Ved præsentationen onsdag den 31. august 2022 af regeringens forslag til finansloven for 2023 advarede finansminister Nicolai Wammen mod dyre valgløfter.

Tiden er ikke til at dele gaver ud til vælgerne, sagde finansministeren.

På grund af den kraftige inflation i store dele af verden skal der ikke sendes flere penge ud i samfundet, da det kan forværre situationen. Derfor bliver finansloven stram, for inflationen er i Danmark den højeste i 40 år: ”Vi strammer op for finanspolitikken for næste år. Vores finanslovsforslag er afstemt med den økonomiske situation, vi står i. Det er ikke tid til milde gaver, det er tid til ansvarlighed, og det vil vi prioritere som regering”, siger finansministeren.

Ingen tillid til regeringen

Mange har for længe siden mistet tilliden til statsminister Mette Frederiksen, men præsentationen af regeringens udspil til en ny finanslov bekræftede, at vi heller ikke kan stole på finansministeren.

Nye oplysninger viser, at Finansministeriet har manipuleret med en opgørelse af statens konsulentforbrug ved at omgå almindelige regnskabsregler. Dermed skjulte ministeriet overfor Folketingets Finansudvalg manglende besparelser på private konsulenter for 284 millioner kroner.

Finansministeriets fiflerier har påkaldt sig kritik: ”Det er et helt generelt fagligt anerkendt princip, at hvis man vil trække nogle udgiftsposter ud af en opgørelse, så skal man gøre det i begge de to år, man sammenligner. Det kan jeg ikke forestille mig, at nogen med faglig ædruelighed kan diskutere,” siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

Med omgåelsen af regnskabsreglerne skjulte Nicolai Wammen det forhold, at regeringen ikke selv har kunne levere de besparelser på private konsulenter, som ellers skulle finansiere øget velfærd.

“Det er en bevidst vildledning af Folketingets Finansudvalg der har fundet sted,” siger Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen, der i øvrigt også er statsrevisor.

Valgløfter

På trods af Nicolai Wammens forsikringer om, at den høje inflation og den generelle økonomiske situation gjorde det uomgængeligt nødvendigt med en stram finanslov for 2023, er det opsigtsvækkende, at socialdemokratiet selv strør om sig med vamle valgløfter.

Der er aftalen om et huslejeloft, som kun realiseres, hvis rød blok fastholder magten. Så kan lejere, der er i tvivl om hvor krydset skal sættes, sutte på den!

Der er den kaotiske uddeling af varmecheck, som med god ret var tiltænkt de mest udsatte, men som i flere tilfælde er uddelt på må og få. Der er statsminister Mette Frederiksens løfte om højere løn til mere end 800.000 offentligt ansatte. Der er erhvervsministeren, der efter at have siddet på hænderne i 3 år, pludselig lover stram kontrol med priser. Der er kirke- og ligestillingsministeren, der vil ophæve menighedsrådenes muligheder for at fravælge kvindelige præster, og justitsministeren, der bebuder strengere straffe til kriminelle indvandrere og ophævelse af aldersgrænsen for at skifte køn.

Tidligere er seniorborgerne betænkt med en ældrecheck, og en nøjere gennemgang af forslaget til finanslov vil sikkert afsløre andre godbidder til udvalgte vælgersegmenter.

Mens der dækkes over, at regeringen med talrige forhøjelser af gebyrer, skatter og afgifter har forsuret tilværelsen for mange befolkningsgrupper, bør det mane til eftertanke hos alle, uanset politisk tilhørsforhold, at regeringen så skamløst tilgodeser bestemte målgrupper.

Hvis regeringen skulle beholde magten, vil der være et berettiget krav om, at løfterne realiseres.

Så hvem er det, der skal betale?

Continue reading “Er Mette Frederiksen indskrænket?” →

Tiden er ikke til at dele gaver ud til vælgerne, mener finansministeren.

Ved præsentationen af regeringens forslag til finansloven for 2023 advarede finansminister Nicolai Wammen mod dyre valgløfter.

På grund af den kraftige inflation i store dele af verden skal der ikke sendes flere penge ud i samfundet, da det kan forværre situationen. Derfor bliver finansloven stram, for inflationen er i Danmark den højeste i 40 år: ”Vi strammer op for finanspolitikken for næste år. Vores finanslovsforslag er afstemt med den økonomiske situation, vi står i. Det er ikke tid til milde gaver, det er tid til ansvarlighed, og det vil vi prioritere som regering”, siger finansministeren.

Samtidig viser nye oplysninger, at Finansministeriet har manipuleret med en opgørelse af statens konsulentforbrug ved at omgå almindelige regnskabsregler. Dermed skjulte ministeriet overfor Folketingets Finansudvalg manglende besparelser på private konsulenter for 284 millioner kroner.

Finansministeriets fiflerier har påkaldt sig kritik: ”Det er et helt generelt fagligt anerkendt princip, at hvis man vil trække nogle udgiftsposter ud af en opgørelse, så skal man gøre det i begge de to år, man sammenligner. Det kan jeg ikke forestille mig, at nogen med faglig ædruelighed kan diskutere,” siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

Med omgåelsen af regnskabsreglerne skjulte Nicolai Wammen det forhold, at regeringen ikke selv har kunne levere de besparelser på private konsulenter, som ellers skulle finansiere øget velfærd.

“Det er en bevidst vildledning af Folketingets Finansudvalg der har fundet sted,” siger Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen, der i øvrigt også er statsrevisor.

EU-Kommissionen har den 31. august 2022 godkendt den danske plan for implementeringen af EU’s nye landbrugsreform for 2023-2027. Dermed er rammerne lagt for udbetaling af EU-landbrugsstøtte på godt 7 mia. kr. om året til dansk landbrug, hvoraf langt hovedparten finansieres over EU-budgettet.

Landbrugsstøtten administreres af Landbrugsstyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Arealtilskud

Hovedparten af landbrugsstøtten udbetales på basis af landbrugsarealet, hvor grundbetalingen -hektarstøtten – bliver på 1.900 kr. pr. ha. Desuden kan der søges støtte under en række andre ordninger såsom økologi, ø-støtte, pleje af græs- og naturarealer, skovrejsning m.v.

Projektstøtte

Udover den arealbaserede støtte kan der søges om tilskud til projekter og udvikling, om slagte- og kopræmie og tilskud til kartofler. Desuden er der mulighed for at søge om tilskud til projekter vedrørende biavlssektoren og frugt- og grøntsagssektoren.

På Landbrugsstyrelsens hjemmeside er der nærmere oplysninger om de specifikke tilskudsmuligheder.

God landbrugs- og miljømæssig stand af landbrugsjord

Forudsætningen for overhovedet at komme i betragtning til at få EU-landbrugsstøtte er efterlevelse af en række krav til god landbrugsmæssig og miljømæssig stand af landbrugsjord – de såkaldte GLM-krav:

GLM 1: Opretholde permanente græsarealer som en andel af landbrugsarealet

GLM 2: Minimum beskyttelse af vådområder og tørveområder

GLM 3: Forbud mod afbrænding af stubmarkeder undtagen af plantesunhedshensyn.

GLM 4: Minimum 3 meter bræmmer langs vandløb med forbud mod gødskning, sprøjtning, jordbearbejdning og dyrkning i bræmmen.

GLM 5: Egnet jordbearbejdning eller andre egnede dyrkningsteknikker skal mindske risikoen for jordforringelse under hensyntagen til hældning. Der vil således være et krav om pløjeforbud fra 1. oktober til 15. februar det følgende år på arealer med en estimeret jorderosionsrisiko på mindst 7,5 tons jorderosion/ha om året. Der er fastsat et loft på 0,75 ha. Det betyder, at pløjeforbuddet kun gælder arealer, som er større end 0,75 ha i en sammenhængende polygon i IMK inden for markblok.

GLM 6: Jorddække i de mest følsomme perioder fra høst til efteråret og om vinteren. Kravet gælder som udgangspunkt alle landbrug og alle omdriftsarealer og arealer med permanente afgrøder, mens græsarealer ikke er omfattet af kravet. Planteskoler og arealer, hvor der er høstet kartofler det seneste år er ikke omfattet af kravet.

GLM 7: Omdrift (Afgrøderotation) – krav om sædskifte på bedrifter med omdriftsarealer. Det nye krav afløser det nuværende grønne krav om flere afgrøder.

GLM 8: Mindst fire procent af omdriftsarealet afsat til ikke-produktive landskabstræk eller områder/bevarelse af landskabstræk/forbud mod klipning af hække og træer i fuglenes yngletid/mulighed for bekæmpelse af invasive arter.

GLM 9: Forbud mod omlægning eller pløjning af permanente græsarealer i miljøsårbare områder inden for miljøsårbare områder (MSO). Arealerne skal have status som permanent græs og ligge inden for Natura 2000-habitatnaturtyper. Nogle af de omfattede arealer vil fra 1. januar 2023 være pålagt et pløjnings- og omlægningsforbud, som de ikke er pålagt i dag.

Samtidig med offentliggørelsen af EU-godkendelsen af den danske landbrugsplan har seks andre lande også fået godkendt deres nationale planer for implementeringen af EU’s landbrugsreform. Der er tale om Finland, Frankrig, Irland, Polen, Portugal og Spanien.

Den socialdemokratiske regering foreslår i forslaget til finanslov for 2022, at der over § 06.11.15.20. – Tilskud til internationale institutioner – ydes et årligt tilskud på 900.000 kr. til den russiske ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen og afgifter af lejemålene. I tilfælde af ændrede ejendomsskatter er regeringen indstillet på at foretages en justering af bevillingen til Ruslands ambassade i København.

Lars Løkke Rasmussen oplyser den 28. august 2022 på sin Facebook-profil, at han første gang var i Dubrovnik i 1983 med nogle venner i et gammelt folkevognsrugbrød.

Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet baggrunden for turen til Dubrovnik i 1983.

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet.

Blast-affæren

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa, og herunder til Dubrovnik i det daværende Jugoslavien.

Den Franske Revolution fandt sted i Frankrig 1789-1799, og medførte enevældens fald og borgerskabets første store politiske fremstød. Den udviklede sig desuden til en generel europæisk konflikt, hvis udløbere varede til 1815.

Baggrunden for Den Franske Revolution var periodisk hungersnød, stigende brødpriser og en nær statsbankerot. Det revolutionære slagord var “Frihed, lighed og broderskab” (fransk: “liberté, egalité, fraternité”).

Amerika bidrog til Frankrigs økonomiske ruin i slutningen af 1780’erne

I anden halvdel af 1700-tallet blev den franske stats finansielle forhold stadig værre, især pga. deltagelsen i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83), som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån. I 1786 forsøgte regeringen at gennemføre en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot.

Planen mødte modstand hos Stænderforsamlingen, der var indkaldt til møde i Versailles. Modstanden var størst hos de privilegerede stænder – de gejstlige (291 pladser) og adelen (285 pladser). Borgerskabet var samlet i ”tredjestanden” (578 pladser).

Der var diskussion, om hver stand skulle stemme samlet med 1 stemme, eller om man skulle stemme pr. hoved, som tredjestand ind for, da den derved netop havde flertal.

Tingene gik i hårdknude, og kongen lod under et søgt påskud om uopsættelige reparationsbehov mødesalen lukke.

Revolutionen indledes med Boldhuseden i juni 1789

Forsamlingen flyttede da til boldspilhuset i Versailles, hvor revolutionen indledtes 17. juni 1789, da borgerskabets repræsentanter (“tredjestanden”) ved Stænderforsamlingen erklærede sig for Nationalforsamling. Forsamlingen aflagde efterfølgende – ved den såkaldte Boldhused – mundtligt og skriftligt ed på at forblive samlet og give møde, til den havde skaffet Frankrig en forfatning.

Kongen, Ludvig den 16., gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen.

I Paris var der stor uro pga. stigende brødpriser. Da kongen kaldte 18.000 soldater ind mod Versailles og 11. juli fyrede sin finansminister, blev pariserne bekymrede.

Rygterne ville vide, at kongen havde tænkt sig at angribe byen med sine tropper og borgerne begyndte 13. juli at samle sig og skaffe sig våben for at forsvare byen. Et af de steder, der var våben, var Bastillen, en middelalderfæstning, som blev brugt som fængsel, og den 14. juli 1789, stormedes Bastillen.

Der blev oprettet en nationalgarde med Joseph La Fayette som chef til at holde orden og forsvare byen mod de kongelige tropper. Stormen på Bastillen blev den første store revolutionsdag, journée révolutionnaire, og årsdagen er siden blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

I de følgende måneder arbejdede Nationalforsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven.

For at imødekomme bøndernes krav gennemførte Nationalforsamlingen den 4. august 1789 en ophævelse af mange af de privilegeredes rettigheder.

Den franske nationalforsamling – der oprindeligt var blevet valgt som en stænderforsamling – vedtog i begyndelsen af august at afskaffe de gamle standsprivilegier. Dermed ophævede man den feudale samfundsorden, der havde hersket i Frankrig siden middelalderen.

Erklæringen om menneskerettigheder

Den 26. august 1789 vedtog forsamlingen en erklæring om menneskerettighederne. Den var inspireret af den amerikanske uafhængighedserklæring og påvirket af de franske oplysningsfilosoffer.

Sammen med den amerikanske uafhængighedserklæring er den franske menneskerettighedserklæring 1789 et afgørende skridt på vej mod udviklingen af de moderne forestillinger om menneskers medfødte rettigheder.

Over sommeren 1789 blev brødproblemet atter akut, og parisiske kvinder drog den 5. oktober 1789 i tusindvis til Versailles og krævede brød.

Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris.

De næste par år var gennemgående fredelige. Nationalforsamlingen påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer, men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finanskrisen. I forbindelse hermed ønskede man at få kirken under statens kontrol. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens ejendomsbesiddelser blev eksproprieret.

Dette førte imidlertid til alvorlige gnidninger med kongen, som støttede kirken, samt til modstand i adelen og den stærkt religiøse provinsbefolkning. Samtidig begyndte adelen i stigende grad at forlade landet i protest mod udviklingen; mange slog sig ned i det vestlige Tyskland, hvor de udgjorde et antirevolutionært element.

I juni 1791 foretog kongefamilien et mislykket flugtforsøg til Tyskland, men blev pågrebet i Varennes og ført tilbage til Paris. På et massemøde på Marsmarken 17.7.1791 krævede de politisk aktive fra småborgerskabet, sansculotterne, kongens afgang.

Protestdemonstrationen blev opløst af La Fayettes nationalgardister med mange dræbte og sårede til følge.

Disse begivenheder medførte en dyb splittelse af borgerskabet. Den borgerlige Jakobinerklub blev delt i en royalistisk fløj, som brød ud og dannede Feuillantklubben med Bailly og La Fayette i ledelsen, mens de mere radikale Jakobinere blev tilbage under Maximilien de Robespierres ledelse.

I september 1791 trådte forfatningen i kraft, et konstitutionelt monarki blev indført, og valg til Den Lovgivende Forsamling blev afholdt.

Pga. de stigende spændinger i forholdet til Østrig og Preussen var hovedspørgsmålet krig eller fred. I forsamlingen agiterede venstregruppen under Jacques Pierre Brissot for krig som et middel til at samle nationen og udbrede revolutionens idéer, mens feuillanterne var modstandere af krigen.

I Jakobinerklubben advarede Robespierre mod krigen af frygt for et militærdiktatur. I håb om at Frankrig ville tabe, støttede kongen krigen.

Krigstilhængerne havde overtaget, og i april 1792 erklæredes krig mod Østrig og senere mod Preussen.

Krigen gik dårligt, og det blev mere og mere åbenbart, at kongen stod i ledtog med fjenden.

Sansculotterne, der især bestod af politisk aktive blandt håndværkere, småhandlende og lønarbejdere, var oprindelig særlig drevet af manglen på brød og andre levnedsmidler, der blev vendt til glødende modstand mod monarkiet. Navnet kommer af fransk sans-culotte ”de, der går uden knæbukser”, dvs. med lange bukser.

Sansculotterne stormede Tuilerierne den 10. august 1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple.

Da fjenden i september nærmede sig Paris, gik der panik i sansculotterne, og de foranstaltede massakrer, de såkaldte Septembermyrderier, på de mange fængslede.

Justitsminister Georges-Jacques Danton søgte at mobilisere alle kræfter til en militær indsats; situationen lettedes imidlertid noget ved underretningen om en fransk sejr ved Valmy den 20.9.1792.

Den 21. september 1792 trådte det nye Nationalkonvent sammen. Nationalkonventets radikale fløj blev kaldt Montagnen, mens den mere moderate fløj blev kaldt Gironden (oprindelig efter deputerede for Departementet Gironde, senere fortalere for krig med revolutionens ydre fjender, men Girondinerne fortrængtes efterhånden fra alle ledende stillinger og blev sluttelig betragtet som decideret modrevolutionære og mange blev dømt og henrettet).

Den store midtergruppe blev kaldt Sumpen (La Plaine, Le Marais) udgjorde ca. 1/3 af de deputerede. Den støttede en periode Gironden, senere Montagnen under Robespierres ledelse.

Kong Ludvig den 16. guillotineres den 21. januar 1793

Forsamlingen proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere 21.1.1793.

I foråret 1793 stillede sansculotterne, ledet af den yderligtgående gruppe de rasende, krav om sociale reformer.

I marts oprettedes Revolutionsdomstolen, som skulle dømme politiske modstandere, og i april etableredes Velfærdsudvalget, som blev den reelle revolutionære regering.

I Nationalkonventet blev girondinerne udrenset med støtte fra sansculotterne, og et egentligt montagnarddiktatur blev resultatet. Men presset fra sansculotterne fortsatte og kulminerede i en stor demonstration 5.-6. september 1793, der denne gang var vendt mod montagnarderne.

Rædselsherredømmet

Montagnarderne måtte bøje sig for pøbelens krav, og rædselsherredømmet blev gennemført.

Der blev slået hårdt ned på såkaldte kontrarevolutionære, indført maksimalpriser på en række fødevarer og massemobilisering til hæren.

I foråret 1794 rettedes der kritik mod den revolutionære regering fra moderate montagnarder, dantonisterne, under ledelse af Danton, som ønskede Rædselsherredømmet afviklet. De yderligtgående, hébertisterne, ledet af Jacques René Hébert og støttet af militante sansculotter, ønskede samtidig en endnu mere radikal terrorpolitik.

Regeringen reagerede prompte ved at få hébertisterne guillotineret i marts og dantonisterne i april.

Den revolutionære regering tiltog sig herefter mere og mere kontrol over det politiske liv. Den fik magten i Pariserkommunen, og mange folkelige klubber blev lukket. Den berygtede offentlige anklager Antoine Fouquier-Tinville administrerede den uhyggelige prairiallov fra juni, som med ubønhørlig strenghed fratog de anklagede ret til forsvar. Rædselsherredømmet nåede sit højdepunkt i denne periode.

Samtidig søgte Robespierre med dyrkelsen af Det Højeste Væsen at indstifte en verdslig religion.

Men snart kom det til voldsomme konflikter i Velfærdsudvalget og Sikkerhedsudvalget, og mange konventsmedlemmer frygtede for deres liv.

En sammensværgelse, dannet af bl.a. Jean Lambert Tallien, Joseph Fouché og Paul Barras, fik under et stormfuldt møde i Nationalkonventet den 27.7.1794 (9. thermidor efter den republikanske kalender) Robespierre, Saint-Just, Couthon og andre tilhængere af Rædselsherredømmet arresteret.

De blev dømt og guillotineret dagen efter. Rædselsherredømmet var forbi.

Direktoriet i 1795

De nye magthavere, thermidorianerne, lukkede Jakobinerklubben, og i desperation over de håbløse økonomiske vilkår foranstaltede sansculotterne de sidste revolutionære krampetrækninger i april og maj 1795.

Nationalkonventet satte militæret ind, og hermed havde sansculotterne udspillet deres politiske rolle.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt.

Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri.

Napoleons kup 9. november 1799

Regeringen førte en slingrende kurs med skiftende alliancer, valgsvindel og kup støttet af militæret. Konsekvensen blev da også, at Napoleon Bonaparte den 9.11.1799 gennemførte et militærkup, som førte til republikkens ophør og oprettelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet.

Napoleon

Napoleon Bonaparte blev født i byen Ajaccio på Korsika som Napoleone di Buonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var den ældste søn, blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han blev uddannet som artilleriofficer på franske militærskoler, og under revolutionen sluttede han sig, mest af praktiske grunde, til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general.

Han fik sit militære gennembrud gennem sin indsats under Toulons generobring 1793.

Jakobinernes fald, Robespierre og andres guillotinering, slutningen på Rædselsherredømmet i 1794 og indførelsen af Direktoriet i 1795 bragte ham en overgang i unåde.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt. Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri.

I 1796 blev han imidlertid leder af hæren i Italien med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis forhenværende elskerinde, Joséphine de Beauharnais, han samtidig giftede sig med.

Gennem de to felttog til Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesrige general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig, da han giftede sig med den østrigske Marie Louise fra Habsburg familien.

Det andet felttog endte trods begyndende sejre i fiasko, men skabte også sensation om hans navn.

Ved sit statskup den 9. november 1799 (Brumairekuppet efter den republikanske kalender) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.

Det kommende Folketingsvalg, der afholdes på baggrund af en helt enestående epoke i dansk politik, tegner til at blive noget særligt.

Under den socialdemokratiske regering har vi været vidne til en uhørt magtcentralisering. Coronakrisen har medvirket til, at vi alle udviste ”samfundssind” og blindt underlagde os de påståede nødvendige hensyn til almenvellet – også selvom den førte politik var i konflikt med anerkendte borger- og frihedsrettigheder, som vi så under epidemiloven og minksagen.

Pludselig var vi, der rettede ind, sociale demokrater, mens de andre: modstandere af vaccinationstvang, mundbind, forsamlingsforbud, isolering af plejehjemsbeboere og suspendering af undervisningen af børn og unge blev stigmatiseret som tilhængere af konspirationsteorier, ikke-stuerene og udstødt af det gode selskab.

Coronaen lurer fortsat, og med en anskudt regering, der systematisk har nedbrudt tilliden til offentlige myndigheders uafhængighed og med ansvar for uhørt lemfældig forvaltning af varmekompensation, for FE-skandalen, for Minkgate, hvor en Kommissionsrapport identificerede 10 topembedsmænd, der i misforstået iver for at leve op til statsministerens krav om handlekraft tilsidesatte alle hensyn til uafhængighed og groft fejlede og medvirkede til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet, er der lagt op til drama.

På den baggrund er det et bevis på Socialdemokratiets totale mangel på moral, at socialdemokratiske ministre og topfolk går ud i et koordineret angreb på kritikere, der har tvivlet på rimeligheden af at Barbara Bertelsen kun sanktioneres med en advarsel.

Det betegnes som et uhørt angreb på en uafhængig styrelse og Kammeradvokaten og karakteriseres derfor som et forsøg på at nedbryde tilliden til en bredt anerkendt model til at sikre uafhængig juridisk rådgivning.

Vi lader lige følgende udsagn fra den ”uafhængige” Medarbejder- og Kompetencestyrelse stå:

”Der har ikke været koordination af indholdet af budskaberne fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, men der har været koordination om tidspunktet for udsendelse af pressemeddelelse ift. afholdelse af pressemøde”.

Det er ligeledes betegnende for Socialdemokratiets asociale kynisme, at statsminister Mette Frederiksen på direkte fjernsyn sagde, at nu var Minksagen et overstået kapitel:

”Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål omkring mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale”.

Gyldendal disponerer som en sindssyg og bliver presset på flere områder. 2022 har været et rædselsfuldt år for forlagshuset.  Allerede tilbage i april 2022 blev forventningerne til årets driftsresultatet nedjusteret.

Spørgsmålet er om det gamle hæderkronede forlag overhovedet står til at redde. Den hidtidige ledelse syntes i hvert fald ikke opgaven voksen, og nu bliver den udskiftet!

Fra ”M” til Gyldendal

Lise Rønne, der siden 2002 har været en del af tv-branchen, startede den 1. februar 2022 som redaktør på det kulturradikale forlag Gyldendal.

Lise Rønne begyndte som vært på musikprogrammet “Boogie” på DR1. Siden har hun haft en række værtsjobs på TV 2 såvel som DR, hvor hun desuden var tilrettelægger og lejlighedsvist vært på “Aftenshowet”. I 2019 indstillede hun dog tv-arbejdet for at læse litteraturvidenskab.

Hun returnerede til skærmen i 2021 som værtsvikar på TV 2’s “X-Factor”. Et hverv, hun også havde i programmets første sæsoner på DR.

DR-profilers skæbne hos Gyldendal

Man må så håbe, at det ikke går Lise Rønne på Gyldendal som det gik DR-profilen Rasmus Bjerre.

I efteråret 2020 kommer det frem, at DR-chefen Rasmus Bjerre, der på daværende tidspunkt var en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemte over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts, blev fyret fra DR.

Rasmus Bjerre havde til en fest  sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

Maria Fantino besluttede sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viste sig, at der havde været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Efter fyringen fra DR får Rasmus Bjerre i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav.

Nyt job på Gyldendal

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuldt chefjob. Denne gang på Gyldendal, der dengang blev ledet af Danmarks Radios tidligere kulturchef, Morten Hesseldahl.

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. Tv-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende også bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse, der er mere optaget af at Gyldendal får indhentet det såkaldte ”digitale efterslæb”, og her havde Rasmus Bjerre sin styrke.

Gyldendals ledelse foretog sig derfor intet

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyste, at der ikke var sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget havde fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Allerede dengang var spørgsmålet, om der ikke var andre i forlagets ledelse, der burde imødese en fyreseddel? 

Nu er svaret kommet!

Ved udgangen af august fratræder Morten Hesseldahl sin stilling som administrerende direktør hos Gyldendal.

Gyldendals bestyrelse har (sammen med Morten Hesseldahl?) besluttet, at der er “behov for et nyt blik på virksomheden.”

Gyldendals bestyrelse har igangsat arbejdet med at finde en ny administrerende direktør. I mellemtiden konstitueres Hanne Salomonsen som administrerende direktør fra 1. september. Hanne Salomonsen har indtil nu været direktør hos Gyldendal Uddannelse.

I disse tider med galopperende inflation, skyhøje og stigende energipriser og priser på smør, mælk og ost som kun ansatte i den socialdemokratiske koncern kan honorere, bør det undre, at regeringen ikke arbejder for den frie konkurrence.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har en vision om vækst og høj forbrugervelfærd. Vækst i produktivitet og indkomst handler først og fremmest om at skabe mere værdi med de ressourcer, vi har, bl.a. gennem effektiv konkurrence. En høj forbrugervelfærd betyder, at forbrugerne oplever glæde og tilfredshed ved de varer og ydelser, de køber. Forbrugerne kan begå sig let og trygt på markedet og forstår de ydelser, de betaler for. Gode vækstvilkår og høj forbrugervelfærd stiller krav om, at markederne er velfungerende.

Samtidig ved vi, at konkurrence i Danmark er en by i Rusland.

Det er helt uforståeligt, at en nærmest enevældig socialdemokratisk regering ikke har prioriteret velfungerende markeder til gavn for forbrugere og virksomheder. Det burde være en overkommelig opgave at blive enige med de borgerligt liberale partier, der også hylder den frie konkurrence.

Hvorfor har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen f.eks. ikke en whistleblowerordning?