Danskerne skal stemme til EU-Parlamentsvalget, der afholdes 23.-26. maj 2019. Danmark har i dag 13 medlemmer af EU-Parlamentet. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sidder på hver tre mandater, De Radikale har to, mens Venstre, SF, Konservative og Folkebevægelsen mod EU er repræsenteret af et medlem hver.

Derudover er Rikke Karlsson, der blev valgt på Dansk Folkepartis liste, løsgænger.

Ved det seneste EU-parlamentsvalg, der fandt sted i 2014, blev Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt den største stemmesluger af alle danske kandidater. Mere end 460.000 vælgere satte kryds ved DF-spidskandidaten, der undervejs i valgperioden har været centrum i en sag om misbrug af EU-midler.

Ved næste års valg stiller Enhedslisten for første gang op under eget navn. Partiet har hidtil bakket op om Folkebevægelsen mod EU. Men ved næste valg kan vælgerne sætte kryds ved liste Ø.

Den britiske exit udløser en nedskæring og omfordeling af pladserne i Europa-Parlamentet fra valget næste år. Danmark får igen 14 medlemmer af Europa-Parlamentet i stedet for de 13, der er i dag.

Alt i alt betyder omfordelingen, at vælgerne i de 27 lande, der fortsætter i EU, skal stemme 705 politikere ind i det nye Europa-Parlament. Otte andre lande står ligesom Danmark til at få en ekstra plads; Irland står til to nye pladser, Italien og Holland står til hver tre, mens Frankrig og Spanien står til hver at få fem pladser mere.

For 13 lande sker der ingen forandring. Der er heller ingen, der mister nogle af de pladser, de har i dag.

Allerede nu kan det forudses, at en række temaer vil dominere valgkampagnen op til parlamentsvalget.

Udlændingepolitikken

I Danmark og det meste af Europa er spørgsmålet om håndteringen af flygtninge- og indvandrere det vigtigste politiske emne i dag.

I valgkampen op mod parlamentsvalget i 2019 må det forventes, at både europæiske og nationale politiske ledere vil være under pres. Vi har set befolkningerne i andre EU-lande reagere – senest ved det italienske valg.

Udlændingepolitikken har allerede sat den nye tyske regering under pres. Indenrigsminister, Horst Seehofer fra Angela Merkels søsterparti, CSU, kræver, at asylansøgere skal afvises ved den tyske grænse, hvis de allerede er registrerede som asylansøgere i et andet EU-land.

Angela Merkel vil prøve at finde en EU-løsning senest på det kommende EU-topmøde den 28.-29. juni.

Opgøret i Tyskland drejer sig om et fuldstændig afgørende problem for EU-landene: Når folk kommer til et lands grænse og siger ”asyl”, skal de så lukkes ind for at få deres sag vurderet? Skal de også lukkes ind når vi ved, at når de først er kommet ind, er de meget svære at få ud igen?

Nu taler flere politiske ledere om at flytte asylbehandlingen til et sted uden for landets grænser. Hvis man får afslag, kommer man aldrig ind i landet.

Denne idé indgår herhjemme i Socialdemokratiets udlændingepolitiske oplæg ”Retfærdig og realistisk” og statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, at han har drøftet med andre EU-lande om at oprette et fælles modtagecenter for asylansøgere. Det skal være i et land, der ikke er særlig attraktivt for asylansøgere. Her kan man så behandle asylsagerne.

Angela Merkel og EU-formand Donald Tusk har indikeret, at de er parat til at overveje muligheden for at samle asylansøgere i særlige centre, for eksempel i Libyen, så de ikke skal ind i medlemslandene for at få deres asylsag behandlet.  

Uanset om disse overvejelser bliver realiseret, vil håndteringen af flygtninge- og indvandrere være et væsentligt emne i debatten frem mod EU-parlamentsvalget i maj 2019.

EU-budgettet

Den Flerårige Finansielle Ramme for 2014-2020 var på i alt 1.087.1 mia. euro, men i det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som Kommissionen præsenterede onsdag den 2. maj 2018 forhøjes budgettet til 1.279 mia. euro. Selvom Storbritannien forlader EU, lægger EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent.

Det må antages, at der under valgkampen vil være debat om, hvorvidt budgettet overhovedet skal udvides, og om nogle af de traditionelle udgifter skal skæres ned.

Danmark er nettobidragsyder til EU

Danmarks årlige bidrag til EU har i de seneste år ligget på 18-20 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugsstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger på omkring 10 mia. kroner. Hvis EU-Kommissionens budgetforslag vedtages, kan det betyde, at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med 1 – 2 mia. kroner.

Den danske regering har tilkendegivet, at ”budgettet er for stort, og det skal nedskaleres”. Danmarks krav om et mindre EU-budget støttes imidlertid kun af Sverige, Østrig og Holland, mens de øvrige medlemslande med Tyskland og rankrig i spidsen er indstillet på at øge budgettet for at sikre EU-samarbejdets vitalitet trods Brexit.

EU-forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke lagt skjul, at han er grænseløst irriteret over at skulle stå uden for døren og uden for indflydelse på væsentlige poliske spørgsmål. Statsministeren lagde derfor i en tale på Europadagen den 9. maj op til en debat om Danmarks 25 år gamle EU-forbehold.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har også kastet sig ind i diskussionen. I et debatindlæg i Politiken skriver han, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Ny meningsmåling

Det skal blive interessant at følge Venstres forsøg på at genoplive debatten om EU-forbeholdene. Det vil nemlig være op ad bakke, for ifølge en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, er danskerne overhovedet ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, retssamarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og den nye måling viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Retsforbeholdet og forbeholdet mod unionsborgerskab ikke aktuelt

I lyset af den danske folkeafstemning i 2015 er der næppe nogen, der for alvor vil prøve at genoplive debatten om retsforbeholdet. Det vil derfor især være forsvarsforbeholdet og reformerne af De Europæiske Økonomiske og Monetære Union, der vil være i fokus.

Hvad er årsagen til debatten om forsvarsforbeholdet?

Trods den folkelige modstand er debatten om forsvarsforbeholdet alligevel blusset op igen. Man kan undre sig over, hvorfor forsvarsforbeholdet netop nu bliver fremstillet som et problem. Hvem har interessere i et felttog, der synes dømt til at blive tabt?

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det var på høje tid set i lyset af de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor. På den ene side et truende Rusland, og på den anden side kan vi ikke længere negligere vores forpligtelser i NATO og samtidig regne med, at USA i en given situation vil kaste alt til side og betingelsesløst komme os til undsætning.

Med forsvarsforliget viser Danmark omverdenen, at vores forsvar er troværdigt, og vi rent faktisk er i stand til at beskytte territoriet og fortsat kan indgå i internationale missioner.

Men for nogle er det åbenbart ikke nok. Kommercielle, beskæftigelsesmæssige og økonomiske interesser tilsiger et endnu større engagement. Våbenproducenter som TERMA og andre med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne, og Dansk Metal har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer regeringen til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Mod et tættere forsvarssamarbejde i EU

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

I øjeblikket deltager 23 EU-lande i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager dog i andre opgaver i landet i FN-regi. 

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær, og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også et europæisk forsvarsagentur EDA (European Defence Agency), som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Etableringen var et led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro.

EU’s budgetforslag indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte trupper og udstyr rundt.

13 mia. euro vil gå til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, der blev etableret i juni sidste år som led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Fra EDF foreslås der allokeret 4,1 mia. euro til forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Reformer af den Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er et samarbejde om økonomisk politik, om den fælles valuta euroen og om oprettelse af Den Europæiske Centralbank. Der er udbredt enighed om, at euroen kun for alvor bliver robust den dag den private sektor i hvert fald delvis kan absorbere landespecifikke økonomiske kriser via arbejdskraftens frie bevægelighed og frie, grænseoverskridende kapitalbevægelser og långivning fra de internationale kapitalmarkeder.  Det Europæiske Finanspolitiske Råd (European Fiscal Board) har vurderet, at den private sektor tegner sig for kun 24 pct. af stødabsorptionen i euroområdet mod 62 pct. i USA. I modsætning hertil tilvejebringer de nationale finanspolitiske stabilisatorer i euroområdets i form af offentlige transfereringer dobbelt så stor stødabsorption som i USA.

Gennemførelse af bankunionen og etablering af en egentlig kapitalmarkedsunion for hele euroområdet, vil givet kunne styrke den private sektors evne til at absorbere økonomiske chok og genoprette økonomiske ubalancer, men det vil ikke være tilstrækkeligt til at sikre robustheden af euroen.

Det kræver, at medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – både når det gælder bankproblemer og statsgæld. Men den form for ”risikodeling” kan først komme på tale, – siger en række lande anført af Tyskland og Holland – når og hvis der er opnået en passende ”risikoreduktion” i hvert enkelt medlemsland. Det indebærer at en række landes statsgæld skal nedbringes, ligesom der skal ryddes op i banksektorernes dårlige lån – såkaldte Non Performing Loans, NPL, der er lån med stor risiko for misligholdelse.

EU-Kommissionen har foreslået en fond, der skal støtte reformer, og rentefrie lån til kriseramte lande. Rammen angives til 55 milliarder euro eller godt 410 milliarder kroner, men i betragtning af de monumentale problemer i bl.a. Grækenland og Italien anses beløb af den størrelsesorden for helt utilstrækkeligt.

Bankunionen

Medlemmerne af eurozonen skal være medlem af bankunionen, men selvom Danmark står udenfor euro-samarbejdet, overvejes det at tilslutte sig bankunionen.

Bankunionen i EU indeholder blandt andet et fælles tilsyn med bankerne (Single Supervisory Mechanism – SSM) og en fælles afviklingsmekanisme for nødlidende banker (Single Resolution Mechanism – SRM) inklusive en fælles afviklingsformue. Bankunionen omfatter dermed et fælles banktilsyn, en fælles afvikling af kriseramte banker og en (endnu ikke etableret) indskydergarantiordning

Hovedprincipperne i Bankunionen vedrørende kriser i banksystemet er høje kapitalkrav og kontrolleret håndtering af nødlidende banker.

Kapitalkravene er strammet i flere omgange og vil blive yderligere strammet som følge af Basel IV. Det såkaldte krisehåndteringsdirektiv (2014/59/EU), Bank Recovery and Resolution Directive (BRRD), der trådte i kraft i EU 1. januar 2015, skal sikre en kontrolleret håndtering af truende kriser i banksystemet. Et bærende element i direktivet er reglerne for ”bail-in”, der trådte i kraft i januar 2016. Reglerne betyder, at bankens ejere og kreditorer skal tage deres del af tabene og bidrage med mindst de første otte pct. af passiv-siden. Herudover skal kapitalkravene håndteres af fælles reservefonde under Bankunionen. De lande, der står udenfor Bankunionen, skal anvende nationale reservefonde.

Hele ideen er, at fondene skal sikre, at store banker i krise, hvor problemerne ikke kan håndteres med bail-in, ikke får lov til at udløse en ny finanskrise.

Bankunionen ikke fuldført

Problemet med bankunionen er, at trods betydelige fremskridt siden finanskrisen er den fælles og solidariske garantiordning for indskyderne endnu ikke er på plads. Bankunionen er derfor ikke i stand til fuldt ud at spille den tiltænkte buffer-rolle i en velfungerende europæisk økonomisk og monetær union i tilfælde af finansielle kriser, og dermed er der stadig risiko for, at europæiske skatteydere igen-igen kan blive ramt.

Indskydergaranti

Et af de hovedelementer, der stadig mangler i bankunionen, er en fælles europæisk indskydergaranti til at sikre bankkunders penge i tilfælde af krak. Ikke mindst Tyskland har strittet imod. Den tyske modstand bunder i frygt for at komme til at betale for dårlig økonomisk styring i italienske og græske banker.

Derfor har EU-Kommissionen foreslået en gradvis indfasning af den fælles indskydergaranti, hvor man i første fase skal nøjes med at sikre penge nok til de nationale garantiordninger, der findes i hele EU. Først når der er ryddet op i de nødlidende lån, som banker i flere medlemslande, stadig trækkes med, skal man ifølge det nye forslag overgå til en fælles ordning, hvor man solidarisk deler risikoen. Det kan ikke negligeres, at europæiske banker samlet har 7.075 milliarder kr. ude at svømme i form af dårlige lån -såkaldte Non Performing Loans, NPL, der er lån med stor risiko for misligholdelse. Om en mere gradvis indfasning vil kunne godkendes også af lande som Tyskland vides ikke.

Oprydning i dårlige lån

EU-Kommissionen har bebudet et stort udspil i begyndelsen af det nye år for at reducere omfanget af dårlige og nødlidende lån. Den vil blandt andet foreslå et lovpligtigt forsigtighedsprincip, hvor de fælles tilsynsmyndigheder om nødvendigt kan stille større kapitalkrav til enkelte banker for at sikre sig mod tab.

Indtil alle elementer i bankunionen er realiseret er det i sidste ende EU’s skatteydere, der er bagstopper i forhold til de europæiske banker. Hvis der inden skulle ske så mange krak på samme tid, at den fælles afviklingsfond løber tør for midler, er det skattepenge, der bliver tyet til.

European Monetary Fund, EMF

Når bankunionen er fuldt ud realiseret, kan pengene til bagstopperen ifølge Kommissionens plan komme via eurozonens redningsfond, den såkaldte europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), der kan videreudvikles til en europæisk valutafond.

Stabilitetsmekanismen, ESM, for gældsplagede eurolande blev etableret i 2012 og var tiltænkt rollen som et permanent værn mod gældskrisen med en effektiv udlånskapacitet på 500 mia. euro, hvoraf de 80 mia. euro er i form af indbetalt kapital fra medlemslandene i euroområdet.

Finansiel støtte fra mekanismen kræver en anmodning af et medlemsland fra euroområdet samt, at støtten vurderes nødvendig af hensyn til euroområdets stabilitet. Vurderingen vil ske på baggrund af en bæredygtighedsanalyse af statsgælden, som foretages af Kommissionen sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB).

Finansiel bistand fra mekanismen er underlagt strenge krav til det pågældende euroland om et makroøkonomisk tilpasningsprogram. Afgørelser om ydelse af finansiel bistand fra mekanismen kræver som hovedregel enstemmighed blandt eurolandene. Da Danmark som bekendt ikke er et euroland, bidrager Danmark heller ikke til krisefonden. Medlemslande uden for euroområdet kan dog deltage i de finansielle støtteaktioner på ad hoc-basis.

Når ESM ønskes videreudviklet til en egentlig EU-valutafond – European Monetary Fund, EMF –  for alle medlemslande og med hjemmel i EU-retten, er sigtet, at ESM udover at udbetale støtten også får større selvstændige beføjelser og ansvar for at overvåge overholdelsen af reglerne for den europæiske økonomiske og monetære union og sikre overholdelsen af finansielle støtteprogrammer i medlemslandene. Det ville betyde, at EU kunne frigøre sig fra afhængigheden af IMF, der i øjeblikket involveres hver gang et euro-land behøver finansiel bistand. Som det har været set i forhold til Grækenland, har der været tydelige forskelle i Kommissionens og IMF’s vurdering af den græske økonomis bæredygtighed, hvor IMF har insisteret på nødvendigheden af en større del af den græske statsgæld skulle afskrives. Tyskland og andre euro-lande har afvist, at andre lande skulle rydde op efter dem, der ikke selv fører en ansvarlig økonomisk politik.

Tyskland har på den anden side ikke været tilfreds med at det alene er EU-Kommissionen, der påser at de fælles regler overholdes. Politiske hensyn har forhindret, at Kommissionen effektivt har sanktioneret overtrædelser af spillereglerne i Den Økonomiske- og Monetære Union.

Meget vil afhænge af Tyskland. Den tyske regering af CDU/CSU og SPD er parat til at gå ind på nogle af forslagene til reformer i Den Økonomiske- og Monetære Union, men ikke uden betingelser. Tyskland er parat til at samarbejde tæt med Frankrig om at styrke og reformere eurozonens økonomiske holdbarhed, således at euroen bedre kan stå imod globale kriser. Tyskland betinger sig dog, at kontrollen med de offentlige finanser i de enkelte medlemslande og koordineringen af de økonomiske politikker i EU og i euroområdet skal styrkes, ligesom kampen mod skattesvig og aggressiv skatteplanlægning skal intensiveres. Tyskland er derfor parat til nærmere at drøfte de forslag, der er fremlagt af medlemslandene og af EU-Kommissionen. Tyskland anerkender princippet om solidaritet i EU, men fastholder, det enkelte medlemslands økonomiske ansvar for de risikable dispositioner, de foretager. Når det er sagt, er Tyskland parat til at videreudvikle Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, ESM, til en egentlig Europæisk Monetær Fond, forankret i EU-retten, men uden at kompromittere de nationale parlamenters kompetence.

Når bankerne bliver for store

Danske Banks balance var i 2013 tre gange så stor som hele Danmarks bruttonationalprodukt. Da krisen ramte de danske banker, var det staten og skatteborgerne, der med bankpakkerne garanterede for bankernes forpligtelser. Var det gået helt galt, kunne staten være gået bankerot.

Problemet er, at målt i forhold til landets samlede økonomi, er flere af de danske banker blandt de største i EU, og så store, at de har potentialet til at trække tæppet fuldstændig væk under den danske økonomi. En normal virksomhed kan gå konkurs, hvilket tilskynder til en effektiv risiko¬styring. Men hvis staten garanterer for en bank, mistes tilskyndelsen til risikostyring. Og en garanti reducerer bankens låneomkostninger, mens statens lån bliver dyrere. Det er implicit statsstøtte, der i 2014 havde en værdi på 10–17 mia. kr. i Danmark.

I Danmark er det især hensynet til det unikke danske realkreditsystem og sektorens modstand mod øgede kapital- og konsolideringskrav, der ligger bag reservationerne overfor den europæiske bankunion. I Sverige, der også står uden for bankunionen, er der nervøsitet over udsigten til måske at skulle tage ansvar for banker og finansielle sektorer i andre lande, hvor aktørerne har unddraget sig det ansvar, som myndigheder og banksektorer i Danmark og Sverige har løftet.

Reglerne i EU og den politiske virkelighed

Problemerne med at realisere Finansunionen og Bankunionen illustrerer de monumentale problemer i EU’s økonomiske og finansielle politikker, herunder vanskelighederne i euro-samarbejdet.

Den nye italienske regering stiller spørgsmål ved de grundlæggende regler i Den Økonomiske og Monetære Union – Konvergensreglerne i Stabilitetspagten – om størrelsen af offentlige budgetunderskud på maksimalt 3,0 pct. af BNP, grænsen på 0,5 pct. for underskud på den strukturelle saldo, og grænsen på 60 pct. af BNP for den offentlige gæld – ligesom de også tager afstand til bail-in reglerne i Bankunionen.

Det er spørgsmålet om Tyskland og Frankrig sammen med EU-Kommissionen har tilstrækkelig styrke til at gennemtvinge de nødvendige reformer af ØMU’en – Den Økonomiske og Monetære Union.  Det taler for, at Danmark og andre lande vil være tilskyndet til at vente og se hvad vej vinden blæser.

Vi bør lytte til Nationalbanken

I mellemtiden kan  vi notere, at Nationalbanken og Det Økonomiske Råd har anbefalet, at Danmark tilslutter sig Bankunionen.

Bankernes organisation, Finansrådet, har hidtil været splittet mellem de største bankers ønske om dansk tilslutning, de mindre bankers skepsis og realkredittens modstand.

Hvad bliver konsekvensen hvis vi står uden for bankunionen? Det kan bestemt ikke udelukkes, at renten vil ligge højere end ellers. Det er samtidig Nationalbankens opfattelse, at selvom vi står uden for bankunionen, vil det alligevel blive nødvendigt at hæve kapitalkravene til de større banker og til realkreditinstitutterne. Hertil kommer at Danmark næppe på egen hånd ville være i stand til at håndtere kriser i de større danske pengeinstitutter.

Copenhagen, the Danish capital, has been chosen as the site for the future headquarters of a new global UN museum.

The museum will be a physical and virtual communication Centre designed to enlighten the public about the work the UN does around the world.

Aside from helping spread the message about the UN’s work and vision, the museum is also seen as an ambitious construction project that has the potential to strengthen Denmark’s international profile and Copenhagen’s brand as an international tourist destination.

Pipedreams

FN’s tidligere generalsekretær, Ban Ki-Moon, har for nylig været i København for at mødes med potentielle investorer, og sammen med sin forgænger Kofi Annan og nuværende generalsekretær, António Guterres, drømmer han om et museum, som fra grundlæggelsen af FN i 1945, skal fortælle FN-systemets historie.

Det er måske på høje tid for selvom FN i dag har 193 lande som medlemmer (samt Færøerne som associeret medlem) er FN kontroversiel og udskældt. Problemet er, at FN-systemet er en sammensat og kompleks størrelse, og det er ikke altid muligt at afgøre, hvad kritikken går på.

Organisationer i FN-familien

Udover selve FN i New York (Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, Det økonomiske og sociale råd (ECOSOC), Formynderskabsrådet, Sekretariatet – Den internationale domstol ligger i Haag i Holland), er IMF, The International Monetary Fund, Verdensbanken, The World Bank, og 13 andre uafhængige organisationer kendt som “specialized agencies” knyttet til FN gennem samarbejdsaftaler. Disse organisationer, herunder WHO, World Health Organization, og Den Internationale Luftfartsorganisation, The International Civil Aviation Organization, er selvstændige organisationer etableret ved mellemstatslige aftaler. De har vidtrækkende arbejdsområder indenfor økonomi, sociale forhold, kultur, uddannelse, sundhed og andre områder. Nogle af organisationerne som f.eks. ILO, The International Labour Organization og UPU, The Universal Postal Union, er ældre end selve FN.

Desuden er der 35 programmer, fonde og underorganisationer med specielle ansvarsområder – som UNHCR, The Office of the UN High Commissioner for Refugees, UNDP, The UN Development Programme og UNICEF, The UN Children’s Fund – der rapporterer direkte til FN’s Generalforsamling eller til det Det økonomiske og sociale råd, The Economic and Social Council – ECOSOC.

Alle disse organisationer med deres egne styrende organer, budgetter og sekretariater indgår i FN-familien eller det der omtales som FN-systemet.

Selvstændige organisationer, der indgår i FN-systemet omfatter: FAO (Food and Agriculture Organization of the UN), IAEA (International Atomic Energy Agency), ICAO (International Civil Aviation Organization), IFAD (International Fund for Agricultural Development), ILO (International Labour Organization), IMF (International Monetary Fund), IMO (International Maritime Organization), ITU (International Telecommunication Union), UNESCO (UN Educational, Scientific and Cultural Organization), UNIDO (UN Industrial Development Organization), UPU (Universal Postal Union), WHO (World Health Organization), WIPO (World Intellectual Property Organization), WMO (World Meteorological Organization), World Bank Group, WTO (World Tourism Organization).

FN-systemet som helhed – dvs. sekretariatet i New York, kontorerne rundt om i verden, samt særorganisationerne og FN-programmer og -organisationer – beskæftiger over 50.000 mennesker, og det ordinære budget alene for selve FN er for 2018-2019 på 5,4 mia. dollars. FN’s 193 medlemslandenes medlemsbidrag er baseret på en formel, hvor især BNP har vægt.

Kritikken

Medlemslandene kan alle tilslutte sig de overordnede formål med FN-systemet: at sikre international fred og sikkerhed, økonomisk og social udvikling, og menneskerettigheder og ligestilling. Men, men – FN’s har siden etableringen i 1945 også haft kroniske problemer med korruption, bureaukrati og galopperende udgifter.

Med årene er FN’s dårligdomme ikke blevet mindre, men selv de største kritikere har tidligere erkendt, at hvis FN-systemet ikke fandtes måtte vi formentlig opfinde det. Der har faktisk været forslag om, at man helt skrottede FN og skabte en ny, mindre og mere effektiv organisation. Argumentet har været, at det FN vi kender i dag, har alle de dårlige tegn på en aldrende organisation – for store faste udgifter, for meget infrastruktur og for meget korruption. Den eneste måde at løse problemet, er at skrotte organisationen og starte forfra.

Problemet er, at en væsentlig del af kritikken kommer fra den absolut største donor – USA. Præsident Donald Trump har i FN’s Generalforsamling sagt, at FN aldrig har “nået sit fulde potentiale” på grund af “bureaukrati og dårlig forvaltning”.

Trump er ikke den eneste, der har kritiseret FN for at være ineffektiv og argumenteret for, at institutionen er forældet og overflødig. Andre har hævdet at FN stadig er yderst vigtig for at bevare fred og stabilitet i verden.

Trump opfordrede alle medlemslande til ”at have modet til at se realiteterne i øjnene, erkende at tiden ikke er til business as usual, og opgive positioner og metoder, der havde vist sig ikke at fungere”.

Trump har også givet udtryk for, at efter hans opfattelse ydede ikke alle medlemslande deres rimelige andel, og at en væsentlig byrde uretfærdigt hvilede på USA: “Vi skal sørge for, at ingen medlemsstater skal bære en uforholdsmæssig stor del af byrden, det være militært eller økonomisk. Vi kræver også, at alle fredsbevarende missioner har klart definerede og verificerbare resultatmål.”

Donald Trump havde faktisk under den amerikanske præsidentkampagne talt for nedlæggelsen af FN, men har siden valget talt om USA fremadrettet vil være ”partner”. Det lykkedes for USA under forhandlingerne om budgettet for 2018-2019 at få budgettet reduceret med 5 pct. til 5,4 mia. dollars.

USA har desuden trukket sig fra Paris-aftalen om klima og tilbageholdt betalingen til en række klimarelaterede FN-programmer.

Andre end USA har stillet spørgsmål ved FN’s evne til at sikre international fred og sikkerhed, økonomisk og social udvikling, og menneskerettigheder og ligestilling.

Er FN uden betydning?

I de seneste internationale kriser – den syriske borgerkrig, ISIL’s indflydelse, den russiske annektering af Krim og invasion i det østlige Ukraine og flodbølgen af mennesker, der skyller op på græske og italienske kyster, drevet af volden i Syrien og håbløsheden i Afrika – for slet ikke at nævne de talløse konflikter i Yemen, Afrika, forholdene i det Sydkinesiske hav, håndteringen af atomvåben i Nordkorea og Iran – spiller FN stort set ingen rolle.

Desværre er EU samtidig stivnet i konkurrerende nationalisme, der truer unionens grundlæggende ideer. Derfor har EU ikke været i stand til at kompensere for den manglende FN-indsats gennem enighed om en levedygtig planer for at håndtere flygtningekrisen og de økonomiske udfordringer i Sydeuropa.

Det skal retfærdigvis siges, at FN ikke er enestående. Andre internationale institutioner svigter også og udstiller svaghederne ved de internationale overenskomster og aftaler, der blev etableret efter anden verdenskrig netop for at forebygge sådanne kriser eller løse dem, når de var en kendsgerning. Den regelbaserede internationale orden er i fare, multilaterale aftaler er ikke længere mulige og det internationale anarki truer.

Når det kommer til krig og fred, har FN demonstreret sin impotens, men også betydningen af IMF, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, WTO, er svindende.

Reformbestræbelser

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande en lang tradition for at være aktive i arbejdet med at reformere FN. Vi har sammen arbejdet for at styrke FN’s fredsbevarende operationer og andre dele af FN’s arbejde. Tilbage i 1990’erne deltog vi i flere nordiske FN-reformprojekter med særlig vægt på det økonomiske og sociale område.

Efter de koordinerede al-Qaeda terrorangreb mod USA den 11. september 2001, krigen i Afghanistan i oktober 2001 og USA’s enegang – sammen med en koalition af frivillige lande, bl.a. Danmark – i krigen i Irak fra marts 2003, prøvede FN’s daværende Generalsekretær Kofi Annan i perioden 2003-06 at genoprette FN’s troværdighed og rolle som det naturlige organ for international sikkerhedspolitik.

Generalsekretæren erkendte, at FN er nødt til at kunne reagere på de nye former for trusler som kommer fra terrorist-netværk og stater, der enten støtter terrorister eller truer freden. En antiterror-konvention er blot et af mange tiltag, som skulle gennemføres for at genoprette FN’s rolle. Der skulle også indføres et sæt spilleregler for, hvordan FN kunne foretage præventive angreb og der skulle laves nye regler for FN’s menneskerettighedskommission, så lande, der bryder menneskerettigheder, ikke længere kan blive medlemmer. FN har lidt ubodelig skade på sin troværdighed ved at give lande som Libyen, Sudan, Saudi Arabien og Syrien plads i kommissionen. I lyset af skandalen om svindel med FN-penge i olie-for-mad-programmet i Iraq, skulle der også være bedre kontrol med økonomien.

Danmark var stadig sammen med de øvrige nordiske lande aktive og støttede op om de reformprocesser Kofi Annan igangsatte.  Der skete visse justeringer indenfor menneskerettigheder, til nye strukturer for FN’s fredsopbyggende indsats, større samarbejde og integration af det samlede FN-systems indsatser på landeniveau og – i 2010 – til etableringen af organisationen UN Women.

Der er også mange, der håber, at Millenniumudviklingsmålene, der blev vedtaget i 2015, har levetidsforlænget FN. Med målene er der i hvert fald skabt en 15-årig global ramme for landenes kollektive bestræbelser for at reducere sult og hæve sundhedsstandarderne.

Ifølge dagbladet Politiken vil hver anden dansker have Danmark med i en EU-hær. Det ellers forsvarskritiske dagblad refererer til en måling, som YouGov har foretaget for Tænketanken Europa, der skulle vise at 50 procent er helt eller delvist enige i, at Danmark bør gå med i en EU-hær. Blot 31 procent er helt eller delvist uenige.

Politiken, der netop er dømt i PET-sagen, har ikke nærmere dokumenteret YouGov-målingen, og den er næppe retvisende. Andre målinger – f.eks. en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, viser, at danskerne bestemt ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold. At danskerne så samtidig skulle ønske at gå med i en EU-hær, giver simpelthen ingen mening.

Modstanden

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, retssamarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og den nye måling viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke lagt skjul, at han er grænseløst irriteret over at skulle stå uden for døren og uden for indflydelse på væsentlige poliske spørgsmål. Statsministeren lagde derfor allerede i en tale på Europadagen den 9. maj 2018 op til en debat om Danmarks 25 år gamle EU-forbehold.

”Jeg ønsker, at der kan komme en dag, hvor vi ikke har et forsvarsforbehold”, siger Lars Løkke Rasmussen nu til JyllandsPosten.

Danmarks forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen meldte allerede i juli ind i et nyt multilateralt forsvarssamarbejde, EII – European Intervention Initiative. Samarbejdet er etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Finland tilsluttet sig. Initiativet har angiveligt ikke noget at gøre med en fælles EU-hær; Ifølge forsvarsministeren går spektret for, hvad man kan beskæftige sig med, fra at se på behovet i Sahel-regionen til at se på, hvad man kan gøre for at etablere et fælles samarbejde, hvis der kommer altødelæggende orkaner i Caribien.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har imidlertid også kastet sig ind i diskussionen om helt at ophæve forsvarsforbeholdet. I et debatindlæg i Politiken skriver han, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Senest har Hjort Frederiksen beklaget, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet ikke kan deltage i et nyt samarbejdsprojekt mellem EU og Nato om at styrke den militære mobilitet i Europa, så et stort antal soldater og udstyr kan flyttes på tværs af kontinentet hurtigere og mere effektivt.

”Sverige og Finland kan deltage for fuld damp i det arbejde. Sverige og Finland er to neutrale lande, Danmark er Nato-medlem og ikke et neutralt land, men vi kan så ikke deltage i det. Det er bare ulogisk”, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen til netmediet Altinget efter et møde mellem EU’s forsvarsministre.

Derfor vil forsvarsministeren gerne have en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, men foreløbig har regeringen bedt Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, om en redegørelse for fordele og ulemper ved forsvarsforbeholdet.

Hvad er årsagen til debatten?

Man kan undre sig over, at forsvarsforbeholdet netop nu bliver fremstillet som et problem.

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det var på høje tid set i lyset af de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor. På den ene side et truende Rusland, og på den anden side kan vi ikke længere negligere vores forpligtelser i NATO og samtidig regne med, at USA i en given situation vil kaste alt til side og betingelsesløst komme os til undsætning.

Med forsvarsforliget viser Danmark omverdenen, at vores forsvar er troværdigt, og vi rent faktisk er i stand til at beskytte territoriet og fortsat kan indgå i internationale missioner.

”Europahæren” spøger

Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Venstre er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993. Når både den tyske kansler og den franske præsident igen er begyndt at bruge ordet ”Europahær” i deres taler lægger det gift for enhver overvejelse om at ophæve forsvarsforbeholdet i Danmark.

Det, der i Venstre har udløst debatten er mulighederne for at tjene penge. Kommercielle og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter som TERMA og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder. Lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne, og Dansk Metal, der er optaget af skabelsen af nye arbejdspladser, har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer regeringen til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Samtidig har lobbyister som Rasmussen Global og flere tidligere ambassadører travlt med at bane vejen for en ophævelse af forsvarsforbeholdet – hellere i dag end i morgen!

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Baggrunden for den pludselige danske interesse er, at der nu kommer penge på bordet til EU-forsvar. I det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som Kommissionen præsenterede onsdag den 2. maj 2018 afsættes omtrent 20 mia. euro – 150 mia. kroner – til forsvarssamarbejde. I den gældende ramme for 2014-2020 fylder forsvarssamarbejdet meget lidt. Det udgør kun beskedne 1,5 mia. kroner per år i de sidste tre år af perioden.

1 pct. eller 1,1 pct. af BNI i EU-bidrag

Den Flerårige Finansielle Ramme for 2014-2020 var på i alt 1.087.1 mia. euro, og Kommissionens budgetforslag for perioden 2021-2027 løber op i 1.279 mia. euro. Selvom Storbritannien forlader EU, lægger EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent.

Bortset fra uenigheden om udgifterne til det kontroversielle forsvarssamarbejde, er der grundlæggende strid om, hvorvidt budgettet overhovedet skal udvides, og om nogle af de traditionelle udgifter skal skæres ned.

Danmark er nettobidragsyder til EU

Danmarks årlige bidrag til EU har i de seneste år ligget på 18-20 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugsstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger på omkring 10 mia. kroner. Hvis EU-Kommissionens budgetforslag vedtages, kan det betyde, at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med 2 mia. kroner.

Forsvarssamarbejdet i EU

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

I øjeblikket deltager 23 EU-lande i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager derimod i andre opgaver i landet i FN-regi. 

PESCO-samarbejdet

Baggrunden for PESCO er især Tysklands og Frankrigs bestræbelser på at etablere af en egentlig EU-hær. UK har været modstander, men med Brexit er den forhindring nu ryddet af vejen. Det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberangreb.

Med PESCO-samarbejdet og de øgede bevillinger har det europæiske forsvarsagentur EDA (European Defence Agency) fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb, og i løbet af de sidste måneder er der godkendt hele 34 nye projekter. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Danmark uden for EDA

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men forsvarsminister Hjort Frederiksen har oplyst, at Danmark søger at opnå observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet. Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Forsvarslobbyen hævder, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Finansieringen af projekterne kommer fra flere kilder.

EU’s budgetforslag indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

Fra EU-budgettet vil der desuden gå 13 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF – European Defence Fund, der blev etableret i juni sidste år som led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit. Formålet med EDF er at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020.

Med budgetforslaget for 2021-2027 er der udsigt til, at de årlige udlodninger for fonden kan blive på adskillige mia. euro. Det skønnes, at med Danmarks bidrag til EU-budgettet vil Danmark i de kommende år bidrage med omkring 2 mia. kr. til Den Europæiske Forsvarsfond.

I forsvarsforliget blev der afsat en pulje til at øge forskningen inden for forsvars- og sikkerhedsteknologi. Det skal ikke mindst sikre, at Danmark kan få et tilfredsstillende udbytte af den forskningsindsats inden for forsvarsområdet, der i de kommende år skal finansieres af Den Europæiske Forsvarsfond.

Fra EDF foreslås der allokeret 4,1 mia. euro til forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Spørgsmålet er om Danmark stående uden for forsvarssamarbejdet overhovedet vil komme i betragtning ved uddelingerne fra Den Europæiske Forsvarsfond?

Folketingsvalg og valg til Europa-Parlamentet i maj 2019

EU-slagsmålet om den Flerårige Finansielle Ramme for 2021-2027 kan næppe afsluttes inden næste folketingsvalg og EU-Parlamentsvalget i maj 2019.

Det skal imidlertid blive interessant at følge forsvarslobbyen og Venstres krampagtige forsøg på at genoplive debatten om forsvarsforbeholdet og de 3 øvrige forbehold.

OECD har netop i København præsenteret den nyeste rapport om dansk økonomi. I rapporten – Economic Surveys, Denmark, January 2019 – roses dansk økonomi generelt. Samtidig påpeges det, at Danmark er et af de lande, som har den højeste marginalskat for de højeste indkomster. Ifølge OECD får vi ikke ret meget ud af den høje marginalskat, fordi skatteprovenuet er begrænset, og der er omkostninger i form af et lavere arbejdsudbud. OECD anerkender, at Danmark fører en stram finanspolitik, men at finanspolitikken godt kan strammes yderligere, så landets økonomi bedre polstres til at kunne modstå dårligere tider.

I rapporten spår OECD en ganske pæn udvikling for den danske økonomi, men OECD understreger også, at der er problemer. Specielt mener OECD, at udviklingen i vores produktivitet er skuffende, ligesom OECD gerne ser en omlægning af skat fra arbejde og mindskede incitamenter til gældsætning. Derfor kommer OECD i rapporten med en række konkrete skatteforslag:

·         Skatten på den sidste tjente krone skal sænkes fra 56 pct. til 51 pct.

·         Aktieskatten skal sænkes fra 42 pct. til 37 pct.

·         Rentefradraget skal sænkes, så det kommer ned på 25,5 pct. for alle danske boligejere.

·         Arveskatten på familieejede virksomheder skal hæves til 15 pct.

·         En lavere selskabsskat via indførslen af et fradrag i selskabsskatten for normalforrentning af egenkapitalen – et såkaldt ACE-fradrag (Allowance for Corporate Equity). Det vil sige, at virksomhederne får et fradrag, hvis de finansierer deres investeringer via egenkapitalen.

Forslagene viser tydeligt, at OECD ikke først og fremmest er optaget af de fordelingsmæssige konsekvenser af globalisering og økonomisk vækst.

Internationale danske virksomheder

OECD noterer, at Danmark har fordele af integrationen med den internationale økonomi. Det er årsagen til det meget betydelige overskud på betalingsbalancen. Realiteten er at en stor og stigende del af den danske eksport aldrig har været i nærheden af Danmark. Det er varer og tjenester produceret eller købt i udlandet og afsat udenlands af danskejede virksomheder. I fagsproget benævnes det som “merchanting and processing”, og udgør en stigende del af betalingsbalanceoverskuddet. Danmark ligger helt i top blandt OECD-landene hvad angår betalingsbalancebidraget fra merchanting.

Udenlandsk produktion medregnes i dansk eksport

Den vedtagne klassificering i nationalregnskabet af sådanne indtægter som ”eksport” og ikke ”investeringsafkast fra udlandet” har umiddelbart indvirkning på opgørelsen af bruttonationalproduktet og for produktivitetsberegninger. En hurtig kalkulation viser, at hvis nettoeksporten fra ”merchanting and processing” blev optaget i nationalregnskabet som ”investeringsafkast fra udlandet” ville det reducere den gennemsnitlige årlige BNP-vækst med 12 pct. i perioden 2005 – 2017.

Nettoeksport af varer udgør med 5,7 pct. af BNP i 2017 en væsentlig del af betalingsbalanceoverskuddet. Hvor nettoeksporten af varer rubriceret under ”merchanting” heraf udgjorde omkring 0,5 pct. af BNP i 2005, var denne andel i 2017 steget til over 2 pct. og dermed over en tredjedel af vareeksportens andel af betalingsbalanceoverskuddet.

Konsekvenser for produktiviteten

Opgørelsen af produktiviteten i fremstillingserhvervene ville ligeledes blive påvirket. Det skønnes nemlig at omkring halvdelen af den registrerede produktivitetsstigning i samme periode kan henføres til produktion i udlandet af dansk-ejede virksomheder.

Opgørelsesmetoden kan betyde, at politikere uden særlig økonomisk indsigt overvurderer produktivitetsudviklingen og dermed får et sminket billede af de reelle rammevilkår for erhvervslivet i Danmark.

Hvis der ikke politisk er fuld bevidsthed om, at de fleste store danske virksomheder er ekstremt internationalt orienterede, kan det gå galt. Hvis vilkårene, og herunder arbejdsudbud, skatteregler og produktivitetsudvikling ikke er tilfredsstillende, kan produktionen flyttes andre steder hen.

Fordelingsmæssige konsekvenser

Et andet vigtigt spørgsmål er de fordelingspolitiske konsekvenser. Selvom OECD som nævnt skønner, at den gennemsnitlige årlige vækst i BNP fra 2005 til 2017 reduceres med 12 pct., ville bruttonationalindkomsten eller BNI ikke være påvirket. Danmark ville altså ikke blive fattigere af en ændret opgørelse af nationalregnskabet, men væksten i bruttonationalindkomsten vil i højere grad stamme fra afkast af danske investeringer i udlandet end fra dansk produktion.

Set fra en fordelingspolitisk synsvinkel er dette ikke ligegyldigt: Det er nemlig kun dansk produktion, der direkte kommer danske lønmodtagere til gode! Realiteten er da også, at en stigende del af den danske nationalindkomst tilfalder disse virksomheders ejere og ikke de ansatte. En stadig større del af den samlede indkomstdannelse i samfundet tilfalder derfor virksomhedsejere og aktionærer.

Da ejerskab til virksomheder og aktiebesiddelser langt fra er jævnt fordelt, afhænger den endelige fordeling af forbrugsmulighederne i Danmark derfor i meget høj grad af skattesystemets omfordelende effekt.

Modstanden mod globalisering

Det antages almindeligvis, at det danske skattesystem i kombination med diverse velfærdsforanstaltninger indebærer en omfordeling, der sikrer forbrugsmuligheder for alle. Sådan er det ikke i alle lande, og det kan ikke udelukkes, at den manglende tilstedeværelse af fordelingspolitiske mekanismer i visse lande er en væsentlig forklaring på en populistisk modstand mod globalisering, vi i Danmark stort set har været skånet for.

Fjernelse af den resterende topskat, ubetingede nedsættelser af selskabsskatten og lempelser i arveskatten på familieejede virksomheder og andre tiltag, der kan opfattes som ulighedsskabende, bør således kun gennemføres efter moden omtanke.

Mandag den 11. februar 2019 markeres i Teheran som 40-årsdagen for den islamiske revolution i Iran. Revolutionen i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter krigen med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Regimet i Iran har, trods den nuværende økonomiske krise og sanktionerne, formået at indfri en række sociale løfter til befolkningen på omkring 80 millioner. Selvom armoden er udbredt, er noget sket. Analfabetismen er betragteligt reduceret, uddannelsesniveauet er vokset, og levealderen er steget. Selv den lavere middelklasse er relativt set velstående i forhold til f.eks. Egypten. Der er adgang til offentligt forsynet elektricitet og rindende vand, omkring 87 procent får naturgas via rørledninger til deres hjem, 99 procent har køleskabe, 97 procent farve-TV, 82 procent mobiltelefoner, 77 procent støvsugere, 64 procent vaskemaskiner, og 20 procent biler.

Til gengæld er der betydelige indskrænkninger i basale friheds- og menneskerettigheder.

Forholdet til USA og Vesten

Revolutionen, der bragte ayatollah Khomeini til magten, indvarslede samtidig en epoke, hvor Vesten har været på kant med den store persiske nation.

Når USA’s præsident Donald Trump kommunikerer med Irans præsident, Hassan Rouhani, er tonen rå og direkte: USA betegnes konsekvent, som ”Den store satan”, der advares mod ”at lege med løvens hale, eller du vil fortryde det”. Trump besvarer øjeblikkelig advarslen med: ”Du skal aldrig nogensinde true USA igen, eller du vil opleve konsekvenser, som kun få i historien har mærket før dig”.

Irans nuværende åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, er på samme linje: ”Så længe USA fortsætter sin ondskab, vil den iranske nation ikke ophøre med at ønske Død over Amerika!”

De verbale slagudvekslinger, der foregår i den etablerede internationale presse og via sociale medier, er det synlige udtryk for det dårlige forhold mellem Iran og USA siden 1979, hvor USA’s allierede, den iranske Shah i januar 1979 – allerede inden ayatollah Khomeini vendte tilbage fra eksilet i Frankrig – måtte flygte fra Iran.

Ambassadebesættelsen

Forholdet til USA har i særdeleshed været belastet siden islamiske studenter den 4. november 1979 invaderede den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i 444 dage.

Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat. Skiftende amerikanske regeringer har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran. Årsagen var dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram, manglende samarbejde med inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, et truende ballistisk missilprogram, manglende respekt af menneskerettigheder samt påstandene om, at Iran støtter international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

De amerikanske sanktioner har været ganske vidtgående: amerikanske virksomheder har været afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Sanktioner fra august og november 2018

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran. Det vil få konsekvenser for europæiske, kinesiske og russiske virksomheder i Iran – særligt hvis de også er på det amerikanske marked. Siden foråret 2018 har der da også været en decideret udvandring af europæiske virksomheder og banker fra Iran, fordi de også har et stort marked i USA.

Irans manglende samarbejde med IAEA om atomprogrammet betød, at FN også fordømte Iran, og FN’s sanktioner mod Iran er siden 2006 gradvist blevet skærpet.

Konsekvenserne for Iran

Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløshed er udbredt og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er oppe på omkring 30 pct. Almindelige iranske husholdninger har i det sidste årti oplevet fald i indkomsterne – de reale husholdningsbudgetter for en middelklassefamilie anslås at være faldet med 20 pct. Umiddelbart efter atomaftalens indgåelse i 2015 steg olieindtægterne, men pengene er især tilgået det statslige system, og ikke gavnet den almindelige iranske befolkning. Eksperter har vurderet, at faldet i levestandard er et resultat af en kombination af dårlig indenlandsk økonomiforvaltning og de udenlandske sanktioner.

De begrænsede muligheder har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor veluddannede iranere er emigreret til udlandet.

Udover olie eksporterer Iran landbrugsprodukter, herunder pistacienødder og safran. Den amerikanske embargo omfatter endvidere iranske produkter som tæpper og kaviar.

Efter atomaftalen er voksede Irans handel med EU i en periode, men Kina, Sydkorea og Tyrkiet er fortsat Irans vigtigste handelspartnere.

Irans modstandere i Mellemøsten

I Mellemøsten har premierminister Benjamin Netanyahu i Israel ikke været tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben. Tilsvarende er Saudi Arabien og andre stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

Status for USA i Mellemøsten

USA og Donald Trump kan konstatere, at IS stort set er nedkæmpet og at USA efter anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad, opsigelsen af atomaftalen og konfrontationen med det shiamuslimske regime i Teheran har genvundet tilliden fra Israel og de sunnimuslimske stater i Mellemøsten, herunder Saudi-Arabien.

Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om det vil lykkes for USA at svække Irans indflydelse i Mellemøsten. De ordninger, der bliver etableret i Iraq og Syrien efter den endelige nedkæmpelse af IS bliver formentlig afgørende også for forholdet til Iran.

Ifølge Tænketanken Europa vil hver anden dansker have Danmark med i en EU-hær. Tænketanken henviser til en YouGov-måling, foretaget for og finansieret af Tænketanken Europa, der skulle vise, at 50 procent er helt eller delvist enige i, at Danmark bør gå med i en EU-hær. Blot 31 procent er helt eller delvist uenige.

Ifølge Kristeligt Dagblad mener lektor fra School of Politics and International Relations ved University of Kent i England, Erik Gahner Larsen, at interesseorganisationer forsøger at formulere spørgsmål sådan, at svarene underbygger det mål, de selv har: ”Man bør altid være opmærksom på, hvem der står bag de undersøgelser, der bliver omtalt i medierne. Hvem har betalt for dem? Hvilke spørgsmål er der stillet? Hvornår er målingen foretaget, hvor mange svar er der givet, og hvor mange svarede ”ved ikke”? Den slags metodiske oplysninger er vigtige at have med, og det kan være svært at læse en undersøgelse kritisk, hvis man ikke har de oplysninger.”

Tænketanken Europas YouGov-måling er næppe retvisende. Andre målinger – f.eks. en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, viser, at danskerne bestemt ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold. At danskerne så samtidig skulle ønske at gå med i en EU-hær, giver simpelthen ingen mening.

Tænketanken Europa er etableret af CO-industri og Dansk Industri (DI), som er positive over for EU, og tænketankens formål er at styrke den europapolitiske debat og politikudvikling i Danmark. Det kunne være en nærliggende tanke, at den aktuelle undersøgelse skulle bruges til at overbevise regeringen om, at den hurtigst muligt bør udskrive en ny folkeafstemning om Danmarks forbehold over for forsvarssamarbejdet.

Tænketanken undervurderer modstanden mod at ophæve forbeholdene

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, retssamarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015. Det bemærkes, at befolkningens klare nej til at ændre retsforbeholdet kom efter en decideret vildledende kampagne for et ja, hvor Tænketanken Europa indtog en meget lidt flatterende rolle.

Der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen: Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/gaar-hver-anden-dansker-nu-ind-en-europahaer

Statsministeriet meddeler den 8. juni 2018, at der afholdes Rigsmøde på Færøerne.

Den 10. -12. juni 2018 mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen, lagmand Aksel V. Johannesen og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen til rigsmøde på Færøerne.

Rigsmødet holdes den 12. juni ved Leynavatn på Streymoy. På mødet drøftes aktuelle emner af fælles interesse i rigsfællesskabet.

Efter rigsmødet vil der være et kort pressemøde med statsministeren, lagmanden og formanden for Naalakkersuisut.

Måske vil Lars Løkke Rasmussen inden mødet bidrage til den gode stemning og måske høste noget good will fra hans kones familie, ihvertfald er finansminister Kristian Jensen fra Venstre pludselig indstillet på at eftergive et lån til Færøerne på 500 millioner kr.

Da lånet blev ydet i 1998 blev det aftalt, at lånet kunne eftergives, såfremt det færøske landsstyre efter 20 år ikke ”har startet udvinding af råstoffer”. Meningen med denne formulering var, at lånet skulle tilbagebetales efter evne.

Højkonjunktur på Færøerne

Ganske vist har Færøerne endnu ikke udviklet en råstofsektor og derfor heller ikke har oppebåret indtægter fra olie- og gasindvinding. Ikke desto mindre er Færøsk økonomi inde i en højkonjunktur, der især drives af den positive udvikling i den altdominerende fiskesektor. Eksportindtægterne fra opdrættet laks, der i øjeblikket afregnes til høje priser, er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet.

Samtidig er ledigheden på Færøerne lav, og især byggeriet mangler arbejdskraft.

Der er derfor ingen tvivl om at Færøerne i høj grad har evnen til at tilbagebetale det danske statslån.

Finanspolitikken på Færøerne bør efter Nationalbankens opfattelse strammes. Tidligere tiders kroniske underskud på de offentlige budgetter er ganske vist vendt til overskud i Landskassen, men forbruget og investeringerne i kommunerne er fortsat for høje.

Beskæftigelsen er høj og der er overhængende risiko for overophedning af økonomien. Nationalbanken mener derfor, at Landsstyret og kommunerne bør overveje at udskyde dele af de offentlige investeringer.

Højere økonomisk vækst på Færøerne

Den økonomiske vækst på Færøerne er væsentlig højere end i Danmark. Búskaparráðið – Fær­øernes Økonomiske Råd har vurderet at væksten i BNP i 2016 var på 6,8 pct. og 6 pct. i 2017.

Væksten i produktionen på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og produktionen pr. indbygger på Færøerne nåede i 2015 næsten op ved siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Den enkelte af de 49.864 indbyggere på Færøerne har derfor rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI i 2015 på omkring 364.000 kr.

På Færøerne var den disponible BNI allerede i 2015 på godt 370.000 kr. og må i 2017 vurderes at ligge på omkring 425.000 kr., mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer.

Ifølge OECD afspejler BNI i højere grad end BNP den indkomst, der er til rådighed i et land. BNI tager eksempelvis højde for pengestrømme ind og ud af landet i modsætning til BNP.

Årsagen er som nævnt den stærke økonomiske vækst på Færøerne som følge af de gode tider for fiskeri og fiskeopdræt. Hertil kommer tilskuddet fra den danske stat og nettolønindkomst fra personer, der arbejder i udlandet, men bor på Færøerne.

http://www.stm.dk/_p_14693.html

Det Økonomiske Råd (Vismændene) har netop foreslået, at Statens Uddannelsesstøtte, SU, koncentreres om de korte uddannelser og bachelor-delen af de lange videregående uddannelser. Samtidig foreslås det at udvide muligheden for billige lån til de studerende på kandidatuddannelserne.

Hvad lever studerende i Danmark af?

I Danmark modtager 425.000 personer (svarende til 327.000 stipendieårsværk) SU og den samlede statslige nettoudgift er godt 21 mia. kr.

Danmark har den højeste SU i verden, og den ligger ca. dobbelt så højt som i Sverige.

Grundlæggende må man stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at skatteyderne finansierer en borgerløn i form af høj SU til nogle af de borgere, der senere i livet får de allerhøjeste indkomster. En universitetsstuderende kan modtage omkring 9.000 kr. om måneden – ca. 6.000 kr. i stipendium og 3.000 kr. i lån – og kan i tillæg have anden indkomst på op til ca. 12.000 kr. uden fradrag i SU-støtten.

En undersøgelse, som TNS Gallup ifølge Ritzau har udarbejdet for Nordea viser, at omkring 275.000 af de studerende arbejder ved siden af studierne. Mens 55 procent af de kvindelige studerende arbejder ved siden af studierne, gælder det kun 49 pct. af de mandlige. I alt har 147.000 kvinder og 137.000 mænd et studiejob.

Hvordan de knap 200.000 studerende, der – ifølge undersøgelsen – ikke arbejder ved siden af studierne, klarer sig for 9.000 kr. om måneden, er ikke godt at vide. Mon ikke man kan antage, at mange har penge med ”hjemmefra” eller har udeklareret ”sort” indkomst?

Stigende udgifter til udlændinge på dansk SU

Antallet af udenlandske studerende er vokset eksplosivt siden en EU-dom i 2013, der fastslog at EU-borgere har ret til fuld SU i Danmark, hvis de arbejder 10-12 timer ved siden af. Antallet af udenlandske studerende er voksede fra 441 SU-modtagere før dommen, til 7.653 i 2015 og den danske stats udgifter til udenlandske studerende, der modtager SU, er nu på over 500 millioner kroner om året.

Uddannelse- og forskningsministeriet har oplyst, at 2 år efter eksamen har 42 procent af de udenlandske studerende forladt Danmark og taget deres dansk-betalte uddannelse med. 38 procent er stadig aktive på det danske arbejdsmarked to år efter den sidste eksamen. De resterende 20 procent er enten arbejdsløse eller startet på ny uddannelse i Danmark.

Den største andel udgøres af borgere fra Rumænien, Litauen og Ungarn.

Hvad bør gøres?

Spørgsmålet er, om det virkelig har været partiernes mening, at 425.000 mennesker skulle modtage borgerløn/uddannelsesstøtte for over 21 mia. kr. om året? Ligger der en bevidst politisk beslutning bag det forhold, at det danske uddannelsessystem og SU’en skal bruges til at uddanne andre EU-landes borgere?

Efter Vismændenes opfattelse er tiden inde til fundamentale ændringer i systemet. Bør den nuværende uddannelsesstøtte ikke snarest omlægges til et lånebaseret system, hvor den studerende i stedet har adgang til statsgaranterede lån med en både favorabel rente og fleksible tilbagebetalingsvilkår?

De midler, der spares i SU, kan passende udnyttes til målrettede forbedringer i vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og universiteter.

I kirkelige kredse er der opstået debat om den passende længde af en biskops embedsperiode. Debatten er opstået fordi nogle undrer sig over biskoppernes håndtering af de “sager”, der til stadighed martrer Folkekirken. Senest har biskop Marianne Christiansen inadækvate ledelsesadfærd i forhold til sognestridighederne i Holbøl og Ulkebøl og tidligere biskop Lise-Lotte Rebels kritisable håndtering af en præstesag ved Messiaskirken i Gentofte givet anledning til stor opmærksomhed.

Det har dog også vakt undren, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år. Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Interesse for at komme til fadet

Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved forårets overenskomstforhandlingerne en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension. Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved overenskomstforhandlingerne krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse

Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent over de næste tre år. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Ikke-medlemmer bidrager til præsters og biskoppers løn

I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension efter en ordning fra 1920 betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af Folkekirkens medlemmer via kirkeskatten. Biskopperne er tjenestemænd, der fuldt ud lønnes af staten, og der følger en tjenestebolig med bispeembedet.

Den nuværende ordning betyder altså, at personer, som ikke er medlemmer af Folkekirken, også er med til at betale præsternes og biskoppernes løn.

Samlede omkostninger på 9 milliarder kr.

Der er ti biskopper i Danmark, der er øverste myndighed i 10 stifter, der igen er opdelt i 2169 sogne. Omkostningerne til biskopper, 2.200 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, er årligt på over 9 milliarder kr. Bortset fra det skatteyderbetalte statstilskud på godt 1,2 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster og hele lønnen til biskopperne, betales udgifterne til Folkekirken af medlemmerne over kirkeskatten.

Kirkeskatten

Som medlem af Folkekirken betaler man hvert år mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst.

Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, er den årlige udgift til kirkeskatten på 3.600 kr.

Høj medlemsprocent

Selvom mange ikke selv har truffet beslutning om indmeldelse i Folkekirken, men er blevet medlemmer ved forældrenes beslutning om dåb, har enhver jo mulighed for at melde sig ud (og slippe for kirkeskatten). Desuagtet er det et faktum, at pr.1. januar 2016 var 4.387.571 svarende til 76,9 pct. af danskerne medlem af Folkekirken.

Biskopper i den danske folkekirke

Danmark er inddelt i 10 stift, der tidligere blev kaldt bispedømmer.Den grønlandske kirke fik i 1993 status af selvstændigt stift i den danske folkekirke. Siden 2009 hørte den dog lovmæssigt og finansielt under Grønlands Selvstyre.Færøerne har tidligere været et stift i den danske folkekirke, men i 2007 blev den færøske folkekirke oprettet. Den færøske biskop deltager dog fortsat ved folkekirkens bispemøder.

Fyens Stift

Tine Lindhardt, født 1957. Cand.theol.  i 1984 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2012. Haderslev Stift

Marianne Christiansen, født 1963. Cand.theol. i 1992 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2013.

Helsingør Stift

Lise-Lotte Gauger Rebel, født 1951. Cand.theol. i 1978 fra Københavns Universitet. Biskop siden 1995.

Københavns Stift

Peter Skov-Jakobsen, født 1959. Cand.theol. i 1993 fra Københavns Universitet. Biskop siden 2009. Lolland-Falsters Stift

Marianne Gaarden, født 1964. Cand.theol. med sidefag i retorik i 2005 fra Københavns Universitet. Biskop siden 2017. Ribe Stift

Elof Westergaard, født 1962. Cand.theol. i 1991 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2014. Roskilde Stift

Peter Fischer-Møller, født 1955. Cand.theol. i 1983 fra Københavns Universitet. Biskop siden 2008. Viborg Stift

Henrik Stubkjær, født 1961. Cand.theol. i 1990 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2015. Aalborg Stift

Henning Toft Bro, født 1956. Cand.theol. i 1985 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2010.

Aarhus Stift

Henrik Wigh-Poulsen, født 1959. Cand.theol. i 1989 fra Aarhus Universitet. Biskop siden 2015.

Lone Strøm tiltrådte som ny Rigsrevisor den 1. maj 2012, og siden har Rigsrevisionen ikke lagt fingrene imellem i vurderingen af talrige kritisable sagsforløb i centraladministrationen.

De ledende kadrer i ministerierne på Slotsholmen kunne have fokuseret på, at forvaltningen levede op til kravene om lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet, men nej –  de blev rasende over Rigsrevisionens indtrængen på deres enemærker, og i 2013 blev der gjort et forsøg på at sætte Rigsrevisionen på plads.

Baggrunden var den støtteordning for solceller, den daværende entusiastiske energiminister Martin Lidegaard iværksatte i 2012. Ordningen løb løbsk, og det endte med, at regningen til skatteborgerne for Lidegaard lovsjusk landede på over fem mia. kr.

En væsentlig del af milliardregningen blev dengang ”betalt” ved at udskyde en række andre grønne initiativer, der ellers var aftalt ved det vidtløftige energiforlig i marts 2012.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard slap i første omgang uhørt billigt med en næse for at have overset adskillige huller i solcelleloven og fejlinformeret Folketinget.

Siden pudsede Statsrevisorerne imidlertid Rigsrevisionen på sagen for at finde ud af, hvordan loven var forberedt og hvordan hullerne i støttelovgivningen kunne opstå.

Departementscheferne går i aktion, men mister modet

Departementscheferne i Statsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Klima- og Energiministeriet forberedte et brev, der skulle forhindre Rigsrevisionen i at gå ind i undersøgelser af ministeriernes lovforberedende arbejde. Modet svigtede imidlertid, og det endte med, at departementschefernes brev blev konverteret til et brev fra den daværende regeringstop med finansminister Corydon i spidsen til formanden for Folketinget. Formålet var stadig at forsøge at spænde ben for Rigsrevisionens undersøgelse, men den blev gennemført alligevel, og endte i øvrigt med at koste jobbet for Energistyrelsens direktør.

Centraladministrationen var for en tid lammet, men i toppen af de ministerielle hierarkier var der en udbredt misnøje med Rigsrevisionen. Det kan ikke nægtes, at Rigsrevisionens tryk på embedsværket er steget, men det er sket i takt med og som følge af det stigende antal ”skandaler” i centraladministrationen. I 2016 udgav Folketingets vagthund 15 beretninger, og sidste år udgav de 23. Selvom antallet af ”sager” er vokset, har der været kritik af, at Rigsrevisionen altid bruger unødigt skarpe formuleringer i deres kritik af forhold, der har været opfattet som normal praksis, at Rigsrevisionen er meget lidt lydhøre over for modargumenter og utilbøjelige til at indarbejde ministeriernes bemærkninger til beretningsudkast, og at Rigsrevisionen ikke benytter tilstrækkeligt entydige, relevante og rimelige kriterier.

Nyt oprør i januar 2018

Onsdag 24. januar 2018 blev der gjort et nyt forsøg på oprør mod Rigsrevisionen. I en pressemeddelelse erklærede Sundheds- og Ældreministeriet sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterer ministeriet nogle beregninger, som man “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Bortset fra Rigsrevisionens kritik af håndteringen af de med salget af Seruminstituttet forbundne it-problemer har sundhedsminister Ellen Trane Nørby blankt afvist alle Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritikpunkter. Ellen Trane Nørby, der ikke var ansvarlig sundhedsminister på tidspunktet for det kritiserede salg af Seruminstituttet, er blevet presset til at føre krigen på embedsværkets vegne.

Så i stedet for at sige pænt undskyld og love bod og bedring gik Ellen Trane Nørby sammen med finansminister Kristian Jensen til modangreb og beskyldte Rigsrevisionen for at blande sig i den politiske beslutning om at sælge vaccineproduktionen. Det skete både mundtligt i et samråd i Folketinget og i et officielt svar til Statsrevisorerne.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, tillader stillingen som Rigsrevisor ikke Lone Strøm at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd. Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” siger han, selvom han i de senere år har bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på de større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mener, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” siger Peder Larsen.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen er ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”

Statsrevisorerne er i sinde at forfølge sagen i forhold til Folketinget, men spørgsmålet er, om ikke centraladministrationen ville stå sig bedre ved aflyse krigen mod Folketingets vagthund – Rigsrevisionen og Statsrevisorerne – og i stedet fokusere på at genopfinde en forvaltningskultur, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet igen kom i højsædet?

At statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren og dermed Venstre vil bringe sig i modsætning til Folketinget for at score nogle billige points hos ledende embedsmænd, er helt uforståeligt.

https://ing.dk/artikel/vagthund-holder-fast-hvert-kritisk-ord-salg-vaccine-fabrik-212480?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=email&utm_campaign=ing_daglig