I en pressemeddelelse oplyser COOP, at ”Kunderne i Coop nu får et mærke, der skaber reel bedre dyrevelfærd. Resten af Danmark får et nyt velfærdsmærke, der hverken er til gavn for forbrugere eller dyr. Sådan har sagen udviklet sig efter, at Fødevareminister Esben Lunde Larsen har valgt at sidde råd fra Dyrenes Beskyttelse, Forbrugerrådet Tænk, Økologisk Landsforening og Coop fuldstændig overhørig”.

Baggrund

Supermarkedskæden COOP har sammen med Økologisk Landsforening, Dyrenes Beskyttelse og det private og selvbestaltede forbrugerråd ”Tænk” kritiseret det statslige dyrevelfærdsmærke for at være uambitiøst og vildledende.

Arbejdet med mærket blev oprindeligt sat i gang under den forhenværende stærkt kritiserede fødevareminister Dan Jørgensen. Ideen var at skabe mere gennemsigtighed om dyrevelfærden for det kød, forbrugerne finder i kølediskene.

Efter regeringens og Fødevarestyrelsens forslag til et statsligt mærke, kan kød mærkes med en, to eller tre ”velfærdsstjerner”. Forbrugerne kan fra 2017 købe svinekoteletter og fars mv. med 1, 2 eller 3 stjerner alt afhængigt af graden af dyrevelfærd. Ved 1 stjerne skal søerne gå frit, grisene skal have krølle på halen (ingen halebid og kupering) og have halm. Ved 2 stjerner skal der være mere plads, mens der ved 3 stjerner også skal være udeareal.

Kritik af det statslige mærke

Selvom ordningen lægger op til, at forbrugerne kan blive bedre klædt på til at vide, hvad de putter i indkøbskurven, har især mærkningen af kød med én stjerne givet anledning til kritik. Dyrenes Beskyttelse har således tidligere givet udtryk for at mærkningen var ”vildledende”.

Svineproducenterne har accepteret mærkningen, men Coop har tidligere oplyst, at man baseret på det foreløbige kriteriesæt ikke ønsker aktivt at markedsføre kød anprist med kun én såkaldt velfærdsstjerne: “Det tangerer efter vores opfattelse vildledning at anprise et velfærdsniveau, der ikke adskiller sig væsentligt fra det, som størstedelen af den danske standardproduktion af svinekød i forvejen har forpligtet sig til at arbejde hen imod”.

Det har på den anden side gjort indtryk, at Professor Peter Sandøe, tidligere formand for Dyreetisk Råd, Dansk Supermarked (Netto), De Samvirkende Købmænd, Lidl, Aldi, Landbrug & Fødevarer, Peter Mollerup fra Dyrenes Venner og en lang række andre danske dyreværnsforeninger støtter det nye mærke. Den fløj fremhæver, at mærket vil kunne bidrage til at forbedre dyrevelfærden i den helt almindelige konventionelle svineproduktion i forhold til at sikre flere løse søer, mindske antallet af halekuperede grise og sørge for, at slagtesvinene får noget ordentligt rodemateriale.

Er modstanden kommercielt begrundet?

Spørgsmålet er imidlertid, om den egentlige begrundelse for modstanden mod det officielle nye dyrevelfærdsmærke mere er kommercielle hensyn til eksisterende mærker end hensyn til dyrevelfærd.

COOP vil som nævnt nu lancere sit eget mærke. Økologisk Landsforening satser på det økologiske Ø-mærke, og Dyrenes Beskyttelse står for mærkningen med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Det er samtidig velkendt at Coop Danmark har store vanskeligheder og hver dag taber penge på FAKTA-kæden. Hvis ikke havde været medlemsejet, men skulle leve op til normale forrentningskrav, ville Coop fylde langt mindre i det danske detailhandelsbillede.

http://www.business.dk/oekonomi/bak-op-om-det-nye-dyrevelfaerdsmaerke

Dong Energy præsenteres som et foretagende med gode sunde forretningsområder, hvor alle tvivlsomme aktiviteter er saneret bort. Aktieudbuddet markedsføres bredt og præsenteres som en ”folkeaktie”

Investeringer i energisektoren er – og har altid været – forbundet med stor risiko. Udover de ”normale” risici, der knytter sig til konjunkturer, priser og renter m.v. har Dong Energy allerede foretaget store nedskrivninger i olie- og gasforretningen, men yderligere milliardtab på Hejre-feltet og Fredericia-olieterminal kan ikke udelukkes. Kommende investorer i DONG Energy skal også regne et enormt usikkerhedsmoment ind i aktieprisen som følge af den såkaldte Elsam-sag. Sagen drejer sig om, at 1.200 sagsøgere mener, at Elsam (der blev fusioneret ind i DONG i 2006) i starten af årtusindet brugte sin ledende markedsposition til at manipulere elpriser. Dette har konkurrencemyndighederne givet sagsøgerne ret i ved tre instanser. Selv for et stort selskab som DONG, der omsætter for 70 mia. kr., er Elsam-sagen enorm. De 1.200 sagsøgere har rejst et erstatningskrav mod DONG, der oprindelig var på 4,4 mia. kr. men siden er vokset til 7,5 mia. kr.

Når risiciene i energisektoren skal vurderes kan man se på de vanskeligheder Maersk Olie og Gas A/S og andre velpolstrede selskaber er havnet i.

Den 26. april 2016 offentliggjorde det internationale kreditvurderingsbureau Moody´s, at Dong Energys rating på Baa1 ville blive opretholdt ind til videre, men med tilføjelsen: outlook negative!

Moody redegør i pressemeddelelsen ret detaljeret for årsagen til de negative udsigter. Moody’s forventer reducerede indtægter fra olie og gas og en svækket finansiel profil. Selvom Dong Energy har forventninger til udviklingen i vindmølleforretningen er Moody’s skeptisk over for den langsigtede robusthed af denne indtjening. Moody’s er også skeptisk over for, om koncernens finansielle beredskab er tilstrækkeligt.

Moody’s påpeger, at indtægterne fra olie og gas vil falde i takt med at de nuværende prisgarderinger udløber. Samtidig står koncernen over for store omkostninger – ikke mindst i forbindelse med det fejlslagne Hejre-felt og oliebehandlingsanlægget i Fredericia.

Moody’s anerkender Dong Energys nuværende solide position på markedet for offshore vind, men noterer at forretningsmodellen indebærer, at Dong påtager sig betydelige konstruktionsrisici på et gradvist mere modent marked, hvor investorernes krav til afkast vil stige. Indtjeningen kan også blive presset som følge af stigende konkurrence fra andre aktører, ligesom Moody’s har tvivl om den offentlige støtte til havvind efter 2020.

Værdien af Dong Energy står og falder med omfanget af den fremtidige offentlig støtte til havvind og om konkurrenter formår at indhente det forspring Dong Energy i øjeblikket har på markedet.

I betragtning af de meget betydelige risici er det derfor særdeles betænkeligt, at Finansministeriet som majoritetsejer lægger navn til, at Dong Energy markedsføres som et folkeligt investeringsobjekt. Hvis regeringen og officielle myndigheder allerede nu kaster sig ind i markedsføringen af Dong Energy som lukrativ investeringsmulighed – ikke kun for internationale kapitalfonde og professionelle investorer, men også for pensionsopsparere og småaktionærer, bringer det ubehagelige mindelser om Hafnia-sagen, hvor tusindvis af småsparere og pensionister mistede alt.

Markeringerne af Det Konservative Folkepartis 100-års jubilæum er overstået, men præcis som ved Jubilæumsfesten står partiets tilbageværende medlemmer nu bogstaveligt talt ude i den kolde syreregn og venter på det næste chok.

Partiet har nu bragt sig i en situation, hvor Rød Blok seriøst har den opfattelse, at partiet i sin dødskamp er på det afsluttende kamikaze-togt, hvor man under dække af miljø, natur og forsvarsvilje er parate til at gøre front mod Venstre-regeringen og de øvrige borgerlige partier. Det kan de, fordi Søren Pape Poulsen, Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard adskillige gange har truet med et flertal med de røde, og kun ganske få af de tilbageværende støtter er parate til at forsvare den udvikling.

Hvordan kunne det komme hertil?

Situationen vidner vel om et dårligt ledet parti, der simpelthen ikke er repræsenteret af det fornødne politiske talent på Christiansborg og ej heller har adgang til kvalificeret rådgivning. Under alle omstændigheder er det efterhånden mange år siden, partiets ledelse har kunnet formulere og formidle, hvad der er konservativ politik. Det kan på den baggrund ikke overraske, at partiet ved sidste Folketingsvalg endte med en meget begrænset vælgertilslutning, som meningsmålinger siden har bekræftet, fortsat er vigende.

Hvad der alligevel har overrasket er, at Det Konservative Folkeparti har en landbrugsordfører, der indgår en aftale, bliver bange for sin egen skygge, kritiserer Miljø- og fødevareministeren for hendes ”udemokratiske” omgang med interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, bliver rasende over kritik af manglende forståelse og nærvær under forhandlingerne og – sammen med den ligeså uforudsigelige miljøordfører – får hidset den skikkelige formand op i det røde felt. Partiet allierer sig herefter med den politiske opposition i en skammelig ministerstorm, og slår om sig med beskyldninger om urent trav, fornærmer aftalepartnere og er nedladende, hånlig og arrogant overfor dansk landbrug.

Venstre har én gang fejlvurderet Pape, Jarlov og Abildgaard

Tilbage i februar 2016 fejlvurderede Statsministeren og Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen tydeligvis Rasmus Jarlov. De kunne ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at et nyvalgt medlem af Folketinget fra København uden saglige forudsætninger for at være landbrugsordfører, men ærekær og forfængelig ud over alle bredder, kunne være så kontrær, stædig og argumentresistent, da det gik op for ham, at han ikke havde forstået rækkevidden af de beslutninger, han havde været med til at træffe den 22. december 2015 med Landbrugs- og Miljøpakken. De kunne heller ikke forudse ordførerens hævnreaktion på, at ministeren og forhandlerne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke kun åbenlyst grinede af ham, men også eksponerede hans inkompetence og manglende forståelse for sagens substans over for pressen og alle på og uden for Christiansborg, der gad høre på det. Hvis nogen havde regnet med partiformandens besindige indgriben, blev de sørgeligt skuffet.

Lektien var lært

Det er tydeligt, at Forsvarsminister Peter Christensen og de øvrige forsvarsordførere havde taget bestik af snigløbet omkring landbrugspakken og havde lovet hinanden, at sådan skulle forhandlingerne om anskaffelsen af jagerfly ikke ende.

Mens Jarlov igen slår om sig med beskyldninger mod regeringen og forligspartnerne, er det er opsigtsvækkende, at de Konservative ikke er med i den store aftale om indkøbet af de nye F-35 Joint Strike Fighter-fly til en samlet pris på mere end 50 milliarder og dermed ude af forsvarsforliget. Den historiske aftale bæres derimod igennem af regeringen i samspil med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, de Radikale og Liberal Alliance.

Med et Konservativt Folkeparti uden medansvar for indkøbet af jagerfly, kan man frygte, at partiet reelt vil være afskåret fra at deltage i de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig fra 2018 og dermed afskåret fra at deltage i defineringen af det danske forsvars indretning mange år frem.

Partiet kæmper i forvejen mod vigende tilslutning og syntes nu uden en væsentlig del af den hidtidige eksistensberettigelse. Det er alvorligt!

Rasmus Jarlov

Rasmus Jarlov stod i centrum som konservativ ordfører i det forløb, der fik landbrugspakken til at eksplodere, og det er ligeledes Rasmus Jarlov – denne gange i rollen som forsvarsordfører (og formand for Folketingets Forsvarsudvalg) – der gradvist har skærpet sine krav til flyindkøbet til et punkt, hvor regeringen ikke har haft en jordisk chance for at kunne leve op til hans krav. Jarlov hævder, at han efter et møde blev smidt uden for døren. Men som med landbrugsforhandlingerne er det bemærkelsesværdigt, at der er så stor forskel på Rasmus Jarlovs udlægning af forhandlingsforløbet, og de beskrivelser, der kommer fra de øvrige deltagere, inklusive forsvarsminister Peter Christensen.

Jarlovs ultimative tilgang til politik

Som en anden Don Quixote i kamp imod indbildte, fiktive fjender har Rasmus Jarlov altid været en stridsmand. Som konservativ spidskandidat i København indledte han et korstog imod unge mennesker i politik. Rasmus Jarlov var bekymret på demokratiets vegne, når uprøvede unge skulle tage del i politiske beslutninger.

Siden har vi – efter temperament – kunnet more os eller græmmes over, at det tidligere konservative håb, Rasmus Jarlov, misbrugte uger – ja, hvem husker hvor længe pinen varede? – på dansegulvet i TV.

Rasmus Jarlov kom igennem prøvelsen lige netop med skindet på næsen, selvom han fik demonstreret en fysisk og mental rigiditet og umusikalitet, der nærmer sig regulær tonedøvhed, og som tydeligvis også er en belastning for hans ageren i dansk politik. Desuagtet blev han ved Folketingsvalget 2015 valgt ind i Folketinget. Stemmetallene i Københavns Omegns Storkreds var ikke prangende, og der skal lægges kræfter i, hvis det skal gå godt igen næste gang.

Og Rasmus Jarlov kæmper, det må man medgive. Desværre agerer Rasmus Jarlov på en måde, der skaber tvivl om Det Konservative Folkepartis idelige insisteren på ordentlighed – også i politik. Kampene udkæmpes kompromisløst og uden smålig skelen mod Bæredygtigt Landbrug og landbrugets belastning af vandmiljøet, mod regeringens vildledning, mod den Københavnske letbane, mod Dansk Folkepartis Pia Kjersgaard, mod ethvert angreb på Alexandras ret til apanage, mod mange andre fænomener, men især mod Venstre!

Venstre er ærkefjenden!

Ligesom bondemanden i eventyret om Store Klaus og Lille Klaus havde aversion mod degne, lider Rasmus Jarlov af den forunderlige sygdom, at han ikke kan tåle at se Venstre-folk; kommer der en Venstremand for hans øjne, bliver han ganske rasende.

Uanset om det er i lokalaviser eller på Facebook bliver alle indvendinger mod Jarlovs korstog afvist som tilsvining, vrøvl, vanvittigt og uansvarligt, og partifæller, der formaster sig til at stille spørgsmål, karakteriseres som fjolser.

Udover at den skammelige alliance med de røde oppositionspartier om at vælte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, inkluderer Rasmus Jarlovs kampagne mod partiet Venstre nu påstande om, at aftalepartneren føler sig hævet over Folketinget og de demokratiske spilleregler. Jarlovs perfide stil, har ikke set sin lige siden den notoriske Erik Skov Petersen huserede i Det Konservative Folkeparti.

Opsigtsvækkende men ikke overraskende

Selvom resultatet af kampflyforhandlingerne er opsigtsvækkende, kommer det ikke som en overraskelse. Tidligere i forløbet havde Jarlov overskud til at delagtiggøre os alle i gourmet-spisning på Bornholm og kurtisering af mediekendissen Mascha Vang alt imens han hårdt kritiserede regeringens moderate forslag om køb af nye kampfly baseret på rapporten fra udvalget for dimensionering af nyt kampfly. Rasmus Jarlov holdt sig ikke for god til at karakterisere rapporten som ”et politisk bestillingsarbejde, der med bevidst overoptimistiske antagelser leverer en falsk fortælling om, at vi med et par skrivebordsøvelser kan få meget mere for færre penge”.

Spørgsmålet er, om Rasmus Jarlov havde tænkt sig, at forsvarsminister Peter Christensen kunne ekspederes samme vej som Eva Kjer Hansen?

Tid til gravskrift?

Med et Konservativt Folkeparti i den nuværende forfatning er det borgerlige regeringsprojekt at sammenligne med et skib, der ikke kun skal navigere i høj søgang, men også har en løbsk kanon på fordækket.

Noget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen allerede har frigjort sig fra bindingen til Det Konservative Folkeparti (og Liberal Alliance). Det er i hvert fald tydeligt, at Venstre i væsentlige spørgsmål har fundet en vis samklang med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

På spørgsmålet om hvad hensigten er med at kaste det Konservative Folkeparti ud i den ene kamikaze-mission efter den anden, kunne svaret være (frit efter The Commitments, hvor det også gik helt galt):

           ”We skipped the light fandango

            Turned cartwheels cross the floor

            I was feeling kinda seasick

            But the crowd called out for more”.

Mogens Lykketoft har i bl.a. Berlingske Tidende og JyllandsPosten den 18. maj 2016 i kronikform leveret hvad der er karakteriseret som et frontalangreb på regeringens klimapolitik m.v. Under sit kortvarige besøg i Danmark i forbindelse med en kvindekonference har Lykketoft villigt stillet sig til rådighed for både de skrevne og elektroniske medier og udbygget sine synspunkter, der takket være hans nuværende placering som formand for FN’s Generalforsamling, har fået en langt større udbredelse end indholdet berettiger.

I sin egenskab af formand for FN fører Lykketoft sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima og Donald Trump til flygtningekonventioner. Det bemærkes, at Lykketoft ikke har opnået posten i kraft af sine kvalifikationer, men alene fordi den europæiske gruppe og Danmark stod for tur. Posten er alene af ceremoniel og ornamental natur, og ingen er således i stand til at nævne navnet på bare én af Lykketofts forgængere.

Ikke desto mindre har Lykketoft via posten fået opmærksomhed fra danske journalister, der blandt opgaverne med at referere møder i menighedsråd, traktortræk og dyrskuer ikke er forvænte med muligheden for reportagerejser til FN’s hovedkvarter i New York.

Mediernes interesser er således ikke noget mysterium, men hvad er det, der drive den tidligere finans- og udenrigsminister og formand for Folketinget, socialisten Mogens Lykketoft?

Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han har påtaget sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN står over for; Lykketoft mener, at Generalforsamlingen under hans formandskab kan vise sig at være et af de vigtigste i FN’s historie, og i kronikken viser han en – for den normalt meget selvbevidste Lykketoft – usædvanlig statsmandsagtig ydmyghed over for opgaven.

Lykketofts ego

Den oprindelige ydmyghed er nu helt forsvundet, og nu ser vi Mogens Lykketofts ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, udfolde sig i fuldt flor.

Det skal til Mogens Lykketofts fordel nævnes, at han aldrig holdt sig tilbage med at fremhæve sig selv og kritisere andre uden smålig skelen til politiske venner og modstandere.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt har betegnet statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen har ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at SR-regeringen var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på klassefjenderne blandt hans tidligere politiske meningsfæller. Men det er tydeligt, at posten som formand – først for det danske Folketing og nu for FN’s Generalforsamling – efter fiaskoen som formand for Socialdemokratiet – er steget ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid

Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” Få har glemt Mogens Lykketofts centrale rolle i Socialdemokratiet siden slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA. For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Som finansminister i skiftende Nyrup-regeringer fra 1993 til 2001 blev han holdt på plads af den radikale økonomiminister Marianne Jelved og efter hans korte og tumultariske periode som formand for socialdemokratiet i 1990’erne, havde han i realiteten udspillet sin rolle i dansk politik. 

Lykketoft som formand i FN

Som formand for Folketinget fra december 2012 holdt Lykketoft ikke sine meninger tilbage, og han blev kritiseret for at misbruge formandsposten som platform for hans personlige synspunkter.

I visse kredse påkaldte det sig umiddelbart respekt, at Lykketoft påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”. Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stiller krav til dem, der vil følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi advares om, at vejen hurtigt blive spærret, hvis vi ikke lærer at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsætter også, at vi alle sammen skal kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi vil ikke opleve en harmonisk fremtid og vi får ikke udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelægger livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker, og driver dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse. Derfor var resultatet af klimakonferencen i Paris, hvor vi anerkender vores globale gensidige afhængighed, umådeligt positivt!

Der er næppe tvivl om, at Mogens Lykketoft mener, at kritikken af dansk politik er berettiget og deles af den danske venstrefløj. Det bemærkelsesværdige er, at hans eget parti – Socialdemokratiet – ikke har givet udtryk for støtte til kritikken.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det tidligere fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er 150 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

Vagt- eller skødehund?

Det bemærkelsesværdige er, at Peter Kurrild-Klitgaard, der er en velkendt kritiker af fråds med skatteborgernes penge, repræsenterer Danske Universiteter i bestyrelsen.

Der blev i 2010 bevilliget 75 mio. kr. til DIPD for en treårig periode frem til 2013. For årene 2014 – 2017 fik DIPD en ny bevilling på 75 mio. kr.

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da DIPD blev oprettet i 2010. Partiet etablerede straks Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre. DLDP har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten. Nærmere om DLDP på http://www.dldp.org.

Kritik

Etableringen af DIPD er ikke sket uden kritik. “Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for den nye parti-støtte. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande.  

Bolivia

De danske partier har forskellige prioriteringer. SF har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringsparti i Bolivia, MAS. SF mener, at bistanden fra SF i Danmark kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes – støtte til politiske partier i fattige lande kan skabe mere skub i demokratiet, selvom SF erkender et det er svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.

Bhutan

Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan, i en sådan grad at den tidligere partiformand Lars Barfoeds tilstedeværelse var nødvendig i både august og november 2015.

Tanzania

Danske konservative har ligeledes et tæt samarbejde med CHADEMA-partiet i Tanzania og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. Lars Barfoeds kone, Helle Sjelle, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Det Radikale Venstre har ligeledes været aktiv i Tanzania – dog i samarbejde med et andet parti end de konservative, nemlig Civic United Front (CUF).

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Nærmere om DIPD i årsrapporten for 2015.

I Danmark er borgernes valgfrihed på energiområdet en by i russisk Sibirien. F.eks. var den 31. december 2015, oprindeligt sidste mulighed for udskiftning af det gamle oliefyr, hvis du bor i et område med naturgas eller fjernvarme. Fristen blev i sidste øjeblik udsat til 1. juli 2016.

Ud over fordelene ved de nuværende lave oliepriser afskæres borgerne også fra besparelser, der for et nyt energieffektivt oliefyr typisk ville ligge på omkring 30 procent på varmeregningen!

Men desværre – i områder med såkaldt ”kollektiv forsyning” må man fra 1. juli 2016 ikke længere installere et nyt oliefyr.

Men tilslutningen til fjernvarmen kan blive dyrere end et nyt oliefyr, og det kan blive endog meget dyrt, alt efter hvor du bor! De danske fjernvarmepriser er nemlig meget forskellige, og de svinger også ganske meget fra år til år.

Fjernvarmepriser

Energitilsynet offentliggør tre gange årligt en statistik over fjernvarmepriser. Prisstatistikken indeholder priser for hver enkelt af de ca. 430 varmeforsyninger, der indberetter til Energitilsynet og leverer fjernvarme til husstande.

Energitilsynets seneste varmeprisstatistik omfatter priser pr. august 2015

Den gode nyhed for folk med fjernvarme er, at ifølge Dansk Fjernvarme er den årlige varmeregning siden sidste år gennemsnitligt sænket med 1.273 kroner til 14.872 kr. for et hus på 130 m2.

Men der er forskelle i varmepriserne, og det betyder, at nogle boligejere betaler langt mere for varmen end andre.

Dyreste og billigste fjernvarme

Landets dyreste fjernvarme kommer fra Annebjergparken i Nykøbing Sjælland, der opkræver en varmeregning på 31.792 kr. for et hus på 130 m2. Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning, Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk og Odsherred Varmeværk i Trundholm følger godt med i den dyre ende.

Svendborg Fjernvarme leverer med en regning på 5.298 kr. for et hus på 130 m2 landets billigste fjernvarme fulgt af Hillerød Varme i Gørløse, Vissenbjerg Fjernvarme og Svendborg Fjernvarme.

Nordjylland

Hvis man kigger på Nordjylland er de dyreste, nordjyske fjernvarmeforsyninger (igen udregnet efter et hus på 130 m2): Ellidshøj-Ferslev Kraftvarmeværk (25.900 kr.), Lørslev Fjernvarmeforsyning (23.434 kr.) og Vaarst-Fjellerad Kraftvarme (22.010 kr.).

De billigste, nordjyske fjernvarmeforsyninger er Aalestrup Varme A.m.b.a. (7.693 kr.), Hjørring Varmeforsyning (9.223 kr.) og Thisted Varmeforsyning (9.235 kr.).

Forskel på by og land

Der er generelt ganske stor forskel på varmeudgifterne for by og land. Årsagen er, at boligejerne på landet ofte er koblet på mindre og knap så effektive fjernvarmeværker.

Fjernvarmesektorens effektivitet skal forbedres

På Christiansborg blev der i begyndelsen af april 2016 indgået en politisk aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren med 500 mio. kr. i 2020.

Aftalen indebærer, at hvile-i-sig-selv princippet opretholdes, men fjernvarmeselskaberne skal i fremtiden overholde visse omkostningsrammer, de skal ”benchmarke” i forhold til de mest effektive selskaber og de skal opfylde visse effektiviseringskrav.

En aftale med de centrale værker, skal sikre, at de effektiviserer for 115 mio. kr. i 2020. De øvrige selskaber skal herefter effektivisere for 385 mio. kr. i 2020, for at målet om effektiviseringer på 500 mio. kr. i 2020 kan nås.

Små selskaber, der leverer mindre end 50 TJ fjernvarme, undtages fra den nye regulering. Det samme gør industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til fjernvarme, samt selskaber der leverer biogas og andre brændbare gasarter til fjernvarmeselskaberne.

Forhistorien

Forud for den politiske aftale havde Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet iværksat et større udvalgsarbejde, som lagde op til, at frem mod 2020 skulle fjernvarmesektoren levere besparelser for en halv milliard kroner om året.

Dansk Industri og flere liberale politikere har forud for den politiske aftale agiteret for mere fundamentale ændringer i fjernvarmesektoren. Motiv et har ikke været borgernes valgfrihed, men snarere at ophævelse af hvile-i-sig-selv princippet ville gøre afkastmulighederne for eksterne investorer mere attraktive.

Med aftalen bekræfter et politisk flertal, at offentlige regulering af forsyningssektoren har til formål at understøtte Danmarks overordnede energipolitiske målsætninger samt beskytte forbrugerne (mod prisfald?) og sikre, at aktørerne følger reglerne. De kommunalt og andelsejede selskaber i fjernvarmeforsyningen er ikke udsat for konkurrence – de er lokale monopolvirksomheder, der fortsat skal reguleres efter hvile-i-sig-selv princippet. Varmeprisen er lovbestemt som summen af de nødvendige omkostninger, og selv brændselsvalget bestemmes af staten.

Udsigt til dyrere fjernvarme

Den politiske aftale vil ikke nødvendigvis resultere i billigere fjernvarme. De 63 pct. af alle danske husstande svarende til ca. 1,8 mio. danske husstande, der i dag har fjernvarme, har tvært imod udsigt til en stigning i varmepriserne på 2,5 mia. kr., når det særlige grundbeløb ved udgangen af 2018 bortfalder. Grundbeløbet gives til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for bindingen til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret.

De værker, som har udsigt til de største varmeprisstigninger, kan se frem til et besøg af det såkaldte varmepumperejsehold fra Energistyrelsen. Man skal ikke forvente at rejseholdet har penge med, men værkerne kan på den måde hurtigt få afklaret, om store varmepumper kan bidrage til at sikre rimelige varmepriser.

De centrale energimyndigheder har der udover ikke megen trøst til fjernvarmekunderne. De må ligesom alle andre afvente nærmere analyser af fjernvarmens rammevilkår, herunder afgifts- og tilskudsanalysen, som gang på gang er blevet udskudt, men som nu forventes at foreligge senere på året.

Liberalisering af forsyningssektoren?

Investeringsfonde, pensionsselskaber og andre formueforvaltere har tilkendegivet betydelig interesse for de potentielle indtjeningsmuligheder, der ligger i de kommunalt og andelsejede forsyningsselskaber. Fondene ser angiveligt gerne, at et påstået potentiale for effektiviseringer bliver realiseret, og ”at sektoren og de kompetencer, den indeholder, kommer mere i spil i erhvervsudviklingen”. Liberalisering af sektoren og ophævelse af hvile-i-sig selv-princippet ville betyde, at rationaliserings- og effektiviseringsgevinster ville tilfalde ejerne/investorerne, der hermed vil få mulighed for at opnå en ”fornuftig indtjening” af investeringer i sektoren.

Nu er det jo ikke sådan, at virksomhederne i fjernvarmesektoren overhovedet har vanskeligheder med at få finansieret nødvendige investeringer på absolut attraktive betingelser i det normale lånemarked. Forbrugerne får således under den nuværende regulering både glæde af de attraktive finansieringsbetingelser og de effektiviseringer, der eventuelt følger af investeringerne.

Den politiske aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren er et forsøg på at ”holde næsen på slibestenen” således at fjernvarmeværkerne får incitamenter til at levere flest mulige effektiviseringer og besparelser til fordel for kunderne. Om det vil virke, kan kun tiden vise.

Bør vi da ikke hellere tilstræbe en forsyningssektor baseret på markedsøkonomiske principper?

I den ideale verden giver privatiseringer og liberaliseringer god mening som led i øget konkurrence på et frit marked. Problemet er, at de danske markeder for strøm, varme, vand og affald langt fra er frie konkurrencemarkeder.

Politiske flertal insisterer på, at forsyningssektoren skal understøtte flertallets politiske målsætninger. I øjeblikket er der fokus på klima og den grønne omstilling, men for få år siden var flertallets politik domineret af ønsket om energiuafhængighed, oliefortrængning og understøttelse af den danske naturgas. Og hvem kender de kæpheste, der skal forfølges i morgen?

Så længe det er sådan og det politiske flertal er indstillet på at fortsætte med den centrale detailstyring ud i alle hjørner af forsyningssektoren, giver privatiseringer og liberaliseringer ingen mening.

Hvis sektoren liberaliseres uden ændringer i de politiske rammevilkår, ville el-, vand-, fjernvarme- og naturgaskunderne igen få lov at betale, mens ejerne kunne høste alle fordele.

Der mindes om, at danske skatteborgere allerede i dag med verdens højeste skatter, energipriser og vandpriser betaler en høj regning for ambitionen om, at Danmark skal være et grønt foregangsland.

Hvad med den personlige frihed?

De geografiske forskelle i fjernvarmepriser og begrænsningerne på borgernes frie valg med hensyn til opvarmning, forstærker problemet med forbuddet mod oliefyr fra 1. juli 2016. Det er nemlig i de såkaldte yderområder af Danmark, at der stadig er mange oliefyr tilbage. Det er problematisk, at det især er økonomisk udfordrede boligejere i udkantsområderne, der ved skiftet opkræves de højeste fjernvarmepriser.

Fjernvarmepriserne er desuden ganske svingende fra år til år. Det gør boligejerne utrygge, når varmepriserne kan falde og stige med store beløb fra år til år. På kort sigt rammer det husholdningsbudgettet, og på lang sigt kan det betyde, at der opstår usikkerhed om det nu også kan betale sig at investere i ekstra isolering og nye vinduer – altså om der reelt kommer en lavere varmeregning ud af det.

Regeringen har brugt tiden siden offentliggørelsen af anbefalingerne fra den såkaldte ”Vederlagskommission” på at skabe sig overblik over, hvad der kan skabes flertal for. Anstrengelserne er den 9. maj 2016 resulteret i en såkaldt ”stemmeaftale” mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance.  SF, Alternativet Enhedslisten og Dansk Folkeparti har ikke ønsket at deltage i aftalen.

Baggrund

Den såkaldte ”Vederlagskommission” skulle efter planen have præsenterede sin rapport mandag den 18. januar 2016 kl. 11:00 i Eigtveds Pakhus.

Partistøtte og vederlag til politikere er interessante sager, der normalt ikke undgår offentlig opmærksomhed. Mærkeligt nok fik Vederlagskommissionen lov til fuldstændig upåagtet af pressen, at arbejde med deres forslag til hvordan politikerne yderligere skulle forgyldes.

Hvis ikke SF i utide havde lækket kommissionens forslag til dagbladet Politiken, er det ikke godt at vide, hvordan lønforhøjelserne ville være blevet præsenteret for offentligheden.

Helt usædvanlig kastede kommissionens formand, DR-formand, Michael Christiansen, sig  – inden den officielle præsentation af forslagene – energisk ud i ”damage-kontrol”. Vi måtte forstå, at forslaget om forhøjelse af ministrenes og folketingsmedlemmernes vederlag med godt 15 pct. og borgmestrenes aflønning med godt 31 pct. var ”revet ud af deres rette sammenhæng”. Vi havde fuldstændig misforstået: politikerne skulle tvært imod fratages en lang række skattefrie løngoder, samt – for kommende medlemmer af Folketinget – tåle forringelser i eftervederlag og pensionsforhold!

Det må derfor antages, at kommissionsformanden – hvis vi havde været uden den utidige læk til Politiken – under en kontrolleret præsentation under dække af fuldstændigt uigennemsigtige aktuarberegninger og Michael Christiansens velkendte juristeri – ville have bildt sagesløse borgere ind, at justeringerne i vederlagsstruktur m.v. nærmest var politikernes ”offer” på nationens alter. JyllandsPosten kom efterfølgende kommet i besiddelse af beregninger fra Vederlagskommissionen, der netop efterlader det indtryk.

Forhøjelse af vederlag for varetagelse af kommunale hverv

Allerede i 2014 besluttede Folketinget at vederlag, diæter, pensioner m.v. for varetagelsen af kommunale hverv, skulle forhøjes. Selvom der er diskussion om antallet af folkevalgte, herunder nødvendigheden af de fuldstændigt overflødige regionsråd, var der almindelig politisk enighed om, at justeringerne af vederlagene til medlemmerne af de kommunale organer i det store hele var nødvendige og rimelige.

Vederlagskommissionen

Problemet var, at justeringerne af vederlagene i den kommunale verden straks gav folketingsmedlemmer, ministre, regionsrådsformænd og borgmestre gode ideer. Der blev med det samme stillet spørgsmål ved rimeligheden af den utilstrækkelige regulering af vederlagene til medlemmer af Folketinget og borgmestrene. Ikke mindst måtte man forstå at borgmestrene var nødlidende med et efterslæb siden 1994 på over 31 pct.

S, RV, V, K og SF blev derfor i maj 2014 enige om at etablere den såkaldte ”Vederlagskommission”. Det usædvanlige var, at politikerne dengang meddelte, at for at undgå beskyldninger om at varetage egne interesser, havde man på forhånd ”forpligtet sig selv” til at følge kommissionens anbefalinger! Forslag fra en ”kommission” må antages at være seriøse, fornuftige og svært angribelige! Ellers forekommer det umiddelbart dristigt, at overlade vigtige spørgsmål om vederlag og pensioner til andre. I dette tilfælde var risikoen begrænset: Kommissionsformand Michael Christiansen signalerede som aftalt straks, at kommissionens opgave ”ikke er reduktion i vederlagene, men at finde argumenter for forhøjede vederlag”.

Michael Christiansen er en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Men noget tyder på, at han er begyndt at ryste på hænderne og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning. Som formand for Det Danske Kulturinstitut står han bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien – på et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og Indien på grund af Holck-sagen obstruerer danske interesser i Indien. Som bestyrelsesformand i Danmarks Radio, hvor han har allieret sig hundrede procent med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret gjort hans position uholdbar. Udflytningen af dele af DR til Aarhus og Aalborg har næppe ændret noget i opfattelsen. Senest har måttet indkassere ridser i lakken som formand for teatret Sort/Hvidt, der er rammen for den kontroversielle  ”Martyrudstilling”, der påregner at åbne den 26. maj 2016.

Vederlagsforhøjelser nærmest skrevet ind i kommissoriet

Ifølge kommissoriet skulle kommissionen foretage en analyse af den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Kommissionen skulle herefter foreslå ændringer, der, “tager højde for den udvikling, der over de senere år har været i politikernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til kompleksiteten i arbejdsopgaverne samt i forhold til politikernes ansvar og arbejdsbyrde”.

At kommissionsarbejdet skulle føre til lønstigninger, var således praktisk talt skrevet ind i kommissoriet.

Vederlagskommissionen blev pålagt at færdiggøre arbejdet så betids, at eventuelle ændringer for borgmestre og regionsrådsformænd kan vedtages i god tid inden de kommunale og regionale valg i 2017 og få virkning pr. 1. januar 2018.

Pension og eftervederlag

Den utidige læk af kommissionens forslag og den offentlige debat betød, at alle partier mere eller mindre villigt var nødt til allerede i januar at tilkendegive, at tiden ikke er inde til markante lønforhøjelser. Med aftalen af 9. maj mellem regeringen, Socialdemokratiet Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har flertallet besluttet at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Der bliver ikke pillet ved det lukrative system for politikernes optjening af pensionsret. Til gengæld bliver reglerne for eftervederlag ændret, således at eftervederlaget begrænses ved meget korte funktionsperioder i Folketinget eller som minister, og retten til eftervederlag bortfalder helt, hvis man overgår til et andet lønnet politisk embede som medlem af Folketinget eller minister.

Umiddelbart bliver der kun lønforhøjelser til borgmestre og regionsformænd på godt 31 pct. For en borgmester for en kommune med op til 80.000 indbyggere svarer det til at vederlaget forhøjes fra 744.247 kr. til 971.270 kr. Borgmestrene får samtidig ret til at beholde de såkaldte ”ben”, der er knyttet til det politiske arbejde.

Givtig lønregulering

Folketingsmedlemmer og ministre får ikke umiddelbart lønforhøjelse, men man vil kunne glæde sig over en mere givtig reguleringsmekanisme. Vederlaget til alle fuldtidspolitikerne – borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre vil fremover blive reguleret efter den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor. Den nye reguleringsmekanisme vil i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger. Hvis mekanismen havde været i brug for folketingsmedlemmer og ministre siden 1999 ville vederlagene i dag have været 15 og 30 pct. højere end dagens vederlag.

Teatret Sort/Hvid og kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger (TOETT) åbner torsdag 26. maj et såkaldt MARTYRMUSEUM hos teatret Sort/Hvid i Kødbyen i København.

MARTYRMUSEUM består af installationer, reproduktioner af autentiske genstande, fortællinger om heltemod og billeder af martyrer, der har ofret sit liv i en større sags tjeneste. På udstillingen er en række historiske personer som Sokrates og socialisten Rosa Luxemburg udstillet sammen med blandt andre de to brødre Khalid og Ibrahim El Bakraoui, der 22. marts i Bruxelles’ lufthavn sprængte sig selv i luften og dræbte mindst 17 uskyldige mennesker. Lige som den ene af attentatmændene bag angrebet på det parisiske koncertsted Bataclan udstilles. På Bataclan skød og dræbte terroristerne 89 mennesker og sårede 200.

Ifølge Sort/Hvid og kunstnergruppen TOETT har terroristerne, Sokrates, Rosa Luxemburg, en katolsk præst, en miljøaktivist, en menneskerettighedsforkæmper og en række andre på udstillingen det til fælles, at de har været parate til at gå i døden for deres tro eller overbevisning. Udstillingen ønsker at sætte spørgsmålstegn ved vores normale opfattelse af godt og ondt, fordi selvmordsterroristerne i deres egen forståelse er helte, der ofrer sig for en bedre verden.

”I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i Bruxelles gør man kun i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse mennesker indgår i udstillingen. For vi er alle helte i vores egen historie” siger Ida Grarup Nielsen, der er den ene af de seks kunstnere bag værket.

Forargelse

Martyrudstillingen med døde terrorister og begrundelsen ”at vi er alle helte i vores egen historie” vækker forargelse. Kulturminister Bertel Haarder (V) kalder udstillingen »vanvittig«. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, kalder den »pervers«.

Foreløbig er Martyr-udstilling blevet politianmeldt og DFs kulturordfører, Alex Ahrendtsen, mener, at udstillingen e udtryk for en ”kynisk og kold form for kulturrelativisme”.

”Arrangørerne hævder, at vi alle er helte i vores egen historie. Det er vi ikke. Der er rigtig og forkert, og der er godt og ondt, og de islamiske mordere er ikke helte – de er terrorister og koldblodige mordere. Ifølge det kristne martyrbegreb, er en martyr et uskyldigt menneske, der bliver dræbt på grund af sin overbevisning.

Kunstnerne bag udstillingen er angiveligt inspireret af et martyrmuseum i Teheran, hvor mordere bliver hyldet. Det ville jo svare til, at der var SS-museum, som hyldede SS-soldater, og de var inspireret af det. Det er så overfladisk, dumt og ubrugeligt – en provokation uden substans”.

Udenlandske medier har allerede refereret kritisk til den famøse udstilling.

Baggrund. Michael Christiansen og Sort/Hvid

Sort/Hvid teateret blev grundlagt i 1972 under navnet CaféTeatret, og har gennem årenes løb spillet en synlig rolle for dansk teater. I maj 2014 skiftedes teaterets navn til Sort/Hvid, men kun et halvt år senere opstod der brand i det historiske teater i Skindergade, og i dag er Sort/Hvid lokaliseret i Den Brune Kødby i hjertet af Vesterbro.

Sort/Hvid oplyser på deres egen hjemmeside, at:

·         de udvisker grænserne og søger udenom det, du allerede kender.

·         de udfordrer dine meninger og følelser, og

·         de får dig derud, hvor uvisheden bliver holdepunktet!

Ifølge deres egne oplysninger, skaber Sort/Hvid  teater, performances, opera, ballet, skulpturer og virtuelle værker, der undersøger aktuelle samfundsmæssige og politiske emner på tværs af genre og form. Og via samarbejde med kunstnere, performere, fagspecialister, teatre, festivaller og kunstinstitutioner i både ind- og udland vendes og drejes aktuelle emner i den offentlige debat. Det skulle sikre en både nuanceret forståelse og levende tilgang til teatrets arbejde med værker!

Offentligt støttet teater

Som organisation er Sort/Hvid et lille storbyteater og dermed del af en ordning, hvor staten og kommunen tilsammen yder et samlet årligt bidrag til den daglige drift.

Teatret har herudover en indtjening på billetsalg til forestillinger og andre kunstneriske projekter. Fra private og offentlige fonde modtager teatret projektstøtte til specifikke kunstneriske projekter.

Formanden for bestyrelsen i Sort/Hvd, Michael Christiansen, er en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Men noget tyder på, at han er begyndt at ryste på hænderne og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning:

Som formand for Det Danske Kulturinstitut står han bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien – på et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og Indien på grund af Holck-sagen obstruerer danske interesser i Indien.

Som bestyrelsesformand i Danmarks Radio, hvor han har allieret sig hundrede procent med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret gjort hans position uholdbar.

Om han også står til at tabe i ssagen om politikeres vederlag vil de kommende dage vise.

Michael Christiansens formandskab for Sort/Hvid er det seneste eksempel på at mandens ufejlbarlighed ikke er uden fejl, hvor vi får et dybt indblik i bestyrelsesformandens grundlæggende anarkistiske sindelag.

Christian Ibsen, direktør i den grønne radikale tænketank, CONCITO, når den 30. april 2016 i Berlingske Tidende efter flere tilløb frem til den interessante erkendelse, at ”en ambitiøs klima- og energipolitik naturligvis er afhængig af, at omstillingen sker så omkostningseffektivt som muligt – økonomisk, teknologisk og politisk.”

Hidtil har man nærmest fået indtryk af, at den grønne omstilling var en overskudsforretning, der samtidig bragte Danmark helt i front i klimakampen. Det er bestemt ikke indtrykket, at den radikale energiminister på tidspunktet for indgåelsen af energiaftalen i 2012 var særligt optaget af de faktiske omkostninger ved den grønne omstilling.

PSO-afgiften

PSO-afgiften opkræves i dag hos virksomheder og private elforbrugere over elregningen, men i forbindelse med Vækstpakke 2014 blev der aftalt en erhvervsrettet lempelse på godt 1 mia. kr. i 2016, der afholdes over finansloven. De resterende godt 7 mia. kr. skal dog stadig betales af virksomhederne og de almindelige private elforbrugere.

PSO-ordningen skal under alle omstændigheder ændres. I sin nuværende udformning er den i strid med EU’s statsstøtteregler. PSO-støtten udbetales kun til produktion af grøn strøm i Danmark, mens PSO-tariffen pålægges alt elforbrug i Danmark, uanset om strømmen så rent faktisk stammer fra Danmark eller fra udenlandske producenter. Det er konkurrenceforvridende og i strid med EU’s statsstøtteregler, og EU-Kommissionen har pålagt Danmark at ændre ordningen inden udgangen af 2016.

Danske elkunder skal nu betale for solcelleanlæg i udlandet!

EU-Kommissionen har desuden stillet som betingelse for at tillade at PSO-systemet opretholdes i 2015 og 2016, og dermed godkendelse af støtten til bl.a. solceller, husstandsvindmøller, forsøgsmøller på havet og Horns Rev 3, at der i 2016 gennemføres et udbud, der også giver mulighed for at udenlandske energianlæg kan få del i støtten. Derfor har Folketinget den 3. marts 2016 vedtaget en, der giver bemyndigelse til, at der kan afholdes et pilotudbud af pristillæg for el fremstillet på solcelleanlæg med en samlet installeret effekt på 20 MW, hvoraf 2,4 MW også kan vindes af projekter uden for Danmark.

Det er helt uforståeligt, at der i det danske Folketinget er et stort flertal for en lov, der tvinger danske elkunder til at betale for udbygningen af vedvarende energi – vel at mærke i andre lande! Dertil er det kommet i dansk energipolitik og så meget for omkostningsbevidsthed!

PSO-omkostningerne er løbet løbsk

Samtidig er omkostningerne til PSO-ordningen løbet løbsk – fra cirka 2 mia. kr. i 2006, over 3,6 mia. kr. på tidspunktet for indgåelse af den store energiaftale i 2012 til 8,3 mia. kr. i 2016.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt har på baggrund af opdaterede beregninger fra Energistyrelsen bebudet fundamentale ændringer i systemet. Regningen for den grønne omstilling er blevet for stor, siger klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt ifølge dagbladet BØRSEN. Ministeren er ikke afvisende over for at genåbne energi-aftalen fra marts 2012.

Energistyrelsen påviste i marts 2016, at siden samtlige partier minus Liberal Alliance vedtog energiaftalen i 2012 er den forventede PSO-regning for perioden 2016-2020 steget med 68 procent og regningen frem til 2025 anslås nu til knap 70 mia. kr.

Hvordan kunne det gå så galt?

Partierne bag energiaftalen i 2012 havde helt urealistiske forventninger til fremtiden. På et tidspunkt var der en tyrkertro på, at teknologiudviklingen hurtigt ville gøre grøn strøm billigere. Samtidig var der forventninger om stærkt stigende elpriser

Elproducerende vindmøller på land er blevet ganske effektive, problemet er at den væsentlige vindmølleudbygning sker på havet, hvor priserne på den grønne strøm er langt højere.

I forbindelse med opførelsen af havmølleparken ved Anholt på 400 MW til en pris af 10 mia. kr. krævede Dong Energy Wind Power A/S – som det eneste selskab, der bød – en strømpris på 1,05 kr. pr. kWh. Selvom kun ét selskab deltog i udbuddet accepterede den daværende radikale energiminister helt uhørt den af Dong krævede pris. I forhold til en spotpris for strøm på 25-35 øre pr. kWh koster Anholt dermed de danske el kunder omkring 1,5 mia. kr. om året i støtte over PSO-ordningen.

Hvad angik udviklingen i markedsprisen på el tog man også fejl. Prisen forventedes at stige i takt med at eksisterende konventionelle kraftværker blev taget ud af drift. Problemet er, at der fortsat er en væsentlig konventionel elproduktion og samtidig var forudsigelserne om brændselsudgifterne helt i skoven. De forudsætninger, der lå til grund ved indgåelsen af energiaftalen i 2012 var i væsentligt omfang baseret på forudsigelserne om udviklingen i priserne på fossile brændsler fra Det Internationale Energiagentur (IEA).

I 2012 vurderede IEA, at prisen på en tønde olie i 2015 ville ligge på 124 USD (2014 priser). To år forinden havde IEA skønnet, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være på 107 USD (2014 priser).

Det var to meget forskellige skøn med få års mellemrum. Og begge skød helt ved siden af den faktiske pris, som ved udgangen af 2015 lå på omkring 30 USD pr. tønde. På det seneste er noteret en mindre stigning så prisen på olie i dag ligger omkring 40 dollar pr. tønde – men stadig meget langt fra forventningerne i marts 2012.

CONCITO mener ikke, at omstillingen er for dyr

CONCITO mener tydeligvis ikke, at den uforudsete store stigning i PSO-omkostningerne er et problem. Det påpeges, at den markedsbestemte elpris i dag er langt lavere end forventet, da energiforliget blev indgået i 2012, så trods stigningen i PSO-tariffen er den samlede forbrugerpris på el lavere end forventet dengang. CONCITO, der har Connie Hedegaard som formand, negligerer fuldstændig forarmningen af danske skatteborgere i forhold til borgere i andre EU-lande. Det forhold, at danske konkurrenceudsatte virksomheder, svækkes i forhold til udenlandske konkurrenter, der har den fulde fordel af faldende energipriser, affærdiges med en flot bemærkning om, at ”dem bør der tages hånd om”!  Javel, men hvordan – mere statsstøtte?

Når klima- og energiministeren siger at PSO-omkostningerne løber løbsk, er det ifølge Christian Ibsen helt forkert. Energiministeren bygger sine betænkeligheder på Energistyrelsens forventninger om de fortsat stigende PSO-udgifter, men CONCITO er klogere. Uden skygge af argumentation afvises beregningerne med, at ”der synes ikke at være belæg for, at regningen skrider, eller at omstillingen er alt for dyr.”

Samfundsøkonomiske omkostninger

CONCITO argumenterer med at Danmark i ”de sidste ti år har fået ny grøn energi, nye grønne arbejdspladser og markant mindre CO2-udledning, uden at det er gået nævneværdigt ud over de samlede energiudgifter.”

Hvor er de grønne arbejdspladser – i Kina? Man kunne få den tanke, at CONCITO kun er leveringsdygtig i løst funderede eller helt ubegrundede postulater. Hvis den grønne radikale tænketank faktisk har prøvet at regne på tingene, må det konstateres, at de når frem til andre resultater end alle andre.

De miljøøkonomiske vismænd har en anden opfattelse

Det er ikke kun Energistyrelsen og energiministeren, der er optaget af omkostningseffektivitet. Tirsdag den 1. marts 2016 offentliggjorde de miljøøkonomiske vismænd en rapport med beregninger over omkostningerne ved at blive fossilfri. Rapporten fastslår, at det vil koste mange milliarder mere, end samfundet får tilbage, hvis Danmark skal være fossilfri i 2050. Vismændene har beregnet, at det vil koste 16 milliarder kroner ekstra – om året (!), hvis Danmarks energiforbrug skal baseres udelukkende på vedvarende energi. Klimagevinsten i form af mindre CO2-udledning og de samfundsmæssige besparelser i form af faldende omkostninger i sundhedsvæsnet udgør til gengæld kun godt 4 milliarder kroner.

Der syntes ej heller ifølge Vismændene at være belæg for at hævde, at dansk enegang med den grønne omstilling vil være forbundet med store økonomiske fordele for erhvervslivet.

Danfoss og andre virksomheder i Green-Tech sektoren henviser ofte til de lukrative eksportmuligheder for især grøn teknologi. I 2015 var der et fald på 3,9 pct. i eksporten af energiteknologi. Tallene fremgår af en ny opgørelse fra Energistyrelsen, Dansk Energi og Dansk Industri, der er offentliggjort i forbindelse med DI Energis årsdag i Industriens Hus i København. Tilbagegangen i eksporten af energiteknologi skal hovedsageligt forklares med udviklingen i eksporten af grøn energiteknologi. Det skal i øvrigt bemærkes, at grøn energiteknologi kun udgør 6,4 pct. af den samlede vareeksport.

Ifølge Vismændene er det samlet set ud fra en økonomisk betragtning svært at argumentere for den grønne omstillings totale stop for fossile brændsler.

Meromkostninger på 100 mia. kr. om året?

Den tvivlsomme økonomi understreges også af den kendsgerning, at Energistyrelsen, Vismændene, Klimakommissionen, tænketanken CEPOS, CONCITO og Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi er nået frem til vidt forskellige konklusioner på spørgsmålet om prisen for et fossilfrit Danmark.

Hvor Vismændene er nået frem til 16 mia. kr. om året har CEPOS beregnet meromkostningerne til omkring 100 mia. kr. om året.

Her har vi måske et bidrag til opklaringen af, hvorfor et Danmark uden vækst er fattigere end før finanskrisen i 2008?

Udfordringen er enorm – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen og den økonomiske krise. EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrig er for længst faldet fra, og UK står over for en afgørende folkeafstemning, som meget vel kan ende med Brexit. Hvis de traditionelle ansvars- og regeringsbærende midterpartier i Europa taber til fløjene, kan det meget vel være slut med det grandiose europæiske projekt. I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som indædt kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem. I Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

Danskernes nej den 3. december 2015 til den fuldstændige opgivelse af retsforbeholdet på hele EU-området retlige og indre anliggende har afstedkommet megen forvirring. Skal vi have en parallelaftale, som flere andre lande har – eller skal vi afholde en ny folkeafstemning alene de retsakter, der sikrer vores fulde deltagelse i Europol?

De fleste danskere har allerede opgivet EU som løsningen på noget som helst – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af tænketanken EUROPA og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk netop har genvalgt den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Ansvarssvigt

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Tidligere var det en forpligtelse for de privilegerede og informerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden. Sådan er det ikke mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret.

Uffe Østergaard er et sådan eksempel. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Pludselig får Uffe Østergaard en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roser samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

Weekendavisen

De overraskende udtalelser kan læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den netop pensionerede CBS-professor. Interviewet bringes med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.”

Den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard er bemærkelsesværdig så kort tid efter han er fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Har han vidst det hele tiden og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende. Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

Uffe Østergaards liv og levned

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Østergaard faldt godt og villigt ind og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagside følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog, at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden, og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv – endda flere gange.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – påpegede manglende konsistens, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en lang og rablende redegørelse.

Den revolutionære tone lå godt for Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til at kæmpe – i hvert fald i teorien – på barrikaderne. Hvis Uffe havde levet i en anden tidsalder ville han sikker også kunne deltage i ophedede debatter om ”Blut und Eisen”.

Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet og storme ind på universiteter og medier.

Uffe Østergaard var med sin opportunisme og glimrende begavelse et klart valg til en fornem karriere. Han blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie, og han kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

En Jean Monnet-lærestol er specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration. Den gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”, men Østergaard fandt tydeligvis at professoratets prestige og aflønning nok kunne berettige at træde i EU-propagandaens tjeneste.

Hvor den danske offentlighed normalt gnider de kritiske øjne, når kommercielle kræfter bevæger sig ind på at sponsorere forskningen, fordi der dermed kan stilles alvorlige spørgsmålstegn ved forskningens upartiskhed, har den interessante nyskabelse i dansk akademisk liv som EU-udnævnte professorater øremærket til at docere euro-ideologi ikke påkaldt sig nogen offentlig debat. Østergaard måtte dog tåle, at den borligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaards tidligere marxistiske retorik nu blev udskiftet med dybsindigheder om Europas fremtid.

Holocaust

2000-2002 var han leder af det nyoprettede Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Østergaards barnlige glæde over titlen som direktør og adgangen til bevillinger og repræsentationskonto var bemærkelsesværdig.

Og fra 2007 blev han endelig rigtig professor i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et universitet, men kun ved Copenhagen Business School.

Han markerede sig fortsat med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i indviklede analyser af årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand og ofte ganske forvirrende selv for eksperter. På den måde blev han fast inventar i medierne, når journalisterne selv gav op, og det gjorde de hurtigt.

Han udgav også en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger ”Europas ansigter” (1992) og ”Europa. Identitet og identitetspolitik” (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog ”Europas ansigter” i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Nu har Uffe Østergaard igen ændret mening, og vi kan se frem til ordrige analyser af Viktor Orbáns politik. Det internationale samfund har i årevis betragtet Viktor Orbán som flygtningekrisens store skurk og EU’s sorte får. Men vi vil snart høre Østergaard fremstille den ungarske premierminister som en pioner, der byggede hegn, hvorefter andre lande fulgte trop og begyndte at kontrollere deres grænser. Nu skal det ske: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

Glæde i himlen over én omvendt synder

Men i stedet for at håne Uffe Østergaard bør vi med Lukasevangeliets ord udbryde:

”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”