Sveriges og Finlands bestræbelser på at blive medlemmer af NATO har betydet, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, igen har påkaldt sig skandinavisk opmærksomhed.
Som bekendt kan NATO kun optage nye lande ved konsensus, og her har Tyrkiets islamiske regering forbehold, der betyder, at Sveriges og Finlands medlemskab endnu ikke er ratificeret i Ankarra.
I NATO-sammenhæng er Tyrkiet ikke hvem-som-helst. Landet har været medlem af NATO siden 1952 og har nogle af forsvarskoalitionens vigtigste militærbaser indenfor sine grænser. USA havde atomvåben i Tyrkiet under Den Kolde Krig, og Tyrkiet har siden 1999 været i stilling til et EU-medlemskab. En af de største amerikanske militærbaser i Europa er Incirlik Air Base i det sydlige Tyrkiet, som ligger tæt på den syriske grænse. Det er selvsagt en vigtig militær position, og her kan der lande amerikanske fly med atomvåben, ligesom der er stationeret flere tusinde amerikanske soldater på basen.
Sverige og Finland som medlemmer af NATO
For at få Tyrkiet til at gå med til at droppe sin modstand mod, at Sverige og Finland bliver medlem af NATO, underskrev de tre lande i margen af NATO-topmødet i Madrid den 28.-30. juni 2022 et trilateralt memorandum, hvorved Stockholm og Helsinki lovede at droppe våbenembargoer mod Tyrkiet, indskrænke PKK’s aktiviteter på deres jord, håndtere tyrkiske udleveringsanmodninger mod mistænkte medlemmer af PKK og Gülen-bevægelsen, og lovede ikke at yde støtte til YPG/PYD i Syrien.
Nok så vigtigt var det, at USA samtidig stillede i udsigt, at Tyrkiet kunne modtage et antal amerikanske F-16 fly.
Ved at acceptere disse vilkår var det ikke Tyrkiet, der foretog en kovending, men snarere Sverige og Finland (og USA). Dette nye trilaterale memorandum ligner de betingelser, Ankara allerede i maj 2022 opstillede for NATO’s ekspansion.
Ikke underligt, at den tyrkiske presse har hyldet aftalen som en sejr for Erdoğan.
Tyrkiet vil nu forvente, at Sverige og Finland vil støtte fremtidige tyrkiske operationer i Syrien for at bekæmpe YPG, der tilfældigvis er Vestens vigtigste allierede mod Islamisk Stat, og støtte Ankaras planer om at udvise og tvangsgenbosætte over en million syriske flygtninge i det nordlige Syrien.
I første omgang står Erdoğan og hans regering fast på kravet til Sverige om at udlevere tyrkiske statsborgere med svensk asyl, som i Ankaras optik er ”terrorister”.
I det såkaldte trepartsmemorandum fra NATO-topmødet i Madrid, er den centrale passus artikel 8, stk. 3, hvor de to NATO-ansøgere forpligter sig til at ”etablere nødvendige bilaterale legale mekanismer for udleveringer” – men vel at mærke i ”overensstemmelse med Den europæiske Konvention om udlevering”.
Men det forbehold accepterer Erdoğan ikke.
I hans optik er en terrorist en terrorist, og han har ikke stillet sig tilfreds med, at begge ansøgerlande faktisk har gennemført stramninger mod politisk PKK-aktivitet, eller at Sverige har sløjfet en våbenembargo mod Tyrkiet og afbrudt samarbejdet med den syrisk-kurdiske PKK-aflægger, YPG, der i en formel alliance med USA bekæmper Islamisk Stat i Syrien.
Problemet er selvfølgelig, at de demokratiske NATO-ansøgere og det autokratiske Tyrkiet ser forskelligt på ”legale mekanismer for udlevering”. I svensk lovgivning kræves det faktisk, at personer dømt til udlevering også har forbrudt sig mod svensk lovgivning.
Erdoğan har overfor Sverige pointeret, at det i tyrkisk optik er en hån, at kurdiske PKK-medlemmer med svensk asyl går frit omkring og demonstrere mod Tyrkiet i Stockholms gader.
Én af de ”terrorister” Tyrkiet vil have udleveret, er Bülent Kenes, der ikke er kurder, men tidligere chefredaktør for avisen Today’s Zaman. Avisen blev indtil dens tvangslukning udgivet af den såkaldte Gülen-bevægelse, hvis leder er den eksilerede prædikant Fethullah Gülen, som Tyrkiet beskylder for at stå bag det militære kupforsøg i juli 2016.
Modsat PKK er Gülen-bevægelsen ikke ulovlig i Sverige – Kenes er stifter af Gülen-bevægelsens svenske flagskib, Stockholm Center for Freedom, og er i dag forsker på det Bruxelles-baserede European Center for Populism Studies.
Sveriges nye, stramme lovgivning ulovliggør PKK-aktiviteter, men Sverige er stadig forpligtet til at sikre sig, at en udleveret ikke underkastes tortur. En udlevering vil i givet fald kræve en højesteretsdom, og en sådan dom er næppe sandsynlig.
Status er, at selvom NATO forsikrer, at alle aftalte betingelser er opfyldt, er Sveriges og Finlands medlemskab endnu ikke godkendt af Ankarra.
Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær
Sagen minder om omstændighederne i 2009, hvor Tyrkiets modstand mod at udnævne Anders Fogh Rasmussen til NATO-generalsekretær blev overvundet ved, at Danmark lovede at afklare sine juridiske bestemmelser med henblik på at imødekomme Tyrkiets anmodning om lukning af et dansk baseret talerør for kurdiske PKK.
I Danmark bøjede justitsvæsenet lovgivningen med forbud mod den kurdiske ROJ-tv på trods af, at Radio- og TV-nævnet havde afvist tyrkiske klager over, at kanalen ”agiterede for terrorisme”.
Politiske situation i Tyrkiet
2023 er valgår i Tyrkiet. Den 18. juni 2023 afholdes der samtidig præsidentvalg og valg af 600 medlemmer til det tyrkiske parlament – The Grand National Assembly of Turkey (Türkiye Büyük Millet Meclisi), i almindelig omtale TBMM eller Parlament (Meclis eller Parlamento).
Når Recep Tayyip Erdoğan, reagerer som han gør, er det ikke mindst fordi Erdoğan står over for et skæbnevalg i juni, og han og hans parti har ikke råd til et kompromis med ”terroristsympatisører” – heller ikke selv om de er nordiske statsministre.
I den del af det tyrkiske folkedyb, der støtter hans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), har flertallet af sunni-muslimerne bevæget sig i en stadig mere fundamentalistisk retning. Præcis som vi har set det i andre muslimske samfund i Mellemøsten.
Hvis Erdoğan vil opfattes som den muslimske verdens leder og forblive ved magten i Tyrkiet, er han tvunget til at følge bevægelsen i AKP, der ved det seneste valg i juni 2018 fik 52,6 pct. af stemmerne.
Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, fik 30,6 pct. af stemmerne, men det kan ændre sig ved det kommende valg.
Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet- 316 pladser af parlamentets 550 medlemmer.
Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.
Valg i 2023
Selvom Erdoğan og hans parti, AKP, foreløbig sidder på magten, kan alt ske.
Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved sidste valg bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.
Tyrkiet er i dag i en vanskeligere økonomisk situation end i 2018. Renten holdes kunstigt nede, Liraen er brudt sammen i forhold til de toneangivende valutaer og inflationen raser – 80 pct. (uafhængige forskere sætter tallet så højt som 160 pct.) Arbejdsløsheden, der i 2020 var på over 13 pct., er stigende.
Tyrkiet har dog stadig en økonomi, der er så stor, at Tyrkiet er berettiget til medlemskab af G20. Toldunionen med EU fra 1995 har betydet en kraftig vækst i landets udenrigshandel, men i de seneste år er tilliden til den tyrkiske økonomi svækket og udenlandske direkte investeringer i Tyrkiet er faldet.
Ved skæbnevalget den 18. juni 2023 har Erdoğan desperat brug for at løse to udfordringer, som fylder utrolig meget i Tyrkiet, nemlig det massive antal af syriske flygtninge, der befinder sig på tyrkisk jord, samt det kurdiske spørgsmål.
Selvom Erdoğan i mere end et årti officielt har ønsket at vælte Assad-regimet og brugt enorme mængder af diplomatiske, militære og økonomiske ressourcer til at opnå det mål, er de første møder mellem tyrkiske og syriske topembedsmænd i mere end 12 år netop blevet afholdt i Moskva.
Alt tyder på, at der er lagt op til flere møder, herunder et potentielt topmøde mellem præsident Recep Tayyip Erdogan og Bashar al-Assad.
En normalisering af forholdet til Assad betyder, at Erdogan har mulighed for at sende nogle af de 3,6 millioner syriske flygtninge hjem.
På den måde kan Erdoğan afvæbne oppositionen, som fører kampagne på, at den vil normalisere forholdet til Assad, og han kan snuppe sejren for næsen af dem.
Men for Erdoğan betyder en normalisering også en afvæbning af kurderne i Syrien.
Hvis mødet mellem Erdoğan og Bashar al-Assad finder sted og ender med en aftale, vil kurdernes drøm om autonomi lide endnu et knæk. Assad vil nemlig få kontrol over de semiautonome kurdiske enklaver.
Tyrkiets udenrigspolitik
Det engelske ord for Tyrkiet – Turkey – betyder også kalkun. At dele navn med en fugl, der hverken er køn eller klog, har længe irriteret den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, der ønsker, at landet skal fremstå som en stolt stormagt.
Erdoğan, der lægger afgørende vægt på Tyrkiets nationalisme, konservatisme og ønsket om en muslimsk republik, har taget konsekvensen og beordret, at Tyrkiets internationale navn skal ændres til Türkiye.
”Türkiye” repræsenterer og udtrykker på den bedste måde den tyrkiske nations kultur, civilisation og værdier, har præsidenten udtalt.
Selskaber og organisationer har også rettet ind efter præsidentens ønske. Foreningen af tyrkiske eksportører har meddelt, at det vil ændre deres mærkater til Made in Türkiye. Statslige medier som tv-stationen TRT og nyhedsbureauet Anadolu bruger allerede navnet i deres engelsksprogede dækning. Der er blevet iværksat en kampagne online rettet mod turister.
Navneskiftet siger noget om Erdoğans selvbevidsthed på nationens vegne, men ellers er det hverken odiøst eller usædvanligt, at et land skifter navn; Burma skiftede i 1989 navn til Myanmar, da militærjuntaen tog magten. Iran blev tidligere kaldt Persien, men i 1935 bad landets regering andre lande om at kalde det Iran i overensstemmelse med, hvordan navnet udtales på persisk. I 1939 skiftede Siam navn til Thailand på ordre fra kongen, hvilket referer til et lokalt udtryk, der betyder ”landet af de frie.” I 1980 ændrede Rhodesia sit navn til Zimbabwe, og senest har den hollandske regering besluttet at stoppe med at beskrive sig selv som Holland og kun bruge landets officielle navn: ”Nederlandene”.
Tyrkiets paradoksale udenrigspolitik har en god forklaring
Tyrkiets udenrigspolitik hænger tæt sammen med landet geografi – Tyrkiet ligger mellem Europa, Mellemøsten og Asien, mellem islam og kristendom, mellem øst og vest, mellem traditionalisme og modernisme.
Tyrkiet prøver at agere og navigere mellem alle de store og besværlige naboer og deres forskellige interesser – Iran, Irak, Syrien, andre lande i Mellemøsten og verdens stormagter USA og Kina samt Rusland, Indien og Japan. Samtidig prøver Tyrkiet med undertiden dubiøse metoder at fremme ny-osmanniske, nationalkonservative og sunni-muslimske synspunkter og interesser overalt i verden.
Tyrkiet prøver at opretholde et godt forhold til alle
Selvom Tyrkiet har forbindelse til både EU og NATO, køber landet alligevel russiske S400 jord-til-luft missilsystemer til luftforsvar og atomkraftværker, gas, kul og olie af Rusland, ligesom Tyrkiet heller ikke har tilsluttet sig de omfattende vestlige sanktioner mod Rusland på grund af Ukraine-krigen.
Specielt er energisamarbejdet med Rusland stærkt, idet Gazprom har indgået en fireårig gasaftale med Tyrkiets statslige energiselskab Botas som led i den seneste udvikling i Turkstream-projektet, naturgasledningen mellem Rusland og Tyrkiet, der blev indviet i 2020.
Tyrkiet forventes også at modtage 1,5 millioner russiske turister, herunder Putins oligarker, der kan nyde Tyrkiets luksuriøse feriesteder uden frygt for sanktioner.
Samtidig leverer Tyrkiet leverer de berømte Bayraktar-droner til Ukraine, og Tyrkiet har begrænset Ruslands militære brug af Bosporus-strædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet og derefter mod Middelhavet.
Med Kina samarbejder Tyrkiet på infrastrukturområdet og det store kinesiske Belt and Road-projekt. De samarbejder med Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, og samtidig laver de aftaler med shiamuslimske Iran – Saudi-Arabiens store fjende i den Mellemøstlige region. Tyrkiet har sågar et velfungerende forhold til Israel og var det første muslimske land, der anerkendte Israel som stat.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 