På DR har det netop været muligt at se den amerikanske krigssatireserie ”Catch 22” fra 2019. Serien bygger på Joseph Hellers klassiske anti-krigsroman af samme navn.
Handlingen er, at under 2. verdenskrig får den amerikanske bombeflyver Yossarian militærtræning i Californien. Da han sendes i krig i Europa, må han sande, at det korrupte hærbureaukrati er mere livsfarligt end fjenden. Den forrykte oberst Cathcart bliver ved med at øge antallet af missioner, piloterne skal flyve, inden de sendes hjem.
Yossarian vil gerne erklæres sindssyg, så han kan blive hjemsendt. Ifølge Catch 22-reglen kan en bombeflyver faktisk få dispensation fra yderligere missioner, hvis han er erklæret sindssyg. Men samtidig er det en del af Catch 22-reglen, at en person, der selv ønsker at blive erklæret sindssyg, ved at gøre det, viser, at han er i stand til at tænke logisk og realistisk om sin situation, og derfor ikke kan erklæres sindssyg.
Tidsskriftet The Atlantic har påpeget, at i USA er Demokraterne fanget af Catch 24-reglen: Så længe der ikke har vist sig en troværdig alternativ kandidat, er præsident Joe Biden fortsat kandidat i 2024, men Catch 24 indebærer også, at så længe Biden er kandidat, er der ikke andre, der vil stille op til valget i 2024.