Historien er, at svenskekongen, Karl X Gustav, efter en langvarig belejring natten til den 11. februar 1659 forsøgte at erobre den danske hovedstad. Begivenheden fandt sted under svenskekrigene 1657 – 60. De svenske tropper blev imidlertid efter en modig og målbevidst indsats fra de københavnske forsvarere slået tilbage med store tab.
Kong Frederik III havde inden stormen med de siden så berømte ord ”Jeg vil dø i min rede” nægtet at lade sig selv og dronning Sophie Amalie evakuere.
Forhistorien var, at Frederik 3. i 1657 erklærede Sverige krig i håb om at generobre de områder, hans far (Christian IV) efter Torstenssonkrigen 1643-45 måtte afstå ved freden i Brömsebro (1645), hvor Corfitz Ulfeldt, kongens svigersøn, havde været dansk hovedforhandler. Det drejede sig om de norske grænselandskaber Jemtland, Herjedalen og midlertidig afståelse af Halland på 30 år, samt øerne Gotland og Østersøens næststørste ø, Øsel, ud for Estland. Sverige og svenske besiddelser omkring Østersøen fik toldfrihed i Øresund.
Imidlertid endte krigen med dansk nederlag, da de svenske tropper gik over de tilfrosne bælter og tvang danskerne til panikfreden i Høje Taastrup præstegård 1658. Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm. Samtidig skulle de norske besiddelser Bohus og Trondhjems len også overdrages.Danmark måtte endvider acceptere, at Østersøen blev spærret for fremmede flådemagter.
Samme år indledte den svenske konge Karl Gustv en ny krig om at erobre hele Danmark og dermed opnå fuld kontrol over Øresund.
Men København holdt stand, og krigen førte med udenlandsk hjælp faktisk til svensk nederlag, uden at Danmark dog af den grund fik de tabte landområder tilbage. Bornholm var som bekendt efter en opstand i 1658 allerede vendt tilbage til Danmark.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 