Oraklet fra New York

Mogens Lykketoft har i bl.a. Berlingske Tidende og JyllandsPosten den 18. maj 2016 i kronikform leveret hvad der er karakteriseret som et frontalangreb på regeringens klimapolitik m.v. Under sit kortvarige besøg i Danmark i forbindelse med en kvindekonference har Lykketoft villigt stillet sig til rådighed for både de skrevne og elektroniske medier og udbygget sine synspunkter, der takket være hans nuværende placering som formand for FN’s Generalforsamling, har fået en langt større udbredelse end indholdet berettiger.

I sin egenskab af formand for FN fører Lykketoft sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima og Donald Trump til flygtningekonventioner. Det bemærkes, at Lykketoft ikke har opnået posten i kraft af sine kvalifikationer, men alene fordi den europæiske gruppe og Danmark stod for tur. Posten er alene af ceremoniel og ornamental natur, og ingen er således i stand til at nævne navnet på bare én af Lykketofts forgængere.

Ikke desto mindre har Lykketoft via posten fået opmærksomhed fra danske journalister, der blandt opgaverne med at referere møder i menighedsråd, traktortræk og dyrskuer ikke er forvænte med muligheden for reportagerejser til FN’s hovedkvarter i New York.

Mediernes interesser er således ikke noget mysterium, men hvad er det, der drive den tidligere finans- og udenrigsminister og formand for Folketinget, socialisten Mogens Lykketoft?

Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han har påtaget sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN står over for; Lykketoft mener, at Generalforsamlingen under hans formandskab kan vise sig at være et af de vigtigste i FN’s historie, og i kronikken viser han en – for den normalt meget selvbevidste Lykketoft – usædvanlig statsmandsagtig ydmyghed over for opgaven.

Lykketofts ego

Den oprindelige ydmyghed er nu helt forsvundet, og nu ser vi Mogens Lykketofts ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, udfolde sig i fuldt flor.

Det skal til Mogens Lykketofts fordel nævnes, at han aldrig holdt sig tilbage med at fremhæve sig selv og kritisere andre uden smålig skelen til politiske venner og modstandere.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt har betegnet statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen har ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at SR-regeringen var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på klassefjenderne blandt hans tidligere politiske meningsfæller. Men det er tydeligt, at posten som formand – først for det danske Folketing og nu for FN’s Generalforsamling – efter fiaskoen som formand for Socialdemokratiet – er steget ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid

Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” Få har glemt Mogens Lykketofts centrale rolle i Socialdemokratiet siden slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA. For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Som finansminister i skiftende Nyrup-regeringer fra 1993 til 2001 blev han holdt på plads af den radikale økonomiminister Marianne Jelved og efter hans korte og tumultariske periode som formand for socialdemokratiet i 1990’erne, havde han i realiteten udspillet sin rolle i dansk politik. 

Lykketoft som formand i FN

Som formand for Folketinget fra december 2012 holdt Lykketoft ikke sine meninger tilbage, og han blev kritiseret for at misbruge formandsposten som platform for hans personlige synspunkter.

I visse kredse påkaldte det sig umiddelbart respekt, at Lykketoft påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”. Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stiller krav til dem, der vil følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi advares om, at vejen hurtigt blive spærret, hvis vi ikke lærer at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsætter også, at vi alle sammen skal kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi vil ikke opleve en harmonisk fremtid og vi får ikke udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelægger livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker, og driver dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse. Derfor var resultatet af klimakonferencen i Paris, hvor vi anerkender vores globale gensidige afhængighed, umådeligt positivt!

Der er næppe tvivl om, at Mogens Lykketoft mener, at kritikken af dansk politik er berettiget og deles af den danske venstrefløj. Det bemærkelsesværdige er, at hans eget parti – Socialdemokratiet – ikke har givet udtryk for støtte til kritikken.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det tidligere fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!