Den nyudnævnte kultur- og kirkeminister, den hidtidige socialdemokratiske borgmester i domkirkebyen Roskilde, Joy Mogensen, der for tiden er single, gjorde sig op til valget bemærket ved at vente et barn med en anonym donor. Vi blev alle indviet i projektet, da den socialdemokratiske partifælle, Simon Simonsen, kritiserede hendes aktive fravalg af en fader til hendes ufødte der ville berøve barnet retten til at kende sin far.

Simon Simonsens opstillingskreds, Indre By og Christianshavn, prøvede at fyre ham som kandidat, men det var for sent at ændre i opstillingen. Simon Simonsens opnåede imidlertid ikke at blive valg til Folketinget.

Joy Mogensen får brug for sin konflikterfaring som ny kirkeminister og ansvarlig for alle de ”sager”, der til stadighed dukker op og skæmmer billedet af Folkekirken.

Kirkeministerens forhold til Islam

Det er umiddelbart Joy Mogensens forhold til islam, der vil påkalde sig størst opmærksomhed i forbindelse med hendes varetagelse af hvervet som kirkeminister.

Byretten i Roskilde uddelte i begyndelsen af 2018 bøder for forstyrrelse af den offentlige ro og orden, da tre medlemmer af foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (Siad) afspillede muslimske bønnekald under en gudstjeneste i Roskilde Domkirke.

To medlemmer af Siad blev dømt til at betale ti dagbøder på 200 kroner for deres afbrydelse af andagten under en gudstjeneste i august 2017. En tredje mand var også tiltalt i sagen, men blev frikendt. De tre demonstranter havde afspillet et muslimsk bønnekald gennem en megafon under gudstjenesten i Roskilde Domkirke, hvorefter den kontroversielle biskop, Peter Fischer-Møller, der holdt gudstjenesten, måtte afbryde den kirkelige handling for at tale til de demonstrerende.

De tre medlemmer afbrød andagten med muslimske bønnekald, da de var vrede over, at der fremover vil lyde bønnekald fra plexiglas-minareterne på den nye Ayasofya-moské i Allehelgens gade i Roskilde.

Det var som borgmester, at Joy Mogensen stod for den kontroversielle godkendelse af Erdogan-moskéen under navnet Ayasofya-Moskéen, der af alle steder er placeret i Allehelgensgade i domkirkebyen. Moskeen har dog ikke endnu fået tilladelse til over højtalere i minareterne at udsende bønnekald.

Biskoppernes inadækvate ledelsesadfærd

I kirkelige kredse er der opstået debat om den passende længde af en biskops embedsperiode. Debatten er opstået, fordi nogle undrer sig over biskoppernes håndtering af de “sager”, der til stadighed martrer Folkekirken. Biskop Marianne Christiansen inadækvate ledelsesadfærd i forhold til sognestridighederne i Holbøl og Ulkebøl i Sønderjylland har vakt opmærksomhed.

Nu er striden i Ulkebøl Sogn tilsyneladende løst; Den kritiserede præst, Kirsten Schmidt, har forladt Ulkebøl og tiltrådt en stilling som stiftsvikar i Haderslev Stift.

Kristian Ditlev Jensen

I Holbøl var der tilsyneladende også roligt i en kort periode efter en tumultarisk periode. Holbøl sogn ligger i Aabenraa Provsti og har 1.101 medlemmer af folkekirken. Sognepræsten Kristian Ditlev Jensen er også forfatter, tidligere taleskriver for Connie Hedegaard, tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance, vist nok medlem af Det Konservative Folkeparti o.m.a. I øjeblikket er han radiovært på Radio 24-7, hvor han har et ugentligt samtaleprogram om Japan – Sukiyaki.

Kristian Ditlev Jensen i Holbøl

Kristian Ditlev Jensen, blev ansat som sognepræst i Holbøl for mindre end 2 år siden, men menighedsrådet kunne ikke samarbejde med ham og sagde deres poster op.

Biskop Marianne Christiansen holdt hånden over sognepræsten og et nyt menighedsråd blev etableret, men alligevel er der ifølge de lokale medier gået et år med bitter uro, dyb strid og magtkamp.

Den nye menighedsrådsformand, Bente Thygesen Poulsen, siger diplomatisk, at den beskedne kirkelige aktivitet i sognet skyldes, at menighedsrådet ikke har haft så stor en økonomi.

Kristian Ditlev Jensen har i en periode forrettet gudstjenester og hvad han ellers skal, men roen var kun kortvarig.

Nu vil Ditlev til Skagen!

Sognepræst Kristian Ditlev Jensen har sagt sit job op i Holbøl. Han har fået arbejde som præst i Skagen. Ditlev har til Politiken udtalt, at alt sådan set var ret godt i Holbøl, men Skagen er bare en større by og derfor mere spændende.

Ifølge de lokale medier er mange glade for at Ditlev Jensen finder Skagen med 9.000 medlemmer af Folkekirken mere spændende end Holbøl. Mellem sidebenene kommer det frem, at der har været utilfredshed med både konfirmandundervisningen og Ditlev Jensens formiddagsbegravelser.

Kristian Ditlev Jensen har selv fortalt til TV SYD, at han hans kone forlod ham kort efter ansættelsen i Holbøl, og at stod alene tilbage med to blebørn på hhv. 15 og 3 måneder. I en del af den korte ansættelsesperiode har han derfor enten været sygemeldt eller haft barselsorlov, ligesom han heller ikke kunne passe sine opgaver i nabosognet Bov. Kristian Ditlev Jensen har selv berettet om sine problemer med et uhæmmet alkoholforbrug.

Andre sager

Tidligere har biskop Lise-Lotte Rebels kritisable håndtering af en præstesag ved Messiaskirken i Gentofte givet anledning til stor opmærksomhed.

Det har dog også vakt undren, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller, der også er en god socialdemokrat, som kirkeminister Joy Mogensen kender godt fra tilnærmelserne til islam i Roskilde, erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år. Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Interesse for at komme til fadet

Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede Fisher_Møllers og biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved sidste overenskomstforhandling en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension. Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved overenskomstforhandlingerne krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse. Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent over de næste tre år. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Der var ikke grænser for, hvor meget Socialdemokratiet under valgkampen ville kæmpe for et bedre klima og for bæredygtige fødevarer. Men da EU’s landbrugs- og fødevareministre mandag den 15. juli 2019 mødtes til et vigtigt møde om den fremtidige fælles landbrugspolitik i EU (CAP), mødte den nye danske minister på området, Mogens Jensen, ikke op. Danmark var på mødet ydmygt repræsenteret af stedfortræderen for Danmarks faste repræsentant i Bruxelles – en anonym embedsmand uden ansvar som ingen nogensinde har hørt om.

Frem for et vigtigt ministermøde i Bruxelles foretrak ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde en ferie i det italienske vin-mekka Barolo i Piemonte-regionen. Det fremgår af Mogens Jensens Instagram-profil.

Mogens Jensen ejendommelige prioritering bringer mindelser om en konservativ udenrigsministers nedprioritering af et møde i Arktisk Råd til fordel for ferie på Mallorca.

Ved at pjække fra ministermødet gik Mogens Jensen glip af lejligheden til at stifte bekendtskab med en lang række vigtige sager fra CAP’en til Afrikansk svinefeber.

På mødet orienterede Kommissionen også om resultatet af den tredje landbrugsministerkonference mellem Den Afrikanske Union og EU, der blev afholdt i Rom den 21. juni 2019.

På konferencen blev der underskrevet en politisk erklæring og en handlingsplan, der har som formål at styrke samarbejde og partnerskaber på alle niveauer i fødevareforsyningskæden. Planen omfatter en række tiltag lige fra fremme af klimatiltag i landbruget til etablering af en fælles AU-EU digital platform for agroindustrien med det formål at fremme landbrug og fødevaresikkerhed.

Hvis Mogens Jensen havde været til stede, kunne han have understreget den betydning den danske regering lægger på at styrke EU ‘s partnerskab med Afrika.

I den politiske forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten:  Retfærdig retning for Danmark af 25. juni 2019 fremgår det, at regeringen vil:

Hjælpe mere og flere. Vilkårene i de fattigste dele af verden skal helt grundlæggende forbedres, hvis ikke folk forståeligt skal søge en bedre tilværelse andre steder. En ny regering vil føre en politik, der på et internationalt niveau adresserer de bagvedliggende årsager til at mennesker sendes på flugt eller ønsker at emigrere til Europa. I forbindelse med forhandlingerne om EU’s næste budget vil en ny dansk regering arbejde for, at der gennemføres et historisk løft af særligt Afrika.

Spørgsmålet er om Mogens Jensen har clearet sin vinferie med regeringschef Mette Frederiksen, der hævdes at have en masteruddannelse i netop Afrikastudier på Københavns Universitet.

Mogens Lykketoft er langt om længe heldigvis ude af Folketinget. Få har glemt den Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Mogens Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet i det forarmede tropiske helvede blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

I Berlingske Tidende den 18. juli 2019 har Lykketoft et indlæg, der tilsyneladende drejer sig om USA’s sanktioner mod Iran, men i virkeligheden blot er anledning til igen – igen at angribe den amerikanske præsident. Det giver samtidig Lykketoft en kærkommen lejlighed til igen at dyrke hans grundlæggende sympatier for den cubanske socialisme.

Lykketoft mener at sanktionerne mod Iran er samme metode, som gennem årtier – under protest fra EU og resten af verden – brugt over for Cuba, men afviklet af Obama sidst i hans regeringstid. Ifølge Lykketoft ”prøver Trump også i sit had til Obama at trampe Cubas åbning over for omverdenen itu med samme metoder som over for Iran og til stor skade også for de almindelige cubanere, der for tre år siden hyldede Obama under hans besøg i landet”.

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det mandag den 1. juli 2019 oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Lilleholts forargelige bestyrelsespost har da også genstartet diskussionen om betimeligheden af afkølings- eller karensperioder før ministre og andre myndighedsudøvere kan gå over til vellønnede jobs hos ”fjenden”.

Dansk Affaldsforening

Den 2. juli 2019 blev det oplyst, at den tidligere politiker fra Radikale Venstre, Charlotte Fischer, stoppede i Dansk Affaldsforening. Årsagen var angiveligt, at bestyrelsen og direktøren har set forskelligt på foreningens strategiske udvikling.

Charlotte Fischer kritiske holdning til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Lars Christian Lilleholt har måske spillet en rolle.

I debatindlæg i Altinget har hun været ude med riven efter Lilleholt, der beskyldes for ensidigt at være optaget af effektiviseringer i sektoren. Når Lilleholt og Venstre i valgkampen har argumenteret for at affaldssektoren skulle konkurrenceudsættes og begrundet det med hensyn til klima og miljø, er det derfor hykleri af værste skuffe.

Det arbejde, der i øjeblikket, men ”under den politiske radar”, ifølge Charlotte Fischer foregår i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet vedrørende en ny økonomisk regulering af fjernvarmen, herunder affaldsenergianlæggene, har udelukkende til formål at fremme ”old school-effektivisering med benchmarking og indtægtsrammer” mens hensynene til miljø og klima negligeres. Resultatet vil ifølge Fischer uvægerligt blive ”et bagudskuende bureaukratisk monster” med en foruroligende stor vilkårlighed.

Charlotte Fischer kan meget vel have ret i hendes vurdering af kvaliteten af arbejdet i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, men hendes åbenhjertighed ville næppe have været fremmende for det fremtidige samarbejde med de nye socialdemokratiske magthavere.

Charlotte Fischer

Charlotte Fischer var som radikal politiker i 2014 medlem af regionsrådet og Region Hovedstadens håndtering af European Song Contest 2014 dokumenterede, at ikke kun er regionerne et overflødigt administrativt led, men de uduelige regionsråd er ofte særdeles kostbare for skatteborgerne.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, lader ikke forholdene i affaldsindustrien noget efter. Det er en helt fantastisk historie, om et projekt, der med et forbryderisk passivt regionsråd ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, gik institutionen fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen blev børstet af på hovedstadsregionens skatteborgere og DR’s licensbetalere.

https://danskaffaldsforening.dk/nyheder/nyhed/charlotte-fischer-stopper-i-dansk-affaldsforening

Danskerne har ikke særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Karsten Hønge har selvfølgelig lov til at skifte mening, og hans vælgere har jo en god lejlighed til på valgdagen den 5. juni at give deres mening til kende.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Det er langt værre, når en folkevalgt politiker pludselig smider hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode har givet anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi man mente, at Brian Mikkelsen, der er uden åbenlyse kvalifikationer, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet. I visse andre lande har man karantæneregler, således at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer. Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i Advice med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen. Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Mikkelsens og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Klausuler

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Kan afkølingsperioder mindske et demokratisk problem?

Den gyldne svingdør mellem Christiansborg og lobbyistbranchen vil uden tvivl blive brugt flittigt efter folketingsvalget den 5. juni.

Det er ikke ligegyldigt hvilken beskæftigelse politikere søger, efter at de frivilligt eller ufrivilligt forlader en politisk post. Tendensen til at søge over i lobbyvirksomhed er meget uheldig i en tid med voksende mistillid til politikerne. Det er simpelthen med til at forstærke billedet af en magtelite, der lukker sig om sig selv, bor de samme steder og mener stort set det samme.

I Danmark er egentlig korruption heldigvis forholdsvis sjælden, selvom der er tegn på, at problemet er mere omfattende end hidtil antaget. Til gengæld accepterer vi en meget omfattende og aggressiv lobbyvirksomhed. Spørgsmålet er, om den stigende lobbyvirksomhed blandt ekspolitikere ikke er en form for ”blød korruption”, som de fleste andre EU-lande har regler imod?

I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget at mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.

I Danmark er det i flere magtudredninger dokumenteret, at en magtelite bestående af folk fra erhvervsliv, politik, fagbevægelse og det akademiske miljø har en disproportional stor indflydelse på den førte politik på bekostning af almindelige borgerne.

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder på vej i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste. Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri

• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea

• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet

• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer

• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global

• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse

• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen

• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)

• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International

• Brian Mikkelsen gik fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv

• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.

• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen.

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

·         Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?

·         Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Folketingets formand, Henrik Damm Kristensen, har i dagbladet Politiken meddelt, at han ikke har planer om at gå videre med det forslag om at indføre nye undersøgelsesformer i Folketinget, som hans forgænger, Pia Kjærsgaard (DF), kom med kort før valget.

Politiske frustrationer over embedsmænd

Flere politikere har været ude med riven overfor Finansministeriet og der har været krav om Moderniseringsstyrelsens nedlæggelse – tilliden er simpelthen væk. Den nye S-regering har taget konsekvensen og flyttet Moderniseringsstyrelsen fra Finansministeriet til Skatteministeriet.

Der er problemet imidlertid ikke løst. Andre dele af embedsværket lider også under manglende tillid, og måske står vi med et gedigent demokratisk problem, hvis situationen i realiteten er, at Folketinget har mistet tilliden til embedsværket og befolkningen har mistet tilliden til offentlige myndigheder!

Folketinget har oplevet at blive fyldt med løgn og latin af landets justitsminister og generelt er der mistillid til det grundlag for politiske beslutninger, som Folketingets medlemmer modtager fra regeringens ministre.

Problemet har været erkendt længe, og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget.

Pia Kjærsgaards forslag

Den 11. april 2018 præsenterede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende overvejelserne i et udvalgsarbejde, som Christine Antorini (S) og Peter Skaarup (DF) har stået i spidsen for. Arbejdet tog sin begyndelse på en konference for Folketinget og regeringen i januar 2017 på initiativ af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og udviklede sig videre i detaljer i et arbejdsudvalg med repræsentanter for alle partierne.

Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i offentlige høringer, uden at ministeren skal være til stede.

Manglende tillid til embedsværket

Den manglende tillid til de oplysninger, som Folketinget modtager fra ministerierne, rammer både ministre og embedsmænd. Det kan ikke bortforklares, at embedsmænd sammen med politikere skraber bunden i troværdighedsundersøgelser. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper opnår bundplaceringer sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.

Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat i 2016, viste at hele 56 procent af de adspurgte, havde begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykte tillid, mens resten var i tvivl.

En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 54 procent stadig kun har “begrænset tillid” til embedsmænd i de danske ministerier, mens kun hver tredje har “stor tillid”. Samme billede viser sig, når man spørger til embedsmænd i kommuner og regioner.

Andre analyser bekræfter Norstats målinger. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager

Manglen på tillid er ikke overraskende, når man ser på, at ledende embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen. På det seneste har tilliden til Finanstilsynet og Bagmandspolitiet fået et knæk. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden.

Embedsværket under pres

Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier.

Hvis man ser bort fra protesterne fra DJØF, har mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – ingen indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Reformer

Baggrunden for de overvejelser, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i april 2018 beskrev i Berlingske Tidende, var et bredt politisk ønske om at kunne trænge hurtigere til bunds i skandalesager end ved de ofte langsommelige og dyre undersøgelseskommissioner, og byggede på et tidligere udvalgsarbejde.

Justitsminister Søren Pind nedsatte i november 2016 et ekspertudvalg, der skulle se på erfaringerne fra otte undersøgelseskommissioner, der har afsluttet deres arbejde og på den baggrund overveje mulige ændringer og effektiviseringer af undersøgelseskommissionsordningen. Udvalget, der havde højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand, fik i 2017 ved et tillægskommissorium også til opgave at overveje behovet for at supplere de nuværende undersøgelsesformer i den offentlige forvaltning med alternative former for undersøgelser, herunder parlamentariske undersøgelser.

Udvalget om Undersøgelseskommissioner afgav torsdag den 25. oktober 2018 en betænkning, som med det samme gav anledning til politiske diskussioner.

Forslag om en videregående parlamentarisk undersøgelsesform

Det er især udvalgets overvejelser vedrørende en videregående parlamentarisk undersøgelsesform, der giver anledning til uenighed. Udvalgets overvejelser omfatter muligheden af at nedsætte et permanent eller et ad hoc folketingsudvalg. Et sådan nyetableret folketingsudvalg skal kunne indkalde ledende embedsmænd som en slags vidner i parlamentariske høringer.

Dermed bryder man med det hidtidige princip om, at det alene er ministeren, der til enhver tid står til ansvar over for Folketinget.

Det samlede udvalg om undersøgelseskommissioner fraråder imidlertid Folketinget at følge indstillingen om parlamentariske høringer med en videregående adgang til afhøring af embedsmænd, end det i dag er tilfældet i forbindelse med Folketingets samråd. Udvalget, tilkendegiver forskellige steder i betænkningen, at det vil være et “grundlæggende brud” med hidtidig praksis og derudover brud med det “grundlæggende princip”, at Folketinget kun kan udspørge ministre.

Lukkede høringer?

Udvalget har ikke været helt tonedøv overfor det politiske ønske om at inddrage embedsmænd, og det henstilles derfor, at hvis Folketinget alligevel vælger en model for udvidede parlamentariske undersøgelser, hvor der gives mulighed for afhøring af embedsmænd og privatpersoner mv., bør afhøringsmøderne være lukkede eller i hvert fald bør der være forbud mod TV-transmittering mv. i forbindelse med sådanne afhøringer.

Flertal for afhøring af embedsmænd

I Folketinget tegnede der sig før valget et flertal bestående af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, der insisterede på at embedsmænd skal kunne afhøres.

Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, var imod. Det samme var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen, der mente det ville indebære et brud med princippet om det danske ministerstyre.

Nyt politisk sekretariat i Statsministeriet

Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.

Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.

Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.

Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.

I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Diskussion om teknikaliteter

Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre o.s.v.

Selvom det nye politiske sekretariat i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer

Det er en stadig kilde til undren, hvorfor vi ikke i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst har erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v.

Sådanne ville uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.

Derfor nødvendigt at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen. Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Den nyudnævnte kultur- og kirkeminister, den hidtidige borgmester i domkirkebyen Roskilde, Joy Mogensen, der for tiden er single, har op til valget gjort sig bemærket ved at vente et barn med en anonym donor. Vi blev alle indviet i projektet, da den socialdemokratiske partifælle, Simon Simonsen, kritiserede hendes aktive fravalg af en fader til hendes ufødte der ville berøve barnet retten til at kende sin far.

Simon Simonsens opstillingskreds, Indre By og Christianshavn, prøvede at fyre ham som kandidat, men det var for sent at ændre i opstillingen. Simon Simonsens opnåede imidlertid ikke at blive valg til Folketinget.

Ayasofya-moské i Allehelgens gade i Roskilde

Det er imidlertid Joy Mogensens forhold til islam, der vil påkalde sig størst opmærksomhed i forbindelse med hendes varetagelse af hvervet som kirkeminister.

Byretten i Roskilde uddelte i begyndelsen af 2018 bøder for forstyrrelse af den offentlige ro og orden, da tre medlemmer af foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (Siad) sidste år afspillede muslimske bønnekald under en gudstjeneste i Roskilde Domkirke.

To medlemmer af Siad blev dømt til at betale ti dagbøder på 200 kroner for deres afbrydelse af andagten under en gudstjeneste i august 2017. En tredje mand var også tiltalt i sagen, men blev frikendt. De tre demonstranter havde afspillet et muslimsk bønnekald gennem en megafon under gudstjenesten i Roskilde Domkirke, hvorefter biskop Peter Fischer-Møller, der holdt gudstjenesten, måtte afbryde den kirkelige handling for at tale til de demonstrerende.

De tre medlemmer afbrød andagten med muslimske bønnekald, da de var vrede over, at der fremover vil lyde bønnekald fra plexiglas-minareterne på den nye Ayasofya-moské i Allehelgens gade i Roskilde.

Det var som borgmester, at Joy Mogensen stod for den kontroversielle godkendelse af Erdogan-moskéen under navnet Ayasofya-Moskéen, der af alle steder er placeret i Allehelgensgade i domkirkebyen.

Indvielsen Kristi himmelfartsdag

Moskeen blev af alle dage indviet Kristi himmelfartsdag den 10. maj 2018. Roskilde Dagblad har berettet, hvordan solen stod ned på pladsen foran Ayasofya Moské, hvor den mere end halvanden time lange indvielse fandt sted.

Moskéens nytilkomne imam, Mehmet Hatip Ögütcü, indledte med koranoplæsning, før rækken af talere kom til.

Først formand Tuncay Yilmaz fra Roskilde Kulturforening, der udadtil står bag moskéen, som staten Tyrkiet ejer og driver.

Han talte både på tyrkisk og dansk, og derefter tog Roskildebispen, Peter Fischer-Møller, over med et forsvar for religionsfriheden.

Han blev fulgt af Roskildes borgmester, Joy Mogensen, der opfordrede til at fortsætte med at tage de svære diskussioner.

Efter hende talte lederen af Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, en repræsentant for det tyrkiske religionsministerium Diyanet og den tyrkiske ambassadør i Danmark, Ugur Kenan Ípek, der alle talte på tyrkisk. Ambassadøren sluttede dog på engelsk med at opfordre til fredelig sameksistens og samling mod terrorismen.

Til sidst kaldte hele to imamer til bøn, inden den røde snor blev klippet af hele raden af notabiliteter.

Moskeer i Danmark

Der var i 2017 omkring 170 moskeer i Danmark, hvor danske muslimer kan samles til fællesbøn og andre aktiviteter.

Der er 29 Erdogan-styrede moskeer i Danmark. Disse hører alle under Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelse, som er en del af den statslige tyrkiske religiøse myndighed Diyanet. De fra Tyrkiet udsendte imamer aflønnes af den tyrkiske stat.

Det hævdes fra forskellig side, at lande som Iran og Tyrkiet benytter danske moskéer til at føre politik. For eksempel Erdogans opfordring til imamer i bl.a. Danmark og Tyskland med tilknytning til den tyrkiske statslige organisation Diyanet. Her var lederen af Diyanet i Danmark ansvarlig for at fremskaffe oplysninger om tilhængere af Gülen-bevægelsen blandt danske muslimer, da den tyrkiske regering mente, at Gülen-tilhængere stod bag kupforsøget i 2016.

Forbud mod udenlandsk finansiering af moskeer?

Den tidligere VKLA-regering og Dansk Folkeparti indgik i foråret 2019 en aftale om rammerne for en forbudsliste rettet mod økonomiske donationer fra personer og organisationer i udlandet. Forbud vil ske ud fra en vurdering af, om disse modarbejder og underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

I 2015 forbød Østrig al fremmed finansiering af moskéer og imamer i landet gennem en opdatering af den såkaldte Islamgesetz, en lov om islam, som blev gennemført i 1912, efter at det østrigsk-ungarske rige i 1908 havde annekteret Bosnien-Herzegovina.

Ifølge den nye lov er udenlandsk finansiering forbudt og imamer forpligtede til at tale tysk.

I modsætning til den politiske aftale mellem VKLA-regeringen og Dansk Folkeparti er forbuddet samtidig forbundet med en række rettigheder. Østrigske muslimer får adgang til imamer på hospitaler, plejehjem, fængsler og i militæret, halalmad skal serveres i offentlige institutioner, inklusive skoler, og muslimer får ret til at holde fri på muslimske helligdage. Derudover er der oprettet en imamuddannelse.

Det kan blive interessant at følge hvordan den socialdemokratiske regering og Joy Mogensen vil håndtere problemstillingen.

Da fransk politi i sidste uge indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Qatar er med kun 2,5 mio. indbyggere verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster. I Danmark er DBU under stærkt pres for at boykotte VM-arrangementet – ikke alene på grund af korruptionsskandalen, men især som følge af de kritisable forhold, som de mange importerede gæstearbejdere m.fl. udsættes for i ørkenstaten.

Qatar med hovedstaden Doha er det rigeste land i verden pga. af landets utrolig store gas- og oliereserver, herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017, men landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Sarkozy og Platini

Fransk politis undersøgelser af korruptionssagen omkring tildelingen af VM 1922 til Qatar fokuserer på et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor MIchel Platini and højtstående Qatar-folk, herunder emiren, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

I december 2010 blev FIFA’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar.

Det har påkaldt sig opmærksomhed, at Platini i februar 2011 modtog en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget I 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har sat Qatar under pres som følge af landets forbindelser til terrororganisationer, og snesevis af individuelle personer og organisationer knyttet til Qatar står nu på terrorlister.

Årsagen til boykotten er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera og indledte nye venskaber med bl.a. Iran. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi står på venskabelig fod med. I den løbende rådgivning fra Esplanaden har det ikke skortet på at påpege de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der har fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen også var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

Qatar-koncessionen var Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo svarede, da han på flyet på vej til møde i Arktisk Råd i Finland af journalister blev spurgt om Mr. Boltons erklæring, at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt pres på Iran

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, som ikke mindst Bolton og Pompeo har været førende i formuleringen af.

I sidste måned satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten, og organisationen og alle der samarbejder med IRGC er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Sanktionerne betyder, at Iran er hårdt ramt økonomisk, valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende. Sanktionerne betyder også, at iranerne ikke er i stand til at eksportere de mængder af beriget uran og tungt vand, som atomaftalen tillader. Derfor vil grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran blive overskredet den 27. juni.

Iranske reaktioner kommer ikke uventet

Den amerikanske regering har naturligvis været helt klar over, at det var et spørgsmål om tid før Iran måtte reagere. Truslen om genopbygningen af lagre af beriget uran og eventuelt helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at bevare atomaftalen fra 2015 og ophæve sanktionerne. Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner. Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

Forleden slog fire katyusha-raketter ifølge Sky News Arabia ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig, ved Mosul i Irak. Ugen forinden blev to tankskibe angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.

Argumentet om, at Iran ikke har nogen interesse i at udføre et sådant angreb, fordi det bringer landet tættere på krig med USA, holder ikke: Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget. Iran forsøger at vise USA, at de også kan svare igen. Det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke selvmordsaktioner, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

Revolutionsgardens Quds Force

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle træk, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:

“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Den islamiske revolution i Iran i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza. Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Krig?

Mens Iran afviser at have spillet en rolle i angrebene, ses de som et direkte resultat af de fornyede spændinger mellem Iran og USA og som en del af en optrappende konflikt – med potentiale til at udvikle sig til den krig, ingen af de involverede parter ifølge egne udsagn ønsker.

Under alle omstændigheder ser det ud til, at vi kan se frem til endnu en hed sommer i Mellemøsten.

Tre principielle sager om BRFkredits og Totalkredits bidragsforhøjelser blev den 19. juni 2019 afgjort af Højesteret, der fastslog, at aftalegrundlaget indeholdt en adgang for Totalkredit til at forhøje bidraget med de begrundelser, som Totalkredit anførte. Højesteret fastslog endvidere, at der i aftaler om realkreditlån må accepteres en bredere adgang for realkreditinstituttet til at forbeholde sig ensidigt at foretage ændringer af aftalen, lyder det i et resume af dommen.

Højesteret har dermed stadfæstet den dom, Østre Landsret den 8. august 2018 afsagde i den sag boligejerne havde anlagt mod realkreditinstitutterne BRFkredit og Totalkredit om forhøjede bidragssatser.  

Landsretten frifandt begge realkreditforeninger med den begrundelse, at der var hjemmel til bidragsforhøjelserne i aftalerne og gældende regler.

Det fremgår af et domsresumé, som Østre Landsret har lagt på sin hjemmeside.

Efterfølgende fik boligejerne bevilget fri proces til at føre sagerne mod deres realkreditinstitutter hele vejen til Højesteret.

Bidrag på 22 mia.kr. er måske ikke ulovlige, men klart urimelige!

Låneaftalerne og de gældende regler er tydeligvis ikke udarbejdet med sigte på at beskytte realkreditlånerne. Det er realkreditinstitutterne, der har formuleret aftalerne til deres fordel, og dommen er derfor ikke overraskende. Spørgsmålet er om det er rimeligt, at realkreditinstitutterne får lov til at flå boligejerne for bidrag på omkring 22 mia. kr. om året? Bidrag, man vel og mærke ikke kan undgå, fordi der reelt ikke er konkurrence på realkreditmarkedet.

Konkurrencerådet har fra de magtfulde aktører på det danske realkreditmarked fået kritik af, at Konkurrencerådet i en rapport har dokumenteret den manglende konkurrence på realkreditmarkedet (realkreditrapporten). Rådets formand og direktør bliver derfor kyst til i et debatindlæg den 5. januar 2017 på finans.dk at angribe Jesper Rangvid fra CBS for at have misforstået Konkurrencerådet.

Jesper Rangvid har selvfølgelig afvist beskyldningen, men for realkreditinstitutternes kunder er der – desværre – ikke noget at misforstå: Det er af Konkurrencerådet, Nationalbanken og andre instanser dokumenteret, at realkredit-lånerne bliver flået med bidragsbetalinger og realkreditinstitutterne skovler penge ind på bekostning af boligejerne! Det åbenlyse tyveri bliver ovenikøbet forsvaret af Finanstilsynet og domstolene!

Finanstilsynets udsendte den 9. november 2017 den såkaldte Halvårsartikel 2017 om realkreditinstitutterne, og resultatet for 1. halvår 2017 viste en fremgang på 60 pct. i forhold til første halvår 2016. Nettorenteindtægterne stiger igen, omkostningerne falder, kursreguleringerne er forbedret, nedskrivningerne er fortsat historisk lave og ligger for halvåret på omtrent nul.

Realkreditinstitutternes hovedindtægtskilde er bidrag fra de godt 1 million danske realkreditlånere. De samlede nettorenteindtægter var i første halvår 2017 på 12 mia. kr. mod 11,4 mia. kr. året før, altså en stigning på 5,3 pct. Over 90 pct. af institutternes nettorenteindtægter er bidrag fra lånerne, som dermed i 1. halvår af 2017 har betalt omkring 11 mia. kr. i bidrag. Bidragene udgør godt 0,41 pct. af realkreditinstitutternes samlede udlån 2.762 mia. kr. i 2017 og realkreditten kradser dermed omkring 22 mia. kr. om året ind i bidrag fra de stavnsbundne lånere.

Konkurrencerådet har tilladt, at Nykredit Realkredit, der siden fusionen med Totalkredit i 2003, har skullet holde sine bidragssatser i ro, kan hæve satserne for omkring 60.000 boligejere.

Boligejerne er ikke overraskede – det har længe været et vilkår, at udover stigende boligskatter har boligejerne måttet kæmpe med stigende bidragssatser ved realkreditlån – og Nykredit-afgørelse viser desværre, at der ikke er udsigt til andet end stadig øgede bidrag!

Politisk beskyttelse af realkreditten

Den tidligere erhvervsminister, Brian Mikkelsen, der nu arbejder på at fremme Danske Erhvervs interesser, kunne den 26. januar 2017 storsmilende og med energiske armbevægelser bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Det lød godt – ville boligejerne ikke længere være stavnsbundet til et bestemt realkreditselskab? Ville der blive indført konkurrence på realkreditlån? Kunne man bare flytte selskab, hvis vilkårene ikke var tilfredsstillende?

Desværre var det ikke sandt.

Et nærmere eftersyn afdækkede, at aftalen var til fordel for realkreditinstitutterne, mens låntagerne igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover i tilfælde af, at låner beslutter at flytte selskab, skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner, ligesom de kun må opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring, når det sker i forbindelse med bidragsstigninger.

Realkreditlånerne har i praksis svært ved at flytte til et andet institut

Forbrugerrådet Tænk har beregnet, at det svarer til en besparelse på godt 1.800 kr. af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v., flytter fra.

Det er egentlig ikke overraskende, at realkreditskyldnerne ikke fik mere ud af hele øvelsen. Allerede da Brian Mikkelsens forgænger som erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, nedsatte et ekspertudvalg på 14 personer, kunne man ane hvor det bar hen.

Udvalget havde ikke en eneste repræsentant for de over 1 million danske låntagere!

Det var ellers udvalgets opgave at komme med anbefalinger til, hvordan mobiliteten og gennemsigtigheden på realkreditmarkedet kunne øges. Resultatet af udvalgsarbejdet blev da også, at man kunne præsentere den nye erhvervsminister for nogle små og ganske betydningsløse justeringer for låntagere, som ønskede at flytte kreditforening.

Et af de forslag, der trak i låntagernes interesse, indebar, at samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet kunne ikke bakke op om flertallets anbefaling af at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Derfor valgte politikerne en mellemvej ved at sige, at realkreditselskaberne kun må opkræve halv kursskæring og halv kurtage.

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Bidragene har i nogle år været stigende, og sidste år betalte de danske boligejere godt 22 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån!

Realkreditten skovler penge ind på bidragssatserne

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu over 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige mere end 22 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Manglende konkurrence og karteldannelse på realkreditområdet?

Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de største danske realkreditselskaber i bemærkelsesværdig enighed (hvem sagde kartelagtigt?) har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste år.

Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.

Ifølge rapporten er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.

Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set har konkurrencemyndighederne dog svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv.

Kan Erhvervsministeren varetage boligejernes og realkreditlånernes interesser?

De politiske partier har svigtet boligejerne, og regering, Nationalbank, Finanstilsyn og Konkurrencerådet er helt passive overfor den åbenlyse udbytning, som danske realkreditlånere er udsat for. Der er derfor nok at tage fat på for den Erhvervsminister, der måtte blive udnævnt efter regeringsforhandlingerne.