Forskelsbehandling af tvungne fjernvarmekunder

I Danmark er borgernes valgfrihed på energiområdet en by i russisk Sibirien. F.eks. var den 31. december 2015, oprindeligt sidste mulighed for udskiftning af det gamle oliefyr, hvis du bor i et område med naturgas eller fjernvarme. Fristen blev i sidste øjeblik udsat til 1. juli 2016.

Ud over fordelene ved de nuværende lave oliepriser afskæres borgerne også fra besparelser, der for et nyt energieffektivt oliefyr typisk ville ligge på omkring 30 procent på varmeregningen!

Men desværre – i områder med såkaldt ”kollektiv forsyning” må man fra 1. juli 2016 ikke længere installere et nyt oliefyr.

Men tilslutningen til fjernvarmen kan blive dyrere end et nyt oliefyr, og det kan blive endog meget dyrt, alt efter hvor du bor! De danske fjernvarmepriser er nemlig meget forskellige, og de svinger også ganske meget fra år til år.

Fjernvarmepriser

Energitilsynet offentliggør tre gange årligt en statistik over fjernvarmepriser. Prisstatistikken indeholder priser for hver enkelt af de ca. 430 varmeforsyninger, der indberetter til Energitilsynet og leverer fjernvarme til husstande.

Energitilsynets seneste varmeprisstatistik omfatter priser pr. august 2015

Den gode nyhed for folk med fjernvarme er, at ifølge Dansk Fjernvarme er den årlige varmeregning siden sidste år gennemsnitligt sænket med 1.273 kroner til 14.872 kr. for et hus på 130 m2.

Men der er forskelle i varmepriserne, og det betyder, at nogle boligejere betaler langt mere for varmen end andre.

Dyreste og billigste fjernvarme

Landets dyreste fjernvarme kommer fra Annebjergparken i Nykøbing Sjælland, der opkræver en varmeregning på 31.792 kr. for et hus på 130 m2. Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning, Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk og Odsherred Varmeværk i Trundholm følger godt med i den dyre ende.

Svendborg Fjernvarme leverer med en regning på 5.298 kr. for et hus på 130 m2 landets billigste fjernvarme fulgt af Hillerød Varme i Gørløse, Vissenbjerg Fjernvarme og Svendborg Fjernvarme.

Nordjylland

Hvis man kigger på Nordjylland er de dyreste, nordjyske fjernvarmeforsyninger (igen udregnet efter et hus på 130 m2): Ellidshøj-Ferslev Kraftvarmeværk (25.900 kr.), Lørslev Fjernvarmeforsyning (23.434 kr.) og Vaarst-Fjellerad Kraftvarme (22.010 kr.).

De billigste, nordjyske fjernvarmeforsyninger er Aalestrup Varme A.m.b.a. (7.693 kr.), Hjørring Varmeforsyning (9.223 kr.) og Thisted Varmeforsyning (9.235 kr.).

Forskel på by og land

Der er generelt ganske stor forskel på varmeudgifterne for by og land. Årsagen er, at boligejerne på landet ofte er koblet på mindre og knap så effektive fjernvarmeværker.

Fjernvarmesektorens effektivitet skal forbedres

På Christiansborg blev der i begyndelsen af april 2016 indgået en politisk aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren med 500 mio. kr. i 2020.

Aftalen indebærer, at hvile-i-sig-selv princippet opretholdes, men fjernvarmeselskaberne skal i fremtiden overholde visse omkostningsrammer, de skal ”benchmarke” i forhold til de mest effektive selskaber og de skal opfylde visse effektiviseringskrav.

En aftale med de centrale værker, skal sikre, at de effektiviserer for 115 mio. kr. i 2020. De øvrige selskaber skal herefter effektivisere for 385 mio. kr. i 2020, for at målet om effektiviseringer på 500 mio. kr. i 2020 kan nås.

Små selskaber, der leverer mindre end 50 TJ fjernvarme, undtages fra den nye regulering. Det samme gør industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til fjernvarme, samt selskaber der leverer biogas og andre brændbare gasarter til fjernvarmeselskaberne.

Forhistorien

Forud for den politiske aftale havde Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet iværksat et større udvalgsarbejde, som lagde op til, at frem mod 2020 skulle fjernvarmesektoren levere besparelser for en halv milliard kroner om året.

Dansk Industri og flere liberale politikere har forud for den politiske aftale agiteret for mere fundamentale ændringer i fjernvarmesektoren. Motiv et har ikke været borgernes valgfrihed, men snarere at ophævelse af hvile-i-sig-selv princippet ville gøre afkastmulighederne for eksterne investorer mere attraktive.

Med aftalen bekræfter et politisk flertal, at offentlige regulering af forsyningssektoren har til formål at understøtte Danmarks overordnede energipolitiske målsætninger samt beskytte forbrugerne (mod prisfald?) og sikre, at aktørerne følger reglerne. De kommunalt og andelsejede selskaber i fjernvarmeforsyningen er ikke udsat for konkurrence – de er lokale monopolvirksomheder, der fortsat skal reguleres efter hvile-i-sig-selv princippet. Varmeprisen er lovbestemt som summen af de nødvendige omkostninger, og selv brændselsvalget bestemmes af staten.

Udsigt til dyrere fjernvarme

Den politiske aftale vil ikke nødvendigvis resultere i billigere fjernvarme. De 63 pct. af alle danske husstande svarende til ca. 1,8 mio. danske husstande, der i dag har fjernvarme, har tvært imod udsigt til en stigning i varmepriserne på 2,5 mia. kr., når det særlige grundbeløb ved udgangen af 2018 bortfalder. Grundbeløbet gives til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for bindingen til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret.

De værker, som har udsigt til de største varmeprisstigninger, kan se frem til et besøg af det såkaldte varmepumperejsehold fra Energistyrelsen. Man skal ikke forvente at rejseholdet har penge med, men værkerne kan på den måde hurtigt få afklaret, om store varmepumper kan bidrage til at sikre rimelige varmepriser.

De centrale energimyndigheder har der udover ikke megen trøst til fjernvarmekunderne. De må ligesom alle andre afvente nærmere analyser af fjernvarmens rammevilkår, herunder afgifts- og tilskudsanalysen, som gang på gang er blevet udskudt, men som nu forventes at foreligge senere på året.

Liberalisering af forsyningssektoren?

Investeringsfonde, pensionsselskaber og andre formueforvaltere har tilkendegivet betydelig interesse for de potentielle indtjeningsmuligheder, der ligger i de kommunalt og andelsejede forsyningsselskaber. Fondene ser angiveligt gerne, at et påstået potentiale for effektiviseringer bliver realiseret, og ”at sektoren og de kompetencer, den indeholder, kommer mere i spil i erhvervsudviklingen”. Liberalisering af sektoren og ophævelse af hvile-i-sig selv-princippet ville betyde, at rationaliserings- og effektiviseringsgevinster ville tilfalde ejerne/investorerne, der hermed vil få mulighed for at opnå en ”fornuftig indtjening” af investeringer i sektoren.

Nu er det jo ikke sådan, at virksomhederne i fjernvarmesektoren overhovedet har vanskeligheder med at få finansieret nødvendige investeringer på absolut attraktive betingelser i det normale lånemarked. Forbrugerne får således under den nuværende regulering både glæde af de attraktive finansieringsbetingelser og de effektiviseringer, der eventuelt følger af investeringerne.

Den politiske aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren er et forsøg på at ”holde næsen på slibestenen” således at fjernvarmeværkerne får incitamenter til at levere flest mulige effektiviseringer og besparelser til fordel for kunderne. Om det vil virke, kan kun tiden vise.

Bør vi da ikke hellere tilstræbe en forsyningssektor baseret på markedsøkonomiske principper?

I den ideale verden giver privatiseringer og liberaliseringer god mening som led i øget konkurrence på et frit marked. Problemet er, at de danske markeder for strøm, varme, vand og affald langt fra er frie konkurrencemarkeder.

Politiske flertal insisterer på, at forsyningssektoren skal understøtte flertallets politiske målsætninger. I øjeblikket er der fokus på klima og den grønne omstilling, men for få år siden var flertallets politik domineret af ønsket om energiuafhængighed, oliefortrængning og understøttelse af den danske naturgas. Og hvem kender de kæpheste, der skal forfølges i morgen?

Så længe det er sådan og det politiske flertal er indstillet på at fortsætte med den centrale detailstyring ud i alle hjørner af forsyningssektoren, giver privatiseringer og liberaliseringer ingen mening.

Hvis sektoren liberaliseres uden ændringer i de politiske rammevilkår, ville el-, vand-, fjernvarme- og naturgaskunderne igen få lov at betale, mens ejerne kunne høste alle fordele.

Der mindes om, at danske skatteborgere allerede i dag med verdens højeste skatter, energipriser og vandpriser betaler en høj regning for ambitionen om, at Danmark skal være et grønt foregangsland.

Hvad med den personlige frihed?

De geografiske forskelle i fjernvarmepriser og begrænsningerne på borgernes frie valg med hensyn til opvarmning, forstærker problemet med forbuddet mod oliefyr fra 1. juli 2016. Det er nemlig i de såkaldte yderområder af Danmark, at der stadig er mange oliefyr tilbage. Det er problematisk, at det især er økonomisk udfordrede boligejere i udkantsområderne, der ved skiftet opkræves de højeste fjernvarmepriser.

Fjernvarmepriserne er desuden ganske svingende fra år til år. Det gør boligejerne utrygge, når varmepriserne kan falde og stige med store beløb fra år til år. På kort sigt rammer det husholdningsbudgettet, og på lang sigt kan det betyde, at der opstår usikkerhed om det nu også kan betale sig at investere i ekstra isolering og nye vinduer – altså om der reelt kommer en lavere varmeregning ud af det.