In the past decade, Turkey has experienced unprecedented economic growth, accompanied by a dedicated policy strategy aimed at using the country’s regional position to transform it into a global player. What are the prospects following the Parliamentary elections on 1 November 2015.

Er det nu vi skal revurdere Tyrkiet? Søndagens valgsejr i Tyrkiet til Recep Tayyip Erdoğan hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, dementerer det indtryk af situationen i Tyrkiet, som de tyrkiske oppositionspartier har spredt i den internationale presse. Op til valget kunne man få det indtryk, at Tyrkiet havde udviklet sig til et benhårdt islamisk styre, der krænkede menneskerettigheder og slog hårdt ned på enhver opposition. Valgresultatet Søndag aften kunne Anadolu Agency oplyse, at AKP havde fået 49,4 pct. af stemmerne og dermed omkring 316 medlemmer af parlamentet, mens det største sekulære oppositionsparti, CHP, fik 25,4 pct. Det prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, kom over spærregrænsen på 10 pct., ligesom det ultranationalistiske MHP også vil være repræsenteret blandt det tyrkiske parlaments 550 medlemmer. Da den tyske kansler, Angela Merkel, aflagde et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015, blev besøget af oppositionen opfattet som en håndsrækning til Erdoğan, der gik til valget den 1. november med den klare ambition at generobre det absolutte flertal, han tabte ved parlamentsvalget i juni. Med et absolut flertal, kunne Erdoğan og AKP ikke kun danne regering, men også uden at spørge andre partier have afholdt en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Uro efter valget i juni De tyrkiske vælgere svigtede ved valget i juni Erdoğan og hans Justice and Development Party – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP. AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Uden absolut majoritet i det tyrkiske parlament med 550 medlemmer var AKP tvunget til at forhandle regeringsdannelse med enten det sekulære oppositionsparti CHP eller det ultranationalistiske MHP. Det kunne eller ville AKP ikke. Tanken om en koalition mellem AKP og MHP er heller ikke attraktiv – MHP ville have lagt gift for enhver forsoning med det kurdiske parti, HDP, og især med PKK. Med et absolut flertal, kan Erdoğans parti, AKP, danne regering alene, og hvis partiet havde opnået tilslutning fra 2/3 af parlamentet, kunne de alene have besluttet at afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. Som det ser ud i øjeblikket skal AKP overbevise parlamentsmedlemmer fra andre partier om det hensigtsmæssige i en folkeafstemning. De tyrkiske vælgere overraskede ved valget i juni, hvor AKP mistede det absolutte flertal og det kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, fik 13 pct. af stemmerne. Siden har Tyrkiet været præget af en uro, attentater og en stemning, der tydeligvis har skræmt mange tyrkere. Risikoen fra terroranslag fra såvel kurdere som IS har tvunget de tyrkiske myndigheder til at slå hårdt igen – så hårdt, at det er udlagt som demonstrativ magtfuldkommenhed, med gentagne krænkelser af menneskerettigheder, pressefrihed m.v. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Kan fredsprocessen med kurderne genoptages? Det kan ikke udelukkes, at et styrket AKP vil have mulighed for – og interesse i – at genoptage fredsprocessen og bestræbelserne på at muliggøre fredelig sameksistens med kurderne. Under alle omstændigheder vil majoriteten af tyrkerne værdsætte, hvis livet kan genoptages uden risiko for bombeattentater og terroranslag. Betydningen for EU Tyrkiet er af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet næsten været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold. Valgdeltagelsen på 86 pct. ved søndagens valg, bekræfter at de demokratiske spilleregler er grundfæstede. Tyrkiets betydning i den nuværende flygtningesituation dokumenteres af den kendsgerning, at Tyrkiet i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq. For både AKP og oppositionen var søndagens valg afgørende. På den ene side har Recep Tayyip Erdoğan og AKP kørt benhårdt på risikoen for at det kaos og de borgerkrigslignende tilstande, der har præget landet siden juni-valget, ville eskalere og Tyrkiet eventuelt ende som andre fejlslagne stater i regionen. Tilbuddet fra AKP var alternativet – et etparti-styre, stabilitet og et udbytterigt samarbejde med partnere i EU og NATO. EU har brug for et stabilt Tyrkiet Uanset tyrkernes egen opfattelse, og uden at tage stilling til ret og vrang, har vi i EU brug for er en stabil regering i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer. Økonomien er stadig i vækst – men aftagende – og inflation og arbejdsløshed er stigende, og Tyrkiet har stigende vanskeligheder med at absorbere stigningen i arbejdsudbuddet. Økonomien ville utvivlsomt have godt af reformer, der kunne øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og de øvrige markeder. Sammenbruddet i fredsprocessen med kurderne og væksten i terror har ikke kun plaget den syd-østlige del af Tyrkiet, men har også påvirket hele landets afgørende turistindustri. En ny stabil regering må nødvendigvis revurdere den rolle Tyrkiet skal spille i forhold til IS og Syrien og i forhold til de mere end 2 mio. flygtninge, der syntes at have mistet tålmodigheden og som følge af manglende håb til forholdene i Syrien er parat til at drage videre til en fremtid i et Nordeuropæisk EU-land. Tyrkiets forhold til Syrien Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men Tyrkiet har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. Hvorfor er Tyrkiet afgørende for flygtningestrømmen Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet, men der kan være gode grunde til at revurdere Tyrkiets rolle. Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet. Angela Merkel syntes at have erkendt, at man ikke kan finde løsninger ved bare at fordele asylansøgerne mellem de europæiske lande. Det er helt afgørende, at man får bremset tilstrømningen til Europa. Nu som før gælder, at migrationen skal bringes under kontrol ved EU’s ydre grænser. Det vil først og fremmest sige, at langt færre rejser fra Tyrkiet til Grækenland. Det er også en forudsætning, at Tyskland og Sverige holder op med at invitere samtlige Mellemøstens og Afrikas fattige indenfor. Der er strengt taget ikke noget at sige til, at folk bliver ved med at komme væltende, når de har fået at vide, at de er velkommen. I år har 725.000 krydset Middelhavet og Det Ægæiske Hav til Italien og Grækenland flygtninge. Det anslås, at mindst 1 million i øjeblikket venter på at komme til Europa – på den ene eller anden måde. Tyrkiets nøglerolle er årsagen til at vi pludselig igen er blevet gode venner med Tyrkiet og med præsident Recep Tayyip Erdoğan – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder. Indenrigspolitisk pres på Merkel Det har bidraget til Angela Merkels forståelse, at hun ikke har kunnet blive enige om flygtningepolitikken med hendes socialdemokratiske koalitionspartnere i SPD. Merkel er samtidig presset af sit eget bagland. Det bayerske søsterparti, CSU, har med stigende intensitet insisteret på at grænserne skulle lukkes. Angela Merkels lavede under sit hurtige besøg hos Erdogan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015 en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Nu skal EU støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro om året, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen. Merkels kattepine Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning. Har EU reelle hensigter? Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland. Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt – selvom det tydeligvis ikke er her og nu. EU-Kommissionens formand havde søndag den 25. oktober 2015 indkaldt de berørte medlemslande til et minitgopmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul. Det bemærkelsesværdige var, at Tyrkiet ikke var inviteret til mødet. Tillægsgevinst? Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet. Er EU-projektet truet? Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet, de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes, ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.

Ethvert barn kender deltagerne i Vild med Dans, Paradise Hotel og topspillerne i den spanske fodboldliga. Tidligere var de fleste bekendt med Danmarks historien – om ikke andet så fra læsningen af B.S. Ingemann og Carit Etlar. Ingemann var i hans samtid i 1800-tallet berømt for en lang række historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien. Romanerne var spændende og letlæselige og henvendte sig til et bredt publikum. De var inspireret af Walter Scotts historiske romaner og bidrog til den nationalromantiske vækkelse i midten af 1800-tallet. Carit Etlar, der var pseudonym for Carl Brosbøll, skrev ligeledes en lang række historiske romaner med tydelig inspiration fra både de franske spændingsroman-forfattere (Alexandre Dumas den ældre samt den yngre) og af den danske hjemstavnsfortælling hos Blicher. Etlar huskes især for Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester. Andre populære fremstillinger betød at også mennesker, der ikke nødvendigvis havde gennemgået et universitetsstudium, havde et ganske godt kendskab til både den nordiske og den græske mytologi. Den folkeforståelse og popularitet, der blev f.eks. Bertel Thorvaldsen til del forudsatte et vist kendskab værkernes motiver, herunder klassikere som Illiaden og Odysseen.

Sådan var det også engang med videnskabsmænd. Engang opkaldte vi parker, bygninger, veje efter dem. Alle kendte dem, fra Ørsted til Bohr. Vi var stolte, meget stolte – nu ved vi ikke engang, hvad de hedder. Selv folk der har frekventeret RUC og andre universiteter og som ved meget om Gini-koefficienter m.v. synes blottet for klassisk dannelse. For nylig blev jeg på et møde udsat for en quizz. En amerikaner spurgte bl.a. mødedeltagerne, der hovedsagelig var danskere, om hvor mange danske nobelprismodtagere man kunne nævne. Det beskæmmende resultatet var, at ud over Niels Bohr kunne forsamlingen faktisk ikke nævne én eneste. Realiteten er, at 13 danskere har modtaget Nobelprisen – i forhold til befolkningstallet en absolut topplacering! Som service kan jeg oplyse, at modtagerne (i alfabetisk orden) er: Fredrik Bajer, Niels Bohr, Aage Bohr, Henrik Dam, Johannes Fibiger, Niels Ryberg Finsen, Karl Gjellerup, Johannes V. Jensen, Niels K. Jerne, August Krogh, Ben Roy Mottelson, Henrik Pontoppidan og Jens Christian Skou. Tillad mig som økonom yderligere at nævne 2 modtagere af Nobels mindepris i økonomi, som er indstiftet af Sveriges Nationalbank. Dale Thomas Mortensen fik prisen i 2010. Dale Mortensens far var danskfødt, og han har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet. Lars Peter Hansen fik prisen i 2013. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah. Hvordan genskaber vi respekten for almen dannelse, åndsarbejde, klogskab, videnskab og intellektualisme?

Heldagsskolen kan næppe klare det alene!

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes kritiseret den danske regerings politik. Reaktionen fra Enhedslisten og ligesindede kommer ikke uventet, når det betænkes, at venstrefløjen aldrig har kæret sig om niveauet for hverken udgifter eller skatter i Danmark. For alle os andre er udsigten til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. imidlertid stærkt bekymrende, og hvis der ikke gøres noget vil det offentlige lægge beslag på en stadig større del af samfundskagen. Ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år, og hvad så? Jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP)! Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Hvordan det kan være et ræs mod bunden, og hvad vi ellers hører, er helt ude af proportion. I vurderingen af de i virkeligheden meget beskedne besparelser på det svulmende statsbudget, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. – og betalingerne er stigende! Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1. september, har oplyst, at Danmark hvert år bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året. Kritikere henviser til USA og andre lande, der hæver klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.

http://www.altinget.dk/energi/qa.aspx?id=14930&ref=newsletter&refid=18772&SNSubscribed=true&utm_source=Nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=energi

Danske virksomheders investeringslyst i Danmark er desværre begrænset.  Nettoinvesteringerne er omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Forbrugerne holder i disse år mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og penge i banken. Det tegner et billede af en varig stigning i den private opsparingskvote og en langvarig ændring af danskernes forbrugsmønstre.

Når forbruget i Danmark ikke stiger, er en del af forklaringen, at danskerne i stigende udstrækning handler i udenlandske e-butikker. , Statistik fra Betalingsrådet under Nationalbanken viser, at danskerne lægger en stadig større del af forbruget i udlandet. Opgørelser over værdien af betalinger med betalingskort viser, at 9 pct. af betalingerne i 2010 gik til udlandet, herunder til udenlandske netbutikker. I 1. halvår af 2015 var betalingerne til udlandet steget til omkring 12 pct. af alle betalinger.

I 2015 vil danskerne lægge forbrug for omkring 55 mia. kr. i udlandet – herunder i netbutikker. Det er en stigning på knap 10 pct. i forhold til sidste år. Det er indlysende, at hvis de udenlandske netbutikkers konkurrencedygtighed havde været mindre ville BNP og beskæftigelsen i Danmark have været højere.

Nationalbanken og andre økonomiske prognosemagere venter en stigning i privatforbruget i de kommende år. Det kan meget vil ske, men hvis forbruget i stadig større grad lægges i udlandet, vil forbrugsstigningen aldrig få den forventede positive effekt på den økonomiske vækst i Danmark.

Videreførelsen af det såkaldte håndværkerfradrag vil i længden næppe rykke nævneværdigt ved det private forbrug i Danmark. Internethandel kan effektivt omgå alle karteller og prisaftaler, og derfor er der ingen vej udenom – regeringen må snarest tage fat på den upopulære opgave det vil være effektivt at øge konkurrencen i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri.

Hele artiklen “Danske virksomheder investerer for lidt i produktion, vækst og beskæftigelse i Danmark” kan ses på https://www.denfri.dk/2015/10/danske-virksomheder-investerer-for-lidt-i-produktion-vaekst-og-beskaeftigelse-i-danmark/

Den onde regerings besparelser på energi-, klima- og miljøområdet

Regeringen fremlagde tirsdag den 29. september forslaget til finanslov for 2016. Forventninger til et stramt udspil blev til fulde opfyldt. Finansloven opererer med udgifter på omkring 695 mia. kr. og indtægter på knap 628 mia. kr. og dermed et budgetunderskud, der ligger tæt på de tilladte – 3 pct. af BNP. De samlede offentlige udgifter i 2016 vil være på omkring 1.150 mia. kr. og heraf vil det offentlige forbrug udgøre knap halvdelen. I forhold til 2015 indeholder finanslovsforslaget en beskeden stigning i det offentlige forbrug på 0,3 pct. svarende til under 2 mia. kr., men mere end den 0-vækst, der var Venstres mantra under valgkampen – og væsentligt mindre end Socialdemokraternes løfter om stigninger på 0,9 pct.

Budgetlov og EU-krav

Der kan være gode grunde til, at Finansloven for 2016 skal være stram. I EU har vi faktisk tilsluttet os regler, der til en vis grad harmoniserer landenes finanspolitikker. Vi har forpligtet os til at begrænse budgetunderskuddene til 3 pct. af BNP. Vi har også forpligtet til at undlade at finansiere aktiviteterne ved uhæmmet gældsætning. Den offentlige gæld skal holdes under 60 pct. af BNP. Endelig har vi vedtaget en budgetlov, der forhindrer at vi har et underskud på mere end 0,5 pct. af BNP på den såkaldte strukturelle saldo.

Stramt finanslovsforslag

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes kritiseret den danske regerings politik. Det Konservative Folkeparti er (uden at det vides hvorfor) også kritisk og tidligere minister og EU-kommissær, formand for den radikale grønne tænketank CONCITO, Connie Hedegaard, har i Altinget den 22. oktober 2015 betegnet regeringens beskedne forslag til besparelser på finansloven for 2016 som ”en gigantisk rundbarbering af det, der skal fremtidssikre den grønne omstilling og væksten i Danmark”.

Samlede offentlige udgifter på 1150 mia. kr.

Venstrefløjens reaktion kommer ikke uventet, men når det betænkes, at der er udsigt til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. er det helt utroligt, at en tidligere minister og EU-kommissær vil sættes i bås med venstrefløjens og den private sektors uansvarlige hylekor.

Besparelserne

Ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år, men jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet, som ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer – ENERGIÅRET 2015, , siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Ja, det er også rigtigt, at der foreslås mindre besparelser på: • Varmepumper – demonstrationsprojekt (26,7 mio. kr.) • Rejsehold til varmepumper (4 mio. kr. i 2016) • Administration til rejsehold (0,8 mio. kr.) • Bevilling til elbusser (4,8 mio. kr.) • Rådgivning vedr. energibesparelser (5 mio. kr.) • Kampagne om omstilling af energisystemet (4 mio. kr.) • Pulje til energiteknologier (5,6 mio. kr.) • Puljer til geotermi (65 mio. kr. frem til 2020)

Besparelser på det “grønne område”

For at komplettere billedet har regeringen også foreslået besparelser på det såkaldte ”grønne område” på i alt ca. 200 mio. kr.: • Den Grønne Omstillingsfond (39 mio. kr.) • Grønt Iværksætterhus (3 mio. kr.) • Økologiske Iværksættere (5 mio. kr.) • Klimapulje (89 mio. kr.) • Fremme af nye energiteknologier (6 mio. kr.) • Omdisponering af midler under Naturplan Danmark (30 mio. kr.) • Nedskalering af øvrige grønne indsatser: Grønne Ildsjæle, Pilotprojekter om grøn omstilling, Grønne partnerskaber, Formidlingsaktiviteter og undersøgelser (33 mio. kr.)

Besparelserne i forhold til borgernes årlige betaling af over 40 mia. kr. i energi- og PSO-afgifter

I vurderingen af disse besparelser, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1.september, har oplyst, at Danmark bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren om årligt. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året.

Sagkundskabens opfattelse

Hvis vi ikke alene skal forlade os på ordførernes ”mavefornemmelser” – hvad er så sagkundskabens opfattelse? De Økonomiske Råd forholdt sig i Vismandsrapporten Økonomi og Miljø i 2014 til dansk klima- og energipolitik. Vismændene tilkendegav i klare vendinger, at dansk enegang ikke anbefales. Hvis man alligevel af politiske grunde måtte ønske mere ambitiøse målsætninger, burde den særlige danske indsatser fokusere på den ikke-kvoteomfattede del af økonomien.

Den danske enegang er altså uden effekt!

Årsagen er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi, VE, i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas finder sted inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Den stigende anvendelse af VE reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter. Disse kvoter kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan.

Igen:Dansk enegang uden effekt

Selvom støtten udgør over 7 mia. kr. om året finansieret over PSO-afgiften, er indsatsen altså virkningsløs i forhold til den globale klimaudfordring.

Hvorfor skal vi partout forfølge særlige danske målsætninger? Er EU-målsætningerne ikke gode nok?

På mødet i Det Europæiske Råd 23. – 24. oktober 2014 fastlagde stats- og regeringscheferne følgende klima- og energimål for EU for 2030:

• EU skal i 2030 have reduceret CO2-udledningen med 40 procent i forhold til udslipniveauet i 1990. Målet fordeles på nationalt niveau.
• Mindst 27 procent af EU’s energiforbrug skal komme fra vedvarende kilder. Målet er bindende og på EU-niveau.
• EU skal være mindst 27 procent mere energieffektiv. Målet er på EU-niveau og kun vejledende.
• 15 procent af et lands energiforsyning skal kunne eksporteres eller importeres. Dette mål er vejledende.

Vurdering af målsætningerne

Igen – mavefornemmelser er godt – men hvad mener sagkundskaben? De miljøøkonomiske vismænd har også forholdt sig til EU’s klima- og energimål. Det vurderes som positivt, at EU har fokus på og sætter mål for drivhusgasreduktionen i 2030, og ikke på delmål som VE-andelen. Det vurderes derfor som hensigtsmæssigt, at der ikke er landefordelte VE-mål. Det er positivt, at landene har mulighed for at foretage reduktionen så omkostningseffektivt som muligt.

COP 21

Connie Hedegaard og de andre kritikere henviser til USA og andre lande, der hæver klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de af Finansministeriet foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.

Anatolien, Illiaden, Odysseen og Æneiden

Et kort besøg i Istanbul, Tyrkiet (i øvrigt samtidig med Angela Merkel) fremkalder mindelser om de fantastiske begivenheder, der ifølge Herodot m.fl. skulle have udspillet sig i og omkring Troja og senere udødeliggjort af Homer og endnu senere af Vergil.

Troja

Byen Troja (også kaldet Ilion) lå i Anatolien i det nuværende Tyrkiet tæt ved Dardanellerstrædet, det smalle stræde mellem Europa og Asien i det nordvestlige Tyrkiet. Det 61 km lange stræde forbinder det Ægæiske Hav med Marmarahavet og er således en del af forbindelsen mellem Sortehavet og Middelhavet. I 1870erne udgravede den tyske arkæolog Heinrich Schliemann området. Senere udgravninger afslørede flere byer bygget i række. En af de tidligere byer (Troja VII) bliver ofte udlagt som Homers Troja. Selvom det er omdiskuteret, er området blevet identificeret som byen Wilusa, kendt fra hittitiske tekster; Ilion menes at være den græske udgave af det navn.

Illiaden og den trojanske krig

Det antikke Grækenlands historikere placerede den trojanske krig forskelligt i det 12., 13., eller 14. århundrede f.Kr., men normalt antages det, at Illiaden foregår omkring år 1200 f. Kr., cirka 200 år før den blev skrevet. I Illiaden beskriver Homer krigen mellem grækerne og Troja med kong Priamos og hans to sønner prins Paris og prins Hektor på den trojanske side. Det er Paris, der nedkalder en frygtelig krig over Troja, da han bortfører den skønne Helene fra Menelaous, konge af Sparta, til Troja. Den forsmåede ægtemand sværger hævn og medbringer foruden krigsskibe og en frygtindgydende hær sin bror Agamemnon, Odysseus og superhelten Achilleus, hvis evner på slagmarken kan vende krigen. I Iliaden slog achaierne (grækerne) lejr ved floden Scamander (sandsynligvis nutidens Karamenderes). Byen Troja lå på en bakke på den anden side af Scamandersletten, hvor kampene i den trojanske krig fandt sted.

Hektors død

I den trojanske lejr forskanser kong Priamos sig med Paris, Helene og sin ældste søn Hektor, kronprins af Troja. Hektor var en formidabel kriger og dræbte under kampene mange grækere, heriblandt Achilleus’ bedste ven, Patroklos. Han bliver af denne grund udæsket til at duellere med Achilleus, der dræber ham og ovenikøbet skænder hans lig.

Æneiden og Aneas flugt fra Troja

Med på den græske side er også Odysseus, der finder på knebet med den trojanske hest. Vergil beskriver i Æneidens 2. sang hvordan Laokoon – en trojansk Apollon- og Poseidonpræst – der efter at grækerne tilsyneladende havde opgivet deres belejring af Troja, advarede mod at føre den træhest, som grækerne havde efterladt, ind i byen. Laokoons ofte citerede vers 49 i Æneidens 2. sang lyder: “timeo Danaos et dona ferentes” (Jeg frygter grækerne, også når de kommer med gaver).

Den Trojanske hest

Stemningen blandt trojanerne var delt, og Laokoon blev ved lodtrækning valgt til ved et offer til Poseidon at spørge om gudernes vilje. Midt under ofringen kom to slanger op af havet og kvalte Laokoon og hans to sønner på alteret. Dette varsel fik trojanerne til at træffe den skæbnesvangre beslutning at trække hesten ind bag de tykke bymure. Først da det er for sent, finder de ud af, at den er fyldt med soldater. Troja falder. Men Achilleus når ikke at nyde sejren: Paris hævner sin bror ved at ramme krigeren med en dødelig pil i hælen.

Roms grundlæggelse

I Æneiden får Æneas, der er søn af Anchises og selveste Afrodite/Venus, inden Trojas fald af den faldne Hektors spøgelse besked på at forlade Troja. Efter Hektors advarsel forlader Æneas sammen med sin far og lille søn Troja. Efter en længere rejse og herunder korte besøg i Kartago, hos Sibyllen og i Underverdenen kommer han til Latium (Italien) og de syv høje, hvor han efter at have besejret Turnus gifter sig med kong Latinus’ datter, Lavinia, og grundlægger Rom. Ifølge traditionen nedstammer både Romulus og Julius Cæsar fra Æneas.

On behalf of the EU German Chancellor Angela Merkel has offered Turkey financial aid and faster progress on negotiations to join the European Union in return for stemming the flow of migrants to Europe.

Har Tyrkiet nøglen til det europæiske flygtningeproblem?

Trods alle forsikringer om humanitære forpligtelser og modstand mod pigtråd og lukkede grænser er Angela Merkel og Francois Hollande tydeligvis rystede over den flodbølge af syriske flygtninge, der vælter ind i EU. Også mere rystede end de foregiver udad til. Det er ikke mange år siden, at Tyskland og Frankrig på et tidspunkt, hvor forhandlingerne om optagelse i EU, faktisk havde en gavnlig indflydelse på den interne demokratiseringsproces, i realiteten opgav Tyrkiet.

Pludselig er vi igen blevet gode venner med et stadig mere islamiseret Tyrkiet med en stadig mere enerådende præsident Recep Tayyip Erdoğan, der næsten ikke kan vente på en forfatningsændring, der vil udstyre Tyrkiets præsident med Putin-agtige beføjelser.

Francois Hollande er uden betydning, men efter Angela Merkels hurtige weekendbesøg hos Erdogan i Istanbul, skal EU nu støtte Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. Euro, opgive kravet om visum til tyrkiske rejsende og genoptage forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU. Der er samtidig ingen garantier for at Tyrkiet fremover vil fokusere på ISIS og situationen i Syrien og Irak frem for bestræbelserne på at eliminere den hjemlige kurdiske opposition. Mange har vanskeligt ved at forstå fornuften i at omfavne Tyrkiet netop nu – 2 uger inden et måske afgørende parlamentsvalg?

Merkels kattepine

Indrømmelserne fra Merkel kommer på et tidspunkt hvor der i stigende grad stilles spørgsmål til Tysklands muligheder for reelt at håndtere de mere end 10.000 flygtninge, der ankommer hver eneste dag. I Tyskland og andre lande vokser kravet om, at landenes humanitære indsats skal foregå i flygtningenes nærområder. Merkel har derfor behov for at overbevise om, at Tyrkiet, Libanon og Jordan er ”sikre” asyllande, der faktisk kan – og vil – klare den akkumulering af flygtninge, der vil blive tale om, hvis krigshandlingerne ikke finder en snarlig afslutning.

Tyrkiets forhold til Syrien

Siden begyndelsen af krigen i Syrien i 2011 har den tyrkiske ledelse haft det standpunkt, at den syriske præsident Bashar al-Assad bør gå af. Tyrkiet har samtidig tilladt, at ikke-syriske jihadister og ISIS-krigere stort set frit og uhindret har kunnet rejse gennem Tyrkiet og i et vist omfang benyttet Tyrkiet som base for R&R og lægebehandling, men har ellers været påfaldende passiv. Tyrkiet har dog ikke kunnet undgå at blive en mere aktiv del af krigen. Dels på grund af den massive flygtningestrøm på mere end to millioner. Dels på grund af Tyrkiets bekymringer for de kurdiske landvindinger i det nordlige Syrien og frygten for oprettelsen af en selvstændig kurdisk stat. De seneste tre måneder har Tyrkiet bombet kurdiske PKK stillinger i Tyrkiet og det nordlige Irak. PKK har samtidig rettet en bølge af angreb mod det tyrkiske militær og politi.

Merkels besøg i Istanbul

Ud over de håndgribelige gaver, Merkel den 18. oktober medbragte til Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul, kan besøget også opfattes som en håndsrækning til Erdoğan, der håber på at hans Justice and Development Party (AKP) vil generobre det absolutte flertal ved parlamentsvalget den 1. november 2015. Med et absolut flertal, kan Erdoğan afholde en folkeafstemning om en ændret forfatning med flere beføjelser til præsidenten. De tyrkiske vælgere beviste på den anden side ved valget i juni deres robusthed og opinionsundersøgelser tyder ikke på, at Erdoğan ved novembervalget kan påregne et jordskred til fordel for AKP.

Har EU reelle hensigter?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland.

Tillægsgevinst?

Der kan være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Er EU-projektet truet?

Til forsvar for Angela Merkel kan også anføres det ansvar, hun føler for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet de andre problemer EU har: Grækenland, Euro-krisen, Ruslands intervention i Ukraine og truslen om britisk udtræden af EU. Hvis flygtningeinvasionen ikke stoppes ville EU-modstanden vokse og samtidig ville der også komme en voksende belastning af de offentlige budgetter. Hvis Merkel ikke hurtigt får repareret den afstand, som flygtningesituationen har fremkaldt i forhold til de østeuropæiske lande, kunne EU’s tysk-definerede sanktionspolitik i over for Rusland også komme i fare.

Den urimelige kommunale udligning I disse dage lægger mange kommuner sidste hånd på budgettet for det kommende år. Budgetaftalerne stiller store krav til kommunalpolitikernes forligsevner, og heldigvis er der i mange kommuner tale om brede aftaler om forhold, der ikke kun berører kommunens egne borgere. Også i Gentofte er borgmester Hans Toft og et stort flertal i kommunalbestyrelsen nået til enighed om kommunens budget for det kommende år. Selvom det igen er lykkedes at holde indkomst- og ejendomsskatterne i ro, giver det for skatteborgerne skår i glæden, at Gentoftes borgere igen i 2016 skal understøtte kommuner, hvor borgerne som følge af et lavere pris- og omkostningsniveau ofte har et betydeligt højere rådighedsbeløb. Udligningen koster kommuner dyrt Det kan ikke være meningen, at fattige Gentofte-borgere på den måde tvinges til at støtte rige borgere i andre kommuner. Gentofte Kommunes samlede nettoudgifter til udligning er 1.619 mio. kr. i 2016. Reelt er kommunens bruttoudgift til udligning til andre kommuner på ca. 2,5 mia. kr., hvis der medregnes, at Gentofte Kommune mister et betydeligt bloktilskud som følge af udligningen. Mange borge har samtidig svært ved at forstå, at en bureaukratisk statslig beskæftigelsesreform, der sænker refusioner for forsørgelsesydelser, betød, at udligningen i 2016 blev yderligere strammet med forhøjelse af grænsen for overudligning fra 92 til 93 pct., hvilket indebærer, at det højere udligningsniveau har gennemslag for bl.a. Gentofte. De samlede konsekvenser af refusions- og udligningsreformen er indregnet i Gentofte Kommunes budget for 2016 med et samlet tab på 10 mio. kr. Formålet med den mellemkommunale udligningsordning er angiveligt at Christiansborg vil sikre, at uanset kommunernes egne ønsker skal kommuner med forskellige underliggende vilkår, have mulighed for at tilbyde omtrent samme serviceniveau uden for store forskelle i skatteprocenter. Udligningen virker ikke Selvom flere justeringer af det kommunale udligningssystem de senere år har trukket i retning af at omprioritere midler fra større bykommuner til yderkommuner og landdistriktskommuner, er der intet der tyder på at det mellemkommunale udligningssystem har nogen varig effekt på de økonomiske forskelle, der kan konstateres mellem forskellige kommuner. De økonomiske vismænd, der i foråret 2015 nøje vurderede forskellige muligheder for at fremme den økonomiske udvikling og beskæftigelsen i yderområder, fandt da heller ikke anledning til at anbefale kommunale udligning som et brugbart instrument. Det kommunale selvstyre undermineres I sidste ende må det være op til det kommunale selvstyres politiske prioritering, hvilket serviceniveau, der skal tilbydes i den enkelte kommune. Der bør være plads til, at nogle kommuner ønsker et relativt lavt beskatningsniveau og et tilhørende lavt offentligt serviceniveau, mens der i andre kommuner vil være ønsker om det modsatte. Det nuværende udligningssystem, betyder, at der fra Christiansborg gennemtvinges en urimelig omfordeling af skatteborgernes midler, der ikke kun berøver kommunerne incitamenter til at fremme den lokale indkomstskabelse, men også mindsker behovet for lokale politiske prioriteringer vedrørende skat og service.

Omstillingsparathed i centraladministrationen.

Regeringens beslutning om at udflytte 3.900 statslige arbejdspladser fra København stiller store krav til embedsmændenes omstillingsparathed. I NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet skal omkring 390 – cirka halvdelen – af medarbejderne i København flyttes til Augustenborg Slot på Als.

Krisehjælp

Ifølge direktør Jette Petersen, som bliver i København men må finde sig i lejlighedsvis at besøge Als, havde man ved annonceringen af udflytningen sørget for krisepsykologer, hvis nogen skulle have behov for hjælp, og styrelsens egne arbejdsmiljøkonsulenter og psykologer var også til stede. Der foreligger ikke oplysninger om hvor mange medarbejdere, der rent faktisk havde brug for ilt, konsulenthjælp og psykologbistand. Det ville dog være naivt at tro, at forandring ikke altid har været et grundvilkår i den danske centraladministration.

Landbrugsministeriet

Når vi nu er begyndt i NaturErhvervstyrelsen, kan Landbrugsministeriets brogede historie passende illustrere min pointe: Frem til oprettelsen af Landbrugsministeriet den 22. maj 1896 lå både landbrugets og fiskeriets anliggender trygt og godt i Indenrigsministeriet. Med Landbrugsministeriets etablering blev begge erhvervs interesser varetaget hér, med undtagelse af en kort pause i perioden 1929-35, hvor Landbrugsministeriets Fiskeridirektorat var overflyttet til et nyt ministerium for søfart og fiskeri. I 1935 blev Fiskeridirektoratet igen henlagt under Landbrugsministeriet, der fik navnet Ministeriet for Landbrug og Fiskeri og her lå varetagelsen af fiskeriets interesser indtil den 13. november 1947, hvor Fiskeriministeriet blev oprettet som selvstændigt ministerium. Landbrugsministeriet var i disse år præget af ro og ordentlighed. De ministerielle embedsmænd følte sig nok noget hævet over ministeriets klienter, og man ansatte ikke hvem som helst. Da en ung håbefuld landbrugskandidat søgte en sekretærstilling i ministeriet, blev han afvist. Med anmodning om en nærmere begrundelse med oplysning om, at cand.agro faktisk var anerkendt som en akademisk uddannelse – ovenikøbet inden for ministeriets jordbrugsmæssige virkefelt – fik han det svar, at man jo ej heller i Justitsministeriet ansatte tugthuskandidater! Landbrugskandidaten måtte herefter læse et par år mere og først med en pæn, men ikke prangende eksamen som cand.polit kunne han endelig ansættes i ministeriet. De to ministerier fungerede uafhængigt af hinanden og i relativ ro i næsten 50 år indtil et sand reorganiseringsraseri greb Landbrugsministeriet i begyndelsen af 90’erne. Raseriet havde muligvis sammenhæng med at ministeriet havde fået en ny energisk departementschef, der ikke vidst noget som helst om landbrug, men med en baggrund som finmekaniker og ansættelse i Administrationsdepartementet havde interesse i administrative reorganiseringer. Til en start blev en lang række forsknings- og forsøgsstationer nedlagt, sammenlagt og flyttet rundt. Af de helt store reorganiseringer kan nævnes at Statens Husdyrbrugsforsøg blev sammenlagt i Foulum med Statens Planteavlsforsøg under navnet Danmarks JordbrugsForskning.

Landbrugs- og Fiskeriministeriet

Senere – den 27. september 1994 – blev Landbrugs- og Fiskeriministerierne lagt sammen til Landbrugs- og Fiskeriministeriet med yderligere utallige om-rokeringer til følge. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Fødevareministeriet) blev oprettet den 30. december 1996. I den forbindelse blev Levnedsmiddelstyrelsen, der indtil da lå under Sundhedsministeriet, lagt sammen med Veterinærdirektoratet under det nye Fødevareministerium, og ændrede navn til Veterinær- og Fødevaredirektoratet – Fødevarestyrelsen fra 2004.

NaturErhvervstyrelsen

NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet har en tilsvarende tumultarisk historie. FødevareErhverv blev skabt ved sammenlægningen af Strukturdirektoratet og det dysfunktionelle EU-Direktoratet i 2000. Strukturdirektoratet boede i Toldbodgade i København med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Filialen i Tønder blev ikke berørt, men personalet i Toldbodgade måtte flytte til Nyropsgade. NaturErhvervstyrelsen blev etableret 1. oktober 2011 ved sammenlægning af FødevareErhverv, Fiskeridirektoratet og dele af Plantedirektoratet. Styrelsen har siden 2011 haft til huse i Nyropsgade i det centrale København og med en lille filial i Tønder i Sønderjylland. Fiskeridirektoratets medarbejdere måtte flytte fra hovedkontoret på Langelinie Allé i København, mens Plantedirektoratets medarbejdere måtte flytte fra grønne omgivelser i Lyngby nord for København.390 af de ansatte i NaturErhvervstyrelsen skal inden for de næste to år flytte arbejdsplads til Sønderjylland. 370 af de ansatte skal flytte til Augustenborg, mens 20 skal flyttes til styrelsens Tønder-filial.

Fra psykopatklubben

De 370, der skal flytte til Augustenborg, skal have til huse i et tidligere psykiatrisk hospital, som først skal bygges om, før man kan huse det nye driftscenter, der skal varetage opgaver med support, tilskud og kontrol. Derfor er forventningen også, at flytningen bliver realiseret i løbet af 2017. Hvis der måtte være medarbejdere i NaturErhvervstyrelsen, der i øjeblikket er frustrerede over fremtidsudsigterne, kan man trøste sig med at tidligere ansatte i ministerområdet også har været udsat for forandringer. For de særligt berørte, kan man anbefale læsning af departementschef Erik Ib Schmidts erindringer: ”Fra psykopatklubben”. Det kan være en trøst at konstatere, at også i ”de gode gamle dage” var der undertiden meget besynderlige forhold i den danske centraladministration.

Den vigende tilslutning til Det Konservative Folkeparti

De Konservative syntes at være inde i en dødsspiral. Ifølge meningsmålingerne daler tilslutningen og spærregrænsen truer. Hver dag har sine udmeldelser af partiet, og debatten raser på de indre linjer. På Christiansborg har gruppen med den uerfarne Søren Pape i spidsen åbenlyst vanskeligt ved at kommunikere og fastholde en troværdig konservativ linje. Det sejler, og midt i debatten om behovet for at fastfryse den stigende grundskyld, glemmes den uretfærdige udligningsskat fuldstændigt. Kommunal udligning Jarlov, Mikkelsen og Abildgaard er tydeligvis ikke lykkedes med at overbevise Pape, Khader og Mercado om det ubetinget nødvendige i, at det uretfærdige mellemkommunale udligningssystem ændres. Systemet betyder, at kommuner som Gentofte, der administreres med rettidigt omhu, må opkræve skatter for at understøtte mindre veldrevne kommuner. Det betyder også, at f.eks. Gentoftes borgere skal understøtte kommuner, hvor borgerne som følge af et lavere pris- og omkostningsniveau ofte har et betydeligt højere rådighedsbeløb. Det kan ikke være meningen, at fattige Gentofte-borgere på den måde tvinges til at støtte rige borgere i andre kommuner. I 2016 er Gentofte Kommunes samlede nettoudgifter til udligning på 1.619 mio. kr. Reelt er kommunens bruttoudgift til udligning til andre kommuner på ca. 2.500 mio. kr., hvis der medregnes, at Gentofte Kommune mister et betydeligt bloktilskud som følge af udligningen. Forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS, har dokumenteret, at udligningen mellem kommunerne er drevet så vidt, at de ”fattigste” kommuner kan opretholde et serviceniveau, som er højere end de mest velhavende kommuner. Det værste er dog, at det nuværende udligningssystem ikke indeholder incitamenter til at effektivisere driften og fremme indkomstskabelsen i kommuner med begrænset skattegrundlag. Tilslutningen i Nordsjælland Selv efter det katastrofale juni-valg har Det Konservative Folkeparti stadig trofaste støtter i såkaldte ”velhavende” kommuner som Gentofte – men kun så længe partiet lytter. Mange Konservative har svært ved at forstå, hvorfor det var så vigtigt, at partiet for nylig skulle bidrage til en bureaukratisk beskæftigelsesreform, som ovenikøbet betød at udligningsniveauet øges. Reformen betød, at som led i en generel sænkning af refusioner for forsørgelsesydelser, blev udligningen strammet fra 2016 med bl.a. en hævning af lands-udligningen fra 58 til 61 pct., udligningsprocenten for hovedstadskommuner blev øget fra 85 til 88 pct. og grænsen for overudligning blev samtidig forhøjet fra 92 til 93 pct., hvilket indebærer, at det højere udligningsniveau har gennemslag for bl.a. Gentofte. De samlede konsekvenser af refusions- og udligningsreformen er indregnet i Gentofte Kommunes budget for 2016 med et samlet tab på 10 mio. kr. Værre er det, at partiet med aftalen allerede for 2016 og 2017 har solgt ud af partiets principielle holdning. Med partiets tilsagn til kommissoriet for Finansieringsudvalget vedrørende tiden fra 2018, kan man frygte, at vi i realiteten har opgivet nogensinde at få ændret i et Kafkask kommunalt udligningssystem. Den markante kandidat ved Folketingsvalget i Nordsjælland, Pernille Vermund, er sammen med flere andre skredet. Ballerup-kandidaten, Mads Holger, er smidt ud af partiet og det må antages at en kerne af hans tilhængere har fulgt ham. Det paradoksale er, at de tilbageværende prøver at rykke sammen og slå hårdt ned på andre oppositionelle tendenser. I det omfang det lykkes betyder det, at alle nye ideer og partiets politikudvikling går helt i stå – og spiralen mod spærregrænse og glemsel fortsætter. Det er hjerteskærende at se den gamle partileder, Poul Schlüter, på den ene side være loyal over for den nuværende ledelse, og på den anden side nærmest med tårer i øjnene kommentere Det Konservative Folkepartis sørgelige nedtur. Det kommende Landsråd den 24. oktober i Herning kan meget vel være en skelsættende begivenhed i partiet, der kan give en indikation på om partiet overhovedet har en fremtid. På en måde kan der være en vis logik i at netop Det Konservative Folkeparti lukker og slukker i 100-jubilæumsåret. Finanslovsforhandlingerne Partiet, dvs. den uhomogene 6-mands folketingsgruppe med bistand fra en partisekretær og et sekretariat, der fuldstændig har mistet orienteringen, prøver nu at markedsføre ”tryghed for familien” som ledetråden i partiets forhandlinger om finansloven for 2016. I stedet for stop-kampagnens fokusering på ”nazi-islamisme” og andre mærkværdigheder, forsøges der nu at argumentere for, at lavere grundskyld, styrket forsvar og bedre rammevilkår for erhvervslivet tager udgangspunkt i værdierne om at skabe tryghed for familien. Javel, men hvis ikke partiet opnår imødekommelser på topskatten, en ny planlov og ændringer i den kommunale udligning er der mange flere, der falder fra. Foreløbig har partiet måttet konstatere, at man ikke kom igennem med en skatteborger-finansieret videreførelse af fritagelsen for registreringsafgift for el-biler. Om det lykkes partiet at forhindre regeringens bebudede besparelser på udviklingsbistanden og grønne initiativer er ligeledes tvivlsomt. Vi er i øjeblikket vidne til partiets totale marginalisering – og hvorfor ikke? Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Thulesen Dahl har brug for en impotent, men løs, konservativ kanon på det borgerlige fordæk.