EU-Kommissionen har den 14. december 2016 meddelt, at man kan godkende, at finansieringen af støtten til vedvarende energi i Danmark i princippet overføres til finansloven, og den eksisterende PSO-afgift udfases over de kommende 5 år. Konkret er det aftalt, at PSO-støtten til forskning samt nye og renotificerede støtteordninger allerede i 2017 overflyttes til finansloven, mens PSO-afgiften afskaffes gradvist fra 2017 således at PSO-systemet er fuldt afviklet 1. januar 2022.

Udfasningen af PSO-afgiften finansieres ved at hæve bundskatten, reducere den grønne check og ved at afskaffe en pulje til erhvervslivet.

EU-Kommissionen fandt tidligere at støttesystemet for vedvarende energi var diskriminerende fordi PSO-afgiften blev opkrævet af strøm uanset oprindelse, mens støtten alene blev ydet til vedvarende energi-projekter i Danmark. I 2015 og 2016 har Danmark derfor været tvunget til at yde støtte til vedvarende energi i Tyskland.

EU-Kommissionens godkendelse af den 5-årige udfasning af PSO-afgiften er ikke gratis for danske skatteborgere.

Støtten til vedvarende energi på op mod 8 mia. kr. om året skal betales, og hertil kommer, at EU-Kommissionen forudsætter, at Danmark investerer yderligere 114 mio. euro (ca. 850 mio. kr.) i opgradering af elforbindelserne til Tyskland og Sverige:

”In December 2016, Denmark notified to the Commission its plans to finance renewable support directly from the State budget as of 2017, instead of through the PSO levy. For some existing support schemes there will be a gradual phase-out from the PSO levy over a 5-year transitional period (2017-2021), during which the share of State budget financing will be increased each year. In order to avoid the risk that the measure discriminates against imported electricity during this transitional period, Denmark has committed to invest €114 million in infrastructure that benefits cross-border energy flows. On this basis, the Commission concluded that the modified financing method is in line with EU rules”.

Under Finanslovsdebatten i Folketinget den 13. december 2016 bidrog Tórbjørn Jacobsen fra det færøske parti Tjóðveldis med en malende beskrivelse af forholdet mellem Færøerne og Danmark og sammenlignede det årlige bloktilskud på 642 mio. kr. med at give bryst til en 10-årig.

Færøernes økonomi

Bortset fra 2008 har den økonomiske vækst på Færøerne været væsentlig højere end i Danmark. Danmarks Nationalbank advarer nu mod risikoen for økonomisk overophedning. Efter flere års stigende eksportindtægter drevet af bl.a. høje priser på opdrættet laks og gode fangster af makrel og sild fortsætter højkonjunkturen med forøget styrke i 2016. Bruttonationalproduktet ser i år ud til at stige med 8,5 pct.

Búskaparráðið – Færøernes Økonomiske Råd – forventer, at væksten de næste par år drives af både indenlandsk og udenlandsk efterspørgsel, især meget store investeringer i den offentlige sektor og i offentlige virksomheder.

Væksten i produktionen på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og produktionen pr. indbygger på Færøerne nåede i 2015 op ved siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Den enkelte indbygger på Færøerne har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNP på omkring 350.000 kr. På Færøerne er indkomsten godt på vej til 400.000 kr., mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer. Årsagen er som nævnt den stærke økonomiske vækst på Færøerne som følge af de gode tider for fiskeriet – sammenholdt med den økonomiske stagnation i Danmark. Tilskuddet fra den danske stat og nettolønindkomst fra personer, der arbejder i udlandet, men bor på Færøerne, kommer oveni.

Overophedning af økonomien

På Færøerne er det ikke betalingsbalancen, der bekymrer. Overskuddet har i 2015 været betydeligt og også i indeværende år bliver der overskud. Problemet er risikoen for overophedning af den trods alt begrænsede færøske økonomi. Ifølge en opgørelse fra Færøernes Økonomiske Råd planlægger landsstyret, kommunerne og offentligt ejede selskaber en række store investeringer på 1,3 mia. kr. (7,3 pct. af BNP) i 2016, hvilket er 20 pct. højere end i 2014. Investeringerne forventes at stige med yderligere 34 pct. frem til 2018. Eksempelvis planlægges to nye tunneller til en samlet pris på 2,1 mia. kr. (13 pct. af BNP) i perioden 2016-21. I en dansk sammenhæng svarer det til mere end fire Femernbælt-tunneler.

Importindholdet i mange af disse investeringer er stort, men på grund af det samlede omfang vil det bidrage betydeligt til den økonomiske vækst og til risikoen for flaskehalse, særligt inden for byggeriet, hvor der i forvejen er tegn på overophedning. Syv ud af ti byggevirksomheder angiver mangel på arbejdskraft som en begrænsende faktor for væksten. Omfanget af de offentlige investeringer og investeringer i offentligt ejede selskaber risikerer dermed at presse økonomien yderligere over kapacitetsgrænsen.

Nationalbankens anbefalinger

Der er risiko for overophedning af økonomien, særligt i byggeriet. På den baggrund vurderer Danmarks Nationalbank i den sidste kvartalsoversigt, at

·         det strukturelle underskud på de offentlige finanser bør vendes til et overskud hurtigere end planlagt,

·         de langsigtede udfordringer for den finanspolitiske holdbarhed bør håndteres nu, og

·         landsstyrets og kommunernes budgetter bør koordineres bedre for at sikre en samlet styring af de offentlige finanser.

Krisen i 1992-93

Den økonomiske gældskrise på Færøerne i begyndelsen af 1990’erne ligner ikke den situation, som Nationalbanken nu advarer mod. Den eneste lighed er, at ej heller dengang blev problemerne påført færingerne udefra. Et stort antal rapporter fra sagkyndige udvalg i Danmark og på Færøerne pegede allerede i 1980’erne på en række fejl, massivt overforbrug gennem den økonomiske politik på Færøerne og en alt for stor gældsætning. En gældsætning, der desværre blev intensiveret, da den danske regering ubesindigt satte realkreditloven i kraft på Færøerne.

Først da den økonomiske krise ramte banksektoren og den første bank stod over for en konkurs i oktober 1992 blev der reageret. Krisen var på det tidspunkt under kraftig udvikling. Produktionen på Færøerne var allerede faldet drastisk og i begyndelsen af 1993 var den økonomiske udvikling på Færøerne på vej ind i totalt kollaps. I virkeligheden den mest omfattende økonomiske krise, noget vestligt samfund har oplevet i nyere tid med direkte fald i produktion og indkomst, konstant stigende arbejdsløshed og en udlandsgæld på 8 mia. kr.

Først i juni 2008 kunne regeringen og Færøernes landsstyre med en ny aftale lukke et smertefuldt kapitel i Rigsfællesskabet, endeligt afslutte banksagen og tilbageføre det fulde ansvar for den økonomiske politik til Færøernes hjemmestyre.

Hvad bør regeringen gøre

Det er Færøernes Landsstyre og Lagtinget i Torshavn, der i henhold til hjemmestyreloven fra 1948 og aftalen i 2008, suverænt har ansvaret for den økonomiske politik på Færøerne. Det bør dog ikke afskære den danske regering fra overfor Landsstyret at understrege Nationalbankens anbefalinger vedrørende styringen af de offentlige udgifter på Færøerne.

Det er også et spørgsmål, om ikke tiden er inde til at opdatere den aftale, der ligger bag det årlige statslige bloktilskud til Færøerne på 642 mio. kr.

Det er snart 30 år siden, at regeringen og Færøernes Landsstyre den 9. marts 1987 indgik en aftale om en tilskudsreform, der konverterede en lang række tilskud på områder, der ikke var overtaget af hjemmestyret som særanliggender, til et samlet bloktilskud.

Når den disponible bruttonationalindkomst pr. indbygger på Færøerne ligger væsentligt over niveauet i Danmark, og når Færøernes Landsstyre kan tillade sig offentlige investeringer og forbrug på et niveau, der ligger uden for det økonomiske råderum i Danmark, burde det være muligt at finde forståelse for nødvendige justeringer.

Rodrigo Duterte

Når Philippinernes præsident Rodrigo Duterte har kaldt Barack Obama for ”søn af en luder” er det ikke et helt enestående tilfælde af politiske fornærmelser.

Luigi Di Maio

Berlingske korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner, beskriver i Berlingske Tidende den 13. december 2016 regeringssituationen i Italien og udnævnelsen af den hidtidige udenrigsminister Paolo Gentiloni som chef for en overgangsregering efter Matteo Renzi.

Tønner indleder sin klumme med at citere en fornærmende udtalelse af Luigi Di Maio fra protestbevægelsen M5S: ”En tom ministerbil ankom til Il Quirinale og ud af den steg Paolo Gentiloni”.

Luigi Di Maio er med sin nedsættende bemærkning om Gentiloni ikke særlig original, men stærkt inspirerer af Winston Churchill, som er tillagt følgende udtalelse om Clement Atlee, der slog Churchill ved parlamentsvalget i 1945:

”An empty taxi drove up to 10 Downing Street, and out of it stepped Clement Attlee”.

Winston Churchill

Ifølge historien var den legendariske britiske premierminister, Winston Churchill, særdeles leveringsdygtig i fornærmelser. Blandt de mere kendte, skulle Winston Churchill således, da et kvindeligt parlamentsmedlem fra Labour bebrejdede ham, at han var beruset, have repliceret: – Og du er grim, og mens jeg i morgen vil være ædru, vil du stadig være grim!

Boris Johnson

Den nye britiske udenrigsminister Boris Johnson har ikke holdt sig tilbage. I 2007 karakteriserede han med en synlig gysen, at Hilary Clinton med sit affarvede hår, læber og stålblå øjne lignede en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital. Efter sin udnævnelse til udenrigsminister har han slået udtalelsen hen med, at den var taget ud af sin sammenhæng.

Hugo Chavez

Daværende præsident for Venezuela, Hugo Chavez, betegnede i 2006 i FN den amerikanske præsident, George W. Bush, som ”djævelen” og at lugten af svovl stadig hang i luften omkring talerstolen.

Nigel Farage

Den britiske Nigel Farage betegnede i sin jomfrutale som nyvalgt medlem af Europaparlamentet formanden for det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, som en ”underordnet bankfunktionær” fra Belgien, der ikke var noget ”rigtigt land”. Rompuy havde i øvrigt karisma som en ”våd klud”.

Silvio Berlusconi

Italiens Silvio Berlusconi har været storleverandør af fornærmelser. Betegnelsen i 2003 af formanden for Europaparlamentet, Martin Schulz, som velegnet til en rolle som vagt i en nazistisk koncentrationslejr, skabte en regulær krise mellem Italien og Tyskland.

Den meget finske kvindelige finske præsident, blev ifølge Berlusconi i 2005 overtalt til at acceptere Parma som værtsby for det europæiske fødevareagentur. Berlusconi lod forstå, at når præsidentens udseende og vægt blev taget i betragtning, havde overtalelsen krævet alle hans professionelle talenter som gigolo.

Donald Trump

Donald Trump er ligeledes kendt for sine fornærmelser mod alt og alle. Præsident Barack Obama er blevet beskyldt for at have skylden for alt fra Brexit til ISIS og Trump antydede i en lang periode at Obama selv var muslim og i virkeligheden slet ikke født i USA.

Barack Obama

Barack Obama har heller ikke holdt sig tilbage. Da den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, udtalte, at den eneste forskel på en pitbullterrier og en hockeymom var læbestift, fandt Obama hurtig anledning til at påpege, at ”man godt kan smøre læbestift på en gris – men det er stadig en gris!”

Poul Schlüter

Under valgkampen i december 1990, hvor socialdemokratiets leder, Svend Auken, førte sig bemærkelsesværdigt afdæmpet frem, sagde statsminister Poul Schlüter, at det ”virkede som om Svend Auken var på stesolid”. På et kritisk spørgsmål svarede Schlüter, at han ikke havde udtalt sig om Aukens forbrug af nervemedicin, men blot påpegede, at det virkede som om han var på stesolid.

Selvom Auken på sin vis vandt valget, og gik frem med 14 mandater, lykkedes det som bekendt ikke at vriste regeringsmagten fra Schlüter.

Da den fremtrædende Københavnske konservative kommunalpolitiker Hans O. Thustrup Hansen ved en lejlighed i særlig grad havde påkaldte sig partiformandens opmærksomhed, svarede Schlüter på et spørgsmål, at Thustrup Hansen ”havde kvalificeret sig til at blive tambourmajor i idioternes vagtparade”.

Poul Schlüter om et af dronningens malerier: ”Det er en nydelig ramme”. Bemærkningen faldt, da Lars Løkke Rasmussen i 2017 i en TV-udsendelse viste sin konservative forgænger rundt i Statsministeriet.

Den tidligere Venstre-regering valgte den 29. august i bedste nytårstale-stil at lancere en helhedsplan – 2025-planen – på Facebook. Dagen efter blev på én og samme dag præsenteret et finanslovforslag og en helhedsplan for Danmark, der rummede så mange forslag til grandiose reformer og fremskrivninger af dansk økonomi til 2025, at hverken politikere eller borgere havde mulighed for at overskue det hele.

Siden er de enkelte elementer i den såkaldte Helhedsplan blevet afdækket og analyseret nærmere, og konklusionen blev, at planen dumpede! Ikke kun af politikere på Venstrefløjen og i Blå Blok, men hele vejen rundt i det politiske spektrum.

En række regeringsloyale organisationer kvitterede i begyndelsen høfligt for regeringens initiativ, men i længden kun selv en blind mand med sin stok mærke, at planerne simpelthen ikke hang sammen: Skattelettelser og skattestigninger på én og samme tid, løfter om retfærdige boligvurderinger og krav om øget ejendomsbeskatning i samme udspil, højere pensionsalder kombineret med tvungen pensionsopsparing og forringelse af rentefradragsretten, udhuling af SU og nedsættelse af børnetilskud og forbedrede afskrivningsmuligheder for familieejede virksomheder osv.

Justeringer i den ideale fordring

Venstre-regeringen opnåede enighed med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om det mest nødvendige: ejendomsvurderingssystemet, afløseren for den EU-stridige PSO-afgift og en finanslov for 2017, der kan holde verdens største offentlige sektor kørende.

Ny regering – ny plan

Venstre-regeringen var herefter i realiteten kørt fast, og hvis et Folketingsvalg skulle undgås, skulle regeringen ændres.

Efter intense forhandlinger kunne Lars Løkke Rasmussen den 28. november 2016 præsentere sin 3. regering bestående af V, LA og K.

Af regeringsgrundlaget fremgår bl.a., at regeringspartierne har en ganske optimistisk vurdering af dansk økonomi:

”Vi har et stærkt udgangspunkt. Vi er i dag et af de rigeste lande i verden. Beskæftigelsen er høj og ledigheden lav. Vi har en høj grad af lige muligheder, og sammenlignet med andre lande er forskellene mellem rig og fattig små. Samtidig er der både ude og hjemme en høj tillid til dansk økonomi. Den tillid har vi opbygget i fællesskab. Vi har en god tradition for at planlægge den økonomiske politik i et flerårigt perspektiv, så vi i god tid kan tage hånd om fremtidige udfordringer”.

Regeringen bebuder samtidig, at der i foråret 2017 vil blive præsenteret en opdateret plan for de finanspolitiske rammer frem mod 2025.

Målsætningen vil være, at føre en politik, der øger beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfter velstanden med 80 mia. kr., at reducere det samlede offentlige udgiftstryk, og at begrænse den årlige realvækst i det offentlige forbrug til 0,3 pct.  Regeringen er desuden indstillet på nye offentlige investeringer i infrastruktur, som øger grundlaget for vækst og at reducere skattetrykket strukturelt og samtidig sigte på balance på de strukturelle offentlige finanser.

Regeringen vil fremlægge udspil til forhandling med Folketingets partier om blandt andet boligbeskatning, JobReform, pensioner, vækst, uddannelse og SU, udlændinge og puljer til kompetence, velfærd og sikkerhed.

Det virkelige udgangspunkt

I de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8 har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Fra 2006 til 2015 faldt BNP med 0,4 pct. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

Bortset fra De Økonomiske Vismænd, der optimistisk regner med en stigning i BNP med 1 pct. i 2016 og 2 pct. i 2017, ser de fleste kyndige iagttagere mere alvorligt på udsigterne. Iflg. Berlingske Tidende venter Handelsbanken beskedne vækstrater på 0,6 og 0,5 pct. i 2016 og 2017. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over udviklingen i BNP udviser en vækst i årets 3. kvartal på 0,4 pct. som især kan henføres til det stigende offentlige forbrug.

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra december vil væksten i 2016 kun blive på 0,8 pct. mens der i 2017 ventes en vækst på 1,5 pct.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 5 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: det offentlige forbrug, det private forbrug, eksporten og offentlige og private investeringer.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. – svarende til omkring 55 pct. af BNP – er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at privatforbruget i 3. kvartal kun steg med 0,1 pct. Tal for detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen underbygger, at privatforbruget siden august har udviklet sig svagt.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker naturligvis ikke, at de svimlende samlede offentlige udgifter reduceres. Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Den samlede vare- og tjenesteeksport løber trods alt op i over 1.000 mia. kr. om året, og derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

Offentlige investeringer

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til økonomisk vækst i den private sektor, vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Konklusion

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 er svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at alle bør håbe på, at regeringens kommende initiativer ikke kun er adækvate, men også har en karakter, der kan befordre bred politisk enighed.

Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi igen i løbet af få år kunne se ned i den økonomiske afgrund.

Realiteten er, at den katastrofale situation i dansk økonomi kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Hertil kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Nye udfordringer

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi i de kommende år kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: en udgiftskrævende demografisk udvikling med en aldrende befolkning, disruption og fortsat globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, euro-krise, klimakrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, konkurrence fra nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Minimumskravene

Der er et påtrængende behov for, at der snarest tages fat på følgende spørgsmål:

Investering i innovation, produktivitet og konkurrenceevne

Det er helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.

Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”. Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det er derfor på høje tid, at Dansk Industri og andre ressourcestærke organisationer præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivet, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.

Skat på arbejde

Et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande, er en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland,

Opbygning af kompetence og fleksibilitet

Hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.

OPP er ikke nævnt i regeringsgrundlaget, men det fremgår, at 3-kløverregeringen ønsker at gennemføre flere samfundsøkonomisk fornuftige investeringer i bedre infrastruktur. Det kan f.eks. være en ny midtjysk motorvej, en havnetunnel i København, en forlængelse af Hillerødmotorvejen og en motorvej til Kalundborg. Af disse projekter foreligger der i dag kun et færdigt beslutningsgrundlag for Kalund­borg-motorvejen. Regeringen vil derfor tilvejebringe et beslutningsgrundlag for de øvrige projekter.

Begrænset økonomisk råderum

Regeringen noterer samtidig, at der i de seneste ti år er igangsat mange nye transportprojekter, og investeringsniveauet derfor er højt. Der er i de kommende år meget begrænset plads til nye store transport­investeringer, hvis der ikke bliver tilvejebragt flere midler til investeringer. Regeringen ønsker derfor i forbindelse med de politiske forhandlinger om løsning af udfordringer­ne frem til 2025 at finde et grundlag for at øge rammen for de offentlige investeringer. Regeringen vil samtidig undersøge mulighederne for hel eller delvis brugerfinansiering af konkrete nye infrastrukturprojekter.

Når regeringen skriver, at der er ”meget begrænset plads” til nye store transportinvesteringer må man gå ud fra, at budgetloven og overholdelsen af EU’s stabilitets- og vækstpagt sætter snævre rammer for de offentlige udgifter. Man må endvidere gå ud fra, at store offentlige investeringers effekt på aktivitet og beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren, sætter begrænsninger på hvad der kan tillades af ekspansive offentlige tiltag.

Foruroligende OPP-interesse

Det er på den baggrund mildest talt foruroligende, at både den tidligere og den nuværende transportminister gennem de seneste måneder haft flere drøftelser med både pensionskasser og kommuner om muligheden for at bygge ny infrastruktur ved hjælp af OPP-projekter, altså Offentligt-Private Partnerskaber.

Det er tvivlsomt, at trafikminister Ole Birk Olesen forstår rækkevidden, men hvis han havde magt som han har agt, ville det stensikkert føre til et øget pres for at få udvidet mulighederne for OPP-projekter i strid med skatteborgernes interesser. OPP fremstilles ofte som en finansieringsmodel, der sikrer en effektiv og kreativ opgaveløsning. Realiteten er, at OPP slører de reelle offentlige gældsforpligtelser og snyder skatteborgerne.

I de overvejelser, der allerede er i fuld gang, taler man om en mulig model, hvor staten efter f.eks. 30 år køber anlægget tilbage fra pensionskasserne. Når pensionskasserne er med i både byggeri og drift i så mange år, mener man, at kvaliteten bliver højere, fordi investoren har en stor interesse i, at sådan et projekt holder budgettet og både har kvalitet og er langtidsholdbart.

Skatteborgernes interesser

Selv om pensionskasser står klar med milliarder af kroner, er der gode grunde til at advare mod at bruge pensionsmidler til byggeprojekter, som der reelt ikke er råd til, fordi det finansielle og samfundsøkonomiske råderum mangler.

OPP kan meget vel være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser.

Liberal Alliances bilistinteresser

Selvom Liberal Alliance har overtaget Erhard Jakobsens og Centrum-Demokraternes varetagelse af bilisternes interesser og derfor gerne vil bygge nye broer og motorveje – og pensionskasserne er på jagt efter stabile, givtige og langsigtede projekter er det ikke tilstrækkelig grunde til at kaste sig ud i dyre investeringer.

Samfundet får ikke flere penge til infrastruktur ved at lade pensionskasserne investere i en jysk motorvej eller en havnetunnel i København. Der er nemlig kun ét sted, pengene kan komme fra – skatteborgerne.

Pensionskasserne er gode til at få det til at lyde, som om at det er bedre at gøre noget end ingenting, og at de kan stille pengene til rådighed, hvis staten ikke kan, men man skal adskille finansiering og drift af OPP-projekter fra hinanden.

Drift og anlæg

Hvad angår drift- og anlægssiden hævdes det undertiden, at OPP resulterer i større effektivitet. Der har ikke været danske undersøgelser af, om OPP giver bedre totaløkonomi gennem projektets løbetid, og de udenlandske studier giver blandede resultater. Det er ubestrideligt, at offentlige byggerier historisk set ikke har været gode til at overholde budget og tidsplan. Det er meget beklageligt – offentlige myndigheder er under alle omstændigheder forpligtet til – eventuelt med bistand af privat ekspertise – at sikre etableringen af en kompetent bygherre- eller projektorganisation og på forhånd sikre, at der er fuldt overblik over projektets økonomi, herunder om budget og reserver er tilstrækkelige til at gennemføre projektet under hensyntagen til alle rimelige risici.

Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at der åbenbart savnes politisk vilje til effektivt at sanktionere de grove ledelsessvigt, som Rigsrevision og Statsrevisorer gang på gang påpeger.

Det er muligt, at OPP kan sikre større leverings- og budgetsikkerhed, men det vil i givet fald koste. Sådan er det – garantier er ikke gratis. At risici vil blive allokeret bedre, og at skatteborgerne med OPP skulle få mere kvalitet og mængde for deres penge, savner desværre dokumentation.

Finansieringssiden

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor offentlige myndigheder skulle låne hos pensionsselskaberne til en højere rente, end staten selv kan låne til. OPP er helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes eller brugernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til f.eks. en havnetunnel på: gennem skat eller brugerbetaling.

Danmark har været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.

Brixtofte og ”Farum-modellen”

Vi kan takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler nu er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner sikrer de gældende deponeringsregler, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

Så længe staten kan låne på markedsvilkår, kan det ikke overraske, at OPP-tilbud fra pensionskasser ikke har fristet regeringer, der varetager skatteborgernes interesser.

Privatisering og udlicitering

Forbehold overfor OPP betyder ikke, at megen offentlig virksomhed ikke kunne og burde varetages af private aktører. Potentialet for udlicitering og ægte privatiseringer er langt fra udtømt, og indenfor visse koncessionsvilkår kunne anlæg og drift af visse motorvejsstrækninger uden problemer overlades til private entreprenørers regning og risiko.

Den amerikanske grundlov blev i 1947 tilføjet en bestemmelse, der fastsatte ”term limits”, dvs. begrænsede embedsperioden for en amerikansk præsident til 2 valgperioder (The Twenty-second Amendment – Amendment XXII – of the United States Constitution). Efter ratificering af de krævede 36 af de dengang 48 amerikanske stater trådte tilføjelsen i kraft den 27. februar 1951.

Inden den formelle ændring af konstitutionen havde der været præcedens for maksimalt 2 embedsperioder, selvom der er eksempler på at præsidenter eller tidligere præsidenter har stillet op til en 3. periode. Præsident Franklin D. Roosevelt blev valgt til både en 3. og en 4. embedsperiode, og havde, da han døde i april 1945, været USA’s præsident i 12 år og 39 dage.

Term-Limits Movement

Siden 1990’erne har der i USA været en ganske aktiv “term-limits movement”, der holder liv i debatten om behovet for rotation ved besættelsen af demokratiets tillidsposter.

Delstaters forsøg på at begrænse antallet af embedsperioder i kongressen er imidlertid blevet underkendt af Højesteret. Derfor er der en lang række eksempler som den 80-årige John McCain, der har været senator for Arizona i 30 år.

Situationen er, at bortset fra præsidentembedet, er der ikke begrænsninger på antal 4-års embedsperioder for vicepræsidenters, 2-års embedsperioder for medlemmer af Repræsentanternes Hus, 6-års embedsperioder for medlemmer af Senatet eller medlemmer af Højesteret, der i praksis kan blive siddende, til de beslutter at træde tilbage eller dør.

Karensperiode i EU

Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso er tiltrådt et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, er EU-Kommissionen nu indstillet på at hæve karensperioden fra 18 måneder til 3 år, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Kvalifikationskrav, karensperioder og antallet af valg- eller embedsperioder

I Danmark er debatten om kvalifikationskrav til indehavere af tillidsposter, karensperioder, dobbeltmandater samt begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op igen?

Folketinget

Af de nuværende folketingsmedlemmer har Bertel Haarder fra Venstre og Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet været medlem af Folketinget i længst tid. Bertel Haarder i alt været medlem i over 36 år, og Mogens Lykketoft har været det i næsten 34 år. Begge har yderligere lang anciennitet som ministre. Haarder har således været minister – undervisningsminister, integrations- og europaminister og kultur- og kirkeminister – i knap 22 år.

Svend Auken og Niels Helveg Petersen var medlemmer af Folketinget i næsten 38 år, og hvis vi går en generation tilbage, var Erhardt Jakobsen og Erik Ninn-Hansen medlemmer af Folketinget i 42 år.

Sejlivede borgmestre

I den kommunale verden er der ligeledes en lang række eksempler på manglende rotation på borgmesterposterne.

Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart i 30 år. Med 30 år på posten har Steen Dahlstrøm syv års højere anciennitet end den næste – Hans Toft, der har været borgmester i Gentofte i over 23 år.

Nye krav om karensperioder i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” umiddelbart efter sin indsættelse i januar 2017 vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat, og Trump vil dermed forhindre, at udenlandske regeringer lobbyer direkte i Washington. Forslaget var åbenlyst møntet på Clinton-dynastiet, hvor både Hillary og Bill under valgkampen blev beskyldt for at pleje for tæt omgang med bl.a. russiske milliardærer.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Hvis der havde været en generel karensregel, ville det også have blokeret for Emilie Turunens politiske forvandling, da den tidligere SF’er kvittede karrieren i Europa-Parlamentet, og efter en kort pause tog et job som toplobbyist i Nykredit, et finansielt supermarked, der har Danmarks største og nok mest stormombruste realkreditinstitut.

Jacob Scharf og Emilie Turunen er dog langt fra de eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea

Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet

Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer

Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global

Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse

Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen

Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)

Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

En dansk version af et forbud mod at politikere og ledende embedsfolk påtager sig lobby- eller rådgivningsarbejde for udenlandske stater ville have blokeret for tidligere statsminister Poul Schlüters rådgivning til den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern og for at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen som oplyst tidligere i år tog jobbet som rådgiver for Ukraines stenrige præsident Petro Porosjenko.

Enhedslisten

Partiet Enhedslisten har en vedtægtsbestemt rotationsordning, der i princippet begrænser medlemskab af Folketing, Regionsråd og Kommunalbestyrelser til 7 år. Partiet har i øvrigt et forbud mod dobbeltmandater og en partiskat, der begrænser ansattes og folkevalgtes aflønning til gennemsnitslønnen for en faglært metalarbejder i København.

Da Vederlagskommissionen under formandskab af Danmarks Radios Michael Christiansen i januar 2016 præsenterede deres forslag vedrørende politikernes lønninger, eftervederlag, pensionsforhold m.v. vakte de foreslåede eksorbitante lønstigninger et folkeligt ramaskrig. Et flertal i Folketinget skyndte sig herefter at afvise kommissionens anbefalinger.

En række af Folketingets partier opgav dog ikke tanken om forbedringer i politikernes lønforhold, og forhandlingerne, der foregik i Mørkelygtens skær, resulterede den 9. maj 2016 i en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

SF, Alternativet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønskede ikke at deltage i aftalen.

Politikernes lønninger

Med aftalen af 9. maj har et flertal i Folketinget besluttet at imødekomme det folkelige krav om, at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Der bliver til gengæld ikke pillet ved det meget lukrative system for politikernes optjening af pensionsret. De anstødelige regler for eftervederlag ændres, således at eftervederlaget begrænses ved meget korte funktionsperioder i Folketinget eller som minister, og retten til eftervederlag bortfalder helt, hvis man overgår til et andet lønnet politisk embede som medlem af Folketinget eller minister.

Umiddelbart bliver der kun lønforhøjelser til borgmestre og regionsformænd på godt 31 pct. For en borgmester for en kommune med op til 80.000 indbyggere svarer det til at vederlaget forhøjes fra 744.247 kr. til 971.270 kr. Borgmestrene får samtidig ret til at beholde de såkaldte ”ben”, der er knyttet til det politiske arbejde.

Givtig lønregulering

Til skuffelse for mange folketingsmedlemmer og ministre er der ikke umiddelbart udsigt til lønforhøjelse, men man vil kunne glæde sig over en ændret og mere givtig reguleringsmekanisme. Vederlaget til alle fuldtidspolitikerne – borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre vil fremover blive reguleret efter den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor.

Den nye mekanismen ville siden 1999 have betydet, at de aktuelle vederlag til Folketingsmedlemmer og ministre ville have været 15 og 30 pct. højere end dagens vederlag. Det kan derfor forudses, at den nye reguleringsmekanisme i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger til fuldtidspolitikerne.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Der er i den danske demokratiske kultur en lang tradition for at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Eksempelvis var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontorarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme). Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt partierne om at bevilge sig selv støtte. Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 30,75 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,25 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 6,75 kr. De samlede årlige udgifter til partistøtten udgør alene for støtten baseret på stemmer ved Folketingsvalgene godt 110 mio. kr. Men hertil kommer altså en partistøtte på godt 21 mio. kr. baseret på stemmer ved kommunalvalg og knap 13 mio. kr. i partistøtte baseret på stemmerne ved regionsvalg – i alt 144 mio. kr. i årlig statsstøtte.

Støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Støtten blev forhøjet meget betydeligt i 1995 og folketingsgrupperne modtager i dag et basisbeløb på 3.478.944 kr. + 545.472 kr. pr. mandat. De 4 Nordatlantiske mandater modtager hver 869.736 kr. Den samlede støtte til Folketingsgrupperne løber op i 130.247.040 kr. og der skal aflægges et summarisk regnskab for midlernes anvendelse.

Orlov til ministre fra små partier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister.

Øget partigruppe-støtte

Partierne har samtidig aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte fra 1. januar 2017 op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater stiger med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Det hævdes undertiden, at hovedparten af partierne i Folketinget bruger støtten til at styrke partitoppen og det centrale arbejde på bekostning af den hjælp, der er afsat til det enkelte folketingsmedlem. Anonyme folketingsmedlemmer kritiserer, at i stedet for at fokusere på faglig bistand og ansætte jurister og økonomer, har partiledelserne ansat pressefolk og spindoktorer.

Ny Parlamentarikerstøtte?

I både Venstre og Socialdemokratiet er der derfor overvejelser om, at Folketinget ud over partistøtte, også bør operere med parlamentarikerstøtte, dvs. en støtte direkte til den enkelte parlamentariker med det formål at styrke folketingsmedlemmernes daglige arbejde. Påstanden er, at derved kan der bringes mere balance mellem politikerne og de mange interessenter og lobbyister, der daglig hjemsøger politikerne. Man holder sig ikke for god til at argumentere med at øget politikerstøtte vil understøtte Grundlovens §56 om, at ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”.

Den tidligere miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen – der også tidligere har været formand for Europaudvalget i Folketinget – argumenterede i en kronik i Berlingske Tidende den 22. januar 2016 for nødvendigheden af, at give Folketinget og folketingsmedlemmerne flere ressourcer, bedre videreuddannelsesmuligheder og flere akademiske medarbejdere, end de har i dag.

Mudderkastning eller sund forargelse?

Selvom der argumenteres for flere offentlige ressourcer til politikerne tyder opinionsundersøgelser på, at en lang række konkrete sager har bekræftet befolkningen i den opfattelse, at folketings- og kommunalpolitikere, ministre og borgmestre allerede er ganske bjærgsomme, når det gælder dem selv.

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen i 1987 af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden den væsentlige forhøjelse i 1995 af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Den private partistøtte til Folketingets partier udgjorde i 2013 iflg. partiregnskaberne på Folketingets hjemmeside i alt godt 14 mio. kr. I valgår får den private partistøtte et helt andet omfang.

Ugebrevet A4 har på baggrund af partiernes egne regnskaber opgjort, at den samlede private partistøtte i 2015 androg 81,4 mio. kr.

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver. Noget tyder på, at der ikke altid indberettes. I hvert fald oplyses det i en ny bog – “Skjulte Penge”, der er skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, at en række danske politikere ikke rettidigt har oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” er udkommet på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Forslag fra ekspertudvalg blev præsenteret af den tidligere regering

Selvom den private partistøttes betydning er faldende, er der ikke mindst på venstrefløjen krav om større åbenhed. Det ekspertudvalg, som SR-regeringen nedsatte og som efter et års arbejde i marts 2015 fremlagde en række anbefalinger, gik også ind for åbenhed.

Det blev foreslået, at partistøttereglerne blev ændret sådan, at når støtten fra en enkelt bidragyder overstiger 20.000 kroner, skal det fremover offentliggøres, hvor stort beløbet er.

I dag skal partierne blot oplyse hvem, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Det blev endvidere anbefalet, at de enkelte folketingskandidater skal oplyse navn og beløb på bidrag, hvis beløbet er over 20.000 kroner. I dag skal folketingskandidaterne ikke oplyse noget som helst.

Forslaget skulle forhindre, at partier kanaliserer anonym støtte ind i partierne via kandidater og lokalafdelinger.

Et kontroversielt forslag var, at indsamlingsklubber, erhvervsklubber og lignende fremover skal offentliggøre navne og præcise beløb på alle bidragydere, der giver mere end 20.000 kroner.

Forslaget skulle tvinge hemmelige bidragydere, der skjuler beløb ved at give penge sammen med andre gennem en indsamlingsklub eller forening, frem i lyset.

Ikke dæmonisering af private bidrag

De tidligere regeringspartier – Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – understregede i forbindelse med præsentationen af ekspertudvalgets anbefalinger sidste år, at det bestemt ikke var tanken at forhindre private bidrag til politiske partier og deres kandidater. Hensigten var alene at fastsætte nærmere betingelser, der skulle sikre mere åbenhed om partistøtte.

Man kan undre sig over, hvorfor det overhovedet skal overvejes hvilke betingelser, der skal være opfyldt for private bidrag til politiske partier og deres kandidater. Bidrag til en privat politisk forening bør være en sag mellem foreningen og bidragsyder, herunder om donationen skal offentliggøres eller omtales i medlemskredsen.

Åbenhed i demokratiets interesse?

Tilhængerne af mere åbenhed omkring partistøtte har selv angivet, at de er optaget af den demokratisk kontrol med partierne og de folkevalgte. Der har i debatten været henvist til Saxo Bank’s støtte til Liberal Alliance, og argumenteret for, at vælgerne skal have adgang til dækkende oplysninger om partiernes økonomi for dermed at kunne danne sig et overblik over, hvor private bidrag kommer fra, så de kan vurdere, om bidragene medfører indflydelse på partiernes politik.

Antagelsen i den lejr er altså, at oplysninger om partiernes økonomi er vigtige for vælgernes beslutning om, hvilket parti de vil stemme på. Valget afgøres ikke alene af partiernes politik, men også hvordan politikken er blevet formuleret.

Rimelige forslag

Der er foreslået en række praktiske anbefalinger vedrørende partiernes regnskaber, som gennemgående er rimelige, når man tager i betragtning, at de pågældende foreninger modtager betydelige offentlige tilskud.

F.eks.:

·         hvornår skal ikke-økonomisk støtte regnes som bidrag omfattet af partiregnskabsloven?

·         hvordan sikres samme grad af åbenhed om bidrag på alle niveauer i partiet – altså på kommunalt, regionalt og nationalt plan?

·         skal der stilles krav om et samlet regnskab for hele partiet og dets enkeltkandidater?

·         skal fristen for regnskabsaflæggelse sættes ned fra 12 til 4 måneder?

·         skal der være krav om revisorgodkendelse af partiorganisationernes regnskaber?

·         skal alle regnskaber og indberetninger offentliggøres?

·         skal en ekstern instans uden for Folketinget kontrollere, at partiet har levet op sin revisionsforpligtelse?

Kontroversielle forslag

Det problematiske begynder, når der kræves detaljerede oplysninger om alle bidragsydere over 10.000 kr.:

·         skal bidragsyders identitet offentliggøres ved bidrag over 10.000 kr. ?

·         skal der være forskellige beløbsgrænser for forskellige niveauer af partiet?

·         skal identiteten på bidragsydere, der har indbetalt mere end 10.000 kr. til en forening, oplyses, hvis foreningen giver bidrag til et politisk parti?

·         skal den offentlige partistøtte forhøjes som kompensation for lavere privat støtte, som følge af oplysningspligten?

·         skal privat støtte modregnes i den offentlige partistøtte?

Europarådets kritik

Europarådet har flere gange kritiseret de danske partistøtteregler som værende utilfredsstillende. I Europarådets rapport fra december 2016, “Transparency of Party Funding”, der er udarbejdet af rådets antikorruptionsorgan, Greco, kritiseres de danske regler for støtte til politiske partier for manglende transparens.

Kritikken fra Europarådet har ikke hidtil gjort indtryk i Danmark.

Vil ”Skjulte Penge” genåbne debatten?

Enhedslisten har agiteret for åbenhed omkring partistøtte. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har tidligere tilkendegivet, at de var parate til at overveje konkrete forslag, mens Socialdemokratiet og Venstre tøver. Venstre har gjort det til en forudsætning for nærmere overvejelser, at den indirekte støtte, som Socialdemokratiet modtager fra fagbevægelsen medtages. Venstre har bl.a. krævet at medlemmerne af fagforbund aktivt skal tilmelde sig, hvis de ønsker at deres kontingent skal gå til partistøtte. Venstre har endvidere rumlet med truslen om, at skattefradragsretten for faglige kontingenter, i givet fald skulle ophæves eller begrænses.

Skatteborgernes og vælgernes interesse?

De politiske partier er helt afhængige af den statslige partistøtte, men spørgsmålet er om skatteborgerne og vælgerne får value for money? Er partierne med offentlig partistøtte blevet mere demokratiske, er kvaliteten højnet, er politikerne blevet bedre til at varetage borgernes behov, og er det politiske landskab blevet bedre?

Italiens kommende folkeafstemning om en forfatningsændring, der fratager Senatet for en del beføjelser og begrænser de italienske regioners autonomi kan føre til at premierminister Matteo Renzi træder tilbage, og baner vejen for populistiske, anti-establishment bevægelser som Movimento 5 Stelle, men også for gamle kendinge som Berlusconi og Lega Nord.

Premierministeren har ”truet” med at gå af i tilfælde af et Nej ved afstemningen søndag den 4. december – og alt tyder faktisk på et Nej. Noget af baggrunden er, at Italien er et eksempel på en befolkning, der i stigende grad er frustreret over den generelle mistrøstige situation og kritisk over for den økonomiske politik.

En af årsagerne til den stigende mistillid til de økonomiske politikker er den høje arbejdsløshed i en række EU-lande. Grækenland har langt fra genvundet den økonomiske styrke efter kollapsen i 2008, og i 2015 havde 73,1 procent af de arbejdsløse i Grækenland været ledige i over 12 måneder. I Italien var det tilsvarende tal på 58,9 procent, i Frankrig 44,3 procent, og i Tyskland 44 pct.

Retorikken har altid været skinger omkring internationale frihandelsaftaler, men på det seneste er modstanden vokset. I USA var det et hovedtema i præsidentvalgkampen, og foreløbig har Donald Trump bebudet at USA vil trække sig fra Trans Pacific Partnership Agreement, TPP, ligesom North American Free Trade Agreement, NAFTA, der forbinder Canada, USA og Mexico i et frihandelsområde, skal genforhandles.

I Europa går bølgerne højt om EU’s handelsaftale med Canada – Comprehensive Economic and Trade Agreement, CETA, og om den endnu ikke færdigforhandlede aftale mellem EU og USA, Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP.

Canadas premierminister Justin Trudeau har i et længere interview med den britiske avis The Guardian sagt, at globalisering ikke virker for almindelige mennesker (Globalisation isn’t working for ordinary people).

Trudea siger: ”Det, vi ser verden over lige nu – hvad enten det drejer sig om den omsiggribende populisme eller splittede og frygtsomme budskaber – skyldes den kendsgerning, at globalisering ikke ser ud til at fungere for middelklassen – for almindelige mennesker” (What we’re facing right now – in terms of the rise of populism and divisive and fearful narratives around the world – it’s based around the fact that globalisation doesn’t seem to be working for the middle class, for ordinary people).

Spørgsmålet er, om modstanden mod globalisering og frihandel er velanbragt?

Økonomien

Nogle henviser globaliseringsskeptikerne til at gøre deres hjemmearbejde og studere de sidste 250 års akkumulerede nationaløkonomiske viden fra Adam Smith og David Ricardo. På den økonomiske side er sagen nemlig klar – den samlede lagkage bliver større.

Gevinsten for bruttonationalprodukt, eksport og jobskabelse ved frihandel er markant. Det er ikke kun min påstand – økonomisk teori, EU-Kommissionen, Dansk Industri og hvem der har økonomisk indsigt siger det samme. Blandt de politiske partier har de borgerlige og liberale partier typisk hyldet frihandel og EU’s indre marked. I dag breder modstanden sig fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten til andre partier.

En aftale med USA kunne styrke økonomi og beskæftigelse

EU-Kommissionen har beregnet, at en TTIP-aftale med USA ville styrke EU’s økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), give en gennemsnitlig EU-familie en årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.) samt skabe hundredtusinder af nye europæiske job. I en dansk kontekst har Dansk Industri vurderet, at en aftale kan øge Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere.

Modstand mod globalisering og øget international konkurrence

Modstanderne argumenterer, at modstanden ikke går på selve handelen – hvem går ikke ind for samhandel? Fra partier, organisationer og enkeltpersoner, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, lyder det, at det man er imod er handelsaftaler, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer vores princip for forsigtig tilgang til regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

Der spredes systematisk skræmmebilleder – en aftale vil betyde, at vi skal opgive forsigtighedsprincippet, acceptere klordesinficerede salmonellafrit fjerkræ og GMO.

Disse indvendinger er velkendte, men det mest overraskende for globaliseringstilhængerne har nok været, at der er opstået betydelig folkelig modstand mod noget, der har været opfattet som en teknikalitet – de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgår i udkastet til TTIP-aftalen.

I alle multilaterale og bilaterale handelsaftaler er der traditionelt indarbejdet tvistbilæggelsesmekanismer – et vigtigt element i World Trade Organization er således den etablerede Dispute Settlement Mechanism (DSM) til bilæggelse af tvister mellem WTO’s medlemmer. Formålet er at aftalerne kommer til at fungere godt og til gavn for aftaleparterne sørge for ”sikkerhed og forudsigelighed”. I WTO er kernen i tvistbilæggelsen etablering af såkaldte Paneler, der er ad hoc-grupper på tre (eller fem, hvis det aftales mellem de stridende parter) ”velkvalificerede” panelmedlemmer. Panelet skal foretage en objektiv vurdering af sagen og drage sådanne konklusioner, som vil hjælpe til, at der kan afgives anbefalinger eller afsiges en dom. Hertil kommer en appelinstans.

ISDS

I udkastet til TTIP-aftale opereres med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye regler og love fratager den en forventet indtjening. Den folkelige modstand mod dette tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – er betydelig. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel. Omvendt hævder modstanderne, at ISDS – i modsætning til mekanismen i WTO og andre handelsaftaler, der sigter på tvistbilæggelse mellem stater – giver private virksomheder mulighed for at rejse sager, der vil udfordre regeringernes muligheder for frit og uafhængigt at træffe politiske beslutninger og gennemføre politikker og handlinger. Kravet syntes at være, at spørgsmål, der tænkes henlagt til ISDS, bør afgøres af de nationale domstol.

Fordelingen af lagkagen

Problemet med globaliseringen er, at både de positive og negative konsekvenser er ulige fordelt. De beregnede positive konsekvenser af globalisering og international frihandel forudsætter, at den øgede internationale konkurrence vil gavne nogle virksomheder, mens andre virksomheder vil gå tilbage eller helt ned. Sådan er det jo.

Det forudsættes samtidig, at den arbejdskraft, der afskediges som følge af den øgede konkurrence, vil få job i andre virksomheder i måske helt andre sektorer i andre dele af landet, hvor der måske opstår nye jobs i kraft af handelsliberaliseringen.

Der er ingen grund til at skjule, at den mekanisme, der i teorien skal sikre denne udligning, er ændring i prissignalerne, herunder lønningerne: Ved arbejdsløshed vil lønningerne i de berørte sektorer falde så meget, at alle igen kan finde afsætning for deres arbejdskraft. Voila!

I det omfang EU’s indre marked, globalisering og frihandel fører til vækst i den samlede internationale handel, vil det uundgåelige resultat i visse sektorer være et pres på løn og arbejdsvilkår m.v., som følge af den skærpede konkurrence med lande, der producerer billigere i kraft af lavere lønninger.

Hvis EU-landene skal høste alle fordelene ved øget frihandel, vil det være nødvendigt at tillade at prissignalerne slår igen i den reale økonomi – dvs. det forudsætter, at det tillades, at lønningerne i de berørte sektorer falder og ledigheden stiger. Det er evident, at der i en række europæiske lande vil være behov for gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, der kan øge fleksibiliteten.

Modstand mod reformer på arbejdsmarkedet

Danmark har taget hul på de nødvendige reformer, mens lande som Frankrig, Italien m.fl. endnu vægrer sig.

Den nye 3-kløverregering er ikke i tvivl om, at globaliseringen har gjort Danmark rigere, mere vidende og har forstærket vores udsyn. Regeringen erkender, at arbejdsmarkederne ikke nødvendigvis er så transparente og fleksible, som forudsat i globaliseringsteorien. Realiteten er, at nogle mennesker er presset af større krav til uddannelse, digitalisering og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. De kan ikke uden videre overflyttes til jobs på nye vækstområder, og de risikerer at tabe på globaliseringen.

Der er brug for andet og mere end kurser i at skrive ansøgninger og aktivering. Regeringen vil derfor i et partnerskab med blandt andet erhvervsliv og fagforeninger med målrettet efteruddannelse m.v. ruste dem bedre.

Man skal ikke underkende, at fagforeninger i en række lande har store forbehold over globalisering og øget konkurrence og de ubehagelige reformer, som mere åbne økonomier vil nødvendiggøre. Denne modstand gør naturligvis indtryk på socialdemokratiske og andre arbejderpartier, som derfor også giver udtryk for skepsis.

1 mia. færre fattige – men arbejdere og middelstand i industrilandene taber på globaliseringen

Hvis man anlægger det globale perspektiv er realiteten, at globaliseringen indtil videre især har været til fordel for verdens fattigste og verdens rigeste. Mellemindkomstgrupperne, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, har ikke haft udbytte af internationaliseringen – eller i hvert fald ikke endnu.

Verdensbanken har opgjort, at i perioden fra 1990 til 2013 er antallet af mennesker, der lever i dyb fattigdom reduceret med omkring 1 mia. mennesker til omkring 770.000.

Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:

Der er følgelig tegn på, at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. I de gamle industrilande har millioner mistet deres arbejde på grund af globaliseringen, og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når fordelene er ulige fordelt og konkurrencen og udflytningen af arbejdspladser rammer store områder med arbejdsløshed.

Situationen i Danmark

I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:

Forklaringen er, at mens BNP, der er udtryk for hvad vi producerer af varer og tjenester i Danmark, siden finanskrisen er stagnerende eller faldet, er bruttonationalindkomsten, BNI, faktisk steget.

Forskellen hænger især sammen med stigende kapitalindkomst fra udlandet.

Indkomsterne kommer f.eks. fra danske virksomheder, der producerer og sælger varer i Østeuropa, USA, Kina eller Indien (tæller ikke i det danske BNP), og som udbetaler et overskud til danske aktionærer (hvilket tæller med i BNI). De stigende kapitalindkomster skyldes også at private og institutionelle investorer i stigende omfang placerer investeringer i udenlandske aktiver, hvor afkastet ikke indgår i det danske BNP men i BNI.

Det siger sig selv, at den stigende kapitalindkomst fra udlandet er særdeles ulige fordelt på den danske befolkning. Den velstandsstigning, der faktisk kan konstateres i Danmark som følge af internationaliseringen, tilfalder således et mindretal af i forvejen velhavende borgere.

Hvis globaliseringsfordelene skulle fordeles mere ligeligt, ville det kræve en stat, der var indstillet på at sikre en mere rimelig omfordeling via skattesystem og udgiftspolitik. I et land, hvor offentlige instanser allerede står for mere end halvdelen af den samlede økonomi, er den vej simpelthen ikke farbar.

Hvor er den gode historie?

Selvom der ikke er tvivl om de globale økonomiske fordele af internationaliseringen, kan man ikke ignorere at gevinster og ulemper ved handlen ikke er ligeligt fordelt. Nogen taber mere end andre, nogen vinder mere end andre. Selvom det ikke har vægt i den økonomiske teori, og nogle ligefrem priser ulighed som drivkraft, så er der mange, der har ubehag ved stor ulighed, ved at føle sig forbigået og ignoreret.

For dem er det ringe trøst, at den samlede velstand stiger, hvis det betyder en enorm usikkerhed om arbejdssituation, et arbejdsliv med idelige ændringer og fremmedgørelse overfor en samfundsudvikling, der er svær at gennemskue.

Det er ej heller altid klart, hvad globaliseringsdiskussionen drejer sig om. Som nævnt, er nogle begejstrede for samhandel, men skeptiske overfor tilpasningen til internationale standarder, og bekymrede for de problemer, der følger af migration. Hvis masseindvandringen følger med som en uundgåelig effekt af globaliseringen, er manges skepsis måske mere forståelig.

Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler simpelthen både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne og på en mere retfærdig fordeling af ulemperne og fordelene i form af den påståede større lagkage.

Samtidig er det også en kilde til bekymring, at krav om grænsekontrol og toldmure kun er begyndelsen. Det er vel for fanden ikke handelskrige, vi har brug for?

I 3-kløverregeringen (regeringen Lars Løkke Rasmussen III), der blev etableret den 28. november 2016, blev den hidtidige sundhedsminister, Sophie Løhde fra Venstre, udnævnt som den første minister for offentlig innovation.

Ifølge den kongelige resolution udsendt ved regeringsomdannelsen dækker posten over en række områder, der hidtil har hørt under finansministeren: modernisering, styring, fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor, overenskomstforhandling på det offentlige område samt digitalisering og offentlig it. Blandt de styrelser, der fremover hører under ministeriet, er Moderniseringsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, og Statens Administration.

Program for fornyelse af den offentlige sektor

Regeringens udgangspunkt er en opfattelse af, at danskerne som  modydelse til verdens tungeste skatte- og afgiftstryk vil have god velfærd. Danskerne forventer derfor med rette, at de offentlige velfærdstilbud er i verdensklasse. De forventer også, at de offentligt ansatte har ordentlige arbejdsforhold og respekteres for deres faglighed. Det kræver god ledelse, og at pengene bruges med omhu, så vi får en solid velfærd og service til en så lav skat som muligt.

Hvad skal der så ske?

Regeringen har bebudet, at den vil overveje situationen grundigt et års tid og herefter – ved årsskiftet 2017-2018 – præsentere et program for fornyelse af den offentlige sektor. Det er tanken, at dette program skal udgøre rammen for arbejdet med at udvikle og effektivisere den offentlige sektor, så vi får den bedst mulige velfærd for pengene.

Regeringen vil blandt andet styrke borgernes frie valg, konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver, forstærke fokus på resultater, forbedre den organisatoriske forankring af systematiske benchmarking og give de offentligt ansatte større frihed i opgaveløsningen.

3-kløverregeringens ledelseskommission

Den nye V, LA og K regering har dog allerede besluttet at nedsætte en ledelseskommission. Partierne er enige om, at den offentlige sektor skal levere gode og effektive løsninger til borgerne og virksomhe­der. Det kræver, at den dynamik og faglighed, der er hos de dygtige offentlige medarbejdere, frisættes. Det forudsætter god ledelse, åbenhed overfor nytænkning, fælles værdier og forståelse for organisationers værdier og kultur. Det kræver offentlige ledere, der som fyrtårne kan motivere, sætte klar retning og forløse det store potentiale i medar­bejderne. Det kræver større fokus på rekruttering af dygtige ledere samt på udvikling af god ledelse i den offentlige sektor.

Ledelseskommissionen skal ”understøtte god ledelse i hele den offentlige sektor. Skabe fundament for, at god ledelsespraksis og er­faringer vandrer. At rekruttering og udvikling af offentlige ledere sker mere systema­tisk. Og at der bliver en større udveksling af ledere mellem den offentlige og private sektor”.

Forskning, Analyse og Innovation i den offentlige sektor

Det er jo ikke fordi regeringens forslag om at gøre noget ved den offentlige ledelse kommer ud af den blå luft. I de forgangne år er skandalerne væltet ud af Skatteministeriet, IT-projekter løber fuldstændig løbsk, Supersygehuses projektstyring er mangelfuld, Mørkelygter og nødløgne florerer – og at regulær korruption nu også forekommer i Danmark, har Atea-sagen desværre vist.

Ingen kan benægte, at den offentlige sektor befinder sig i en alvorlig krisesituation, og samtidig med at flere ydelser for færre penge er blevet et permanent krav, er der også behov for en ny åben ledelseskultur i den offentlige sektor.

Center for Offentlig Innovation

Gøres der andet end udsendelse af retningslinjer for embedsmænd og nedsætte udvalg med typer som Bo Smith, som rutinemæssigt producerer redegørelser, der viser at alt er som det skal være?

Ja – Statens Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse (KORA) har faktisk i årevis brugt store summer af skatteborgernes penge, mens de angiveligt har arbejdet med modernisering og effektivisering af offentlige myndigheders forvaltning af skatteborgernes penge.

Som alle vil vide, har resultaterne været pauvre, og behovet for udvikling i den offentlige sektor og sikring af ”value for money” er ikke blevet mindre i de senere år.

Ikke mindst daværende økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager var optaget af den offentlige sektor ramponerede image og borgernes voksende uvilje mod at hælde flere penge i de bundløse kar. Derfor blev Center for Offentlig Innovation etableret i 2014 af parterne på det offentlige arbejdsmarked: Regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, Offentligt Ansattes organisationer, OAO, og Akademikerne.

Om formålet med Center for Offentlig Innovation (COI) blev det oplyst, at øget kvalitet og effektivitet i hele den offentlige sektor skulle understøttes gennem innovation. Konkret og jordnært skulle centeret finde, kvalificere og sprede innovation i det offentlige i samarbejde med medarbejdere, ledere og politikere.

Uden opslag og vurdering af kvalifikationer udpegede økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager veninden Pia Gjellerup som leder af COI.

Socialdemokraten Pia Gjellerup

Pia Gjellerup har været kendt som en flittig, pligtopfyldende og loyal socialdemokrat, der tidligt valgte side til fordel for Poul Nyrup Rasmussen i formandsstriden med Svend Auken. Gjellerup mistede desværre jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode som følge af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Skandalen omkring Solhavegård forhindrede ikke, at Pia Gjellerup efter sin exit som justitsminister i midten af 1990’erne blev næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det betroede job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Efter en periode blev hun betragtet som fuldt rehabiliteret, og fra 23. marts 1998 – 21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter blev hun indtil 27. november 2001 forfremmet til Finansminister.

Efter valget i 2001 måtte Nyrup Rasmussens regering forlade kontorerne og kontrollen over centraladministrationen på Slotsholmen, og Pia Gjellerup repræsenterede fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. chef for den politiske afdeling.

Budget for COI sikret frem til 2019

COI har frem til og med 2016 haft et årligt budget baseret på 4 mio. kr. i tilskud fra regeringen og KL og 2 mio. kr. fra Danske Regioner. Regeringen og KL aftalte i forbindelse med aftalen af 10. juni 2016 om den kommunale økonomi for 2017 en ny periode for COI til og med 2019. Hver af parterne tilfører 4 mio. kr. om året til arbejdet, mens Danske Regioner ønskede at bidrage yderligere.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mens COI er blevet levetidsforlænget, rationaliseres andre institutioner, der foregiver at bedrive forskning og analyse af aktiviteter i den offentlige sektor. I finanslovsaftalen for 2017 er det besluttet, at SFI, der indtil 2007 hed Socialforskningsinstituttet, men nu kendes som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, i 2017 fusioneres med det tidligere omtalte KORA-institut.

SFI-Centrets cirka 100 forskere beskæftiger sig blandt andet med socialt udsatte, børn og unge, social mobilitet og etniske minoriteter. KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, har 140 medarbejdere, der bl.a. laver evalueringer af kommuner og regioners indsats, for eksempel inden for sundhed.

Efter fusionen bliver centerets nye navn Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Institutterne har hidtil over finansloven fået over 70 mio. kr. i årlig statsstøtte, men skal fremover klare sig for 10 mio. kr. mindre.

Hvis statsstøtten til de institutioner, der bedriver forskning, analyse og innovation i den offentlige sektor var afhængig af resultaterne, ville finanslovsbevillingen kunne reduceres yderligere.