Når naturfredningsforeninger ikke lever op til nutidens krav

I dagene op til COP15 i København i 2009 inviterede Danmarks Naturfredningsforening sin amerikanske samarbejdspartner, Sierra Club, til sammen med andre at præsentere deres innovative klimaløsninger på en klimamesse, der skulle bidrage til at fortælle verdens politiske ledere, at det var på høje tid at blive enige om en ambitiøs, bindende klimaaftale.

Amerikanske Sierra Club præsenterede på messen projektet ”Cool Cities”, der har omfattet over 900 amerikanske byer, der var interesserede i at nedbringe deres CO2-udslip.

Trods alle bestræbelser lykkedes det som bekendt ikke at nå frem til en aftale i København. Om det var Lars Løkke Rasmussens pinlige ledelse, der var årsagen eller hvad – det lykkedes først 6 år senere på COP21 i Paris i 2015 at nå frem til – ikke en juridisk bindende – men dog en aftale.

Danmarks Naturfredningsforening

Selvom Danmarks Naturfredningsforening er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Foreningen kan til enhver tid få venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforeningens første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende. Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning.

Danmarks Naturfredningsforenings særstatus

I dag stilles der spørgsmål ved Danmarks Naturfredningsforenings ret til på lige fod med kommuner og staten at rejse fredningssager. En ret, der blev etableret i 1937, da Thorvald Stauning fortsat var statsminister, og der var bred interesse for, at systemet skulle bidrage til flere fredninger. I dag er der kræfter, der mener, at ikke kun Danmarks Naturfredningsforening, men flere grønne organisationer skal have ret til at rejse fredningssager, men de skal kun kunne gøre det sammen med enten staten eller kommunen.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes.

Sierra Club

Den ikoniske, amerikanske naturfredningsorganisation, The Sierra Club, blev grundlagt allerede i 1892 af John Muir, der var formand for foreningen i de følgende 20 år. John Muir, der kæmpede for at bevare Yosemite Valley og Sequoia National Forest, blev kaldt “wilderness prophet”, “skytshelgen for det amerikanske vildnis” og “Nationalparkernes far”.

På det seneste er det imidlertid også blevet påpeget, at bevægelsen udover naturbeskyttelsen også byggede på racisme. John Muir er således noteret for at have kaldt African Americans for dovne “Sambos”, ligesom han har beskrevet Native Americans som “dirty”.

I kølvandet på George Floyds død i politiets varetægt og protesterne mod racisme er talrige statuer af Sydstatskoryfæer revet ned, ligesom statuer af Christopher Columbus og Father Juniper Serra, en af Californiens grundlæggere, er blevet vandaliseret.

John Muir var selv racist, og Sierra Club har været tvunget til at lægge afstand til organisationens grundlægger.

Sierra Club finder i dag, at også nogle af John Muirs samarbejdspartnere var problematiske. Den dengang estimerede Henry Fairfield Osborn stod i spidsen for The New York Zoological Society og han var formand for bestyrelsen for The American Museum of Natural History. Han bidrog imidlertid også aktivt til etableringen af The American Eugenics Society (racehygiejne), som på den tid karakteriserede alle ikke-hvide, inclusive jøder, som inferiøre og laverestående.

Det hævdes, at tidlige fremtrædende Sierra Club-medlemmer som Joseph LeConte og David Starr Jordan offentligt “argumenterede for hvidt overherrredømme og racehygiejne”. Jordan støttede således lovgivning om tvangssterilisation, der berøvede tusinder af kvinder muligheden for at få børn.

John Muirs samtidige omfattede også Madison Grant, grundlægger af Bronx Zoo, som i 2016 skrev “The Passing of the Great Race, or The Racial Basis of European History”, der var én lang argumentation for hvidt overherredømme.

Præsident Theodore Roosevelt, som etablerede de første nationalparker i USA, roste bogen, som også gjorde indtryk på Adolf Hitler, der kaldte Madison Grants bog ”min bibel”.

Naturfredningsforeningerne støtter Joe Biden

Joe Biden har opnået støtte fra Sierra Club, der stadig er den ældste og største naturfredningsforening I USA. Biden har også opnået støtte fra en række mindre miljøgrupper som f.eks. ”The League of Conservation Voters” og ”The Natural Resources Defense Council”.

Det var heller ikke sandsynligt at disse organisationer ville have støttet Donald Trump. The Sierra Club har aktivt bekæmpet alle dele af hans miljøpolitik, og organisationen var forrest i kampagnen, der tvang Trumps direktør for Environmental Protection Agency, EPA, Scott Pruitt, til at træde tilbage.