I en signatur i Politiken den 12. januar 2022 kommer Flemming Ytzen, journalist på avisen, Fogh-kritikeren Mogens Lykketoft til undsætning. Ytzen rejser spørgsmålet om fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens besøg på Taiwan var et ”indsamlings-stunt” eller en demokrati-mission?

Flemming Ytzen mener selv skråsikkert, at Anders Fogh Rasmussens besøg ikke gjorde en forskel ”så selvfølgelig var Fogh ude med raslebøssen. Mediedækningen har endnu ikke fortalt, hvor mange taiwanske dollars der er sendt til hans såkaldte demokratifond. Offentligheden venter spændt”.

Anders Fogh Rasmussens henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som begrundelse for Taiwan-missionen betegnes af Ytzen som ”ganske bekvemt”.

Ytzen anerkender således slet ikke betydningen af erklæret international støtte til Taiwan. Som bekendt besøgte formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, allerede sidste år Taiwan. Siden Nancy Pelosis omstridte besøg har flere amerikanske politikere og politiske ledere fra andre lande været på besøg i den lille østat.

Det er vel ikke utænkeligt, at synlig international opbakning til Ukraine på et tidligere tidspunkt kunne have gjort indtryk i Moskva og måske fået Putin til at besinde sig.

Under alle omstændigheder ved vi, at international støtte til Taiwan bliver bemærket i Beijing. Anders Fogh Rasmussen er således allerede før besøget i Taipei erklæret persona non grata i Kina.

Energistyrelsen udarbejder årligt et sæt analyseforudsætninger, som anvendes af Energinet, der er ansvarlig for at trække elkabler, rejse master og bygge gasrør.

Analyseforudsætningerne udgør grundlaget for Energinets langsigtede udviklingsplaner og investeringer, der kan sikre at el- og gastransmissionsnettet er rustet til den grønne omstilling og til – og det er ikke uvæsentligt! – at forsyningssikkerheden til rimelige priser opretholdes.

I de analyseforudsætninger, Energistyrelsen offentliggjorde den 9. januar 2023, skønner Energistyrelsen, at elektrificeringen af det danske samfund med bl.a. udbredelsen af produktion af brint og bæredygtige brændstoffer – Power-to-X – til brug både inden og uden for Danmarks grænser, vil mere end femdoble det totale nettoelforbrug i Danmark frem mod 2050.

Elforbruget i Danmark var stort set konstant fra 2000 til 2018 med et niveau på omkring 32 TWh, men frem mod 2050 ventes nettoelforbruget at vokse til 209 TWh.

Energistyrelsen tager i udarbejdelsen af Analyseforudsætningerne højde for den generelle teknologiudvikling og forudsætter opnåelse af politiske målsætninger, også hvis der ikke er vedtaget konkrete virkemidler til opnåelse heraf.

Analyseforudsætningerne til Energinet 2022 er et ganske omfattende materiale med et sammenfatningsnotat, 12 baggrundsnotater og et datasæt.

Energistyrelsen forudser en dramatisk stigning i elforbruget

Den dramatiske stigning i elforbruget skyldes en forventning om generel elektrificering af samfundet til opnåelse af målsætningerne om 70 pct. drivhusgasreduktion i 2030 samt klimaneutraliteten senest i 2050.

Det betyder bl.a. et stigende elforbrug til individuelle og kollektive varmepumper som følge af udfasning af naturgas i husholdninger og erhverv samt omstilling af fjernvarmeproduktionen væk fra brugen af fossile brændsler.

Det betyder også et stigende elforbrug til vejtransporten og et stigende elforbrug til PtX, som primært forventes at kunne anvendes inden for tung transport og industri, herunder landbrug. Analyseforudsætninger medtager desuden et stort elforbrug til PtX, der bidrager til omstillingen af udenrigstransport i sø- og luftfart. Derudover antages Danmark at blive nettoeksportør af PtX-produkter på lang sigt, da det forventes, at det store havvindspotentiale i den danske del af Nordsøen bidrager til at Danmark bliver et attraktivt marked for produktion af PtX-produkter.

Herudover skyldes stigningen udbygningen med datacentre. Forbruget af el til PtX forventes at stige fra 0,6 TWh til 129,4 TWh i 2050.

Datacentres strømforbrug ventes at stige fra 1,9 TWh til 14,5 TWh i 2050.

Til sammenligning udgør det ”klassiske” elforbrug til husholdninger og erhverv godt 29 TWh i 2023. Det er Energistyrelsens forventning, at dette elforbrug vil stige til 33,6 TWh i 2050.

Hvor skal strømmen komme fra?

I øjeblikket dækkes omkring 50 pct. af elforbruget af grøn strøm fra vind og sol. En stigning i elforbruget til 209 TWh i 2050 forudsætter derfor mængder af vedvarende energi og en særdeles kraftig vindkrafts-udbygning.

Spørgsmålet er, om forsyningssikkerheden, den grønne omstilling og elektrificeringen overhovedet kan imødekommes?

Lad os forudsætte, at det med etablering af energiøer i Nordsøen og i Østersøen, vindmølleparker på land og solceller faktisk bliver muligt at imødekomme 5-doblingen af behovet for bæredygtig grøn strøm, men spørgsmålet er hvordan alle de nye VE-anlæg kommer på nettet?

Opgraderingen af el-nettet

I øjeblikket har højspændingsforbindelserne fra Lolland, Falster og Sydsjælland til resten af Sjælland, hvor en stor del af forbruget er, ikke kapacitet til at rumme den el, firmaerne står i kø for at producere. Fem planlagte solcelleprojekter er derfor helt eller delvist på standby.

For to år siden kom konsulentvirksomheden Rambøll med en analyse, der viste at det vil koste 80 milliarder kroner over de næste 20 år at opgradere elnettet til fremtidens produktion og forbrug.

Men allerede nu ser Rambøll sig nødsaget til at opjustere det tal drastisk. At gøre elnettet klar til opgaven vil koste ”et godt stykke over 100 milliarder kroner”, fra nu og til 2040, lyder det nyeste bud fra Rambøll ifølge Ingeniøren.

Mens Mogens Lykketoft kritiserer, at Anders Fogh Rasmussen besøger Taiwan, har han altid selv haft en notorisk svaghed for kommunistiske diktaturstater. Et af de mere groteske eksempler var da han med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti.

Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i den socialdemokratiske avis, Aktuelt, den 14. februar samme år i en artikel under den famøse overskrift ”Samba-socialismen”.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/mogens-lykketoft-derfor-boer-fogh-ikke-besoege-taiwan

Nationalbanken har den 9. januar 2023 offentliggjort en analyse af Færøernes økonomi –  FÆRØSK ØKONOMI – HØJKONJUNKTUR OG VOKSENDE REFORMBEHOV. I sammenligning med den økonomiske situation i Danmark er beretningen fra Nordatlanten den rene solstrålehistorie.

Efter et relativt mild tilbageslag i forbindelse med corona, har den økonomiske aktivitet på Færøerne siden 2021 været i kraftig fremgang. Der er samtidig høj vækst i boligpriser og kredit.

Fiskepriserne

Den positive økonomiske udvikling drives af situationen i den altdominerende fiskesektor.

Eksportindtægterne fra opdrættet laks, der i øjeblikket afregnes til høje priser, er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet. Hertil kommer værdien af fiskeriaftaler med Rusland, der er meget betydelige.

En voksende turisme har ligeledes ført til stigende aktivitet og indkomster på Færøerne.

Høj beskæftigelse

Samtidig er ledigheden på Færøerne lav – nærmest ikke eksisterende. og især byggeriet mangler arbejdskraft selvom der på Færøerne er flere end i Danmark, der er aktive på arbejdsmarkedet. Erhvervsfrekvensen på Færøerne er oppe 84 pct. I Danmark ligger frekvensen på 77 pct.

Tidligere tiders kroniske underskud på de offentlige budgetter er vendt til overskud i Landskassen og forbruget og investeringerne i kommunerne er høje.

Høj økonomisk vækst

Den økonomiske vækst på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og allerede i 2015 nåede BNP – produktionen pr. indbygger på Færøerne – op på siden af den danske.

Ifølge Nationalbanken udgjorde bruttonationalproduktet på Færøerne (BNP) pr. indbygger 431.000 kr. i 2021. I Danmark var BNP pr. indbygger i 2021 lavere – 425.000 kr.

Færøerne rigere end Danmark

Siden 2021 er BNP pr. indbygger stagneret og forskellen i Færøernes favør er vokset. Det bør bemærkes, at mens BNP udelukkende medregner produkter, som er produceret inden for landets grænser – hvor meget indkomst der er skabt i landet.

Et andet begreb – bruttonationalindkomsten, BNI – er et udtryk for værdien af den samlede indkomst, som landets indbyggere råder over, uanset om indkomsten er skabt indenlandsk eller udenlandsk.

På Færøerne vurderes den disponible BNI at være stigende, mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer. Derfor er forskellen i BNI langt større i Færøernes favør.

I tillæg til BNP medtager BNI et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Det betyder, at den enkelte af de 54.081 indbyggere på Færøerne derfor har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI.

Færøerne vil ikke opgive bloktilskuddet fra Danmark

Efter lagtingsvalget 8. december har partierne Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), Tjóðveldi (Republikanerne) og det liberale Framsókn dannet regering under ledelse af formanden for Javnaðarflokkurin, Aksel V. Johannesen, som lagmand.

Den nye færøske regering vil have reduceret det årlige bloktilskud, som Færøerne modtager af Danmark. Det fremgår af regeringsgrundlaget, der blev præsenteret torsdag den 22. december 2022.

Den foreslåede reduktion er peanuts

Over de næste fire år ønsker regeringen, at der skæres 25 millioner kroner om året i bloktilskuddet. I dag er tilskuddet på 642 millioner kroner årligt.

På baggrund af den gunstige økonomiske situation på Færøerne forekommer den færøske regerings ambitioner vedrørende bloktilskuddet uambitiøst. I dag må en sum på 25 millioner danske kroner på Færøerne betragtes som peanuts.

Da Kina slap virussen løs for et par uger siden, sluttede tre lange år med opslidende nul-infektionsstrategi. Selvom virussen i et vist omfang blev holdt nede, var dens ubarmhjertige tilgang et mareridt for mange af landets 1,4 milliarder mennesker.

Da kineserne – forståeligt nok – begyndte at demonstrere mod de drakoniske metoder, gik Xi Jinping og den kinesiske regering i panik. Det kinesiske nytår er rundt om hjørnet, og det kinesiske kommunistparti ønsker ikke utilfredshed i befolkningen.

Den kinesiske regering insisterer på, at færre end 40 mennesker er døde i Kina af covid siden 7. december, da “nul covid”-restriktionerne, der havde til formål helt at eliminere virussen, pludselig blev droppet – og infektionstallene eksploderede.

En undersøgelse foretaget af Washington Post af satellitbilleder, førstehåndsvideoer, der er lagt ud på sociale medier og vidneberetninger, tyder på, at Kinas covid-dødstal er langt højere end regeringens opgørelse, og det kinesiske regimes påstand om, at udbruddet fortsat er under kontrol, bliver dermed undermineret.

Genåbning af samfundet

Regimets hurtige genåbning af samfundet har ikke taget højde for, at Kina ikke er ordentlig forberedt. Det vil være godt for økonomien, men det vil koste i form af sygdom og dødsfald.

Når landet åbner sine grænser den 8. januar, markerer det afslutningen på 1.016 dage med lukkede døre til omverdenen. Men når smitten igen går amok i Kina, vil det meste af verden igen forlange negative covid-19-tests for at lukke rejsende fra Kina ind.

For Kina selv vil genåbningen styrke økonomien og fungere på samme måde som ophobet forbrug i resten af verden. Ting, du ikke kunne gøre før, kan du gøre nu: Gå på restauranter, gå i biografen, rejse og besøge slægtninge.

Risikoen for den globale recession, som mange har frygtet, vil blive mindre når et genåbnet Kina vil bidrage med et positivt bidrag til verdensøkonomien.

Omvendt vil flere kinesere, der bruger energi, brændstof, olie og rejser, få råvarepriserne til at stige. Den globale inflation vil så ikke falde så meget tilbage som ønsket.

Kinesisk nytår/ Lunar New Year

Det kinesiske Nytår falder i år søndag den 22. januar, hvor Year of the Rabbit – harens eller kaninens år – begynder. Det fejres som official helligdag med ferie fra den 21. til den 27. januar.

Nytåret fejres af kinesiske samfund over hele verden. Nøgleordene for kinesernes nytårsfest er familie, festligheder og fyrværkeri.

Det kinesiske nytår er højtid for 20 pct. af jordens befolkning, og det er den vigtigste højtid i Kina. Østasiatiske som Vietnam, Sydkorea, Nordkorea og Mongoliet lande fejrer også denne dag med pomp og iver. Befolkningen i mange asiatiske lande har mellem en og fire dages ferie. Skoler i Kina har lukket i en måned.

Månekalender

Nytåret fastsættes ud fra den kinesiske månekalender, og derfor ligger det kinesiske nytår ikke samtidig med vores årsskifte.

Fejringen begynder med fremkomsten af den anden nymåne efter vintersolhverv og slutter først ved den efterfølgende fuldmåne. De vigtigste dage vil i år være Nytårsaften den 21. januar og Nytår den 22. januar.

Når den kinesiske tidsregning afviger fra vores, er det fordi kinesernes tidsalder beregnes ud fra kejser Huangdis kinesiske kalender. En legende siger, at Huangdi står fadder til måne-solkalenderen, og kinesernes tidsregning starter med udgangspunkt i Huangdis første regeringsår, som var i år 2698 før Jesu fødsel. Selvom kineserne også lever i år 2022, ligesom vi gør, så lever de også i år 4720.

Altid mellem 21. januar og 20. februar

Månenytår falder ikke på samme dato hvert år, men følger Månekalenderen og nytåret falder normalt mellem den 21. januar og den 20. februar.

Nytåret år er forbundet med et af de 12 dyre-stjernetegn: rotte, okse, tiger, kanin, drage, slange, hest, ged, abe, hane, hund og gris.

Kaninens år

2022 var tigerens år, mens 2021 var oksens år. I 2023 er det harens år (Year of the Rabbbit). Kineserne tror på, at dyretegnene bestemmer, hvilken person du bliver. Når det er dragens år – næste gang i 2024 – ventes fødselsraten at stige med omkring 5 pct. i f.eks. Kina, Hong Kong og Taiwan.

Rødt overalt

Inden Nytåret har de fleste omhyggeligt gjort rent, og man håber at blive velsignet af held og velstand i det nye år, mens alle sorger og uheld fra det forløbne år forsvinder. Farven rød har stor betydning for kineserne, og på denne dag hænger der på alle huse dekorationer med det kinesiske tegn, der betyder lykke.

Folkevandring når familierne samles

Nytåret er familiens fest, og kineserne rejser mange kilometer for at samles med deres familier. Antallet af rejsende på kryds og tværs af landet overgår alle årets øvrige dage. Faktisk bliver kinesernes rejseaktivitet omkring Nytåret kaldt for verdens største folkevandring.

Ved selve nytårsfesten der efter traditionen afholdes enten den 21. januar om aftenen eller den 22. januar samles familien til en overdådig middag. I Nordkina spiser de traditionelt dumplings, mens kineserne i syd spiser klistrede riskager. Hele 8 retter serveres denne aften, fordi 8-tallet betyder held.

Overalt er røde bannere, og børn får af deres forældre og bedsteforældre penge i røde kuverter. Ansatte får samme kulørte konvolutgaver af deres arbejdsgivere.

Folk udveksler gaver, er vært for store fester og sammenkomster og markerer deres nytårsfester med fyrværkeri, dansende drager og løver.

Fyrværkeri

Det kinesiske nytår siges at kunne dateres helt tilbage til det 14. århundrede f.Kr. Legender siger, at der i oldtiden var et monster kaldet Nian, der angreb folk og spredte meget terror. Han var dog rædselsslagen for farven rød, lyden af fyrværkeri og synet af fyrværkeri. Folk brugte disse ting til at skræmme ham og jage ham væk.

Fyrværkeri er derfor en særdeles vigtig ingrediens til nytårsfejringerne. Efter spisegildet fyrer næsten alle kinesere krudt af nytårsaften. Omkring 90 pct. af verdens fyrværkeri produceres i Kina. I timen op til midnat til det kinesiske nytår affyres mere fyrværkeri end på noget andet tidspunkt eller noget andet sted i verden.

Børsens chefredaktør (og tidligere Socialdemokratisk minister) Bjarne Corydon retter et frontalangreb på De Radikale op til partiets nytårsstævne i Nyborg i weekenden:

”Aktuelt er De Radikale overflødiggjort. Diskvalificeret som regeringsudueligt parti. Svinebundet til at pege på en socialdemokratisk statsminister. Spærret inde i et politisk bur på venstrefløjen. Et sted mellem Alternativet, SF og Enhedslisten. Almindeligt opfattet som adfærdsvanskelige. Med få parlamentariske manøvremuligheder”.

Under alle omstændigheder er realiteten i øjeblikket, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.

Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen fremprovokerede de radikale folketingsvalget i november 2022. De symbolske manifestationer betød, at partiet mistede en stor del af den midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tilbage er alene vælgere med et fundamentalistisk syn på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.

MeToo

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod havde sex med en 15-årig praktikantpige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Jeppe Kofod overlevede ikke Folketingsvalget mens Frank Jensen og Carsten Hansen tidligere har måttet betale prisen.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober 2021 brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Efter det katastrofale valg i november 2022 trådte Sophie Carsten Nielsen tilbage som partileder og Martin Lidegaard kunne endelig indtage pladsen som radikal leder.

Kan de radikale vende skuden?

I øjeblikket er De Radikale som påpeget af Bjarne Corydon fuldstændig marginaliseret, og tilliden til partiet som samarbejdspartner er meget lille på Christiansborg.

Det må dog ikke glemmes, at De Radikale tidligere har overlevet voldsomme trængsler. Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres udlændingepolitik bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Unge veluddannede russere, især dem, der arbejder i it-sektoren, er flygtet fra landet i hobetal siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Efter at præsident Vladimir Putin i september annoncerede en delvis mobilisering af befolkningen, eskalerede udviklingen.

Op mod 10 procent af it-virksomhedernes medarbejdere har forladt landet og er ikke vendt tilbage. I alt opholder omkring 100.000 russiske it-specialister sig i udlandet, sagde Maksut Shadayev, minister for digital udvikling, i december.

Strengere visumregler har gjort det vanskeligt at komme ind i EU-landene. Mange er derfor rejst til nabolande som Kasakhstan, Georgien og Tyrkiet samt Latinamerika.

Argentina

Det er ikke kun it-specialister, der flygter fra Rusland. Det er svært at sætte tal på, hvor mange der er flygtet fra Rusland. Flere medier rapporterede i oktober, at op mod 700.000 kan have krydset de russiske grænser, siden mobiliseringen blev annonceret, hvilket Kreml har benægtet.

“Buenos Aires” er spansk for “milde vinde” eller “god vind”, og Argentina siges at være blevet et yndet rejsemål for gravide russere, der ønsker et andet statsborgerskab for deres fremtidige børn og dem selv.

Siden Rusland i februar 2022 lancerede en fuldskala invasion af Ukraine, har Argentina ifølge den britiske avis The Guardian oplevet en kraftig vækst i russisk “fødselsturisme”.

Avisen oplyser at ifølge den russiske ambassade i Argentina er mellem 2000 og 2500 russere flyttet til Argentina det seneste år, og mange af dem er russiske kvinder, der planlægger at føde i landet.

Argentina kræver ikke visum af russiske statsborgere.

Det er derfor blevet et yndet rejsemål for russiske familier, der ønsker at sikre deres fremtidige børn et andet statsborgerskab. Da grænserne begyndte at lukke sig som følge af sanktionerne mod Rusland fandt mange russere ud af at et argentinsk pas kunne være en vej ud.

Flere virksomheder, der tilbyder hjælp til russiske familier, der ønsker et nyt statsborgerskab for deres børn og dem selv, rapporterer om stor efterspørgsel.

At få argentinsk statsborgerskab som forælder til et argentinskfødt barn beskrives som en relativt glat affære.

Professor emeritus Jørn Vestergaard er et lysende eksempel på, at venstrefløjen fortsat lever i bedste velgående og stadig har afgørende indflydelse på meningsdannelsen i det danske samfund. Den venstreintellektuelle kriminolog og tidligere professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er et synligt bevis på modkulturens Gramsciske March gennem institutionerne.

Han er født i Aalborg og blev student fra byens katedralskole i 1966. Karrieren som indehaver af alle de rigtige venstrefløjsmeninger og den livslange kamp mod USA-imperialismen, det kapitalistiske lønarbejde og kapitalismens diktatur blev indledt som lektor i kriminalret og kriminologi på Den Sociale Højskole.

Fra 1975 slog Vestergaard sine folder på Københavns Universitet som kandidatstipendiat, adjunkt, lektor, docent og endelig som professor i strafferet.

Blekingegade-banden

I en kronik i Information den 7. juni 1989 kritiserede de tre venstreintellektuelle kriminologer, Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, dagbladet Informations dækning af Blekingegade-banden og dens tilknytning til den danske militante og voldsparate venstrefløj. Journalist Lars Villemoes blev af venstrefløjens beskyttere anklaget for at tilsidesætte ”fundamentale journalistiske principper”, bryde med retssikkerheden og viderelevere ”løsagtig snak” og ”fiction”.

Jørgen Dragsdahl

Da historikeren Bent Jensen i januar 2007 i Jyllands-Posten skrev, at PET anså Jørgen Dragsdahl fra Information for at være agent, var Jørn Vestergaard, dengang docent i strafferet ved Københavns Universitet, hurtig ude med kritik: ”Det, som Bent Jensen i en meget polemisk form har gjort med sin artikel, svarer jo til en selvbestaltet standret, der får Moskva-processerne til at ligne civiliseret retspleje.”

Jørgen Dragsdahl blev efter en langvarig proces til sidst i Højesteret frikendt for at have været russisk agent. Bent Jensen forsvarede sig med, at han mente, at offentligheden burde vide, at beskrivelsen af Jørgen Dragsdahl i DIIS-udredningen om Danmark under Den Kolde Krig (2005) var misvisende. Ifølge PET-papirerne, som både Bent Jensen og DIIS havde set, havde Jørgen Dragsdahl kontakt til KGB-officerer, og det var menige PET-medarbejderes opfattelse, at Dragsdahl var agent, men DIIS skrev alene, at han var i PET’s søgelys på grund af sine kontakter til østlige journalister.

Straffelovens bestemmelser om at religion og kultur ikke kan undskylde forbrydelser og mindske straffen

Jørn Vestergaard forsvarer fortsat villigt og gerne anslag mod dansk kultur og sammenhængskraft. Siden 1. april 2019 er det af straffeloven fremgået, at religion eller kultur ikke tæller som formildende omstændigheder, når domstolene afsiger kendelser. Af den nye bestemmelse fremgår det, at ved fastsættelsen af straffen ”kan det ikke indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende”. Det er med andre ord nu lysende klart at tro eller medbragte skikke fra andre lande, aldrig kan undskylde forbrydelser og mindske straffen.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, finder lovændringen ”fagligt stærkt betænkelig”: ”Det er svært at frigøre sig fra det indtryk, at man ønsker at udsende et signal i forhold til parallelsamfund. Og hvem er det, der har en hovedrolle her? Det er selvfølgelig den muslimske befolkningsgruppe”.

Mette Frederiksens retlige ansvar i minksagen

Tre juraprofessorer – Jørn Vestergaard, Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Jørgen Albæk Jensen, Professor, Juridisk Institut, Aarhus Universitet og Jens Elo Rytter, Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet, har af egen drift besluttet at foretage en juridisk vurdering af statsministerens retlige ansvar i minksagen. Deres konklusion i notat af 7. november 2022 er, at der ikke er basis for at rejse en rigsretssag:

”Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der kunne være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink eller til udbetaling af tempobonus”.

Professorerne helgarderer ved at fremhæve, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter, og det kan ifølge professorerne derfor ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed.

Professorerne lægger altså ligesom Minkkommissionens i mangel af andet og bedre Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund for vurderingen.

Problemet er, at der netop i minksagen er forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst i Minkkommissionens beretning. Sletningen af SMS og en række af de afhørtes påfaldende dårlige hukommelse betyder, at kommunikationen og sagsgangen i Statsministeriet er dårlig dokumenteret.

Anklagen mod Morten Messerschmidt for EU-svindel og dokumentfalsk

At Jørn Vestergaards juridiske vurderinger langt fra er ufejlbarlige viser hans optræden i sagen om anklagen mod Morten Messerschmidt for EU-svindel og dokumentfalsk.

Morten Messerschmidt blev i august 2021 idømt seks måneders betinget fængsel for EU-svindel og dokumentfalsk i Lyngby Byret, hvor Søren Holm Seerup var retsformand.

Ekstra Bladet kunne allerede tilbage i august fortælle, at dommer Søren Holm Seerup havde trykket ”like” på et Facebook-opslag fra tidligere Venstre-politiker Søren Pind.

Morten Messerschmidt offentliggjorde herefter selv en række andre eksempler på dommerens Facebook-kommentarer om Dansk Folkeparti, Meld-sagen og Morten Messerschmidt.

Eksemplerne rejste ifølge Messerschmidt tvivl om Søren Holm Seerups habilitet, og det fik ham til at klage over dommerens adfærd til Den Særlige Klageret og rejse spørgsmålet i landsretten, som skulle behandle ankesagen.

I dagbladet Politiken den 20. august 2021 udtaler strafferetsprofessor emeritus Jørn Vestergaards efter at have læst både Facebook-opslagene og klagen til Den Særlige Klageret:

”Der er næppe udsigt til, at landsretten vil hjemvise sagen.

Dommerens mange tilkendegivelser på Facebook er tydeligvis udtryk for, at han ikke er nogen stor fan af hverken DF i almindelighed eller Morten Messerschmidt i særdeleshed. Det betyder ikke nødvendigvis, at han har været partisk og dermed inhabil som retsformand i sagen. Som udgangspunkt er det tilladeligt for en dommer at give udtryk for sin generelle mening om forskellige samfundsrelevante spørgsmål. Højesteret har tidligere fastslået. at dommere ligesom alle andre borgere har ytringsfrihed. Men en udtalelse om hvordan en konkret sag skal afgøres, vil selvsagt gøre en dommer inhabil. Det er der imidlertid slet ikke tale om her”, mente Jørn Vestergaard.

I Landsrettens kendelse den 22. december 2021 hedder det blandt andet:

“Efter en samlet vurdering af dommerens likes og kommentarer finder landsretten, at der foreligger konkrete objektive omstændigheder, hvorefter der kan rejses en sådan tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61, at han ikke måtte handle som dommer i sagen.”

Den Særlige Klageret var også kritisk. I afgørelsen af klagen den 11. februar 2022, udtaler retten sin misbilligelse af dommer Søren Holm Seerup, fordi han på Facebook likede et opslag fra tidligere folketingsmand og minister Søren Pind efter byretsdommen i straffesagen mod Morten Messerschmidt.

Et flertal på fire af klagerettens fem medlemmer vurderede, at det var tilstrækkeligt at udtrykke misbilligelse, men en femte mente, at sagen var så grov, at dommer Seerup burde være pålagt en bøde.

Det er flertallets afgørelse, som tæller, og Seerup slipper derfor for bøden.

Slipper vi nu for Jørn Vestergaards fejlagtige juridiske vurderinger?

I sin fremskredne alder har Jørn Vestergaard nu for en stund opgivet kritikken af den førte udlændingepolitik og tilsluttet sig forsvaret af bysbarnet Mette Frederiksens gerninger.

Studehandlerne i forbindelse med dannelsen af SMV-regeringen har foreløbig sat en stopper for yderligere vurderinger af Mette Frederiksens retlige ansvar i den største skandale i den nyere Danmarkshistorie. Der kan dog dukke forhold op til overfladen, der kan være anledningen til at nogen alligevel kigger nærmere ind i den betændte sag.

Ole Espersen (født 20. december 1934 i Nylars, død 4. december 2020 i Rønne), nåede 21 år i Folketinget for Socialdemokratiet, var Justitsminister og professor på Københavns Universitet.

Berlingske Tidende nævner i sin omtale i anledning af Ole Espersens 85-års fødselsdag den 20. december 2019, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister i 1981 at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

I professor Bent Jensen historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger. En tilsvarende karakteristik fremgår af Bent Jensens erindringsbog ”Modløber”, der udkom ligeledes på Gyldendal i november 2022.

Ole Espersens udbredelse af sovjetisk desinformation

Ifølge Bent Jensen bidrog Ole Espersen med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Et andet eksempel på Ole Espersens Moskva-venlige holdning var hans deltagelse i en desinformerende KGB-kampagne rettet mod den russiske dissidentforfatter og nobelprismodtager Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008).

Spaniens diktator, Francisco Franco, døde i november 1975. Den siddende regering under Franco ledet af Carlos Arias Navarro fortsatte frem til juli 1976. Adolfo Suárez blev herefter af kong Juan Carlos udnævnt til Prime Minister på trods af hans Franco-fortid, der udløste protester fra især venstrefløjen.

Fire måneder senere i 1976 kommer forfatteren Solsjenitsyn til Spanien – et land, der befinder sig i en usikker transitionsperiode fra diktatur til demokrati. Perioden – la Transición española – var turbulent og radikale kræfter på både venstre- og højrefløj kæmpede mod moderate centrumsfolk, der ikke var parate til at opgive alle traditionelle spanske (og frankistiske) værdier.

Ole Espersen begræd i Berlingske 4. oktober 1976 med henvisning til et spansk kommunistisk ugeblad, El Triunfo, at den store russiske dissident ikke fuldtonet bakkede op om den radikale frigørelses- og demokratiseringskamp, der støttet af den yderste venstrefløj og de spanske kommunister, foregik i Spanien.

På det tidspunkt gik El Triunfo ind for fundamentale ændringer i det spanske samfund. Ugebladet El Triunfo havde under Franco indtaget en venstreorienteret og kritisk linje mod regimet. Efter Francos død indtog ugebladet imidlertid en kompromisløs holdning, hvor der uophørligt blev opfordret til en demokratisk revolution, hvor alle autoriteter skulle nedbrydes og alle ideologiske værdier – inklusive religiøse – fra Franco-tiden skånselsløst skulle bekæmpes.

Fra 1976 forsvarede El Triunfo i lighed med det spanske kommunistparti radikal disruption eller “ruptura democrática” af tidligere kulturelle og moralske værdier i alle dele af det spanske samfund – i den offentlige såvel som den private sfære, og herunder fuldstændig sekularisering af statsmagt og myndigheder.

Valgene den 15. juni 1977 viste at de moderate kræfter havde størst opbakning, og valget indebar at centrum-højrepartiet Unión de Centro Democrático (UCD) under ledelse af Adolfo Suárez, vandt regeringsmagten med det spanske socialdemokrati, PSOE, på 2. pladsen.

Partierne på såvel venstre- som højrefløjen fik slet ikke den ventede tilslutning, og det spanske kommunistparti, PCE, der havde stået bag El Triunfos ”revolutionære” linje, opgav konfrontation til fordel for en samarbejdsstrategi og opfordrede alle militante tilhængere til at demobilisere.

Fra det øjeblik var El Triunfo uden noget klart politisk projekt, og avisen prøvede at etablere sig som en vagthund, der advarede mod kommunistpartiets glidning i retning af Eurokommunisme og truslen fra bevægelser på den yderste højrefløj. Internt var der uenighed om ugeavisens linje og samtidig fik avisen økonomiske vanskeligheder og tilmed var avisen udsat for overtagelsesforsøg fra PSOE.

Steffen Groths forsøg i Politiken på hvidvaskning af Ole Espersen

I et indlæg i dagbladet Politiken den 5. januar 2023 ”Historiker Bent Jensen gør vold på virkeligheden” kritiserer skribent på netmagasinet POV, Steffen Groth, fremstillingen af Ole Espersen i Bent Jensens bøger.

Bent Jensens kritik Ole Espersen i anledning af indlægget i Berlingske Tidende om den russiske dissidentforfatter og nobelprismodtager Aleksandr Solsjenitsyn, er således helt forkert.

Når Bent Jensen fremstiller Espersens kritik som et led i en desinformerende KGB-kampagne, er det ifølge Steffen Groth en forvanskning af historien, der forvandler legitim kritik af Solsjenitsyn til sovjetisk propaganda og grundlæggende mangler blik for den spanske virkelighed i 1976.

Spørgsmålet er, om Steffen Groth i forsøget på at rehabilitere Ole Espersen, har gjort vold på den spanske virkelighed i 1976.

Hvorfor gjorde Ole Espersen hvad han gjorde?

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen ville gå Sovjetunionens ærinde, og overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der i Sakharov-sagen er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham.

PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, og som PET ville have dømt for ulovlig agentvirksomhed. Det blev forhindret af Ole Espersen, som på det tidspunkt var justitsminister, og som måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Det er siden kommet frem, at avisen Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Da statsminister Mette Frederiksen i 2020 og i 2021 holdt sine Nytårstaler fra Marienborg, kunne man i baggrunden se et lille maleri af en høstarbejder. Billedet var L.A. Rings ”I høsten” som indgår i Statsministeriets samling af L.A. Ring-malerier.

Malerierne er en testamentarisk arv til Statsministeriet fra forretningsmanden O.P. Christensen, der var en nær ven af statsminister H.C. Hansen. O. P. Christensen forærede midten af 1950’erne sin malerisamling til ministeriet. Han mente, at L.A. Rings virkelighedsnære og socialt engagerede malerier ville kunne inspirere enhver statsminister i dennes gerning.

Laurits Andersen Ring (født Laurits Andersen den 15. august 1854 i Ring, Hammer Sogn, Næstved, død 10. september 1933 i Skt. Jørgensbjerg, Roskilde) var en af dansk kunsts fremmeste malere ved indgangen til det 20. århundrede. I 1881 tog han navn efter sin fødeby, landsbyen Ring syd for Næstved, og kendes siden som L.A. Ring. (Vennen, maleren Hans Andersen tog ligeledes navn efter sin fødeby, landsbyen Brændekilde, og kom til at hedde H.A. Brendekilde).

Danmark befandt sig i perioden 1875 til 1894 under konseilspræsident Estrup og hans provisorielove i en politisk turbulent tid. L. A. Ring var politisk aktiv i en revolutionær gruppe, og det berettes at Ring i en periode gik rundt med en skarpladt pistol i baglommen.

Ring var optaget af de fattiges vanskelige vilkår og social retfærdighed for underklassen, som han har skildret i sin kunst, der især består af landsby- og landskabsmotiver fra Sjælland. L. A. Ring var kendt både som naturalistisk maler af landskaber, mennesker og miljøer og som repræsentant for symbolismen.

Trods ungdommens revolutionære tilbøjeligheder, var Ring i begyndelsen af 1900-tallet blevet et anerkendt medlem af det danske kunstliv og sad i bedømmelsesudvalget ved de årlige censurerede Charlottenborgudstillinger. Han fik i 1913 bygget et hus ved Sankt Jørgensbjerg i Roskilde med udsigt over fjorden – her tilbragte han de sidste år af sit liv, før sin død i 1933.

I Brøndgade på Sankt Jørgensbjerg i Roskilde ligger i dag et lille besøgscenter for L.A. Ring. Besøgscentret er malerens tidligere atelier, som han ejede fra 1915-25.

Maleriet ”Kunstnerens hustru ved familiens sommervogn” en sommerdag ved Greve Strand fra 1911 indgår også i Statsministeriets samling. Kvinden på billedet er altså Rings hustru, Sigrid Kähler, som var kunstmaler og datter af keramikeren Herman Kähler.

Nytårstalen 2022

I lighed med tidligere blev Mette Frederiksens Nytårstale 2022 optaget på Marienborg. Man bemærkede, at L.A. Rings billede ”I høsten” er udskiftet med et værk af kunstneren Milena Bonifacini.

Billedet er udlånt af Statens Kunstfond, der erhvervede værket på kunstudstillingen Art Herning i 2017. Milena Bonifacini fortæller i en video om sit kunstneriske virke på en video, der kan ses her.

Det er ikke ganske klart hvilket signal Mette Frederiksen har ønsket at sende med Bonifacinis abstrakte billede udover at der i modsætning til Ring er tale om en kvindelig kunstner, født 1963 i Lima, Peru, og at billedet til daglig hænger i Valby hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Nytårstalen 2023

I år var der til akkurat samme plads på væggen på ny nøje udvalgt et værk af en herboende udenlandsk kunstner, Iryna Makhovska, som bor i Randers, men kommer fra Ukraine. Hendes maleri har titlen ”Lake in Viborg”, hvilket understreger, at inspirationen til værket er hentet på hendes nye jyske hjemegn.

I vindueskarmen i TV-billedet til højre for statsministeren kunne man ved siden af det ukrainske flag se bogen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” – den danske forfatter Thomas Korsgaards debutroman fra 2017.

Med bogen signalerer statsministeren muligvis, at regeringen har fokus på forholdene for de svageste, de unge og mennesker uden for de store byer.

”Hvis der skulle komme et menneske forbi” er den første bog i Korsgaards trilogi om drengen Tue, der vokser op under kummerlige forhold for enden af verdens længste grusvej i Nørre Ørum lidt uden for Skive.

Signal fra Lars Løkke Rasmussen?

Det er også muligt, at bogen er opstillet på anbefaling fra Lars Løkke Rasmussen, der selv på Facebook varmt har anbefalet Thomas Korsgaards bog.

Under alle omstændigheder forekommer det troværdigt, at Lars Løkke Rasmussen fra Græsteds udkant, der selv har et blik for drenge med ondt i livet, manglende forældreopbakning og udenfor pædagogisk rækkevidde, har værdsat bogen.

Hvad med Jakob Ellemann-Jensen?

Hvis Mette Frederiksen i sit baggrunds-bogvalg ville have delt sol og vind lige mellem Løkke og Ellemann-Jensen, kunne hun også i vindueskarmen have henkastet en Wallander-bog.

I et interview med Altinget skinner det igennem, at Jakob Ellemann-Jensen ikke er nogen stor læsehest, men på spørgsmålet ”Hvad er den bedste bog, du har læst i år?” svarer Ellemann:

”Jeg har omsider fået taget mig sammen til at få læst en del af Henning Mankells Wallander-bøger. Hovedpersonen Kurt Wallander er en fantastisk person. Han er en antihelt – han er et sammensat, kompliceret og på mange områder et lidt sørgeligt menneske, hvilket gør det lettere at identificere sig med helten i bogen”.

Det korte interview i Altinget tegner næppe hele billedet, men at Jakob Ellemann-Jensen finder det let at identificere sig med en sammensat, kompliceret og en på mange områder lidt sørgelig antihelt, er ganske overbevisende.