Midt i bekymringerne over situationen i Mellemøsten, flygtningepres og terrortrusler er der for lidt fokus på Danmarks økonomiske problemer.

Kendsgerningen er desværre, at mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter. De seneste fire år har Danmark haft en historisk lav økonomisk vækst på 0,5 pct. om året – i alt to pct. på fire år. Men da befolkningen i samme periode et vokset med to pct., har økonomien for den gennemsnitlige dansker været fuldstændig fastfrosset.

Ser vi på landene omkring os, og de lande vi ynder at sammenligne os med, så har de fået deres BNP tilbage på sporet og over niveauet fra før finanskrisen. Danmarks BNP pr. indbygger ligger stadig under niveauet før krisen i 2008-9. Hvis vi igen ser på den gennemsnitlige dansker, er hun i dag fattigere end hun var før krisen!

Fremadrettet er økonomien heldigvis ikke gået helt i stå. Nationalbanken skønner faktisk en bekeden vækst på omkring 2 pct. i 2015, 2016 og 2017. Hvad er det så, der ligger bag den beherskede vækst? Det er ifølge Nationalbanken 3 forhold:

• olieprisens fortsatte fald, • den lavere rente og • svækkelsen af den effektive kronekurs.

De tre forhold yder hvert deres lille bidrag til at sætte ekstra skub i økonomien. Både den relativt billige olie og den lave rente øger de disponible indkomster – og dermed husholdningernes mulighed for at forbruge. Og en lavere effektiv kronekurs forbedrer den danske konkurrenceevne.

Arbejdsudbuddet

På den positive side, er ledigheden faldet. I oktober 2015 var der ifølge Danmarks Statistik 120.400 bruttoledige, svarende til en ledighedsprocent på 4,5 pct. Desværre er det begrænsede opsving geografisk ujævnt, og kun i Københavnsområdet er beskæftigelsen i dag på et højere niveau, end før krisen ramte Danmark.

Samtidig har der været en kraftig stigning i antallet af borgere, der er helt afhængige af indkomst fra det offentlige. I øjeblikket har 3.029.994 borgere deres indkomst fra det offentlige. Det svarer til at 70 pct. af den samlede danske befolkning over 18 år på ca. 4.300.000.

Det samlede tal på 3.029.994 fremkommer som summen af 816.000 personer på overførselsindkomst, 327.000, der er på SU, 1.059.000 folkepensionister og 827.994 personer ansat i det offentlige.

Den lave arbejdsløshed og det begrænsede arbejdsudbud er samtidig en kilde til alvorlig bekymring. Danmarks Nationalbank og De Økonomiske Vismænd vurderer, at med en ledighedsprocent på 4,5 pct. er vi meget tæt på ledighedens strukturelle niveau. Det vil sige, at vi meget snart især i hovedstadsregionen vil stå over for flaskehalsproblemer og decideret mangel på arbejdskraft.

Der syntes at være bred politisk enighed om, at den væsentligste del af et øget arbejdsudbud skal komme fra de mange offentligt forsørgere, der i dag står uden for arbejdsstyrken.

De alternative muligheder for at øge udbuddet er begrænsede: Udbuddet kan også øges, såfremt flere vælger at blive lidt længere på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension, men ellers vil vi være henvist til at få dækket landets behov for arbejdskraft udefra.

Regeringens udfordring

Venstre-regeringen står derfor over for en kolossal udfordring. Hvad skal der til for at ”vende kajakken”, genskabe borgernes og virksomhedernes tillid til fremtiden og dermed øge efterspørgsel, investeringslyst, beskæftigelse og arbejdsudbud?

Skatte- og afgiftstrykket

På det overordnede plan er det afgørende indsatsområde den offentlige sektor. Udgifterne på 1.100 milliarder kr. beslaglægger hvert år 56 pct. af det samlede BNP. Sektoren finansieres gennem et uhyrligt og kvælende skatte- og afgiftstryk på husholdninger og virksomheder samt ved gældsstiftelse, hvor regningen efterlades til vores efterkommere. Dansk vækst og dermed det private erhvervs eksistensgrundlag er historisk presset af en dyr og samtidig pinligt ineffektiv offentlig sektor. Dagligt bliver vi konfronteret med oprørende eksempler på frås med offentlige midler, og håbløs inkompetence i SKAT og andre offentlige myndigheder.

Det er ikke kun personskatterne, der er problemet. Energiafgifter på over 50 mia. kr. blokerer for vækst og beskæftigelse. Erhvervsorganisationer og fagbevægelsen raser med rette over, at PSO- og energiafgifter afskærer virksomhederne for at udnytte de lavere energipriser og over belastningen af konkurrenceevnen. Den aktivistiske energi- og klimapolitik, som det grønne alternativ ihærdigt har prøvet at gennemtvinge, fører til forringet konkurrenceevne, lavere vækst og højere el- og varmepriser. Ydermere finansieres en voksende andel af de grønne aktiviteter af PSO-afgiften uden om Finansloven. Det bemærkes, at her taler vi ikke om pebernødder. I den seneste fremskrivning forventes PSO-regningen frem til 2020 at blive på mindst 60 mia. kr.

Skatte- og afgiftstrykket i kombination andre høje omkostninger og en generel mangel på konkurrence betyder at danskerne må leve med et prisniveau der ligger 39 pct. over EU-gennemsnittet.

Reduktion af de offentlige udgifter

Der er altså ingen vej udenom – de offentlige udgifter skal reduceres og skatte- og afgiftstrykket lempes. 0-vækst er ikke nok – der skal før eller siden gennemføres ganske drastiske reduktioner og omprioriteringer. Selvom det er selvindlysende og erkendt i vide kredse, bliver regeringens spage initiativer til at begrænse de offentlige udgifter mødt med kritik fra stort set alle sider. Når regeringen sparer på udenrigsministeriets rammer og på udviklingsbistanden karakteriseres det straks som uansvarligt – ikke kun af de sædvanlige kredse i det såkaldte ”bistandsmiljø”, men også fra erhvervsvirksomheder og påstået borgerlige partier. Når de voldsomme ambitioner – og omkostninger – på energi- og klimaområdet modereres, bliver det straks mødt af et ramaskrig fra klimaaktivister, men så sandelig også fra tunge erhvervsvirksomheder. Det mest bizarre er, at påståede borgerlige partier ligeledes advarer mod besparelser på den offentlige sektor!

Hvis ikke danske erhvervsvirksomheder og organisationerne helhjertet, entydigt og stærkt indgår i debatten med klare krav til politikerne om at skabe bedre vækstbetingelser på det private marked, har fortalerne for en voksende offentlig sektor for let spil.

Diskussionen om topskatten

Ifølge tænketanken CEPOS betaler næsten en halv million danskere topskat, og masser af mennesker i almindelige job kommer over topskattegrænsen på 467.300 kr. Hvor rimeligt er det, at over 5.200 sygeplejersker og 5.000 skolelærere rammes af topskatten og betaler en marginalskat på godt 56 pct. til staten. Det samme gælder 2.700 lastbilchauffører, 1.685 pædagoger og 220 skraldemænd. Topskatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr. betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere. Statens provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr. i 2015.

Hvem er overhovedet tilhænger af topskat?

Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås. Tilhængerne af skattesystemets fordelingspolitiske rolle findes især på den politiske venstrefløj. Ofte er tilhængerne også enig i dogmet om, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”. Der mindes om, at borgerne hvert år på den ene eller anden måde skal betale næsten 1.100 mia. kr. for at dække de monstrøse offentlige udgifter. Danmark har dermed sikret sig en kedelig verdensrekord i skattetryk! I forvejen skal danskerne finde sig i verdens højeste energi- og varmepriser og et generelt prisniveau, der ligger 39 pct. højere end EU-gennemsnittet.

Modstanderne af topskatten henviser i den offentlige diskussion ofte til at skatten hæmmer mulighederne for igen at få gang i vækst og beskæftigelse. Det anføres ofte, at det er nødvendigt at øge ”arbejdsudbuddet”. Hensynet til arbejdsudbuddet indgår både i diskussionerne om kontanthjælp, integrationsydelse og dagpengesystemet, men også om det danske skattesystem.

Erhvervsorganisationer, fagøkonomer og en række borgerlige partier syntes at være enige om, at ikke mindst den såkaldte ”topskat” hæmmer udbuddet af relevant og kvalificeret arbejdskraft. Når skatteskruen og marginalskatten øges formindskes incitamentet til at arbejde.

Effekten på udbuddet af arbejdskraft kan illustreres ved følgende eksempel: Et konkret tilbud om et nyt job med mere ansvar, en bedre pensionsordning, en del mere i løn, men også udsigten til en del mere arbejde, mindre fritid og mange flere rejsedage, blev afslået. Til trods for, at stillingen indebar et stort avancement, blev tilbuddet afslået, fordi topskatten ville æde store dele af den økonomiske kompensation for det ekstra ansvar, de flere arbejdstimer og de mange rejsedage.

Folketinget har lavet undtagelser for udlændinge

Selvom Socialdemokratiet stadig klynger sig til omfordelingspolitikken og fnysende afviser lempelser i topskatten, har dobbeltmoralen gode kår. Et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet har for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. En række nøglestillinger i erhvervslivet kan som følge af skatteforholdene ikke besættes med kvalificerede personer. Folketinget har indset, at med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det vil samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og i stedet besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge. Ordningens betydning for forskningen er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 70.600 kr. + bidrag til ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på knap 32 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet. Søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, kan ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Baggrunden er, at allerede i 1980erne stod rederierne, over for valget om enten at udflage eller finde andre veje til at bevare konkurrenceevnen. Selv Socialdemokratiet kunne dengang indse, at det danske system ikke passede i en globaliseret verden, og resultatet blev det internationale skibsregister, som tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte. Alligevel må vi i dag konstatere, at danske skibe i høj grad er bemandet med udenlandsk arbejdskraft. Det lykkedes dog at beholde rederierne i Danmark. I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 er mobile borerigge blevet omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Der var oprindelig pres for at også vindmølleskibe og andre offshore-skibe skulle omfattes, men udgangen blev altså alene mobile borerigge. Konsekvensen vil være, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning. Fremover vil borerigge i stedet for udflagning til Singapore fortsat kunne operere under dansk flag og dermed fastholdes en række ledelses- og planlægningsarbejdspladser i Danmark. Ligesom i handelsflåden er der til gengæld ingen garanti for at bemandingen fremover vil ske med fortrinsvis dansk arbejdskraft.

Behov for beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande

Topchefen for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, siger til Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”. Kan Venstre-regeringen levere en mindre marginalskat? Regeringen har meddelt, at Folketingets partier i foråret 2016 vil blive indbudt til skatteforhandlinger. Skattelettelser står ikke øverst på Dansk Folkepartis ønskeliste. Som bekendt har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fuldstændig afvist lempelser i topskatten, men er måske mindre afvisende over for en vis forhøjelse af indtægtsgrænsen.

Liberal Alliance

Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti lagde pres på Venstre, da regeringen blev dannet, og det endte med, at det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, at ”regeringen (har) en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere”. Liberal Alliance har nærmest gjort støtten til regeringens fortsættelse betinget af, at topskatten bliver sat ned med 5 procentpoint ved forårets skatteforhandlinger. Selvom partiet har ry for at gø mere end det bider, bør regeringen tage sig i agt i denne sag.

Det Konservative Folkeparti

Ledelsen i Det Konservative Folkeparti syntes p.t. at foretrække at snakke om flygtninge, vandløb og klimamålsætninger. Partiets principielle holdning som fastlagt af partiets Landsråd er dog helt klart en fuldstændig afskaffelse af topskatten.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti tillægger øjensynlig ikke skatten den store betydning. Foreløbig betvivler partiet, at der er økonomisk råderum til skattelettelser og i givet fald bør lettelser ydes i form af lettelser i bunden og ikke på topskatten. Dansk Folkeparti har imidlertid mange gange demonstreret forbavsende fleksibilitet såfremt, partiet får indrømmelser på andre områder – f.eks. i form af en stram grænsekontrol.

Behov for borgerligt sammenhold

I den standende diskussion, hvor der langt ind i regeringen og blandt dens borgerlige støttepartier er stor uenighed om betydningen af skat, kan der være grund til at minde om fortiden. I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset. Hvis det ikke lykkes at skabe et tilsvarende sammenhold på skatteområdet mellem Folketingets blå partier, ser det ikke godt ud. Konsekvenserne kender vi desværre allerede: De danske skatteborgere vil fortsat skulle lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst vil forblive i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen. Regeringen er en mindretalsregering, og undertiden må der slås af på den ideale fordring for at nå en politisk aftale. Spørgsmålet er, om hvilke konsekvenser det vil få, hvis Venstre ikke kan levere på løftet om at sænke skatten på den sidst tjente krone? Folketingsvalg igen i 2016?

Fødevare- og landbrugssektoren er af afgørende betydning for Danmarks eksportindtjening. I 2014 blev der eksporteret for 148 mia. kr. Det svarer til omkring en fjerdedel af Danmarks vareeksport. Med turbulente internationale markeder er der samtidig behov for at bevare fokus på eksportindsatsen, og herunder at styrke arbejdet med at åbne adgang til nye markeder. Her er Danmarks høje niveau for fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd vigtige konkurrenceparametre for danske fødevarevirksomheder. Fødevaresektoren er med 140.000 ansatte også af stor betydning for beskæftigelsen – ikke mindst i dele af landet, hvor udbuddet af arbejdspladser er begrænset.

Aftale

Venstre-regeringen, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har lige før jul indgået en aftale om en omfattende fødevare- og landbrugspakke. Partierne er med aftalen enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare- og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø. Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken bidrager samlet set med godt 1 mia. kr. i strukturelt BNP og et løft i miljøtilstanden i 2021. Hele aftalen kan læses her. Med fødevare- og landbrugspakken sikres væsentlige strukturelle forbedringer for landbruget. Det medvirker til at skabe bedre mulighed for, at landbruget kan arbejde sig ud af krisen og dermed danne grundlag for en sund og mere bæredygtig finansieringssituation. Dette vil også give et forbedret grundlag for, at erhvervet kan foretage de nødvendige investeringer i vedligehold og udvikling af produktionsapparatet. Nødvendigt at sikre fiskeri, landbrugs- og fødevareerhvervene bedre rammer Venstre-regeringen markerede fra begyndelsen, at den ville sikre en fornuftig balance mellem på den ene side miljø- og naturhensyn og på den anden side landbrugets og fødevareklyngens – herunder fiskeriets – udviklingsmuligheder. Derfor blev opgaverne samlet i et Miljø- og Fødevareministerium med den erfarne Eva Kjer Hansen i spidsen. Kritik af den tidligere regerings landbrugspolitik Det var ifølge landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer og fiskeriets organisationer på høje tid, at der blev gjort noget. Den tidligere regerings landbrugspolitik var i realiteten ikke-eksisterende. Skiftende fødevareministre levede ikke op til deres egentlige opgave: at skabe gode rammer for et udviklings- og vækstorienteret fødevareerhverv, forvalte naturressourcer ansvarligt og højne fødevaresikkerhed, forbrugernes valgmuligheder og sunde kostvaner. I fødevareerhvervene havde der været voksende utilfredshed med, at socialdemokraterne Mette Gjerskov og Dan Jørgensen ikke passede deres arbejde, men var mere optaget af alle mulige andre gøremål. Eksemplerne er mange: Gjerskov var alene optaget af økologi og hundelovgivning, og Dan Jørgensen definerede sig selv som madminister og modstander af dyresex. Dan Jørgensen manifesterede sin fynske madinteresse med etableringen af en ”Måltidstænketank”, og han belærte danskerne om, at vi burde spise ”sammen”, ”sundt” og på en måde, der ”redder” verden. Dan Jørgensen tog også initiativ til med et betydeligt forbrug af offentlige midler at kåre danskernes ”nationalret”. Jørgensen markerede sig desuden med en ny handlingsplan for lyst- og fritidsfiskeri og et forbud mod brug levende agnfisk. Samtidig har vi kunnet ærgre os over, at Dan Jørgensen i sin ministertid var helt uinteresseret i fødevareerhvervenes muligheder for at bidrage til vækst, eksportindtjening og beskæftigelse i det danske samfund. Vi blev tvunget til at følge selfies af en fødevareminister, der var mere optaget af spisevaner og nationalretter, mens folk led af fødevarebårne sygdomme. Vækstpakke ikke implementeret Mens Dan Jørgensen var fraværende udviste Vækst- og erhvervsminister Henrik Sass Larsen faktisk større interesse for fødevareerhvervenes udviklingsmuligheder. Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgik den 2. april 2014 en aftale om en vækstplan for fødevarer. Aftalen omfattede en række konkrete initiativer for at sikre en bæredygtig udvikling i det danske råvaregrundlag samt styrke landbrugets og fødevaresektorens konkurrenceevne. Desværre blev aftalen aldrig implementeret. Kontrollen med levnedsmidler Der bør også mindes om, at problemet med husdyr MRSA voksede sig stort i Dan Jørgensens ministertid. Smittespredningen fra dyr til mennesker blev et meget alvorligt problem, og omfanget af MRSA i husdyrbesætninger er voksende, og multiresistente bakterier er en stor udfordring for sundhedsvæsenet. På fødevareområdet er fødevaresikkerheden samtidig truet af campolybacter, listeria og salmonella. Dan Jørgensen burde fra dag 1 have koncentreret sig om at få levnedsmiddelkontrollen og Fødevarestyrelsen til at fungere. Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen må i flere år have haft viden om, at der overhovedet ikke er sammenhæng mellem levnedsmiddelkontrollens faktiske intensitet og det reelle behov. Nedlæggelsen af Fødevareministeriet som selvstændigt ministerium er en logisk konsekvens af den politisk negligering af landbrugs- og fiskeripolitikken. Venstre og borgerlige partiers politiske aftale Allerede den 25. november 2014 blev det i 16 punkter konkretiseret, hvad Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti efter regeringsskiftet ville gøre for at forbedre erhvervenes rammevilkår og styrke konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Den nye aftale, som også støttes af Liberal Alliance, omfatter 30 konkrete initiativer, der vil skabe jobs i egne af Danmark, der virkelig trænger og bidrage til at bevare slagterijobs i Danmark. Aftalen omfatter initiativer på følgende områder: · Bæredygtigt grundlag · Øget råvaregrundlag · Styrket konkurrenceevne · Udvikling af fremtidens fødevareproduktion · Fremsynet eksportindsats Aftaleparterne regner med, at aftalen vil skabe ro om de langsigtede rammevilkår for landbruget. Samtidig sikres det, at miljøindsatsen løftes i de områder, hvor der er behov for det. Det er værd at bemærke, at aftaleparterne er enige om, at den fremadrettede regulering på det kontroversielle kvælstofområde er forligsområde, hvor ændringer forudsætter enighed mellem partierne. Udgifterne til Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken vil i de næste 5 år løbe op i knap 2 mia. kr., der finansieres inden for den afsatte finanslovsreserve til fødevare- og landbrugsinitiativer på i alt 300 mio. kr. i 2016-2019, omprioriteringer inden for landdistriktsprogrammet 2017-2020 og finanslovsreserven til kvælstofindsatser. Det globale perspektiv På trods af de aktuelle udfordringer tegner der sig også nye muligheder for det danske landbrugs- og fødevareerhverv. Det gælder bl.a. potentialerne for såvel væksten i erhvervet som for miljøet ved en ny, faglig og mere målrettet miljøregulering i Danmark. Der er således mulighed for øget afsætning på det hastigt voksende globale marked for fødevarer og fødevareteknologi. En udvikling der i høj grad er drevet af økonomisk vækst og en stadigt større verdensbefolkning. Særligt da en stadigt voksende global middelklasse forventes at udgøre 5 mia. mennesker allerede i 2030 mod ca. 2 mia. i dag. Det betyder, at den globale fødevareefterspørgsel forventes at vokse betydeligt. Samtidig er verdens natur og miljø under pres. Stigende befolkningstal skaber øget efterspørgsel efter fødevarer, rent drikkevand og andre vigtige ressourcer, som udgør grundlaget for vækst og velfærd. Klimaforandringer nødvendiggør også ændringer i den måde, der produceres og forbruges på både i Danmark og globalt. Paradigmeskift for miljøregulering Gennem mere end 25 år er danske landmænd blevet mødt af de samme miljøkrav, uanset om deres marker grænser op til en sårbar fjord med risiko for iltsvind eller langt fra nærmeste sårbare kystvandområde. Fremtidens miljøregulering skal være målrettet, den skal være baseret på en vurdering af det lokale behov for indsats og herunder adskilles reguleringen af staldanlæg og markareal. På den måde sikres det, at indsatsen gøres dér, hvor der er brug for den. Burde fødevareproduktionen være økologisk? I Danmark udgør den økologiske omsætning i dag knap 8 pct. af det samlede fødevaresalg. Siden 2007 er værdien af den samlede økologiske fødevareeksport også steget, men udgør trods alt stadig en meget lille andel af den samlede fødevareseksport. Landbrugsaftalen sigter på, at økologiens styrkepositioner skal videreudvikles, og den markedsdrevne udvikling af økologi i Danmark skal understøttes. I den internationale debat om hvordan en voksende verdensbefolkning skal ernæres på en bæredygtig måde, spiller landbrug især i udviklingslandene, hvor befolkningsvæksten er størst, en stor rolle. Behovet og mulighederne for forbedringer i landbrugsproduktionen er bestemt til stede, og ingen betvivler at agro-økologiske dyrkningsmetoder kan reducere behovet for kemiske input. Men samtidig er det en realitet, at ingen ansvarlige fødevare- og u-landsorganisationer inden- og uden for FN-systemet – FAO, IFAD, WFP, CropDiversity – eller græsrodsorganisationer som Oxfam eller økologernes egen organisation, IFOAM – ingen peger på, at omlægning til økologisk landbrug er løsningen på fremtidens miljø- og fødevareproblemer.

I nyhedsmagasinet Ræson, der udkom den 10. december 2015, er der et interview med den tidligere socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon. Overskriften er ”Du er ikke fri, når du ikke kan forsørge dig selv”. I interviewet mindes Corydon om sine udtalelser om, at ”det er afgjort forkert at betragte Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti”, og “han troede på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Borgerlige vælgere bør vide at påskønne, at som finansminister, stod Bjarne Corydon med sikker hånd for den ”nødvendige” økonomiske politik i over 4 år. Nu kan selv meget borgerlige godt indrømme, at dansk økonomi havde set meget værre ud uden ham.

Vi kommer til at savne Corydon…

Desværre har vi efter valget ikke set meget til Bjarne Corydon. Vi må nok se frem til en glædesløs periode, hvor det igen vil være Henrik Sass Larsen, Nick Hækkerup og Morten Bødskov, der vil stå for den såkaldte ansvarlige oppositions indspark i debatten. Enhedslisten vil som hidtil repræsentere den totale uansvarlighed. Om Alternativet vil være i stand til regelmæssigt at levere skæve og undertiden underholdende indslag i den politiske debat, har vi endnu til gode at se.

Corydon næstformand i Folketingsgruppen, men…

Der er en række forhold, der indikerer, at med et Socialdemokrati i opposition vil Bjarne Corydon igen rykke ned blandt de mange anonyme partifunktionærer, hvor han kom fra. Hans store beundrer, Helle Thorning Schmidt, er ikke længere partiformand, og Mette Frederiksen har en ubrydelig alliance med Sass Larsen.

Men Corydon har også syndet i forhold til traditionelle værdier på venstrefløjen; Ud over den nævnte karakteristik af Socialdemokratiet og hans åbenlyse tilslutning til konkurrencestaten, var det Corydon, der slet ikke lykkedes med trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen. Det var ham, der med SMS-beskeder utidigt blandede sig i faglige konflikter, og i foråret 2012 forhandlede en blå skattereform hjem med Venstre og Konservative i stedet for med Rød blok. Det var ham, der groft svigtede tilsynspligten med Martin Lidegaards solcelleadministration og rejste tvivl om fornuften i den såkaldte grønne omstilling. Og det var Corydon, der lagde sig ud med baglandet i sagen om sociale klausuler. Det var også ham der bevirkede at regeringen uklogt modstod kritikken af offentlighedsloven, ligesom han spillede en central rolle i forsøget på at stække Rigsrevisionens undersøgelser af solcelleskandalen. Det var ham, der stod bag nedsættelse af selskabsskatten – til baglandets ærgrelse perfekt timet og sammenfaldende med et udspil til nedskæringer i kontanthjælpen. Det var ham, der solgte dele af DONG til Goldmann Sachs, og tilmed havde den frækhed at bede Danske Bank om med en såkaldt fairness opinion at blåstemple hele transaktionen. I den efterfølgende håndtering af Folketinget og offentligheden demonstrerede han en monumental mangel på politisk fornemmelse. Det var også ham, der var en bemærkelsesværdig tonedøv dirigent i konflikten med folkeskolelærerne, og det var frem for alt ham, der har haft ansvaret for massefyringer og for en helt unødig brutal personalepolitik over for de ansatte i den offentlige sektor. Corydon var påfaldende lavmælt i den for regeringen opslidende debat om dagpengesystemet, og han har ansvaret for flere blå finanslovsaftaler på tidspunkter, hvor SF og Enhedslisten villigt bød sig til.

Væsentlige spørgsmål i Ræson

Alt i alt godt gået, men Corydon vil videre. I Ræson rejser han en række væsentlige spørgsmål: Kan halvdelen af alle pengene gå igennem de offentlige kasser? Har vi råd til sygehuse, folkeskoler og ældrepleje, der er gratis? Kan vi organisere det på en måde, der gør, at ungerne lærer det, de skal, i skolen, sådan at de kan få et job i fremtiden?

Meget tyder på, at svarene på hans spørgsmål er nej, men de endelige svar får vi først senere. Umiddelbart kan vi konstatere, at vi på skatteområdet igen har tiltrukket os international opmærksomhed.

Skatteskruen strammes

Skatterne i G20-landene steg i 2014. Det viser netop offentliggjorte data fra industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD. I publikationen Revenue Statistics 2015 kan man læse, at det gennemsnitlige skattetryk i OECD-landene i 2014 voksede til 34,4 pct. af BNP. Dermed fortsatte den stigende tendens, der har gjort sig gældende siden 2009, hvor det gennemsnitlige skattetryk var på 32,7 pct. af BNP.

Skattetrykket på 34,4 pct. er det højeste siden OECD begyndte at opgøre skattebyrden i 1965. Den største stigning fra 2013 til 2014 var ikke overraskende i Danmark med 3,3 pct. og Island med 2,8 pct. Danmark har med 51 pct. af BNP det suverænt højeste skattetryk blandt alle OECD-landene.

Børsnotering af Dong har været på tegnebrættet i mere end 10 år. I 2007 var det tæt på, men først kom et folketingsvalg i vejen, og året efter blev børsnoteringen aflyst på grund af finanskrisen, der smadrede alle forhåbninger om et fornuftigt salg på børsen. I 2013 bekræftede forligspartierne igen hinanden i ambitionen om en børsnotering, da adm. direktør Henrik Poulsen fik opbakning til sin plan for omfattende besparelser, frasalg og endeligt den kapitalindsprøjtning, der bragte Goldman Sachs ind i billedet.

I aftalen med Goldman Sachs fra februar 2014 blev det aftalt, at arbejde for en børsnotering inden udgangen af 2017. Beslutningen om at børsnotere Dong inden for de næste 18 måneder blev truffet af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti står uden for aftalen.

Hvis børsnoteringen ikke gennemføres, kan aktionærerne sælge deres aktier til staten. 40 procent skal sælges til markedsværdi, mens 60 procent kort fortalt kan sælges for anskaffelseskursen forrentet med 2,25 procent per år. Med andre ord: Hvis politikerne fortryder beslutningen om, at Dong skal på børsen, risikerer staten at skulle købe aktierne tilbage med renter.

Projekt iPod

I øjeblikket arbejder en kreds bestående af Goldman Sachs, ATP, Finansministeriet og Dong på det strategiske arbejde med børsnoteringen af Dong. Projektet har i følge dagbladet Børsen fået kaldenavnet Projekt iPod. Sammen med Morgan Stanley, J.P. Morgan, UBS, og CITI skal Danske Bank og Nordea være med til at stå for børsnoteringen af Dong Energy. Den danske stat – dvs. Finansministeriet – har hyret investeringsbanken Rotschild som særlig rådgiver.

I forbindelse med den politiske aftale om børsnoteringen af Dong er det aftalt, at selskabet skal gøres ”klar” og tilpasse de forskellige forretningsområder til de nye markedsvilkår. Forud for børsnoteringen vil Dong derfor sælge sine rørledninger i Nordsøen, lige som selskabet ønsker at skille sig af med sit gasdistributionsnet, der omfatter omkring 125.000 kunder i det sydlige Jylland og i Vestsjælland.

Energinet.dk, der ejes af skatteborgerne, forpligtes til at aftage ledningerne – også selvom gasdistributionsnettet med naturgassens udfasning vil være stort set værdiløst allerede i 2035.

Uanset om kunderne i gasdistributionen bliver hos Dong, eller om de skal rykke med over til Energinet.dk, så udløser beslutningen om at lade statens systemoperatør Energinet.dk overtage en del af Dongs kommercielle forretning et alvorligt dilemma. Politisk er det besluttet, at staten skal bevare kontrol over den strategisk vigtigt gasdistribution og over rørledningerne i Nordsøen. Det er imidlertid skatteborgerne, der i forvejen over deres energiregning har finansieret det distributionsnet, som skatteborgerne som ejer af Energinet.dk, tvinges til at købe.

Hvem varetager skatteborgernes interesser?

Energinet.dk har ifølge seneste regnskab likvide beholdninger på 155 mio. kroner og en rentebærende gæld på små 22 mia. kroner. Med andre ord skal Energinet.dk gældsætte sig yderligere for at overtage Dongs rørledninger, gasnetværk, Nybro Gasbehandlingsanlæg og hvad Dong ellers ønsker at skille sig af med. Selskabets udgifter, herunder til renter og afdrag, overvæltes naturligvis på ledningstarifferne, som skatteborgerne skal betale.

Ud over frasalget af rørledninger i Nordsøen og gasdistributionsnettet spekuleres der også i muligheden for, at Dong skiller sig af med Nordsøaktiviteterne, dvs. med olie- og gasdivisionen, der de senere år har været præget af tabsgivende kontrakter på grund af faldende olie- og gaspriser. Der vil næppe være mange liebhavere i det marked, og hvis det ender hos Mærsk Olie og Gas A/S, skal Dong Energy nok ikke regne med at få mange penge i kassen!

Dagbladet Børsen kan via en aktindsigt konstatere, at Dong også vil frasælge Fredericia Olieterminal. Terminalen er netop blevet udvidet for et milliardbeløb, men modtager endnu ingen olie. Terminalen er tænkt til at kunne modtage olie fra Hejrefeltet, som endnu ikke er i drift.

Skatteborgerne betaler

Der foreligger intet om, at skatteborgerne slipper billigt med at overtage gasdistribution, rørledninger, gasbehandlingsanlæg, olieterminaler m.v. Danske skatteborgere er ej heller forvænte med at slippe billigt fra regningen for den energipolitik, der har været ført i Danmark siden oprettelsen af Energiministeriet i 1979. Det er heller ikke første gang, at danske skatteborgere får lov til at betale 2 gange for energiinvesteringer.

Energinet.dk overtog 1. maj 2007 Dongs gaslager i Ll. Torup. Prisen dengang var 2,4 milliarder kroner.

Den 20. oktober 2014 købte Energinet.dk DONG Energys underjordiske gaslager i Stenlille på Sjælland for en pris på 2,25 milliarder kroner.

Danske naturgaskunder har allerede én gang finansieret Dongs investeringer i gaslagrene, men får altså lov til at betale igen. Samlet set kan lagrene i Ll. Torup og Stenlille opbevare cirka 30 procent af det samlede danske gasforbrug, svarende til det årlige forbrug af naturgas for cirka 500.000 hustande. Omkostningerne ved at opretholde lagrenes vigtige bufferfunktion, som tidligere blev betragtet som et strategisk aktiv for Dong Energy, skubbes nu inden børsintroduktionen over på danske skatteborgere.

Købet af lagrene blev udadtil begrundet med, at gas er en afgørende del af den danske energisektor, og gaslageret understøtter forsyningssikkerheden.

Det bemærkelsesværdige er, at købet også blev begrundet med at også på den lange bane er gaslageret en vigtig del af fremtidens energisystem. Energinet.dk skal både sikre forsyningssikkerheden og bidrage til en effektiv grøn omstilling, derfor er lageret i Stenlille vigtigt for Energinet.dk, hed det i oktober 2014.

Hvordan passer det lige sammen med det faste fortsæt om at udfase naturgassen til individuel varme i 2035 og et helt fossilfrit Danmark i 2050?

Naturgassen udfases i 2035

Siden 2003 er gasforbruget i Danmark faldet med 29 procent, og det er en tendens, der accelereres yderligere af målsætningen om, at naturgas til individuel varme skal udfases i 2035. Selv om danskernes forbrug af naturgas har været faldende de senere år, så er gas stadig en hjørnesten i dansk energiforsyning. Frem mod 2050, hvor det er målet, at Danmark skal være fossilfri og kun bruge vedvarende energikilder, kan naturgas dels erstatte kul og olie – begge brændsler udleder mere CO2 end naturgas – dels sikre stabil energi og dermed strøm og varme til de timer, dage og uger, hvor f.eks. vindmøllerne står stille.

Skatteborgerne betaler – igen!

Børsnoteringen af Dong begrundes med, at det vil gøre det lettere at skaffe penge til nye investeringer i eksempelvis havvindmøller og fastholde det danske energiselskabs stærke position på det internationale marked, mener finansministeren. “Dong Energy er et af Danmarks største selskaber, og et selskab med fuld fart på, til glæde for vækst og jobskabelse inden for blandt andet grøn energi. Med en børsnotering kan vi give Dong Energy de bedste betingelser for at folde sit fulde potentiale ud,” udtaler Claus Hjort Frederiksen i en meddelelse.

Desværre ser det ud til igen at ske på skatteborgernes regning!

Den internationale handel i G20-landene fortsatte med at falde i 3. kvartal af 2015. Industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, har netop offentliggjort G20 International Merchandise Trade Statistics, hvor man kan læse, at eksporten fra og importen til EU faldt for femte kvartal i træk, målt i dollars og korrigeret for sæsonmæssige udsving.

Tyskland oplevede ganske vist den første vækst i såvel import som eksport siden 2. kvartal 2015, hvorimod eksporten fra Storbritannien dykkede 5,0 pct. efter at være steget ganske stærkt i de foregående kvartaler. OECD-tallene, der dækker omkring 85 pct. af verdensøkonomien, bekræfter, at den samlede verdenshandel målt på mængde fortsat er i svag vækst, men at vækstraten er langt lavere end før Finanskrisen fra slutningen af 2007.

Danskerne bliver fattigere

Mens sammenlignelige lande trods alt oplever en vis økonomisk vækst og velstandsstigning er danskerne siden krisen blevet fattigere. Velstandsudviklingen i dansk økonomi kan udtrykkes ved den disponible bruttonationalindkomst (BNI). Denne indeholder også indtægter og udgifter ift. udlandet. Den disponible BNI kom allerede i andet kvartal 2014 over niveauet før krisen. Dette skyldes, at dansk økonomi har modtaget flere indtægter fra udlandet (netto) og har haft en højere prisudvikling for eksporten end for importen. Velstanden pr. indbygger har dog ikke udviklet sig lige så positivt. Befolkningen i Danmark har været stigende og den disponible BNI pr. indbygger er derfor faldet. Danmarks Statistik har opgjort, at den disponible indkomst i tredje kvartal 2015 ligger 1,8 pct. under niveauet før krisen i fjerde kvartal 2007.

Den Europæiske Centralbank

Bekræftelsen torsdag af, at eksporten fra og importen til EU var faldet for femte kvartal i træk, førte staks til en reaktion fra Den Europæiske Centralbank, ECB. På et pressemøde torsdag eftermiddag sagde ECB-præsident Mario Draghi, at centralbanken er klar til at forlænge sit storstilede opkøbsprogram af statsobligationer (”bazookaen”) marts 2017 og længere om nødvendigt. Før var planen, at det skulle slutte i september 2016.

Økonomien i stampe

Mario Draghi prøvede at opmuntre markedet, og påstod at ECB ser lidt lysere på økonomien i eurozonen. For 2015 venter ECB en BNP-vækst på 1,5 pct. mod tidligere 1,4 pct. Prognosen for 2016 holdes uændret, mens væksten i BNP ventes at blive 1,9 pct. i 2017 mod tidligere 1,8 pct. For inflationen ser det værre ud. Priserne vil stige med 0,1 pct. i år og 1,0 pct. i 2016. Det er lavere end hidtil antaget. For 2017 sænker ECB sin forventning til inflationen fra 1,7 pct. til 1,6 pct. Formålet med den ekspansive pengepolitik er at få mere fart i eurozonens økonomi. Samtidig vil ECB presse euroen ned i værdi over for bl.a. den amerikanske dollar og dermed gøre det lettere for europæiske virksomheder at eksportere deres varer.

Mandag den 30. november 2015 mødes 190 lande i Paris. 150 lande er repræsenteret af stats- og regeringschefer ved det 21. årlige møde blandt parterne – Conference Of the Parties (COP) – i FN’s Klimakonvention fra 1992 (United Nations Framework Convention on Climate Change – UNFCCC). Det er samtidig det 11. møde blandt de lande, der underskrev Kyoto Protokollen i 1997.

Legally binding and universal agreement on climate

Målet med konferencen har været, at alle verdens lande skulle blive enige om ikke kun en aftale, men en “legally binding and universal agreement on climate”, der begrænser udledningen af CO2 i atmosfæren og sikrer, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader. Forud for COP21 har klimaforhandlerne da også holdt et utal af møder og afbrændt uanede mængder af flybenzin. Ved konferencens begyndelse ligger der da også på bordet et udkast til en global klimaaftale. Problemet er, at udkastet er monstrøst – 55 sider med over 1.000 kantede parenteser om tekst, der ikke på forhånd er enighed om.

Ambitionen er så, at i tiden frem til den 11. december, hvor konferencen slutter, skal 190 lande enes om at parenteserne hæves og sidetallet barberes kraftigt ned. Dokumentet skal gøres så appetitligt, at alle kan underskive en juridisk bindende aftale, der sikrer at CO2-udledningerne begrænses så meget, at de globale temperaturstigninger kan holdes under 2 grader.

Det tør jeg godt garantere ikke vil ske!

Problemerne med en juridisk bindende aftale

EU har sammen med en række udviklingslande insisteret på en juridisk bindende aftale. Fordelene ved en juridisk bindende aftale er bl.a. at det ville indebære etablering af en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

USA’s udenrigsminister, John Kerry, har allerede gjort det klart, at USA hverken kan eller vil indgå en bindende aftale. Det skyldes, at amerikanerne skal ratificere en international juridisk bindende aftale i Kongressen, hvor det klimaskeptiske republikanske parti har flertal i begge kamre. Men USA tager også hensyn til holdningen i Kina og Indien, som USA har arbejdet tæt med op til COP 21. Både Kina og Indien har brug for mere tid før de forpligtes til at reducere CO2-udledningerne. Kina har meddelt, at først fra 2030 vil de være parate til reduktioner. Det må antages, at en række andre lande ligeledes vil blokere for en juridisk bindende aftale.

Hvem skal betale klimaregningen på 100 mia. dollar?

Finansiering og opdelingen mellem i- og ulande vil vanskeliggøre forhandlingerne. Industrilandene forpligtede sig allerede ved COP15 i København til at støtte ulandenes omstilling til vedvarende energi – den såkaldte klimafinansiering – med 100 mia. dollars om året fra 2020. Problemet er, at selvom der er gået seks år, er det endnu ikke besluttet, præcis hvor pengene skal komme fra. En anden udfordring ligger i definitionen af, hvilke lande der er rige og fattige. Udgangspunktet for en række lande har ændret sig, siden opdelingen blev vedtaget i 1990’erne. Det gælder for eksempel økonomisk velstillede eller hastigt voksende udviklingslande som Singapore, Sydkorea eller Kina. De nuværende industrilande vil kæmpe for, at disse nationer skal tage del i ansvaret for at finansiere omstillingen til grøn energi, mens de rige udviklingslande vil holde fast i deres status som ulande for at undgå økonomisk ansvar.

Andre blokeringer

De målsætninger de enkelte lande har anmeldt forud for COP21 vil næppe være tilstrækkeligt til at sikre at temperaturstigningen holder sig under 2 grader i 2050. En række lande insisterer derfor på, at målsætningerne skal kunne hæves yderligere frem mod 2050. Lavtliggende lande og østater er ikke tilfreds med målsætningen på 2 grader, der ikke vil forhindre massive oversvømmelser m.v. Disse lande presser på for at skærpe målsætningen til en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader inden 2050. Endelig er der en række lande, som Venezuela, Bolivia, Saudi Arabien m.fl. som prøver at smide grus i maskineriet og blokere for en aftale.

I mellemtiden går verden videre

For nogle måneder siden troede klima-optimisterne, at Paris-topmødet ville blive det store gennembrud. Men det ligger nu klart, at der ikke bliver tale om en global juridisk bindende aftale. Der tales om ”juridiske” tekster, der ikke vil sikre den nødvendige begrænsning af CO2-udledningen til atmosfæren. Hvis hver enkelt nation selv skal redegøre for sin interne udvikling, kan det være svært at sikre, at landene overholder deres egne mål. En juridisk bindende aftale ville sikre, at der skulle etableres en international kontrolenhed til at overvåge og monitorere, hvorvidt den enkelte nations mål bliver overholdt.

I mellemtiden kører kulkraftværkerne fortsat på spidsbelastning i f.eks. Kina, men også i lang række andre lande, for at imødekomme et stadig stigende energibehov. Eksempelvis udgør kul i Danmark 49 pct. af brændslet ved kraft- varmeproduktionen. I UK udgør kul 28 pct. af brændslet i elproduktionen. Et ton kul koster godt 43 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på godt 2 cent per kWh. Sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier. Det er derfor svært at bebrejde Kina og andre lande, som prøver at arbejde sig ud af fattigdommen, at de stadig satser på kulkraftværker.

Malta, Angela Merkel, Erdoğan og PutinDenmark joined the Schengen Agreement to form an area, where border checks on borders between member states were abolished, and instead checks are restricted to the external Schengen borders. Countries with external borders are obliged to enforce border control regulations. Countries may reinstate internal border controls for a maximum of two months for “public policy or national security” reasons. The Dublin regulation determines the EU member state responsible to examine an asylum application. When no family reasons or humanitarian grounds are present, the first member state that an asylum seeker entered – and in which they submitted their fingerprints – is responsible. If the asylum seeker then moves to another member state, they can be returned to the member state they first entered. These rules are placing a lot of responsibility for asylum seekers on member states on the EU’s external borders (like Italy, Greece and Hungary), instead of devising a burden-sharing system among EU states. The most effective solutions to deal with migrants should be inserted at EU level. Denmark cannot alone put an end to the war in Syria, ensure sufficient help to so called adjacent areas or ensure the external borders of Europe. These measures will take time, and in the meantime, the Danish Government has taken a number of initiatives in order to immediately put an halt to the influx of migrants to Denmark.

Danmark og de fleste andre EU-lande er enige om, at de mest effektive løsninger for at håndtere tilstrømningen af migranter til Europa fortsat skal findes på EU- og internationalt plan. Danmark kan ikke alene stoppe krigen i Syrien, sikre tilstrækkelig hjælp i nærområderne eller sikre Europas ydre grænser. Desværre tager det tid, og derfor har den danske regering ikke kunnet vente, men har taget en række initiativer til umiddelbare stramninger af flygtninge- og udlændingelovgivningen.

Men hvad er det for EU- og internationale tiltag, vi venter på?

EU’s håndtering af flygtningekrisen

EUs stats- og regeringsledere har netop været samlet på Malta til endnu et ekstraordinært topmøde for at håndtere krisen med den store tilstrømning til Europa. Efter seks måneder og lige så mange topmøder forsøger EU stadig at finde en fælles løsning på EU’s største udfordring i nyere tid. Sverige genindfører grænsekontrol, Slovenien bygger pigtrådshegn ligesom Ungarn, og nye asylstramninger er undervejs i Tyskland og Danmark. Problemet er, at grænsekontroller og hegn ved de indre grænser mellem Schengen-landene måske kan løse nogle akutte udfordringer, men at disse ”løsninger” blot skubber problemerne videre til nabolandene.

Trods åbenlyse vanskeligheder, tegner der sig alligevel konturerne af en EU-politik med 4 elementer: 1. De enkelte modtagelande skal have opbygget kapacitet til at kunne håndtere migranterne i det pågældende modtageland, herunder etablering af såkaldte ”transitzoner” – læs flygtningelejre – tæt på grænsen, hvor undersøgelsen af om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse og eventuelt asyl. De enkelte modtagelande skal have ret og kapacitet til at sende migranter tilbage. 2. Flygtninge, der opnår flygtningestatus og midlertidig eller permanent opholdstilladelse, skal fordeles mellem alle EU-landene. 3. Kontrollen med EU’s ydre grænse skal styrkes. Asylbehandlingen skal fortrinsvis gennemføres i transitzoner nær de ydre grænser. 4. Situationen nødvendiggør forhandlinger og aftaler med transitlandene – først og fremmest Tyrkiet, Libanon og Jordan. Problemet med migranter fra Afrika nødvendiggør aftaler med medlemmer af Den Afrikanske Union.

Mellem EU-landene er der endnu ikke enighed om, at mere permanent løsninger også indebærer et opgør med FN’s flygtningekonvention, som den bliver fortolket i dag.

Der vil være store økonomiske og politiske omkostninger og en gennemførelse af planen vil kræve en EU-ledelse, der stålsat kan true, lokke, bestikke og lirke en løsning igennem. Men tiden er knap – løsningerne på de mange udestående spørgsmål, skal foreligge inden det næste Topmøde om et par uger.

EU-ledelsen

Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009, og EU blev udstyret med en EU-præsident og en EU-Udenrigsminister (Unionens Høje Repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik). I godt et år har posterne været besat med henholdsvis den tidligere polske statsminister Donald Tusk som EU-præsident og den tidligere italienske udenrigsminister Federica Mogherini som EU-udenrigsminister. Efter sigende arbejder både Tusk og Mogherini energisk, men alligevel er det den tyske kansler Angela Merkel, der frem for alle andre i alle væsentlige forhold tegner EU. Frankrigs François Hollande fremstår mere og mere patetisk, og enhver tanke om Frankrig som den ledende kraft i EU er for længst opgivet. Angela Merkel orker ikke engang længere at foregive, at alt hvad hun gør er efter nøje aftale, ja ligefrem på forslag fra Berlin-Paris aksens Hollande. David Cameron er trods et triumferende genvalg optaget af bare at holde Storbritannien inden for EU. Matteo Renzi i Italien og Alexis Tsipras i Grækenland har ligesom nok at gøre med landenes egne udfordringer. Resten kender vi ikke – Merkel stjæler hele billedet!

Den tilsyneladende tilforladelige Mutti, Angela Merkel, syntes at vokse hele tiden. Det var i realiteten hende, der holdt sammen på euroen under finanskrisen. Det var ikke eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem eller EU’s økonomikommissær, Pierre Moscovici, men Angela Merkel, der overtrumfede modstanden fra hendes egen finansminister Wolfgang Schäuble, og banede vejen for aftalen om Grækenland i august. Inden da, var det hende og ikke Federica Mogherini, der tog til Minsk og lavede en aftale med Putin om Ukraine, og det var hende, der skabte europæisk enighed om at indføre sanktioner mod Rusland. Det siges da også, at ifølge Vladimir Putin er Angela Merkel den eneste europæiske leder med nosser! Det er også Merkel, der under migrantkrisen har fået kritik af, at hun dristigt og næsten alene forsvarede hvad hun opfattede som europæiske værdier og bød flygtninge fra Syrien velkommen i Tyskland. Kritikere hævder, at Merkel har et medansvar for flygtningekrisen. Hendes imødekommenhed over for asylansøgere, har skabt et udbredt indtryk af, at EU stod med åbne arme – ikke kun for migranter fra Syrien og Mellemøsten, men også fra Afrika og Asien. Dermed skulle Angela Merkel have forårsaget en tsunami, der vil martre Europa i lang tid, og som kan medføre hendes eget politiske fald. Flygtningekrisen har betydet en udfordring for Angela Merkel, ingen tvivl om det. Men samtidig kan nærtstående berette, at under krisen har Merkel – den lutheranske præstedatter – angiveligt følt et kraftigt politisk og moralsk kald. Angela Merkels mange supportere påpeger, at det ikke var hende, der var årsag til flygtningestrømmen. Migranterne ville være kommet alligevel. Det hun gjorde, hedder det, var at afværge en humanitær katastrofe. Hegn ville ikke have holdt strømmen tilbage. Det er trods alt heller ikke Angela Merkel, der er årsag til de krigshandlinger, der i Syrien, Irak og andre steder driver familier fra hus og hjem. Der er heller ikke Merkel, der fastlægger politikken i de lande flygtningene passerer, før de kommer til Tyskland.

Hvad havde i øvrigt været alternativet, spørger de?

Skulle vi have negligeret flygtningekonventioner, international og europæisk ret og passivt set på, at flygtninge druknede eller omkom gurglende i deres eget blod i struber sønderrevet af grænsehegnenes pigtråd? Udviklingen i flygtningestrømmene har dog fået Merkel til at genoverveje situationen. I år ventes mindst 800.000 flygtninge til Tyskland, og flygtninge fra Syrien har som hovedregel hidtil fået flygtningestatus. Alene i august måned fik 38.650 syriske statsborgere flygtningestatus. EU-kommissionen har offentliggjort sin økonomiske efterårsprognose 2015. Her forudser man, at der ved udgangen af 2017 vil være kommet yderligere tre millioner flygtninge og migranter til EU-landene. Men tilstrømningen vil i realiteten blive langt større. For det første kan det meget vel være, at tallet tre millioner vil vise sig for lavt sat. I den seneste tid er forudsigelserne konstant blevet revideret opad. For det andet har man ikke regnet de familiesammenføringer med, som flygtningene i anden omgang vil få. Gør man det, når tallet snarere op omkring 10 millioner mennesker. Det er da også indiskutabelt, at hendes afvisning af at angive en øvre grænse for antallet af flygtninge har forårsaget stigende bestyrtelse i Tyskland og kritik i udlandet. Tyske Länder og kommuner protesterer, der er uro i regeringen, og visse østeuropæiske lande beskylder hende for “moralsk imperialisme”. Fredag den 6. november blev det i Berlin oplyst, at den tyske koalitionsregering nu har besluttet at skærpe kursen. Fremover vil syriske flygtninge ikke det første år få asyl eller have ret til familiesammenføring. Flygtningene vil modtage en såkaldt subsidiær beskyttelse med begrænset opholdstilladelse uden ret til familiesammenføring. Dagen efter blev oplysningerne dementeret, og afslørede dermed, at der internt i den tyske regering er betydelig uenighed. Kanslerkontoret var ikke orienteret, men CDU-indenrigsminister Thomas de Maiziére støttes øjensynlig af den stærke finansminister Wolfgang Schäuble og af CSU i Bayern. Angela Merkel må dog også tage hensyn til den stadig ”flygtningevenlige” regeringspartner, SPD.

Hvorfor Merkel er betydningsfuld

Merkels styrke afspejler til dels betydningen af Tyskland som EU’s suverænt største økonomi, EU’s største eksportør og med sunde offentlige finanser og historisk lav ledighed. Merkel er også den længst siddende regeringschef i EU -10 år! Det er egentlig mærkeligt, at Angela Merkel er nået så langt. Hendes tilbageholdende fremtræden – har vi f.eks. nogensinde set hende tage selfies med Obama til en begravelse? – kan bedrage, men objektivt set er hun langt fra perfekt. Hun er f.eks. ikke nogen stor taler og hun synes heller ikke at have udviklet grandiose politiske visioner for Tyskland eller EU. Til gengæld kan hun om nødvendigt falde i med sine omgivelser og føre venstreorienteret politik når det kræves, og samtidig – hvis situationen tilsiger det – stille og roligt, men skånselsløst eliminere potentielle rivaler. Hendes naturlige tålmodighed og gode nerver betyder, at hun kan vente på at træffe de store beslutninger til der er kommet nye brikker på bordet, der gør det muligt at lukke spillet. Som et gammelt kinesisk ordsprog siger: hun kan vente indtil hendes døde fjender driver ned af floden med opspilet bug! Det kan ikke udelukkes, at denne ”tålmodighed” under både eurokrisen – og nu flygtningekrisen – har bidraget til at forværre kriserne.

Merkel er ikke færdig

Det vil dog være forkert at antage, at Angela Merkel står over for detronisering. Hun er stadig den unestridte leder af den Kristelige Demokratiske Union (CDU). En nylig meningsmåling viste, at 82 pct. af CDU-medlemmerne godkender hendes lederskab, og 81 pct. vil have hende til at stille op til en fjerde periode som kansler ved valget i 2017.

EUs ydre grænse

Beskyttelsen af den ydre grænse overstiger langt kapaciteten i EU’s grænseagentur, Frontex. Medlemslandene er tilbageholdende, agenturet har langt fra fået det antal grænsevagter, man har bedt om. Tyrkiet Selv med et mere effektivt grænseagentur kræver det samarbejde med transitlandene, hvis migrantstrømmene skal begrænses. En aftale med præsident Recep Tayyip Erdoğan og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, om Tyrkiets rolle som EU’s dørstopper vil kræve, at EU betaler og giver politiske indrømmelser, herunder vender det blinde øje til forfølgelsen af kurdere og den udhuling af menneskerettigheder, der syntes at foregå i Tyrkiet. EU-Kommissionen har den 10. november offentliggjort den årlige rapport om, hvordan Tyrkiets optagelsesproces til EU skrider frem. Her bliver der fundet alvorlige problemer med blandt andet det tyrkiske retssystem. Rapporten har været udsat for ikke at kollidere med det tyrkiske parlamentsvalg den 1. november.

Helt uventet gennemførte Angela Merkel et hurtigt besøg hos Erdoğan i Istanbul 18. – 19. oktober 2015.

Under besøget forhandlede hun en aftale med Tyrkiet om en handlingsplan for EU-Tyrkiet (”EU-Turkey Actionplan”). Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge skal støttes med mere end 3 mia. euro om året, kravet om visum til tyrkiske rejsende skal opgives og forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU skal snarest genoptages. Vi kan ligefrem forvente at Recep Tayyip Erdoğan inviteres til Topmøderne i Unionen. Topmødet på Malta har øjensynlig sat fart i samarbejdet med Tyrkiet. EU-Kommissionen afholdt inden Malta-mødet, søndag den 25. oktober 2015, et mini-topmøde, ”Meeting on the Western Balkans Migration Route”. På mødet blev der opnået enighed om en 17-punkts plan, herunder at finalisere og implementere den ”EU-Turkey Action Plan”, som Angela Merkel havde aftalt med Recep Tayyip Erdoğan i Istanbul. På Malta havde EU-kommissionen derfor forhåndstilslutning til Merkels forhandlingsresultat, og herunder forslaget om at pumpe over 3 milliarder euro i Tyrkiet. Langt de fleste penge skal komme fra medlemslandene. Tyrkerne får stillet visumfrihed og forhandlinger om optagelse i EU i udsigt. Som modydelse skal tyrkerne bremse flygtningestrømmen. En aftale forudsætter at EU finder pengene – omkring 3 mia. euro. Topmødet på Malta nåede ikke frem til en løsning, men en løsning på finansieringsproblemerne skal findes inden næste topmøde om et par uger, der skal konfirmere aftalen med Tyrkiet m.v. Der kan også være andre grunde til indrømmelser til Tyrkiet. Et forbedret forhold mellem EU og Tyrkiet kunne sikre opbakning til at afslutte delingen af Cypern, der igen kunne sikre at Grækenland og Cypern ville være lidt mere medgørlige i sager, der vedrører Tyrkiet.

Holder aftalen – skal Tyrkiet være medlem af EU?

Tyrkiet har ikke lagt skjul på, at man under de tidligere EU-forhandlinger følte sig holdt for nar. Ankara har derfor udad til signaleret, at Tyrkiet udmærket kunne klare sig uden for EU. Realiteten er imidlertid, at et EU-medlemskab vil være en enorm fordel for Tyrkiet, og Merkels besøg i Istanbul havde derfor også til formål at overbevise Erdoğan om EU’s reelle hensigter angående EU-medlemsskabet. Merkel havde endvidere behov for face-to-face at få sikkerhed for, at EU (og Tyskland) får value for money i form af Tyrkiets tilbageholdelse af syriske flygtninge – og at de flygtninge, der slipper gennem nåleøjet og dukker op i EU, kan sendes tilbage til et ”sikkert” asylland. Merkels problem er selvfølgelig, at i EU er ikke kun Grækenland og Cypern afvisende over for indrømmelser til Tyrkiet. En række andre lande er heller ikke begejstrede ved, at Merkel har stillet et EU-medlemskab i udsigt – selvom det tydeligvis ikke er her og nu.

Afrika

Europa har på det seneste mistet noget af interessen for Afrika, efter at flygtningestrømmen har flyttet sig. Før gik den fra Afrikas nordkyst over Middelhavet til Italien. Nu kommer langt hovedparten fra Tyrkiet og ind i Grækenland – og så er Afrika pludselig mindre vigtig. Til Topmødet på Malta Har været under forberedelse længe, og derfor var der inviteret en lang række afrikanske lande. EU har stillet en støttefond til Afrika i udsigt, hvis landene selv kan skabe jobs og bekæmpe illegal migration, og dermed bremse migrantstrømmen til EU. Fonden vil kræve mindst 3,5 mia. euro. EU-Kommissionen har fundet ca. halvdelen, men det lykkedes ikke på Malta at aftale medlemslandenes bidrag. Det spørgsmål udestår også til næste Topmøde om et par uger.

Hvad er alternativet til EU-planen?

EU-samarbejdet er udfordret af en voksende flygtninge- og migrantkrise, en krise i Eurozonen, Ruslands annektering af Krim, borgerkrige i både Syrien og Libyen, truslen fra terrorisme og en økonomisk krise, der stadig kan mærkes. Samtidig er forholdet mellem Tyskland og en række østeuropæiske lande belastet på et tidspunkt, hvor det er afgørende at holde sammen om sanktionerne mod Rusland. Grækenlands krise er ikke overstået og situationen kan også give EU-modstanderne argumenter i den kommende folkeafstemning i Storbritannien. Tidligere forekom en stadig tættere integration at være en ubønhørligt fremadskridende proces. Nu er spørgsmålet, hvordan man undgår, at EU bogstaveligt talt går op i limningen? Der har formentlig aldrig været mere brug for samarbejde på tværs af de europæiske lande, fordi der åbenlyst er tale om problemer, som ingen medlemslande kan løse alene. De skriger på et europæisk samarbejde, og samtidig stiger befolkningens skepsis over for EU. Det er i virkeligheden et paradoks.

Er EU-projektet truet?

Måske er Angela Merkel fremsynet på hele EU’s vegne? I hvert fald fremhæves det ofte, at Angela Merkel føler et betydeligt ansvar for hele det europæiske projekt. Der er slet ingen tvivl om, at flygtningekrisen har forstærket og udstillet EU’s problemer.

Regeringens foreslåede besparelser på energi-, klima- og miljøområdet har fået venstrefløjens miljø- og klimaordførere helt op i det røde felt. De er i vildt oprør og mener, at overvejelserne om besparelser vidner om en regering uden ambitioner og uden ønsker en grøn omstilling. Regeringen har påbegyndt en systematisk slagtning af miljø- og klimaområdet, hedder det. Private aktører, der profiterer af den grønne omstilling som det private tyske energiselskab EO.N og det amerikanske elbilselskab Tesla, har ligeledes i truende vendinger kritiseret den danske regerings politik.

Forventet reaktion fra den yderste venstrefløj

Reaktionen fra Enhedslisten og ligesindede kommer ikke uventet, når det betænkes, at venstrefløjen aldrig har kæret sig om niveauet for hverken udgifter eller skatter i Danmark. For alle os andre er udsigten til at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. imidlertid stærkt bekymrende, og hvis der ikke gøres noget, vil det offentlige lægge beslag på en stadig større del af samfundskagen. Man skulle ellers tro, at verdens højeste skatte- og afgiftstryk var nok?

Hedegaard er igen hysterisk

At formanden for den radikale miljø-tænketak, CONCITO, Connie Hedegaard, deltager i venstrefløjens kritik er simpelthen hysteri. Hvis hun har agiteret på tilsvarende måde i Bruxelles er det forståeligt, at hun ikke i højere grad kunne præge EU-Kommissionens position. Vi må til enhver tid kunne forlange proportionalitet, og ja, regeringen vil spare 1,4 mia. kr. på det offentlige forskningsbudget til næste år. Og hvad så? Jeg skal minde om, at de samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik i 2015 er budgetteret til 21,8 mia. kr. svarende til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP)!

Er EUDP-programmet virkelig så afgørende for Grundfos?

Det er også rigtigt, at den største besparelse på energiområdet falder på det Energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), hvor der i 2016 skal spares 322,7 mio. kr. Besparelsen skal ses i forhold til de samlede offentlige investeringer i forskning, udvikling og demonstration på energiområdet ifølge Årsrapport om de danske energiforskningsprogrammer siden 2010 været på ca. 1 mia. kr. om året. Hvordan beskedne besparelser på et statsligt program kan være et ræs mod bunden, og hvad vi ellers hører, er helt ude af proportion. Hvis et marginalt større eller mindre EUDP-program er afgørende for den danske clean-tech sektor er vi alligevel i store vanskeligheder.

Over 40 mia. kr. i energi- og PSO-afgifter

I vurderingen af de i virkeligheden meget beskedne besparelser på det svulmende statsbudget, bør det betænkes, at danske borgere og virksomheder hvert år alene i energi- og PSO-afgifter betaler langt over 40 mia. kr. – og betalingerne er stigende! Man bør også vide, at Brian Vad Mathiesen, energiforsker og professor ved Aalborg Universitet, ifølge Altinget den 1. september, har oplyst, at Danmark hvert år bruger mellem 50 og 80 milliarder kroner på energisektoren. Alene støtten til vedvarende energi over PSO-afgiften udgør over 7 mia. kr. om året.

Klimakonference i Paris

Connie Hedegaard og andre kritikere henviser til USA og andre lande, der påstås at hæve klimaambitioner før COP21 i Paris i slutningen af året. Når Danmark modererer ambitionerne i retning af de fælles EU-målsætninger, hedder det, at vi sender et helt forkert signal op til klimatopmødet i næste måned. Realiteten er, at selv hvis de foreslåede besparelser realiseres krone til krone, vil Danmark forsat være blandt de mest klima-ambitiøse lande i verden.

Food, maritime services, pharmaceuticals, tourism and energy account for a significant part of Danish exports and employs more than 300,000 people. The five sectors have joined forces to find solutions to Denmark’s growth challenge and presented their ideas at a conference in the Danish Parliament at Christiansborg Castle on November 9, 2015.

Danmark burde fortsat være et af verdens rigeste lande, men det er vi ikke – Danmark er siden finanskrisen raslet ned ad ranglisten. Måske har vi været for længe om at rydde op efter krisen, eller måske er vi bare faldet i søvn? Der gives flere forklaringer, og Steen Bocian, Cheføkonom i Danske Bank, Torsten Sløk, Deutsche Bank og Anders Krab-Johansen fra dagbladet Børsen kan alle levere kvalificerede bidrag. En helt ny alliance bestående af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Rederiforening, LIF, HORESTA og Dansk Energi er sammen besluttet på at forfølge målet om at få Danmark tilbage i toppen.

”Fem Styrker for Danmark”

Organisationerne præsenterede mandag den 9. november 2015 på en konference på Christiansborg de fem styrkepositioner: fødevarer, søfart, medicin, turisme og energi under overskriften ”Fem Styrker for Danmark”. De fem organisationer havde samme dag et fælles indlæg i dagbladet Børsen, hvor der argumenteres for en erhvervspolitik på to ben: Erhvervslivets generelle rammevilkår skal forbedres, og samtidig bør der sektor for sektor fjernes specifikke blokeringer for erhvervenes vækst.

Principper

På Christiansborg-konferencen redegjorde de 5 organisationerne nærmere for de tre principper, som efter deres mening bør angive retningen for at styrke dansk erhvervsliv: 1) Tænk innovativt: En ambitiøs forsknings- og udredningsindsats og uddannelser, som matcher morgendagens arbejdsmarked, skal gå hånd i hånd med nytænkning fra myndighederne. De kommende vækstplaner er her et instrument. 2) Tænk globalt: Rammevilkårene skal løbende holdes op mod de vigtigste konkurrenters, så særregler, overimplementering af EU-regler eller skæve skattevilkår ikke hindrer ny vækst. Samtidig er en aktiv indsats for øget frihandel afgørende. 3) Tænk tiltrækning: Det skal være nemt at investere og etablere sig i Danmark. Vi er en lille, åben økonomi, der hænger sammen med udlandet. Vi skal løbende fjerne hindringerne, så vi kan byde nye investeringer velkommen.

Udenrigsminister Kristian Jensen

Udenrigsminister Kristian Jensen repræsenterede regeringen på konferencen. Det var en skuffelse – det var simpelthen ikke meget konferencedeltagerne hørte om regeringens planer på erhvervsområdet. Til gengæld fremhævede Jensen fra Herning med den sædvanlige utydelige stemmeføring sin egen og Udenrigsministeriets umådelige betydning for dansk erhvervsliv. Udenrigsministeriet er nu pludselig blevet et vækstministerium, som har taget sig på at fremme dansk eksport, tiltrække udenlandske direkte investeringer til Danmark og rekruttere den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra udlandet. Man måtte forstå, at dansk erhvervsliv ikke har meget forstand på eksport – der er for få virksomheder, der eksporterer, og dem der gør det, eksporterer til de forkerte markeder. Som Kristian Jensen faktisk sagde: ”Der fejles på alle parametre”!

Udenrigsministeriet vil redde eksporten

Disse mangler vil Udenrigsministeriet under Kristians ledelse nu afhjælpe med en sværm af fremstød i stil med de netop gennemførte i Sydafrika og Indonesien. Kongefamilien er sikkert taknemmelig for, at familien skånes ved den næste store salgsrejse til Iran i januar 2016, hvor Kristian af Danmark egenhændigt vil lede afsætningen af danske produkter. Hvornår og hvorfor vi pludselig er blevet gode venner med det præstestyre i Teheran, som Venstre tidligere har kritiseret, fremgik ikke. Vi blev på konferencen endvidere informeret om, at Udenrigsministeriet – i første omgang fokuseret på fødevaresektoren – ville holde de enkelte virksomheder i et fast greb og – som Kristian truende sagde – ”ikke slippe dem før, der var eksportordrer i hus”!

Minister betyder tjener

Kristian Jensen er ikke enestående. Alle ministre, der har fået ansvaret for Danmarks Eksportråd er gået fra snøvsen. Udenrigsministeriet har muligvis lagt residenser til smagfulde receptioner og forretningsfrokoster, men ministeriet har aldrig eksporteret noget som helst. Selv om der er fortilfælde, er det helt uforståeligt, at en liberal minister med jysk jordforbindelse som Kristian Jensen nu fører sig frem med præfabrikeret selvros fra Asiatisk Plads. Lidt mere ydmyghed over for opgaven ville være ønskeligt – Kristian Jensen og hans Venstre-kolleger bør aldrig glemme, at ”minister” betyder ”tjener”. Ministerierne er til for at tjene borgere og virksomheder – ikke omvendt.

Alternativet til hektisk rejseaktivitet

I stedet for hektisk rejseaktivitet bør regeringen koncentrere sig om at forbedre de generelle rammevilkår for danske virksomheder – og det uanset om de eksporterer eller ej. Dernæst bør de enkelte ministre nøje lytte til virksomhedernes specifikke behov inden for de respektive ressortområder. Kristian Jensen kunne passende starte med at læse oplægget fra ”Fem Styrker for Danmark”. Herefter burde han måske koncentrere sig om at genoprette det gode forhold til Indien, afslutte TTIP-aftalen med USA og i øvrigt komme i gang med at ophæve generende visumkrav og andre forhindringer.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}

Joe Biden

Den demokratiske præsidentkandidat, tidligere vicepræsident Joe Biden, udsættes for kritik. Den 76-årige kandidat er notorisk kendt for at komme med politisk ukorrekte, upassende og forkerte bemærkninger, såkaldte ”gaffes”. Ofte forekommer det som om han ikke er helt klar over, hvor han befinder sig, når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.

Senest har det vakt opmærksomhed, at han på valgmøder har fortalt en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt.

Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjene dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.

Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?

Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid.

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Folkeskolereformen

I januar 2019 kunne Weekendavisen berette, at fire fremtrædende uddannelsesforskere var anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet.

Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning i forbindelse med den kontroversielle Folkeskolereform, der trådte i kraft i 2014. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.

Keld Skovmand kritiserer især de viden­skabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af lærer­uddannelsen i 2012 og året efter for folke­skole­reformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 lærings­mål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skole­elever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien”.

Anmeldelsen til NVU, der har været omhyggeligt refereret i dagspressen, angår plagiat, citatfusk og fejlagtige kilder og forskningsresultater. De pågældende forskere påstås at have manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden.

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ventes snarest at tage stilling til sagen

Der Spiegels Claas Relotius

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det har chokeret medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius har “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

Niko Grünfeld

Alternativets københavnske borgmester Niko Grünfeld har uretmæssigt hævdet, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Men Aarhus Universitet går nu i rette med oplysninger i Alternativets borgmester i København Niko Grünfelds CV.

Op til sidste års kommunalvalg fremgik det af Niko Grünfelds CV, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der er kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kan ikke bekræfte den.

Radio24syv kunne endvidere rapportere, at Grünfeld i forbindelse med folketingsvalget i 2015 angav på sit cv, at han havde en kandidatuddannelse.

Men det passede heller ikke.

Bendt Bendtsen

JyllandsPosten har oplyst, at tidligere minister og formand for de Konservative Bendt Bendtsen i årevis skrev på sit cv, at han havde en ”Højere Handelseksamen i Regnskab og Driftsøkonomi”, selv om han kun har et fag fra uddannelsen på en aftenskole i Odense.

Inger Støjberg

Daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg fra Venstre har også ifølge Jyllandsposten hævdet, at hun er uddannet journalist. Men hendes egentlige uddannelse er akademiøkonom i kommunikation fra InformationsAkadamiet i Viborg.

Bob Dylan

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage Nobel-prisen i litteratur, som han fik tildelt sidste år. I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick. Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Naser Khader

Den konservative politiker, Naser Khader, er kommet i vridemaskinen og anklages nu for plagiat.

Det er bogen “Hjertet bløder” af Naser Khader og Stig Matthiesen, der er under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. Se eksemplerne her.

Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:

”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet. Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.

Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.

Eva Kjer Hansen

Landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte i begyndelsen af 2016 gå af som minister. Et flertal omfattende Det Konservative Folkeparti mente hun havde vildledt Folketinget om kvælstofudledningen i forbindelse med Landbrugs- og Miljøpakken.

Esben Lunde Larsen

På det seneste har danske medier været optaget af, at uddannelsesminister Esben Lunde Larsen skulle have fusket med sit uddannelses-cv. Esben Lunde Larsen oplyser under punktet ”uddannelse og erhverv” på sit officielle cv på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008.”

Ingen betvivler, at Lunde Larsen faktisk har en kandidatgrad i teologi – men har han virkelig studeret i syv år på Københavns Universitet? Det viser sig, at Lunde Larsen har fået godskrevet, at han har været indskrevet på den norske ”Misjonshøgskolen” fra efteråret 2001 til foråret 2005. På daværende tidspunkt foregik undervisningen i København hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution, ”Dansk Bibel-Institut”.

Siden er Lunde Larsen blevet beskyldt for ikke at leve op til videnskabelig redelighed i sin Ph.d-afhandling ved ikke systematisk at angive kilder, herunder hans egne værker. Ironisk nok har DR-Nyheder efterfølgende måttet beklage “store mangler” i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens Ph.d.-afhandling.

Sagen er, efter nærmere granskning ved Københavns Universitet,afsluttet med Lunde Larsen frifindelse den 30. marts 2016.

Sagen viser, at der ikke skal meget til, før beskyldningerne om fusk ryger gennem luften.

I det store udland er det endnu værre, og der har været mange sager om recirkulation, dvs. afskrift, plankning, plagiering, litterære tyverier og videnskabelig og journalistisk tyveri.

Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder.Ursula von der Leyen blev frikendt i marts 2016.

I Tyskland, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget, har der i de seneste år været en række sager, hvor tyske toppolitikere er blevet grebet i videnskabelig fusk. Ursula von der Leyen er således langt fra den eneste, som er havnet i modvind efter plagiatbeskyldninger. I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager. I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans afhandling.

USA og Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke

I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV tidligere (og igen sent søndag den 16. august på DR1).

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Rolling Stone:“A Rape on Campus”

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, har netop afsagt dom i sagen. Artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, blev af domstolen karakteriseret som grundløs ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Erstatningsspørgsmålet vil blive afgjort senere.

Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Norge

I den norske ugeavis Morgenposten har man kunnet følge hvordan norske medier fortsat er beskæftiget med at rydde op efter en stribe plagiatsager.Den mest bemærkelsesværdige har måske været sagen om Daniel Butenschøn og Dagens Næringsliv, hvor det er dokumenteret at Butenschøn konstruerede artikler, plagierede udtalelser til andre medier og på en række andre måder brugte uacceptable journalistiske metoder.Et eksempel er Butenschøns artikel om restauranten Tropical Breeze i Las Vegas. Hovedparten af tekst og citater er tyvstjålet fra artiklen “Egg men” i The New Yorker.

Allerede i 2005 var han på Morgenposten afsløret i at have “planket” et portræt af Barack Obama fra magasinet The New Yorker.

Beckerlee

Den danske journaliststand og visse dagblade er ligeledes optaget af ophavsret, og slår til stadighed om sig med vilde påstande om tyveri af deres dyrebare stof. Nogle af påstandene er velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Frank Esmann

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DRs nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid har værdsat andres gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”. Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog. Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR. DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han har skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser er Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

Information og Annegrethe Rasmussen

Information, der ellers hævdes at holde den journalistiske fane meget højt, har også haft sine sager. Ifølge fagbladet Journalisten tilbage i 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med!

I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent. I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal. Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Arne Herløv Petersen

Information har beskrevet hvordan forfatteren Arne Herløv Petersen arbejdede som påvirkningsagent for Sovjetunionen.

Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.

Gennem 10 år udviklede ’Palle’ en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.

Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ’Palle’ blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.

TV 2 Nyhederne

I 2005 “opfandt” TV 2 Nyhederne den “svært bevæbnede” indvandrerbande Triple A. Souschefen for TV2/Nyhederne, Lotte Mejlhede, måtte forlade sin stilling efter sagen og journalisten forsvandt en tid fra skærmen.Nu kan hun opleves som en noget hektisk udlandsreporter på DR. Nyhedschefen på TV 2, Michael Dyrby, overlevede, men har som bekendt for nylig af andre grunde forladt stillingen.

Den notoriske Jeppe Nybroe

Så er der sagerne med Jeppe Nybroe. I september 2007 fratrådte Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DRs udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget. Den 3. september stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler er imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Graverarbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR tv-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han tænkte måske på Frank Esmann og Annegrethe Rasmussen?

Vi kommer utvivlsomt til at høre mere om Jeppe Nybroe. I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der laves i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vises på TV3.

Siden august 2018 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i  Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.

Berlingske Tidende

Radio 24Syv kunne den 19. december 2016 berette, at Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen i mindst 14 tilfælde har plagieret fra udenlandske medier i artikler, han udarbejdede i sin tid på Kristeligt Dag­blad, hvor han var korrespondent i 14 år. Det kan Radio24syv fortælle efter at have foretaget en stikprøve af journali­stens artikler fra hans tid på Kristeligt Dagblad.

Afsløringen kommer i kølvandet på, at Radio24syv den 15. december 2016 kunne fortælle, at Allan Sørensen i mindst syv tilfælde havde citatplagieret i artikler skrevet for Berlingske. Dermed har korrespondenten i minimum 21 til­fælde brugt passager eller citater fra andre medier uden at kildehenvise.

Berlingske Tidende iværksatte på den baggrund en nærmere undersøgelse,og i februar 2017 måtte Berlingske Tidende erkende at avisens Mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, i talrige artikler havde undladt at henvise til kilderne. Avisen tildelte på den baggrund Allan Sørensen en advarsel.

Spørgsmålet er, om ikke Berlingske Tidende har et generelt problem med manglende kildehenvisninger. Ved lejlighed bør man nok kigge nærmere på en række fantasifulde artikler af Søren Schauser, Poul Høi, Lasse Karner, Bodil Jessen og Troels Heeger, som forekommer planket fra udenlandske medier, og hvor kildehenvisningerne ligeledes er mangelfulde.

Anna Castberg

Den tragiske Anna Castberg blev på en blanding af falske eksamens-beviser og evnen til at dupere i 1993 udnævnt til leder af kunstmuseet Arken. Efter 3 år blev hun afsløret og hele sagen repeteres jævnlig i pressen.

Anita Bay Bundegaard og Niels Helveg Petersen

Der har imidlertid været en række andre sager, hvor offentlige personer har pyntet på kvalifikationerne. Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard, der i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV var minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001, er blandt dem, der har taget sig ”friheder”. I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid som redaktør på Dagbladet Politiken – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark.

En anden radikal politiker, netop afdøde Niels Helveg Petersen, blev valgt til Folketinget i 1966 og blev siden leder af Det Radikale Venstre og minister. I alle biografier oplyses det, at han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Kabinetschef? – det var vist Vicekabinetschef!

Christian Have

Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Den kreative direktør, Christian Have, har i årevis smykket sig med en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt.

Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel.

Peter Goll

Spindoktorerne Michael Kristiansen og Peter Goll har også snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel – Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:8.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:107%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} Michael Kristiansen

Da Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.

Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.

Sportsjournalistik

Sportsjournalistikken syntes at være et særligt betændt område. En forholdsvis ny sag er fra den 27. marts 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af.

Boye kritiserer den lemfældige og stærkt kritisable omgang med kilderne i Luis Suárez-biografien “Krigeren”. Asker Hedegaard Boye dokumenterer, at Rasch-Christensen har planket flere af Boyes analyser og passager uden at angive, hvor de stammer fra. Andreas Rasch-Christensen blev fyret fra TV2.

Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet efter at have erkendt at han har opdigtet navne på kilder. Han fastholder, at kilderne findes. Berlingske Tidende og Politiken har på den baggrund trukket en lang række artikler tilbage.

I 2016 har Michael Qureshi startet et nyt medie op med fokus på Aalborg. Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen.

Qureshi har siden startet selskabet Min By Media, der er drivkraften bag et nyt guidemedie i København og andre byet, der vil konkurrere med bl.a. AOK og Ibyen.

Milena Penkowa

Fra den danske videnskabelige verden har vi sagerne om hjerneforskeren Milena Penkowa. Københavns Universitet tildelte i 2006 Milena Penkowa en doktorgrad for hendes hjerneforskning. Universitetet udnævnte endvidere Penkowa til professor og efter indstilling fra universitetet modtog Penkowa i 2009 endvidere den prestigefulde EliteForsk-pris. Siden blev Penkowa først idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og underslæb i forbindelse med forskningsmidler. Herefter blev hun idømt 9 måneders betinget fængsel for særlig grov dokumentfalsk. Ifølge dommen fuskede Penkowa i 2003 med flere dokumenter om rotteforsøg i Spanien. Forfalskningen skete angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed. Milena Penkowa brugte de forfalskede dokumenter til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at der var foretaget et stort antal forsøg med rotter i udlandet. Hvis det i 2003 havde stået klart, at Penkowas forsøgsresultater var blevet dokumenteret ved forfalskede dokumenter, ville det allerede dengang have sat en stopper for hendes akademiske karriere. Hun ville være blevet meldt til politiet eller UVVU og ville således hverken være blevet tildelt doktorgraden i 2006, udnævnt til professor eller indstillet til EliteForsk-prisen i 2009.

Rusland

Problemet med akademisk svindel eksisterer i hele verden, men meget tyder på, at det omsiggribende bedrag i Rusland er uden sidestykke. Ligesom der i Rusland er et omfattende sort marked for våben og olie er der også et veludviklet marked for ”videnskabelige afhandlinger”, der er baseret på svindel og plagiering.

Sidste år blev formanden for Ruslands centrale parlamentariske forsamling, Dumaen, afsløret for plagiering. Sergei Naryshkin, tidligere stabschef i Putins administration og et fremtrædende medlem af Putins parti, United Russia, blev anklaget for at have modtaget hvad der svarede til en doktorgrad for en afhandling, hvor mere end halvdelen var afskrift uden kildeangivelse. Det bemærkelsesværdige er, at afsløringen alene affødte skuldertræk og ikke fik følger for Naryshkin, der blot er én afsløring blandt hundreder.

Spanien

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatopgave var plagieret fra andre forfattere. Hele 19 ud af 52 sider skulle indeholde tekst, som ikke var hendes egen. Heriblandt afsnit fra Wikipedia.

Der stilles også spørgsmål ved premierminister Pedro Sánchez’ Ph.d.-afhandling, som ifølge kritikere også var enten plagieret eller slet ikke skrevet af ham.