DR Nordjylland oplyste tirsdag den 4. oktober 2016, at Ole Stavad ikke genopstiller ved næste kommunalvalg i november 2017.

Det betyder stop for et halvt århundrede hvor Ole Stavad med politisk engagement og jysk lune har sat sine aftryk på dansk politik. Han siger selv, at det ikke er lysten, der mangler, men den efterhånden 67-årige politiker stopper for at lade en ny generation komme til.

Efter 27 år i Folketinget og flere omgange på ministerholdet i Poul Nyrup Rasmussens regeringer, blev Stavad ikke genvalgt ved folketingsvalget i 2007.

Ole Stavad har siden helliget sig kommunalpolitikken. Han stillede ved kommunalvalget i 2007 op som borgmesterkandidat i Jammerbugt Kommune. Det blev efter et knebent nederlag kun til en menig plads i byrådet og senere en post som viceborgmester, og nu er tiden kommet til helt at sige farvel til politik.

Ole Stavad er oprindeligt sparekasseuddannet, merkonom, men det er i politik, nærmere bestemt Socialdemokratiet, han har gjort karriere.

Han kom i Folketinget i 1980 og blev udnævnt som skatteminister første gang i 1993. Fra 1995 til 2000 var han næstformand i Socialdemokratiet, og i det sidste år frem til valget i 2001 var han erhvervsminister. Som nævnt blev Stavad ikke genvalgt ved valget i 2007.

Som skatteminister modtog Ole Stavad i en sen nattetime i 1993 dårlig skattejuridisk rådgivning om muligheden for at give Spar Nord et skattenedslag i forbindelse med overtagelsen af den nødlidende Himmerlandsbanken.

Nedslaget var ulovligt og Stavad måtte i november 1994 gå af som skatteminister. Direktøren for Told & Skat Carsten Jarlov blev forbavsende skånsomt og diskret overflyttet til jobbet som direktør for Slots- og Ejendomsstyrelsen mens flere medarbejdere i Skatteministeriet måtte indkassere kritik.

Det var et paradoks at netop Ole Stavad måtte gå af som skatteminister i 1994. Han var bedre klædt på end de fleste til ministergerningen på skatteområdet, og de danske revisorer havde da også blandede følelser. På den ene side anerkendtes han som knalddygtig, men samtidig blev Ole Stavad omtalt som den ”honorarvenlige” skatteminister: Når han viste sig i TV-avisen med endnu en ny skattestramning, betød det stensikkert nye opgaver til revisorerne!

Ikke desto mindre var såvel skattechefernes formand som skatterevisorernes formand enige om, at de i Stavad havde haft en særdeles god minister, selv om de af og til var i et modsætningsforhold til ham.

Han blev omtalt som en meget teknisk dygtig minister og faktisk kendte han skatteområdet bedre end de fleste. Medierne havde en blandet opfattelse, og nogle fandt at Ole Stavad var lovlig nidkær i tjenesten. Samtidig var der almindelig enighed blandt journalister og kollegaer på Christiansborg, at Ole Stavad er en meget underholdende og varm person, der ikke holder sig tilbage for et godt selskab og en god historie.

Ole Stavad var i de år inkarneret ryger, og jeg har personligt sammen med Ole Stavad ladet hele folketingsudvalg vente, mens vi fik røget færdig. Ikke mindst til irritation for den notorisk koleriske Poul Nielson.

Under et møde i 1993 om energiafgifter kom Ole Stavad dog galt afsted. Mødet foregik på energiminister Jann Sjursens kontor, og meget hurtigt fik Stavad tændt en cigaret, mens han talte som et vandfald. På et tidspunkt spørger han Sjursen om et askebæger og får det svar, at der ikke findes askebægre på kontoret. På spørgsmålet om der kunne fremskaffes et askebæger var svaret nej, og Jann Sjursen bekræftede, at der overhovedet ikke måtte ryges på hans kontor. Ole Stavad appellerede til mig, som han jo kendte som ligeledes inkarneret ryger, men jeg måtte melde pas – sådan var reglerne i Energiministeriet. Ole Stavad måtte herefter gå den tunge vej og skodde cigaretten i en potteplante i ministerens forkontor.

Episoden, som vi efterfølgende har grinet af, fik mig i øvrigt til at beslutte at holde op med at ryge.

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er 150 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

Stillingen som direktør for foretagendet har været slået op, og af uransagelige grunde er det nu afgjort, at stillingen vil blive besat af den tidligere radikale minister Rasmus Helveg Petersen.

I forbindelse med de kommende forhandlinger om regeringens 2025-plan og Finansloven for 2017 vil de politiske partier have lejlighed til at vurdere Danmarks udviklingsbistand, herunder hvor meget der skal bruges på asylansøgere i Danmark, og hvor stor en kasse de politiske Partier selv skal have deres snabel ned i.

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Vagt- eller skødehund?

Det bemærkelsesværdige er, at Peter Kurrild-Klitgaard, der er en velkendt kritiker af fråds med skatteborgernes penge, repræsenterer Danske Universiteter i bestyrelsen.

Der blev i 2010 bevilliget 75 mio. kr. til DIPD for en treårig periode frem til 2013. For årene 2014 – 2017 fik DIPD en ny bevilling på 75 mio. kr.

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da DIPD blev oprettet i 2010. Partiet etablerede straks Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre. DLDP har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten. Nærmere om DLDP på http://www.dldp.org.

Kritik

Etableringen af DIPD er ikke sket uden kritik. “Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for den nye parti-støtte. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande.  

Bolivia

De danske partier har forskellige prioriteringer. SF har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringsparti i Bolivia, MAS. SF mener, at bistanden fra SF i Danmark kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes – støtte til politiske partier i fattige lande kan skabe mere skub i demokratiet, selvom SF erkender et det er svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.

Bhutan

Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan, i en sådan grad at den tidligere partiformand Lars Barfoeds tilstedeværelse var nødvendig i både august og november 2015.

Tanzania

Danske konservative har ligeledes et tæt samarbejde med CHADEMA-partiet i Tanzania og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. Lars Barfoeds kone, Helle Sjelle, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Det Radikale Venstre har ligeledes været aktiv i Tanzania – dog i samarbejde med et andet parti end de konservative, nemlig Civic United Front (CUF).

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Nærmere om DIPD i årsrapporten for 2015 – http://dipd.dk/2016/05/annual-report-2015-postcards-from-the-field/

Regeringen vil nedbringe regningen for grøn energi og opkræve den på en mere effektiv måde. Det kan betragtes som en bunden opgave, fordi EU-Kommissionen har underkendt den danske støtte til vedvarende energi – den såkaldte PSO-ordning. Støtten til vedvarende energi er i strid med EU’s statsstøtteregler og Kommissionen kræver, at ordningen laves om fra 2017 – og det er meget tvivlsomt at Kommissionen kan godkende en meget langstrakt og gradvis ændring af støttesystemet.

El-kunderne betaler PSO‐gebyret over elregningen – i år omkring 8 mia. kr., hvoraf dansk erhvervsliv betaler omkring 60 pct.

PSO‐gebyret er så giftigt indrettet, at når markedsprisen på el falder som følge af f.eks. faldende gaspriser, rigelig og billig norsk og svensk vandkraft eller øget produktion af vindkraft, stiger udgifterne til at dække forskellen mellem spotprisen og de afregningspriser som vindmølleejerne er garanteret i 11-12 år, og dermed PSO‐gebyret.

De samlede indtægter fra den grønne PSO-afgift forventes i årene 2016 til 2025 at lande på knap 70 milliarder kroner. De penge skal altså findes på andre områder.

Hvis afskaffelse af PSO-afgiften skal være budgetneutralt (efter tilbageløb og adfærd), skal der gennemføres besparelser på statsbudgettet eller øge personskatterne på en måde, der tilvejebringer et provenu på godt 5 mia. kr. i 2017 og faldende til 3,2 mia. kr. i 2025.

Mulig finansiering af den grønne omstilling over finansloven

Det er tænkeligt, at forvridningerne ved PSO-afgiften reduceres, hvis afgiften erstattes med mindre forvridende personskatter. Der kan også opstå en gevinst gennem lavere udgifter til net-tariffer samt en ”brugergevinst”. Brugergevinsten er den umiddelbare fordel, som elforbrugerne opnår ved at kunne øge deres el-forbrug som følge af den ændrede elpris.  

Skatteministeriets beregninger over de positive samfundsøkonomiske virkninger af at finansiere den vedvarende energi over Finansloven, kan sammenkædes med de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i slutningen af november 2015 i den første af rådets årlige rapporter, som indeholdt en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.

I rapporten foreslog Klimarådet, at udgiftskrævende tiltag blev finansieret ved at hæve bundskatten. Skatteministeriet har ligeledes præsenteret en for samfundsøkonomien positiv vurdering af at afskaffe PSO-afgiften og finansiere den vedvarende energi over finansloven.

Venstre-regeringen presset på skatteområdet

Venstre-regeringen er i forvejen hårdt presset på skatteområdet, og er under forhandlingerne allerede rendt ind i store vanskeligheder. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er ligesom venstrefløjen modstandere af lempelser i topskatten. Det økonomiske råderum, skal først og fremmest bruges på velfærd, og et råderum derudover skal i givet fald bruges på at lette bundskatterne.

Regeringens borgerlige støtteparti, Liberal Alliance, støtter principperne i regeringens forslag til ny forsyningsstrategi – Forsyning for fremtiden. Problemet er, at LA samtidig holder regeringen fast på løftet om at lempe marginalskatten med 5 procentpoint og det betyder, at topskatten skal reduceres med 5 procentpoint hele vejen op. Liberal Alliance har helt afvist at diskutere forslaget om kun at reducere topskatten op til 1 mio. kr., som ifølge LA de facto indebærer indførelsen af en ”millionærskat” ad bagvejen.

Det Konservative Folkeparti har tilsyneladende ikke sådanne anfægtelser, og er indstillet på at bevare en topskattesats på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. som led i en samlet forhandlingsløsning. De konservative holder til gengæld fast i etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller.

Der er derfor ingen udsigt til, at regeringen kan samle et flertal bag konverteringen af PSO-afgiften til højere personskatter – og slet ikke i en situation, hvor erhvervslivet, der betaler 60 pct. af PSO-afgiften, får store afgiftslettelser.

Afskaffelse af den grønne check svarer til forhøjelse af bundskatten

Regeringen har taget det Konservative forslag om at bidrage til at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften med afskaffelsen af den grønne check. Forslaget er mærkeligt – hensigten med den grønne check, som blev introduceret i 2009, var at kompensere lav- og mellemindkomstgrupper for afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og mindre sunde fødevarer. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil en afskaffelse af den grønne check i realiteten indebære en skærpet beskatning af lav- og mellemindkomstgrupperne med omkring 3 mia. kr.om året

Udover afskaffelsen af den grønne check har regeringen i 2025-planen foreslået, at pengene findes i det råderum, der skabes ved blandt andet begrænsning af rentefradragsretten, højere pensionsalder, mindre SU og en udskydelse af målet om balance i de offentlige budgetter fra 2020 til 2025.

Synliggørelse af udgifterne er positivt

En væsentlig del af udgifterne til den grønne omstilling er allerede låst fast, men i princippet kunne investeringerne i den grønne omstilling begrænses ved f.eks. at udsætte bygningen af havvindmølleparken Krigers Flak og skrotte eller udsætte planerne om etablering af 350 MW kystnære havvindmøller.

Regeringen har i udspillet til forhandlingerne af uransagelige grunde holdt fat i den planlagte udbygning af Krigers Flak, men skrottet etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller, der i givet fald kan begrænse investeringerne i den grønne omstilling med omkring 7 mia. kr.

Hvis den vej ikke er politisk farbar, er der ingen vej uden om at finde kompenserende besparelser på statsbudgettet, hvis ikke hele det begrænsede økonomiske råderum frem til 2025 skal bruges på udbygningen af vedvarende energi.

Det er ikke sandsynligt, at forhandlingerne ender med, at udbygningen skal finansieres ved besparelser på social-, undervisnings- og sundhedsbudgetterne. Men hvis det skulle ske, vil omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling i det mindste tydeliggøres for alle.

Mandag den 10. oktober 2016 kl. 11.45 blev det i Stockholm meddelt, at Nobels mindepris i økonomi for 2016 er tildelt

• Oliver Hart, Harvard University, Cambridge, MA, USA og

• Bengt Holmström, Massachusetts Institute of Technologi,MIT, Cambridge, MA, USA

Nobels mindepris i økonomi er indstiftet af Sveriges Nationalbank og uddelt første gang i 1969. Hart og Holmström har modtaget prisen “for their contributions to contract theory”.

Prisen begrundes med, at nutidige økonomier sammenbindes af utallige kontrakter på kryds og tværs. De teoretiske værktøjer, som Hart og Holmström har udviklet er værdifulde for forståelsen af virkelige kontrakter og institutioner, samt potentielle faldgruber i kontrakt design. Prismodtagernes analyse af optimale kontraktlige arrangementer har tilvejebragt et intellektuelt fundament for at udforme politikker og institutioner på mange områder, fra konkurslovgivning til politiske traktater.

Manglende dannelse

I en tid, hvor ethvert barn kender deltagerne i Vild med Dans, Paradise Hotel og topspillerne i La Liga og Premier League, vil informationen om Nobel-prisen i økonomi formentlig blot afføde et skuldertræk hos de fleste.

Sådan har det ikke altid været. Tidligere – dvs. før verden gik af lave og begrebet dannelse evaporeret – var de fleste bekendt med Danmarks historien – om ikke andet så fra læsningen af B.S. Ingemann og Carit Etlar. Ingemann var i hans samtid i 1800-tallet berømt for en lang række historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien. Romanerne var spændende og letlæselige og henvendte sig til et bredt publikum. De var inspireret af Walter Scotts historiske romaner og bidrog til den nationalromantiske vækkelse i midten af 1800-tallet.

Carit Etlar, der var pseudonym for Carl Brosbøll, skrev ligeledes en lang række historiske romaner med tydelig inspiration fra både de franske spændingsroman-forfattere (Alexandre Dumas den ældre samt den yngre) og af den danske hjemstavnsfortælling hos Blicher. Etlar huskes især for Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester.

Andre populære fremstillinger betød, at også mennesker, der ikke nødvendigvis havde gennemgået et universitetsstudium, havde et ganske godt kendskab til både den nordiske og den græske mytologi. Den folkeforståelse og popularitet, der blev f.eks. Bertel Thorvaldsen til del forudsatte et vist kendskab værkernes motiver, herunder klassikere som Iliaden og Odysseen.

Videnskab

Sådan var det også engang med videnskabsmænd. Engang opkaldte vi parker, bygninger, veje efter dem. Alle kendte dem, fra Ørsted til Bohr. Vi var stolte, meget stolte –  nu ved vi ikke engang, hvad de hedder. Selv folk der har frekventeret RUC, Aalborg Universitet og andre såkaldte højere læreanstalter og som er optaget af ulighed og Gini-koefficienter m.v. synes blottet for klassisk dannelse.

For nylig blev jeg på et møde udsat for en quiz. En amerikaner spurgte bl.a. mødedeltagerne, der hovedsagelig var danskere, om hvor mange danske nobelprismodtagere man kunne nævne. Det beskæmmende resultatet var, at ud over Niels Bohr kunne forsamlingen faktisk ikke nævne én eneste.

Realiteten er, at 13 danskere har modtaget Nobelprisen – i forhold til befolkningstallet en absolut topplacering!

Som service kan jeg oplyse, at modtagerne (i alfabetisk orden) er: Fredrik Bajer, Niels Bohr, Aage Bohr, Henrik Dam, Johannes Fibiger, Niels Ryberg Finsen, Karl Gjellerup, Johannes V. Jensen, Niels K. Jerne, August Krogh, Ben Roy Mottelson, Henrik Pontoppidan og Jens Christian Skou.

Danske modtagere af Nobels mindepris i økonomi

Tillad mig som økonom yderligere at nævne 2 modtagere af Nobels mindepris i økonomi.

Dale Thomas Mortensen fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og han har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.Dale Thomas Mortensen døde i 2014.

Lars Peter Hansen fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, er søndag den 9. oktober 2016 blevet valgt som Folketingskandidat for Alternativet.

I en pressemelding, udtaler den uforlignelige Manu Sareen, at ”Jeg er mega glad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts gik fra de Radikale til Alternativet, siger den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen vil nu dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Den forunderlige historie

Ved valget i 2011 kom Manu Sareen ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014. Derefter minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation. Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

I dag er Manu Sareen heldigvis hverken minister eller medlem af Folketinget. Han blev vraget ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret.

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed han ikke mindst fra kvinder var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger, der nu giver ham søvnløse nætter. Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Om Manu Sareen var bange for at blive fyret som minister vides ikke, men faktum er at han argumenterede ivrigt for den nye position – både herhjemme og på nordiske konferencer: Regeringen (og Manu) frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen i dag frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før valget i juni 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men nu har han fået sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der er udkommet på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde ligeledes har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmelder bogen samme dag og kalder ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmelder bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller: “at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger.

Kære Kristian Ditlev Jensen,

Din kronik i BØRSEN den 2. oktober 2016, ”Nutidens danske højrefløj får mig til at vågne badet i sved”, er som alt fra din hånd særdeles velskrevet. Din fortjente succes som nykonservativ svækker desværre din sunde dømmekraft, og din beskrivelse af de andre borgerlige partier er forstemmende læsning.

I din iver efter at fremhæve din egen og Det Konservative Folkepartis ordentlighed på bekostning af de øvrige borgerlige partier kommer du meget tæt på samme udannede dæmonisering af blå blok, som Thorkild Kjærgaards præsterede i hans diabolske debatindlæg i POLITIKEN den 24. august 2016: Stuerene bliver de aldrig i den blå blok.

Den kommunistiske historiker og dr.phil. påstod, at det er ren og skær ondskabsfuldhed, som driver blå blok og dens støtter. Han skrev bl.a. ”Skadefryden ved at se små folk, som man i toppen af samfundspyramiden ikke regner for noget, gå nedenom og hjem. Slaveherrens glæde ved at sparke nedefter, fornøjelsen ved at se skrøbelige eksistenser smadret, fryden ved at høre gråden hos de magtesløse, glæden ved at være ovenpå og sidde på flæsket, have magten og kunne køre andre over i deres store grimme biler, gøre ondt og slukke håb uden selv at komme i fare”.

Jeg ville ønske, at du kunne indse, at Det Konservative Folkepartis fjender ikke er Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance eller Nye Borgerlige for den sags skyld. Vi bør ingensinde glemme, at de virkelige fjender er de røde, bolsjevikker og kulturradikale, der ikke har opgivet at erobre magten, tilsidesætte grundlæggende borgerlige og konservative værdier og ”opdrage” folket i den sande lære.

Din kronik i BØRSEN står i skrigende modstrid til morgenens sobre og spændende debat med Henrik Dahl om borgerlighedens væsen på Radio24Syv. Med kendskab til, at du allerede kort efter stiftelsen af Ny Alliance meldte dig ind i partiet og ydermere indgik i partiets politiske udviklingsgruppe som tovholder på partiets socialpolitik, er det selvfølgeligt ikke underligt, at du er på bølgelængde med Henrik Dahl, der vel er tæt på at være det levende bevis på urimeligheden af din karakteristik af højrefløjen i Børsen-kronikken.

Hvad jeg ikke forstår, er hvad der har ændret din opfattelse siden januar 2008, hvor du ifølge BT forlod Ny Alliance med begrundelsen: ”Jeg er ikke borgerlig, jeg har aldrig været det, og jeg bliver det aldrig”.

Forud for børsnoteringen af Dong Energy den 9. juni 2016 blev Dong pyntet op –  der var blomster i vinduerne og brød i ovnen, når køberne tog selskabet i nærmere øjesyn. På de indre linjer blev der arbejdet febrilsk på at fjerne alt hvad der kunne ligne K3, K2 og K1 fra tilstandsrapporten. Det blev vurderet, at Dong Energy ville være mere appetitlig uden selskabets gasdistributionsnet, der omfatter omkring 122.000 kunder i det sydlige Jylland og i Vestsjælland. Det bemærkes, at gasdistributionsnettet med naturgassens udfasning alligevel vil være stort set værdiløst allerede i 2035.

Det statsejede Energinet.dk købte den 10. maj 2016 DONG Energys gasdistributionsnet for 2,325 mia. kr. til overtagelse den 30. september 2016.

Dong Energy har i en fondsbørsmeddelelse den 30. september 2016 meddelt, at frasalget af Dong Energys danske distributionsnetværk til Energinet.dk nu er blevet gennemført, efter at Finansministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet samt konkurrencemyndighederne har sagt god for handlen. Gaskunderne er ikke blevet spurgt!

Dong Energy forventer, at salget af Dong Gas Distribution A/S vil resultere i en gevinst på 1,5 mia. kr.

Vanskeligt at slippe af med visse aktiviteter

Gaskunderne er ikke spurgt fordi det allerede i forbindelse med den politiske studehandel om børsnoteringen af Dong Energy blev aftalt, at selskabet skulle gøres ”klar”. Det betød, at de forskellige forretningsområder skulle ”tilpasses” til de nye markedsvilkår.

Forud for børsnoteringen ville Dong hellere end gerne sælge sine rørledninger og andre aktiviteter i Nordsøen, men indtil videre har potentielle investorer, herunder Mærsk Olie A/S, tydeligvis været bange for at komme til at hæfte for det problematiske Hejrefelt, der ikke producerer noget overhovedet, og Fredericia Olieterminal, der skulle have behandlet produktionen fra Hejrefeltet. Som bekendt tumler Mærsk Olie med deres egne problemer med det renoveringsmodne Tyra-felt.

Energinet køber Dong Gasdistribution

Beslutningen om at lade statens systemoperatør Energinet.dk overtage en del af Dongs kommercielle forretning er dybt problematisk. Politisk er det besluttet, at staten skal bevare kontrol over den strategisk vigtigt gasdistribution og over rørledningerne i Nordsøen. Det er imidlertid skatteborgerne, der i forvejen over deres energiregning har finansieret det distributionsnet, som skatteborgerne som ejer af Energinet.dk nu har købt.

Energinet.dk har ifølge seneste regnskab for 2015 passiver for over 39 mia. kr., hvoraf lang- og kortfristet gæld udgør 26,8 mia. kr. Med andre ord skal Energinet.dk gældsætte sig yderligere for at overtage Dongs Gasdistribution. Selskabets udgifter, herunder til renter og afdrag, overvæltes naturligvis på ledningstarifferne, som gaskunderne skal betale.

Gaskundene betaler

Energinet oplyste ved købet i maj 2016, at prisen for Dong Gasdistribution var ”konkurrencedygtig”.

Det lyder godt – danske gaskunder er nemlig ikke forvænte med at slippe billigt fra regningen for den energipolitik, der har været ført i Danmark siden oprettelsen af Energiministeriet i 1979. Det er heller ikke første gang, at danske skatteborgere får lov til at betale 2 gange for energiinvesteringer.

Energinet.dk overtog således den 1. maj 2007 Dongs gaslager i Ll. Torup. Prisen dengang var 2,4 milliarder kroner.

Den 20. oktober 2014 købte Energinet.dk det underjordiske gaslager i Stenlille på Sjælland for en pris på 2,25 milliarder kroner af DONG Energy.

Danske naturgaskunder har allerede én gang finansieret Dongs investeringer i gaslagrene, men får altså lov til at betale igen. Samlet set kan lagrene i Ll. Torup og Stenlille opbevare cirka 30 procent af det samlede danske gasforbrug, svarende til det årlige forbrug af naturgas for cirka 500.000 husstande. Omkostningerne ved at opretholde lagrenes vigtige bufferfunktion, som tidligere blev betragtet som et strategisk aktiv for Dong Energy, blev inden børsintroduktionen skubbet over på danske skatteborgere.

Købet af lagrene blev udadtil begrundet med, at gas er en afgørende del af den danske energisektor, og gaslageret understøtter forsyningssikkerheden. Det bemærkelsesværdige er, at købet også blev begrundet med, at også på den lange bane er gaslageret en vigtig del af fremtidens energisystem. Energinet.dk skal både sikre forsyningssikkerheden og bidrage til en effektiv grøn omstilling, derfor er lageret i Stenlille vigtigt for Energinet.dk, hed det i oktober 2014.

Hvordan passer det lige sammen med det faste fortsæt om at udfase naturgassen til individuel varme i 2035 og et helt fossilfrit Danmark i 2050?

Salget af Dong Energy A/S – rekapitulation

Det fuldt statsejede selskab Dansk Naturgas A/S blev dannet i 1972 med det formål at indføre naturgas som en del af energiforsyningen i Danmark. Selskabet ændrede året efter navn til Dansk Olie og Naturgas A/S med forkortelsen DONG A/S. I 1990’erne begyndte selskabet at udvinde olie og naturgas, og i 2000’erne blev DONG Energy et energiselskab med aktiviteter inden for produktion og distribution af el og vedvarende energi.

Et flertal af Finansudvalgets medlemmer godkendte det delvise salg af Dong Energy den 30. januar 2014. Fonde under Goldman Sachs kom med i alt otte milliarder kroner, mens pensionskasserne ATP og PFA kom med henholdsvis 2,2 milliarder kroner og 0,8 milliarder kroner. Fire af de eksisterende minoritetsaktionærer, der har ejerposterne tilbage fra den store DONG-fusion i 2005, skød samlet yderligere to milliarder kroner ind, så den samlede kapitalindsprøjtning blev på 13 milliarder kroner. Værdien af selskabet blev aftalt til 31,5 mia. kr. og med kapitalindsprøjtningen kom værdien dermed op på 44,5 mia. kr. Det bemærkes, at Dong Energy i begyndelsen af 2014 havde en nettogæld på 33 mia.kr. Hertil kom langt større betalingsforpligtelser i de kommende år, hvis den ambitiøse strategi vedrørende havvindmøller og offshore-aktiviteter skulle realiseres.

Ejerfordelingen i Dong Energy var inden børsnoteringen: den danske stat ca. 57,3 procent, Goldman Sachs fonde ca. 18 procent, SEAS-NVE ca. 10,9 procent, ATP ca. 4,9 procent, SYD ENERGI ca. 3,5 procent, Insero Horsens ca. 2 procent, PFA ca. 1,8 procent, Nyfors Entreprise ca. 1 procent og Galten Elværk ca. 0,6 procent.

Det bemærkelsesværdige er det markante fald i værdien af Dong Energy fra 2008 til januar 2014. Forud for den planlagte børsnotering i 2008 blev værdien af Dong konservativt anslået til mellem 60-80 milliarder kroner.

I maj 2012 oplyste Finansministeren i et aktstykke til Folketinget, at selskabet nu kun var 38,8 mia. kr. værd, og så sent som i september 2013 da Østjysk Energi solgte sine aktier, blev den samlede værdi oplyst til 33,2 mia. kr. Driftsunderskuddene i 2012 og 2013 og det fortsatte fald i værdien af de vilde investeringer i gasfyrede kraftværker, betød at værdien af selskabet var faldet til 31,5 milliarder kr. i januar 2014.

DONG-sagen har fortsat med at påkalde sig kritik, og der er blandt andet rejst spørgsmålstegn ved, om Staten fik den bedste pris for DONG Energy, eller om man solgte for billigt til Goldman Sachs. Tidl. finansminister Bjarne Corydon (S) og hans efterfølger Claus Hjort Frederiksen (V) fastholder begge, at alt er gået efter bogen.

Der mindes om, at Dong Energy ved kapitaludvidelsen i starten af 2014 blev vurderet til 31,5 mia. kr. Sidenhen kom den friske kapital til, og dermed steg værdien af DONG til 44,5 mia. kr.

Ved børsnoteringen den 9. juni 2016 – halvandet år senere – var DONGs værdi mirakuløst steget til 98,2 mia. kr.

Aktiekursen på DONG Energy A/S ligger ved udgangen af september 2016 på omkring 270, der betyder at værdien af Dong Energy nu er steget til knap 113 mia. kr.

Naturgaspris

I 1. kvartal 2016 betalte husholdningskunderne i gennemsnit 6,50 kr. per m3 naturgas. Den rene gaspris udgjorde 1,53 kr., mens distribution og abonnement kostede 1,04 kr. Energiafgift, NOx-afgift og CO2-afgift udgjorde 2,60 kr. Nødforsyningstariffen var på 0,02 kr. og moms var på 1,30 kr.

Bortset fra 2008 har den økonomiske vækst på Færøerne været væsentlig højere end i Danmark. Danmarks Nationalbank advarer nu mod risikoen for økonomisk overophedning. Efter flere års stigende eksportindtægter drevet af bl.a. høje priser på opdrættet laks og gode fangster af makrel og sild fortsætter højkonjunkturen med forøget styrke i 2016. Bruttonationalproduktet ser i år ud til at stige med 8,5 pct.

Búskaparráðið – Fær­øernes Økonomiske Råd forventer, at væksten de næste par år drives af både indenlandsk og udenlandsk efterspørgsel, især meget store investeringer i den offentlige sektor og i offentlige virksomheder.

Væksten i produktionen på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og produktionen pr. indbygger på Færøerne nåede i 2015 op ved siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Den enkelte indbygger på Færøerne har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNP på omkring 350.000 kr. På Færøerne er indkomsten godt på vej til 400.000 kr., mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer. Årsagen er som nævnt den stærke økonomiske vækst på Færøerne som følge af de gode tider for fiskeriet – sammenholdt med den økonomiske stagnation i Danmark. Tilskuddet fra den danske stat og nettolønindkomst fra personer, der arbejder i udlandet, men bor på Færøerne, kommer oveni.

Overophedning af økonomien

På Færøerne er det ikke betalingsbalancen, der bekymrer. Overskuddet har i 2015 været betydeligt og også i indeværende år bliver der overskud. Problemet er risikoen for overophedning af den trods alt begrænsede færøske økonomi. Ifølge en opgørelse fra Færøernes Økonomiske Råd planlægger landsstyret, kommunerne og offentligt ejede selskaber en række store investeringer på 1,3 mia. kr. (7,3 pct. af BNP) i 2016, hvilket er 20 pct. højere end i 2014. Investeringerne forventes at stige med yderligere 34 pct. frem til 2018. Eksempelvis planlægges to nye tunneller til en samlet pris på 2,1 mia. kr. (13 pct. af BNP) i perioden 2016-21. I en dansk sammenhæng svarer det til mere end fire Femernbælt-tunneler.

Importindholdet i mange af disse investeringer er stort, men på grund af det samlede omfang vil det bidrage betydeligt til den økonomiske vækst og til risikoen for flaskehalse, særligt inden for byggeriet, hvor der i forvejen er tegn på overophedning. Syv ud af ti byggevirksomheder angiver mangel på arbejdskraft som en begrænsende faktor for væksten. Omfanget af de offentlige investeringer og investeringer i offentligt ejede selskaber risikerer dermed at presse økonomien yderligere over kapacitetsgrænsen.

Nationalbankens anbefalinger

Der er risiko for overophedning af økonomien, særligt i byggeriet. På den baggrund vurderer Danmarks Nationalbank i den sidste kvartalsoversigt, at

• det strukturelle underskud på de offentlige finanser bør vendes til et overskud hurtigere end planlagt,

• de langsigtede udfordringer for den finanspolitiske holdbarhed bør håndteres nu, og

• landsstyrets og kommunernes budgetter bør koordineres bedre for at sikre en samlet styring af de offentlige finanser.

Krisen i 1992-93

Den økonomiske gældskrise på Færøerne i begyndelsen af 1990’erne ligner ikke den situation, som Nationalbanken nu advarer mod. Den eneste lighed er, at ej heller dengang blev problemerne påført færingerne udefra. Et stort antal rapporter fra sagkyndige udvalg i Danmark og på Færøerne pegede allerede i 1980’erne på en række fejl, massivt overforbrug gennem den økonomiske politik på Færøerne og en alt for stor gældsætning. En gældsætning, der desværre blev intensiveret, da den danske regering ubesindigt satte realkreditloven i kraft på Færøerne.

Først da den økonomiske krise ramte banksektoren og den første bank stod over for en konkurs i oktober 1992 blev der reageret. Krisen var på det tidspunkt under kraftig udvikling. Produktionen på Færøerne var allerede faldet drastisk og i begyndelsen af 1993 var den økonomiske udvikling på Færøerne på vej ind i totalt kollaps. I virkeligheden den mest omfattende økonomiske krise, noget vestligt samfund har oplevet i nyere tid med direkte fald i produktion og indkomst, konstant stigende arbejdsløshed og en udlandsgæld på 8 mia. kr.

Først i juni 2008 kunne regeringen og Færøernes landsstyre med en ny aftale lukke et smertefuldt kapitel i Rigsfællesskabet, endeligt afslutte banksagen og tilbageføre det fulde ansvar for den økonomiske politik til Færøernes hjemmestyre.

Hvad bør regeringen gøre

Det er Færøernes Landsstyre og Lagtinget i Torshavn, der i henhold til hjemmestyreloven fra 1948 og aftalen i 2008, suverænt har ansvaret for den økonomiske politik på Færøerne. Det bør dog ikke afskære den danske regering fra overfor Landsstyret at understrege Nationalbankens anbefalinger vedrørende styringen af de offentlige udgifter på Færøerne.

Det er også et spørgsmål, om ikke tiden er inde til at opdatere den aftale, der ligger bag det årlige statslige bloktilskud til Færøerne på 642 mio. kr.

Det er snart 30 år siden, at regeringen og Færøernes Landsstyre den 9. marts 1987 indgik en aftale om en tilskudsreform, der konverterede en lang række tilskud på områder, der ikke var overtaget af hjemmestyret som særanliggender, til et samlet bloktilskud.

Når den disponible bruttonationalindkomst pr. indbygger på Færøerne ligger væsentligt over niveauet i Danmark, og når Færøernes

Landsstyre kan tillade sig offentlige investeringer og forbrug på et niveau, der ligger uden for det økonomiske råderum i Danmark, burde det være muligt at finde forståelse for nødvendige justeringer.

18 løsslupne svin raserer landsby i Sønderjylland, lyder de alarmerende avisoverskrifter. Senere kan vi under overskriften ”En kælegris har sat landsby på den anden ende” læse hvordan en lille landsby (Skibinge) på Sydsjælland er gået på grisejagt, efter en bortløben kælegris. Baggrunden for den store opmærksomhed omkring løsgående svin – uanset om det er vildsvin, hængebugsvin eller kælegrise – er mund og klovesyge og den frygtede afrikanske svinepest, der kan være på vej ind over de danske grænser. Eksport for milliarder er truet, og Fødevarestyrelsen er derfor helt oppe på mærkerne og har bl.a. indført nye regler for svinetransporter.

Vi vender tilbage til løsgående svin. I mellemtiden lidt om et andet stort problem i Danmark, som også vedrører dansk svineavl, men som ikke i samme grad vækker opmærksomhed i lokalsamfundene og åbenbart slet ikke hos de centrale fødevaremyndigheder. Årsagen er måske, at her er det ikke eksporten, der er truet, men kun folkesundheden.

Sundhedsvæsenet

Selvom Fødevarestyrelsen har udvist kritisabel passivitet er det danske sundhedsvæsen super opmærksom på, at multiresistente bakterier – herunder ikke mindst Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus eller MRSA – er et særdeles stort problem i. Bakterierne udvikler resistens mod penicillin, og derfor kan et ellers banalt sygdomsforløb trækkes i langdrag og eventuelt ende fatalt. Det koster på sundhedsudgifterne, og det øger risikoen for, at sygdomme ikke kan kureres med antibiotika.

I alt blev 2.965 personer smittet med MRSA i 2014 – heraf var 1.277 smittet med husdyr-MRSA (43 pct.). I 2013 blev der i alt fundet 2094 smittet med MRSA i 2013 – heraf var 643 smittet med husdyr-MRSA. I 2015 er der konstateret 2.971 smittetilfælde og heraf var 1.147 smittet med husdyr-MRSA. I 2015 var der et lille fald i antallet af registrede MRSA, men der er altså et mønster med op mod tusind nysmittede patienter om året.

MRSA i svin og mink

En særlig type MRSA kan smitte fra dyr – ofte fra svin – til mennesker. Svinene bærer typisk, det man kalder, husdyr-MRSA på huden eller i trynen. I stalden vil husdyr-MRSA være i støvet, på alle overflader og i luften. Man kan derfor ikke undgå at komme i berøring med husdyr-MRSA, hvis man opholder sig i stalden.

Der er forhold omkring smitte af husdyr-MRSA, som man ikke kender, og mange af de smittede har tilsyneladende ikke været i kontakt med grisestalde.

Siden 2010 har husdyr-MRSA bredt sig og det antages, i 2014 var 68 pct. af alle danske svinebesætninger inficeret.

Den antibiotikaresistente svine-MRSA-bakterie har nu spredt sig til en del af de 17 millioner mink, som hvert år bliver opdrættet på 1.400 danske minkfarme. Det viser en undersøgelse, som DTU Veterinær­instituttet i år har udført på 32 små grupper mink, som var syge og døde af andre årsager end MRSA.

De 17 millioner danske mink risikerer at få antibiotika, som på ingen måde er målrettet deres organisme. Det kan være med at øge problemerne med resistente bakterier, herunder MRSA.

I marts 2016 blev det oplyst, at de danske myndigheder nu også havde fundet svine-MRSA i hver tiende besætning med slagtekvæg. 5 ud af de 50 besætninger, som Fødevarestyrelsen havde testet, havde MRSA i deres slagtekvæg. Det er første gang, at myndighederne finder MRSA-inficeret slagtekvæg herhjemme.

Selv om MRSA ikke umiddelbart gør hverken mink eller mennesker syge (mens MRSA-smittede slagtekalve faktisk kan blive syge), kan bakterien godt blive problematisk i et hospitalsmiljø. Derfor er minkavlerne blevet underrettet om at der kan være en lille overrisiko for at blive smittet med MRSA, når man arbejder med mink.

Problemet velkendt i udlandet

American Academy of Pediatrics – Pædiatri er et medicinsk speciale der beskæftiger sig med børnesygdomme – har netop offentliggjort en rapport, der hævder, at unødvendig brug af antibiotika i husdyrproduktionen kan forårsage resistente, livstruende infektioner hos mennesker, især små børn.

Ifølge AAP-rapporten anvendes i USA omkring 80 pct. af det samlede antibiotika-forbrug i landbrug og akvakultur. Antibiotikaen kan fremme resistente mikrober, der kan finde vej fra landbruget til fødevarer eller dele deres resistente gener med andre mikrober.

I USA rammes mere end 2 millioner mennesker hvert år af resistente infektioner med 23.000 dødsfald til følge. De fødevarebårne resistente infektioner omfatter Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus (MRSA) men også resistente Salmonella og Campylobacterbakterier.

Statistikken oplyser ikke, hvor mange af disse infektioner og dødsfald, der vedrører børn.

Tidligere forskning har vist, at forekomsten af visse typer af lægemiddelresistente infektioner i børn er stigende, og ifølge AAP-rapporten viser data om forekomsten fødevarebårne sygdomme, at børn under 5 år ofte er mest udsatte.  AAP anbefaler, at husdyrproducenter kun give antibiotika til dyr, når de er syge.

Kritik af fødevaremyndighederne

Rigsrevisionen leverer i en beretning i oktober til Statsrevisorerne en sønderlemmende kritik af Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsens indsats mod husdyr-MRSA: Fødevareministeriet burde i samarbejde med Sundhedsministeriet have undersøgt de sundhedsøkonomiske omkostninger ved husdyr-MRSA. I stedet har Fødevareministeriet prioriteret og gennemført sin indsats mod husdyr-MRSA uden at tage et helhedsorienteret hensyn til de sundhedsøkonomiske omkostninger.

Rigsrevisionen finder ikke indsatsen tilfredsstillende.  

Fødevareministeriet har i det hele taget ikke gennemført indsatsen mod husdyr-MRSA på en tilfredsstillende måde. Selvom ministeriet har sat initiativer i gang for at skaffe mere viden på området, konstaterer Rigsrevisionen, at ministeriet ikke har haft en effektiv styring af igangsatte initiativer. Ministeriet har heller ikke fulgt op på, om initiativerne gav den forventede viden, og ministeriets arbejde har været præget af manglende kontinuitet og overblik.

Rigsrevisionen ind i sagen i Dan Jørgensens ministertid

Rigsrevisionen gik allerede i Dan Jørgensens ministertid i gang med at undersøge, hvad Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen egentlig havde foretaget sig i sagen om svine-MRSA. Indtil da var fem danskere døde af svine-MRSA, hvis officielle navn er MRSA CC398. Baggrunden var en udbredt fornemmelse af, at der fra Fødevareministerens side ikke har været udfoldet tilstrækkelig og kvalificeret aktivitet for at forebygge, at de multiresistente bakterier spreder sig i samfundet. Mens Dan Jørgensen var optaget af måltider og selvpromovering blev tusindvis af danskere smittet med bakterien.

Dan Jørgensen har ikke skylden alene. Selvom der allerede for 6 år siden og før Dan Jørgensen havde ansvaret var tegn på, at SARS kunne brede sig til en epidemi, forsømte Fødevarestyrelsen at tilvejebringe oplysninger om, præcis hvor udbredt bakterien er i de danske svinebesætninger. Man brugte heller ikke de 6 år til at afdække SARS nærmere.

Fagfolk har undret sig over, at fødevaremyndighederne tilsyneladende alene koncentrerede sig om at holde bakterierne inden for stalddørene ved for eksempel at indføre hygiejneregler for landmænd. Tiltagene betegnes som rene lappeløsninger, og man burde sørge for at udrydde smitten fra svin til svin.  Fødevarestyrelsens dyrlæger ved udmærket, at kun ved at begrænse handelen med levende smittede dyr kan den eksplosive udbredelse af smitten begrænses. Kun på den måde kan det forhindres, at mennesker bliver smittet. Hvis der havde været tale om mund og klovesyge, var de smittede besætninger straks blevet isoleret og eventuelt aflivet og destrueret. Det er nærliggende at antage, at svineproducenternes økonomi var en væsentlig årsag til, at Fødevarestyrelsen undlod at iværksætte initiativer til etablering af MRSA-frie handelsveje.

MRSA i 68 pct. af svinebesætningerne

I mellemtiden har MRSA bredt sig til 68 pct. af svinebesætningerne.

På baggrund af Rigsrevisionens undersøgelser har Statsrevisorerne den 7. oktober 2015 afgivet en beretning om Fødevareministeriets indsats mod husdyr-MRSA.

Statsrevisorerne kritiserer Fødevareministeriet, men noterer sig, at der på grundlag af en bred politisk aftale den 17. april 2015 blev iværksat en handlingsplan, der skal bekæmpe husdyr MRSA.

Baggrunden for Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik er alvorlig. Mange er usikre på, om de er truet af usikre fødevarer. Ud over problemerne med MRSA er medierne således fulde af beretninger om hvordan fødevaresikkerheden er truet af campolybacter, listeria og salmonella.

Listeria-problemet

Det gik hårdt ud over danske pålægsproducenter, da frygten for listeria spredte sig blandt forbrugerne i sommeren 2014. I centrum for det hele var Jørn A. Rullepølser, hvis produkter smittede 41 og kostede 17 mennesker livet.

Jørn A. er ikke længere på markedet, men Fødevarestyrelsen har siden gennemført en kontrolkampagne, hvor pålægsfirmaers listeria-forebyggelse er blevet set efter i sømmene. På trods af, at flere listeriatilfælde de seneste par år har skræmt forbrugerne og kostet pålægsfirmaerne mange millioner, er der stadig nogle producenter, der ikke har fået styr på listeria-forebyggelsen. En ud af syv producenter fik anmærkninger, og derfor skal der gøres mere for at undgå den livsfarlige bakterie, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Særlige problemer i den økologiske svineproduktion og med dyr på friland

Og nu tilbage til problemerne med løsgående svin.

Det har længe været kendt, at der er monumentale dyrevelfærdsproblemer i økologiske og fritgående produktionssystemer for slagtekyllinger som følge af flokstørrelsen.

Det er også et problem, at den økologiske svineproduktion, hvor søerne farer i hytter på friland, har en pattegrisdødelighed på omkring 33 pct.

Sygdomsbehandling af økologiske grise

Landbrug & Fødevarer og det landbrugsfaglige viden-center, SEGES, offentliggjorde i juni 2015 et notat om ”Sundhedstilstand for økologisk opdrættede slagtesvin og frilandsslagtesvin i forhold til konventionelle slagtesvin – vurderet ud fra kødkontrolmæssige fund”. Af notatet fremgår, at der tilsyneladende er højere forekomst af 13 specifikke læsioner hos økologiske slagtesvin og frilands-slagtesvin i forhold til konventionelt opdrættede slagtesvin. De 13 læsioner omfattede blandt andet helede knoglebrud, haleinfektion og knoglemarvsbetændelse.

Oplysningerne gav anledning til et spørgsmål i Folketinget:

I juni 2015 blev en undersøgelse offentliggjort af slagtefund på økologiske svin, der indikerede, at økologiske grise ikke sygdomsbehandles i tilstrækkelig grad. Ministeren bedes redegøre for, om Fødevarestyrelsen har fulgt op på undersøgelsen, samt om ministeren vil være indstillet på at ændre reglerne om enkeltdyrsbehandling, så der fortsat er et stærkt incitament til lavt antibiotikaforbrug samtidig med, at der åbnes op for, at et dyr kan behandles flere gange, hvis det vurderes nødvendigt.

Ministeren (Eva Kjer Hansen) svarede den 16. december 2015:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen og Naturerhvervstyrelsen. Styrelserne oplyser følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

”Fødevarestyrelsen har fulgt op på den omtalte undersøgelse ved at bede DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, om at gennemføre et forskningsprojekt vedrørende identifikation af mulighederne for at minimere forekomsten af læsioner, herunder halebid, hos økologiske svin og frilandssvin. Forskningsprojektet forventes igangsat primo 2016 og afsluttes i 2017. Brug af veterinære lægemidler i den økologiske produktion er reguleret i EU’s økologiforordning (RFO 834/2007). Økologiske svin skal behandles, så snart en sygdom konstateres. De kan behandles første gang, de bliver syge, uden at det har konsekvenser for deres økologiske status. Behandlingen kan gentages efter behov, for så vidt angår den specifikke sygdom, indtil dyret er kureret. Hvis et slagtesvin derimod behandles mere end én gang for samme sygdom, efter at dyret er kureret, eller behandles for en anden sygdom, mister det sin økologiske status. Dette medfører, at dyret skal gennemgå en omlægningsperiode på 6 måneder, før det igen kan sælges som økologisk. Alternativt kan dyret sælges uden økologisk status.”

Smittekontrollen

Smittekontrollen er også et problem. Fødevarestyrelsen har netop offentliggjort resultatet af en omfattende kampagne for smittebeskyttelse ved udendørs hold af svin.

Hele svinebranchen risikerer at blive ramt af frygtede husdyrsygdomme, fordi halvdelen af de besætninger med udegående svin, som Fødevarestyrelsen har besøgt, ikke havde styr på reglerne for hegning og skiltning. Når de ting ikke er i orden, øges risikoen for spredning af eventuelle tilfælde af mund- og klovesyge, afrikansk svinepest eller andre alvorlige husdyrsygdomme.

Svineeksporten kan blive truet

Kampagnen har også afdækket en række andre alvorlige problemer, og Fødevarestyrelsen vil nu sætte gang i en fælles informationsindsats sammen med Landbrug og Fødevarer, der skal oplyse besætningsejerne om, hvordan de sørger for ordentlig smittebeskyttelse. Meget er på spil, fordi konsekvenserne af bare en gris, der er smittet med mund og klovesyge, er uoverskuelige. Det kan faktisk betyde omgående stop for al eksport af svinekød og levende svin fra Danmark.

Jacob Buksti blev cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aarhus Universitet i 1972. Herefter blev han lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Han stoppede på Aarhus Universitet i 1986, da han af socialdemokratiets formand, Svend Auken, blev udpeget til leder af Socialdemokratiets Politisk-Økonomiske Afdeling på Christiansborg.  Da Svend Auken blev væltet som formand i 1992 måtte Buksti forlade denne stilling og tage til takke med en stilling som ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

Jacob Buksti blev medlem af Folketinget i 1994, og han var trafikminister i Poul Nyrup Rasmussens regering fra februar 2000 til november 2001.

Karrieren i Folketinget fik alvorlige knubs, da Jacob Buksti blev taget i at overskride hastighedsgrænsen markant i 2003. Det skete efter, at han selv havde talt imod fartsyndere. Han sad i Folketinget til 2005, hvor han ifølge eget udsagn blev fordrevet af Socialdemokratiets Nyrup-fløj i forbindelse med formandsopgøret mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen.  Jacob Buksti var, som man sagde, krigsminister for Frank Jensen – og igen på det tabende hold.

Jacob Buksti og Socialdemokratiets dødslister

Jacob Buksti, var som leder af Socialdemokratiets Politisk-Økonomiske Afdeling på Christiansborg 1986-92 især fokuseret på at sikre Svend Auken statsministerposten, der – hvis det var lykkedes – ville have cementeret Aukens position og ubestridte lederskab af partiet. Bestræbelserne lykkedes som bekendt ikke, men Jacob Buksti skyede ingen midler for at opfylde missionen. I slutningen af 80´erne gik der på Christiansborg rygter om eksistensen af såkaldte ”dødslister” – oversigter over embedsmænd, der efter Socialdemokratiets (forventede) snarlige magtovertagelse ”ville blive ført om bag laden, og der modtage nakkeskuddet”, som det blev sagt (dog med et glimt i øjet)!

Listen har aldrig været offentliggjort, men der var i slutningen af 1980´erne sikre forlydender om at blandt andre daværende afdelingschef Torsten Gersfelt i Anders Fogh Rasmussens Skatteministerium og undertegnede, der dengang var ledende ministersekretær i Poul Schlüters Statsministerium, stod på listen. Det gav anledning til spekulationer om socialdemokratisk tilknytning, at de daværende centrale embedsmænd i Finansministeriet, Anders Eldrup og Jørgen Rosted, ikke var med på ”dødslisten”.

Afdelingschef Torsten Gersfelt kontaktede dengang sin faglige organisation, DJØF, der notorisk havde tætte forbindelser til Socialdemokratiet. Henvendelsen gav ikke noget resultat.

Har selv stået på ”dødslisten” siden slutningen af 1980’erne

Da jeg nogle dage efter at have fået kendskab til listen, stødte på Jacob Buksti i Folketinget, kom jeg med en bemærkning om listen. Jacob Buksti, (som jeg kendte udmærket og ustandselig rendte ind i forbindelse med møder rundt i landet, hvor både statsministeren og Socialdemokratiets formand deltog), var tydeligvis lidt utilpas ved situationen, men bemærkede, at ”det jo ikke var personligt ment”.

Jacob Bukstis bemærkning og det forhold, at eksistensen af listen aldrig blev dementeret, bekræftede for mig, at Socialdemokratiet faktisk havde konkrete planer om udrensninger i embedsværket efter et regeringsskifte.

Eksisterer ”dødslisten” stadig

Skatteministeriets departementschef gennem 22 år, Peter Loft, har netop fået afsluttet sin sag: Peter Loft har været fritaget for tjeneste siden marts 2012 som følge af den opsigtvækkende skattesag mod statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock.

Der har tydeligvis ikke været noget juridisk grundlag for en disciplinærsag eller en regulær afskedigelse, men Skatteministeriet og Moderniseringsstyrelsen har alligevel afsluttet sagen med afskedige ham i henhold til tjenestemandslovens regler, dvs. med 3 års rådighedsløn. Det forlyder, at Peter Loft oveni – som et ”plaster” på såret – har modtaget et ekstraordinært ”pensionsbidrag” på 450.000 kr.

Socialdemokratiets ”dødsliste”

Omstændighederne, der ledte frem til afskedigelsen af Peter Loft, har givet ny næring til opfattelsen af, at Socialdemokratiet har fortsat med de af Jacob Buksti indførte metoder, og systematisk arbejder på at udrense uønskede embedsmænd i centraladministrationen.

Peter Loft har til dagbladet POLITIKEN den 19. december 2013 oplyst, at han flere gange fra slutningen af 2010 og et år frem blev advaret om, at han stod på en ”dødsliste” over topembedsmænd, som Socialdemokratiet ville skille sig af med, hvis partiet kom i regering.

Advarslerne førte til, at Peter Loft kontaktede sin fagforening, den socialdemokratiske dækorganisation DJØF, som åbenbart ikke var i stand til at kaste lys over sagen.

Venstremanden Claus Hjort Frederiksen siger til Berlingske Tidende den 23. maj 2015, at ”Jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at vi nu oplever fuldbyrdelsen af den liste”.

I marts 2011 kom det frem, at Socialdemokraterne havde udset sig en række embedsmænd i ministerierne, som de ville af med, hvis de overtog regeringsmagten efter næste valg. Det skrev forfatterne Peter Mose og Susanne Hegelund i bogen, ”Javel, hr. minister”. Opfattelsen i Socialdemokratiet var angiveligt, at efter ti års VK-regering havde mange embedsmænd involveret sig for meget i regeringens politiske projekt.

Efter folketingsvalget den 15. september 2011 tiltrådte en ny regering af S, SF og RV den 3. oktober 2011.

Henrik Sass Larsen er interessant, fordi han bl.a. ifølge bogen ”Javel, hr. minister” var tæt forbundet med rygterne om en ”dødsliste”.

Henrik Sass Larsen havde efter et møde den 28. september med departementscheferne i statsministeriet (Kettel Thomsen) og justitsministeriet (Kristine Axelsson) samt daværende PET-chef Jakob Scharf følt sig tvunget til at trække sig, og han figurerede derfor ikke på ministerlisten. På mødet havde Sass Larsen fået det indtryk, at et PET-notat om ham indeholdt oplysninger, der forhindrede at han kunne sikkerhedsgodkendes.

Henrik Sass Larsen vendte siden stærkt tilbage som erhvervs- og vækstminister, og er nu magtfuld gruppeformand. Ikke overraskende er Kristine Axelsson og Jakob Scharf i mellemtiden blevet fjernet fra deres poster.

Hvor mange er allerede udrenset?

Ganske mange topembedsmænd – udpeget af tidligere regeringer – blev efter regeringsskiftet i 2011 fyret/fratrådt/forflyttet under forskellige omstændigheder. Det vides ikke om de pågældende har været opført på den socialdemokratiske ”dødsliste”, men det er hævet over enhver tvivl, at en sådan liste eksisterer og tilsyneladende løbende opdateres.

Gode råd til den nuværende regering

Det ville være forståeligt hvis den nuværende smalle og pressede Venstre-regering kunne være fristet til at følge Socialdemokratiets eksempel, men det ville være uklogt. Poul Schlüter gav alle de nye ministre i Firkløverregeringen i 80’erne det råd, at de ikke skiftede embedsmænd, men tværtimod lagde sig i selen for at etablere et godt samarbejde.

Anbefalingen til de ministre, der er interesseret i loyal bistand fra embedsværket, kunne være, at de insisterer på, at ministre og embedsmænd gensidigt følger anbefalingerne fra de tidligere nedsatte Kommissioner om forholdet mellem ministre og embedsmænd, og respekterer hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet.

Det bemærkes, at hvis disse anbefalinger havde været fulgt, kunne Eva Kjer Hansen stadig have været minister.