De spanske myndigheder nægtede den 10. februar 2023 at lade tankskibet Maersk Magellan – ejet af Maersk Tankers Singapore – losse i havnen i Tarragona i Spanien, fordi det i strid med EU-sanktionerne mod Rusland tog en last olie ombord, der tidligere var om bord på tankskibet Nobel, der nu sejler under Cameroons flag. Nobel sejlede indtil 1. juli 2022 under russisk flag under navnet Neatis – ejet af det russiske selskab Rusprimeexport LLC.

Efter invasionen af Ukraine blev skibet solgt til et holdingselskab på Seychellerne og stævnede ud som Nobel. Men ifølge EU´s sanktioner er det ikke tilladt noget skib, der sejlede under russisk flag efter 24. februar at levere laster i EU-farvande. Men det gjorde Nobel.

Dieselolien blev ikke i første omgang leveret til Maersk Magellan, men overført til det vietnamesisk-flagede tankskib Elephant, der efterfølgende overførte diesel-lasten i en STS-overførsel til Maersk Magellan.

AIS data bekræfter, at Nobel og Elephant mødtes i STS-overførsels zonen ud for Ceuta den 5. februar og lå ved siden af hinanden indtil om morgenen dagen efter. Senere samme dag mødtes Elephant med Maersk Magellan og de to skibe sejlede – i følge AIS-data – langsomt, side om side til om aftenen den 7. februar.

Maersk Tankers har undskyldt sig med, at de ikke havde tilstrækkeligt styr på sanktions-reglerne overfor Rusland. Maersk Tankers tjekkede ganske vist de to skibe, der var involveret i leveringen af en last dieselolie til tankskibet Maersk Magellan. Men ikke grundigt nok.

“Vi kontrollerede begge fartøjer i henhold til sanktionsbestemmelserne, og ingen af dem var sanktioneret – eller under russisk flag. Vi undersøgte dog ikke skibenes tidligere flagskift,” skriver Maersk Tankers i en mail og tilføjer: “Vi gennemgår løbende vores procedurer og vil også gøre det efter denne hændelse for at tilføje yderligere sikkerhedsforanstaltninger”.

Flagskift, nye navne og ejere har siden krigens start været en udbredt praksis for at skjule et russisk ejerskab – og dermed få større chancer for at kunne fortsætte den indbringende forretning, f.eks med transport af olieprodukter.

Dan-Bunkering overtrådte EU-embargoen mod Syrien

Den 11. november 2020 kunne Ritzau oplyse, at Bagmandspolitiet langt om længe havde taget sig sammen til at rejse tiltale mod den fynske virksomhed, Dan-Bunkering, for i perioden 2015 -2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til Syrien via russiske virksomheder i strid med EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede land.

Det var DR, der allerede i 2019 kunne informere offentligheden om de påståede overtrædelser af de internationale sanktioner mod Syrien. Det skete på baggrund af blandt andet amerikanske rets dokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Ifølge disse oplysninger havde Dan-Bunkering været involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden, der betalte Dan-Bunkering for overførslerne, har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Danske Banks rolle

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, blev af amerikanske myndigheder orienteret om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s sanktioner j i forbindelse med salg af jetbrændstof for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber.

Danske Bank burde nok selv have opdaget, at noget var galt, og varskoet politiet, men efter de amerikanske myndigheders involvering, havde banken intet andet valg end at underrette de danske myndigheder om den gode kundes mistænkelige transaktioner.

Politiets sendrægtighed

Politiet var dog usædvanligt træge til at reagere. Det ser faktisk ud til, at Fyns Politi på et tidspunkt havde henlagt sagen, og først da skandalen via Danmarks Radio når offentligheden, reagerer Justitsministeriet og Bagmandspolitiet.

Ifølge tiltalen havde Dan-Bunkering 33 gange solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien.

Alvorlig sag

I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land. Dan Bunkerings fortjeneste foreligger ikke oplyst.

Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet betegnede selv sagen som meget alvorlig, at en stor dansk virksomhed som Dan-Bunkering overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation.

I betragtning af sagens alvor kan det undre at såvel Danske Bank som danske myndigheder har haft så god tid til at forholde sig til lovovertrædelser, der ligger flere år tilbage. Risikoen for, at de tiltalte undgik domfældelse som følge af forældelsesfrister, var desværre overhængende.

Sagsgangen

Foruden Dan-Bunkering blev holdingselskabet Bunker Holding og direktør Keld R. Demant tiltalt. Anklagemyndigheden gik helt klart efter en fængselsstraf til direktøren.

Retssagen startede ved Retten i Odense den 26. oktober og løb frem til den 14. december 2021, hvor Dan-Bunkering blev dømt for at levere jetbrændstof, der endte i Syrien fra 2015 til 2017. Retten fandt, at firmaet “burde have indset”, at jetbrændstoffet ville ende i russiske kampfly, der bombede i Syrien.

Topchefen i moderselskabet Bunker Holding, blev idømt fire måneders betinget fængsel. Derudover blev selskabet Dan-Bunkering idømt en bøde på 30 mio. kr., mens moderselskabet, Bunker Holding, fik en bøde på 4 mio. kr.

Fisk fra Nordsøen indeholder så meget PFAS, at ekspert kalder det skræmmende. PFAS er også kendt under navnene:

• Fluorstoffer
• Perfluorerede stoffer
• PFC’er
• Fluorcarbon

Det særlige ved PFAS (per- and polyfluorinated substances – PFAS) er, at de er en stor gruppe af forskellige, men uhyre stabile og svært nedbrydelige stoffer – såkaldte ”evige” kemikalier (forever chemicals).

PFAS kan også gemme sig bag betegnelserne PFOA, PFOS, PTFE, Teflon og Gore-tex.

Stofferne kan findes overalt, og PFAS kan måles i lave koncentrationer i blodet på befolkningen overalt i verden – også i Danmark.

Der er nu fundet så stor mængder af fluorstoffer (PFAS) i fisk fra Nordsøen, at de ikke kan bruges til hønsefoder, uden at økologiske æg får for høje koncentrationer af PFAS. Det viser et svar fra Fødevarestyrelsen, som dagbladet Politiken har fået.

PFAS-forurening fra fiskefoder i økologiske æg

En undersøgelse som DTU Fødevareinstituttet har lavet i samarbejde med Fødevarestyrelsen under Fødevareministeriet og offentliggjort den 23. januar 2022 viser, at miljøforureningen med PFAS-fluorforbindelser er fundet i økologiske æggeblommer. Særligt børn, der spiser mange økologiske æg, er i risikogruppen. Stofferne er højst sandsynligt overført via fiskemel, der indgår i foder til hønsene.

En typisk økologiskfoderblanding til høns indeholder omkring 3-6 % fiskemel. Fiskemel fungerer i dag som en vigtig kilde til protein og aminosyrer, der er afgørende for høners velfærd, sundhed og evne til at lægge æg.

Fjernes fiskemel fra foderet, skal det erstattes af en anden kilde til protein og aminosyrer.

DTU Fødevareinstituttet oplyser at indholdet af PFAS-stoffet PFOS i æggene er halveret 4-7 dage, efter brugen af fiskemel er ophørt. Derfor vil en udskiftning med en ikke forurenet foderingrediens i løbet af få uger kraftigt kunne mindske indholdet af PFAS i æggene.

Risikoen for optagelse af PFAS fra økologiske æg og måske andre fødevarer har vakt opsigt, og politisk er der allerede bebudet en række initiativer.

PFAS (Per- and polyfluoroalkyl substances)

PFAS-forureninger er i Danmark har i forvejen været et meget debatteret emne, efter det i foråret 2021 kom frem, at PFOS havde spredt sig fra en brandskole i Korsør til en nærliggende mark.

Her gik køer fra Korsør Kogræsserforening i årevis og indtog stoffet gennem græsset. Giften spredte sig til aftagerne af oksekødet.

Der blev taget blodprøver af kogræsserforeningens medlemmer, og de viste stærkt forhøjede værdier af PFOS.

Siden er der også fundet PFOS i oksekød fra fynske kvæg, og en kortlægning fra Danske Regioner viser, at næsten 15.000 steder i Danmark bør undersøges for forurening af de giftige fluorstoffer.

Det er således hævet over enhver tvivl, at grupper af danskere har spist fødevarer og drukket drikkevand forurenet med PFOS.

PFAS-stoffer udfases

PFAS har været brugt siden begyndelsen af 1950erne. Stofferne dækker over en stor gruppe af kemiske stoffer, der blandt andet har vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber. Fluorstoffernes særlige egenskaber har ført til at brugen er meget udbredt. Stofferne har været bredt anvendt i en lang række hverdagsprodukter som fx tøj, sko, mademballage og kosmetik og brugt i blandt andet brandslukningsskum, overfladebehandling og imprægnering af tekstiler.

Fra 2011 blev det forbudt at anvende brandslukningsskum med PFOS, der er ét af stofferne fra PFAS-gruppen. Fra 1. juli 2020 blev det i Danmark også forbudt at tilsætte stofferne til mademballage af papir og pap.

Der har i de sidste år været fokus på personer, der har været særligt udsat for stoffer fra PFAS-gruppen. Konkret har det være borgere, der i forbindelse med miljøforurening har indtaget PFAS-forurenede fødevarer eller drikkevand igennem længere tid. Desuden er der opmærksomhed på borgere, som har været særligt udsatte via deres erhverv, for eksempel brandfolk, der har arbejdet med skum til brandslukning.

PFAS og sundhed

I Danmark har Sundhedsstyrelsen gennemgået PFAS-stofferne: PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS og deres betydning for helbredet.

Man kan optage PFAS gennem fødevarer og drikkevand. Man kan også indånde det via støv fra PFAS-forurenet materiale, men der savnes viden om omfanget i Danmark.

Det er begrænset, hvor meget PFAS, men kan optage gennem huden.

Kroppen udskiller PFAS gennem afføring og urin. Halveringstiden kan være adskillige år. Hvor lang tid det tager at udskille PFAS, så man har samme niveau som befolkningen generelt, afhænger af flere ting. Blandt andet, hvor højt niveau man har i kroppen, og om man stadig udsættes for PFAS.

En svensk undersøgelse har vist, at der er en gennemsnittelig halveringstid i blodet på 2,5 – 5,3 år for PFOS.

Sundhedsstyrelsen har undersøgt helbredseffekter af PFAS og hvilken effekt høj udsættelse for PFAS kan have for helbredet.

Man har fundet, at der er en øget forekomst af følgende tilstande: Forhøjet kolesterol, Let leverpåvirkning (men ikke leversygdom), Nedsat antistofrespons på vaccination – primært hos børn, Nedsat fødselsvægt.

Man kan ikke ud fra hverken blodprøver, undersøgelser eller målinger af eksponering, sige noget om den enkeltes risiko for at få de ovennævnte tilstande. De fundne helbredseffekter forbundet med PFAS er ikke specifikke for PFAS-eksponeringer, men er i høj grad også påvirket af levevilkår og mange andre miljømæssige, sociale eller genetiske faktorer. Forhøjet kolesterol er således almindeligt forekommende også blandt personer, der ikke har været udsat for høj mængde PFAS.

Det vil for den enkelte være umuligt med sikkerhed at konkludere, at det er PFAS, der er årsagen til en af ovennævnte tilstande.

Generelt er der ikke fundet entydig sammenhæng mellem kræft og PFAS.

Nogle studier har fundet en let øget risiko på befolkningsniveau for nyre- og testikelkræft ved udsættelse for stoffet PFOA – men ikke for PFOS.

En beskeden øget risiko for nyre- og testikelkræft skal ifølge sundhedsmyndighederne ses i forhold til, at der er tale om to sjældne kræftformer, og det derfor på befolkningsniveau er meget sjældne sygdomme.

PFAS og fiskespisning

Det er nyt, at PFAS kan være et problem i vilde fisk fanget i det åbne hav. Til gengæld har det i nogen tid været kendt, at PFAS kan akkumuleres i fisk fra indsøer.

I begyndelsen af januar 2023 blev det almindelig viden, at otte søer og åer landet over er så forurenet med sundhedsskadelige PFAS-stoffer, at Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk, der er fanget der.

De otte søer og åer, hvor indtag af fisk frarådes, er: Korsør Nor ved Slagelse, Mølleå i Nordsjælland, Furesøen ved Furesø Kommune, Egåen i Aarhus Kommune, Lille Vejleå i Greve, Herningsholm Å i Herning, Faxe Å i Faxe og Svanesø i Skanderborg.

Det er ikke bare i søer og vandløb, de uønskede stoffer findes. PFAS-stoffer er konstateret over grænseværdien i en eller flere drikkevandsboringer i hver femte af landets kommuner.

PFAS-problemer i USA

En ny undersøgelse tyder på, at amerikanske ferskvandsfisk er stærkt forurenet med PFAS.

Én portion ferskvandsfisk kan betyde, at der indtages lige så meget PFAS, som man ville få ved at drikke PFAS-forurenet drikkevand i en måned.

Forureningen kan ifølge undersøgelsen, der blev offentliggjort tirsdag den 17. januar 2023 i Environmental Research, være 2.400 gange større end det anbefalede niveau.

Undersøgelsen viser, at lokalt fangede ferskvandsfisk er langt mere forurenet med PFAS end fisk fra kommercielt havfiskeri. Forskerne undersøgte Nederst på formularen

tilstedeværelsen af forskellige typer PFAS i 501 fiskefiletprøver, indsamlet over hele USA fra 2013 til 2015.

Disse prøver blev indsamlet i forbindelse med  programmer iværksat af EPA (U.S. Environmental Protection Agency): National Rivers and Streams Assessment og 2015 Great Lakes Human Health Fish Fillet Tissue Study.

Mens prøverne omfattede mange typer evige kemikalier var den største bidragyder til de samlede PFAS-niveauer PFOS-forbindelsen.

Selvom brugen af PFOS nu stort set er udfaset i USA, var det tidligere blandt mange anvendelser hovedingrediensen i imprægneringsmidlet Scotchgard, og det hænger stadig fast i miljøet.

PFOS er så potent, at indtagelse af kun en portion ferskvandsfisk ifølge undersøgelsen som nævnt ville svare til at drikke en måneds vand forurenet med PFOS.

Selvom forskere måske ikke ved præcis, hvordan folk bliver udsat for PFAS, viser undersøgelsen, at for mennesker, der spiser ferskvandsfisk, er det sandsynligvis en betydelig kilde til deres eksponering for PFAS.

Forureningen i søer og damme er mere udtalt end PFAS-forureningen i floder og vandløb, hvor vandudskiftningen er større.

Medianniveauerne for total påvist PFAS i ferskvandsfisk var 278 gange højere end i fisk testet fra 2019 til 2022 fra kommercielt havfiskeri, der ofte foregår langt fra land, hvor PFAS-forurening stadig kan måles, men stærkt fortyndet.

Ifølge undersøgelsen betyder den industrielle udfasning af PFOS-anvendelsen på, at forureningsniveauet i floder og vandløb vil være faldende.

Michigan Department of Health and Human Services har opdateret retningslinjerne for fiskespisning (Eat Safe Fish) for at begrænse mængden af regnbue smelt, der bør indtages – baseret på forhøjede niveauer af PFOS. Det anbefales, at man højest spiser fisk fra Lake Huron 6 gange om året, og fra Lake Michigan højest 1 gang om måneden.

Han har fortalt historier fra krigszoner over hele verden gennem de sidste 30 år. Alligevel havde fotograf Jan Grarup aldrig set så voldsomme scener som de, der mødte ham ved fronten i Ukraine.

I Politikens podcast ”Du lytter til Politiken” fortæller han om de mennesker, der er blevet tilbage i resterne af den udbombede ukrainske by, Kharkiv, og hvorfor de ikke flygter, selv om de dagligt risikerer at dø under Ruslands bombardementer.

Jan Grarup fortæller gerne om sine farefulde reportagerejser til krigszoner. Torsdag den 28. oktober 2021 viste Helleruplund kunstforening filmen ”Krigsfotografen” i Helleruplund Sognegård.

Berlingske Tidende valgte for 1 år siden – den 11. oktober 2020 – at stille 2 hele sider til rådighed for krigsfotograf Jan Grarup. Her blev vi oplyst om, at han fortryder, at han ”ikke har formået at være det menneske, jeg gerne ville være”. Det fremgår også, at Grarup slet ikke kan arbejde med ”racisme og den grimme nationalisme”, og at han har 28 udgaver af Joseph Conrads bog ”Heart of Darkness”, der var forlæg for Francis Ford Coppolas film ”Apocolypse Now”.

Jan Grarup er angiveligt en fremragende fotograf. Jan Grarup sluttede den 22. juni 2020 som vært på Radio4-programmet ”I Orkanens Øje”, hvor Grarup hver mandag beskæftigede sig med konflikter og krige. Når man tager hans baggrund i betragtning, som han supplerer med livlig og malerisk fantasi og name-dropping, har radioprogrammerne været bemærkelsesværdigt kedelige.

 Krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage

Fotografen Jan Grarup har også i 2019 udgivet en bog. Bogen – ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling – giver angiveligt et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste, cargo pants og pralerier og med et fantasifuldt forhold til fakta.

Bogen blev suppleret med at filmen ”Krigsfotografen”, der havde biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup (født 1968), der er blevet kendt som krigsfotograf. Han har med sine billeder rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.

Narrative friheder

Jan Grarup erkender selv, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste.

En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?

Opgør med Jan Stage

Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Ham er titlen på Grarups bog et citat fra: ”Hvor jern­korsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.

Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de.

Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selv­biografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.

Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chef­redaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.

Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigs­politiske essays store mestre”.

Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester

Dagbladet Information, modstandsbevægelsens og senere i slutningen af 1960’erne ungdomsoprørets fremmeste organ, var fra 1970’erne og længe efter Murens fald i 1989 et markant talerør for den yderste venstrefløj i Danmark og dens internationale forbindelser. Avisen var ikke anfægtet af, at den militante venstrefløj åbenlyst og voldeligt kæmpede forat afskaffe demokratiet, indføre et socialistisk diktatur og henrette folkefjender – som det hed: træffe ”særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten”.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VS’eren Per Bregengaard samt mange andre.

Børnebogsforfatteren og tegneren Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

På dagbladet Information var Lasse Ellegaard i første ombæring fra 1968 til 1978, senere igen fra 1990 til 1997 – heraf de fire år som chefredaktør.

Lasse Ellegaard har erkendt, at han var vidende om Jan Stages agentvirksomhed for Cuba. Ellegaard var også chefredaktøren, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden og retsopgøret fra september 1990 til domfældelsen den 2. maj 1991. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag.

Den socialdemokratiske avis, Det Fri Aktuelt, var også generet af retsopgøret med den radikale venstrefløj. Det Fri Aktuelts chefredaktør, Lisbeth Knudsen, lod i 1990 journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Lars Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der frem til 1. december 2015 var chef for TV 2 | ØSTJYLLAND, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Lasse Ellegaard er i øvrigt tilbage på Information som journalist i en halvtidsstilling, hvor han skriver om Tyrkiet og Mellemøsten.

Venstres formand, den 49-årige Jakob Ellemann-Jensen, har i et opslag på Facebook, meddelt at han går på orlov på ubestemt tid, efter at han i sidste uge var på Rigshospitalet med et ildebefindende. I opslaget skriver han, at han nu må erkende, at han “har haft usædvanlig travlt gennem længere tid”, og at hans krop nu sender et signal om, at det er tid til en pause, “hvis ikke det skal ende galt”.

Derfor har han efter råd fra sin læge valgt at tage sygeorlov.

Meddelelsen har givet anledning til debat om vilkårene for toppolitikere. Senest har vi hørt om Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh og SF’s Jacob Mark, som har måtte sygemelde sig med stress.

Formanden for Folketinget, Søren Gade, der selv har kræfter til flere krævende bi-jobs, siger, at hvis der er ting i den måde, som Folketinget arbejder på, der kan laves om for at mindske risikoen for stress, så skal politikerne se på det i Folketingets Udvalget for Forretningsorden.

Andre eksempler

Den tidligere politiske leder af de konservative, John Christmas Møller, var 54, da han døde i 1948

Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft var 52, da han døde. Partifællen H.C. Hansen blev kun 54 år gammel, og Viggo Kampmann var kun 52, da han måtte forlade statsministerposten pga. sygdom.

Den konservative leder, Axel Møller, var kun 52, da han døde i 1958. Hans bror, Poul Møller, var 53, da sygdom tvang ham til at forlade Folketinget i 1971.

Det konservative håb, Knud Bro, var udbrændt, da han som 39-årig forlod Folketinget i 1976.

Den socialdemokratiske socialminister og tidligere chefredaktør for Aktuelt, Bent Hansen, var 50 år gammel, da han efter 4 måneder på ministerposten i 1982 måtte trække sig fra politik.

Nils Wilhjelm var industriminister, da han som 53-årig i 1989 med henvisning til hjerteproblemer forlod Schlüter-regeringen.

Elsebeth Gerner Nielsen, der var kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens regering 1998 – 2001, var 47 år, da hun forlod Folketinget i 2007. Andre har som hende forladt politik i utide uden at der nødvendigvis var en helbredsmæssig årsag.

Ritzau kan den 13. februar 2023 bringe den opsigtsvækkende oplysning, at en balletmester ved Hannovers Statsopera ved en premiere har kastet hundelort mod en kunstkritiker fra en af Tysklands ledende aviser. Balletmesteren var angiveligt utilfreds med anmeldelsen af en tidligere ballet – “In the Dutch Mountains”.

Kritikeren fra Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), Wiebke Hüster, siger, at hun har sendt en formel klage over balletmesteren Marco Goecke.

Teatrets ledelse har bekræftet episoden ved lørdagens premiere på balletten “Tro – Kærlighed – Håb”, og i en erklæringen fra teaterets ledelse hedder det, at gældende love og regler omkring Goeckes fortsatte ansættelse er ved at blive undersøgt.

Italiensk opera

Italiens førende operateater, La Scala, som fortsat er et centrum for Milanos kulturelle og sociale elite, blev grundlagt af den østrigske kejserinde Maria Theresa i 1778.

La Scala har været rammen for mange af de helt store i italiensk opera fra Gioachino Rossini til Aruro Toscanini, men er måske allermest forbundet med Giuseppe Verdi.

Operaen har også haft sin del af de dramaer og skandaler, der forbindes med opera. La Scala lagde i sæsonen 2018-19 ud med Verdis opera Attila, men nyfortolkningen gav anledning til furore. Især var mange utilfredse med en scene, hvor en kvinde smadrer en statue af Jomfru Maria.

Tilbage i 2012 var åbningsforestillingen Wagners Lohengrin. Årsagen var at 2013 markerede 200-året for den tyske komponist fødsel. Problemet var, at 2013 også var 200-året for Giuseppe Verdi, og mange italienere blev fornærmede.

I 2019 måtte La Scala opera sige nej til en infusion på 15 millioner euro fra Saudi-Arabien. Det har i Italien givet ny næring til den gamle diskussion om det statslige ansvar for finansiering af kunsten, eller om det er okay at overlade finansieringen til selskaber og tvivlsomme investorer?

Det vakte furore, da det kom frem, at La Scala, var involveret i indgående drøftelser om et femårigt partnerskab med det saudiarabiske kulturministerium, der ville hælde 15 mio. euro i La Scalas kasser. La Scala havde faktisk allerede modtaget godt 3 millioner euro, men planerne gav anledning til massiv kritik fra politikere og andre, der krympede sig ved tanken om et samarbejde mellem en ikonisk national institution og et dubiøst regime. Balladen endte med at La Scala sagde nej til Saudierne.

Rom kan også

Operaen i Rom er ikke helt på højde med La Scala, men tegner sig for en rigelig del af italienske operaskandaler.

Balladen i Hannover bringer mindelser om balladen, da en kendt operainstruktør i forbindelse med en opsætning af Giuseppe Verdis opera La Traviata på Teatro dell’Opera di Roma. ikke ville benytte teatrets primadonna, en fyldig sopran i sine bedste år, i hovedrollen som Violetta Valéry. Instruktøren begrundede sin beslutning med, at primadonnaens ”statur var uforenelig med rollen”. Som bekendt opfattes Violetta Valéry normalt som en udtæret yngre og skrøbelig kvinde, der efter en (meget) lang proces endelig dør af tuberkulose (i visse nyere opsætninger af kræft eller HIV).

Inge Røpke, professor emerita i økologisk økonomi med særlige opgaver (MSO), Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, CPH, fylder 70 søndag den 12. februar 2023.

Inge Røpke befandt sig i begyndelsen af 70’erne som en fisk i vandet på statsvidenskab, der holdt til i Studentergården. Mange af underviserne på polit.studiet i den periode havde en svaghed for planøkonomi og Marxistiske teorier, som stadig præger mange af de cand.politter, der dengang blev udklækket fra Københavns Universitet.

Inge Røpke var ingen undtagelse, men de åbenlyse mangler ved den marxistiske praksis i Sovjetunionen og Østeuropa førte til, at Inge Røpke kastede sig over den måde, de marxistiske principper blev omsat til praksis i Maos Kina.

Enver Hoxha i Albanien, der praktiserede sin egen afart af en fanatisk anti-revisionistisk Marxisme-Leninisme, støttede Kina i den kinesisk-sovjetiske strid og brød tidligt med Sovjetunionen.

Da Enhver Hoxha brød med Maoismen i perioden 1976 -78 erklærede mange Maoister sig nu som Hoaxhister, inklusive Inge Røpke i København.

Hoxhas styre i Albanien var ofte brutalt og befolkningen blev kontrolleret af det berygtede hemmelige politi, Sigurimi. Han opbyggede en personkult omkring sig og styrede Albanien enevældigt, hvor modstandere blev sendt i arbejdslejre eller summarisk henrettet. I 1981 overlod han dog en stor del af magten til sin efterfølger, Ramiz Alia.

Hvornår Inge Røpke mistede tiltroen til Hoaxhismen, før hun i slutningen af 1980’erne kastede sig ind i kampen for bæredygtighed og mod økonomisk vækst, er ikke helt klart.

Bæredygtighed

I 1987 udgav FN Brundtlandrapporten, ”Vores fælles fremtid”, hvor begrebet ”bæredygtig udvikling” blev præsenteret. Hovedkonklusionen i rapporten var, at en fortsat økonomisk vækst kombineret med en begrænsning af den globale forurening kun kan sikres gennem overnationale initiativer i form af en storstilet indkomst- og teknologioverførsel fra ilandene til ulandene.

Opmærksomheden på miljø og bæredygtighed har betydet, at miljøøkonomi er en anerkendt og fremtrædende økonomisk disciplin. Blandt fagøkonomer diskuteres det, om fortsat vækst er forenelig med en overholdelse af det ”økologiske råderum”, der defineres som en på lang sigt uændret miljøtilstand. Denne uenighed udspringer af den betydelige usikkerhed, der knytter sig til vurderingen af de teknologiske muligheder, som i fremtiden vil kunne begrænse forbruget af udtømmelige resurser og samtidig reducere den globale forurening.

Inge Røpke og andre afviser at forlade sig på teknologiske landvindinger. Denne skole har ingen tiltro til at en markedsdrevet grøn omstilling kan sikre den nødvendige teknologiske udvikling.

Økologisk økonomi

Manglende tiltro til det såkaldte ”Teknologi-fix” og ønsket om en politisk samfundsudvikling præget af bevidst menneskeligt mådehold, førte til, at ”Økologisk økonomi” formelt blev etableret som er et videnskabeligt felt i slutningen af 1980’erne med foreningen The International Society for Ecological Economics og tidsskriftet Ecological Economics.

Og selv om betegnelsen kunne antyde det, har økologisk økonomi intet med økologisk fødevareproduktion at gøre, men handler derimod om at forstå økonomi som biofysiske processer, hvor energi og materialer gennemstrømmer biologiske systemer: ”Samfundsøkonomien kan ses som en organisme, der holdes i live af disse strømme. Det vil de fleste økonomer være enige i, men økologisk økonomi går skridtet videre og understreger, at sociale og økonomiske processer derfor ikke alene bør studeres med termer fra samfundsvidenskab og humaniora, men også bør anskues i biofysiske termer.”

Inge Røpke forklarer, at ”indenfor økologisk økonomi anskues jordkloden som et lukket system og samfundet som en organisme, der udvikler sig indenfor de grænser, som kloden sætter. Og jo større organismen bliver – med stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. Som vi ser det med de aktuelle temperaturstigninger, der skyldes, at der tilføres stadigt mere energi til atmosfæren og dermed til jordklodens lukkede system”.

Inge Røpke understreger, at ”Før eller senere bliver det nødvendigt at klare sig uden økonomisk vækst, og det er langt bedre at foretage omstillingen på en styret måde end gennem katastrofer”.

Man syntes det er hørt tidligere? The Club of Rome udsendte i 1972 rapporten “The Limits to Growth”, og konklusionen i Grænser for vækst lyder i forfatternes formulering:

”Hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceudtømning fortsætter uændret, vil grænserne for vækst blive nået på et eller andet tidspunkt inden for de kommende 100 år. Det mest sandsynlige resultat vil blive et temmelig pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet”.

Inge Røpke, har sammen med 235 internationale forskere underskrevet flere advarsler om, hvad den evige vækst vil betyde for samfundet. Ifølge professoren bliver vi som verdenssamfund nødt til at omfordele rigdomme, så rige ikke bliver rigere, og fattige lige akkurat bliver rige nok til at få færre børn. Kort sagt, så skal vi være færre og fattigere. Vi har kunnet hæve vores levestandard kolossalt ved at grave det gemte solskin i form af fossile brændsler frem. Det er det, som må slutte nu, siger Inge Røpke.

Inge Røpke er dygtig

Inge Røpke er lynende intelligent, vidende og flittig, og hun har præsteret en betydelig videnskabelig produktion om økologisk økonomi. Hun har bidraget til anerkendte internationale tidsskrifter som f.eks. “Complementary system perspectives in ecological macroeconomics: The example of transition investments during the crisis” til tidsskriftet Ecological Economics, og hun har modtaget flere priser for sin indsats.

Ræpke opnåede i 2018 den tvivlsomme ære at blive omtalt i Berlingske Tidende som ”en farlig professor, der vil gøre verden fattigere”. Det skal samtidig nævnes, at professor Inge Røpke bestemt ikke er uden civil courage, og hun lod ikke Berlingske Tidendes kritik stå uimodsagt. I Berlingske Tidende den 17. oktober 2018 tager hun til genmæle om den ”farlige” økologiske økonomi.

Nobelpristagere i økonomi mener ikke miljø- og klimahensyn udelukker økonomisk vækst

Inge Røpke og hendes disciple kunne med fordel have interesseret sig for modtagerne af Nobelpris i økonomi i 2018. William Nordhaus og Paul Romer giver ikke endelige svar på alle på de trusler mod klima og økosystemer, vi står overfor. Deres forskningsresultater har imidlertid bragt os tæt på svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst.

William Nordhaus har fokuseret på økonomisk vækst og naturressourcer, klimaændringernes økonomi samt ressourcebegrænsningerne på økonomisk vækst. Siden 1970’erne har han udviklet økonomiske tilgange til global opvarmning, herunder opbygningen af integrerede økonomiske og videnskabelige modeller (DICE og RICE-modellerne) hvor han studerer forholdet mellem økonomisk vækst, fossile brændsler som olie og kul samt klimaændringer med henblik på at kunne bestemme den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på. Han når frem til at den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. Han ses ikke at anbefale, at reducere vores materielle forbrug og standse den økonomiske vækst.

Paul Romer, der frem til januar 2018 var cheføkonom i Verdensbanken, har været professor på bl.a. New York University, Berkeley og Stanford. Romer er kendt for teorien om endogen vækst. Teorien beskæftiger sig med innovation og nye idéers betydning for øget økonomisk vækst og hans primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Romers arbejder er også særdeles policy relevante ved at understrege betydningen af rammevilkår og incentiver for innovation. Paul Romer har således påpeget, at det i høj grad er muligt for os at nedbringe CO2-udslippet og beskytte vores fremtid og klima og samtidig forbedre levestandarden. Så vækst og miljøhensyn kan godt gå hånd i hånd.

I skriftet ”Economic Growth” nævner han et eksempel, som de fleste kan forstå:

“Take one small example. In most coffee shops, you can now use the same size lid for small, medium, and large cups of coffee. That was not true as recently as 1995. That small change in the geometry of the cups means that a coffee shop can serve customers at lower cost. Store owners need to manage the inventory for only one type of lid. Employees can replenish supplies more quickly throughout the day. Customers can get their coffee just a bit faster. Although big discoveries such as the transistor, antibiotics, and the electric motor attract most of the attention, it takes millions of little discoveries like the new design for the cup and lid to double a nation’s average income. Every generation has perceived the limits to growth that finite resources and undesirable side effects would pose if no new recipes or ideas were discovered. And every generation has underestimated the potential for finding new recipes and ideas. We consistently fail to grasp how many ideas remain to be discovered. The difficulty is the same one we have with compounding: possibilities do not merely add up; they multiply.”

Skal den rige del af verden afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene?

Inge Røpke og ligesindede tilhængere af ”økologisk økonomi” er tydeligvis blevet hængende i et syn på vækst, som allerede lå bag dommedags profetierne hos Thomas Malthus og senere Romklubben. I deres ensidige syn på kapitalapparatets betydning for økonomisk vækst og i deres fornægtelse af nye ideer og andre måder at gøre tingene på, forledes de til at lægge afgørende vægt på fysiske investeringer i kapitalapparatet.

Investeringerne er i den sidste ende – i det lukkede system, der definerer disse økonomers ”økologiske råderum” – bestemt af opsparingen. Konklusionen for disse økologiske økonomer er derfor, at opsparingsraten er helt afgørende for mulighederne for at investere og skabe vækst i økonomien. Med et fortsat uhæmmet forbrug og begrænset opsparing vil investeringer og fortsat økonomisk vækst nødvendigvis forudsætte fortsat udbytning af udviklingslandene og forbrug af klodens knappe og udtømmelige ressourcer. Derfor kan økonomisk vækst ikke være bæredygtig.

Inge Røpke mener trods alt ikke, at vi skal afstå fra udvikling af grønne teknologier og bæredygtig omstilling af samfundenes forsyningssystemer. De krævede investeringer skal imidlertid finansieres ud af det begrænsede biofysiske eller økologiske råderum, og derfor er det for Røpke en yderligere begrundelse for begrænset forbrug.

Derfor har Inge Røpke en anden opfattelse end Nobelpristager Paul Romer, der mener at vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd. Røpke fortsætter derfor uanfægtet med at manuducere sagesløse studenter med budskabet om, at vi i den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene.

Klimakampen som murbrækker i opgøret med det kapitalistiske samfund

Når enhver anvisning på hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst afvises, er det fordi Inge Røpke og ligesindede ingenlunde har opgivet klassekampen og bekæmpelsen af det kapitalistiske samfund. Den påståede globale opvarmning er ikke kun menneskeskabt, men en uundgåelig konsekvens af et kapitalistisk, socialt og økonomisk system, der kun kan eksistere ved at trække store veksler på den jord, vi lever på. Påstanden er, at det kapitalistiske systems umættelige behov for profit og formueakkumulering udnytter både mennesker og natur og uundgåeligt vil føre direkte til en klimakatastrofe.

Opfattelsen blandt økologiske økonomer er, at kampen for klimaet er kamp mod kapitalismen og økonomisk vækst og den rigtige kamp indebærer nødvendigvis kollektiv transport, vandgrød, hjemmeavlede grøntsager og kolde afvaskninger.

Historien er, at svenskekongen, Karl X Gustav, efter en langvarig belejring natten til den 11. februar 1659 forsøgte at erobre den danske hovedstad. Begivenheden fandt sted under svenskekrigene 1657 – 60. De svenske tropper blev imidlertid efter en modig og målbevidst indsats fra de københavnske forsvarere slået tilbage med store tab.

Kong Frederik III havde inden stormen med de siden så berømte ord ”Jeg vil dø i min rede” nægtet at lade sig selv og dronning Sophie Amalie evakuere.

Forhistorien var, at Frederik 3. i 1657 erklærede Sverige krig i håb om at generobre de områder, hans far (Christian IV) efter Torstenssonkrigen 1643-45 måtte afstå ved freden i Brömsebro (1645), hvor Corfitz Ulfeldt, kongens svigersøn, havde været dansk hovedforhandler. Det drejede sig om de norske grænselandskaber Jemtland, Herjedalen og midlertidig afståelse af Halland på 30 år, samt øerne Gotland og Østersøens næststørste ø, Øsel, ud for Estland. Sverige og svenske besiddelser omkring Østersøen fik toldfrihed i Øresund.

Imidlertid endte krigen med dansk nederlag, da de svenske tropper gik over de tilfrosne bælter og tvang danskerne til panikfreden i Høje Taastrup præstegård 1658. Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm. Samtidig skulle de norske besiddelser Bohus og Trondhjems len også overdrages.Danmark måtte endvider acceptere, at Østersøen blev spærret for fremmede flådemagter.

Samme år indledte den svenske konge Karl Gustv en ny krig om at erobre hele Danmark og dermed opnå fuld kontrol over Øresund.

Men København holdt stand, og krigen førte med udenlandsk hjælp faktisk til svensk nederlag, uden at Danmark dog af den grund fik de tabte landområder tilbage. Bornholm var som bekendt efter en opstand i 1658 allerede vendt tilbage til Danmark.

På DR har det netop været muligt at se den amerikanske krigssatireserie ”Catch 22” fra 2019. Serien bygger på Joseph Hellers klassiske anti-krigsroman af samme navn.

Handlingen er, at under 2. verdenskrig får den amerikanske bombeflyver Yossarian militærtræning i Californien. Da han sendes i krig i Europa, må han sande, at det korrupte hærbureaukrati er mere livsfarligt end fjenden. Den forrykte oberst Cathcart bliver ved med at øge antallet af missioner, piloterne skal flyve, inden de sendes hjem.

Yossarian vil gerne erklæres sindssyg, så han kan blive hjemsendt. Ifølge Catch 22-reglen kan en bombeflyver faktisk få dispensation fra yderligere missioner, hvis han er erklæret sindssyg. Men samtidig er det en del af Catch 22-reglen, at en person, der selv ønsker at blive erklæret sindssyg, ved at gøre det, viser, at han er i stand til at tænke logisk og realistisk om sin situation, og derfor ikke kan erklæres sindssyg.

Tidsskriftet The Atlantic har påpeget, at i USA er Demokraterne fanget af Catch 24-reglen: Så længe der ikke har vist sig en troværdig alternativ kandidat, er præsident Joe Biden fortsat kandidat i 2024, men Catch 24 indebærer også, at så længe Biden er kandidat, er der ikke andre, der vil stille op til valget i 2024.

Nationalmuseet oplyser, at Tine Smedegaard Andersen, der har været administrerende direktør for People’s i de seneste knap fire år, bliver ny vicedirektør på Nationalmuseet.

Tidligere har Tine Smedegaard Andersen være kulturdirektør og medlem af direktionen i DR.

Tine Smedegaard Andersen kom til DR fra en direktørpost i den nu nødlidende Gyldendal-koncern, og før det var hun direktør i forlaget Rosinante&Co, der er ejet af Gyldendal.

Smedegaards kvalifikationer

I Nationalmuseets pressemeddelelse om udnævnelsen fremhæves det, at Tine Smedegaard mens hun var i DR var ansvarlig for den populære historiske tv-serie Historien om Danmark, som blev udviklet i tæt dialog med Nationalmuseet.

Det burde måske også have været nævnt, at Smedegaard blev udsat for stærk kritik i anledning af nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret og for DR’s udvandede dækning af kristendom og tro.

Ligeledes havnede Tine Smedegaard Andersen og DR i et stormvejr, da man i 2017 besluttede at droppe julekalenderen ”Jul i republikken”.

DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”

Det fortoner sig, hvem der først fik ideen til at stjæle et engelsk forlæg, fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident og fyre det af som Danmarks Radios julekalender i 2017.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), var tidligere udsendt af BBC.

Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Hvilke overvejelser DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, gjorde sig i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare.

Mikkel Andersson, der dengang huserede på Radio 24/7, har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handlede julekalenderen om?

”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når (kronprins) Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når (Prins) Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Krav om omskrivning

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde Dansk Folkeparti og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen i DR om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Julekalenderen droppes

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

På DR har det netop været muligt at se George Clooney i den amerikanske krigssatireserie ”Catch 22” fra 2019. Serien bygger på Joseph Hellers klassiske anti-krigsroman af samme navn.

Handlingen er, at under 2. verdenskrig får den amerikanske bombeflyver Yossarian militærtræning i Californien. Da han sendes i krig i Europa, må han sande, at det korrupte hærbureaukrati er mere livsfarligt end fjenden. Den forrykte oberst Cathcart bliver ved med at øge antallet af missioner, piloterne skal flyve, inden de sendes hjem.

Yossarian vil gerne erklæres sindssyg, så han kan blive hjemsendt. Ifølge Catch 22-reglen kan en bombeflyver faktisk få dispensation fra yderligere missioner, hvis han er erklæret sindssyg. Men samtidig er det en del af Catch 22-reglen, at en person, der selv ønsker at blive erklæret sindssyg, ved at gøre det, viser, at han er i stand til at tænke logisk og realistisk om sin situation, og derfor ikke kan erklæres sindssyg.

TV-serien “Catch 22” udforsker det gennemgående tema af kaos, absurditet, meningsløshed og apati i en krigssituation. Undgåelse af beslutninger og ansvar præsenteret som en måde at overleve i absurde og kaotiske sammenhænge.

Karakteren Major Major Major udnævnes til Major, men undgår beslutninger ved at gemme sig i sit kontor, så han ikke kan nås af sine underordnede. Han undgår også at træffe beslutninger ved at udstede regler, der gør det umuligt for andre at komme i kontakt med ham.

Catch 22 bringer uvilkårligt tankerne hen på forholdene i den danske energiadministration mens Dan Jørgensen var ansvarlig minister.

Situationen omkring Åben Dør-ordningen bliver uholdbar

Åben Dør-ordningen, ÅD, der har eksisteret siden 1999, giver energiudviklere mulighed for at ansøge om at opføre havvindparker uden om de statslige udbud. Selskaberne kan dermed selv tage initiativ til at opføre en havvindpark af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering.

Det er et krav, at parkerne skal opføres uden statsstøtte, og udviklerne kan gratis lægge beslag på et dansk havareal ved først til mølle-princippet.

Den teknologiske udvikling og stærkt forhøjede strømpriser førte til, at Energistyrelsen i 2021 modtog et stigende antal ansøgninger til ÅD-ordningen, og styrelsen gjorde i en rapport opmærksom på, at ordningen enten var, eller var tæt på at blive, “økonomisk attraktiv og fordelagtig ud over det tilsigtede”.

Hvordan den ansvarlige minister – Dan Jørgensen – reagerede, er ikke oplyst.

Måske har Energistyrelsen forgæves forsøgt at få en resolution fra ministeren, men måske har Dan Jørgensen ligesom Major Major Major undgået at tage stilling. Vi forestiller os det besvær sekretæren har haft med at forklare medarbejderne i ministeriet, at ministeren ikke var ”tilgængelig”, mens de kunne se Dan Jørgensens måneansigt på inden- og udenlandske talkshows.

Det vi imidlertid ved, er at ordningen ikke blev stoppet i tide, og at udsigten til at ordningen måske kunne blive ændret førte til yderligere en enorm søgning til ÅD-ordningen.

Først i juni 2022 blev Åben Dør-ordningen ved en bred politisk aftale justeret. Rammerne for ordningen blev klarere, og det blev præciseret, at staten havde mulighed for at give afslag til projekter, der ikke ud fra samfundsmæssige og planlægningsmæssige hensyn er relevante at gennemføre. Præciseringen skulle sikre at ordningen i højere grad er forenelig med det øgede behov for planlægning af arealanvendelsen på havet og i relation til net udbygningen på land.

Den kommunale indsigelsesret blev ændret til en vetoret for kommuner beliggende inden for 15 km fra et projekt, og fremtidige projekter kan således kun gennemføres, hvis der kan opnås kommunal opbakning hertil fra samtlige berørte kommuner. Samtidig blev ordningen ændret, så der lukkes for havvindprojekter længere væk end 15 km.

Planerne om at stramme ÅD-ordningen førte til, at der inden regelændringerne den 2. juni 2022 blev indgivet et meget stort antal ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til havvind. I august 2022 var der således ifølge Energistyrelsen modtaget i alt 47 ansøgninger, hvor hovedparten havde forventning om, at de skulle behandles efter de gamle og lempelige regler.

Stop for ÅD-ordningen

Endelig – mandag den 6. februar 2023 – blev det besluttet at sætte sagsbehandlingen af ansøgninger om havvindmølleprojekter under Åben Dør-ordningen i bero.

Energistyrelsen indstillede dermed umiddelbart sagsbehandlingen af 33 ansøgninger om mulige danske havvindprojekter med et potentiale på 13 GW.

Opstandelse

I en tid hvor mantraet ellers er mere grøn strøm, og at det kun kan gå for langsomt med den grønne omstilling, har det vakt opstandelse blandt investorerne i havvindmølleprojekter.

Ulovlig statsstøtte?

Den forklaring, der gives på det pludselig stop, er, at der er opstået tvivl om, hvorvidt reglerne i ÅD-ordningen er i strid med EU-retten. Energiministeriet og statsstøttejuristerne i Erhvervsministeriet har været bekymret for at uddelingen af rettigheder, der tydeligvis havde stor værdi, kunne opfattes som statsstøtte i strid med EU-reglerne. Ordningens ”først til mølle-princip” kunne ligeledes være juridisk problematisk.

Ifølge den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, er det sandsynligt, at ordningen ikke kan fortsætte. “Jeg er dybt bekymret. Det er jeg da. Med den viden, jeg har lige nu, frygter jeg, at ordningen ikke kan køre videre. Det anser jeg desværre som et sandsynligt udfald,” siger Lars Aagaard til Børsen og tilføjer, at han vil forsøge at finde en model, hvor dele af ordningen kan køre videre.

Lars Aagaard oplyser, at Energistyrelsen og statsstøttejurister fra Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissionen om deres bekymring. Det har ifølge ministeren bestyrket de danske myndigheders frygt for, at der er tale om statsstøtte.

“Alternativet, at vi var kørt videre med den viden, at der var stor risiko for, at vi kunne tabe en sag om ulovlig støtte, var helt uacceptabelt. Det ville være investorerne, der ville blive mødt med et krav. Det ville være helt vildt ikke at reagere på den viden,” siger ministeren.

Regeringen var opmærksom på problemet

I regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering” fra december 2022, hedder det om udbygningen af vedvarende energi at regeringen vil ”se på, om der kan etableres smidigere modeller for udbygning af havvind samtidig med, at samfundet sikres en rimelig del af indtægterne fra energiudvindingen på land og til vands – eventuelt i form af en opdateret koncessionsmodel”.