klarere indtryk af spillereglerne for deltagelse i EU’s militære samarbejde.

Regeringen og JA-partierne burde derfor overveje at aflyse den berammede folkeafstemning den 1. juni 2022. Hvis afstemningen opretholdes, er den klare anbefaling til danskerne, at de stemmer NEJ!

Socialdemokratiets lokalafdeling i Vesthimmerland nægter at føre kampagne for at stemme ”ja” til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Lokalformand og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, Anders Kjær Kristensen (S), er ifølge dagspressen umiddelbart modstander af at afskaffe forsvarsforbeholdet. “Min umiddelbare holdning er ”nej”, men nu vil jeg først se alle kampagner, argumentationer og debatter, for der kan jo godt komme gode argumenter frem, som jeg ikke lige har øje for nu. Men jeg synes jo, det er Nato, der skal stå for militæret og ikke EU,” siger Anders Kjær Kristensen.

Det er forståeligt, at en socialdemokratiets lokalafdeling har svært ved at følge med. Det er ikke længe siden, at det af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fremgik, at:

”Vi vil fortsat træde til med bidrag til internationale operationer gennem NATO, FN eller landekoalitioner, når vores tryghed er på spil. Vi vil styrke vores tætte forsvarssamarbejde med USA – både i Danmark og i vores nærområde. Og udbygge det styrkede dansk-franske sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmark står sammen bl.a. med Frankrig i Hormuz og i Sahel om at skabe sikkerhed og stabilitet. Endelig skal vi videreudvikle det nordiske og baltiske forsvarssamarbejde og samarbejdet med andre ligesindede, herunder ikke mindst Tyskland. Og Storbritannien er fortsat en af Danmarks tætteste forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejdspartnere. Vi skal sikre et fortsat stærkt udenrigs- og sikkerhedspolitisk partnerskab mellem Storbritannien og EU efter Brexit”.

Nato har i en menneskealder været krumtappen i Danmarks sikkerhed, og er under Mette Frederiksen blevet det i næsten endnu højere grad.

Forleden erklærede statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at Danmark nu forhandler med USA om en forsvarsaftale, der kan betyde udstationering af amerikanske soldater på dansk jord, og det er ikke længe siden, at Mette Frederiksen nægtede at røre ved forsvarsforbeholdet:

Det er heller ikke længe siden at Trine Bramsen blankt nægtede at sætte forsvarsforbeholdet til afstemning:

Jeppe Kofod forsikrede i DR’s Deadline den 6. februar 2022 , at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner:

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.