På dansk TV har der netop været lejlighed til at se Michael Douglas i rollen som Gordon Gekko i Oliver Stones ”Wall Street – Money Never Sleeps” fra 2010. Filmen foregår lige før, under og efter finanskrakket i 2008, og beskrivelserne ligger ganske tæt på de virkelige begivenheder.

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart af de danske tilsynsmyndigheder opfattet som et signal om, at en generel og altomfattende finanskrise var nået til Danmark.

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter – såkaldte derivater som ”Credit Default Swaps (CDS)” og ”Collateralized Debt Obligations (CDO)”.

Collateralized Debt Obligations (CDO), var baseret på realkreditobligationer. CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

De store og i særdeleshed institutionelle investorer, som f.eks. pensionsselskaber, så med interesse på de nye finansielle produkter. Det ikke mindst fordi der hurtigt dukkede gode tilbud om mange forskellige CDO-produkter op, som kreditvurderingsbureauerne tjente godt på at give gode ratings.

De mange nye finansielle CDO-produkter blev produceret af nye finansielle selskaber, hvis eneste formål var at producere CDO-produkterne og sælge dem videre. Selskaberne sad ikke selv på obligationerne særlig lang tid, og det er måske en forklaring på, at ingen rigtig stillede spørgsmål ved produkternes kvalitet og havde forsømt at vurdere følsomheden overfor f.eks. svingninger i boligpriser m.v.

Finanskrisen

Det viste sig da også, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse føderale garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være CDO og andet værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt (allerede under Ben Bernanke) at modvirke forretningsbankernes automatreaktion – at smække kassen i!

The Fed intervenerede i markedet og opkøbte store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen.

Finanstilsynets rolle i finanskrisen i 2008

Henrik Bjerre-Nielsen blev i 1980 cand.polit. Samme år blev han ansat på en midlertidig kontrakt som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor den senere finansminister Mogens Lykketoft var chef.

Herefter blev han i 1982 økonomisk konsulent i LO (i dag FH) – i perioden 1991 til 1994 med titel af afdelingsleder. Han blev i starten af sin karriere ligefrem kaldt “Nyrups sekundant”, fordi han i LO overtog en del af den daværende cheføkonom Poul Nyrup Rasmussens opgaver, da den senere statsminister blev direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

I 1994 skiftede Henrik Bjerre-Nielsen spor og blev vicedirektør i Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og Investeringsfonden for Østlandene (IØ) fra 1994 til 1996.

Fra 1996 var Henrik Bjerre-Nielsen direktør for Finanstilsynet og dermed sad han midt i orkanens øje frem til finanskrisens udbrud i 2008, og han havde i den periode ansvaret for tilsynet med den finansielle sektor i Danmark. Det var altså Henrik Bjerre-Nielsens overordnede ansvar at føre tilsyn med, at de danske banker og sparekasser blev drevet på forsvarlig vis.

Etableringen af Finansiel Stabilitet i Danmark

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

I forbindelse med bankpakkerne blev det mellem staten og pengeinstitutterne aftalt at etablere Finansiel Stabilitet som et offentligt selskab, der fik ansvaret for at rydde op efter de banker, som trods bankpakker m.v. knækkede nakken i kølvandet på den finansielle krise.

Finansiel Stabilitets formål ved etableringen, jf. lov om finansiel Stabilitet § 4, var at sikre, at simple kreditorer i de pengeinstitutter og filialer, der havde indgået aftale med Det Private Beredskab, fik dækket deres krav. Det vil sige, at Finansiel Stabilitets opgave var at afvikle de overtagne aktiviteter fra nødlidende pengeinstitutter under bankpakkerne, ligesom Finansiel Stabilitets formål også omfattede afviklingen af aktiviteterne efter Roskilde Bank.

Til overraskelse for mange blev Henrik Bjerre-Nielsen flyttet fra Finanstilsynet til posten som chef for Finansiel Stabilitet. Her fik han så samtidig ansvaret for at sikre, der blev placeret et ansvar for de historisk mange bankkrak.

I Finansiel Stabilitet blev han kendt i en større offentlighed for en noget upopulær rolle som bankoprydder og frontfigur i de efterfølgende retsopgør mod ledelserne i krakbanker som Amagerbanken, Roskilde Bank og Capinordic.

I sagen om Roskilde Bank led Finansiel Stabilitets nederlag i den såkaldte Roskilde Bank-sag, hvor samtlige sagsøgte den 7. november 2017 blev frikendt i Østre Landsret.

Finansiel Stabilitet havde krævet 1 milliard kroner af den kollapsede banks tidligere ledelse, bestyrelse og revisionsselskab. Men alle de sagsøgte i det største retsopgør efter finanskrisen blev frifundet.

I dommen fra Østre Landsret står der blandt andet:

”Landsretten finder … ikke grundlag for at foretage en skønsmæssig opgørelse (af tabet, red.) navnlig i en situation, hvor det havde været muligt for Finansiel Stabilitet at foretage en egentlig opgørelse af tabet eller i øvrigt fremkomme med oplysninger, der ville gøre det muligt for landsretten at udøve et skøn.”

Det forekommer ganske overraskende, at Finansiel Stabilitet i samarbejde med advokatfirmaet Gorrissen Federspiel ikke har løftet præcis den opgave. Blandt jurister regnes det for noget af det mest elementære, at der skal kunne dokumenteres et tab, når man anlægger en erstatningssag. Derfor fremstår det nærmest mystisk, at dette tilsyneladende ikke er sket på en måde, som dommerne i Østre Landsret har fundet tilfredsstillende.

I sidste ende var det naturligvis Henrik Bjerre-Nielsen, der havde det overordnede ansvar for, at Finansiel Stabilitets søgsmål blev håndteret korrekt og professionelt.

Konsekvensen af, at alle de sagsøgte i Roskilde Bank-sagen blev frikendt, er da også til at tage og føle på. Frifindelsen betød blandt andet, at de danske skatteydere fik en regning på 72.869.794 kroner for udgifterne til retssagen, inklusive advokatsalærer.

Det er ikke den eneste store advokatregning, der havnede på skatteydernes bord i forbindelse med Finansiel Stabilitet og Henrik Bjerre-Nielsens opgør med bankerne oven på finanskrisen. Finansiel Stabilitet har oplyst, at der er brugt mange hundrede millioner kroner på advokatudgifter i forbindelse med erstatningssagerne efter finanskrisen.

Hvorfor har Finansiel Stabilitet klaret oprydningen efter finanskrisen så exceptionelt dårligt?

Kritikere har hævdet, at Henrik Bjerre-Nielsens fokus i for høj grad har været at sikre, at ansvaret for bankernes kollaps ikke måtte ende hos Finanstilsynet. Altså at tilsynet havde svigtet sit ansvar i de år op til finanskrisen, hvor Henrik Bjerre-Nielsen var øverste chef for Finanstilsynet.

Summa summarum er, at Finansiel Stabilitet og Henrik Bjerre-Nielsen led det ene nederlag efter det andet i forsøget på at drage diverse bankledelser til ansvar for de mange bankkrak.

Samtidig har Henrik Bjerre-Nielsen også fået sine skrammer for årene op til finanskrisen. Det var på hans vagt, at en række banker tog meget store risici og bukkede under, da Finanskrisen skyllede ind over Danmark.

Kan vi risikere en ny finanskrise?

Det pres, der har været på boligmarkedet især i København og Århus, har givet anledning til sved på panden i Finanstilsynet og i Nationalbanken. Covid, situationen i Ukraine og udsigten til renteforhøjelser har betydet, at presset er lettet.

Samtidig er der i forhold til situationen før finanskrisen indført ganske skrappe reguleringer af den finansielle sektor. Lånefinansieret salg af egne bankaktier blev forbudt, gyldne aktieoptionsordninger blev no go og kritiske besøgsrapporter fra Finanstilsynet blev åbnet for offentligheden.

I Danmark har budgetloven, der sikrer balance på de offentlige finanser, hidtil begrænset mulighederne for at udnytte et påstået ”økonomisk råderum” til at slå gækken løs med uholdbare finanspolitiske lempelser. Den politiske enighed om at suspendere budgetlovens regler for en tid er dog dybt bekymrende.

Det skal også tages i betragtning, at den økonomiske ulighed er steget, den globale gæld er markant højere end i 2008, og opsvinget har sammen med andre forhold resulteret i en inflation, vi skal tilbage til 70’erne for at finde magen til.

Spørgsmålet er hvad der sker med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger, virksomheder og stater, når renterne stiger igen? Står vi så over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i lande, hvor den sociale sammenhængskraft i forvejen er udfordret? Og på længere sigt – hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Kan renterne så igen sættes ned, kan der opkøbes flere statsgældsbeviser eller trækkes nye kaniner op af hatten?

——

Det oplyses den 25. juli 2022, at den 67-årige Henrik Bjerre-Nielsen, tidligere administrerende direktør for Finansiel Stabilitet fra 2008 til 2021, er afgået ved døden.

Den 23. april 2021 nedsatte Folketinget i medfør af § 1 a i lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner en granskningskommission til undersøgelse af sagen om aflivning af alle mink i Danmark i november 2020.

Granskningskommissionen fik til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om, at alle mink i Danmark som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19 straks skulle aflives.

Den 19. november 2021 vedtog Folketinget et tillægskommissorium, hvor Minkommissionen bl.a. blev bedt om at undersøge på hvilket grundlag, af hvem og hvorfor det blev besluttet, at politiet skulle kontakte minkavlerne uden for smittezonerne, og redegøre for, hvem der traf beslutningen om at udarbejde det såkaldte action card.

Vi er nu gået ind i den fjerde uge, siden Minkkommissionen den 30. juni 2022 udkom med sin beretning, der indeholdt en sønderlemmende kritik af 10 topembedsmænd. Ingen af de 10 – herunder departementscheferne i Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet – Barbara Bertelsen, Johan Legarth og Henrik Studsgaard samt rigspolitichef Thorkild Fogde – er blevet hjemsendt til trods for, at kommissionen konkluderede om dem alle, at de har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage dem til ansvar.

Kommissionens ord er ikke til at tage fejl af, og alle andre end regeringstoppen undrer sig over hvordan de 10 embedsmænd bare kan fortsætter i deres magtfulde stillinger uden at blive hjemsendt, indtil der er blevet taget stilling til, hvad konsekvensen skal være for de grove tjenesteforseelser.

Man får efterhånden et klart indtryk af, at statsminister Mette Frederiksen holder hånden over dem, for når man tænker på, hvordan chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen eksempelvis var hjemsendt i mere end et år på baggrund af en henvendelse fra en whistleblower – en mistanke, som Findsen senere blev pure renset for – så er det totalt uforståeligt, at folk, der beviseligt har fejlet så eklatant, i princippet kan få lov til at gøre det igen, mens vi afventer Medarbejder- og Kompetencestyrelsens vurdering.

Meget er skrevet og sagt om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, der tydeligvis helt havde overtaget sagsbehandlingen fra ressortministeriet – Miljø- og Fødevareministeriet. Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan centrale embedsmænd kunne prioritere politisk lydhørhed over kravene om lovlighed og sandhedspligt. Hvordan kunne ledende embedsmænd i en blanding af frygt og tjenstvillighed glemme deres forpligtelse til som partineutrale embedsmænd, at sikre politiske beslutningers lovmedholdelighed?

Én af de centrale aktører i ressortministeriet var Tejs Binderup, afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet, og han kan måske bidrage til forståelsen.

Binderup kritiseres i Minkkommissionens beretningfor ikke at have delt sit ministeriums vurdering af, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink.  

Kommissionen finder det kritisabelt, at Tejs Binderup ikke delte sit ministeriums vurdering af spørgsmålet af hjemmel, herunder hjemmel til tempobonussen, eller forsøgte at sikre, at der ikke på pressemødet skete vildledning eller ulovlig instruktion, selvom han var bevidst om den manglende hjemmel allerede dagen inden.  

”Tejs Binderup har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der foreligger grundlag for, at det offentlige søger ham draget til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse, Fødevarestyrelsens brev af 6. november 2020 til minkavlerne og miljø- og fødevareministerens presseudtalelse den 8. november 2020.” 

Binderups træning i politisk lydhørhed

I 2014 blev det oplyst, at Fødevareministeriet fra den 1. september fik et nyt strategisk sekretariat, der skulle styrke politikudviklingen på området.

Dyrevelfærd og et opgør med danskernes madvaner var et par af de temaer, der blev rullet ud på tv-skærmene, efter Dan Jørgensen indtog Fødevareministeriet. Og fra september 2014 fik ministeren og departementet et nyt strategisk sekretariat, der skulle hjælpe med at identificere, udvikle og forfølge politiske fokusområder.

“Ministeren arbejder meget bevidst med temaer, og vi har prøvet at finde ud af, hvordan vi kan arbejde med det for at sikre den tilstrækkelige opfølgning. Det er ikke sådan, at vi flytter sagerne væk fra kontorerne, men vi sikrer, at der er ressourcer til at forfølge de her temaer og initiativer,” sagde den daværende departementschef Ib Byrge Sørensen.

Foruden konkret opfølgning på politiske ideer, der gerne skal udmønte sig i lovgivning og bekendtgørelser, pegede den aldrende Ib Byrge Sørensen også på to andre årsager til fødslen af det nye sekretariat.

“Jeg har ikke haft nogen akademisk sekretær, og det har jeg følt et vist behov for. Desuden synes jeg ikke, vi er helt dygtige nok til politisk udvikling. Men jeg indrømmer gerne, at det er lidt en prøve det her,” sagde han.

Sekretariatet ledes af en kontorchef og fire fuldmægtige. Ny kontorchef blev den 31-årige Tejs Binderup, der kom fra en stilling som ministersekretær i departementet, hvor han havde været ansat som ministersekretær siden februar 2012, og før det var han ansat i departementet som fuldmægtig i det erhvervs- og landbrugspolitiske kontor i cirka to år efter han blev færdig som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2009.

Før oprettelsen af det fødevarepolitiske sekretariat var det EU-afdelingen, der angav retningen i Fødevareministeriet. Der kan ikke pløjes mange furer på danske marker, uden at EU er inde over. Ikke desto mindre blev de centrale internationale medarbejdere i 2014 reduceret til en sekundær rolle for ministeren.

Øvelsen har ikke været let i et ministerium, der ikke bare er vokset tæt sammen med sit erhverv, men også rummer indgroede rutiner, der måske trænger til et serviceeftersyn.

Departementschef Ib Byrge Sørensen har, siden han for 42 år siden opnåede sin juridiske embedseksamen, arbejdet sig op i ministeriet.
Holdningspolitikere som Dan Jørgensen havde imidlertid ikke brug for kustoder for den traditionelle landbrugspolitik, men for folk med fokus på lige præcis ministerens ideer.

Sekretariatet skulle ”sikre fremdrift og koordinering af større sager, som har strategisk betydning for ministerens politiske arbejde,” hed det i 2014. Derudover skulle sekretariatet ”være idéskabende og proaktivt bidrage til at identificere nye politiske fokusområder”. Endelig skulle sekretariatet ”i fornødent omfang understøtte, at ministerens holdninger er tydeligt gengivet i sager, som har særlig betydning for ministeren i dennes daglige arbejde, således at der er en tydelig rød tråd gennem ministerens politik på hele ressortområdet.”

Italien har været kastet ud i uro, siden Mario Draghi trak sig som premierminister den 21. juli. Konsekvensen er nyvalg til parlamentet til afholdelse den 25. september.

Italiensk gældskrise

Den italienske regeringskrise indtræder mens Italien befinder sig i en regulær gældskrise. Investorer sætter med rette spørgsmålstegn ved om Italien (og andre stærkt forgældede lande i eurozonen), kan fortsætte med at refinansiere deres gæld, som er vokset under COVID-krisen og som bliver betragtelig dyrere at finansiere I takt med at ECB efter den seneste rentehævning på 0,5 pct. som forventet vil hæve renten yderligere.

Den direkte anledning til krisen for Mario Draghis 17-måneder gamle koalitionsregering i Italien var at koalitionspartneren, 5Stjernebevægelsen, trak støtten til regeringens 26 milliarder euro-plan for håndteringen af inflation og stigende energiomkostninger.

5Stjernebevægelsen

Tidligere premierminister Giuseppe Conte, 5Stjernebevægelsens nuværende leder, har den 6. juli 2022 i et brev til Draghi tilkendegivet, at bevægelsen lider under regeringssamarbejdet (”il profondo disagio politico” – suffer deep political discomfort). Bevægelsen stillede en række krav til Draghi som betingelse for fortsat opbakning til regeringen. Herunder krav om en garanteret minimumsløn, en væsentlig forhøjelse af udgiftsbudgettet og garantier for, at bevægelsens mærkesager vedrørende især velfærd og miljø i højere grad vil blive tilgodeset.

Mario Draghi havde faktisk tilkendegivet at han var parat til visse indrømmelser – herunder at regeringen var parat til at overveje en minimumsløn. Draghi har dog lodret afvist kravet om øgede offentlige udgifter.

Højreorienteret regeringskoalition?

Efter valget den 25. september 2022, er der udsigt til fremgang til højre og til en regering bestående af Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, Berlusconis parti, Forza Italia, og Fratelli d’Italia.

Fratelli d’Italia, der ledes af den 45-årige Giorgia Meloni, er det eneste parti, der har stået uden for samlingsregeringen, og partiets kritiske linje har fået betydelig opbakning i meningsmålingerne. Partiet ligger nu forrest med opbakning fra 23 pct. af vælgerne. (Lega og Forza Italia har henholdsvis 15 og 8 pct.). På venstrefløjen har Partito Democratico under ledelse af Enrico Letta, 22 pct. mens 5Stjernebevægelsen -Movimento 5 Stelle – under ledelse af Giuseppe Conte – har oplevet vigende tilslutning og nu er nede på 12 pct.

Udsigten til en højreorienteret regering i Italien under ledelse af Fratelli d’Italia har især i venstreorienterede kredse ført til advarsler om at det kan betyde en uansvarlig økonomisk politik, der kan true euro-samarbejdet, og en mere kritisk NATO-politik, der kan påvirke bistanden til Ukraine.

Giorgia Meloni

Giorgia Meloni fra Fratelli d’Italia udtalte lørdag til den italienske avis La Stampa, at italienske venstreorienterede tænketanke forsøgte at skræmme markederne for at sikre en sejr til venstrefløjen. Der var imidlertid ”intet at frygte”. Italiens brødre ville blive ved med at sende våben til Ukraine.

Bekymringen er dog ikke helt grundløs. Melonis sandsynlige regeringspartnere, Silvio Berlusconis Forza Italia og Matteo Salvinis Lega, har begge på et tidspunkt sat spørgsmålstegn ved at sende våben til Ukraine.

Den italienske premierminister, Mario Draghi, vil træde tilbage, blev det torsdag aften den 14. juli 2022 meddelt i Rom.

Den brede italienske koalitionsregering med Mario Draghi i spidsen blev i realiteten sprængt, da tidligere premierminister Giuseppe Conte meddelte, at Femstjernebevægelsen ikke ville deltage i en tillidsafstemning torsdag i Senatet, som gjaldt regeringens støttepakke til befolkningen på grund af stadigt stigende priser. Femstjernebevægelsen mente, at støttepakken til stigende leveomkostninger og forhøjede energipriser skulle være større.

Selvom regeringen vandt tillidsafstemningen torsdag i Senatet, erklærede Mario Draghi efterfølgende, at han anså samlingsregering med i alt syv partier, der blev dannet for godt halvandet år siden, for opløst.

Italiens præsident, Sergio Mattarella, har foreløbig afvist at acceptere en afskedsbegæring fra premierminister Mario Draghi. Præsidenten har bedt Draghi om i den kommende uge at tale til parlamentet om den nuværende krise og få klarhed over den politiske situation.

Den politiske krise i Italien udspiller sig på et tidspunkt, hvor Italien og andre forgældede EU-lande kæmper med konsekvenserne af krigen i Ukraine, COVID, stigende renter og inflation og de mest ømtålelige politiske spørgsmål drejer sig om mulighederne for at skærme befolkningerne mod stigende leveomkostninger og forhøjede energipriser.

Mario Draghi er Italiens sjette premierminister på et årti, og han er blevet opfattet som en garant for, at italienerne ville respektere de gældende betingelser for lån og afdragsaftaler.

Hvis han forsvinder fra de italienske regeringskontorer, vil det være ensbetydende med krise i EU: Hvis Italien som er den tredjestørste økonomi i eurozonen efter Tyskland og Frankrig ikke kan overvinde udfordringerne, vil det uundgåeligt også få konsekvenser for andre euro-lande!

Spørgsmålet er, om stigende leveomkostninger og forhøjede energipriser overhovedet kan afbødes?

Inflationen brager derudad, og danskerne kunne i juni opleve den største årsstigning i forbrugspriser i næsten 40 år. Det presser økonomien hos mange, og flere bankøkonomer anslår, at den almindelige familie kommer til at stå med en årlig ekstraregning på omkring 35.000 kr.

I Danmark presses regeringen af støttepartierne SF og Alternativet til at gøre mere end den såkaldte varmecheck, som Folketinget i april 2022 vedtog. På et tidspunkt i august 2022 vil der blive udbetalt en varmecheck på 6.000 kroner til de cirka 419.000 husstande, der har en samlet indtægt under 650.000 kroner, og som opvarmer boligen med en af de opvarmningsformer, der har oplevet de største prisstigninger.

Et af argumenterne er, at inflationen i forbrugerpriserne betyder, at provenuet fra energiafgifter og moms m.v. vælter ind i statskassen.

Frankrig

I Frankrig går man anderledes håndfast til værks. En ny runde af franske tiltag, der har til formål at afbøde virkningerne af rekordinflation, vil koste omkring 20 milliarder euro, ifølge finansminister Bruno Le Maire.

Tiltagene vil være mere målrettet mod arbejdere, efter at staten allerede har brugt omkring 26 milliarder euro i år til energiprislofter og brændstofrabatter til franske husholdninger. og omfatter lønstigninger i den offentlige sektor og målrettede brændstofrabatter.

Le Maire har allerede advaret om, at de offentlige finanser er på et “beredskabsniveau”, efter at gældsniveauet voksede under pandemien og efterhånden som renten stiger.

Regeringen kan ikke alene gennemføre foranstaltningerne. Regeringen bliver nødt til at søge alliancer i en meget sammensat nationalforsamling, hvor Macron mistede sit absolutte flertal efter valget i sidste måned.

Finansminister Le Maire sagde, at han ville søge kompromiser, men der er “røde linjer” – herunder at regeringen ikke vil hæve skatterne og at regeringen er indstillet på at opfylde præsident Emmanuel Macrons løfte fra præsidentvalget om at efterleve kravene i EU’s stabilitets- og vækstpagt og bringe budgetunderskuddet tilbage til 3 pct. af BNP inden 2027.

Stigende priser udstiller handlingslammelse i EU

Det er ikke kun Danmark og Frankrig, der kæmper med stigende forbrugerpriser.

Inflationen steg i Euroområdet med 8,6 procent i juni, og Europa-Parlamentet diskuterede tirsdag den 5. juli 2022 hvad der kunne gøres.

Under den stadig skarpere debat om de stigende leveomkostninger opfordrede parlamentsmedlemmer fra alle lejre til at EU gjorde noget, og flere krævede umiddelbar handling fra såvel EU-Kommissionen som Ministerrådet.

Forslagene til at tackle inflationen spændte fra at indføre en mindsteløn, indføre loft over energipriser, sætte fart i isolering og energiforbedringer til beskatning af de overnormale profitter, som nogle energiselskaber har kunnet høste under krisen.

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen nævnte, at de resterende pandemifonde – omkring 200 milliarder euro i ubrugte lån – kunne bruges til at fremskynde investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Dette kan bidrage til at sænke husholdningernes el- og gasregninger på sigt, men vil ikke hjælpe de fattigste med at håndtere de akutte økonomiske problemer.

Den Europæiske Centralbank

Under normale omstændigheder er den institution i Europa, der har til opgave at opretholde stabile priser, Den Europæiske Centralbank, ECB.

Men ECB har begrænsede muligheder for at gøre noget.

Dets vigtigste redskab til at bekæmpe inflationen er højere renter. Forøgelse af låneomkostningerne vil lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet og sænke efterspørgslen og i sidste ende presse inflationen ned.

Problemet er, at det vil ske på bekostning af lavere lønninger og arbejdsløshed, hvilket vil forværre den økonomiske situation for husholdningerne og virksomhederne, som lovgiverne ønsker, at EU skal beskytte.

Samtidig vil et forhøjet renteniveau ramme Italien og andre gældsplagede sydeuropæiske lande, der må imødese væsentlige stigninger udgifterne til at servicere gælden.

Kollektiv lånoptagelse?

Under debatten i Europa-Parlamentet blev det da også foreslået i stedet at stifte ny fælles EU-gæld og stille midlerne til rådighed i form af tilskud eller lån til medlemslandenes indsatser på at modvirke faldet i købekraft som følge af den høje inflation.

‎Hvad med budgetdisciplinen?

Stabilitets- og vækstpagten, der fastsætter lofterne for statsgæld og budgetunderskud i Eurozonen, bør ifølge Frankrig snarest ændres.

Stabilitets- og vækstpagten skal sikre, at medlemsstaterne overholder budgetdisciplinen, så stabilitet og vækst kan styrkes. Medlemsstaterne er ifølge stabilitets- og vækstpagten forpligtede til at overholde budgetdisciplin i forhold til de offentlige finanser, hvilket betyder, at medlemsstaternes offentlige budgetter ved normalt økonomisk aktivitetsniveau skal være i overskud eller tæt på balance. Underskuddet må ikke overstige tre pct. af BNP.

Den offentlige gæld må ikke overstige 60 pct. af bruttonationalproduktet, og endelig må inflationen i de enkelte lande ikke overstige den gennemsnitlige stigning i forbrugerpriserne i de tre EU-lande med den laveste inflation med mere end 1,5 procentpoint.

Grænserne i stabilitets- og vækstpagten har under COVID-pandemien midlertidigt været suspenderet, men EU-Kommissionen og en række medlemslande har ønsket at genindføre regler, der kunne sikre en vis budgetdisciplin.

Frankrig er parat til at skrotte stabilitets- og vækstpagten

Begrænsningerne er ifølge den franske finansminister, Bruno Le Maire, ikke længere relevante i en tid med pandemi, krig og hyperinflation. I et interview med Financial Times sagde Bruno Le Maire, at gældsreglerne var ”obsolete” – forældede, ubrugelige og utidssvarende.

Der er meget pænt at sige om Anker Jørgensen, der ville være fyldt 100 år den 13. juli. Hans sociale og solidariske sindelag, hans livslange virke for fred, hans interesse for kunst og kultur og hans personlige hæderlighed. “Du var en hædersmand. Du var Danmark, når Danmark er bedst,” sagde Mette Frederiksen ved hans bisættelse på Bispebjerg i april 2016.

Formanden for HK Hovedstaden, Christian Grønnemark, går i sit mindeord for Anker Jørgensen et skridt videre: Anker Jørgensen startede den økonomiske genopretning, som Poul Schlüter fik æren for.

Som ansat i Statsministeriet mens Anker Jørgensen var statsminister kan jeg bekræfte alle positive vurderinger af hans menneskelige egenskaber. Som ung cand.polit kan jeg ikke genkende beskrivelsen af Anker Jørgensen som økonomisk reformator.

Realiteten var, at i slutningen af 1970’erne, og især efter den såkaldte ”anden oliekrise” i vinteren 1978-79, udviklede både de offentlige udgifter og samfundsøkonomien i Danmark sig på en måde, der førte til alvorlig bekymring for statsgældens størrelse og finansieringen af det hastigt voksende betalingsbalanceunderskud.

Det var på denne baggrund, at den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i et tv-interview 28. oktober 1979 udtalte: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«”.

Det var perioden, hvor kronen ofte var under pres, hvor underskud på både betalingsbalance og statsfinanser løb løbsk, inflationen galopperede, Danmarks kreditværdighed blev sænket, og hvor der kunne opstå noget nær panik blandt økonomiske journalister, også i weekenden, hvis Nationalbankens direktør, Erik Hoffmeyer, blev set i Kastrup Lufthavn på vej til Bruxelles for at forhandle en dansk devaluering på plads med de gamle EMS-lande. Som ung økonom i Statsministeriet erindrer jeg talrige week-ender i Statsministeriet i forbindelse med devalueringer.

Hvor slemt det stod til, og er dokumenteret i årsberetninger fra Danmarks Nationalbank.

I 1980 skrev Danmarks Nationalbank således i usædvanligt barske vendinger om dansk økonomi, at ”presset mod kronen var så stort, at den måtte støttes med betydelige interventioner. Den danske rente måtte hæves for at dæmme op for udstrømningen af kapital, og diskontoen blev sat op med to procent til 13 procent.”

I 1981 blev tonen skærpet yderligere:

”Tilbagegangen i den økonomiske aktivitet var forbundet med en betydelig stigning i arbejdsløsheden. Prisstigningerne var stærke og steg med 12 procent. Industriens timelønninger med ti procent. Kronekursen blev nedskrevet med tre procent ved kursjusteringen midt i februar 1982.”

Om udsigterne for 1982 hed det videre:

”Den stærke vækst i statens underskud skaber problemer. De stigende underskud på betalingsbalancen betyder, at forudsætningen for den økonomiske politik falder bort. Det er afgørende at den stærke vækst i underskuddene bringes til ophør.”

Med de stadig mere skingre opfordringer fra Nationalbank og regeringens egen sagkundskab i de økonomiske ministerier om handling i det ene øre, og truslerne fra fagbevægelsen og typer som Thomas Nielsen om ikke at pille ved kernevælgernes realløn i det andet øre, valgte Anker Jørgensen at smide håndklædet i ringen og gå af.

Kort sagt: Da Anker Jørgensen gik af i 1982, stod dansk økonomi på gloende pæle. Det hele var ved at ramle sammen som et fallitbo. Danmark var på vej mod afgrunden, på første klasse og for lånte penge.

Ro over gemytterne, og mere stabilitet omkring den danske krone, kom der først i 1982, da kronen formelt blev låst fast til D-marken. Samtidig blev den automatiske dyrtidsregulering afskaffet og den økonomiske politik lagt om, så inflation og renter kunne falde. Det skete, efter Anker Jørgensen gik af som socialdemokratisk statsminister, og den konservative Poul Schlüter sammen med venstremanden Henning Christophersen, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i Firkløverregeringen tog over.

Inflationen brager derudad, og danskerne kunne i juni opleve den største årsstigning i forbrugspriser i næsten 40 år. Det presser økonomien hos mange, og flere bankøkonomer anslår, at den almindelige familie kommer til at stå med en årlig ekstraregning på omkring 35.000 kr.

Danmark

I Danmark presses regeringen af støttepartierne SF og Alternativet til at gøre mere end den såkaldte varmecheck, som Folketinget i april 2022 vedtog. På et tidspunkt i august 2022 vil der blive udbetalt en varmecheck på 6.000 kroner til de cirka 419.000 husstande, der har en samlet indtægt under 650.000 kroner, og som opvarmer boligen med en af de opvarmningsformer, der har oplevet de største prisstigninger.

Et af argumenterne er, at inflationen i forbrugerpriserne betyder, at provenuet fra energiafgifter og moms m.v. vælter ind i statskassen.

I Frankrig går man anderledes håndfast til værks. En ny runde af franske tiltag, der har til formål at afbøde virkningerne af rekordinflation, vil koste omkring 20 milliarder euro, ifølge finansminister Bruno Le Maire.

Tiltagene vil være mere målrettet mod arbejdere, efter at staten allerede har brugt omkring 26 milliarder euro i år til energiprislofter og brændstofrabatter til franske husholdninger. og omfatter lønstigninger i den offentlige sektor og målrettede brændstofrabatter.

Le Maire har allerede advaret om, at de offentlige finanser er på et “beredskabsniveau”, efter at gældsniveauet voksede under pandemien og efterhånden som renten stiger.

Regeringen kan ikke alene gennemføre foranstaltningerne. Regeringen bliver nødt til at søge alliancer i en meget sammensat nationalforsamling, hvor Macron mistede sit absolutte flertal efter valget i sidste måned.

Finansminister Le Maire sagde, at han ville søge kompromiser, men der er “røde linjer” – herunder at regeringen ikke vil hæve skatterne og at regeringen er indstillet på at opfylde præsident Emmanuel Macrons løfte fra præsidentvalget om at efterleve kravene i EU’s stabilitets- og vækstpagt og bringe budgetunderskuddet tilbage til 3 pct. af BNP inden 2027.

Stigende priser udstiller handlingslammelse i EU

Det er ikke kun Danmark og Frankrig, der kæmper med stigende forbrugerpriser.

Inflationen steg i Euroområdet med 8,6 procent i juni, og Europa-Parlamentet diskuterede tirsdag den 5. juli 2022 hvad der kunne gøres.

Under den stadig skarpere debat om de stigende leveomkostninger opfordrede parlamentsmedlemmer fra alle lejre til at EU gjorde noget, og flere krævede umiddelbar handling fra såvel EU-Kommissionen som Ministerrådet.

Forslagene til at tackle inflationen spændte fra at indføre en mindsteløn, indføre loft over energipriser, sætte fart i isolering og energiforbedringer til beskatning af de overnormale profitter, som nogle energiselskaber har kunnet høste under krisen.

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen nævnte, at de resterende pandemifonde – omkring 200 milliarder euro i ubrugte lån – kunne bruges til at fremskynde investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Dette kan bidrage til at sænke husholdningernes el- og gasregninger på sigt, men vil ikke hjælpe de fattigste med at håndtere de akutte økonomiske problemer.

Den Europæiske Centralbank

Under normale omstændigheder er den institution i Europa, der har til opgave at opretholde stabile priser, Den Europæiske Centralbank, ECB.

Men ECB har begrænsede muligheder for at gøre noget.

Dets vigtigste redskab til at bekæmpe inflationen er højere renter. Forøgelse af låneomkostningerne vil lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet og sænke efterspørgslen og i sidste ende presse inflationen ned.

Problemet er, at det vil ske på bekostning af lavere lønninger og arbejdsløshed, hvilket vil forværre den økonomiske situation for husholdningerne og virksomhederne, som lovgiverne ønsker, at EU skal beskytte.

Samtidig vil et forhøjet renteniveau ramme Italien og andre gældsplagede sydeuropæiske lande, der må imødese væsentlige stigninger udgifterne til at servicere gælden.

Kollektiv lånoptagelse?

Under debatten i Europa-Parlamentet blev det da også foreslået i stedet at stifte ny fælles EU-gæld og stille midlerne til rådighed i form af tilskud eller lån til medlemslandenes indsatser på at modvirke faldet i købekraft som følge af den høje inflation.

‎Hvad med budgetdisciplinen?

Stabilitets- og vækstpagten, der fastsætter lofterne for statsgæld og budgetunderskud i Eurozonen, bør ifølge Frankrig snarest ændres.

Stabilitets- og vækstpagten skal sikre, at medlemsstaterne overholder budgetdisciplinen, så stabilitet og vækst kan styrkes. Medlemsstaterne er ifølge stabilitets- og vækstpagten forpligtede til at overholde budgetdisciplin i forhold til de offentlige finanser, hvilket betyder, at medlemsstaternes offentlige budgetter ved normalt økonomisk aktivitetsniveau skal være i overskud eller tæt på balance. Underskuddet må ikke overstige tre pct. af BNP.

Den offentlige gæld må ikke overstige 60 pct. af bruttonationalproduktet, og endelig må inflationen i de enkelte lande ikke overstige den gennemsnitlige stigning i forbrugerpriserne i de tre EU-lande med den laveste inflation med mere end 1,5 procentpoint.

Grænserne i stabilitets- og vækstpagten har under COVID-pandemien midlertidigt været suspenderet, men EU-Kommissionen og en række medlemslande har ønsket at genindføre regler, der kunne sikre en vis budgetdisciplin.

Frankrig er parat til at skrotte stabilitets- og vækstpagten

Begrænsningerne er ifølge den franske finansminister, Bruno Le Maire, ikke længere relevante i en tid med pandemi, krig og hyperinflation. I et interview med Financial Times sagde Bruno Le Maire, at gældsreglerne var ”obsolete” – forældede, ubrugelige og utidssvarende.

Mogens Lykketoft kommenterer den 12. juli 2022 i Berlingske Tidende kritikken af statsminister Mette Frederiksen. Her mener han, at de borgerlige begår karaktermord mod statsministeren i deres kritik af hendes håndtering af minkskandalen.

Mens Lykketoft er ekspert i karaktermord, fortaber det sig, hvorfor Lykketoft ikke mener kritikken af Mette Frederiksen er berettiget. Det eneste reelle argument syntes at være, at ministre har meget travlt. Når Lykketoft behændigt glemmer at travlhed ikke er en gyldig undskyldning for at bryde loven, understøtter han i virkeligheden kritikken af Mette Frederiksen.

Lykketoft om Lykketoft

Morgens Lykketoft er udpræget bedst, når han kan fremhæve sig selv. I bogen ”Erindringer”, udgivet på forlaget Rosinante i oktober 2019, fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Sass Larsens opfattelse

Bogen har fået en blandet modtagelse. Den daværende socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har i et interview med Weekendavisen sagt: ”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned.

Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?

Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

I interviewet reagerer Sass på, at Lykketoft i en ny bog kritiserer Helle Thorning-Schmidt og kalder hende blandt andet for ”fejlcastet”.

 Sass forsvarer Thorning-Schmidt og siger i interviewet, at hun lå holdningsmæssigt korrekt.

I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.

”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Et højdepunkt – formand for FN

For dem som måtte have overset det, var Mogens Lykketoft for nogle år siden formand for FN’s Generalforsamling. I den egenskab førte han sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima til flygtningekonventioner.

Men hvorfor gjorde han det?

Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han påtog sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN stod over for.
Lykketoft mener selv, at Generalforsamlingen under hans formandskab var et af de vigtigste i FN’s historie.

Lykketofts ego

Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at den foregående SR-regering under Helle Thorning-Schmidt, var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på andre politikere. Men det er tydeligt at posten som formand – først for det danske Folketing og derefter for FN’s Generalforsamling – steg ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid

Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Få har glemt den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen.

Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Lykketoft som formand i FN

Det påkaldte sig umiddelbart en vis form for respekt, da Lykketoft i FN påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”.
Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stillede krav til dem, der ville følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi blev advaret om, at vejen hurtigt ville blive spærret, hvis vi ikke lærte at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsatte også, at vi alle sammen skulle kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi ville ikke opleve en harmonisk fremtid og vi villeikke få udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelagde livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker og sender dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Det eneste der manglede, var at vi helhjertet skulle gå ind for Lykketofts gamle mærkesag: Økonomisk Demokrati!
Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Og sådan er det: Du kan muligvis og tilsyneladende trække Lykketoft ud af kommunismen, men du kan aldrig trække kommunismen ud af Lykketoft!

Mogens Lykketoft inde i varmen

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er siden Mette Frederiksen i juni 2015 overtog formandsposten i Socialdemokratiet efter Helle Thorning-Schmidt igen kommet ind i varmen.

Under Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon havde Mogens Lykketoft ikke noget at skulle have sagt og Lykketoft holdt sig ikke tilbage med kritik af SR-regeringen.

Selvom Mogens Lykketoft havde brændt alle broer til den tidligere ledelse i Socialdemokratiet, har Henrik Sass Larsens exit fra dansk politik betydet at Mogens Lykketoft blevet taget til nåde. Til gengæld for ubetinget og loyal opbakning til Mette Frederiksens traditionelle socialdemokratiske linje har Lykketoft igen fået lov til upåtalt at ytre sig om alt og alle.

Mogens Lykketoft får gnaveben til 400.000 kroner

Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, måtte den 1. september 2020 forlade pladsen som formand for bestyrelsen i statens energiforsynings-selskab, Energinet, for at skaffe plads til den tidligere partiformand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft.

Det oplyste Dan Jørgensen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Energinet.dk

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat. Energinet.dk blev dannet i 2005 og ejer og driver det overordnede net på el- og gasområdet og har samtidig ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Ligesom Lars Barfoed er Mogens Lykketoft uden åbenbare kvalifikationer, der kan honorere kravene til at have ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Energinet har bebudet en kraftig stigning i prisen for transmission af gas, og det er et oplagt spørgsmål, om Lykketoft er medansvarlig for de nuværende kraftigt stigende priser på el og gas?

I denne uge har den amerikanske præsident Joe Biden indledt en fire dages rundtur gennem Israel, det palæstinensiske selvstyreområde og Saudi-Arabien.

Embedsmænd i Det Hvide Hus siger ifølge Washington Post, at formålet med turen er klar: at hjælpe med at integrere Israel yderligere i regionen; at styrke den skrøbelige våbenhvile mellem Saudi-Arabien og Yemen; at bringe Saudi-Arabien, Israel og andre arabiske partnere på linje i forhold til den afbrudte atomaftale med Iran, og at imødegå Kinas og Ruslands indflydelse i Mellemøsten.

Den amerikanske præsident, der har været en mangeårig støtte af staten Israel, vil under mødet med den israelske premierminister Yair Lapid, understøtte og fremme Israels nye engagement med en gruppe arabiske monarkier som faktisk blev faciliteret af tidligere præsident Donald Trump. Da bestræbelserne på at genoplive Irans atomaftale mislykkedes, er Biden-administrationen ivrig efter at bidrage til organiseringen og samarbejdet mellem regionens anti-iranske interesser.

Der tales faktisk nu om et “arabisk NATO” med Israel som en nøglepartner sammen med Golfstater som De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.

Den formelle ramme for drøftelserne vil være Saudi-Arabiens værtskab for og Bidens deltagelse i et bredere regionalt topmøde i Golfens Samarbejdsråd – den vigtigste blok af stater på den arabiske halvø.

Mens Biden er i Saudi-Arabien, vil Biden udover møder med Saudi-Arabiens konge og kronprins Mohammed bin Salman også holde bilaterale møder med ledere af Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Irak.

På fredag ​​skal Biden mødes med Mahmoud Abbas, præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, hvis kampagne for en to-statsløsning ser mere nødlidende ud end nogensinde.

I de amerikanske medier vil Bidens håndtering af de svære spørgsmål i Mellemøsten blive fulgt intenst på et tidspunkt, hvor præsidentens ratings er historisk lave og demokraterne står overfor en truende valgkatastrofe ved efterårets midtvejsvalg.

Forholdet til den saudiske kronprins Mohammed bin Salman vil blive fulgt med særlig interesse. Det er selvfølgelig Jamal Khashoggi-sagen, der stadig lever. Den grufulde bortførelse og mordet på den saudiske dissident og Washington Post-skribent blev i sin tid af de amerikanske efterretningsvæsener vurderet til at være godkendt af den saudiske kronprins Mohammed bin Salman.

Under præsidentvalgkampen var Joe Biden tæt på at love at gøre Saudi-Arabien til en “paria” og at forholdet mellem Washington og Riyadh skulle revurderes.

Det bemærkes, at det er lykkedes kronprins Salman at formilde Tyrkiet, hvor mordet på Khashoggi fandt sted, og for ganske nylig har besøgt Recep Tayyip Erdoğan i Ankara.

Vladimir Putin, den russiske præsident, mødes i næste uge med lederne af Iran – Ayatollah Sayyid Ali Khamenei og præsident Ebrahim Raisi – og Tyrkiets leder Recep Tayyip Erdoğan.

Onsdag den 6. juli 2022 har et flertal i EU-Parlamentet afvist at stoppe et forslag fra EU-Kommissionen, der betyder, at EU i en overgangsperiode vil kategorisere både naturgas og atomkraft som bæredygtige investeringer.

Forslaget er ifølge EU-Kommissionen nødvendigt for at give medlemslandene tid til at få implementeret vedvarende energi i tilstrækkelige mængder til at tage over fra de fossile energiformer – og atomkraft.

Forslaget vil åbne for at de penge, EU har øremærket til grønne investeringer i medlemsstaternes genopretningsplaner, vil gå til langsigtede investeringer af atomkraft og fossil gas.

Ifølge kritikere vil forslaget underminere de bæredygtige intentioner for fremtiden.

I Tyskland har Forbundsrådet fredag den 8. juli 2022 stemt for en lov, der giver mulighed for at genstarte flere af landets kulkraftværker. Trækket skal ses i lyset af Ruslands krig i Ukraine., der tvinger Tyskland og andre lande til at mindske deres afhængighed af russisk gas.

Derfor vurderes det nødvendigt på ny gøre brug af gamle kulkraftværker frem for at bruge gas, som ellers skulle hentes i Rusland.

I Danmark har de tilbageværende kulkraftværker – Fynsværket, Studstrupværket, Esbjergværkets og Nordjyllandsværket – i 2021 fyret kraftigt op under kulkedlerne. Årsagen er ingen vind, mangel på vandkraft i Norge, en høj gaspris og usikkerhed om den fremtidige gasforsyning.

Tal fra Energistyrelsen og Energinet viser, at kulforbruget i de centrale værker i 2021 steg med knap 50 pct. I de første uger af 2022 kom næsten halvdelen af strøm produceret i Jylland og på Fyn fortsat fra kul.

Stigningen skyldes koldere vejr og en lavere produktion af strøm fra vindmøller, som betød større produktion på de centrale kraftværker. Vindkraftproduktionen faldt i 2021, da middelvindhastigheden var betydeligt lavere end tidligere.

På Nordjyllandsværket i Aalborg har man i sidste halvdel af 2021 næsten kørt med fuld kraft. Også hos Ørsted er kulforbruget steget. Her har man fyret med mere kul end vanligt på Esbjergværket og Studstrupværkets blok 4.

På Fyn fyres der med halm og træflis, men der har været gang i kulkedlerne, fordi der har været koldt og manglet vind- og vandkraft

Den planlagte udfasning af kulfyrede kraftværker er udsat fordi gaspriserne fortsat er høje og der er mangel på sol-, vind- og vandkraft.

Hidtil har det været forventningen, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle indstilles allerede i 2022. I 2023 ville Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

Lukningen af termiske kraftværker ville ifølge Energistyrelsen indebære, at sandsynligheden for perioder med effektmangel i Danmark bliver større. Dertil kommer, at vi ikke uden videre kan regne med til alle tider at dække det danske behov gennem el-import fra udlandet.

I Tyskland vil der selv med en forlængelse af kulfyringen bortfalde en betydelig elproduktionskapacitet i takt med at der lukkes a-kraftværker. I resten af Europa må der også ventes en mere fluktuerende elproduktion i fremtiden. 

Allerede i januar 2022 forelå der en analyse af konsekvenserne for elforsyningssikkerheden og udviklingen i el- og varmepriser af den grønne omstilling, udfasningen af kul, forbud mod olie og naturgas i fjernvarmesektoren og begrænsning af træbiomasse til el- og varmeproduktion.

Analysen fra Energistyrelsen indeholdt dystre forudsigelser!

Forsyningssikkerheden trues

I årene efter 2030 vil Danmark blive udfordret af et markant større elforbrug til blandt andet varme, transport, datacentre og PtX-anlæg.

Det vil betyde at behovet for elkapacitet i systemet er stigende – og samtidigt bliver elproduktionen mere decentral og ikke-regulerbar fra vedvarende energikilder som solpaneler og vindmøller.

Lukningen af termiske kraftværker indebærer ifølge Energistyrelsen, at sandsynligheden for perioder med effektmangel bliver større.

Energistyrelsen mener derfor, at udfasning af biomasse og lukningen af de termiske kulværker giver risiko for strømafbrydelser især i Østdanmark.

Udsigt til 8 timer uden strøm

Den nuværende høje forsyningssikkerhed i øjeblikket betyder, at danske husstande på årsbasis i gennemsnit er uden strøm i højest 10 minutter, og årsagen vil sandsynligvis være lokal – at et træ er væltet ned over en elmast eller lignende.

Den høje forsyningssikkerhed kan ifølge Energistyrelsen meget vel blive afløst af en situation, hvor forbrugere i Østdanmark i 2035 vil være uden strøm i 8 timer om året. I fremtiden kan årsagen meget vel være, at det blæser for lidt, og at det er overskyet og at der generelt er mangel på strøm.

Prisen for den grønne omstilling kan derfor blive mistet forsyningssikkerhed.

Fabian Wolff i Tyskland

En svindelsag har rystet den tyske medieverden. Den 16. juli 2023 dukkede en artikel af freelanceskribenten Fabian Wolff med titlen “My Life as a Son” op på det tyske ugemagasin Die Zeits netudgave, ZEIT ONLINE. Wolff rapporterer blandt andet, at han ifølge sin egen forskning ikke er jøde – i modsætning til hvad han hævdede, at hans mor, der døde i 2017, havde forsikret ham om i årevis.

Den venstreorienterede kulturskribent Fabian Wolff, som siden 2010 ofte havde kommenteret emner fra et jødisk perspektiv. I de senere år har han skabt sig et navn på at kritisere Israels behandling af palæstinensere, påpege zionismens synder og anfægtet motiverne hos de tyske jøder, som har advaret om stigende antisemitisme i Tyskland fra arabiske indvandrere.

Den 34-årige tysker har også vist stor forståelse for den boykot af israelske produkter, som den internationale BDS-organisation (Boycott, Divestment and Sanctions ) opfordrer til. Den slags går normalt ikke an i Tysklands etablerede medier på grund af landets forhistorie med Hitler og Holocaust.

Det betyder, at man sjældent giver spalteplads til stålsatte kritikere af Israel. Men Wolff kunne dog få god plads, fordi han var – som han gerne fremhævede i sine velskrevne tekster – en tysk jøde.

Den identitet understregede han med patosfyldte fortællinger om sin jødiske opvækst i Østberlin, og hvordan han var præget af arven fra slægtninge, der var blevet forfulgt og dræbt under Holocaust. Det gav ham i den tyske offentlighed en særlig platform til at udtale sig om kontroversielle jødiske og israelske spørgsmål, og Wolff fik artikler trykt i førende medier som Der Spiegel, Süddeutsche Zeitung, Jüdische Allgemeine og Die Zeit.

Christian Bitz

I en sag, der har kørt siden 2016 mellem keramiker Kasper Würtz og ernæringsekspert og tv-personlighed Christian Bitz og samarbejdspartneren F&H, afgjorde Sø- og Handelsretten den 30. januar 2023, at Christian Bitz og F&H skal betale en erstatning på 6, 4 millioner kr. for at have plagieret keramiker Kasper Würtz.

Kasper Würtz blev samtidig frifundet af Sø- og Handelsretten for det moderstatningskrav, der var fremsat af F&H og Christian Bitz.

Plagiering – nu i New York

Republikaneren George Santos blev i november 2022 valgt til kongressen ved midtvejsvalget i New York. Men nu har han indrømmet at have benyttet sig af ”alternative sandheder”’, da han fortalte om sin fortid.

Det afslørede New York Times den 19. december 2022, men på det tidspunkt blev beskyldningerne kaldt “injurierende” og “maskingevær-angreb”.

I slutningen af december 2022 har Santos imidlertid selv erkendt, at han hverken har en uddannelse fra Baruch College i New York City eller har arbejdet for de kendte finansvirksomheder Goldman Sachs og Citibank, sådan som han ellers havde hævdet.

Santos insisterer på, at han ikke har begået noget kriminelt, og at han fortsat har tænkt sig at sidde i kongressen de kommende to år.

Australien

Guardian Australia kunne den 9. juni 2022 afsløre, at af den australske forfatter John Hughes bog ”The Dogs” fra 2021 er plagieret fra andre forfattere, herunder fra det dokumentariske værk ”Krigen har et kvindeligt ansigt” af den ukrainske nobelpristager Svetlana Alexievich. Andre dele synes kopieret fra klassikere som Fitzgeralds ”Den Store Gatsby”, Tolstojs ”Anna Karenina” og Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten”.

John Hughes, der selv nedstammer fra ukrainske indvandrere til Australien, skildrer i “The Dogs” et krigstraume, og hvordan det nedarves i generation på generation. Fortælleren i bogen, Michael, er søn af en russisk og en italiensk immigrant, der kommer til Australien efter 2. Verdenskrig. På sit dødsleje beretter moderen om sine oplevelser som partisankæmper mod nazisterne. Det er ikke mindst i disse afsnit, Hughes flittigt har benyttet passager fra Svetlana Alexievichs værk.

John Hughes har erkendt at have læst ”Krigen har et kvindeligt ansigt” og benyttet den i hans egen undervisning i kreativ skrivning. Hughes har undskyldt for ikke at have krediteret andre forfattere som han ubevidst har plagieret.

Bogen fik oprindeligt flotte anmeldelser og er indstillet til flere litterære priser.

Dansk Adidas-topchefs cv-fusk

Danske Kasper Rørsted, der som topchef i den tyske Adidas-koncern sad på en af de helt store internationale poster, har ifølge Finans.dk i årevis stået anført med et cv, der ikke stemte overens med virkeligheden.

På websitet for den schweiziske fødevarekoncern Nestlé, hvor Kasper Rørsted sidder i bestyrelsen, har stået, at han har færdiggjort ”International Business Studies” på Copenhagen Business School, mens det af Adidas’ website er fremgået, at han blev uddannet fra ”International Business School” i Danmark, hvilket er fagtermen for en universitetsuddannelse.

Kasper Rørsted er imidlertid uddannet akademiøkonom fra Niels Brock Business College, som ikke tilbyder uddannelse på universitetsniveau.

Østrig

Østrigs tidligere arbejdsminister, Christine Aschbacher, trådte tilbage efter beskyldninger om plagiering. Aschbacher skulle angiveligt have kopieret mindst en femtedel af sin doktorafhandling uden at angive kilder. Hun skulle ligeledes have skrevet en stor del af hendes diplomafhandling, “Drafting a Leadership Style for Innovative Companies”, fra andre forfattere og herunder have kopieret en artikel fra det engelsksprogede magasin, Forbes.

Joe Biden

USA’s præsident Joe Biden er notorisk kendt for at komme med politisk ukorrekte, upassende og forkerte bemærkninger, såkaldte ”gaffes”. Ofte forekommer det som om han ikke er helt klar over, hvor han befinder sig, når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.

Senest har det vakt opmærksomhed, at han på valgmøder har fortalt en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt. 

Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjente dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.

Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?

Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid. 

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Italiens tidligere premierminister, Giuseppe Conte, har været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Folkeskolereformen

I januar 2019 kunne Weekendavisen berette, at fire fremtrædende uddannelsesforskere var anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet. 

Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning i forbindelse med den kontroversielle Folkeskolereform, der trådte i kraft i 2014. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.

 Keld Skovmand kritiserer især de viden­skabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af lærer­uddannelsen i 2012 og året efter for folke­skole­reformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 lærings­mål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skole­elever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien”. 

Anmeldelsen til NVU, der har været omhyggeligt refereret i dagspressen, angår plagiat, citatfusk og fejlagtige kilder og forskningsresultater. De pågældende forskere påstås at have manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden.

I marts 2019 afgjorde NUV sagen:

“På denne baggrund finder nævnet sammenfattende, at der ikke foreligger videnskabelig uredelighed, jf. lovens § 16, stk. 1. Efter sagens oplysninger vurderer nævnet, at sagen kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis. Nævnet oversender derfor sagen til forskningsinstitutionen til videre behandling, jf. lovens § 17”.

Der Spiegels Claas Relotius

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det har chokeret medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius har “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

I Danmark har historien om Claas Relotius gjort indtryk, og teatret ”Mungo Park” har gjort historien til et teaterstykke, ”Spejlmanden”, som havde premiere i oktober 2020.

Niko Grünfeld

Tidligere borgmester Niko Grünfeld fra Alternativet har uretmæssigt hævdet, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Men Aarhus Universitet går nu i rette med oplysninger i Alternativets borgmester i København Niko Grünfelds CV.

Op til sidste kommunalvalg fremgik det af Niko Grünfelds CV, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der er kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kan ikke bekræfte den.

Radio24syv kunne rapportere, at Grünfeld i forbindelse med folketingsvalget i 2015 angav på sit cv, at han havde en kandidatuddannelse.

Men det passede heller ikke.

Bendt Bendtsen

JyllandsPosten har oplyst, at tidligere minister og formand for de Konservative Bendt Bendtsen i årevis skrev på sit cv, at han havde en ”Højere Handelseksamen i Regnskab og Driftsøkonomi”, selv om han kun har et fag fra uddannelsen på en aftenskole i Odense.

Inger Støjberg

Tidligere beskæftigelsesminister, leder af DanmarksDemokraterne, Inger Støjberg, har også ifølge Jyllandsposten hævdet, at hun er uddannet journalist. Men hendes egentlige uddannelse er akademiøkonom i kommunikation fra InformationsAkademiet i Viborg.

Bob Dylan

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage Nobel-prisen i litteratur, som han fik tildelt året før. I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick. Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Naser Khader

Den tidligere konservative politiker, Naser Khader, kom i vridemaskinen og blev anklaget for plagiat.

Det er bogen “Hjertet bløder” fra 2015 af Naser Khader og Stig Matthiesen, der kom under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. 

Forlaget People’s Press trak bogen ”Hjertet Bløder” fra 2015. Mindst 11 af bogens i alt 75 små kapitler indeholdt ifølge Weekendavisen længere passager, som efter alt at dømme er skrevet af efter bøger, artikler og opslagsværker som Wikipedia, som på intet tidspunkt nævnes i bogen.

Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:

”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet.
Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag, finder vi Naser Khader.

Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.

Eva Kjer Hansen

Tidligere Landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte i begyndelsen af 2016 gå af som minister. Et flertal omfattende Det Konservative Folkeparti mente hun havde vildledt Folketinget om kvælstofudledningen i forbindelse med Landbrugs- og Miljøpakken.

Esben Lunde Larsen

Danske medier har været optaget af, at tidligere uddannelses- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, skulle have fusket med sit uddannelses-cv. Esben Lunde Larsen oplyser under punktet ”uddannelse og erhverv” på sit officielle cv på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008.”

Ingen betvivler, at Lunde Larsen faktisk har en kandidatgrad i teologi – men har han virkelig studeret i syv år på Københavns Universitet? Det viser sig, at Lunde Larsen har fået godskrevet, at han har været indskrevet på den norske ”Misjonshøgskolen” fra efteråret 2001 til foråret 2005. På daværende tidspunkt foregik undervisningen i København hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution, ”Dansk Bibel-Institut”. 

Siden er Lunde Larsen blevet beskyldt for ikke at leve op til videnskabelig redelighed i sin Ph.d-afhandling ved ikke systematisk at angive kilder, herunder hans egne værker. Ironisk nok har DR-Nyheder efterfølgende måttet beklage “store mangler” i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens Ph.d.-afhandling.

Sagen er, efter nærmere granskning ved Københavns Universitet, afsluttet med Lunde Larsen frifindelse den 30. marts 2016.

Sagen viser, at der ikke skal meget til, før beskyldningerne om fusk ryger gennem luften.

Mette Thiesen

I september 2021 kunne Ekstra Bladet afsløre, at det tidligere folketingsmedlem for Nye Borgerlige, Mette Thiesen, der nu er medlem af Dansk Folkeparti, er blevet taget i at snyde, da hun gik på universitetet. Historien fik Mette Thiesen til på Facebook at redegøre for sagen med ”egne ord”:

”Jeg var i begyndelsen af 20’erne, og det var svært for mig at erkende, at studiet ikke lige var mig. For ikke at tabe ansigt ved at dumpe en eksamen kopierede jeg fra en studiekammerats opgave. Det blev opdaget af universitetet” skriver hun og tilføjer, at det resulterede i en midlertidig karantæne fra universitetet på seks måneder.

Mette Thiesen vendte dog ikke tilbage til jurastudiet efter karantænen. I stedet uddannede hun sig til lærer, og hun virkede som skolelærer, til hun i 2019 blev valgt til Folketinget.

Udlandet

I det store udland er det endnu værre, og der har været mange sager om recirkulation, dvs. afskrift, plankning, plagiering, litterære tyverier og videnskabeligt og journalistisk tyveri.

Ursula von der Leyen

Den nuværende formand for EU-Kommissionen og tidligere tysk forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder. Ursula von der Leyen blev frikendt i marts 2016.

I Tyskland, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget, har der i de seneste år været en række sager, hvor tyske toppolitikere er blevet grebet i videnskabeligt fusk. Ursula von der Leyen er således langt fra den eneste, som er havnet i modvind efter plagiatbeskyldninger. I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager. I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans afhandling. 

Samtidig har tidligere familieminister, Franziska Giffey, i årevis måttet leve med beskyldninger om plagiering i forbindelse med hendes Ph.d.-grad. Selvom Frei Universität i Berlin ikke har frataget hende doktoratet, har hun klogelig meddelt, at hun ikke længere vil bruge doktor-titlen.

Endelig blev det i 2021 meddelt, at Franziska Giffey trådte tilbage som minister. Siden har hun været borgmester i Berlin.

USA og Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke

I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV tidligere (og igen sent søndag den 16. august på DR1).

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Rolling Stone:“A Rape on Campus” 

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, har netop afsagt dom i sagen. Artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, blev af domstolen karakteriseret som grundløs ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Erstatningsspørgsmålet vil blive afgjort senere.

Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Norge

I den norske ugeavis Morgenposten har man kunnet følge hvordan norske medier fortsat er beskæftiget med at rydde op efter en stribe plagiatsager. Mest bemærkelsesværdigt har måske været sagen om Daniel Butenschøn og Dagens Næringsliv, hvor det er dokumenteret at Butenschøn konstruerede artikler, plagierede udtalelser til andre medier og på en række andre måder brugte uacceptable journalistiske metoder. Et eksempel er Butenschøns artikel om restauranten Tropical Breeze i Las Vegas. Hovedparten af tekst og citater er tyvstjålet fra artiklen “Egg men” i The New Yorker.

Allerede i 2005 var han på Morgenposten afsløret i at have “planket” et portræt af Barack Obama fra magasinet The New Yorker.

Danmarks Beckerlee

Den danske journaliststand og visse dagblade er ligeledes optaget af ophavsret, og slår til stadighed om sig med vilde påstande om tyveri af deres dyrebare stof. Nogle af påstandene er velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Frank Esmann

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DR’s nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid har værdsat andres gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”.
Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog.
Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR. DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han har skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser er Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

Informations Mads Qvortrup

Information, der ellers hævdes at holde den journalistiske fane meget højt, har også haft sine sager. Ifølge fagbladet Journalisten tilbage i 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med!

Information nøjedes med at afbryde samarbejdet og på nettet (samt på side 8 i den trykte avis) at bringe en redaktionel note om, at der var sket en ”fejl”.

Fagbladet Journalisten bragte i 2011 en udpenslende og ganske underholdende gennemgang af Mads Qvortrups fup-journalistik, som viste sig at omfatte flere andre eksempler. Det skete under overskriften ”Dead Man Talking”.

Historien om Qvortrup slutter ikke her. På Coventry Universitys hjemmeside kan man læse, at ”Matt” Qvortrup er “Professor, Centre for Trust, Peace and Social Relations”.

På Politiken skrev Bo Lidegaard i 2016 en overstrømmende anmeldelse (seks hjerter) af en Angela Merkel-biografi skrevet af ”Matthew Qvortrup”, der blev præsenteret som ”professor i statskundskab ved Coventry University i England”.

Politiken måtte efterfølgende bringe en ”rettelse”: ”I den oprindelige version manglede den oplysning, at forfatteren er identisk med Mads Qvortrup, der i sin tid som journalist fik alvorlig kritik for at have citeret afdøde kilder.”

Jacob Holdt

I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Torben Krogh

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

Jørgen Dragsdahl

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Jan Stage

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Jyllands-Postens Flemming Sørensen

Flemming Sørensen (født 1930, død 2016) var en dansk journalist og tidligere spion for Stasi med dæknavn Flame eller Heinrich. Flemming Sørensen var fra 1963 Jyllands-Postens korrespondent i Bonn, og sammen med agent “Lenz” (Morten Jung-Olsen) var han en af Stasis vigtigste folk i Danmark.

Annegrethe Rasmussen

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal. Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Annegrethe Rasmussen er stadig USA-korrespondent og samtidig chefredaktør for POV International, som hun startede efter fyringen fra Information.

Søren K. Villemoes

Det er skæbnens ironi, at Søren K. Villemoes, der på Weekendavisen var involveret i kritikken af USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussen, selv blev udsat for kritik på grund af sammenfaldene mellem hans egen artikel om fodboldholdet Washington Redskins og en lignende artikel i magasinet ThinkProgress.

Christopher Arzrouni

I juni 2008 kunne dagbladet Information dokumentere, at den liberale ideolog og tidligere politiske rådgiver for daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen, Christopher Arzrouni, i en særdeles kritisk anmeldelse af Naomi Kleins bog, Chokdoktrinen, i Weekendavisen i lange passager havde skrevet af fra den svenske skribent Johan Norbergs anmeldelse af bogen til den amerikanske tænketank The Cato Institute.

Arzrouni har senere været rådgiver for Kristian Jensen, debatredaktør på Børsen og ernærer sig i dag som External Affairs Manager i tobakskoncernen, Philip Morris.

TV 2 Nyhederne

I 2005 “opfandt” TV 2 Nyhederne den “svært bevæbnede” indvandrerbande Triple A. Souschefen for TV2/Nyhederne, Lotte Mejlhede, måtte forlade sin stilling efter sagen og journalisten forsvandt en tid fra skærmen. Nu kan hun på fjernsynet opleves som en noget hektisk udlandsreporter.

Den daværende nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, overlevede, men måtte som bekendt af andre grunde forladt stillingen. Han blev efterfølgende chef på B.T., men blev også fyret fra den stilling.

Den notoriske Jeppe Nybroe

Så er der sagerne med Jeppe Nybroe. I september 2007 fratrådte Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DRs udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.
Den 3. september stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler er imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han tænkte måske på Frank Esmann og Annegrethe Rasmussen?

Vi kommer utvivlsomt til at høre mere om Jeppe Nybroe. I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der laves i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vises på TV3.

Siden august 2018 og frem til efteråret 2020 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.

Avisen Danmark hyrer Jeppe Nybroe som ny redaktionschef

Jysk Fynske Mediers fælles indlandssektion opruster og har i den forbindelse ment, at der måske kunne være behov for at gøre avisen Danmarks artikler lidt mere ”interessante”. I hvert fald har man i november 2020 ansat den notoriske Jeppe Nybroe som redaktionschef. Nybroe har tydeligvis haft effekt – i hvert fald bliver avisen Danmark nu undertiden citeret af andre medier.

Nybroe er siden gået videre til annoncemediet Idé-Nyt.

Berlingske Tidende

Radio 24Syv kunne den 19. december 2016 berette, at Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen i mindst 14 tilfælde har plagieret fra udenlandske medier i artikler, han udarbejdede i sin tid på Kristeligt Dag­blad, hvor han var korrespondent i 14 år. Det kan Radio24syv fortælle efter at have foretaget en stikprøve af journali­stens artikler fra hans tid på Kristeligt Dagblad.

Afsløringen kommer i kølvandet på, at Radio24syv den 15. december 2016 kunne fortælle, at Allan Sørensen i mindst syv tilfælde havde citatplagieret i artikler skrevet for Berlingske. Dermed har korrespondenten i minimum 21 til­fælde brugt passager eller citater fra andre medier uden at kildehenvise.

Berlingske Tidende iværksatte på den baggrund en nærmere undersøgelse, og i februar 2017 måtte Berlingske Tidende erkende at avisens Mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, i talrige artikler havde undladt at henvise til kilderne. Avisen tildelte på den baggrund Allan Sørensen en advarsel.

Anna Castberg

Den tragiske Anna Castberg blev på en blanding af falske eksamensbeviser og evnen til at dupere i 1993 udnævnt til leder af kunstmuseet Arken. Efter 3 år blev hun afsløret og hele sagen repeteres jævnlig i pressen.

Anita Bay Bundegaard og Niels Helveg Petersen

Der har imidlertid været en række andre sager, hvor offentlige personer har pyntet på kvalifikationerne. Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard, der i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV var minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001, er blandt dem, der har taget sig ”friheder”. Hun vakte opmærksomhed, da hun ville åbne Danmarks porte for alverdens fattigdomsflygtningen. Hun blev dog hurtigt banket på plads af Poul Nyrup Rasmussen.

I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid hos FN’s Flygtningehøjkommissariat i Geneve og som redaktør på Dagbladet Politiken – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark. Anita Bay Bundegaard er også medlem af Politiken-Fondens bestyrelse.

En anden radikal politiker, afdøde Niels Helveg Petersen, blev valgt til Folketinget i 1966 og blev siden leder af Det Radikale Venstre og minister. I alle biografier oplyses det, at han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Kabinetschef? – det var vist Vicekabinetschef!

Christian Have

Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Den kreative direktør, Christian Have, har i årevis smykket sig med en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt.

Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel.

Peter Goll og Michael Kristiansen

Spindoktorerne Michael Kristiansen og Peter Goll har også snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund. Goll har i sit CV skrevet, at han er ”uddannet fra statskundskab på Københavns Universitet”. Realiteten er, at han er en halvstuderet røver – han forlod studiet efter 2 1/2 år og er altså ikke engang bachelor.

Da Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.

Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.

Arne Herløv Petersen

Information har beskrevet hvordan forfatteren Arne Herløv Petersen var påvirkningsagent for Sovjetunionen. Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.

Gennem 10 år udviklede ”Palle” en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.

Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ”Palle” blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.

Pressefotografen Michael Forsmark Skjoldager

Danmarks Radio har i dokumentarserien ”Pressens kriminelle håndlanger” fortalt historien om den kriminelle Michael Forsmark Skjoldager, der blev en bragende succes, da han begyndte som pressefotograf. Han var på pletten, når der skete noget dramatisk og blev storleverandør af potente kriminalhistorier. Det kulminerer, da han i hemmelighed skærer hovedet af Den Lille Havfrue og bagefter sælger billederne af den hovedløse dame til den intetanende presse.

Ifølge Michael Forsmark Skjoldager skyldes hans evne til altid at være på pletten hans store kildenet. Det er dog næsten for godt til at være sandt, og mistanken ulmer i pressen. Den bliver ikke mindre, da han “tilfældigt” opdager og filmer Prins Joachim i høj fart ind ad Helsingør-motorvejen, og bliver leverandør af en vaskeægte royal skandale. DR graver videre i sagen. Det viser sig langt fra at være tilfældigt, og Forsmark beskyldes for paparazzi-metoder.

Sportsjournalistik

Sportsjournalistikken syntes at være et særligt betændt område. En sag er fra den 27. marts 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af.

Boye kritiserer den lemfældige og stærkt kritisable omgang med kilderne i Luis Suárez-biografien “Krigeren”. Asker Hedegaard Boye dokumenterer, at Rasch-Christensen har planket flere af Boyes analyser og passager uden at angive, hvor de stammer fra. Andreas Rasch-Christensen blev fyret fra TV2.

Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet efter at have erkendt at han har opdigtet navne på kilder. Han fastholder, at kilderne findes. Berlingske Tidende og Politiken har på den baggrund trukket en lang række artikler tilbage.

I 2016 har Michael Qureshi startet et nyt medie op med fokus på Aalborg. Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen.

Qureshi har siden startet selskabet Min By Media, der er drivkraften bag et nyt guidemedie i København og andre byer, der vil konkurrere med bl.a. AOK og Ibyen.  

Milena Penkowa

Fra den danske videnskabelige verden har vi sagerne om hjerneforskeren Milena Penkowa. Københavns Universitet tildelte i 2006 Milena Penkowa en doktorgrad for hendes hjerneforskning. Universitetet udnævnte endvidere Penkowa til professor og efter indstilling fra universitetet modtog Penkowa i 2009 endvidere den prestigefulde EliteForsk-pris.
Siden blev Penkowa først idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og underslæb i forbindelse med forskningsmidler. Herefter blev hun idømt 9 måneders betinget fængsel for særlig grov dokumentfalsk. Ifølge dommen fuskede Penkowa i 2003 med flere dokumenter om rotteforsøg i Spanien. Forfalskningen skete angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed. Milena Penkowa brugte de forfalskede dokumenter til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at der var foretaget et stort antal forsøg med rotter i udlandet. Hvis det i 2003 havde stået klart, at Penkowas forsøgsresultater var blevet dokumenteret ved forfalskede dokumenter, ville det allerede dengang have sat en stopper for hendes akademiske karriere. Hun ville være blevet meldt til politiet eller UVVU og ville således hverken være blevet tildelt doktorgraden i 2006, udnævnt til professor eller indstillet til EliteForsk-prisen i 2009.

Rusland

Problemet med akademisk svindel eksisterer i hele verden, men meget tyder på, at det omsiggribende bedrag i Rusland er uden sidestykke. Ligesom der i Rusland er et omfattende sort marked for våben og olie, er der også et veludviklet marked for ”videnskabelige afhandlinger”, der er baseret på svindel og plagiering.

Forrige år blev formanden for Ruslands centrale parlamentariske forsamling, Dumaen, afsløret for plagiering. Sergei Naryshkin, tidligere stabschef i Putins administration og et fremtrædende medlem af Putins parti, United Russia, blev anklaget for at have modtaget hvad der svarede til en doktorgrad for en afhandling, hvor mere end halvdelen var afskrift uden kildeangivelse. Det bemærkelsesværdige er, at afsløringen alene affødte skuldertræk og ikke fik følger for Naryshkin, der blot er én afsløring blandt hundreder.

Spanien

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatopgave var plagieret fra andre forfattere. Hele 19 ud af 52 sider skulle indeholde tekst, som ikke var hendes egen. Heriblandt afsnit fra Wikipedia.

Der stilles også spørgsmål ved premierminister Pedro Sánchezs Ph.d.-afhandling, som ifølge kritikere også var enten plagieret eller slet ikke skrevet af ham.