Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt er i spidsen for en større erhvervsdelegation på vej til den indiske delstat Gujarat.

Anledningen til den lange rejse er deltagelsen i en erhvervsmesse, men det egentlige formål er at øge eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

Selvom danske ministre tidligere har besøgt Indien sammen med repræsentanter for dansk erhvervsliv, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er tjenesteeksporten i form af søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Der har ligeledes været flere forsøg på at eksportere dansk energiteknologi til Indien, men uden nævneværdigt resultat. I begyndelsen af 1990’erne blev endog etableret en Dansk-Indisk Energikommission. Trods en handlekraftig beslutning om at afholde kommissionens eventuelle møder i Indien i vinterhalvåret og i Danmark om sommeren, er der aldrig kommet noget som helst ud af samarbejdet.

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent.

Realiteten er imidlertid, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi. Der er således ingen udsigt til, at rejsen til Indien vil medføre større dansk eksport.

Holck-sagen

Der er tidligere blevet spekuleret i, om den stagnerende eksport også kan have en sammenhæng med sagen om danskeren Niels Holck, der i 1995 med til at kaste våben ned til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Efterfølgende forsøgte den indiske stat at få Niels Holck udleveret til strafforfølgelse.

De danske myndigheder imødekom i første omgang ønsket om udlevering. Men Niels Holck gik til domstolene, der afviste anmodningen om udlevering. I december sidste år kom der så en ny anmodning fra Indien om udlevering. En anmodning, som nu behandles af Rigsadvokaten.

Holck-sagen har betydet, at det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien siden 2011 har været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner alene i Indien! Mens det internationale samfund optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban huserer i Pakistan, oplyses det, al-Qaeda planlægger at etablere sig i Indien. Eksperter udlægger meldingen fra al-Qaeda som et forsøg på at markere sig over for muslimer på et tidspunkt, hvor opmærksomheden koncentrerer sig om IS. Uanset baggrunder er det ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Regeringen udpegede i 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udredningen motiveredes med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik. I foråret 2016 fremlagde Taksøe-Jensen hans samlede strategiske bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Peter Taksøe-Jensen nyder betydelig respekt i Venstreregeringen og dele af dansk erhvervsliv, og det er formentlig hovedårsagen til at den formentlig resultatløse delegationsrejse overhovedet er kommet i stand.

Da den tidligere regerings 2025-plan den 29. august 2016 blev lanceret på Facebook i bedste nytårstale-stil, var der ingen grænser for ambitionerne i den altomfattende helhedsplan for Danmark. Planen rummede så mange forslag til grandiose reformer og optimistiske fremskrivninger af dansk økonomi, at hverken mediernes utallige politiske analytikere, politikere eller borgere havde mulighed for at overskue det hele.

Siden blev de enkelte elementer i Helhedsplanen afdækket og analyseret nærmere, og konklusionen blev, at planen dumpede! Ikke kun af analytikere og økonomiske eksperter, af politikere på Venstrefløjen og i Blå Blok, men hele vejen rundt i det politiske spektrum.

Justeringer i den ideale fordring

Venstre-regeringen var herefter i realiteten kørt fast, og for at undgå et Folketingsvalg præsenterede Lars Løkke Rasmussen den 28. november 2016 sin 3. regering bestående af V, LA og K.

Selvom regeringsgrundlaget var langt, blev regeringens påtænkte initiativer beskrevet I luftige vendinger. Det blev dog bebudet, at der i foråret 2017 vil blive præsenteret en opdateret plan for de finanspolitiske rammer frem mod 2025.

Det blev også understreget, at målsætningen er, at føre en politik, der øger beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfter velstanden med 80 mia. kr., at reducere det samlede offentlige udgiftstryk, og at begrænse den årlige realvækst i det offentlige forbrug til 0,3 pct.  Regeringen er desuden indstillet på nye offentlige investeringer i infrastruktur, som øger grundlaget for vækst og at reducere skattetrykket strukturelt og samtidig sigte på balance på de strukturelle offentlige finanser.

Regeringen vil fremlægge udspil til forhandling med Folketingets partier om blandt andet boligbeskatning, JobReform, pensioner, vækst, uddannelse og SU, udlændinge og puljer til kompetence, velfærd og sikkerhed.

Nytårstalen

Venstre-regeringens problem var, at man ikke disponerede over et politisk flertal – og det er også den nye regerings problem. Den del af den undrende befolkning, der havde set frem til lidt indsigt i regeringens kommende initiativer, blev slemt skuffet.  Nytårstalen var uden nye konkrete udspil og holdt i en afdæmpet og forsonlig tone. Hyggen blev understreget med passende referencer til Matador og nævnelse af gode ideer, som statsministeren havde opfanget på de sociale medier. Statsministeren havde gemt den bidskhed han er notorisk kendt for, helt væk. Det eneste der manglede var nissehue og en julesweater med rensdyr. Man måtte forstå, at regeringen er parat til at strække sig vidt for at imødekomme Folketingets partier, arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og alle de offentligt ansatte. Jeg skulle hilse og sige, at hvis der måtte være grupper, der føler sig oversete og uindbudte i den veritable gavebod, er det en fejl!

Det virkelige udgangspunkt

I modsætning til nytårstalens skønmaleri af den økonomiske situation i Danmark, er der basis for en god portion pessimisme, hvis regeringen, som alt tyder på, bare er indstillet på at overleve. I de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8 har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Fra 2006 til 2015 faldt BNP med 0,4 pct. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

Bortset fra De Økonomiske Vismænd, der optimistisk regner med en stigning i BNP med 2 pct. i 2017, ser de fleste kyndige iagttagere mere alvorligt på udsigterne. Iflg. Berlingske Tidende venter Handelsbanken beskedne vækstrater på 0,6 og 0,5 pct. i 2016 og 2017. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over udviklingen i BNP udviser en vækst i årets 3. kvartal på 0,4 pct. som især kan henføres til det stigende offentlige forbrug.

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra december vil væksten i 2016 kun blive på 0,8 pct. mens der i 2017 og 2018 ventes vækst på omkring 1,5 pct.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 5 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: det offentlige forbrug, det private forbrug, eksporten og offentlige og private investeringer.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. – svarende til omkring 55 pct. af BNP – er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at privatforbruget i 3. kvartal kun steg med 0,1 pct. Tal for detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen underbygger, at privatforbruget siden august har udviklet sig svagt.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker naturligvis ikke, at de svimlende samlede offentlige udgifter reduceres. Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Den samlede vare- og tjenesteeksport løber trods alt op i over 1.000 mia. kr. om året, og derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

Offentlige investeringer

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til økonomisk vækst i den private sektor, vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Udsigterne til den økonomiske afgrund

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 er svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at alle bør håbe på, at regeringens kommende initiativer ikke kun er adækvate, men også har en karakter, der kan befordre bred politisk enighed.

Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi igen i løbet af få år kunne se ned i den økonomiske afgrund.

Realiteten er, at den katastrofale situation i dansk økonomi kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Hertil kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Nye udfordringer

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi i de kommende år kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: en udgiftskrævende demografisk udvikling med en aldrende befolkning, disruption og fortsat globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, euro-krise, klimakrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, konkurrence fra nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Minimumskravene

Der er et påtrængende behov for, at der snarest tages fat på følgende spørgsmål:

Investering i innovation, produktivitet og konkurrenceevne

Det er helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.

Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”. Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det er derfor på høje tid, at Dansk Industri og andre ressourcestærke organisationer præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivet, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.

Skat på arbejde

Alle forsøg på at fremme investeringerne vil dog være forgæves, hvis der er risiko for mangel på kvalificeret arbejdskraft. Et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande, er en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland.

Endnu en forhøjelse af den generelle pensionsalder vil næppe bidrage til opfyldelse af behovet for kvalificeret arbejdskraft – helt bortset at forslaget forekommer at være en død sild.

Opbygning af kompetence og fleksibilitet

Hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.

Finansieringen

De fremadrettede initiativer forudsætter til en vis grad omdisponeringer, herunder f.eks. justeringer i SU-systemet, og kræver derfor ikke nødvendigvis nye offentlig finansiering.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker ikke at der inden for de samlede offentlige udgifter på mere end 1.100 mia. kr. kan findes den nødvendige finansiering.

Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal omdisponeres og reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Med udsendelsen af en pressemeddelelse fredag den 30. december 2016 lægger A.P. Møller-Mærsk op til pr. 1. oktober 2018 at lukke det store Tyra-gasfelt i Nordsøen.

Meddelelsen har vakt opsigt, men faktisk truede Mærsk Oil allerede i foråret 2016 med, at produktion fra Tyra Øst og Tyra Vest vil ophøre den 1. oktober 2018, hvis ikke der ikke i løbet af 2016 findes ”en økonomisk levedygtig løsning” for fortsat drift.

Tyra er en af hjørnestenene i den danske Nordsøproduktion: Det er Danmarks største gasfelt og Danmarks sjettestørste oliefelt. Men nok så vigtigt fungerer Tyra som knudepunkt for den danske gasbehandling og fra Tyra Øst transporteres gassen til Nybro eller fra Tyra Vest via NOGAT-rørledningen til Holland.

Renovering eller lukning

Det striden drejer sig om er, at fortsat drift forudsætter, at der investeres mere end 30 mia. kr. på en renovering og udbygning af Tyra-feltet. Årsagen er, at havbunden er sunket 5 meter under Tyra, og de gamle platforme kommer dermed på et tidspunkt så tæt på havoverfladen, at det af sikkerhedsmæssige årsager ikke længere vil være muligt at arbejde på platformene.

Alternativet til renovering er at lukke feltet, men regningen for at demontere og rydde op efter de gamle platforme på Tyrafeltet forventes at løbe op i 15 mia. kr. Da den danske stat via Nordsøfonden ejer 20 pct. af DUC bliver de 3 mia. kr. af regningen hentet i statskassen. De resterende 12 mia. kr. udløser et skattemæssigt fradrag for partnerne i DUC – Maersk Oil, Shell og Chevron. I modsætning til almindelige investeringer i branchen, som afskrives over en årrække, kan udgifterne til at demontere et olie¬ og gasfelt udnyttes straks.

Når Mærsk Oil taler om bedre rammevilkår og ”økonomisk levedygtig løsning”, er det i realiteten et krav om lempeligere koncessionsvilkår og bedre afskrivningsmuligheder.

“Vi har endnu ikke fundet en økonomisk mulig løsning for fuld indvinding af de resterende ressourcer i Tyra-feltet og en sikker dekommissionering af Tyra vil derfor begynde med et mål om at stoppe produktionen 1. oktober 2018,” udtaler Martin Rune Pedersen, Chief Operating Officer i Maersk Oil, i pressemeddelelsen.

Ny trussel

I 2003 blev rammevilkårene for Nordsø-selskaberne sidst ændret. Beskatningen blev justeret, og samtidig fik A.P. Møller – Maersk forlænget koncessionen frem til 2042. I forhold til Esplanadens nye krav, har regeringen endnu ikke givet sig, og derfor øger A.P. Møller-Mærsk presset: Det nye i Maersk-meddelelsen er nemlig, at Maersk Oil i januar 2017 vil flytte ressourcer fra budgettet for den planlagte renovering til budgettet for opgaven med at at lukke Tyra ned som gas-hub.

Koncessionshavernes bogholderimæssige dispositioner kan forekomme ligegyldige, men truslerne fra Esplanaden opfattes i medierne og blandt de politiske partier på Christiansborg med rette som utilstedelig afpresning, og både den nuværende og tidligere finansminister har været ganske afmålte i deres kommentarer. Finansminister Kristian Jensen sagde i midten af december til dagbladet Politiken: “Det må Maersk jo tage ansvar for, hvis de mener, at der er en fast deadline. Jeg har en interesse i, at vi får lavet en forhandling, der er hurtig, fordi vi mener, at det er godt for alle parter, at det er afklaret. Men den skal være grundig. Og jeg sætter grundighed højere end hastighed på det her område”. Til den seneste trussel fra Esplanaden har Kristian Jensen til Ritzau blot sagt, at “Jeg har ingen kommentarer, så længe vi forhandler”.

Store værdier på spil

Maeersk Oil er operatør på Tyra-feltet, men rettighederne til at udvinde olie og naturgas fra Tyra-felterne ejes af DUC, Dansk Undergrunds Consortium, som er et partnerskab mellem A.P. Møller-Mærsk (31,2 pct.), Shell (36,8 pct.), Chevron (12,0 pct.) og Nordsøfonden (20 pct.), der er ejet af staten.

Det er ikke kun for Maersk Oil og DUC, men også for den danske stat, at der er mange penge på spil, hvis det ender med, at Mærsk lukker for Tyra-feltet i Nordsøen. Olie- og gasproduktionen fra den danske del af Nordsøen har stor samfundsøkonomisk betydning. Den akkumulerede nutidige produktionsværdi for perioden 1963-2016 er opgjort til knap 1.100 mia. kr. Statens indtægter fra Nordsøen stammer især fra kulbrintebeskatningen på 52 pct. og selskabsskatten på 25 pct. Siden 1973 er de samlede statslige indtægter fra Nordsøen løbet op i omkring 440 mia. kr. Derfor har selv mindre ændringer i beskatningsforholdene for olie- og gasproduktionen ikke kun betydning for Nordsø-selskaberne, men har også betydelige statsfinansielle konsekvenser.

Er der overhovedet olie og gas tilbage i Nordsøen, der kan berettige store investeringer?

Energistyrelsen offentliggjorde den 29. august 2016 en samlet vurdering af potentialet i RESSOURCER OG PROGNOSER, og ifølge prognosen, har Danmark produceret godt og vel to tredjedele af den tilgængelige olie og gas i Nordsøen.

Nutidsværdien for de resterende 110,5 mia. kubikmeter gas og 209 millioner kubikmeter olie er på omkring 500 mia. kr. Energistyrelsen har i prognosen forudsat, at der foretages en fuld genopbygning af Tyra feltets anlæg.

Det tidligere estimat for den fossile produktion løb helt til den anden side af 2060, men nu forventer energimyndighederne, at olieproduktionen rammer nul i år 2047. Gasproduktionen stopper ifølge Energistyrelsen fem år senere – i år 2052.

Fortsat store mængder olie og gas

Realiteten er altså, at selv om produktionen af olie og gas fra den danske del af Nordsøen er faldet gennem mere end ti år, så kan der fortsat pumpes anseelige mængder olie og gas op af den danske undergrund.  Hvis ikke A.P. Møller-Mærsk ønsker at gøre det, bør regeringen snarest se sig om efter andre, der kan påtage sig opgaven.

Nej, ikke altid.

Især er fiskespisning en tillidssag, fordi man ikke altid kan regne med, hvad der står på pakken, hvad fiskehandleren fortæller dig, eller hvad der står på spisekortet. Og ofte kan du slet ikke regne med, hvad tjeneren anbefaler. Faktisk er svindelen så omfattende, at hver 5. fisk verden over sælges som noget andet, end det virkelig er. Det fremgår af en omfattende rapport om fiskesvindel, som organisationen Oceana har offentliggjort.

Seafood-svindel over hele verden

Organisationen Oceana, der arbejder for bevaring af marine miljøer og truede fiskebestande, har fået undersøgt 25.000 fiskeprøver fra hele verden og analyseret mere end 200 undersøgelser fra 55 lande.

Resultatet er, at hver 5. prøve viste sig at være fejldeklareret, og det viser sig, at der forekommer svindel overalt i verden og i alle led af forsyningskæden: i import, eksport, distribution, emballering, detail- og engroshandel.

Ikke mindst resultaterne for USA er nedslående: Svindel med fisk forekommer i 28 pct. af de undersøgte prøver og dermed langt hyppigere end det globale gennemsnit, som trods alt kun er på 19 pct. af alle de undersøgte prøver. Det positive er, at svindelen med fisk i USA i 2013 var endnu højere – faktisk helt oppe på 33 pct.

Når fisk sælges som andet end det de i virkeligheden er, er det ikke fordi der forekommer uskyldige fejltagelser. Fiskeindustrien fusker bevidst med deklarationerne, med det formål at få kunderne til at betale en højere pris. Oceana anfører, at i omkring 65 pct. af de studier, der indgik i metanalysen, var der “klare beviser på økonomiske motiver”.

Pangasius, kulmule og smørmakrel

Pangasius (bocourti) også kendt som asian catfish, kulmule også kendt som hake og escolar (Lepidocybium flavobrunneum) er de 3 fiskearter, der oftest sælges som anden og dyrere fisk.

Pangius fra fiskeopdræt i Asien sælges over hele verden som 18 forskellige dyrere fiskearter. De pangasius, der kommer til det danske marked, stammer primært fra Vietnam. Fisken vokser hurtigt, spiser alt og er derfor god til opdræt. Fisken har fast lyst kød og kan steges, koges, bages og grilles.

Kulmule sælges ofte som torsk, kuller eller hvilling.

Escolar – smørmakrel – sælges undertiden under navne som “butterfish” eller “white tuna”.

Rapporten indeholder en lang række slående eksempler:

I Italien var 82 pct. af 200 prøver på havaborre, aborre og ikke mindst de meget populære sværdfisk fejldeklarerede. Næsten halvdelen af de fiskearter, der var fejlmærkede, var oven i købet truede arter. 

I Brasilien var 55 pct. af de undersøgte prøver af ”haj” i virkeligheden Largetooth Sawfish, som er truet og overhovedet ikke må handles i Brasilien.

I Bruxelles var 98 pct. af de undersøgte retter med bluefin tuna fejlmærkede.

Sundhedsrisiko

Fiskesvindel kan være farligt og føre til alvorlige forgiftnings- og andre helbredsproblemer. Hvis du ikke ved, hvad du putter i munden, har du ingen mulighed for at forhindre allergiske reaktioner. Ifølge Oceana er 58 pct. af de fejldeklarerede fisk faktisk arter, der kan udgøre sundhedsrisici.

For eksempel har efterforskere fra Oceana i USA fundet 50 tilfælde, hvor sushi-restauranter solgte “white tuna” som faktisk var escolar også kendt som oilfish eller smørmakrel. Smørmakrel er rig på et ufordøjeligt fedststof, og hvis ikke fisken tilberedes rigtigt, kan spisning medføre voldsom diarré og andre maveproblemer.

Lys forude

Oceanas undersøgelser påpeger, at nok er svindelproblemet meget omfattende, men der er også positive meldinger. Ikke mindst har nye EU-bestemmelser betydet øget transparens og sporbarhed ligesom reglerne også sigter på at begrænse det såkaldte IUU-fiskeri (Illegalt, Ureguleret og Urapporteret).

Oceana er ikke ene om at advare mod fødevareforfalskninger. Forfatteren Larry Olmsted har brugt fire år at undersøge omfanget af fødevareforfalskninger. Han har samlet resultaterne i bestselleren ”Real Food, Fake Food”.

Olmsted bekræfter Oeceana resultater –  fisk og seafood, herunder sushi, topper listen over forfalskninger. Når der bestilles dyr, hvid fisk, som rød snapper, havaborre, og lignende, serveres der ofte en langt billigere fisk.

Når der reklameres med, at der indgår hummer og kaviar i f.eks. ravioli eller andre tilberedte retter, kan du som regel regne med, at det er løgn og latin. Bortset fra de dyreste og mest eksklusive sushi restauranter, der får fløjet deres råvarer ind fra hele verden, må du regne med, at få serveret en anden fisk, end angivet på menuen.

Andre fødevarer

Andre fødevarer, der meget ofte forfalskes er ekstra jomfru olivenolie, ost og honning, mens der også i stigende grad svindles med japansk wagyu- og Kobeoksekød.

Olmsted siger, at hvis prisen på en fødevarer lyder for godt til at være sand, så er der sandsynligvis også tale om en billig erstatning.

Indenfor drikkevarer er formalet kaffe meget ofte forfalsket, og hvad angår oste kan man ikke umiddelbart afgøre hvor mælken kommer fra. Mange relativt billige komælksoste sælges derfor som langt dyrere fåre- eller gedemælksoste.

Vin er et kapitel for sig, som pladsen ikke tillader en nærmere fordybelse i.

Olmsted har i sin bog gode råd til restaurantgæster. Hvis menukortet omtaler ”frilands og opdrættet på græs”, ”lufttørret oksekød”, ”vildtfangede fisk”, ”økologisk fjerkræ” eller ”Alaska laks” bør man være på vagt. Ligesom man bør være skeptisk, når pakkerne i supermarkedet er overklistret med farvestrålende mærkning som ”naturlig”, ”ren”, ”hjemmelavet” og ”ægte”.

I Europa er der generelt et problem med honning. Mange af de produkter, der findes i supermarkederne er overhovedet ikke produceret i EU, men importeret fra f.eks. Kina.

Naturligvis er ikke alle fødevarer forfalskede. Hvis man køber de oprindelige råvarer, som f.eks. hele hummere eller fisk, er det mindre sandsynligt, at du udsættes for svindel. På samme måde kan det give øget sikkerhed, hvis du personligt kender den lokale producent.

Chokolade

Netmediet Quartz har afdækket, at den dyre chokolade, der i øjeblikket er så højt i kurs, måske ikke altid er hvad det udgiver sig for at være.

Lys forude?

Midt i al mistrøstigheden over en bedragerisk verden, er det godt at vide, at skotsk whisky faktisk er noget af det mest pålidelige og bedst beskyttede, du kan komme i nærheden af.

Det skal dog også nævnes, at EU’s system med BOB-certificering af oprindelse og BGB-certificering af geografiske betegnelser betyder, at de mange mærkede produkter, herunder Parmigiano Reggiano og Champagne, som regel er ægte.

Den italienske mafias veje er dog uransagelige, og der forekommer faktisk også svindel med BOB/BGB-mærkningen. Hvis man vil være sikker, skal man gå efter billige produkter – den lokale vin, der aftappes i en medbragt dunk, er næppe svindlet. Du kan formentlig også være sikker på, at hvis der reklameres med billige norske opdrætslak – ja, så er det sgu billige norske opdrætslaks!

Socialdemokratiets formand har i en statusopdatering på Facebook 27. juli 2016 kaldt Donald Trump, for ”dumsmart” og ”populistisk”:

”Men vi kan ikke nøjes med at konkludere, hvor meget Trump tager fejl. Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer et spadestik dybere. Vi må erkende, at de folk, han taler til, føler sig hørt for første gang længe og har savnet en stemme, der sætter ord på deres frygt og frustrationer. Donald Trump er både dumsmart og populistisk. Hverken de fattige eller de mange amerikanere, der er fristet af Trumps lette løsninger – eller resten af verden – vil vinde på hans måske kommende lederskab”, skrev Mette Frederiksen.

Hvis Mette Frederiksen skulle blive statsminister i Danmark indenfor de kommende 4 eller 8 år, må vi håbe at USA’s præsident ikke følger Mette Frederiksen på Facebook.

Desperate modstandere

Lige til det sidste prøvede modstandere af Donald Trump gennem en massiv kampagne at påvirke valgmandskollegierne til ikke at stemme på Trump, men på en anden kandidat ved deres samlinger i de enkelte staters hovedstæder den 19. december 2016.

Selvom nogle af valgmændene modtog regulære trusler, inden de stemte, var resultatet alligevel, at Donald Trump opnåede tilslutning fra 304 valgmænd – kun 2 valgmænd i Texas afgav en anden stemme end på Trump. De 2 afhoppere stemte på henholdvis Ohios guvernør, John Kasich, og det tidligere medlem af Kongressen, Ron Paul, far til den nuværende senator Rand Paul fra Kentucky.

Det er første gang, at valgmændenes afstemning vækker så meget opsigt. Selvom der også tidligere har været enkelte ”afhoppere”, har det været betragtet som en formsag, at valgmændene mødte op og stemte på den kandidat fra det parti, de repræsenterede. Nogle få demokrater håbede ikke desto mindre desperat til det sidste på, at 37 valgmænd i sidste øjeblik ville skifte mening og stemme på Hillary Clinton.

5 Clinton-afhoppere

Til gengæld var der fem af dem, der skulle have stemt på Clinton, der hoppede af, deriblandt en der stemte på Bernie Sanders. Tre af de andre Clinton-afhoppere stemte på USA’s tidligere udenrigsminister, Colin Powel, mens én stemte på en indiansk aktivist ved navn Faith Spotted Eagle.

Selvom Hillary Clinton samlet set fik 2,8 millioner flere stemmer end Donald Trump er det en kendsgerning, at Donald Trump vandt i 30 ud af 50 stater mens Hillary Clinton kun vandt i 20 stater + Washington DC.

I det amerikanske præsidentvalg er det ikke antallet af stemmer, der er det vigtigste. Det afgørende er antallet af de valgmænd, som man får, når man vinder en stat. Så Trumps sejr i mange stater betød at han opnåede 306 valgmænd ud af de i alt 538 valgmænd, og dermed langt over de 270, der skal til for at vinde valget endeligt.

Kongressen samles 6. januar 2017

Hvad der nu forestår, inden indsættelsen i det Hvide Hus den 20. januar 2017, er en formel ceremoni den 6. januar i Kongressen, hvor stemmerne vil blive endeligt optalt. Vicepræsident Joe Biden skal deltage i denne optælling, fordi vicepræsidenten er er en del af Kongressen og kan afgøre en sag, hvis der er stemmelighed mellem demokraterne og republikanerne.

Der kan i teorien indgives protest over valget ved denne lejlighed, men det er der heller ingen, der tror på, så Donald J. Trump bliver stensikkert USA’s 45. præsident.

Donald Trump har været bortdømt hele vejen

Allerede under primærvalgene var der drama. Helt frem til torsdag den 26. maj 2016, hvor Donald Trump efter et forløb, hvor 16 modkandidater én efter én faldt fra, officielt havde sikret sig det antal delegerede, som han har brug for at blive den republikanske præsidentkandidat.

Såkaldte analytikere i USA såvel som i Danmark har haft travlt med at dømme Donald Trump uden chancer i det amerikanske præsidentvalg.

Bortset fra en enkelt politiker fra Dansk Folkeparti har alle danske partier med tilbageholdt åndedræt fulgt Demokraterne og krydset fingre for Hillary Clinton. Stort set alle medier har været på samme linje, og det danske seriøse medie denfri kunne allerede i februar 2016 berolige læserne med, at Trump var uden chance for at blive amerikansk præsident.

Den skandaleramte udenrigskorrespondent Annegrethe Rasmussen skrev allerede den 27. august 2015 i KForum, at selvom Donald Trump var den dygtigste og mest moderne kommunikator af alle opstillede kandidater til præsidentvalget, havde han ingen politiske bud på USA’s problemer. Rasmussen var sikker på, at Trump ikke ville vinde hverken det republikanske partis nominering eller selve præsidentvalget.

”Donald Trump vil implodere, og her er hvorfor”, skrev netmediet Vox i januar 2016. ”Trump vil tabe, eller jeg vil spise min klumme”, skrev Dana Milbank i Washington Post. ”Marco Rubio vil vinde hvert eneste primærvalg … Trump bliver ikke kandidaten”, skrev Ross Douthat fra New York Times. ”Trump har ikke en chance”, skrev Charles Krauthammer hos National Review.

Udbyttet

Udbyttet af hele forløbet er, at vi nu ikke behøver at tillægge opinionsmålinger nogen som helst betydning, aviser som Berlingske Tidende og Politiken kan vi smide væk, og såkaldte USA-eksperter som Mads Fuglede og David Trads samt ovennævnte analytikere har vi fået rubriceret som det de er: utroværdige fusentaster!

Energiminister Lars Christian Lilleholt blev inden weekenden præsenteret for en uventet regning på 4,5 mia. kr. Så meget ville tilskuddene løbe op i hvis uventede ansøgninger om støtte til solcelleanlæg svarende til 1.660 MW på overgangsordningen fra 2015 skal imødekommes.

Redningen af Lilleholt (og statskassen) bliver, at der i forbindelse med Folketingets igangværende behandling af lovforslag L91 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, mandag den 19. december blev fremsat ændringsforslag, der suspenderer overgangsordning fra 2015 om pristillæg til sol.

Baggrunden er, at i 2015 blev ansøgningsproceduren for den hidtidige støtteordning ændret således, at man som ansøger skulle søge om tilsagn, inden man påbegyndte sit projekt. I den forbindelse blev der udarbejdet en overgangsordning. Ordningen skulle sikre de personer, som havde handlet i tillid til den tidligere gældende lov og allerede påbegyndt deres projekt inden 1. juli 2015, men hvor anlægget først er nettilsluttet efter 1. januar 2016, og hvor dette ikke kan tilregnes ejeren af anlægget.

Den oprindelig støtteordningen blev ophævet med virkning fra 3. maj 2016, så de nuværende problemer stammer alene fra de uventet mange ansøgninger om støtte efter overgangsordningen, der i øvrigt ville udløbe med udgangen af året.

Uventet regning på 4,5 mia. kr. til solcelleanlæg

Energinet.dk kunne torsdag den 15. december 2016 meddele Energistyrelsen, at der er modtaget et meget stort antal ansøgninger på overgangsordningen målt i MW. Energistyrelsen måtte derfor den 16. december gå den tunge gang til minister Lars Christian Lilleholt og meddele ham, at hvis alle indkomne ansøgninger blev imødekommet ville det over anlæggendes levetid koste de nævnte 4,5 mia. kr. i statslige pristillæg til elektricitet fremstillet fra solcelleanlæg.

Med ændringsforslaget til L91 bliver overgangsordningen for pristillæg til fremstilling af elektricitet fremstillet ved solcelleanlæg umiddelbart suspenderet for alle ansøgninger, hvor Energinet.dk ikke allerede har truffet afgørelse.

Hasteindgrebet har elementer af lovgivning med tilbagevirkende kraft, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil blive fremsat betydelige krav om erstatning fra alle de ansøgere, der nu afskæres fra støtteordningen. Eventuel erstatning vil bero på en konkret vurdering, der i sidste ende kan blive underkastet en domstolsprøvelse.

Lidegaards lovsjusk kostede over 5 mia. kr.

Det er langt fra første gang at støtten til solcelleanlæg har skabt problemer. Da den daværende entusiastiske energiminister Martin Lidegaard i 2012 etablerede en ny støtteordning til sol, løb det også løbsk. Tallene fløj dengang frem og tilbage i den betændte sag, men det endte med at regningen for Lidegaard lovsjusk landede på over fem mia. kr.

Lidegaards lukrative støtteordning var startskuddet til et privat solcelleboom uden sidestykke. Ved indgangen til 2012 havde 5.000 danskere et solcelleanlæg, mens 88.000 husstande efter knap 2 år havde solpaneler på taget.

Energistyrelsen forventede dengang, at de private anlæg ville medføre uventede udgifter på 4,8 mia. kroner. Dertil kommer en regning for de store solcelleanlæg på bar mark samt på taget af erhvervsbygninger, som klima- og energiminister Martin Lide­gaards lovsjusk åbnede for i foråret, selv om hans embedsmænd på forhånd havde tændt advarselslamperne. Energistyrelsen vurderede, at alene solcelleparkerne på bar mark kan koste staten mellem 500 mio. kroner og en mia. kroner over de næste ti år. Samlet løb regningen for lovsjusket på solcelleområdet dengang op i mere end fem mia. kroner.

En væsentlig del af milliardregningen blev dengang ”betalt” ved at udskyde en række andre grønne initiativer, der ellers var aftalt ved det fantasifulde energiforlig i marts 2012.

Dengang slap klima- og energiminister Martin Lidegaard uhørt billigt med en næse for at have overset adskillige huller i solcelleloven og fejlinformeret Folketinget. Siden pudsede Statsrevisorerne Rigsrevisionen på sagen for at finde ud af, hvordan hullerne i støttelovgivningen kunne opstå. Selvom den daværende regeringstop med finansminister Corydon i spidsen forsøgte at spænde ben for Rigsrevisionens undersøgelse, blev den gennemført og endte med at koste Energistyrelsens direktør jobbet.

Det grønlandske folketingsmedlem, der tidligere repræsenterede partiet Siumut, Aleqa Hammond (SIU), der også er tidligere formand for Grønlands Landsstyre, Naalakkersuisut, har i en studehandel med Venstre fået formandsposten i Grønlandsudvalget. Modydelsen til Venstre er ifølge dagspressen, at hun har lovet ikke at stemme imod regeringen i kabinetsspørgsmål. Det antages desuden, at Aleqa Hammond, der arbejder hårdt for grønlandsk selvstændighed og mener, at Danmark ikke skal blande sig i grønlandske forhold, har fået lovning på, at regeringen ikke vil blande sig i grønlandske forhold.

Selvom manøvren kaldes en genistreg af Venstre, fordi det blå flertal forsvinder, hvis blot én politiker hopper af, er det spørgsmålet om Venstre hermed udviser den ansvarlighed, vi med rette kan kræve af et regeringsparti?

Hammonds økonomiske sump

Hvis man vil dykke nærmere ned i Hammonds private økonomiske sump, kan der henvises til omtalen søndag den 21. august 2016 i Ekstrabladet, der beskriver hvordan Aleqa Hammond har brugt sit kreditkort fra Folketinget til private indkøb for knap 13.000 kroner.

Hun forklarede dengang på sin Facebook-profil, at hun var nødsaget til at bruge kortet, der ifølge Folketingets rejseregler kun benyttes til at betale for tjenesteydelser så som taxa og fly i forbindelse med møder.

Trods alle bortforklaringer blev hun i august resolut ekskluderet fra partiet Siumut, og hun har siden været løsgænger i Folketinget.

Sagen om Aleqa Hammond kan tjene til at anskueliggøre, at vi ikke behøver at tage til det Ægæiske Hav for at finde eksempler på grelle eksempler på moralske brist og politisk misrøgt. De mange danskere, der har haft svært ved at forstå, hvordan Grækenland kunne drives ud i en statsbankerot, burde et øjeblik overveje situationen på Grønland. Hvad vi ikke havde ventet var at partiet Venstre ville komme til at spille en hovedrolle i den grønlandske tragedie.

Aleqa Hammond i Folketinget

Aleqa Hammond, der i efteråret 2014 måtte gå af som formand for Grønlands Landsstyre og formand for Siumut-partiet efter at have forgrebet sig på offentlige midler, blev den 18. juni 2015 valgt til det danske Folketing.

Grønland har ligesom Færøerne 2 pladser i det danske Folketing. Det andet grønlandske parti, IA (Inuit Ataqatigiits), blev repræsenteret af 37-årige Aaja Chemnitz Larsen. Hun er uddannet cand.scient.adm. og er tidligere direktør for Velfærdsforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq.

På Færøerne blev valgt den 48-årige Høgni Karsten Hoydal, der er formand for Tjóðveldi (Republikanerne). Han har været landsstyremand (minister) og er nu lagtingsmedlem. Han har tidligere været medlem af Folketinget og blev valgt i 2001, 2005 og 2007. Umiddelbart efter valget har han anmodet om orlov mhp at fokusere på det færøske lagting. Det færøske socialdemokrati (Javnaðarflokkurin) er herefter repræsenteret af Sjurdur Skaale – journalist, skuespiller og sanger, der i forvejen var medlem af Folketinget.

Det bemærkelsesværdige ved valget på Grønland er, at Siumut valgte den skandaleramte Aleqa Hammond. På Grønland blev hun fundet uværdig som landsstyreformand og som partiformand og blev afsat fra begge poster. Til spekulationerne om hendes værdighed i det danske Folketing, understregede hendes partifæller i Siumut dengang, at hun ikke blev dømt for noget. I øvrigt skulle hun have betalt de mere end 200.000 misbrugte offentlige kr. tilbage til Landskassen. Berlingske Tidende kunne dog i 2014 oplyse, at Aleqa Hammond tilbage i 1996 måtte modtage en dom for bedrageri.

Valgbarhed

Aleqa Hammond blev valgt, men det er Folketinget selv, der skulle afgøre om hun var værdig til at sidde i Folketinget – i øvrigt dengang som en sikker støtte til rød blok.

På baggrund af indstillingen fra Udvalget til Prøvelse af folketingsvalget den 18. juni 2015 godkendte Folketinget den 3. juli 2015 valget af Aleqa Hammond, Siumut, og Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit, til Folketinget.

Stemmeprocenten på Grønland var kun 49,9 og af de 7.831 stemmer, der blev afgivet på Siumut, fik Aleqa Hammond 3.745 stemmer. Af 7.904 stemmer til Inuit Ataqatigiit fik Aaja Chemnitz Larsen 2.540 stemmer.

Folketinget har faktisk forholdt sig til om den dom, Aleqa Hammond modtog i 1996 for uretmæssigt brug af et betalingskort, skulle betyde, at Aleqa Hammond ikke er valgbar til Folketinget, jf. grundlovens § 30. Udvalget til valgs prøvelse og Folketinget fandt som nævnt, men helt uforståeligt, at dommen ikke var til hinder for, at Aleqa Hammond var valgbar til Folketinget.

Vi har således fået anskuelsesundervisning i den barokke situation, at en person, der ikke er værdig til tillidsposter i det grønlandske hjemmestyre, kan sidde i det danske Folketing!

Grundlovsændring nødvendig

På selve valgdagen den 18. juni 2015 så det længe ud til, at de Nordatlantiske mandater kunne blive afgørende for regeringsdannelsen. Som valget faldt ud på Færøerne og Grønland ville det have betydet 4 mandater til støtte for den røde blok. Denne situation har givet anledning til overvejelser om hensigtsmæssigheden af, at de Nordatlantiske mandater i en given situation har ret til at bestemme regeringssammensætningen i Danmark. Med overvægt til blå blok blev situationen ikke aktuel, men det ligger helt klart, at begrænsning af de Nordatlantiske mandaters indflydelse vil kræve en ændring af Grundloven.

Misbrug af offentlige midler på Grønland

Hammond-skandalen førte til valg på Grønland, men oplysningen om uregelmæssighederne overraskede egentlig ikke. I de senere år har der fra Nuuk været en strøm af forlydender om hjemmestyrets misbrug af offentlige midler, nepotisme, vennetjenester og kammerateri. Det er slemt, men værre er den generelle økonomiske situation på Grønland.

Grønlands økonomi

Ingen tegn på bedring af den grønlandske økonomi i 2015, skrev Økonomisk Råd i sin rapport ”Grønlands Økonomi 2014”. I rapporten tegnes et dystert billede af et samfund i tilbagegang – et bilolede som efterfølgende analyser desværre har bekræftet. Økonomisk aktivitet som følge af mineral- og olieindvinding har lange udsigter, og fem år efter indførelsen af Grønlands Selvstyre er der ikke gennemført reformer, der kunne have understøttet en selvbærende økonomi. Grønland er i dag fortsat helt afhængig af én bestemt sektor: fiskeindustrien, som står for næsten 90 pct. af eksporten. Samtidig er Grønland totalt afhængig af de 4,7 mia. kr., som bloktilskud og refusioner fra Danmark og tilskud fra EU udgør – svarende til 35 pct. af BNP! Hertil kommer for Danmarks vedkommende udgifter til overvågning og suverænitetshævdelse, herunder fiskeriinspektion samt eksempelvis eftersøgnings- og redningstjeneste. Ledigheden er stigende og skønnes nu til omkring 10 pct. af arbejdsstyrken, og selvom Landskassen har været begunstiget af ekstraordinære indtægter er der store underskud.

Grønland kan ikke selv løse problemerne

Selvom Grønland for tiden har et meget selvstændigt Hjemmestyre, er der ingen grund til at tro, at Landsstyret selv vil kunne løse problemerne. Hvis Danmark eller andre lande havde været i samme situation, ville mappemændene fra IMF og andre internationale kreditinstitutioner hurtigt aflægge os besøg og diktere vilkårene for at undgå en statsbankerot. Grønlands særlige statsretslige stilling forhindrer den type økonomisk sanering.

Rigsfællesskabet og Aleqa Hammond

Det er ikke kun Aleqa Hammond, der har svigtet – skiftende landsstyreformationer har tydeligvis ikke levet op til deres ansvar, og derfor er det bekymrende, at der tilsyneladende ikke sker noget for at rette op på situationen. Det er på høje tid, at Danmark og Grønland nu i Rigsfællesskabets ånd sætter sig sammen for at få en alvorssnak om den økonomiske knibe, Grønland befinder sig i.

Grønland skulle nødig – som følge af regeringens berøringsangst og misforstået respekt for Hjemmestyret – ende i samme situation som Færøerne i begyndelsen af 90´erne.

Hvis der først opstår international opmærksomhed om den fortvivlede situation, vil det ikke bidrage til at styrke Danmarks renommé eller kreditværdighed.

I Grønlands tilfælde kan vi ikke overlade oprydningen til IMF, ECB og EU. Danmark skal selv til lommerne, og det kan godt blive dyrt!

Med Venstres mærkværdige og suspekte aftale med Aleqa Hammond har det desværre lange udsigter før der iværksættes adækvate tiltag til at genoprette den grønlandske økonomi.

Danskernes handel på nettet voksede markant i årets første kvartal i forhold til første kvartal 2015.

Samtidig er omsætningen i de fysiske butikker langt fra prangende, og det er således ikke så overraskende, at detailhandlen føler, at den er under pres.

Forbrugerne holder i disse år mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og betydelige nettoformuer. Problemet er, formuen i form af pensioner og fast ejendom ikke er likvid samtidig med, at de fleste husholdninger har verdensrekord i bruttogæld – typisk 3 gange den årlige disponible indkomst!

Den langvarige internationale finanskrise, der betyder at vi i Danmark stadig ikke har genvundet det BNP pr. indbygger vi havde i 2007, har betydet at forbrugerne synes at være blevet mere prisbevidste. Resultatet er, at der tegner sig et billede af en varig stigning i den private opsparingskvote.

Samtidig er der klare tegn på en uafvendelig og støt fremadskridende ændring i danskernes forbrugsmønstre; Tidligere var der en geografisk barriere, der betød at forbrugernes alternativer var begrænsede. Bortset fra beboerne i grænselandet måtte forbrugerne acceptere de priser, der blev krævet. Sådan er det ikke mere, og den manglende konkurrence rammer nu den danske detailhandel med fuld kraft.

Voksende net-handel

I tilgift til den voksende traditionelle grænsehandel skifter forbrugerne i stigende grad fra handel i fysiske butikker til online-handel, og vi vil inden for en række varegrupper snart se fysiske forretninger kæmpe for at overleve, mens netbutikkerne buldrer frem. Det skønnes, at godt 10 pct. af danskernes samlede forbrug på omkring 965 mia. kr. ligger på nettet – og nethandlen er stigende, og ventes i indeværende år at runde 100 mia. kr!

Allerede nu har fire ud af ti tøjforretninger underskud ifølge Deloittes modeanalyse baseret på offentliggjorte regnskaber frem til december 2014, og tøjmærket Bruuns Bazaar måtte i marts 2016 indgive en konkursbegæring. Det er den fjerde danske tøjkæde, som går konkurs i løbet af kort tid. Uno Danmark med 35 butikker i Danmark, Sverige, Norge og konkurs gik konkurs i begyndelsen af marts og fik kort tid efter følgeskab af modekoncernen Bruuns Bazaar. Tøjkæden Moss Copenhagen med 12 butikker gik også konkurs i marts 2016.

Til gengæld melder digitale aktører på tøjmarkedet som dansk-svenske Boozt.com og Miinto.com om tocifrede vækstrater.

Udenlandske netbutikker render med omsætningen

Danskerne kompenserer i stigende grad for de høje danske priser ved at handle i udenlandske e-butikker. Den tendens bliver bekræftet af tal om brug af betalingskort fra Betalingsrådet under Nationalbanken. Tallene dokumenterer, at danskerne lægger en stadig større del af forbruget i udlandet: I 2011 brugte vi 9 kr. i udlandet for hver 100 kr., der blev brugt på betalingskortet. I 2015 var det steget til 11,50 kr. I alt brugte danskerne i 2015 over 55 mia. kr. på betalingskort i udlandet – herunder i netbutikker, og det tal vil stige i de kommende år. Man kan derfor håbe, at Betalingsrådet under Nationalbanken snarest finder anledning til at offentliggøre nye tale for danskernes brug af betalingskort.

Allerede nu er der imidlertid tegn på, at udenlandske netbutikker har erobret omkring 25 pct. af den danske internethandel svarende til en omsætning på 25-27 mia. kr. Konkurrencen kommer i særdeleshed fra internationale mastodonter som Amazon, Asos og Zalando.

Tøj, sko og smykker er den næststørste kategori for e-handel på omsætning kun overgået af rejser og kulturoplevelser. Den omsætning, der går til udlandet, vil også stige, fordi nethandelen gradvist omfatter flere og flere varegrupper. Det er i stigende grad attraktivt at handle også helt almindelige dagligvarer i udenlandske netbutikker.

De udenlandske netkonkurrenter i Tyskland og Sverige drager – ud over det generelt lavere prisniveau – også fordel af den lavere tyske og svenske moms på fødevarer. Danske forbrugere kan uden problemer få transporteret varer med lav tysk eller svensk moms lige til døren overalt i landet. Butikken modtager kundens bestillinger på nettet, men er samtidig behjælpelig med kontakt til transportfirmaer, der kan transportere varerne til kundens dørtrin.

Noget bør gøres

Hvis den fysiske detailhandel i Danmark ikke skal miste hele omsætningen til udenlandske netbutikker er det på høje tid med innovativ udvikling af dansk detailhandel.

Netmediet Finans kan da også oplyse, at nethandel får butikscentre til at opruste som aldrig før. Landets storcentre udbygger i de kommende år for 3,9 mia. kr. og skal i højere grad blive til mødesteder med restauranter og aktiviteter for at konkurrere med den stigende internethandel. Det bemærkelsesværdige er, at nethandelsvirksomhederne også i stigende omfang satser på fysisk tilstedeværelse i attraktive centermiljøer. Den traditionelle detailhandel skal derfor indstille sig på øget konkurrence på alle planer.

Den private foretagsomhed bør dog ikke fritage politikerne fra at handle. Selvom konkurrencen er stigende er der et påtrængende behov for politisk handling, der kan øge konkurrencen i dansk engros- og detailhandel.

Planloven

Sommerens aftale om lempelser i planloven havde til formål at skabe et større råderum for lokale hensyn, øge konkurrencen og skabe vækst i det såkaldte udkantsdanmark.

Desværre betød presset fra Danmarks Naturfredningsforening og deres støtter i København og Nordsjælland, og fra organisationer som De Samvirkende Købmænd, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Politikerne skruer med aftalen lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne: De må være op til 5.000 kvadratmeter mod tidligere 3.500 kvadratmeter.

At der ikke blev givet helt los, sker for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart, men selvfølgelig til ugunst for mindre konkurrerende butikker i små og mellemstore byer. For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger er størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

Omkostningerne ved en rigid planlov

Selv med justeringerne af planloven er realiteten, at den begrænsede konkurrence, kartelaftaler og ”mestergrise” ikke er gratis for de danske skatteborgere. Hovedårsagen til, at danskerne betaler 39 pct. mere for fødevarer og andre dagligvarer end gennemsnittet for alle andre EU-borgere, er at offentlige myndigheder og planlovgivningen aktivt modvirker konkurrence. Det betyder – som påpeget af Produktivitetskommissionen – en omkostning i form af lavere produktivitet og højere priser.

Resultatet er, at vi i Danmark – trods al snak om vækst og beskæftigelse – har de højeste forbrugerpriser i hele Europa. Samtidig er der risiko for at en stadig større del af den danske efterspørgsel vil rette sig mod udenlandskennetbutikker med endnu mere katastrofale konsekvenser for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Fyens.dk kunne den 13. december 2016 oplyse, at den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister Poul Søgaard er død i en alder af 93 år.

Den mangeårige socialdemokrat havde gennem fire Anker Jørgensen-regeringer fra 1977 til 1982 det politiske ansvar for de danske styrker i en af de mest anspændte perioder under den kolde krig. Som medlem af Forretningsudvalget for Værnepligtige Menige Talsmænd 1978/79 mødte jeg Søgard ved flere lejligheder. Selvom Forretningsudvalget pr. definition var kritisk overfor Forsvarsministeriet, blev vores hidsige angreb altid mødt med ministerens kloge og beherskede udtalelser.

Det var således kendetegnende, at Poul Søgaard betakkede sig, da Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre efter regeringsskiftet i september 1982 indledte en grotesk og fej fodnotepolitik, som – udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Poul Søgaards politiske opfattelse lå langt fra Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor bl.a. Svend Auken, Lasse Budtz og Mogens Lykketoft var naturlige midtpunkter. Hvis Søgaard ikke havde været en klassisk socialdemokratisk ”partisoldat” ville han formentlig i protest mod partiets venstredrejning have forladt partiet. Partiet venstrefløj udviklede i denne periode en betydelig sympati for de kommunistiske diktaturer, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel, hvor diktaturet eufemistisk blev beskrevet som Samba-socialisme.

Udover posten som solid forsvarsminister i skiftende Anker Jørgensen-regeringer var Poul Søgaard 1970-72 og 1982-84 en meget populær og respekteret kommitteret for Hjemmeværnet.

Poul Søgard forlod Folketinget i 1990.

Der er kommet en Danmarkskanon ud af tidligere kulturminister Bertel Haarders dialog med det danske folk. Nr. 6 på listen er indiskutabelt noget særligt dansk: ”Det danske sprog: Dansk er modersmål for mere end 90 % af befolkningen i Danmark. Sproget er ikke blot et kommunikationsredskab; det er en kulturbærer”.

Til gengæld er ni af de ti værdier noget, som findes i ethvert nordeuropæisk demokrati, og er altså ikke specielt danske.

Det danske sprog er noget særligt dansk

Når vi nu er enige om, at det danske sprog er noget helt særligt dansk, er det påfaldende, at Central Intelligence Agency, ofte forkortet CIA, det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger, har fundet ud af, at Danmark er er et af de meget få lande i verden uden et officielt sprog!

CIA har ansvar for indsamling og analyse af allehånde data. Som Snowden og andre har påvist, er det langt fra alle oplysninger, der frivilligt deles med offentligheden. CIA udgiver imidlertid “The World Factbook” med et væld af data om 240 nationer, territorier og regioner. Blandt andet oplyses hvilke sprog, der tales i de enkelte lande, og om det pågældende lands regering har fastsat et officielt sprog.

Langt de fleste af verdens 196 suveræne nationer har officielle sprog. F.eks. fremgår det af artikel 4 i den Schweiziske forfatning fra 1999, at de nationale sprog er Tysk, Fransk, Italiensk og Romansh (der især tales i cantonen Grisons eller Graubünden).

Ifølge CIA’s Factbook er der kun 14 lande, der ikke har et officielt sprog: USA, Amerikansk Samoa, Australien, Tjekkiet, Danmark, Vatikanet, Island, Jamaica, Japan, Nordkorea, Sydkorea, Mexico, San Marino og Det Forenede Kongerige.

Hvorfor er dansk ikke det officielle sprog i Danmark?

Ifølge CIA tales der i Kongeriget Danmark dansk, færøsk, grønlandsk og tysk. Det oplyses endvidere, at ”English is the predominant second language”.

CIA Factbook omtaler ikke, at sprogspørgsmålet var særdeles kontroversielt op til den første danske Grundlov af 5. juni 1849. I helstatstiden var tysk det officielle sprog i Holsten, Lauenborg og Slesvig. Ikke mindst i Slesvig, hvor der var mange dansktalende, var der kræfter, der arbejdede på at dansk skulle være det officielle sprog. Kongen blandede sig i sprogsagen og udsendte i maj 1840 et sprogreskript, der beordrede, at retssystemet og embedsmændene skulle anvende dansk sprog i områder, hvor der blev talt dansk i skole og kirke. Det udløste store protester i den slesvigske stænderforsamling, der ikke brød sig om denne direkte indblanding fra København. Kongen og regeringen i København blev nu meget forsigtige og tilbageholdende i sprogspørgsmålet, da de ønskede at bevare den enevældige helstat samlet for enhver pris. Som bekendt var konstruktionen genstand for 2 borgerkrige og holdt kun til 1864.

Ikke med i senere Grundlovsændringer

Grundloven er siden blevet revideret flere gange uden at dansk har været et tema. Første gang i 1866 – en grundlovsrevision, der betegnes som et tilbageskridt for den lige og almindelige valgret. Anden gang i 1915 – en grundlovsrevision der på en gang betegnede et fremskridt og et tilbageskridt. Kvinder og tyende fik valgret til Rigsdagen, men dets førstekammer, Landstinget, blev vanskeligere at opløse. Tredje gang i 1920 alene nødvendiggjort af Sønderjyllands genforening med Danmark. Fjerde gang i 1953 – landets nuværende grundlov, hvor Landstinget blev afskaffet, tronfølgen ændret, valgloven taget ud af grundloven og folkeafstemningsprincippet blev indført.

I det forkastede grundlovsforslag fra 1939, hvor valgretsalderen var foreslået til 23 år samt en nedlæggelse af Landstinget, var spørgsmålet om dansk som officielt sprog heller ikke et issue.

Ikke officielt nationalsprog

Almindeligvis stilles der ikke spørgsmål ved, at dansk er nationalsproget i Danmark. Dansk er således modersmål for over 90 pct. af befolkningen i Danmark. I Sønderjylland er der fortsat et betydeligt tysktalende mindretal.

Uden at være det det formelt officielle sprog i Danmark, er dansk enerådende som offentligt sprog. Således bestemmer Retsplejeloven, jf. §149, stk.1, at: ”Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret”.

Dansk i retskrivningen

I Lov om dansk retskrivning fra 1997 fremgår det, at ”Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog”.

Af § 2 fremgår det, at: ”Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikke offentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten”.

I henhold til forvaltningslovens § 7 har offentlige myndigheder pligt til i fornødent omfang at give vejledning til borgerne. Ifølge Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område antages det, at dette også indebærer en pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Forvaltningsmyndighederne må altså sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne.

De største tolkesprog i den offentlige sektor

Translatørforeningen har i 2015 udarbejdet en oversigt over de mest benyttede tolkesprog i den offentlige sektor. Selvom årsagen til, at dansk aldrig er blevet officielt sprog i Danmark er sprogstriden med tysk i Slesvig og Holsten, optræder tysk ikke på listen over de sprog, hvor der er størst behov for tolkebistand:

• arabisk

• bosnisk

• dari

• farsi

• kinesisk (mandarin)

• kurmanji

• pashto

• polsk

• somali

• tyrkisk

• thai

• urdu

Ingen samlet opgørelse over tolkeudgifter

Translatørforeningen gennemførte i 2015 en kvalitativ spørgeskemaundersøgelse blandt brugere i den offentlige sektor inden for sundheds-, social-, rets- og asylområdet. Undersøgelsen viste at på justitsområdet var udgiften på 55 mio. kr. i 2013, regionernes udgifter til sundhedstolkning var på 102 mio. kr. i 2012, og kommunernes udgifter til socialtolkning blev i 2010 angivet til 70 mio. kr.

Foreningen antyder selv, at disse tal undervurderer de samlede offentlige udgifter til tolkning og translatørbistand.

USA

USA er som nævnt blandt de 14 lande, der ikke har et officielt sprog. Det antages at 82 procent af befolkningen i USA normalt taler engelsk, men det er ikke helt klart hvad det ville betyde, hvis engelsk blev fastlagt som officielt sprog. Desuagtet har der politisk i de senere år i tilknytning til stigende indvandring i USA været krav om, at engelsk skulle være officielt sprog.

Mens USA ikke har et officielt sprog, har 31 delstater love, der fastslår engelsk som statens officielle sprog. Delstaten Virginia har således vedtaget regler i 1996, der fastslår, at “ingen statslige eller lokale myndigheder og institutioner er forpligtet til at udlevere … dokumenter, information, litteratur eller andre skriftlige materialer i et andet sprog end engelsk.”

Ole Stig Andersen har i dagbladet Information skrevet om sproglove rundt omkring i verden, og tendensen til at ville beskytte eller ligefrem privilegere et bestemt sprog. Om USA har Ole Stig Andersen beskrevet den frygt, der hersker i visse kredse om sprogets snarlige undergang hvis der ikke straks bliver gjort noget især i forhold til landets næststørste sprog, spansk. Spansk tales af omkring hver ottende amerikaner.

For at trænge spansk tilbage har der i årevis været en English Only-bevægelse, der vil gøre engelsk til enerådende sprog i alle offentlige sammenhænge. Hvis offentlig service, skriftlig som mundtlig, kun måtte foregå på engelsk, vækker det naturligvis voldsom bekymring i erhvervslivet, i social- og sundhedssektoren og hos politi og andre udrykningstjenester der f.eks. ikke mere kan modtage og besvare nødopkald på andre sprog.

Sprogkravene til statsborgerskab i Danmark

For at få tildelt dansk statsborgerskab ved naturalisation (ved lov) skal ansøgeren leve op til en række krav:

Herunder en såkaldt ”tro og love”-erklæring, en ren straffeattest, visse krav til økonomi, danskkundskaber og en bestået statsborgerskabsprøve.

I ”tro-og love”-erklæringen lover ansøgeren troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund. Lover at overholde dansk lovgivning og respektere landets retsprincipper. Samtidig skal ansøgeren oplyse, om han tidligere har begået kriminalitet – uanset størrelsen og typen på lovovertrædelsen.

Kravene til danskkundskaber omfatter en bestået danskprøve, som kan have forskellig sværhedsgrad afhængigt af ansøgerens forhold.

Mange, der ikke bare tilnærmelsesvis kan sproget, får alligevel indfødsret. Årsagen er, at regeringen i 2013 genindførte muligheden for at søge dispensation for danskkundskaber samt kendskab til almene samfundsforhold. Ansøgere til dansk statsborgerskab kan således få dispensation for både dansk- og indfødsretsprøve hvis de kan fremlægge dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til at de ikke kan bestå prøverne og/eller deltage i relevante kurser.

I praksis er det ofte ansøgere med diagnosen PTSD, som opnår dispensation fra at bestå dansk- og indfødsretsprøven.

Kan man have stemmeret uden at kunne sproget?

Fra tid til anden stilles der spørgsmål ved rimeligheden af at indrømme stemmeret til personer, der ikke er i stand til at kommunikere på dansk. Men er man xenofob og måske oven i købet racist, hvis man forventer at danske statsborgere kan tale dansk eller i hvert fald noget dansk?

Kan det virkeligt passe, at vi skal tilbage til før 1. og 2. Slesvigske Krig for at finde forklaringen på, den stedmoderlige behandling af modersmålet for 90 pct. af befolkningen?